Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 105:

Forslag til folketingsbeslutning om etablering af et forskningsprogram om miljø- og sundhedsrisici samt anvendelse af et skærpet forsigtighedsprincip i forhold til nanoteknologiske produkter og processer.

Af Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 09.04.2008).

Forhandling

Første næstformand (Svend Auken):

Forhandlingen er åbnet. Miljøministeren.

Forslaget fra Enhedslisten, som vi skal behandle i dag, minder jo meget om det forslag, som Enhedslisten fremsatte for lidt over et år siden, og som vi diskuterede her i Folketinget den 14. marts. Emnet, de nye nanoteknologiske produkters mulige påvirkning af vores miljø og sundhed, er ikke blevet mindre aktuelt i den mellemliggende tid, og jeg vil også gerne kvittere for, at Enhedslisten nu bringer sagen op igen.

Alligevel vil jeg også anbefale, ligesom regeringen gjorde sidste år, at afvise beslutningsforslaget, for jeg er helt på linje med, hvad min forgænger, fru Connie Hedegaard, fremførte sidste år, nemlig at det ikke vil gavne, at Danmark skal indtage en særstilling på dette område. Det var de vigtigste argumenter sidste år - og dem deler jeg stadig væk.

Det nye forslag er for en dels vedkommende identisk med det forslag, der var sidste år, og dengang var der jo en bred enighed om, at den eksisterende lovgivning for kemikalier også dækker nanomaterialer. Det betyder også, at vi allerede kan anvende forsigtighedsprincippet, hvis man får en konkret mistanke om særlige problematiske egenskaber. Er der f.eks. mistanke om kræftfremkaldende egenskaber, kan myndighederne allerede nu skride ind. Vi står altså ikke i et reguleringsmæssigt tomrum, når det gælder nanomaterialer, selv om man nogle gange gerne vil give indtryk af det.

Allerede under debatten sidste år blev der flere gange nævnt, at nanomaterialer handles på et globalt marked, og at det er EU-lovgivningen, som regulerer området. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt med en national reguleringsindsats, som tilsyneladende nu igen er foreslået. Vi må også huske på de gavnlige perspektiver, som nanoteknologien åbner for, og vi risikerer at lægge store hindringer i vejen for en udvikling, hvor der faktisk kan være en lang række positive effekter.

Når det er sagt, vil jeg også gerne være den første til at understrege, at vores viden ikke er tilstrækkelig. I Enhedslistens bemærkninger til beslutningsforslaget nævnes tre eksempler på laboratorieundersøgelser, der viser, at nanomaterialer kan være farlige. Selv om sådanne resultater ifølge eksperterne ikke direkte kan overføres fra laboratorium til virkelighedens verden, skal vi selvfølgelig være opmærksomme på dem. Det er også derfor opmuntrende at se, at der faktisk reageres meget hurtigt verden over, når der kommer nye informationer om problemer med et enkelt nanoprodukt.

Men vi må fortsat slå fast, at hvad angår nanomaterialer generelt, ved vi ikke nok om deres egenskaber til at vide, hvordan vi får den bedst mulige regulering af området, også selv om vi med den eksisterende kemikalielovgivning har et godt fundament at bygge videre på.

Som det også blev sagt sidste år, er det sådan, at OECD allerede i dag yder et arbejde for at koordinere indsatsen med at udvikle metoder til vurdering af miljø- og sundhedsaspekter ved nanomaterialer. Danmark er med i flere af de arbejdsgrupper, som OECD har nedsat. Her er samspillet med lovgivningen vigtig, så vi hurtigt kan inddrage de nye metoder som en del af lovgivningen. Derfor har EU-landene og Kommissionen efter dansk pres taget initiativ til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal se på, hvordan nanomaterialer håndteres i den nye kemikalielovgivning REACH. EU har i deres handlingsplan for nanoteknologi et særligt indsatsområde vedrørende miljø og sundhed.

