Den næste sag på dagsordenen var:
8) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 44:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre velfærd for søer og pattegrise i svineproduktionen. Af Kristen Touborg (SF), Mette Gjerskov (S), Ole Glahn (RV) og Per Clausen (EL) m.fl. (Fremsat 21/11 2006).

Sammen med denne sag foretoges:
9) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 45:
Forslag til folketingsbeslutning om at øge frekvensen af velfærdsbesøg i kvæg- og svinebesætninger fra 5 pct. til 10 pct. Af Kristen Touborg (SF), Mette Gjerskov (S), Ole Glahn (RV) og Per Clausen (EL) m.fl. (Fremsat 21/11 2006).

Forslagene sattes til forhandling.

Forhandling

Min tale i dag omfatter både beslutningsforslag nr. B 44 og beslutningsforslag nr. B 45, og jeg vil behandle forslagene hver for sig og først sige noget om B 44 og derefter noget om
B 45.

     Efter beslutningsforslag nr. B 44, der er fremsat af Socialdemokratiet, SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten, pålægges regeringen at foretage en række forbedringer af forholdene for søer og pattegrise i svineproduktionen. Der er tale om en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 127, som blev førstebehandlet den 16. maj sidste år, og beslutningsforslag nr. B 82, som blev førstebehandlet den 7. juni 2005.
     Vi har jo flere gange i det sidste par år haft en nærmere debat om de dyrevelfærdsmæssige forhold for søer og pattegrise, og jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er enig i mange af de gode principper og tanker, der ligger bag de ti punkter i forslaget.
     Det er dog fortsat min opfattelse, at mange af de spørgsmål, som beslutningsforslaget rejser, er så vigtige og komplicerede, at det ikke vil være forsvarligt at lovgive om dem, før de har været undergivet en grundig og sagkyndig vurdering. Netop derfor har jeg nu besluttet at nedsætte arbejdsgruppen om hold af svin, som skal beskæftige sig med en række af de emner, som indgår i beslutningsforslaget. Det vil jeg komme tilbage til om lidt.
     Først vil jeg redegøre for regeringens holdning til de punkter i beslutningsforslaget, som regeringen fortsat ikke kan støtte, fordi de efter vores opfattelse ikke bidrager til en forbedring af velfærden for søer og pattegrise i forhold til situationen, som den er i dag.
     Det drejer sig om beslutningsforslagets punkt 3, 6, 9 og
10. I beslutningsforslagets punkt 3 og 10 stilles der krav om, at der skal etableres syge- og aflastningsstier til minimum 5 pct. af søerne i en besætning, og at sygestierne skal etableres i separate staldafsnit. Som jeg tidligere har nævnt, er jeg enig med forslagsstillerne i, at syge søer skal opstaldes under særligt skånsomme forhold, og netop derfor har jeg fået gennemført i lovgivningen, at der altid skal være mindst én sygesti klar til brug. Jeg kan derfor ikke se, at forslaget om sygestier til minimum 5 pct. af søerne vil medføre nogen forbedring af velfærden for syge søer eller for andre svin for den sags skyld. Jeg mener heller ikke, at det er dyrevelfærdsmæssige hensyn, der taler for at etablere særlige staldafsnit for syge og tilskadekomne søer. Spørgsmålet om separate staldafsnit er allerede blevet behandlet af arbejdsgruppen om hold af svin i 2003, hvor arbejdsgruppen udtalte, at svin, der er syge, også har behov for kontakt med andre dyr. Det taler imod at lave separate hospitalsafsnit.
     I beslutningsforslagets punkt 6 har forslagsstillerne anført, at der altid skal stilles krav om indhentelse af en forhåndsgodkendelse, f.eks. hos en uvildig dyrlæge, inden der gives tilladelse til ombygninger og nybygninger af sostalde. Jeg mener, at dette forslag vil føre til en unødvendig og ressourcekrævende administrativ kontrol, som vil kunne anvendes langt bedre på den løbende velfærdskontrol ude i besætningerne. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at det jo sjældent er i de nybyggede stalde, at man ser de største dyrevelfærdsmæssige problemer. En forudgående kontrol af nybyggerier vil derfor ikke være målrettet mod de stalde, hvor problemerne faktisk findes. Regeringen kan derfor ikke støtte det element i beslutningsforslaget.
     I beslutningsforslagets punkt 9 stiller forslagsstillerne krav om, at gødningssystemerne før 2011 skal kunne håndtere halm, grovfoder og redebygningsmateriale. Som bekendt findes der i dag overgangsordninger, der løber frem til 2013, for forbuddet med fuldspaltegulve og kravet om rode- og beskæftigelsesmaterialer til søer. På det tidspunkt vil det være nødvendigt at forbedre gyllesystemerne i allerede eksisterende bygninger, så de kan håndtere halm eller andet materiale, som kan opfylde søernes behov for rodemateriale og grovfoder. Jeg mener derfor ikke, der er behov for specifikke regler for gyllesystemerne, som alligevel skal tilpasses for at kunne leve op til de gældende regler. Samlet set er det fortsat regeringens vurdering, at de fire punkter, som jeg lige her har nævnt, ikke vil bidrage væsentligt til at forbedre forholdene for dyrene, og regeringen kan derfor ikke støtte dem. For så vidt angår de øvrige punkter i beslutningsforslaget, mener jeg, som jeg også tidligere har sagt, at der er tale om meget vigtige emner af stor betydning for svins velfærd, som kræver at blive behandlet på et sagligt, velunderbygget grundlag. Jeg har derfor også flere gange tidligere tilkendegivet, at jeg vil gendanne arbejdsgruppen om hold af svin og bede arbejdsgruppen udtale sig om disse vigtige emner, når resultaterne af en række forskningsprojekter foreligger. Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet har oplyst, at der
i løbet af foråret og efteråret 2007 forventes at foreligge nogle resultater fra nogle af de igangværende forskningsprojekter om emner, der har særlig betydning for svins velfærd. Som jeg nævnte før, har jeg derfor besluttet at nedsætte arbejdsgruppen om hold af svin, så arbejdsgruppen allerede nu kan begynde at arbejde med at vurdere spørgsmålene og løbende inddrage resultaterne af den forskning, som forhåbentlig vil foreligge i løbet af året. Det fremgår af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen skal beskæftige sig med de emner, som også er indeholdt i beslutningsforslaget. Det drejer sig om spørgsmålet om søernes pladsbehov, spørgsmålet om, hvad der kan udgøre fyldigt foder eller fiberholdigt foder til drægtige søer og gylter, behovet for at begrænse brugen af farebokse til farende og diegivende søer, spørgsmål i relation til halekupering af svin og fravænningsalder for pattegrise og det meget omdebatterede spørgsmål om fastsættelse af kravet om rode- og beskæftigelsesmateriale, herunder hvilken konkret mængde halm der kan opfylde svins behov for rode- og beskæftigelsesmateriale.

     Som jeg nævnte før, har Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet oplyst, at der i løbet af 2007 vil foreligge forskningsresultater om en række af disse emner. Når resultaterne foreligger, vil arbejdsgruppen have et tilstrækkeligt fagligt og videnskabeligt grundlag for at kunne udtale sig om de komplicerede spørgsmål.
     Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at regeringen overordnet set fortsat kan støtte intentionerne bag beslutningsforslaget, som sigter mod at skabe bedre vilkår for søer og pattegrise i svineproduktionen.
     Som jeg har redegjort for, er det imidlertid regeringens opfattelse, at man i disse komplicerede spørgsmål skal tage de initiativer, der er nødvendige, men at det samtidig skal ske på et tilstrækkeligt videnskabeligt grundlag. Da arbejdsgruppen om hold af svin nu er nedsat igen, og da arbejdsgruppen skal behandle en række af de centrale spørgsmål, som er omfattet af beslutningsforslaget, mener jeg ikke, at det vil være forsvarligt at tage nogen lovgivningsmæssige initiativer på nuværende tidspunkt. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget på det foreliggende grundlag.
     Jeg vender mig herefter mod beslutningsforslag nr. B 45.
     Forslaget pålægger regeringen at øge frekvensen af velfærdsbesøg i de danske kvæg- og svinebesætninger fra 5 pct. til 10 pct. med virkning fra den 1. april i år. Som forslagsstillerne har anført, er der tale om en genfremsættelse af B 55, som vi behandlede den 23. februar sidste år.
     Jeg vil gerne starte med at sige, at regeringen ikke har ændret holdning til beslutningsforslaget, siden vi behandlede det sidst. Regeringen er således fortsat enig i de tanker, der ligger bag beslutningsforslaget, og vi mener, at det er væsentligt, at der løbende arbejdes for at sikre et højt dyrevelfærdsmæssigt niveau i de danske svine- og kvægbesætninger. Stikprøvekontrollen er i den sammenhæng et vigtigt redskab. Ved stikprøvekontrollen har vi mulighed for at få indkredset de problemer, som findes i besætningerne, og indgå i en dialog med erhvervet om, hvordan indsatsen kan målrettes for at forbedre forholdene for dyrene.
     Spørgsmålet er imidlertid, om en forøgelse af kontrollen, sådan som forslagsstillerne lægger op til, nødvendigvis vil betyde en yderligere forbedring af dyrevelfærden rundtomkring i besætningerne.
     Hvis man ser tilbage på de ændringer, der blev foretaget
i 2004, kan man se, at disse ikke alene indebar en forhøjelse fra 2 pct. til 5 pct. af de besætninger, som skulle kontrolleres, men omlægningen af stikprøvekontrollen betød også, at besøgene overgik til som udgangspunkt at blive uanmeldte, ligesom udpegningen af de besætninger, der skulle kontrolleres, nu i et vist omfang var risikobaseret. Hvis man sammenligner resultaterne af velfærdskontrollen fra 2004 med resultaterne fra 2003, kan man konstatere en stigning i antallet af indskærpelser og politianmeldelser. Denne stigning kan imidlertid ikke alene tilskrives frekvensøgelsen fra 2 pct. til 5 pct., men hænger jo givetvis også sammen med den måde, som kontrollen nu planlægges og udføres på.
     I vurderingen af forslaget om at hæve kontrolfrekvensen fra 5 pct. til 10 pct. må også indgå, om det forventede dyrevelfærdsmæssige udbytte står mål med det øgede ressourceforbrug. Det er klart, at en forøgelse af frekvensen af velfærdsbesøgene i de danske kvæg- og svinebesætninger vil have en række økonomiske konsekvenser for de myndigheder, som står for kontrollen. Fødevarestyrelsen har over for mig oplyst, at der vil blive tale om merudgifter i regionerne og
i styrelsen centralt på i alt ca. 4,4 mio. kr. årligt, hvis frekvensen af velfærdskontrollen i kvæg- og svinebesætningerne hæves fra 5 pct. til 10 pct. Som jeg tidligere har anført, vil problemet med omkostningerne ikke blot kunne løses ved at flytte disse omkostninger over på erhvervet. Det skyldes, at der ikke bør indføres brugerbetaling på udførelse af stikprøvekontroller, da det jo i vist omfang vil bero på tilfældigheder, hvem der udsættes for kontrol og dermed pålægges brugerbetaling. Omkostningerne ved et øget antal stikprøvekontroller vil derfor skulle bæres af det offentlige, og en eventuel forøgelse af stikprøvekontrollen vil derfor i givet fald indgå i forhandlingerne om næste års finanslov. Dertil kommer, at Fødevarestyrelsen har vurderet, at en eventuel forøgelse af velfærdskontrollen nok vil betyde en forstærket kontrol, men at udbyttet ved at øge kontrollen ikke vil have den samme velfærdsmæssige betydning, som da vi foretog ændringen fra 2 pct. til 5 pct. og samtidig ændrede kontrolmetoderne. Fødevarestyrelsen har samtidig vurderet, at gevinsten ved at øge velfærdskontrollen til at omfatte 10 pct. af kvæg- og svinebesætningerne ikke vil stå mål med de meromkostninger, som kontrollen vil medføre. Jeg mener derfor ikke, at der er grundlag for at øge frekvensen af velfærdsbesøgene. Som jeg nævnte indledningsvis, er regeringen meget positiv over for initiativer til nye tiltag, som kan forbedre velfærden for dyrene i besætningerne. Imidlertid må udgifterne til en eventuel forøgelse af stikprøvekontrollen som nævnt i givet fald indgå i forhandlingerne om næste års finanslov. Desuden finder jeg det væsentligt, at Fødevarestyrelsen har vurderet, at gevinsten ved den foreslåede forøgelse af velfærdskontrollen ikke står mål med de omkostninger, som kontrollen vil medføre, og regeringen kan på denne baggrund ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Der er i første omgang fire, der har bedt om korte bemærkninger, og den første er hr. Per Clausen. Værsgo.

