Loven har følgende ordlyd:

„Socialministeren bemyndiges til at yde bestyrelsen for statens åndssvageforsorg lån af statskassen til oprettelse af en centralinstitution for børn og voksne ved forsorgscentret for Fyn m. v. Lånet kan ikke overstige 55 mill. kr. Dette beløb reguleres i forhold til byggeomkostningsindekset for september 1965."

Som det fremgår af socialministerens fremsættelsestale, må loven ses som et led i den udbygning af åndssvageforsorgen, som var tilsigtet ved loven af 5. juni 1959 om forsorgen for åndssvage og andre særlig svagt begavede. Denne udbygning har tidligere givet sig udtryk i en række love om udvidelse og ombygning af åndssvageinstitutioner, senest ved lov nr. 406 af 18. december 1963 om udvidelse og ombygning af institutionerne under forsorgscentret for Sydøstjylland (Brejning).

Forholdene på Fyn har været karakteriseret ved, at der aldrig har været nogen selvstændig åndssvageforsorg. Patienter fra Fyn har måttet indlægges på institutioner i andre landsdele, bl. a. i Brejning. Loven er derfor også en nødvendig konsekvens af den nævnte lov om udvidelse og ombygning af institutioner ved forsorgscentret for Sydøstjylland (Brejning), idet en modernisering af denne institution med nedsættelse af det alt for store belægningstal kun kan gennemføres, når der etableres tidssvarende central- og lokalinstitutioner i de nabocentre, herunder navnlig Fyn, hvis patienter hidtil er optaget på centralinstitutionen i Brejning.

Ved den opdeling af landet i geografisk bestemte forsorgscentre, som blev foretaget efter åndssvagelovens ikrafttræden, blev Fyn udskilt som selvstændigt område, men der findes i dette område kun få og i det væsentlige utidssvarende institutioner. Navnlig savnes en centralinstitution, der er indrettet til modtagelse af patienter, som indlægges til undersøgelse, observation, diagnosticering, behandling, undervisning og oplæring i kortere eller længere tid, og som samtidig kan være sæde for centrets administration.

Dette vil loven råde bod på, idet udbygningen — som det fremgår af en af planlægningsudvalget for forsorgscentret for Fyn m. v. i november 1964 afgiven betænkning — tænkes indledt med etablering af centralinstitutioner i Nyborg for henholdsvis børn og voksne patienter.

Et fuldt udbygget forsorgscenter vil befolkningen på Fyn og de omliggende øer dog først få, når også de i bemærkningerne til lovforslaget omtalte planer om mindre byggearbejder (plejehjem m. m.) er realiserede. Disse arbejder falder uden for loven og vil blive søgt gennemført ved bevillinger på de årlige finanslove.

Det i loven fastsatte rammebeløb på 55 mill. kr. er baseret på et foreløbigt skitseprojekt for de to centralinstitutioner, idet man har lagt vægt på, at endelig planlægning først sker på det senest mulige tidspunkt, bl. a. af hensyn til den fortsatte udvikling i behandlingsmetoder m. v.

Lovforslaget fik i folketinget tilslutning fra alle sider.

Enkelte spørgsmål, som fra forskellig side var berørt under forhandlingerne, fandt også udtryk i udvalgets betænkning, hvori det bl. a. siges:

„Blandt de spørgsmål i forbindelse med den fremtidige åndssvageforsorg for Fyn, som udvalget har drøftet, er spørgsmålet om statens åndssvageforsorgs overtagelse af det tidligere mødre- og spædbørnshjem Østruplund. ....."

Trods de efter udvalgets opfattelse relativt store istandsættelsesudgifter var der i udvalget enighed om at gå ind for overtagelsen og istandsættelsen af Østruplund under hensyn til pladsnøden på Fyn og til de fremtidige muligheder, det til ejendommen hørende areal indebærer.

Udvalget pegede endvidere på, at der i så vidt omfang som muligt bør træffes foranstaltninger til at hjælpe forældre til åndssvage børn, som trods meget store vanskeligheder søger at bevare disse i hjemmet, ikke alene ved direkte økonomisk støtte, men også ved andre hjælpeforanstaltninger til aflastning af disse forældres byrde.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt i uændret form.
Partiernes ordførere
Kaj Rasmussen (S), Peter Larsen (V), Christian R. Christensen (KF), Gunhild Due (SF), Else-Merete Ross (RV), Grethe Philip (RV), Iver Poulsen (U) og Børge Diderichsen (LC)