Det kan være svært at opgøre, hvor mange penge der rent faktisk bruges på forskning, men i januar i år opgjorde Europa-Kommissionen, at der på det tidspunkt i alt var bevilget 32 mio. euro til forskning i nanoteknologi, miljø og sundhed inden for EU's sjette og syvende rammeprogram. Siden hen er der igangsat flere projekter. EU-landene har altså allerede et betydeligt program for forskning i nanoteknologi, miljø og sundhed, hvor også danske forskere deltager aktivt. Ser vi videre ud i verden, kan vi se, at investeringerne også er store, ikke mindst i USA og Japan.

Samme opgørelse fra Europa-Kommissionen viser også, at danske forskere ud over en andel af midlerne fra EU's rammeprogrammer desuden modtager mere end 7 mio. euro via offentlige og private danske kilder. Så relativt set er Danmark godt i gang på forskningsområdet.

Jeg vil også gerne minde om, at man i december måned afsluttede en tværministeriel arbejdsgruppe om nanoteknologi og sundhed med en gennemgang af lovgivningen i forhold til nanoteknologiske produkter på de forskellige relevante områder. Her var konklusionen, at nanomaterialer ikke skal reguleres over én kam, men at de overordnede reguleringsmæssige rammer inden for de enkelte ministeriers områder er på plads, og at vi i tilknytning til de enkelte lovområder skal være åbne for behov for tekniske justeringer, efterhånden som der kommer mere viden om nanomaterialernes specifikke egenskaber.

Samlet set er vi i Danmark i fuld gang med videnopbygning. Vi har fået et overblik over produktion, forbrug af nanomaterialer, og der er skabt klarhed over, at der ikke umiddelbart er behov for at ændre vores lovgivning.

I forhold til beslutningsforslaget sidste år er det nyt, at Enhedslisten foreslår, at der oprettes et dansk forskningsprogram om miljø- og sundhedsrisici. Jeg er principielt enig i, at forskning er en af de veje, vi skal gå for at lukke det videnhul, der reel er på det her område. På den anden side giver et selvstændigt dansk program ikke nødvendigvis mening, fordi lovgivning, handel og forskning foregår på tværs af landegrænser. Derfor har vi også store internationale programmer i bl.a. EU og OECD, hvor også danske forskere deltager.

Oprettelsen at et dansk forskningsprogram er meget omfattende, og vi skal kun gøre det, hvis der er særlige danske vinkler, og hvis der er behov for at understøtte dem. Jeg synes, vi er bedre tjent med at fortsætte som nu med at støtte danske forskere, så de er godt rustede til at deltage i det fælles internationale arbejde.

Derfor vil jeg også gerne afslutte med at slå fast, at der hverken vedrørende anvendelse af forsigtighedsprincippet eller inden for forskning er behov for dansk enegang på dette område. Derfor anbefaler jeg Folketinget at afvise beslutningsforslaget.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Clausen, en kort bemærkning.

Det, som jo er interessant, når vi snakker om nanoprodukter, er, at vi ved, at de fungerer anderledes i forhold til miljø og mennesker, end hvis de tilsvarende produkter ikke var nanoprodukter. Vi ved ikke hvordan, og vi ved ikke, hvordan vi skal undersøge det. Og det er sådan set baggrunden for, at Enhedslisten siger to ting: for det første, at vi ikke skal godkende produkter, som der ikke er ført dokumentation for at der er stor sandsynlighed for er ufarlige - altså det omvendte princip af det, der er det sædvanlige princip - og for det andet, at vi har brug for at forske specifikt i miljø- og sundhedsmæssige effekter, ikke bare som en sidegevinst til den øvrige forskning på det her område, men som et særligt projekt.

Jeg må indrømme, at hvis miljøministerens bedste argument imod det er, at det var bedre at få det vedtaget i EU, så synes jeg bare, at han skulle gå i gang med det.

Første næstformand (Svend Auken):

Ministeren.

