Den næste sag på dagsordenen var:
15) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 28:
Forslag til folketingsbeslutning om bedre løn i ældreomsorgen. Af Ole Sohn (SF) m.fl. (Fremsat 7/11 2006).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Vi har jo i Danmark en lang tradition for at lade arbejdsmarkedets parter blive enige om løn og ansættelsesvilkår, og det er jo det, som er en del af den særlige danske model, som vækker anerkendelse rundtom i verden.
     Regeringen lægger stor vægt på, at vi har en velfungerende offentlig sektor, ikke mindst vores ældrepleje, hvilket naturligvis forudsætter dygtige og motiverede medarbejdere og ledere. De konkrete løn- og ansættelsesvilkår er et anliggende for de kommunale parter, og det er væsentligt, at disse selv bliver enige om, hvordan de bedst understøtter arbejdet i kommuner og regioner. Det behøver ikke kun at ske i overenskomstforhandlingerne, men finder også sted i den løbende lokale løndannelse. Der er i de senere år med de nye lønsystemer blevet større mulighed for at give løntillæg lokalt, f.eks. til at understøtte medarbejdernes motivation og engagement samt sikre rekruttering og fastholdelse.
     Forslagsstillerne antager, at engagementet i sundheds- og omsorgssektoren er lav. Der vil jeg bare sige her, at det er jeg ikke enig i. Faktisk viser undersøgelserne, at næsten ni ud af ti medarbejdere i kommuner og regioner er tilfredse med at være ansat her, ligesom motivationen i den offentlige sektor generelt er høj, og medarbejderne oplever deres arbejde som meget meningsfyldt.
     Undersøgelserne viser også, at løn er en faktor blandt flere til at understøtte motivation og engagement hos medarbejdere i den offentlige sektor. Faktisk betyder det at have et meningsfuldt arbejde, indflydelse på udførelse af arbejdet og en god personalepolitik mere i medarbejdernes vurdering af arbejdet. Men jeg er naturligvis enig i behovet for at sikre, at vi også fremover kan tiltrække og fastholde engagerede medarbejdere i hele den offentlige sektor.
     Den demografiske udvikling betyder, at der kan forventes at opstå flaskehalsproblemer i de kommende år, hvilket regeringen er meget opmærksom på. Regeringen vil derfor med kvalitetsreformen komme med oplæg til, hvad der kan gøres for at udvikle attraktive offentlige arbejdspladser med fokus på kvalitet, engagement, dygtighed og nytænkning, og det kan ske gennem en bred vifte af personalepolitiske tiltag og ikke bare gennem lønnen alene. Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til finansministeren. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som ordfører fra Venstre.

Vi ønsker i Venstre ikke en statslig styring og kontrol af løn- og ansættelsesforhold på arbejdsmarkedet. Det er og skal fremtidig også være de involverede parter, der forhandler deres løn og deres ansættelsesvilkår, og dem skal de selv forhandle på plads.
     Decentraliseringen bør altid komme i første række, og det her beslutningsforslag lægger jo faktisk op til det stik modsatte.
     Der hersker ingen tvivl om, at vi i Venstre ønsker en god og velfungerende offentlig sektor. Men det behøver ikke nødvendigvis altid at være penge, der styrer kvaliteten af den offentlige ydelse. Regeringen har inden for de sidste 6 år nu udbygget den offentlige service betydeligt, og den har øget det offentlige forbrug med 31 mia. kr.
     Men det interessante er jo ikke, om der bliver afsat 1 mia. kr. til velfærd, det interessante er, hvordan pengene bliver brugt. Vi kan blive ved med at putte penge, flere og flere penge, i det offentlige, men hvad får vi ud af pengene? Hvis de ikke bruges sådan, at det bliver til gavn for alle, og i det her tilfælde de ældre, ja, så er vi jo altså lige vidt.
     Med kvalitetsreformen vil vi altså udvikle den offentlige sektor. Vi vil udbygge servicen, og vi vil have fokus på, at kvaliteten af de offentlige arbejdspladser forbedres. Men det er ikke det, der lægges op til her, så derfor kan Venstre ikke støtte det her beslutningsforslag.
     Jeg skal meddele, at Det Konservative Folkeparti heller ikke kan støtte dette beslutningsforslag.