Vi har jo i dag fået et svar fra ministeren på, hvordan hun vil håndtere den flertalsberetning, som er kommet om det med rodematerialet. Af den fremgår det vistnok - som det muligvis også fremgår af det, ministeren sagde nu - at fordi hun vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal have et bredere arbejdsfelt end det med rodematerialet, så mener hun ikke, at hun er i stand til at levere det lovforslag, som et flertal i Folketinget ønsker, den 1. oktober.
     Jeg vil spørge ministeren, om hun heller ikke mener, at hun vil følge det forslag om arbejdsgruppens sammensætning, der ligger fra et flertal i Folketingets Fødevareudvalg, og hvor der jo står, at et flertal i Folketinget ønsker at godkende den sammensætning; altså, om jeg skal forstå det her på den måde, at ministeren sådan set på alle vigtige områder vil ignorere det, flertallet i Folketingets Fødevareudvalg har vedtaget.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at det er en ministers ansvar at nedsætte en arbejdsgruppe, herunder også at udarbejde et kommissorium. Jeg har af ren venlighed, og fordi jeg sætter pris på et rigtig godt samarbejde med Folketingets udvalg, oversendt et udkast til kommissorium til udvalget, for at udvalget kan have en mulighed for at se på det, inden det bliver endeligt færdiggjort.
     For så vidt angår arbejdsgruppens sammensætning, er det en ministers ansvar, og det mener jeg simpelt hen ikke at man hverken kan eller skal lave om på. Og jeg håber på, at den ene beretning, der foreligger fra Fødevareudvalget, ikke er et forvarsel om, at Folketinget i stigende omfang nu begynder at påtage sig det ansvar, som ligger hos en minister, og som jeg mener fortsat bør ligge hos en minister.

Nu skal jeg jo ikke tage stilling til, hvad den her beretning er et forvarsel om, men bare være helt sikker på, at det, justitsministeren siger, er, at hun sådan set har tænkt sig at ignorere den beretning, der ligger fra et flertal i Folketingets Fødevareudvalg på det her område. For det bliver vi jo selvfølgelig nødt til at diskutere hvad vi stiller op med.

Jeg vil sige til hr. Per Clausen, at mit brev er udtryk for, hvordan alle arbejdsgrupper, der bliver nedsat af de forskellige ministre, normalt bliver nedsat, hvordan kommissorier bliver udfærdiget, og hvordan arbejdsgruppens sammensætning bliver besluttet.
     Jeg er meget indstillet på at lytte til gode råd både fra Folketingets partier og fra udvalgets medlemmer, hvis de har synspunkter f.eks. omkring kommissoriet, kommissoriets indhold og arbejdsgruppens sammensætning, men jeg vil fastholde, at det er en ministers ansvar. Det er ministeren, der i sidste ende må stå til ansvar for, hvordan det kommissorium ser ud, hvordan arbejdsgruppen er nedsat, og jeg mener ikke, at man skal ændre på den arbejdsfordeling.

Jeg vil sige tak for ministerens indlæg, men jeg står og bliver lidt bekymret.
     Først vil jeg sige, at ministeren siger, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, og det er altså tredje gang, vi hører det i dag, så det er dagens tredje arbejdsgruppe. Jeg er da glad for, at ministeren gerne vil lytte til eksperter, det sætter vi også pris på, men på et eller andet tidspunkt begynder man som opposition at få en fornemmelse af, at det eneste, de her arbejdsgrupper handler om, er at trække tiden ud. Men lad det nu ligge.
     For det første: Skal jeg forstå ministerens svar sådan, at vi ikke ved Folketingets åbning i oktober får et lovforslag om rodemateriale til svin og tildeling af halmmængder?
     For det andet: Skal jeg forstå det sådan, at det her med halekuperinger og de andre ting bliver puttet ind i den samme arbejdsgruppe? Og hvornår ligger der så et svar fra arbejdsgruppen?

Jeg vil sige til fru Mette Gjerskov: Nu har vi haft en hyggelig debat i dag, og jeg har frivilligt påtaget mig rollen som trillebør, der skal skubbes rundt. Hvis man skal sige det sådan i et øjebliks alvor, er der en ting ved debatten i dag, som jeg sådan set synes har været meget bekymrende. Hele den diskussion, der har været i Folketingssalen i dag, har handlet om dyrs velfærd, men hvis man lytter til, hvad ordførerne for de enkelte partier har sagt, har budskabet været:

     Blæse være med forskning, blæse være med velfærd. Det, det handler om for os, er, at der skal være resultater og de skal være der nu. Der skal lovgives, og det skal ske nu, nu, nu. Jeg synes simpelt hen ikke, det er seriøst. Jeg synes ikke, det er seriøst, når vi taler om arbejdsgruppen om malkekvæg, og det er slet ikke seriøst, når vi taler om arbejdsgruppen om hold af svin.
     Jeg har redegjort for, at nogle forskningsresultater foreligger i foråret, andre kommer til efteråret. Jeg kunne da ikke drømme om at love at komme med et lovforslag, når der ikke er forskning på området. Det er fuldstændig useriøst, og det er slet ikke at tage hensyn til dyrenes velfærd. Man må gerne kalde mig trillebør og presse alt, hvad Folketinget overhovedet orker og kan, men jeg vil ikke som en minister, der også må have en vis saglighed med i det arbejde, jeg foretager, komme med forslag, før det sker på et velbelyst grundlag. Det er sagt i al venlighed.

Jamen sagt i al venlighed mener jeg, det er noget sludder, ministeren står og siger. Det må være konklusionen.
     Der er ikke nogen fra oppositionens side og i hvert fald slet ikke fra Socialdemokratiets side, som ikke har villet lytte til eksperter, tværtimod. Vi står med rapporter fra Det Dyreetiske Råd, vi står med rapporter om alverdens ting og sager, så det der med, at vi ikke vil lytte til forskere, synes jeg ærligt og redeligt er noget sludder.
     Hvis spørgsmålet om f.eks. halekupering, som var et af de spørgsmål, jeg stillede før, skal afvente endnu flere forskningsresultater, så kommer vi jo til at vente i evigheder, for man kan blive ved med at forske i halekupering. Hele pointen er, at vi ved, at halekupering ikke er nogen god ting. Der har været forsket i det siden sytten hundrede og hvidkål, tror jeg jeg sagde, sidst vi diskuterede det - da jeg gik på Landbohøjskolen.
     Vi har vidst, og vi ved stadig væk, at halekupering er et alvorligt velfærdsproblem i svineproduktionen, og vi ved, at langt de fleste smågrise bliver halekuperet, selv om vi allerede i lovgivningen har sagt, at det skal være undtagelsen. Det synes jeg ministeren skulle tage og forholde sig til i stedet for at kalde os andre useriøse.

Jeg er fuldstændig enig med fru Mette Gjerskov. Det Dyreetiske Råd peger netop på, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe om hold af malkekvæg. Den bliver nedsat nu, efter at de seneste forskningsresultater forelå i november måned, og alligevel skal jeg høre på, at der er folketingspartier, der i seriøsitet klandrer mig for, at jeg så meget, meget, meget kort tid efter, mindre end 2 måneder efter, nedsætter arbejdsgruppen.
     Når det gælder arbejdsgruppen om hold af svin, synes jeg ærlig talt heller ikke, det klæder Socialdemokratiet at komme med en kritik, der sådan lidt handler om, at nu skal vi bare have alle ting hakket op i bittesmå emner. Der er jo en sammenhæng i det her. Der er en sammenhæng, når man ser på dyrevelfærd. Og de erfaringer, vi har fra den tidligere arbejdsgruppe om hold af svin, der var nedsat, er, at arbejdsgruppen med de eksperter, der var til rådighed, fuldt ud var i stand til at håndtere mere end et emne ad gangen.
     Næh, den diskussion, der foregår mellem fru Mette Gjerskov og jeg lige nu, handler om, at det eneste argument, oppositionen har, er, at tingene ikke går hurtigt nok, og det klæder ikke Socialdemokratiet.