Miljøministeren (Troels Lund Poulsen):

Det er klart, at jeg mener, at når man taler om grænseoverskridende problemer, skal man selvfølgelig løse dem der, hvor det giver mening, og derfor skal man også til enhver tid tage debatten i de fora, hvor det giver mening, og det gør det jo bl.a. i en diskussion i EU-kredsen. Derudover vil jeg så også sige, at jeg jo netop i min besvarelse har lagt stor vægt på, hvordan de danske forskere allerede i dag er godt finansierede af EU-midler og de private kilder, der findes, til at forske inden for området omkring nanoteknologi.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Clausen, kort bemærkning.

Men det er vel rigtigt forstået, at når man læser de notater, der laves om det her, også fra ministeriernes side, kan man se, at de sådan set hver eneste gang slår fast, at vi ved, at nanopartikler arter sig anderledes end ikkenanopartikler. Vi ved ikke hvordan, og vi ved ikke, hvordan vi skal undersøge det.

I den situation siger ministeren så: Jamen vi opretholder de almindelige godkendelsesprocesser. Men pointen er jo, at lige præcis den situation, jeg har beskrevet, gør, at det ikke tjener noget formål at bruge de almindelige godkendelsesprocesser, for de fungerer ikke, de virker ikke, fordi vi ikke har den fornødne viden. Og i den situation er det vel værd at slås for et skærpet forsigtighedsprincip - og jeg har helt ærligt ikke på fornemmelsen, at det er noget, regeringen gør - i EU.

Første næstformand (Svend Auken):

Ministeren.

Miljøministeren (Troels Lund Poulsen):

Jeg vil sådan set henholde mig til det, jeg sagde i min tale, hvor jeg sagde, at det også betyder, at vi allerede kan anvende forsigtighedsprincippet, hvis man får en konkret mistanke om særlig problematiske egenskaber. Så der er jo netop mulighed for at gøre det; det er ikke, fordi vi er i et reguleringsmæssigt tomrum.

Første næstformand (Svend Auken):

Tak til ministeren. Så går vi over til ordførerrækken, og den første ordfører er hr. Eyvind Vesselbo.

Jeg synes, det er meget, meget fint, at Enhedslisten tager den her problemstilling op. For nanopartikler og deres påvirkning af vores sundhed er jo et meget, meget væsentligt debatemne at tage fat i. Derfor er det godt, at der bliver sat fokus på det her.

Enhedslisten foreslår, at vi etablerer et forskningsprogram for miljø- og sundhedsrisici samt anvendelse af et skærpet forsigtighedsprincip i forbindelse med nanoteknologiske produkter og processer. Det begrunder man i forslaget med, at danske og internationale myndigheder ikke har effektive metoder til at afprøve, om industrien tager hensyn til miljø og sundhed. Man siger, at den nuværende kemikalielovgivning ikke er i stand til at håndtere de særlige forhold, og forbrugerne har derfor ikke nogen sikkerhed i forbindelse med brugen af produkter, der indeholder nanopartikler.

Det sidste, kan man sige, er jo vilkårene for en lang række kemikalier, nemlig at man endnu ikke kender den fulde konsekvens af brugen af disse kemikalier. Det samme gælder nanopartikler.

Vedrørende kemikalielovgivningen må man sige, at den jo langt hen ad vejen prøver at få styr på de her ting. Så jeg er sådan set ikke enig i, at den nuværende kemikalielovgivning ikke er i stand til at håndtere de særlige forhold fuldt ud. Man kan i hvert fald få fat i noget af sagens kerne.

