Spm. nr. S 523

8) Til statsministeren af:
Holger K. Nielsen (SF):
»Når Forsvarskommandoen netop har fremlagt tal, der dokumenterer, at de psykiske skadevirkninger for de udsendte danske soldater i Irak er voksende, vil statsministeren da på den baggrund vurdere, om dette kunne skyldes, at ikke alene er selve modstanden mod koalitionstropperne stigende, men den civile tiltro til koalitionstroppernes bidrag til sikkerhed og genopbygning er samtidig faldet dramatisk?«

Hr. Holger K. Nielsen har stillet et spørgsmål om de psykiske skadevirkninger for de udsendte danske soldater i Irak.
     Jeg kan sige, at Forsvarskommandoen har oplyst, at de netop fremlagte tal om psykiske efterreaktioner blandt soldater hjemvendt fra missioner i udlandet viser, at 12 pct. af soldaterne på hold 3 i Irak angiver at have oplevet psykiske efterreaktioner i form af bl.a. søvnbesvær, øget irritabilitet, tegn på tristhed og isolationstendens. På hold
1 og 2 var det henholdsvis 6,9 pct. og 6,7 pct. af soldaterne, der oplevede disse psykiske efterreaktioner. Det er også oplyst, at der på baggrund af den rutinemæssige indsamling af oplysninger om psykiske efterreaktioner ikke kan peges på en entydig årsag til stigningen. Forsvarskommandoen oplyser yderligere, at hold 3 var udsendt i 6 måneder, mens de foregående hold var udsendt i 4 måneder, ligesom hold 3 var udsendt i en periode med en forværret sikkerhedssituation i Irak, hvor soldaterne bl.a. var indsat i nærkampe. Der kan dog ikke på baggrund af de fremlagte tal konkluderes, at disse forhold har været afgørende for stigningen i antallet af psykiske efterreaktioner.

Der er jo tale om meget markante tal for hold 3's vedkommende
i forhold til hold 1 og 2, og der er ingen tvivl om, at det, at de har været væk i 6 måneder, spiller en ganske, ganske stor rolle. Det er længe at være væk, og der var jo også uddannelse forinden. Men det spiller jo også en rolle, at sikkerhedssituationen dernede er blevet forværret, og så må statsministeren altså overveje meget mere alvorligt, hvad regeringen kan tillade sig over for de unge danske mænd, man sender derned. De bliver sendt ned i et område, som bliver stadig mere ustabilt, hvor terrorismen vokser, hvor konflikterne med irakerne vokser, og hvor det hele bliver ganske, ganske voldsommere, og det må altså give anledning til nogle helt anderledes overvejelser hos regeringen end dem, vi har hørt om indtil nu.

Ja, den slags giver selvfølgelig anledning til overvejelser. Men jeg kan ikke føje mere til det, jeg allerede har sagt i dag, nemlig at vi synes, der er en opgave at løse. Vi synes, det er vigtigt for det internationale samfund at bidrage til udbredelsen af demokrati, også i Irak.
     Den irakiske befolkning har med stor valgdeltagelse vist, at den ønsker demokrati, og at den trodser terroristerne, og det synes jeg faktisk vi skal hjælpe irakerne med. Så længe de beder os om at være der, så længe det er bakket op af FN, og så længe vi selv synes, vi kan gøre en fornuftig indsats, synes jeg også, det er rigtigt at være der. Men vi skal selvfølgelig hele tiden tilrettelægge indsatsen sådan, at vore egne soldater har den størst mulige tryghed og sikkerhed, og at vi kan bidrage bedst muligt til genopbygningen og udviklingen af en irakisk sikkerhedsstyrke.

Jeg vil sige, at jeg synes, der er tale om en dumstædighed, som jeg ikke forstår i en situation, hvor vi kan se, at det hele bliver værre og værre, hvor konflikterne bliver voldsommere og voldsommere, og hvor efterreaktionerne hos de danske soldater bliver værre. Det blev de for hold 3's vedkommende, og jeg er helt overbevist om, at man vil se den samme udvikling hos de næste hold.
     Jeg synes, at statsministeren og regeringen af hensyn til de pårørende, til soldaterne og til befolkningen burde sige til sig selv:
Når vi nu oplever denne forværring, når vi nu kan se af meningsmålingerne og tallene, at opbakningen til vores tilstedeværelse bliver mindre og mindre, og når vi kan se, hvordan ustabiliteten bliver større, må vi måske gøre os en ny overvejelse over den strategi, vi har valgt i arbejdet på at skabe stabilitet i Irak.