Jeg forstår på ministeren, at når man ikke vil støtte forslaget om 10 pct. kontrolbesøg, ligger det i, at det ifølge Fødevarestyrelsen vil være for dyrt i forhold til det resultat, man får ud af det.
     Så sagde ministeren, at fordi det var stikprøvekontrol, ville man ikke kunne lave brugerbetaling. Så er mit spørgsmål: Ville man kunne opkræve brugerbetaling, hvis man indfører kontrol af samtlige besætninger over en årrække i stedet for? Nu siger jeg ikke, at det nødvendigvis skal være
10 år, det kunne også være 6 år, ligesom miljøkontrollen er i landbruget i øvrigt. Spørgsmålet er: Ville man kunne bruge brugerbetaling der?

Jeg vil sige til hr. Kristen Touborg, at det kan jeg ikke gennemskue, der må hr. Kristen Touborg spørge skriftligt om, hvilke konsekvenser der ville være. Det svar, vi har fået fra Fødevarestyrelsen, er, at de penge, man måtte bruge på det, og som man først skal finde finansieringen til og kræve på næste års finanslov, ville man kunne få bedre dyrevelfærdsmæssig effekt ud af ved at bruge dem på en anden måde. Det skyldes jo, at i forbindelse med at man øgede velfærdsbesøgene fra 2 til 5 pct., prøvede man også at omlægge kontrollen, så den blev mere risikobaseret.
     Sagt med andre ord: Hvis man hæver besøgene til 10 pct., risikerer man, at man render ude hos nogle, som man egentlig ikke behøver at kere sig så meget om. Det er sådan, jeg læser Fødevarestyrelsens generelle bemærkninger.

På den anden side kan man jo aldrig helt vide, om det er nødvendigt at foretage en kontrol, når man aldrig er der, eller når der går 20 år imellem i gennemsnit.

     Men jeg vil også gerne rundt omkring et spørgsmål om halekupering. For når ministeren mener, vi har behov for mere forskning netop på det område, vil jeg sådan set godt spørge, om ikke ministeren mener, der er har forsket en hel del i det, og om ikke det er sådan, at også forskningen har fundet frem til, at det miljø, man tilbyder grisene, indebærer, at man ikke kan undgå halekupering, for så får man halebid i stedet for.
     Men hvad er det for en forskning, man vil have udført, som ikke allerede er udført netop på området halekupering?

Jeg vil sige til hr. Kristen Touborg, at der givetvis allerede er meget forskning på det område, og det er jo heller ikke første gang, vi diskuterer det her i salen. Men der er behov for mere viden også på det område, og det har jo noget at gøre med det, som hr. Kristen Touborg også sagde:
Tingene hænger sammen. Hvis man foretager ændringer på et område, så har det altså effekter på andre områder. Og det gælder jo ikke mindst, når vi ser på dyrevelfærd, at hvis man laver nye regler på et område, så spiller det også ofte ind på andre områder.
     Jeg synes, det har været rigtigt at få gendannet arbejdsgruppen om hold af svin, dels fordi vi set med dyrevelfærdsmæssige øjne havde utrolig gode erfaringer af det arbejde, den tidligere arbejdsgruppe præsenterede os for, og dels fordi jeg mener, at der er et behov for den.
     Men jeg vil sige til hr. Kristen Touborg, at det, der er helt, helt afgørende for regeringen og for mig, er, at det hviler på et videnskabeligt grundlag, når vi går ud og lovgiver. Det har jo noget at gøre med, at vi gør det her af hensyn til dyrenes velfærd. Derfor skal vi også kunne dokumentere effekten af det.
     Men vi gør det naturligvis også, fordi vi lever i en verden med fri konkurrence, og hvis det er sådan, at vi skal gennemføre nye regler, også regler, der kan blive meget, meget kostbare for landbruget, så skal der selvfølgelig være en mulighed for at tilrettelægge en investeringsplan og en implementeringsperiode for gennemførelse af de nye regler.
     Derfor er jeg en meget stor tilhænger af, at man, når man laver store omvæltninger og lægger op til store ændringer på et område, tager alle aspekter med og kommer med et samlet forslag, hvor alt er indtænkt, frem for sådan at komme dryppende med nye forslag. Så risikerer man nemlig, at man laver ting, der modarbejder hinanden.

Tak for redegørelsen. Jeg har lige et spørgsmål til ministeren:
     Jeg forstår det sådan, at der mangler en del forskning på det her område, og at den arbejdsgruppe, som nu er gennedsat, sådan set skal afvente, at helheden er blevet undersøgt. Så kan jeg da godt forudse, at der vil gå adskillige år, før man kan få nogle tilbagemeldinger, og der vil jeg godt høre, hvad ministerens tidsperspektiv er for det. Er det 1, 2 eller 3 år, det her vil tage?
     For jeg hørte ministeren sige, og det er jeg sådan set ikke uenig i, at der på kvægområdet var noget dokumentation - det var vi også inde på før - men at der her mangler noget. Men hvad er det, der mangler? Kunne ministeren også give eksempler på det?

Jeg vil sige til hr. Ole Glahn, at det faktisk er på en række områder, at vi fortsat afventer de endelige forskningsresultater. Jeg er enig med hr. Ole Glahn i, at man selvfølgelig ikke skal afvente, at alle forskningsresultater foreligger, for så kan de ende med at blive helt forældede, og så skal man til at starte forfra. Så på et eller andet tidspunkt skal man jo i gang, og derfor har jeg også valgt at sige, at vi går i gang nu. Arbejdsgruppen bliver nedsat, og så må den tage fat i det materiale, der allerede foreligger.
     De forskningsresultater, der kommer, vedrører bl.a. rode- og beskæftigelsesmateriale, men der kommer også forskningsresultater på en lang række andre områder. Jeg har ikke en liste med nu over, hvad der kommer i hvilken rækkefølge, men det kan der jo spørges til under udvalgsbehandlingen.
     Men meningen er sådan set, at arbejdsgruppen går i gang og så tager, om man så må sige, rapporterne i den rækkefølge, de kommer, og sørger for at indtænke dem, så de også hænger sammen. Det er meget vigtigt for regeringen, at der er en sammenhæng i de ting, vi gør, og at vi, når vi lovgiver på et område, også har gennemtænkt konsekvenserne i forhold til andre dyrevelfærdsmæssige initiativer.

Nu var ministeren jo meget efter oppositionen med, at vi kun tænkte på, hvor hurtigt det kunne gå, og det lå sådan i luften, at det var, fordi vi ville drille regeringen. Det er nu ikke sådan, jeg har hørt debatten, og det mener jeg heller ikke på det her område, så derfor skal mit spørgsmål her ikke forstås som, at jeg vil drille regeringen.
     Jeg vil bare gerne, når vi diskuterer de her spørgsmål, have lidt indsigt i, hvilket tidsperspektiv der er, hvornår man kan forvente, at der kommer nogle afdryp. For det, ministeren siger, er jo sådan set, at der godt kan komme noget sådan hen ad vejen. Det skal bare være sammentænkt, hørte jeg ministeren sige. Hvornår kan man forvente at det her vil komme i forhold til det arbejde, der nu skal igangsættes?

Jeg vil gerne indledningsvis sige til hr. Ole Glahn, og sådan set også til fru Mette Gjerskov og andre, der har deltaget i debatten her i dag, at jeg har nydt debatten, og at jeg på mange måder synes det har været en god debat. Men jeg synes bare, der har været en lidt overdreven fokus på tidsplanen:
Hvornår er vi færdige? Hvorfor tager det så lang tid? Det afgørende må jo være hensynet til dyrenes velfærd, at de ting, vi bliver enige om, og de ting, der bliver fremsat, er veldokumenterede, velargumenterede og saglige.
     Jeg har ikke noget bud på, hvornår arbejdsgruppen om hold af svin er færdige. Det vil man jo bedst kunne sige, når nogle af forskningsresultaterne foreligger. Og noget af forskningen har i hvert fald været forsinket.
     Jeg tror også, jeg vil sige til Folketinget, at det ikke bliver mig, der trækker arbejdsgruppens arbejde i langdrag ved at finde på nye spændende ting, de skal tage sig af. Jeg håber så, at Folketingets medlemmer vil udøve den samme selvdisciplin og ikke finde på nye ting undervejs.
     Men det er meget, meget vanskeligt at få sagkyndige mennesker med stor videnskabelig indsigt til at deltage i en arbejdsgruppe, hvis meldingen er, at det skal gå så hurtigt som lyn og torden, og at det hele skal kunne forsvares sagligt efterfølgende. Det er vigtigt for folk, der sidder i den her type arbejdsgrupper, at have noget arbejdsro, og derfor kan jeg altså ikke i dag komme med noget endeligt bud på, hvornår arbejdsgruppen er færdig. Men i det omfang at Folketinget spørger ind til det, vil jeg ikke være afvisende over for at rette henvendelse til arbejdsgruppens formand og spørge, hvad tidsperspektiverne er. Det medvirker jeg gerne til.

Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første er hr. Jens Kirk.