Så er der spørgsmålet om forsigtighedsprincippet. Jeg havde nær sagt, at man skal være meget forsigtig med at bruge forsigtighedsprincippet, for det skal jo behandles seriøst. Hvis man skulle tage forsigtighedsprincippet i sin mest outrerede form, skulle man sige, at der er så mange ting i verden, vi ikke med sikkerhed ved hvilke konsekvenser har, og så skulle vi forbyde alle de ting. Det kan man jo ikke. Man er ligesom nødt til på et eller andet grundlag at have en sikkerhed for, at man kan bruge forsigtighedsprincippet i den her bestemte sammenhæng.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget om et forskningsprogram om et skærpet forsigtighedsprincip. Vi har jo et forsigtighedsprincip i Danmark, men her skal det være skærpet. Vi kan ikke støtte forslaget, for det her skal reguleres gennem EU, og Danmark bør ikke på netop det her område ligesom på kemikalieområdet i al almindelighed tage nogen særstandpunkter. Eksisterende lovgivning giver allerede rum til at bruge forsigtighedsprincippet, og EU har allerede forskningsprogrammer, som danske forskere arbejder med i og deltager i. Samlet set er vi i gang med en videnopbygning på området, der indtil videre har skabt klarhed over, at vi ikke har behov for at ændre lovgivningen på nuværende tidspunkt.

Som jeg sagde i starten, er det et meget vigtigt område, som vi skal følge meget, meget tæt og også skal bruge midler til at forske i, så vi får en større viden om det. Men vi kan altså ikke støtte det her konkrete forslag om forskningsprogrammet, for vi er i gang med en lang række ting. Så det er egentlig bare at gøre det, vi gør i forvejen. Og forsigtighedsprincippet kan vi administrere ifølge lovgivningen.

Så jeg skal sige, at vi ikke kan støtte forslaget, og jeg skal lige nævne, at det kan Ny Alliance heller ikke.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Per Clausen (EL):

Det er altid rart at vide, hvad Ny Alliance mener. Men det, jeg vil spørge hr. Eyvind Vesselbo om, er, om han ikke er enig i, at hvis man læser den tværministerielle rapport, som Sundhedsministeriet står bag, og hvis man læser Teknologirådets rapport om nanoteknologi, fremgår det, at de jo lige præcis siger, at vi ved, at nanoteknologi betyder, at ting arter sig anderledes i forhold til miljø og mennesker. Vi ved ikke hvordan. Det er ikke sikkert, der er nogle generelle regler for, hvordan de gør det, og vi er faktisk heller ikke sikre på, at vi ved, hvordan vi skal undersøge det. Kunne det så ikke i en sådan situation være rimeligt at sige, at i stedet for at vi kun forbyder de produkter, som det er videnskabeligt dokumenteret er skadelige, siger vi, at vi nøjes med at godkende produkter, hvor det er sandsynliggjort, at de er uskadelige? Det er jo det, jeg taler for.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Eyvind Vesselbo (V):

Jo, men det, der er det væsentlige, og det, vi skal tage stilling til i forbindelse med det her beslutningsforslag, er, om vi skal etablere et forskningsprogram for miljø- og sundhedsrisici i forbindelse med nanopartikler og nanoteknologi. Der har jeg sagt, at vi er i gang med forskningen i nogle forskergrupper i EU. Der er danske forskere med. Vi samler viden op på det her område, og det danner basis for, at lige så snart det overhovedet er muligt at gøre noget konkret i den her sammenhæng, nemlig at forbyde nogle af de stoffer på det her område, som man virkelig kan dokumentere er et problem, så vil det selvfølgelig ske.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Per Clausen (EL):

Men det betyder jo så, at Venstres standpunkt i den her sag er, at selv om vi godt ved, at nanoprodukter arter sig anderledes end andre produkter - vi ved ikke hvordan, og vi ved ikke, hvordan vi skal undersøge det - så skal vi vente med at forbyde nogle produkter, indtil det er videnskabeligt bevist, at de er skadelige. Jeg synes, hr. Eyvind Vesselbo skulle tænke lidt over det, og så vil jeg bare sige til hr. Eyvind Vesselbo, at jeg tror, at vi i udvalgsarbejdet skal dyrke lidt mere, hvad vi i grunden ved om, hvor meget der forskes i sikkerhed. For de spørgsmål, jeg har stillet til videnskabsministeren på det område, giver ikke indtryk af, at der i regeringen er nogen som helst viden om det.

Første næstformand (Svend Auken):

Ordføreren.