Der er ikke nogen spørgsmål. Derfor bliver det nu den næste ordfører, hr. Ole Stavad.

Jeg tror, at den analyse, der fik SF til at fremsætte det her beslutningsforslag, desværre er meget, meget rigtig, nemlig at en af de største udfordringer, vi står over for, er at skabe nogle attraktive, endnu mere attraktive, job i den offentlige sektor, ikke mindst inden for omsorgsområdet, hvis vi skal være i stand til bare at ansætte andre til at erstatte dem, der falder for aldersgrænsen. Hvis aftrædelsen fortsætter, som den er i øjeblikket, er der, som også statsministeren oplyste tidligere på dagen, omkring 200.000, der forlader den offentlige sektor i løbet af de næste 10 år. Og derfor er det den måske største - ja, jeg tror endda, at vi kan fjerne ordet måske - udfordring, vi står over for overhovedet, hvis de ambitioner, de fleste af os har om at sikre et ordentligt velfærdssamfund, skal kunne realiseres.
     Men selv om analysen er rigtig, må jeg sige, at vi ikke er indstillede på at støtte den medicin, man doserer. Vi tror, det er vigtigt, at det er arbejdsmarkedets parter, der aftaler løn- og overenskomstforhold. Jeg er selvfølgelig opmærksom på, at man i måden, man har beskrevet det på, heller ikke umiddelbart har foregrebet det i det her forslag, men jeg tror alligevel, at det vil blive opfattet som en direkte indblanding i de forhold.
     Derimod synes jeg, at det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten, SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet i enighed fremsatte tidligere på dagen, giver nogle af de konkrete anvisninger, som vi har brug for. Derfor er det selvfølgelig ærgerligt, at flertallet - de to regeringspartier og Dansk Folkeparti - har afvist at deltage
i vedtagelsen af det, når det kommer til afstemning her på tirsdag. Derudover har vi jo også en tradition for, at når vi har stået over for sådan virkelig store udfordringer, har skiftende regeringer i tidligere perioder påtaget sig et overordnet ansvar for at gå ind og diskutere nogle rammer for løsninger. Her kunne det være nyttigt, at regeringen overvejede at lave firepartsdrøftelser mellem arbejdsmarkedets parter, regeringen, kommuner og regioner, sådan at man får skabt en fælles forståelse for, hvordan de her ting kan håndteres. Vi gjorde det tilbage i slutningen af 1980'erne, og det satte et helt nyt aftryk i forbindelse med pensionsopsparingen. Det har vist sig, når der er reelle problemer og vi har fælles interesse i at finde løsninger, at det ofte har været et godt afsæt til, at arbejdsmarkedets parter får en forståelse, får redskaber, får rammer til at løse problemerne, og vi vil gerne opfordre til, at man overvejer den mulighed i de videre drøftelser. Så med de her bemærkninger skal jeg afvise forslaget i dets konkrete form, men give en tilslutning til, at den her problemstilling har vi et fælles ansvar for at finde bedre svar på, end der har været lagt op til hidtil. Jeg kan også meddele fra Det Radikale Venstre, at de er enige i hovedindholdet i de bemærkninger, jeg har gjort her, og det vil sige en afvisning, men også en tilslutning til - som det er fremgået tidligere på dagen af det fælles forslag til vedtagelse, som også Det Radikale Venstre var med i - at vi finder løsninger på den store udfordring, vi står over for; det er de også optaget af.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kim Christiansen.

Der er ingen tvivl om, at ældreforsorgen i fremtiden vil blive en stor udfordring; det tror jeg alle partier er enige om. Jeg tror også, at alle er enige om, at der i de seneste år er sket en nedprioritering af plejepersonalet og vigtigheden af deres funktion. Den demografiske udvikling skriger jo også på, at vi er nødt til at forholde os til problematikken på det her område. Så langt er Dansk Folkeparti enig med forslagsstillerne og, tror jeg, med de fleste her i salen.