Venstre hilser den debat her velkommen. Det er til dels en genopfriskning af en del af debatten, som vi havde i fjor, men det gør ingenting.
     Hvis vi tager punkterne i det første forslag, B 44, så må undertegnede ligesom ministeren sige, at der er ting, vi ikke kan gå ind for, at der er ting, vi synes ikke er afprøvet, og - vil jeg også sige - at der er ting heri, der er useriøse.
     Punkt 1. Daglig tildelelse af minimum et halvt kilo halm. Der har vi nedsat et arbejdsudvalg til at sige, hvad det rigtige er under forskellige staldforhold. Det er vi ikke klar over endnu.
     Punkt 2. Bokse skal være så store, at soen kan vende sig frit osv. Det mener jeg vi er godt på vej med, og de, der var på Agromek i sidste uge, kunne se, at der er store muligheder for regulering, så boksene kan indpasses efter enhver sos størrelse.
     Punkt 3. Sygestier skal altid være tilgængelige. Jamen vi har jo allerede lov om og krav til, at det skal de være.
     Så kunne man jo sammen med punkt 3 tage punkt 10 om, at der skal etableres separate staldafsnit ved produktion med mere end 300 søer. Jamen det må jeg sige er direkte imod dyrevelfærd, når vi tænker på, at grise vel også skal have social velfærd. Det vil altid være dårligt at tage dem ud af stalden. Vi har allerede et krav om, at en gris ikke må gå alene, så hvis den er syg, skal den næsten have en rask gris ind til sig. Det er useriøst, at vi skal tage den ud.
     Punkt 4. Halekupering: Vi har haft utrolig meget diskussion om det, og der har været utrolig meget forskning på området, men der er vist ingen forskning, der endnu kan sige, at sådan og sådan gør vi for at undgå det. Jeg tror, at selv hr. Ole Glahn i de yngre år kunne opleve, når han kom hjem fra en togrejse fra København til Kalundborg, at hvis der var en enkelt gris eller to, så kunne de også lige pludselig finde på at fare over hinanden. Hvorfor de gør det, ved vi ikke.
     I de gode, gamle dage smed vi en sæk ind til dem. Det hjalp i 10 minutter, men det var ligegodt ikke altid løsningen. Derfor mener jeg, at den løsning, vi bruger i øjeblikket, hvor vi puljer grise, nok er det mest dyrevelfærdsmæssige, vi kan komme med på nuværende tidspunkt, når vi ikke har mere viden på området. Vi ved ikke, hvorfor de kan være aggressive, når vi lukker to hold sammen. Punkt 5. 4 ugers fravænning skal være normen. Jamen det er det vel. Vi har 30 dage i gennemsnit. EU siger 3 uger, så vi har jo normen på 30 dage. Jeg tror, det er 30,6 dage i Danmark. Punkt 6. En uvildig dyrlæge. Det mener jeg er forkert. Det må være bygningskonsulenten sammen med driftslederen, måske sammen med den dyrlæge, man har til sin dyrlægeordning
i stalden, der afgør, hvordan den stald skal indrettes, og hvad der vil være bedst ud fra de muligheder, man nu har på sin ejendom, og ikke en uvildig dyrlæge. Der er jo ingen, der bygger en stald i dag uden et godt forberedelsesarbejde. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre. Banken og alle vil forlange, at alt skal være i orden.

     Punkt 7. Fri adgang til grovfoder, hvor halm ikke regnes som grovfoder. Jeg må bede dem, der stiller de forslag, om at gå tilbage og kigge i undersøgelsen, som viser, at halm direkte kan opfattes og skal opfattes som grovfoder, når vi snakker fordøjelse. Det er forkert at sige, at det bare skal være som inden for økologien, hvor man ikke må regne halm som økologisk foder. Alle de undersøgelser, vi har med foder, viser jo, at når vi har halm med, giver det den samme mæthedsfølelse som andet grovfoder.
     Punkt 8. Jeg ville gerne lukke søerne ud lige fra den første dag, men jeg synes, det ville være synd for gris nummer syv, otte eller ni i flokken. Vi ved jo ikke, hvornår soen lægger sig på dem. Vi har i øjeblikket noget afskærmning, som gør, at vi til dels undgår, at soen lægger sig på sine egne grise, men at bruge den allerede fra begyndelsen ville være forkert. Derfor må jeg sige, at jeg ikke tror, vi kommer det meget nærmere end, som det er nu. Vi kan sige, at når vi har med tomme søer at gøre, så går vel 60-70 pct. af dem allerede løse, og jeg tror ikke, vi kommer meget videre lige i øjeblikket.
     Punkt 9. Gødningssystemer: Selvfølgelig, der har vi regler indtil 2013 om kontering, men igen, som både hr. Allan Niebuhr og hr. Ole Glahn snakkede om, skal der ligesom være en frist for, at man overgår til disse ting.
     Punkt 10 har jeg omtalt.
     Vi tilslutter os selvfølgelig den arbejdsgruppe, der nu igen nedsættes her på svineområdet, så vi kan få noget mere viden på de områder, hvor vi mangler viden. Men ud fra den nuværende viden kan vi ikke tilslutte os forslaget.
     Vedrørende B 45 mener jeg, at vi skal tage hensyn til, at man her har taget et nyt system i brug, et nyt egenkontrolsystem, hvor dyrlæger og landmænd i fællesskab prøver på at opfylde alle de regler og krav, vi har stillet til dyrevelfærd i det hele taget. Rammerne er lavet i et godt setup. Skulle vi ikke give dem en chance for at udfylde dem?
     Dyrlægen kommer dog stort set en gang om måneden og følger op på det, og når vi så kommer til årets slutning, vil det være sådan, at han skal indberette i et skema, hvor han siger til Per eller Poul eller Maren: Det her er ikke særlig godt, det her er godt. På den måde får vi den bedste kontrol, og det vil sige, at der bliver kontrol med alle besætninger, og vi får indberetninger om dem. Det må være det rigtige og det bedste, og det kan samtidig virke som rådgivning.
     Hvis man går fra 5 til 10 pct., ved jeg næsten, hvad hr. Kristen Touborg vil sige, nemlig at det kun vil svare til, at
i stedet for besøg hvert 20. år bliver der besøg hvert 10. år. Jeg er næsten sikker på, at hr. Touborg vil sige det, og det er jeg enig med ham i, det giver ikke meget mere kontrol. Det rigtige må være, at det er landmanden og dyrlægen, der i fællesskab klarer det her, og vil landmanden i den sidste ende ikke rette sig efter dyrlægen, så har det selvfølgelig nogle følger. Vi kan ikke støtte det her forslag.

Tak. Jeg skal bede ordføreren blive stående. Der er en kort bemærkning fra hr. Kristen Touborg.

Man fristes jo næsten til at sige, at Venstres ordfører læser det her forslag, som fanden læser Bibelen, for når han siger om punkt 8, at man risikerer, at smågrisene dør, når grisene skal være fritgående, så kan han jo ikke have læst det, for der står rent faktisk, at man i de to første uger kan bruge en fareboks.
     Det andet eksempel på det samme princip er det med staldafsnit og sygestier. Sagen er jo, at når man har langt de fleste søer i holddrift og man får en syg so, så kommer den ind i en separat sti. Ved de store besætninger vil vi gerne have, at der er et separat afsnit, og der vil jo være adskillige søer i det afsnit. Så det er altså ikke noget med, at de på den måde bliver isoleret, men de får en god mulighed for at få en ordentlig pasning. Og det er netop de syge dyr, der virkelig har behov for den pasning. Det er baggrunden for, at vi ønsker, at der altid skal være sygestier nok til rådighed.
     I det virkelige liv må vi jo nok sige at det kniber lidt. Det kan godt være, at lovgivningen er sådan, at der skal være en sygesti til rådighed, men i det virkelige liv er det jo nok ikke altid tilfældet. Derfor ville det være mere klart at køre den anden linje.

Nu var det vel mest kommentarer, hr. Touborg kom med, men jeg vil direkte imødegå ham med hensyn til punkt 10. Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er til de store besætninger på over 300 dyr, vi stiller krav om, at der skal være sygestier nok. Det er da til alle, uanset om de er på 5 søer eller de er på 1.000 søer.

     Og jeg vil da ikke håbe, at det altid er en selvfølge, at hvis man har en mindre sobesætning, er der altid flere i et sygeafsnit. Vi stiller altid krav om, at der skal være sygebokse nok, ikke bare når der er over 300. At de skal slæbes ind i et separat rum, kan vi simpelt hen ikke se begrundelsen for.

Jeg er klar over, hvordan kravene er, at der altid skal være nok. Problemet er bare, at det jo ikke er tilfældet i det virkelige liv, så vi prøver at lovgive lidt omkring det virkelige liv i stedet for. Og når vi kun vil have det til at gælde for besætninger med 300 søer og opad, er det, fordi man ikke er i stand til på samme måde at sige, at man skal have et afsnit, hvis man f.eks. kun har 100 søer.
     Men jeg har et andet spørgsmål til hr. Jens Kirk: Hvis det nu er sådan, at der godt må opkræves brugerbetaling, når det ikke længere er for velfærdskontroller, når det ikke længere er stikprøver, men når det er prøver, man får, f.eks. hvert sjette år ligesom med miljøkontrollen, vil hr. Jens Kirk så gå ind for, at der opkræves en sådan brugerbetaling? Så var vi ude over problemet med, at effektiviteten ikke var stor nok i forhold til ministerens pengepung.

Jeg synes, vi skal lade det blive ved det, som der allerede er svaret fra ministerens side, nemlig at det må hr. Touborg oversende et notat om til Justitsministeriet, og så kan de forsøge at opfylde det ønske fra hr. Touborg. Om de kan gøre det, tør jeg ikke svare på.

Det er jo vældig positivt, at Venstres ordfører bliver så inspireret af at være på Agromek og se fremtidens svinestalde. Men det, vi andre er nødt til at forholde os til, er den kontrol, der bliver foretaget ude på bedrifterne, og hvordan virkeligheden ser ud. Og så er det altså faktisk sådan, at ud af små 700 kontroller var der næsten 100 bedrifter, hvor der ikke var sygestier nok. Og samtidig var der faktisk næsten 90 bedrifter, hvor de ikke passede syge og tilskadekomne nok, bare ud af 700 besøg. Det synes vi er meget alvorligt, og det vil vi faktisk rigtig gerne gøre noget ved.
     Jeg kan forstå, at Venstres ordfører har tænkt sig, at han vil vælte alle vores gode forslag af brættet, og så vil jeg bare spørge: Hvad har Venstres ordfører tænkt sig at gøre ved det?
     Lad nu være med at sige, at det skal være en arbejdsgruppe. Jeg vil gerne høre noget konkret fra Venstres ordfører om, hvad han vil gøre ved, at vi har så store problemer med velfærden i den danske svineproduktion.