Jeg synes, hr. Holger K. Nielsen laver en meget besynderlig og meget kunstig kobling mellem psykiske efterreaktioner og den store opgave, vi står over for i Irak, og den strategi, vi skal vælge, og igen står jeg fuldstændig uden noget indtryk af, hvad det egentlig er, SF selv vil - jo, kritisere regeringen og kritisere koalitionen. Men vi får aldrig noget svar på, hvordan SF vil medvirke til at skabe demokrati i Irak og sikre genopbygningen.
     For mig at se er der ikke andet at gøre end at bruge militære midler til at skabe sikkerhed for, at man kan lave genopbygning og uddanne irakisk militær og irakisk politi til selv at overtage ansvaret for sikkerheden og generelt have en udenlandsk militær tilstedeværelse til at hjælpe det irakiske demokrati i gang, indtil det kan stå på egne ben.
     Jeg ved altså ikke, hvad det er, hr. Holger Nielsen vil, for det kan vel næppe være bare at lade terroristerne fortsætte deres virksomhed. Det burde da for alle demokratisk sindede mennesker være ret entydigt, at vi må slå ned på terrorismen, og at vi må hjælpe et nyt demokrati til at blive et stabilt demokrati.

Det er meget sjældent, at statsministeren roder sig selv ind
i en så voldsom selvmodsigelse, som det skete ca. kl. 14.42. Da læste statsministeren op af et svar på, hvorfor det gik værre for hold 3, og dermed formoder jeg også, at statsministeren står inde for, at grunden var en forværret sikkerhedssituation i Irak. Nu har vi brugt 1 time, hvor statsministerens fortælling har været, at det går fremad i Irak, og derfor vil jeg spørge: Var det sådan set helt velovervejet? Var det ikke en undergravning af hele den argumentation, statsministeren har anvendt 1 time til at vildføre Folketinget og offentligheden med, om, at det går godt, når statsministeren pludselig i et svar henviser til den forværrede sikkerhedssituation i Irak? Jeg vil også godt spørge: Var det en fejl, som statsministeren vil æde i sig igen? Det er blevet lidt af en tradition i regeringen, at når man kommer til at sige en oplagt dumhed, tager man den i sig igen, og er det så ikke klogt at gøre det allerede nu, så den ikke hænger i luften?

Det kunne jeg i hvert fald ikke drømme om på baggrund af hr. Villy Søvndals udtalelser, for de er jo en total fordrejning af, hvad jeg har sagt. Jeg har jo ikke stået her i dag og sagt, at situationen er tilfredsstillende. Tværtimod har jeg sagt, at der er behov for at blive dernede og gøre noget for at gøre situationen bedre, så jeg har sagt det modsatte af det, som hr. Villy Søvndal nu prøver at pådutte mig.
     Jeg vil bare sige, at det virker meget kunstigt, at SF nu er helt ude i at analysere psykiske efterreaktioner hos soldater for at komme uden om at svare på det meget klare spørgsmål: Hvad er det, SF vil? Hvad er det, SF vil med Irak? Vil SF et demokrati i Irak, eller vil SF ikke? Det er vi nødt til at få et svar på. Jeg ved godt, at jeg ikke kan stille spørgsmål i spørgetiden, men SF kan jo alligevel godt svare, og vi har ikke fået noget svar på, hvad SF's strategi er. Vi ønsker demokrati i Irak, og vi ønsker at bruge de midler, der skal til for at hjælpe den irakiske regering, så længe den beder os om det.