Eyvind Vesselbo (V):

Jamen jeg vil sige til hr. Per Clausen, at det faktisk er noget af det, jeg tænker meget over, også på baggrund af den her debat. Det er jo det dilemma, vi står i, med de mange, mange stoffer, som distribueres i vores hverdag. Der har vi jo altså det problem, at hvis man skulle tænke videre over og føre den politik, som hr. Per Clausen gerne vil, skulle man forbyde vel op mod 100.000 kemiske stoffer, som man ikke har kendskab til hvordan egentlig virker i bund og grund. Det ville så føre til en helt anden måde at gribe de her ting an på politisk, end vi gør i både EU og Danmark.

Første næstformand (Svend Auken):

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er hr. Benny Engelbrecht.

Til den engagerede tilhørerskare kan jeg sige, at vi, om ikke politisk, er i småtingsafdelingen, vi arbejder helt bogstaveligt talt helt dernede, hvor det er en milliontedel af en millimeter, altså på nanoniveau.

Socialdemokraterne vil gerne fastslå, at vi er tilhængere af størst mulig varsomhed, når det gælder produkter og processer, som vi ikke kan overskue de fulde konsekvenser og følger af. Når det handler om nanoteknologi, er vi strengt taget ikke blevet væsentlig klogere siden marts sidste år. Dengang kom Enhedslistens forslag, som nævnt tidligere, sidst til behandling. Vores holdning har derfor heller ikke ændret sig væsentligt siden da.

Det er let at se de mulige fordele ved nanoteknologi, for nok er selve teknologien så lille, at vi kun kan se den ved hjælp af mikroskop, men resultaterne er imponerende. Inden for elektronikken kan man gøre komponenterne hurtigere og strukturerne så små, at det næsten er ufatteligt. I genteknologien inden for biologi og medicin, som er et felt i voldsom vækst, opererer man naturligt på nanoniveau. Inden for kemi og materialevidenskab har man i længere tid været i stand til at designe stoffer og strukturer nærmest atom for atom og molekyle for molekyle som legoklodser. Det nye er så, at teknikkerne er blevet bedre, og at strukturerne kan laves større og mere komplicerede. I nanoverdenen smelter mange videnskaber sammen, for de bedste nanoforskerteam er ofte sammensat på tværs af kemikere, fysikere, biologer og mange andre. Det gør det kompliceret.

Nanoteknologi er altså ikke længere en nyhed, men med stadig nye landvindinger rejser spørgsmålet sig igen og igen om, hvilke eventuelle negative konsekvenser nanoteknologi kan have. Indtil der foreligger mere viden på området, er vi enige i at bruge et skærpet forsigtighedsprincip. Vi bør altså betragte et produkt eller en proces som skadelig, indtil det modsatte er bevist.

Den nanoteknologiske udvikling vil få stor betydning på områder som kommunikation, miljø, energi og ikke mindst sundhed. Derfor er det så vigtigt, at der forskes, og at eventuelle negative konsekvenser konstateres. Indtil da skal der være sikkerhed og tryghed for både forbrugerne og producenterne. Både i Danmark og internationalt er der konsensus om, at der mangler viden om risici ved produkter og processer ved brug af nanoteknologi. Der investeres heldigvis samtidig i nødvendige teknologier på institutioner i form af bl.a. avancerede rentrum.

Socialdemokraterne ønsker, at den eksisterende lovgivning gradvis ændres og udbygges. Den holdning er i tråd med EU’s forslag på området. Sådan en fremgangsmåde er nødvendig, fordi den nuværende kemikalielovgivning ikke er tilstrækkelig til at omfatte nanoteknologien i dens mangfoldighed. Derfor kan der heller ikke laves en selvstændig lov på området. Nanoteknologien skal nemlig ikke udelukkende måles på mængde, som man gør det i den nuværende kemikalielovgivning, men også på eksempelvis overfladeform og reaktivitet. De strukturer, der er tale om, er ganske enkelt så små, at det ikke giver nogen mening alene at regne i vægt eller volumen.