Først må jeg sige til fru Mette Gjerskov, at Agromek ikke bare er et udstillingsvindue. Det er jo en kendsgerning, at der er 10.000 udlændinge, der kommer og køber, fordi de ved og har set, at det faktisk fungerer godt. Og det fungerer jo godt i de fleste stier.
     Jeg kan kun beklage, at kontrollen har givet anledning til alle de bemærkninger. Det er for mange. Vi skal helst ned på et meget lille antal bemærkninger, gerne nul for hr. Jens Kirks skyld, og jeg ville ønske, at vi kunne komme det.
     Men jeg tror, at vejen er en helt anden end den, fru Mette Gjerskov vil. Jeg tror, en helt anden vej er, at vi skal gøre det frivilligt mellem landmand og dyrlæge at finde ud af det. Vi skal have sygestier nok, og vi skal have bokse, der er store nok, og vi er på vej til det. Og jeg går også ind for, at vi skal have styr på halekuperingsproblemet og andre ting.
     Men man bliver ved med at køre med det der punkt 7, som fru Mette Gjerskov jo godt ved er forkert med hensyn til grovfoder og halm. Det burde da pilles ud med det samme - med den baggrund, fru Mette Gjerskov har.

Jeg vil sige i forhold til spørgsmålet om grovfoder, at jeg fuldt ud anerkender, at det er blevet overhalet af den beslutning, som vi traf i udvalget i december måned, om at pålægge ministeren at komme med nogle regler. Men nu viser det sig jo, at ministeren ikke tager den beslutning særlig alvorligt, så nu ved jeg snart ikke, hvor vi står henne. Men det må vi jo overveje i udvalget.
     Det, jeg bare må konstatere, er, at ordføreren siger, at landmændene sammen med deres dyrlæger frivilligt skal finde ud af noget. Jamen hvad har forhindret dem i at gøre det indtil nu? Hvad er det helt præcis, der har forhindret nogen som helst landmand i at gå ud helt frivilligt og gøre noget ved, at 100 bedrifter ud af 700 ikke havde nogen sygestier? Hvad er det, der har forhindret dem? Det kan de da bare gøre, men det gør de jo ikke, og så må vi jo hjælpe.

Jeg må sige til fru Mette Gjerskov, at der er vi enige. Der er jo stillet krav om, at der skal være sygebokse alle steder efterhånden. Vi har stillet de krav. Der er ikke noget nyt i det, og det kommer.
     Men jeg vil også bare gerne sige, at fru Mette Gjerskov jo ikke har læst punkt 7. Det var ikke det, der blev spurgt om, det var altså noget med grovfoder, det havde ikke noget med strøelse at gøre, det var mæthedsfølelsen. Det er noget andet.
     Så vi er nok enige om mange ting.

     Jeg vil bare sige, at i de tilfælde, hvor vi har fået anmærkninger eller andet, skulle vi da gerne ud over det. Men jeg tror altså, at vi ved en god, grundig bearbejdning i det svineudvalg, der er nedsat, sammen med landmænd og dyrlæger og lidt rådgivning fra den side altså kommer længst. Vi kommer ikke længst bare med at sige, at vi vil have lovgivning på området.

Hr. Jens Kirk var inde på, at det ikke er lovgivning, der skal til, og hr. Jens Kirk henviste til, at han havde været på Agromek, og at vi er kommet meget frem i verden med investering i en lang række af de nyeste dyrevelfærdsområder. Det er jeg enig i. Men tror hr. Jens Kirk, at det ville være gået sådan, hvis vi ikke bl.a. fra Folketingets side havde presset på, for at der skulle ske noget?
     Der er jo altså tegn på, at man bliver meget konservativ, når man har sin bedrift og ser på økonomien, og at man er irriteret, når der kommer forandringer. Men i virkeligheden er det jo sådan, hvis man ser det på længere sigt, at de forandringer faktisk er med til at drive dansk landbrugs konkurrencevilkår frem, for det, der lægges mere og mere vægt på i verden, er, at dyrevelfærden er i orden. Der er Danmark så set i forhold til andre lande relativt langt fremme. Og der er det da vores opgave at presse på. Er hr. Jens Kirk ikke enig i det?

Jo. Jeg er mange gange fuldstændig enig med hr. Ole Glahn. Men jeg bliver lidt betænkelig, når vi som politikere på Christiansborg tror, vi har viden om alt, i stedet for at lytte til de videngrupper, vi nu nedsætter - eksperterne, som har viden på området. Det må da være dem, der skal komme med løsninger på de problemer, og så skal vi måske prøve på at få dem ind i regler og love til sidst. Det er ikke os, der skal komme og sige, hvordan det skal være. Det skal da være ud fra fagkundskaben, og det skal være videnskabeligt. Det skal ikke være antagelser, der skal bære det her.

Det mener jeg heller ikke at nogen har sagt. Jeg mener, at det er meget vigtigt, og at vi netop i de debatter, vi har haft hele dagen i dag om dyrevelfærd, har understreget, at det, vi gennemfører her, skal være videnbaseret. Jeg har også tilkendegivet tidligere, også i relation til det her forslag, at det er vigtigt, at vi har den viden. Men det forhindrer jo ikke, at hr. Jens Kirk tidligere sagde, at han ikke mente, der skulle lovgivning til.
     Hr. Jens Kirk mente, at det kunne klares ad frivillighedens vej. Men nu forstår jeg af svaret på mit første spørgsmål, at hr. Jens Kirk sådan set er enig med mig i, at lovgivning nok er nødvendig. Og det kan jeg da kun glæde mig over. Så hr. Jens Kirk er altså blevet klogere på halvandet minut, og det er jo også dejligt.

Hvis man spoler tilbage, sagde undertegnede, at der måske skulle lovgivning til i sidste ende. Jeg sagde ikke, det sikkert var lovgivning. Jeg kan spørge mig selv, hvis vi nu f.eks. går til punkt 5 i B 44: Hvorfor skal der i grunden lovgivning på det område? Vi har allerede nu en gennemsnitlig fravænning på 30 dage eller godt og vel 30½ dag, tror jeg det er. EU siger 3 uger. Jamen hvorfor skal der så i grunden lovgivning om, at vi vil sige 4 ugers fravænning? Det skulle vel ikke være nødvendigt, fordi man har fundet ud af, at det er det bedste.
     På mange andre områder ved man jo godt, hvad der er bedst her og bedst der. Der behøver jo ikke altid være lovgivning. Der behøver ikke altid nødvendigvis at være lovgivning eller ekstra lovgivning på områderne. Og derfor støtter jeg varmt, at ministeren nu indkalder svinegruppen igen, så vi på nogle områder forhåbentlig får ny viden frem, som kan være med til at ændre nogle af de ting. Men først skal vi have viden på området.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Mette Gjerskov.

Jeg kan jo kun glæde mig over, at vi har to forslag mere om dyrevelfærd på dagsordenen i dag. Vi mener, at det er klart dokumenteret, ikke mindst i kontrolrapporten, at der er behov for at gøre noget ved dyrevelfærden. Den seneste, vi har, er fra 2005, og der er dokumenteret mange problemer. Vi ved, at problemet med skuldersår eksploderer. Vi ved, at problemerne er der. Spørgsmålet er bare, hvad vi vil gøre ved dem.
     Vi ved, at alt for mange udsatte køer ikke behandles ordentligt. Der er for mange skuldersår hos søerne. Der er for mange dyr, der aflives i besætningen, fordi de ikke har et helbred, der gør, at de overhovedet kan sendes til slagtning. Vi ser flere forhold i besætningerne, som bliver politianmeldt, og vi ser alt for mange halekuperinger. Der er
i det hele taget rigtig mange forhold i de danske besætninger, som vi ikke kan prale af.

     Det handler i høj grad om produktionsbetingelserne i svineproduktionen, der ikke er gode nok. Søerne bliver større og større, men det gør deres bokse ikke nødvendigvis. Selvfølgelig skal søerne kunne vende sig og have frit råderum. Det burde slet ikke være et spørgsmål. Selvfølgelig skal deres ophold i farebokse begrænses, det burde heller ikke være et spørgsmål. Det er sådan, at halekupering er alt for udbredt, selv om vi faktisk allerede nu har nogle regler om, at det skal være undtagelsen, og at der skal være en særlig begrundelse.
     Folketinget har sendt nogle meget, meget kraftige signaler til svineproducenterne om de her ganske særlige grunde til, at grise skal have klippet en del af deres hale af. Tilsyneladende definerer landbruget det sådan, at der konstant er nogle ganske, ganske særlige forhold, og det betyder altså, at langt de fleste grise bliver halekuperet. Det mener vi altså er uacceptabelt.
     Så synes jeg da også, at det for fravænningen da er vigtigt at understrege, at pattegrise ikke må tages for tidligt fra soen. Det er bestemt ikke med til at bidrage til at sikre deres velfærd. Så vores udgangspunkt er naturligvis, at pattegrisen skal blive hos soen i 4 uger, og det skal gælde for dem alle sammen. Alle de ting er vi enige i i forslagene. Det er heldigt, fordi vi faktisk er medforslagsstillere på det her forslag.
     Der er nogle andre ting, som ikke skyldes alene produktionsbetingelser, men som skyldes, at visse landmænd faktisk åbenbart er ligeglade med dyrenes velfærd. De kan ikke finde ud af at overholde reglerne af den ene eller den anden grund, måske fordi de ikke vil, måske fordi de bare ikke kan finde ud af det, jeg ved det ikke. Men det er faktisk noget af det, vi gerne vil gøre noget ved i dagens forslag.
     Det andet forslag handler om en forøgelse af kontrollen
i velfærden. Det er det, der hedder B 45 om at forøge kontrollen, sådan at vi finder lige præcis de bedrifter, hvor dyrene bliver mishandlet, så vi ikke kun laver alle de her generelle ting, men at vi også sørger for at finde dem, der ikke kan finde ud af at overholde reglerne. Vi er faktisk også i Socialdemokratiet villige til at offentliggøre de værste syndere på internettet, for vi mener nemlig, at vi har at gøre med en lille gruppe, som ødelægger hele erhvervets ry og rygte. Nu ved jeg godt, at det, vi her siger, og som er en fordobling af velfærdsbesøgene, lyder som rigtig meget, men det betyder altså bare, at man i gennemsnit får et kontrolbesøg hvert 10. år i stedet for hvert 20. år, så mere drastisk er det faktisk ikke. Så er der forslaget, som Venstres ordfører og jeg havde en lille ordveksling om, om at tildele en bestemt mængde halm. Det blev overhalet af et tilsvarende forslag, som vi behandlede i udvalget lige inden jul, og vi har jo faktisk allerede fra oppositionens side stillet krav til justitsministeren om, at hun skal nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag, men også at forslaget skal foreligge ved Folketingets åbning i oktober. Jeg glæder mig til at debattere videre i udvalget, hvad vi gør, når ministeren helt klart siger, at det vil hun ikke. Men det betyder jo selvfølgelig, at vi vil afvente det lovforslag, der kommer som følge af den del af beslutningsforslaget. Nu handler det her jo meget om produktion:
mælkeproduktion, svineproduktion, men vi skal bare hele tiden huske, at der er en helt afgørende forskel på den her slags produktion og al anden produktion. Husdyrproduktion er i modsætning til savværker og entreprenørfirmaer, og hvad man ellers kunne komme i tanke om, noget andet. Der er en afgørende forskel. Husdyrproduktionen har at gøre med levende individer. Det handler ikke kun om kroner og øre eller om omsætningshastighed. Det handler om levende dyr, og det giver landmændene et meget stort ansvar. Derfor er vi glade for forslaget, og samlet set synes vi faktisk også, at Folketinget med de her foreliggende forslag har en enestående mulighed for at give dyrene et løft i de danske stalde, så vi kan sikre dyrene ordentlige forhold, så vi kan sikre, at de bliver passet og plejet ordentligt, når de er syge, så de bliver adskilt fra de andre, når de er syge, og så der bliver sørget for en ordentlig kontrol med det. Så mener vi faktisk, at vi også på den her måde er med til at hjælpe de danske forbrugere, sådan at de kan sætte sig til middagsbordene og sætte gaflen i en frikadelle eller en hakkebøf med god samvittighed, fordi de ved, at dyrene har haft et anstændigt liv, inden de blev slagtet. Det mener vi faktisk må være en forudsætning for at have et bæredygtigt landbrug i Danmark.