Jeg forstår godt statsministerens ønske om at spørge, men jeg tror, statsministeren må have lidt tålmodighed til efter næste valg, for så bliver der formentlig mulighed for at stille de spørgsmål, statsministeren gerne vil stille. Det er jo sådan, at oppositionen stiller spørgsmålene.
     Men det, som jeg synes statsministeren gled helt uden om, er, at nu medgav statsministeren i sit svar til hr. Holger K. Nielsen, at sikkerhedssitutionen bliver stadig værre og værre. Det var en af statsministerens forklaringer på, hvorfor de psykiske eftervirkninger på hold 3 var større, ikke sandt? Og vi har altså deltaget i en militær aktion, en ulovlig krig, efterfulgt af en besættelse, som tallene siger at 82 pct. af den irakiske befolkning er imod. Den pris, som danske soldater betaler, både i form af liv og i form af eftervirkninger, fordi de har været udsat for nogle dramatiske ting, bliver større og større og større, og der er ingenting, der kan få statsministeren til at tvivle?

Jo, jeg kan bl.a. tvivle på SF's evne til at give klare svar på, hvordan vi sikrer demokratiet i Irak f.eks., for det kan SF ikke give noget svar på.
     Jeg synes, at vi, der lever i frie, demokratiske samfund, har en forpligtelse til at hjælpe andre folk til at få demokrati, og vi kan jo se, at det irakiske folk brændende ønsker at få de demokratiske rettigheder, som vi nyder gavn af. Under ekstremt besværlige forhold er den irakiske befolkning i stort tal mødt op ved stemmeurnerne og har afgivet stemme ved et parlamentsvalg og en folkeafstemning, og befolkningen skal igen til parlamentsvalg nu i december.
     Jeg kan ikke forstå, at SF ikke vil være med til at hjælpe den irakiske befolkning i den proces. Jeg kan ikke forstå, at SF ikke kan se, at når terrorister prøver at bombe den proces i stykker, er vi nødt til at have en militær tilstedeværelse for at hjælpe irakerne, så længe de beder os om det, og så længe FN bakker det op.

Hr. Ole Sohn som medspørger, værsgo.

Det er en meget, meget besynderlig form for postuleren, statsministeren kommer med. Det har i årevis være kendt, at SF går ind for demokrati, også i Irak, at vi er imod Saddam, og at vi er imod terroristerne. Vi har sådan set sagt fra starten, at vi støttede, at FN skulle spille en aktiv rolle, og derfor var vi også imod, at et mindretal i FN med USA i spidsen gik ulovligt i krig. Vi havde altså sådan set den samme intention som Frankrig og Tyskland og andre, som ønskede at gå en anden vej.
     Der findes ikke nogen enkle svar, men der er et spørgsmål, som statsministeren er nødt til at forholde sig til. Der er en stigende modstand blandt civilbefolkningen mod situationen, den føler sig mindre tryg, og den er mere utilfreds med besættelsesstyrkerne, samtidig med at vi sender soldater, som lider skade, fordi de ikke kan se formålet med det, derned. Statsministeren bliver da nødt til at reflektere over, om det er den rigtige strategi.

Her ved afslutningen af denne debat er jeg nødt til at konkludere, at der overhovedet ingen sammenhæng er mellem det, SF siger, og det, SF gør.
     Hr. Ole Sohn siger, at SF er for demokrati - ja, selvfølgelig, men SF vil ikke gøre noget for at hjælpe den irakiske regering til demokrati; hr. Ole Sohn siger, at SF er imod Saddam - ja, forhåbentlig da, men SF vil ikke gøre noget for at fjerne Saddam; hr. Ole Sohn siger, at SF er imod terrorister - ja, men SF vil ikke sikre de militære midler til at bekæmpe terroristerne; hr. Ole Sohn siger, at SF er for FN - ja, men SF vil ikke følge FN's opfordringer til at hjælpe irakerne med militær tilstedeværelse. Der er overhovedet ingen sammenhæng mellem, hvad SF siger, og hvad SF gør.