Indtil nu har forbrugerne ikke nogen sikkerhed i forbindelse med brugen af produkter, som indeholder nanoteknologi. Det mener vi i Socialdemokratiet ikke er forsvarligt. Vi mener, at forbrugerne skal have maksimale oplysninger om de varer, de køber. De skal hjælpes gennem mærkning, og det gælder naturligvis også, når det er nanoteknologi, en teknologi, mange mennesker endnu ikke har den store viden om. Derfor må produkterne ikke indeholde farlige stoffer, f.eks. stoffer, der kan nedsætte folks evne til at få børn, eller andre kemikalier med ukendt virkning.

Dette kan dog ikke alene ske ved en national indsats, som dette forslag tilsyneladende lægger op til. Vi skal bruge vores internationale forbindelser og skabe grobund for en indsats, der ikke alene gælder for det europæiske marked, men for hele verden. Det vil være den socialdemokratiske prioritering af de spørgsmål, som forslaget lægger op til. Vi kan ikke styre udviklingen i hele verden alene. Der skal være standarder, når vi bruger nanoteknologi, så både producenter, forbrugere og miljø sikres.

Socialdemokraterne giver derfor opbakning til forslaget om at anvende det skærpede forsigtighedsprincip på områder, hvor videnskaben ikke er tilstrækkelig, således at vi opdager eventuelle negative følger, før det er for sent, men det skal som nævnt ikke alene ske ved en national indsats, men sammen med en bred europæisk og global politisk indsats.

Første næstformand (Svend Auken):

Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Jørn Dohrmann.

Forslaget her om nanopartikler er selvfølgelig også et emne, som optager Dansk Folkeparti meget, og vi ønsker selvfølgelig også, at man ligesom prøver at se på, hvordan vi kan sikre, at de ikke har nogen skadelige virkninger på befolkningen. Derfor er vi jo sådan set enig i de intentioner, som er lagt frem i beslutningsforslaget her, og derfor synes vi også, at når vi nu har forskere i Danmark, når vi har programmer, der ligesom sikrer, at man kan tage ting op, så vil det være en naturlig konsekvens, at man også ser på, hvordan nanoteknologi udvikler sig fremadrettet, om der er nogle ting, vi skal være særlig opmærksomme på med de her små fine partikler.

Vi diskuterede også for ikke ret længe siden partikelfiltre. Når det er fine, små partikler, så er det ikke noget, der er godt for sundheden, og derfor skal man også som forbruger have en vis portion sund skepsis, når man er ude at handle ind og man kan se, at nogle af de her ting er forbundet med nanoteknologi og -produkter.

Derfor er det også meget i tråd med det, vi synes, nemlig at man skal bruge forsigtighedsprincippet, når vi har de her såkaldte farlige produkter, hvis man mener, at der her kan være en fare for, at man påfører både sit eget og andres legemer nogle ulemper på lang sigt. Man kan sige, at det allerede i dag, som vi forstår det, er sådan, at man kan bruge forsigtighedsprincippet, hvis det er, man har konkret mistanke om eller kan dokumentere, at der her er en mistanke om sundhedsfare.

Så man kan allerede sige, at mange af de ting, som forslagsstillerne lægger op til her, egentlig indeholdes i de love, vi har i dag, og derfor mener vi også, at de, der sidder og indstiller, hvilke forskningsprogrammer der særlig skal sættes fokus på, også skal tage hensyn til, at netop nanoteknologien bliver undersøgt i forskningsprogrammerne.

Så vi mener i bund og grund, at vi er godt på vej til at tage hånd om de problemer, der er omkring nanoteknologi, og vi mener også, at vi med almindelig sund skepsis kan undgå mange af de problemer, som vil opstå her. Men i hvert fald synes vi, at beslutningsforslaget er en udmærket måde at sætte fokus på tingene på. For et års tid siden diskuterede vi også nanoteknologien, og vi vil fortsat vil følge dens udvikling, og hvad der sker her på området, og også præge den fremadrettet.