Den næste ordfører er hr. Christian H. Hansen.

Lad mig i forbindelse med de to forslag starte med B 44. Vi kan i Dansk Folkeparti sagtens følge mange af de intentioner, der ligger i det her forslag. Vi synes også, det er en rigtig god idé, at man får nedsat den her arbejdsgruppe, som har været omtalt i dag, og får belyst tingene grundigt og til bunds.
     Jeg har så godt lagt mærke til, at der har været en debat om, hvorvidt nogle af tingene er blevet undersøgt, og at man ikke ved nok om det, men der synes jeg som udgangspunkt, at der jo ikke sker noget ved, at man nu samler det hele i den her arbejdsgruppe igen og får en konklusion på det hele. Der kan jo godt være noget af den forskning, der er foretaget, som man kan genbruge, men der kan også være nogle nye tiltag på vej, som man skal gøre færdig. Det er sådan set lidt det, jeg forstod på ministeren før.
     Hvis man skal gå ind og kigge på det om eksempelvis halm pr. so, er det jo rigtigt, at der i øjeblikket ligger en beretning fra et flertal i Fødevareudvalget, hvor Dansk Folkeparti også er med, som har pålagt regeringen at komme med nogle tiltag på den baggrund.
     Det er også rigtigt, at der er kommet et brev fra justitsministeren, som peger på, at man nok ikke kan leve fuldstændig op til det krav, som er stillet i Fødevareudvalget. Der må jeg som udgangspunkt sige, at Dansk Folkeparti står bag den beretning, og at vi står ved de beslutninger, der er truffet i den, men jeg vil sige til de partier, der har lavet beretningen, at vi jo bliver nødt til indbyrdes at tage en drøftelse af, hvad vi gør nu, ud fra det brev, der er kommet fra justitsministeren, og så må vi konkludere på det i fællesskab.
     Med hensyn til det om sygestier i forslaget har jeg forstået det sådan, at der i dag faktisk er stillet krav om, at det skal man leve op til. Så vil jeg også godt sige, at der har været en debat om, at man som forbruger var meget mere tryg, hvis alt det her blev gennemført. Man kan faktisk allerede i dag være tryg som forbruger, man kan bare vælge udelukkende at købe økologisk kød, så det vil jeg egentlig opfordre forbrugerne til at gøre, indtil de her ting er blevet sat på plads.
     Hvis nu forbrugerne kun støttede op om økologi, så kunne det også medføre, at vi faktisk pressede mekanismen til, at der så var flere, der producerede økologisk, og dermed også til bedre dyrevelfærd. Så var det egentlig forbrugeren selv, der var med til at flytte det her marked over på bedre dyrevelfærd.
     Jeg har sagt mange gange før, at når vi taler om dyrevelfærd, skal vi altså også tage udgangspunkt i, hvordan den enkelte forbruger handler. Det kan ikke nytte noget, at det er sådan, som det er. Hvis vi bliver spurgt, om vi går ind for bedre dyrevelfærd som forbrugere, så svarer vi ja, og bliver vi spurgt, om vi køber økologisk, så svarer vi også ja. Det er populistisk at svare det, når vi bliver spurgt, men når vi så foretager vores indkøb, er det simpelt hen den, der sidder enten i inderlommen eller baglommen - det, der hedder vores tegnebog, eller for kvindernes vedkommende hedder det vist bare pung - som afgør, hvad det er for valg, vi træffer. Derfor synes jeg, at det signal også skal sendes
i forbindelse med, at vi taler om det her. Så har vi også tidligere i dag drøftet noget om EU. Der har været nogle, der har påstået, at EU ligefrem er det store åbne forum for bedre dyrevelfærd, det mener jeg så stadig væk ikke det er. Jeg synes også, der er helt klare beviser på, at sådan forholder det sig ikke. Men hvis man nu vendte det om og sagde, at vi nu indfører alle de her skærpede krav over for svineproducenterne i Danmark, så kunne jeg egentlig godt forestille mig, at der ville ske det, at mange ville vælge at flytte deres produktion til udlandet, hvor der netop ikke er halvt så god dyrevelfærd, som der er i Danmark. Nogle EU-tilhængere har ligefrem været oppe og sige i dag, at sådan forholder det sig, og at det derfor var vigtigt, at vi var foregangsland og ligesom pressede de andre lande til at gøre det bedre.

     Derfor skal man også nogle gange, når man taler om dyrevelfærd, tænke på, om det, hvis vi nu laver nogle meget skarpe krav herhjemme, så bare medfører, at vi sender produktionen til udlandet, hvor dyrene vil få det endnu værre, end tilfældet er. Så på trods af at jeg anerkender, at der er nogle af tingene i beslutningsforslaget, som egentlig skulle vedtages, så kan det betyde, at dyrene ville få det endnu værre. Det tror jeg faktisk de ville. Så jeg mener bare, at vi, når vi drøfter det her, også skal have det med i vores overvejelser.
     Hvad angår det sidste beslutningsforslag, vil jeg sige, at det jo har været drøftet før. Jeg tror faktisk, at det var
i forbindelse med en finanslovforhandling - jeg tror ikke, at det var sidste, jeg tror faktisk, at det var forrige, men jeg må blive korrigeret, hvis det ikke helt var den finanslovforhandling - at der kom et notat frem, som pegede på, at Fødevarestyrelsen ikke troede på, at kontrollen ville have den samme velfærdsmæssige betydning, altså at gå fra de
5 pct. op til de 10 pct., som da vi foretog stigningen fra de
2 pct. til de 5 pct. De 4,4 mio. kr. pegede man faktisk direkte på kunne bruges anderledes og bedre på dyrevelfærdsområdet. Det tror vi stadig væk i Dansk Folkeparti er det rigtige. Men jeg vil så også sige, at hvis noget peger på og det virkelig viser sig, at det ikke længere holder stik - og jeg siger ikke bare stik, fordi vi snakker om stikprøvekontroller
- så er vi villige til at indgå i en dialog om, hvordan vi får sat det på skinner, altså hvis det viser sig, at Fødevarestyrelsen har ændret holdning og nu kommer og siger:
Vi tror, at det her vil forbedre det langt bedre. Inden jeg får spørgsmål, vil jeg omkring det sidste sige, at det også har noget med finanslovaftale at gøre. Dem skal vi jo i Dansk Folkeparti være med i mange, mange år fremover, så derfor kan vi sagtens være med til at løfte det på et senere tidspunkt. Så summa summarum er det med udgangspunkt i bemærkningerne sådan set et nej til det sidste forslag. Som nævnt ser jeg i forbindelse med B 44 frem til, at man får nedsat den her arbejdsgruppe. Det skal altså også være en arbejdsgruppe, der arbejder hurtigt og kommer frem med nogle forslag. Lad os så kigge på dem, og jeg vil sige, at det gør vi med et åbent sind, når vi kommer dertil.

Jeg skal bede ordføreren blive. Vi har to, der ønsker korte bemærkninger. Først er det hr. Kristen Touborg.

Også Dansk Folkepartis ordfører bruger argumentet med, at det nok ikke vil være tilstrækkelig effektivt. Man kan også sige det på en anden måde: at man dyrevelfærdsmæssigt kan bruge pengene bedre til andre ting end til at forøge velfærdskontrollen fra 5 pct. til 10 pct.
     Jeg vil godt spørge hr. Christian H. Hansen: Hvis det nu viser sig, at man kan indføre brugerbetaling mod at opgive, at det er stikprøver, men at man får et besøg, at alle besætninger får et besøg f.eks. hvert sjette år, ligesom man gør i forbindelse med miljøkontrol i landbruget, vil Dansk Folkeparti så bakke op om et sådant forslag, altså om, at vi så kører det på den måde og dermed får en ordentlig kontrol af alle besætninger?

Se, nu synes jeg jo, at jeg har hørt spørgsmålet før i dag. Så jeg har jo haft god tid til at sidde og forberede mig, kan man sige.
     Jeg må sige, at det jo ikke er Dansk Folkeparti, der siger det her. Det, jeg sagde før, var, at det er Fødevarestyrelsen og dermed eksperterne på området, som siger, at man ikke mener, at det vil have den virkning, som der lægges op til i beslutningsforslaget. Så det er ikke bare noget, jeg har siddet og besluttet oppe på mit kontor: Det tror jeg at jeg vil gå ned i Folketingssalen og sige. Jeg har faktisk lyttet til eksperterne.
     For mig har det ingen betydning, om det er staten, der betaler det her, eller om det er brugerbetaling. For mig er det effekten, altså om det har en virkning, der har betydning, og det er der, jeg siger, at jeg i første omgang lytter til eksperterne.

