Spm. nr. S 519

4) Til statsministeren af:
Ole Sohn (SF):
»Er det statsministerens vurdering, at konkrete og synlige fremskridt med genopbygningen af Irak er afgørende for den irakiske civilbefolknings tillid til koalitionstroppernes tilstedeværelse, og hvordan vil den danske regering og de danske styrker i Irak bidrage til at forstærke genopbygningen og tilliden?«

Der er jo til stadighed en løbende debat om koalitionsstyrkernes befrielse af Irak, og formodentlig er et af kernepunkterne spørgsmålet om, hvordan man kan bidrage til at sikre en genopbygning af samfundet, for det må jo ligesom være det, der er forudsætningen for, at civilbefolkningen kan have tillid til koalitionsstyrkerne.
     Derfor er mit spørgsmål, om det er statsministerens vurdering, at det går godt med at opbygge tilliden for de danske styrker og koalitionsstyrkerne i det hele taget i forhold til den irakiske civilbefolkning.

Jeg synes, de danske soldater gør en rigtig dygtig indsats i Irak og yder betydningsfulde bidrag til at forbedre situationen, både sikkerhedssituationen og med hensyn til den civile genopbygning.
     Men der er selvfølgelig ingen grund til at skjule, at arbejdet bliver vanskeliggjort af, at skrupelløse terrorister dræber mennesker, bomber vigtige installationer for at forhindre genopbygningen og for at forsøge at skabe kaos og for at stoppe den demokratiske proces.
     Så den internationale koalition gør et godt arbejde for at skabe sikkerhed og bedre vilkår for den irakiske befolkning, men skrupelløse terrorister prøver at blokere den proces, for de ønsker ikke demokrati i Irak.

Jeg har ikke nogen grund til at anfægte de danske soldaters indsats, men kernen i spørgsmålet handler mere om den irakiske civilbefolkning. Nu formoder jeg ikke, at statsministeren betragter den irakiske civilbefolkning over en bank som terrorister, og det er jo vigtigt, hvordan man vinder civilbefolkningens tillid. Det, der jo sådan set er hele opgaven, for at operationen kan lykkes, er, at civilbefolkningen i stigende omfang bakker op om den indsats, koalitionsstyrkerne udøver, og der er jo ikke meget, der tyder på, at det er det, som sker i de her dage eller i de her måneder.

Jo, det er faktisk sådan, at de meningsmålinger, der er tilgængelige, og som fortæller noget om, hvordan den irakiske civilbefolkning ser på det at angribe koalitionsstyrkerne så vel som at angribe de irakiske sikkerhedsstyrker, viser, at et markant flertal er imod den slags angreb. Selvfølgelig vil der være nogle yderliggående fanatikere, som synes, det er helt i orden at angribe koalitionen, men langt de fleste ønsker altså, at der skulle være fred og ro.
     På trods af at sikkerhedssituationen er virkelig besværlig på grund af de banditter, der prøver at undergrave stabiliteten i Irak, så er det faktisk sådan, at når man spørger den irakiske befolkning, hvordan den ser på udviklingen i den kommende tid, så må man sige, at på trods af alle de her vanskeligheder er der en ret betydelig grad af optimisme, for halvdelen af befolkningen mener, at inden for de næste 6 måneder vil situationen være bedre, end den er nu, og 63 pct. af befolkningen er af den opfattelse, at hvis man kigger 1 år frem, er situationen bedre end nu. Det er egentlig bemærkelsesværdigt i betragtning af, hvor alvorligt og hvor besværligt det ser ud lige nu, at der så er en så stor del af den irakiske befolkning, der alligevel synes, at det nok er bedre om 6 måneder og om 12 måneder.
     Så egentlig synes jeg alle ting taget i betragtning, at der er grund til en vis optimisme.

Jeg formoder, at det er nye meningsmålinger, statsministeren henviser til, for det er vel næppe dem, som vi hørte om for et halvt år siden, og som sagde det samme, som der blev refereret til her. Men det er vel ret iboende for et menneske, at man altid håber og tror på en bedre udvikling end den, man står midt i, hvis man er i en krise. Det ville være et ret naturligt svar.
     Det, der er lidt afgørende, er, om statsministeren på noget som helst tidspunkt i løbet af døgnets 24 timer en gang imellem får den overvejelse, om det måske er den rigtige form for indsats, når det nu viser sig, at det ikke blot er banditterne og terroristerne - som ingen støtter - men faktisk den brede del af civilbefolkningen, som mener, at det er en forkert måde, tingene bliver grebet an på. Giver det ikke anledning til overvejelser over, om det er den rette måde, man forsøger at sætte koalitionsstyrkerne ind på?