Så vi må bare sige, at forslaget, som ligger her, bakker vi ikke op om, men vi er helt sikkert på linje med, at det er et område, som vi skal holde meget, meget øje med og se, om det kræver en speciel overvågning, også senere. Men vi må sige, at vi ikke støtter forslaget, som det ligger her.

Første næstformand (Svend Auken):

Vi beder ordføreren om at blive stående. Så er det hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Per Clausen (EL):

De fleste af hr. Jørn Dohrmanns ord var jo positive over for forslaget. Jeg vil spørge hr. Dohrmann, om han er indstillet på, at vi i Miljøudvalget ser på, hvordan forsigtighedsprincippet i dag anvendes på nanoteknologiske produkter med henblik på, at vi - hvis vi måske finder ud af, at vi ikke synes, at det administreres fornuftigt - så kan lave en beretning, der handler om det, for ligesom at få strammet op på den praksis, der er. Jeg synes ikke, at hr. Dohrmann i dag skal love, at han vil være med til at stramme op på det, for jeg er helt med på, at vi skal have det undersøgt og have tydeliggjort, hvordan det er nu, og hvordan det kunne være, hvis man lavede et skærpet forsigtighedsprincip.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Dohrmann.

Jeg synes, det lyder utrolig godt og konstruktivt, at man ser på, hvordan tingene fungerer i dag, og hvordan de gerne skulle fungere også fremadrettet. Det vil vi gerne være med til at se på, og derfor synes vi, det er godt, at også Enhedslisten synes, at det her skal diskuteres bl.a. her i Folketingssalen.

Så vi er meget positive over for at tage en diskussion og finde en måde, hvorpå vi kan finde ud af, hvordan det ser ud i dag. Vi er glade for, at der bliver sat fokus på det her, og at vi ligesom får gået hele teknikken igennem og ser på, hvor problemerne er. Hvis der er problemer, som vi skal have kigget på, så vil vi også se på, hvordan vi kan løse dem.

Første næstformand (Svend Auken):

Hr. Per Clausen vil ikke have flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så er det fru Pernille Vigsø Bagge som ordfører.

Da SF's ordfører fru Pia Olsen Dyhr desværre ikke kunne være til stede i salen, har jeg indvilliget i at læse følgende ordførertale:

SF stiller sig positive over for beslutningsforslaget. Det gør vi ud fra den betragtning, at udbredelsen af nanoprodukter sker uden reelle begrænsninger. Det er ikke alle nanoprodukter, der er betænkelige, snarere tværtimod. Men vi ser problemer med visse produkter. Især produkter, hvis nanopartikler spredes i miljøet, er der grund til skærpet opmærksomhed over for.

Så i stedet for at definere et skærpet forsigtighedsprincip, der skaber tvivl om det, vi har, bør reglerne skærpes i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet. Det vil SF meget gerne medvirke til. Derfor støtter vi Enhedslistens forslag.

Første næstformand (Svend Auken):

Tak til ordføreren, og så går vi videre. Den næste er hr. Per Ørum Jørgensen.

(Ordfører)

Per Ørum Jørgensen (KF):

Tak for det. Fra konservativ side vil jeg sige, at vi ikke kan støtte dette beslutningsforslag fra Enhedslisten. Det er jo ikke så lang tid siden, vi har taget den drøftelse her i Folketingssalen, og vores holdning til spørgsmålet har ikke ændret sig. Vi mener ikke, at Danmark skal tage et særstandpunkt på det her felt, og derfor kan vi ikke støtte forslaget.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det fru Bente Dahl som ordfører.

(Ordfører)

Bente Dahl (RV):

Jeg er her på vegne af vores ordfører, som er hr. Johs. Poulsen. Jeg kan ganske kort sige, at vi støtter forslaget. Der har været mange gode argumenter fremme fra andre, og jeg vil bare kort og godt sige, at vi støtter Enhedslistens beslutningsforslag.

Første næstformand (Svend Auken):

Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Per Clausen.