Finder hr. Christian H. Hansen, at det ville være for meget, at der i gennemsnit kom et besøg hvert tiende år? Ville det ikke dyrevelfærdsmæssigt være meget i underkanten af det, man egentlig kunne forvente skulle være nødvendigt med hensyn til at komme og aflægge uanmeldte besøg hos svinebesætningerne?

Jeg føler helt klart, at det optimale ville være, at næste gang der udkom en rapport på området, så pegede den på, at der var sket et drastisk fald i alle de ting, som vi har set at der nu har været en stigning i. Det ville være det helt optimale, for så havde landmanden selv, kan man sige, sørget for, at de her ting var blevet bragt på plads eller i hvert fald var i bedring.
     Når det er sagt, vil jeg sige: Nej, det er ikke for meget med et besøg hvert tiende år. Det kan man jo ikke sige det er. Men når der nu er nogle, der peger på, at man kan bruge midlerne bedre på andre områder inden for dyrevelfærd, så synes jeg i første omgang, vi skal gøre det. Det er jo så
i anerkendelse af, at jeg også har sagt, at hvis man ændrer holdning fra ekspertside, så lytter vi også til det fra Dansk Folkepartis side.

Jeg hæfter mig også lidt ved det samme, som ordføreren siger, nemlig at Fødevarestyrelsen for et par år siden konstaterede, at den ikke mente, at der ville ske en tilstrækkelig forbedring, ved at vi fordoblede antallet af kontrolbesøg.
     Men det er jo faktisk et par år siden nu, og der er sket det i mellemtiden, at vi har set en eksplosiv stigning i antallet af skuldersår på søer i de danske stalde. Og hver gang vi har drøftet spørgsmålet om skuldersår, og hvad vi skulle gøre ved det - skuldersår er faktisk ret alvorligt, og det gør rigtig, rigtig ondt på søerne - så er man ligesom nået frem til, at man skal ud på besætningerne og se det, at man skal ud på besætningerne og gøre noget ved det. Det er et af de eneste områder, hvor vi simpelt hen er nødt til at være ude på besætningerne.
     Hvis vi nu får Fødevarestyrelsen til at genoverveje sin position - det synes jeg vi skulle gøre i udvalget, ordføreren er jo også formand for udvalget - ville ordføreren så være parat til at genoverveje sin position til det her forslag?

Jeg vil næsten sige, at det har jeg faktisk svaret på ved før at sige, at hvis eksperterne pegede på noget andet, så var vi
i Dansk Folkeparti villige til at lytte til det, vel vidende det, jeg også sagde med finansloven, altså at det jo skal indgå i en finanslovaftale, for vi snakker her om ca. 4,4 mio. kr. Men når vi taler om de her skuldersår, så synes jeg også, at erhvervet selv har en kæmpe opgave med at få det her løst. Jeg tror ikke på det, bare fordi vi besluttede det. Bare fordi skal ikke forstås sådan, at jeg synes, det her bestemt ingenting er, men sådan, at fordi vi gik over til at have et besøg hvert tiende år, så tror jeg desværre ikke, at det ville medføre, at skuldersårene blev bragt kraftigt ned. Jeg tror, at det her kræver, at vi sender - det gør vi også med den her debat i dag - et kraftigt signal til erhvervet om: Vi vil ikke finde os i det, vi vil have det bragt ned. Jeg håber, at erhvervet lytter til den debat, der er i dag.

Fru Mette Gjerskov for en sidste kort bemærkning.

Jo, men det samme signal sendte vi jo rent faktisk sidste år på samme tid, da vi havde en tilsvarende debat. Og de meldinger, vi har fået om skuldersår for 2006, har jo været meget værre end det, vi så i 2005. Så vi mener faktisk, det er på tide at gribe ind.
     Mit udgangspunkt var egentlig, om ordføreren sammen med os andre i oppositionen er parat til simpelt hen i udvalget at tage inititiav til at få det her undersøgt en gang mere i Fødevarestyrelsen med de nye oplysninger, vi nu har om skuldersår. Altså, der er jo flere og flere landmænd, som bliver politianmeldt, og slagterierne opdager flere og flere skuldersår, men det er jo noget, der opstår, fordi man ikke passer ordentligt på søerne ude på bedrifterne.
     Så vil ordføreren være parat til at tage det her med i udvalget, altså til, at vi tager initiativ til at få en belysning af det her emne?

Jeg tror aldrig, fru Mette Gjerskov har oplevet, at jeg som ordfører her i salen eller som formand for Fødevareudvalget har modsat mig, at man undersøger nogle ting - bestemt ikke. Så det ville jeg ikke have noget imod at man gjorde.
     Jeg har så selv hæftet mig ved her i debatten at have sagt, at det for nogle år siden var sådan, at Fødevarestyrelsen pegede på, at det ikke umiddelbart ville have den effekt, som man skriver om i beslutningsforslaget. Jeg hørte også, at ministeren var inde på det i sin tale heroppe i dag. Det kunne jo godt være, at der allerede var blevet foretaget en sondering af Justitsministeriet igen for nylig på den baggrund, og jeg synes da bestemt, at vi skulle høre, om det er foregået. Men vi skal da helt klart undersøge alt det, vi kan. Det har vi altid været åbne over for i Dansk Folkeparti.

Nu er det jo ofte sådan, at vi, når vi skal spørge eksperter, så skal høre, hvad effekten er af, at vi gør a, for så fører det måske til b, c og d, eller hvad effekten er af, at vi gør k, som fører til j, h og l.
     Her har eksperterne fra Fødevarestyrelsen altså sagt, at de her penge kan vi bruge bedre på et andet område. Hvad er det for et andet område, vi bedre kan bruge dem på? Jeg ved det ikke, jeg kan ikke lige huske, hvad det er, men det kan være, hr. Christian H. Hansen kan, for jeg vil da gerne have oplyst, hvor de der 4,4 mio. kr. kunne bruges bedre dyrevelfærdsmæssigt. Det ville da være interessant at få at vide.

Der må jeg jo sige, at jeg faktisk ikke har hørt, at eksperterne har peget direkte på, hvor man så vil bruge pengene i stedet for. Men må jeg så ikke for en gangs skyld selv stille mig under den der lyslampe, der hedder ekspert - jeg skal nok hurtigt gå ud igen - og sige, at de 4,4 mio. kr. vil jeg meget gerne bruge på dyrevelfærdsrejseholdet.

Jamen det var jo en konkret tilkendegivelse. Det kan vi så drøfte i udvalget.
     Jeg vil gerne stille hr. Christian H. Hansen et andet spørgsmål vedrørende den her arbejdsgruppe om hold af svin, hvor hr. Christian H. Hansen sagde, at der skulle arbejdes hurtigt. Vil hr. Christian H. Hansen sige noget om, hvordan han forestiller sig at der skal komme afrapporteringer, som vi eventuelt kan tage lovgivningsinitiativer på grundlag af, altså, er det om ½ år eller om 1 år, eller hvad er det?

Jeg har jo altid sagt, og det sagde jeg også under behandlingen af et tidligere forslag i dag, at man nogle gange simpelt hen er nødt til at lægge pres på og sige: Nu skal det være en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe. For hvis man ikke siger det, så bliver det ikke så hurtigt, men når man siger, den skal være hurtigtarbejdende, så bliver det lidt hurtigere, end man havde turdet tro på. Altså, derfor har jeg altid haft det udgangspunkt, at det er klogt at sige det.
     Men på den anden side tror jeg også, at alle partier er indstillet på - selv om jeg godt har hørt, at der har været en debat, som har peget i en anden retning - at man da også gerne vil træffe beslutning på grundlag af nogle ting, som er gjort færdig. Altså, jeg må sige på forhånd, at jeg ikke vil være med til at træffe nogle beslutninger, hvor man så siger, at arbejdsgruppen er halvt færdig, og at vi nu kan afrapportere halvt, og så forlanger, at man skal lave et forslag ud fra det.
     Der tror jeg også, at man ligesom skal kigge tilbage på dengang, oppositionen havde sin regeringstid, selv om det godt nok ligger utrolig mange år tilbage i historien. Da ville den også godt have, at de her arbejdsgrupper gjorde tingene færdig, og det måtte de andre partier bare have forståelse for. Det er bare den forståelse, jeg synes vi er nødt til at appellere over for hinanden til at vi bliver nødt til at have. Der er ikke nogen rimelighed i, at vi træffer en beslutning på nogle halve grundlag.

Tak til ordføreren. Og den næste ordfører er hr. Allan Niebuhr.

Det er jo efterhånden svært at tilføre nyt til den debat, vi har, ikke blot fordi debatten i dag har været meget fyldestgørende, men også fordi det her jo er genfremsættelser, som vi kender fra sidste samling.
     Genfremsættelserne betyder også, at vi fra Det Konservative Folkeparti ikke har ændret holdning til de her sager. Vi mener stadig væk, at der er områder i B 44, som vi ikke kan støtte - det omkring sygestierne, det omkring rådgivning i forbindelse med nyetablering af stalde, som ministeren ganske rigtigt nævnte i sin indledning, og også spørgsmålet omkring gødning.
     Derimod synes vi, det er meget fornuftigt, at justitsministeren nu vælger at retablere sin arbejdsgruppe om hold af svin for på den måde at få det bedst mulige erfaringsgrundlag samlet under et.

Hvad gælder de her mange forskellige pluk, der er, er det udmærket at få samlet oplysningerne om forholdene, således at vi kan tage stilling til indholdet i B 44, som vi eventuelt kunne støtte, hvis vi får en konkret vurdering på det.

     Så med hensyn til B 44 synes vi, det er en god idé at få gennemgået det her via arbejdsgruppen. Men der er ting, som vi i forvejen har sagt at vi ud fra det videngrundlag, som ligger allerede nu, ikke kan støtte.
     Med hensyn til forslag B 45 er det jo også tilkendegivet, at ændringerne fra 2 pct. til 5 pct. gjorde, at man omlagde strukturen i sine kontroller, og at man ikke kan forvente, som der er blevet fra styrelsens side, at en øgning fra 5 pct. til 10 pct. vil have en virkning, der svarer til den, man fik, da man gik fra de 2 til 5 pct.
     Så er der jo lige den lille hage ved det, at det her jo hører ind under finansloven, idet der er en omkostning forbundet med det her på 4,4 mio. kr. Og af de årsager må vi afvise at støtte forslag B 45. Vi mener simpelt hen ikke, at der er sagligt grundlag for at gå fra de 5 pct. til de 10 pct. Og så mangler vi også en finansiering til forslaget.
     Så derfor må vi afvise begge forslagene.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Glahn.