Er det ikke en lidt for barnlig form for argumentation? På samme måde kan man jo sige: Æ-bæ-bu, der er heller ingen sammenhæng i statsministerens argumentation.
     Statsministeren siger, man skal bekæmpe terrorismen, men den ulovlige krig har skabt flere terrorister. Statsministerens siger, at man skal skabe ro og stabilitet og opbygge Irak, men virkeligheden er den modsatte. Konsekvensen af regeringens politik har været det modsatte: Der er ikke rent vand, kloaksystemerne virker ikke, elektriciteten virker ikke. Flertallet af den irakiske befolkning er imod tilstedeværelsen af de udenlandske tropper, den føler sig mindre tryg. Ergo virker regeringens strategi ikke.
     Statsministeren vil gerne have, at SF skal reflektere. Kan statsministeren ikke på samme måde, som man gør i bl.a. Storbritannien, begynde at reflektere over: Var det det rigtige, vi gjorde? Bør vi tage konsekvensen og overveje en anden form for strategi, som ikke skaber flere psykisk syge danske soldater, og som ikke fremmer en stigende modstand blandt den irakiske civilbefolkning?

Jeg reflekterer hele tiden, og vi skal selvfølgelig lære af alt, hvad vi hører, og af alt hvad vi ser. Men jeg kigger fremad og ikke bagud.
     Hr. Ole Sohn har jo ikke givet noget svar på, hvilken anden strategi man skal følge, og det, hr. Ole Sohn skal hæfte sig ved, er, at den irakiske regering - en lovligt valgt regering, som er støttet af FN - beder os om at blive i Irak, indtil den selv kan overtage ansvaret for sikkerheden. FN's Sikkerhedsråd har enstemmigt vedtaget en resolution, der giver baggrund for, ja, oven i købet opfordrer til, at det internationale samfund hjælper den irakiske regering, også med militær tilstedeværelse, og det er det, hr. Ole Sohn ikke vil forholde sig til.

Hr. Holger K. Nielsen, sidste spørgsmål.

Alle ved jo udmærket godt, at vi var uenige i den strategi, der gik ud på, at man gennem krig skulle ud i et moderne korsfarertog mod Irak, fordi det ikke er den rigtige måde at gennemføre demokrati på.
     Men når man nu siger, at det er lidt kunstigt at tage udgangspunkt i de psykiske efterveer, de danske soldater har haft, må jeg tilstå, at det virker som en noget arrogant udtalelse fra statsministerens side. Det er aldeles ikke kunstigt. Det er udtryk for en helt relevant bekymring for de danske styrker nede i Irak, også over længden af den tid, de er dernede. Det er givetvis fuldstændig korrekt, at der ligger et problem der, og hvis regeringen vil gøre noget ved det, så lad os diskutere det; det er vi med på. Men at hele sikkerhedssituationen blev forværret for hold 3's vedkommende og er blevet yderligere forværret siden hen må da give anledning til andre overvejelser end den arrogance, som statsministeren kom med.

Jeg må kraftigt afvise hr. Holger K. Nielsens påstand om, at jeg skulle være arrogant over for problemet. Jeg tager det meget alvorligt, og det gør forsvaret selvfølgelig også. Jeg vil sige, at de danske soldater er godt uddannede og udfører et dygtigt arbejde, og forsvaret tager selvfølgelig hånd om typiske efterreaktioner og tager i det hele taget hånd om de soldater, der har været sendt ud - ingen som helst tvivl om det. Det tager jeg også dybt alvorligt, og jeg siger bare, at det er en meget kunstig kobling, når SF tilsyneladende vil knytte en forbindelse derfra til en argumentation for, at Danmark skal trække sig ud.
     Jeg har som mål, at Danmark skal trække sig ud, men det er bestemt ikke terroristerne, der skal bestemme det. Det er ikke terroristerne, der skal bestemme det, og de, der går og flirter med den tanke, kommer meget nemt til at opmuntre terroristerne, fordi terroristerne så får det indtryk, at bare de bomber tilstrækkelig meget, er der nok nogle, der bliver så ængstelige, at de trækker sig ud.
     Derfor er jeg nødt til at slå fast, at vi skal blive i Irak for at hjælpe den irakiske regering, så længe den beder om det, og så længe FN bakker det op. Det er altså ikke terroristerne, der skal bestemme, hvornår vi skal trække os ud.

Hermed sluttede spørgsmålet.