Jeg skal takke for den positive reaktion, der er kommet fra et flertal i Folketinget.

Jeg skal også understrege, at jeg naturligvis er enig med dem, der har sagt, at det vil være nødvendigt også at arbejde på en international regulering af det her område. Det er helt indlysende, og jeg er helt enig med den socialdemokratiske ordfører i, at det naturligvis skal med. Man kan godt - det beklager jeg - læse vores forslag, som om det kun handler om nationalregulering, men det har nu ikke været hensigten. Men det kan godt i en periode være nødvendigt, at man tager nogle særlige tiltag i Danmark, hvis man ikke er i stand til komme igennem med dem på internationalt plan.

Det her er jo en lidt kompliceret sag, forstået på den måde at der i udgangspunktet ikke er noget galt med nanoteknologi. Formentlig er det oven i købet en teknologi, der på en række områder vil kunne give os nogle fordele. Så det er ikke sådan en diskussion om for eller imod - i hvert fald ikke, som jeg opfatter det.

Det er også indlysende, at det er en kompliceret sag, når man er en situation, hvor det bedste, forskerne i grunden kan sige om det, er, at de ved, at det betyder noget for miljø og påvirkning af mennesker, at man går fra at anvende almindelig teknologi til at anvende nanoteknologi, og at man ikke rigtig kan sige noget generelt om, hvad det betyder, og er meget stærkt i tvivl om, hvordan man skal undersøge det. Det er jo en kompliceret sag, når vi lever i en verden, hvor vi af hensyn til den frie handel og erhvervslivets interesser er vant til at godkende ting, medmindre det er bevist, at de er skadelige.

Der er det så Enhedslistens synspunkt, at vi bør overveje, om det nu er en fornuftig tilgang i forhold til det her område, eller om vi der skal sige, at vi anvender et skærpet forsigtighedsprincip. Som jeg forstår den debat, der har været i Folketingssalen i dag, vil vi, hvis vi er i stand til at få en fornuftig behandling af det her i Folketingets Miljøudvalg, kunne ende med at få en skærpet holdning på det område i Danmark og formentlig også en skærpet holdning i forhold til det, når vi indgår i internationale forhandlinger.

Det vil så være det, som vi vil gå efter i den her omgang, samtidig med at vi selvfølgelig i andre sammenhænge vil rejse diskussionen om forskningsprojekterne. Det betyder sådan set, at vi håber på, at vi kan klare den her sag uden at skulle have den op i Folketingssalen til afstemning og alt muligt andet, for jeg har forstået, at man på trods af den venlige holdning fra Dansk Folkepartis side ikke vil stemme for forslaget, som det ligger her og nu. Det er sådan set min opfattelse, at det ville være at spille hasard med det her vigtige område, hvis vi så sagde: Så får vi demonstreret, hvem der stemmer for og imod, og så kan vi få det vedtaget engang efter næste folketingsvalg, hvor der kan være et andet flertal.

Jeg mener faktisk, det er ret afgørende, at vi kommer i gang med at arbejde seriøst med de her problemstillinger, og at vi gør det meget hurtigt. Jeg vil da også i det udvalgsarbejde forsøge, om det kan være muligt at afkræve ministre og andre lidt kortere svar på, hvad det i grunden er, man skriver i de der mange lange rapporter, hvor konklusionen tit er, at vi har styr på det. Men når man så går ind og læser de sider, som dokumenterer, at man har styr på det, fremgår det, at det er muligt, at man har styr på det, men at man ikke rigtig ved, hvordan man har styr på det. Det er jo altid lidt bekymrende, når man mener at have styr på noget, som man ikke ved, hvordan man har styr på.

Så det vil vi gerne arbejde videre med, og så skal jeg bare takke for den positive behandling og undlade at bruge tid på polemiske udfald mod den ene eller den anden. Vi har jo en række punkter på dagsordenen, også efter det her, hvor man kan få afløb for det. Det er jeg sikker på.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Miljø- og Planlægningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.