Det er ganske rigtigt genfremsættelser, men det gør det jo ikke mere begrundet, at vi har nogle klare holdninger til de her spørgsmål.
     Vi kan jo beklage, at der f.eks. i B 44 er en situation, hvor søerne faktisk er blevet for store til de bokse, de skal ligge i. Og i relation til den diskussion, vi har haft i dag, kan man jo spørge sig selv, om det ikke var et initiativ, man kunne handle på, uden at man så det i en større sammenhæng. For det er da en kendsgerning, som er dybt problematisk.
     Forskellige af punkterne har været diskuteret her i aften eller sidst på eftermiddagen. Med hensyn til fravænning af smågrise har jeg da forstået, at det er sådan, at hvis man flytter til klimastalde, kan man flytte grisene allerede efter 3 uger, og vi mener altså, at det er uetisk og også forkert dyrevelfærdsmæssigt at gøre det så tidligt.
     Så undrede det mig også meget, at der er flere af regeringspartiernes ordførere, der har taget afstand fra dette med, at en uvildig dyrlæge skulle være konsulent, når man laver nye tilbygninger til sostalde. Det forstår jeg virkelig ikke, for hensynet til den, der investerer i stalden, må da gøre, at man tager de dyrevelfærdshensyn, man kan, i stedet for at man bagefter skal blive pålagt nogle krav, som er vanskelige at opfylde, fordi man har bygget stalden forkert. Altså, her synes jeg da virkelig, at det kunne være en win-win-situation, at en større udveksling af viden og ideer mellem dem, der tegner stalden, og den dyrlæge, der skal komme og se på, hvordan dyrene har det i staldene, allerede kommer med på et tidligt tidspunkt. Så det forstår jeg slet ikke.
     Jeg synes, det er glimrende, at ministeren har genetableret arbejdsgruppen om hold af svin, men jeg er da lidt betænkelig ved, at nogle af de her initiativer skal vente alt for lang tid, og at de bliver sovset ind i nogle bredere hensyn, som jeg har fuld forståelse for at vi skal tage, for det er klart, at der på nogle områder er nogle sammenhænge.
     Vi støtter selvfølgelig det forslag, for vi har også været med til at fremsætte det, og vi mener, som jeg har sagt ved tidligere punkter her på dagsordenen i dag, at det er vigtigt, at vi fra Folketingets side presser på for at sætte dyrevelfærd i højsædet, fordi vi åbenbart og desværre ikke kan forvente, at en del af de landmænd, der har disse produktioner, selv er i stand til at tage de dyrevelfærdsmæssige hensyn - jeg vil oven i købet sige, at det er et mindretal af de landmænd, der er i stand til det.
     For så vidt angår angår beslutningsforslag nr. B 45, vil jeg sige, at det netop er vigtigt i den her diskussion, at vi ikke får tegnet et billede af, at det er alle landmænd, som ikke overholder de her krav, og det derfor er landbruget som sådan, vi er efter. Det her er i virkeligheden for at hjælpe de mange landmænd, som er omhyggelige med at overholde de lovmæssige forskrifter for måden at holde dyrene på. Vi mener, det er urimeligt, at de skal udsættes for, at deres omdømme bliver forringet, fordi der er andre af deres kolleger, som ikke gør det godt nok.
     Det er sådan en problemstilling, som jeg ved diskuteres meget i landbruget, og vi må jo konstatere, hvilket flere andre ordførere blandt forslagsstillerne også har været inde på, at det altså går lidt langsomt med at få de her ting igennem. Det er så vores opgave at hjælpe landbruget med at få det klaret, det må være statens opgave at gå ind og hjælpe med at løse de problemer.

     For det er dybt problematisk, at der i 2005 blev meldt
28 kvægbesætninger til politiet mod 13 kvægbesætninger i 2004. For svinebesætningernes vedkommende er det lidt bedre, idet der er sket et lille fald i indskærpelserne og en mindre stigning i politianmeldelserne. Men det viser, at der er behov for, at vi gør en indsats på det her område. Vi mener, at et velfærdsbesøg i gennemsnit hvert 20. år er for lidt, og vi vil gerne i det videre arbejde have belyst, hvad det er for begrundelser, man har fra Fødevaredirektoratet, for den holdning, at man ikke får gode resultater af at intensivere besøgene. Vi mener, det er vigtigt, at man i forbindelse med de besøg bruger kræfter på at vejlede landmanden. Det er jo nok sådan, at en stor del af landmændene faktisk gerne vil opfylde de her krav, men måske ikke føler, de kan det, og har svært ved at finde ud af det. Men de, der ikke vil og ikke kan, skal vi selvfølgelig gå efter, og det er også dem, som skal straffes. Vi synes, det er vigtigt, at vi her fra Folketingets side, som vi har gjort det her hele eftermiddagen i dag, understreger, at dyrevelfærd altså er noget, vi sætter højt. Det gør vi, fordi vi kan mærke på os selv, at det er vigtigt, men vi ved også, at befolkningen er optaget af de her spørgsmål. Der er jeg fuldstændig enig med hr. Christian H. Hansen i, at befolkningen selvfølgelig kan gøre det, at de køber økologiske varer, for så har man i høj grad imødekommet de dyrevelfærdsmæssige krav, vi stiller her. Og det kan jeg også kun opfordre til. Men indtil det sker i endnu højere grad, så mener jeg, at vi skal gå videre med det her beslutningsforslag nr. B 45, og jeg tilslutter mig selvfølgelig forslaget.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Per Clausen.

Der sker jo somme tider det, når man skal ned og debattere dyrevelfærd en hel eftermiddag, at der så er nogle af de øvrige gruppemedlemmer, som spørger, om man ikke skulle bruge sin energi på at forbedre vilkårene for børn og mennesker i stedet for.
     Et eller andet sted kan man jo sige, at i hvert fald den debat, vi har haft under det sidste punkt i dag, understreger, at det på nogle måder måske også er at foretrække at være et menneske frem for et svin, når der skal lovgives. For når man snakker om mennesker og menneskers vilkår, findes der en eller anden form for politisk fælles forståelse af, at man godt kan gennemføre forbedringer på enkeltområder, uden at man behøver at analysere det hele. Der synes jeg måske, at det der ønske om helhed og sammenhæng og videnskabelighed i politikken, som jo lyder meget godt, indimellem måske på enkeltområder kan blokere for, at tingene går hurtigt.
     Det er f.eks. lidt mit indtryk, at når ministeren konstaterer, at hun ikke er i stand til at leve op til flertallets ønske i Fødevareudvalget om, at der skal foreligge et forslag til oktober måned om det med rodematerialet osv., så er en af grundene, at man har nedsat en gruppe, der skal arbejde med betydelig flere ting. Ministeren skriver sådan set også selv, at da arbejdsområdet er bredere, end det er forudsat i Fødevareudvalgets henvendelse, kan man ikke nå at gøre det på et sagligt forsvarligt grundlag til oktober.
     Man kan vel sige, at det - synes jeg i hvert fald - er en lille smule usædvanligt, at ministeren, når det handler om et meget konkret ønske fra et flertal i Folketinget om, hvornår man vil have et lovforslag, siger, at det ikke kan lade sig gøre, fordi hun også skal have undersøgt noget andet. Det tror jeg nok, hvilket andre også har været inde på, at vi kommer til at bruge lidt energi på at diskutere i Fødevareudvalget og sikkert også med ministeren.
     Det er jo det ene, den her diskussion startede med, og det andet var så, at det der med nedsættelsen af udvalget skulle vi heller ikke blande os i, kunne vi forstå.
     Jeg synes jo i grunden, at den sådan meget klare afvisning fra ministerens side af en indstilling, en beretning fra et flertal i Fødevareudvalget, måske burde give anledning til, at også Dansk Folkeparti overvejede sin stilling til de konkrete forslag, der ligger her.
     Sagen er jo, at når vi, et flertal i Fødevareudvalget, kom med den her beretning, var det bl.a., fordi vi faktisk undlod at bruge et flertal til at gennemføre nogle ændringsforslag, som vi måske godt kunne gennemføre. Og der må man jo så stille sig det spørgsmål, om den reaktion, der er kommet her fra ministeren, er tilfredsstillende i forhold til ikke at prøve at bruge det flertal, der kunne eksistere, på at gennemføre nogle forbedringer på det her område.

     Jeg er jo ikke den fra oppositionens side, der plejer at gøre mest ud af at kræve, at ting skal ske i morgen, for som det også fremgik af en tidligere debat, handler jeg selv tit lidt langsomt. Men på den anden side må man sige, at når man som alternativ til at få et forslag til oktober i dette år får at vide, at der vil komme et samlet forslag engang, er det måske ikke noget helt godt og fint svar.
     Når der er grund til at gøre noget på det her område, er det jo, fordi vi i hvert fald har dokumentation for, at der findes velfærdsproblemer hos de danske søer. Det behøver vi sådan set ikke at være i tvivl om. Der foreligger rapporter, som tydeligt dokumenterer det, og vi har fået den sidste nye sag om skuldersårene. Der er altså efter vores opfattelse behov for en hurtig indsats, der kan gøre op med de mange velfærdsmæssige problemer, der findes for søerne.
     Vi må så i første omgang konstatere, at der ikke er noget flertal i Folketinget for umiddelbart at gennemføre det her forslag. Men jeg er sikker på, at vi konkret vil følge op på de enkelte områder, og når vi får et indblik i, hvor lang tid det vil tage at lave den samlede afdækning af hele det her område, vil vi i hvert fald fra Enhedslistens side forbeholde os ret til sammen med resten af oppositionen at komme med konkrete forslag på de områder, vi mener er afdækket i et sådant omfang, at man godt kan vedtage lovgivning på nuværende tidspunkt.
     Det skal være mine ord. Vi støtter selvfølgelig de to beslutningsforslag, der ligger. Vi har selv været med til at fremsætte dem, og vi synes sådan set ikke, at der i dag er kommet nye argumenter imod dem frem, der gjorde, at vi ikke kunne opretholde den samme stilling, som vi havde, sidst vi behandlede dem.