Hr. Ole Sohn har jo ikke ret i, at et stort flertal i den irakiske befolkning synes, det er i orden at angribe med terror. Det er jo ikke sandt. Det vender de fleste sig imod. Det viser sig, når man spørger i meningsmålingerne, men det viser sig jo også, når folk skal hen at stemme, at på trods af terroristernes trusler var valgdeltagelsen her ved folkeafstemningen jo markant høj. Det viser, at det irakiske folk ønsker demokrati.
     Det er jo også det, den irakiske regering siger til os. De siger: Jamen vi har selvfølgelig det mål, at de udenlandske tropper skal ud og de skal hjem - ligesom vi har. Men, siger de, I må blive, indtil vi har stabiliseret situationen og vi selv er i stand til at tage ansvar for vores egen sikkerhed.
     Det er jo det, irakerne ønsker, og det synes jeg vi skal hjælpe dem med.

Så er det hr. Villy Søvndal som medspørger.

Jeg vil godt spørge statsministeren, hvor mange af de danske soldater der faktisk deltager i genopbygningen.

Jamen det gør de jo alle sammen på den måde, at forudsætningen for overhovedet at kunne lave genopbygningen er, at der er en vis form for sikkerhed, og derfor kan man jo ikke sådan adskille det og sige, at der er nogle, der sørger for sikkerhed, og der er nogle, der sørger for genopbygning.
     Vi forsøger netop at integrere opgaven på grund af den meget vanskelige sikkerhedssituation, og derfor må man jo sige, at når Danmark er til stede med 530 soldater, så er det, fordi alle 530 direkte eller indirekte hjælper til med genopbygningen, for det kræver også en vis form for sikkerhed.

Jeg var meget spændt på statsministerens svar, for det er selvfølgelig rigtigt, at der er en vanskelig sikkerhedssituation i Irak, fordi irakerne ikke ønsker de fremmede troppers tilstedeværelse. Men faktisk har jeg fået et svar fra forsvarsministeren, det er dateret den 13. oktober i år, altså 2005, og der skriver han - jeg citerer tre linjer fra svaret:
     »I bataljonen er der i øjeblikket 15 soldater, som primært har til opgave at yde støtte til civile indsatser i det danske ansvarsområde.«
     Og så er der i øvrigt udtømmende redegjort for, hvad de laver.
     Der forstår jeg godt, at statsministeren vælger et svar, der er så bredt, at det bliver ligegyldigt, nemlig at alle deltager i den civile indsats. Virkeligheden er altså, at ud af 530 soldater er der 15, der deltager i genopbygningen, resten passer på sig selv, om man så må sige.
     Bliver der meget genopbygning ud af det, hr. statsminister?

Ja, det gør der faktisk. Og jeg synes, det er groft at sige, at de »passer på sig selv«. Jeg synes faktisk, det er ret groft at sige, at de bare passer på sig selv, som om det ikke var vigtigt nok. Der er jo faktisk danske soldater, der er kommet galt af sted, og nogle på den allerværste måde ved at miste livet. Så jeg synes ikke, man skal stå og nedvurdere det, at de passer på sig selv.
     Men det, at alle 530 medvirker til genopbygningen, er jo en sandhed, for dem, der er sat, om jeg så må sige, til det direkte civilt-militære samarbejde, og dem, som arbejder konkret med genopbygningsprojekter, kan jo kun gøre det under betryggende forhold, hvis der er nogle, som hjælper med til at sikre ikke bare sig selv, men også sikre, at det arbejde kan finde sted.
     Så derfor synes jeg, at hr. Villy Søvndal skal være lidt forsigtig. Nu har han jo ikke været til stede i Irak og set det med egne øjne. Jeg synes, hr. Villy Søvndal skal være noget forsigtig med at tale nedvurderende om det, at soldaterne passer på sig selv. Det synes jeg faktisk også at de har pligt til.

Så er det hr. Holger K. Nielsen som medspørger.

Jeg vil gerne sige til statsministeren, at der er da ingen her, der nedvurderer det arbejde. Det, vi påpeger, er, at der er et misforhold mellem det militære og så det civile genopbygningsarbejde dernede.
     Vil statsministeren ikke medgive, at et af hovedproblemerne er, at den irakiske befolkning jo ikke har kunnet mærke de fremskridt i deres hverdag, som de havde forventet?
     Jeg tror da, eller jeg ved, at de fleste var glade for, at Saddam Hussein faldt, men alle meningsmålinger, alle erfaringer siden hen har jo vist, at dagligdagen ikke er blevet bedre for den almindelige befolkning, og derfor er de jo ikke glade for den militære besættelse af deres land.

