B 6 Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse af en kampvognsdeling til det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke
(ISAF) i Afghanistan.
Af Udenrigsministeren
Per Stig Møller, Per Stig Møller (KF)
Samling:
2007-08 (1. samling)
Status:
Vedtaget
Forslag som fremsat
B 6 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om udsendelse af en kampvognsdeling til det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) i Afghanistan.
Forslag til folketingsbeslutning
om udsendelse af en kampvognsdeling til det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) i Afghanistan
Folketinget meddeler sit samtykke til, at det militære danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF), jf. Folketingets beslutningsforslag B 161 af 1. juni 2007, suppleres med en kampvognsdeling.
Bemærkninger til forslaget
I. Den internationale sikkerhedsstyrke (ISAF) yder under ledelse af NATO en
omfattende indsats for at bistå den afghanske regering med at varetage
sikkerheden i Afghanistan og udbrede den afghanske centralregerings
myndighed til hele landet.
Danmark har gennem en årrække aktivt støttet den internationale indsats
for at sikre stabile forhold i Afghanistan, bl.a. gennem støtte til ISAFs
militære indsats i landet. I forlængelse heraf blev det med
folketingsbeslutning B 161 af 1. juni 2007 besluttet at styrke det danske
militære bidrag til ISAF.
Det danske styrkebidrag vil som hidtil skulle løse de opgaver, som blev
fastlagt i bemærkningerne til Folketingets beslutning B 161. De danske
styrker vil således fortsat skulle gennemføre sikkerheds- og
stabiliseringsoperationer under ledelse af den britiske ledede Task Force
Helmand og i henhold til ISAFs operationsplan, ligesom opgaverne fortsat
vil variere fra varetagelse af sikringsopgaver til egentlige kamphandlinger
i form af selvstændig indsættelse eller som led i mere omfattende og
bredspektrede sikkerhedsoperationer.
Løsningen af den NATO-ledede styrkes overordnede opgave i Afghanistan
indebærer varierende operative opgaver og terræn, samt skiftende
betingelser. Situationen udvikler sig således løbende, bl.a. i lyset af
sikkerhedssituationen og Talebans skiftende operationsmønstre - samt i
takt med implementeringen af ISAFs operationsplan. ISAF-styrken, herunder
de danske styrker, stilles vedvarende over for nye udfordringer, som
forudsætter tilpasningsdygtighed og fleksibilitet.
II. På den baggrund har forsvaret indstillet, at det militære danske
bidrag til ISAF suppleres med en kampvognsdeling på tre kampvogne, samt en
reservekampvogn, med tilhørende personel. Kampvognene har en kraftigere,
længere rækkende og mere præcis bevæbning, samt en bedre
observationsevne og selvbeskyttelse end de køretøjer og våbensystemer,
som det eksisterende styrkebidrag råder over. Forsvaret vurderer på denne
baggrund, at en kampvognsdeling vil forbedre den danske styrkes muligheder
for at løse sine opgaver i henhold til ISAFs operationsplan og
beslutningsforslag B 161. Den vil samtidig styrke operationssikkerheden,
handlefrihed og muligheden for egenbeskyttelsen ved det danske
styrkebidrag, samt i visse situationer kunne bidrage til at reducere
risikoen for civile tab.
III. Regeringen har til hensigt at udsende en kampvognsdeling til det
danske styrkebidrag i Afghanistan, idet regeringen lægger afgørende vægt
på, at det danske styrkebidrag i Afghanistan udrustes således, at
operationssikkerheden, handlefriheden og egenbeskyttelsen styrkes.
Regeringen lægger endvidere vægt på, at
Danmark med udsendelsen af en kampvognsdeling aktivt og fleksibelt støtter
den videre gennemførelse af ISAFs overordnede målsætninger i
Afghanistan, og at Danmark dermed yder et
væsentligt bidrag til de internationale bestræbelser på at forhindre, at
Afghanistan på ny bliver udspring for terror med global rækkevidde og med
virkninger også for Danmarks sikkerhed.
IV. Det supplerende danske bidrag vil omfatte en kampvognsdeling bestående
af tre operative kampvogne og en kampvogn i reserve. Det tilhørende
personel omfatter ca. 25 personer. Antallet af udsendte personer til det
militære danske bidrag til ISAF blev med beslutningsforslag B 161
fastlagt til ca. 640 personer. Udsendelse af kampvognsdelingen vil
indebære udsendelse af yderligere ca. 25 personer, således at det samlede
antal udsendte personer herefter vil være ca. 665 personer. I den
forbindelse bemærkes, at det er vigtigt, at sammensætning og omfanget af
de danske landmilitære bidrag som fastslået i beslutningsforslag B 161
bliver fleksibel af hensyn til den nødvendige operationssikkerhed,
selvbeskyttelse og handlefrihed - samt det forhold, at der løbende vil
opstå behov for udskiftning eller skift af enhedstyper i styrkebidraget
på grund af den langvarige udsendelse.
V. Da den danske kampvognsdeling vil indgå i en indsats, hvor der kan
blive tale om anvendelse af militære magtmidler, forelægger regeringen
sagen for Folketinget med henblik på indhentelse af Folketingets samtykke
til udsendelsen, jf. Grundlovens § 19, stk. 2.
VI. Det danske styrkebidrag vil fortsat udføre sine opgaver på grundlag
af en invitation fra den afghanske regering og i henhold til FNs
sikkerhedsrådsresolution 1386 af 20. december 2001 og resolution 1510 af
13. oktober 2003. Sikkerhedsrådet har senest forlænget ISAFs mandat ved
resolution 1776 af 19. september 2007. Det samlede danske styrkebidrag til
ISAF vil - som alle øvrige styrker - være undergivet folkeretten,
herunder den humanitære folkeret.
VII. Nærværende beslutningsforslag supplerer bemærkningerne til
beslutningsforslag B 161, der - med de ændringer der er nævnt ovenfor -
fortsat vil udgøre grundlaget for det danske styrkebidrag i Afghanistan.
VIII. Udgifterne forbundet med udsendelsen af kampvognsafdelingen vil kunne
afholdes inden for den i bemærkningerne til B 161 anførte økonomiske
ramme.