     Man kan måske sige, at årsagerne er mange, og derfor skal vi heller ikke, for at blive lidt i hr. Ole Stavads metafor, diskutere, hvorfor patienten blev syg, men måske snarere, hvordan vi kan helbrede patienten. Allerede på Dansk Folkepartis sommergruppemøde påpegede vi, at der er problemer inden for ældreforsorgen, både med at fastholde personale og med at skaffe kvalificeret personale i fremtiden.
     Jeg vil sige, at det ikke kun er lønnen, der er motivationsfaktor i det spil. Der er en lang række faktorer, der gør sig gældende, så derfor mener Dansk Folkeparti ikke, at 1 mia. kr., som SF foreslår, rent umiddelbart vil løse problemet. Det er i øvrigt penge, som partierne bag finansloven skal finde, og det er jo nemt at give en omgang, hvis man ikke selv skal betale den. I øvrigt vil jeg lige sige, at der allerede i dag er mulighed for at differentiere lønnen og give lidt ekstra. Det ved jeg at bl.a. Allerød Kommune har benyttet sig af.
     Dansk Folkeparti er et socialt ansvarligt parti, og derfor fik vi også afsat 200 mio. kr. på finansloven som en del af kvalitetsreformen i form af en pulje, som kommunerne kan søge til formål, der kan forbedre arbejdsmiljøet, eller andre projekter, som kan være med til at bedre hverdagen for plejepersonalet og dermed også forbedre forholdene for de ældre.
     Intentionerne i forslaget her synes jeg er rigtig gode, og det tror jeg vi er rigtig mange der synes. Det skal gøres mere attraktivt at være ansat i ældreforsorgen, og Dansk Folkeparti vil gerne være med til at stille redskaber til rådighed. Mit råd til SF skal være, at vi i det kommende udvalgsarbejde skal se på, om vi kan nå frem til en eller anden form for beretning, da vi jo sikkert alle sammen er enige i intentionerne i forslaget. Vi kan diskutere uddannelse, arbejdsmiljø, rekruttering og naturligvis også lønløft, men med hensyn til det sidste vil jeg overlade det til arbejdsmarkedets parter at aftale de egentlige lønforhold.
     Jeg synes altså: Lad os arbejde konstruktivt og måske enes om en fælles beretning i det videre udvalgsarbejde.

Grundlæggende set synes vi i Enhedslisten, at det forslag, der er kommet fra SF, er godt.
     Det er godt på flere forskellige måder, først og fremmest fordi problemet med rekruttering af arbejdskraft inden for den offentlige service klart hænger sammen med, at lønforholdene for de mennesker, der skal tage sig af de syge, de gamle og børnene, er for ringe. Vi har jo set på det seneste, at forskellige kommuner, også med borgerlige borgmestre, selv siger, at den eneste måde, de kan trække arbejdskraft til deres kommune til f.eks. at tage sig af de ældre, er ved at give dem et lønløft.
     Hvis der virkelig er en sådan bred politisk forståelse, mener jeg, det er fuldstændig rigtigt, at man siger til sig selv: Der skal ikke være en konkurrence mellem kommunerne om at tiltrække arbejdskraft. Vi er nødt til at tage et centralt ansvar for at give kommunerne som helhed mulighed for at give et lønløft til ikke mindst de lavest lønnede inden for den sociale service. Så langt, så godt.
     Hvis man ser lidt nærmere på forslaget, er der selvfølgelig nogle problemer. Et af problemerne er, at man kun peger på en del af dem, der arbejder inden for den sociale service, nærmere bestemt dem, der arbejder inden for sundhedssektoren og inden for ældresektoren. Det er ikke de eneste steder, hvor der er lavtlønnede i den offentlige service, og jeg mener klart, at hvis vi skal se på problemet, er det fornuftigste at afsætte penge til lønforbedringer for alle, der arbejder i kommunerne. Det er også klart, at det skal være penge, der som udgangspunkt øremærkes til at blive forhandlet om i overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og de respektive faglige organisationer.

     Forslaget går som udgangspunkt den rigtige vej. Det kan godt være, at det ikke bliver vedtaget, men jeg synes, det vil være et godt signal her fra Folketinget, hvis vi kan blive enige om at sende et signal ud om, at et flertal i Folketinget mener, at der skal ske et lønløft for de lavest lønnede i den kommunale service, og at Folketinget også vil påtage sig ansvaret for at finde de nødvendige penge til kommunerne, så de kan indfri kravene om bedre løn.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Ole Sohn.

Jeg takker for debatten, om end de fleste af ordførerne bevidst har misforstået forslaget. Det gør det også lidt enklere at afvise det.
     Der er ikke noget, der ligger SF fjernere end at foreslå et indgreb i overenskomsterne. Det har vi sådan set nærmest tradition for at være imod, og netop derfor har vi formuleret beslutningsforslaget på en sådan måde, at arbejdsmarkedets parters forhandlingsret respekteres. Men virkeligheden er jo
- og de fleste ved eller burde vide det - at med det lønsystem, der er inden for det offentlige, er det sådan, at hvis man giver en gruppe lønmodtagere lidt mere end gennemsnittet, skal andre betale. Det vil sige, at andre offentligt ansatte kommer til at betale. Derimod kan man sige, at vi som lovgivere og som Folketing har et ansvar for at sikre rekruttering af kvalificeret arbejdskraft, og det er altså et problem. Det er ikke bare et problem, som vil opstå i tiden, der kommer; det er et problem, som allerede eksisterer. Det er et problem, som kommunerne gentagne gange har gjort opmærksom på, og det kan også konstateres ved, at der er for få, der søger ind som eksempelvis social- og sundhedsassistenter, fordi mulighederne for at få et bedre arbejde med bedre arebjdsmiljøforhold og bedre lønforhold findes alle mulige andre steder. Jeg har konstateret, at der ikke er et flertal i Folketinget for SF's forslag i den udformning, det har i dag. Men jeg vil gerne garantere for, at det bliver vedtaget før eller siden, for ingen regering kan holde til ikke at sikre, at kommunerne har en så god økonomi, at de på sigt kan skabe ordentlige forhold for de lavest lønnede i den offentlige sektor. Den offentlige sektor vil forbløde, hvis vi ikke sikrer ordentlige forhold for medarbejderne, så derfor er jeg helt overbevist om, at før eller siden vil forslaget under en eller anden form blive ført ud i livet. Jeg vil meget gerne, som hr. Kim Christiansen var inde på, arbejde videre med problemet i udvalget. Der kan måske laves en eller anden form for beretning, som under en anden form kommer med et forslag, der opfordrer regeringen til at gøre noget ved sagen. Jeg er også meget opmærksom på det, hr. Ole Stavad var inde på, nemlig at der i det forslag til vedtagelse, vi diskuterede under forespørgslen, ligger et signal om at sikre bedre økonomiske rammer for regionerne. Vi har peget på en model, som relativt hurtigt kunne være med til at give det signal til finansministeren, at det under de kommende forhandlinger med kommunerne om bloktilskud skal sikres, at der kommer ekstra midler til at løse opgaven. Det sker så ikke, men så kommer presset på en anden måde, fordi vi er nødt til at løse problemet. Vi kan ikke være andet bekendt - ikke så meget af hensyn til de potentielle ansatte, for de finder bare andre arbejdsopgaver i den private sektor, men vi kan ikke være bekendt over for vore ældre, at vi ikke får løst opgaven. Derfor er jeg ret overbevist om, at før eller siden vil SF's forslag under en eller anden form resultere i bedre forhold for de lavest lønnede i den offentlige sektor, for alt andet vil være uansvarligt, både over for de ansatte og ikke mindst over for de ældre.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Det Politisk-Økonomiske Udvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.