Det er jo simpelt hen forkert, det, hr. Holger K. Nielsen siger nu; dagligdagen er da blevet bedre, og det er jo også det, irakerne siger. Men den er da langt fra god nok. Bl.a. er sikkerhedssituationen selvfølgelig aldeles utilfredsstillende specielt i visse dele af Irak, mens den faktisk er ganske udmærket i andre dele af Irak. Der er da store dele af den irakiske befolkning, der synes, at det går væsentlig bedre, end det gjorde tidligere.
     Men det er da klart, at den elite, der sad på magten før, det mindretal, der havde taget magten før under Saddam Hussein, selvfølgelig ikke er tilfreds med situationen. Det er måske dem, der står bag terroren, i hvert fald en væsentlig del af den. Men for store dele af den irakiske befolkning er der da fremskridt: Kurderne lever i fred og harmoni, der er store fremskridt i den nordlige del af Irak, og i den sydlige del af Irak, hvor Saddam Hussein undertrykte befolkningen, er der da store fremskridt. Så det er jo simpelt hen forkert, det, hr. Holger K. Nielsen siger.
     Men hermed har jeg da ikke sagt, at situationen er tilfredsstillende, for det er den da ikke. Sikkerhedssituationen er da meget utilfredsstillende, og det er derfor, vi skal hjælpe irakerne med at gøre det bedre.

Jo, men det er jo her, problemet opstår, når der bliver brugt så mange ressourcer på militære aktiviteter frem for genopbygning. Hvis man skal undgå, at terrorismen får mere grobund i befolkningen - og den undersøgelse fra briterne, der kom frem for nylig, viser jo, at der i høj grad er grobund for, at de her aktioner støttes - jamen så er man nødt til at sætte sig langt mere på den civile genopbygning.
     Jeg vil så godt spørge statsministeren: Anfægter det slet ikke statsministeren, at der nu er gået næsten 3 år - 2½-3 år - siden man startede denne her aktion? Man havde dengang en forestilling om, at når man fik Saddam Hussein væltet, så ville der blive ro og stabilitet i Irak. Siden hen er terrorismen vokset, og ustabiliteten er vokset. Anfægter det ikke på noget tidspunkt statsministeren?

Det, det giver anledning til hos mig, er jo at fastslå, at det er terroristerne, der skaber ustabiliteten, det er jo ikke koalitionen. Det er jo ikke den internationale koalition, der dræber irakere, det er terroristerne, der dræber irakere. Den internationale koalition forsøger at forsvare irakere. Det er ikke den internationale koalition, der bomber olieinstallationer og elinstallationer og andre installationer, det er terroristerne, der gør det; den internationale koalition forsøger at bygge det op.
     Jeg synes ærlig talt, at hr. Holger K. Nielsen skulle rette sit skyts og sin vrede mod terroristerne frem for mod koalitionen. Det er meget mærkeligt, at venstrefløjen hele tiden har travlt med at angribe dem, som faktisk prøver at bygge Irak op, dem, som faktisk prøver at beskytte irakerne, og i hvert fald kommer til at formulere sig på en måde, som om man nærmest forsvarer terrorangrebene.
     Det vil jeg ikke sige at hr. Holger K. Nielsen gør, altså, det vil jeg ikke sige; jeg siger bare: Man skal passe meget på med, hvordan man formulerer det her, for det kommer meget nemt til at tage sig ud, som om hr. Holger K. Nielsen er mindre kritisk over for terroristerne, end hr. Holger K. Nielsen er over for koalitionen, som faktisk prøver at forsvare irakerne og bygge landet op og sikre gennemførelsen af demokrati.

Så er det hr. Ole Sohn for et sidste spørgsmål.

Det er lige voldsomt nok at anklage venstrefløjen for at støtte terroristerne. Men det er vel et eller andet iboende, som statsministeren også i andre sammenhænge har forståelse for, at nogle gør modstand, uanset om det er berettiget eller ej. Det er sådan meget iboende.
     Derfor forstår jeg ikke, at statsministeren ikke kan have den samme refleksion, som man har i USA og i Storbritannien over, hvorvidt det er den rigtige måde, man har sat ind i Irak på, når det nu viser sig, at det ikke bare er skrupelløse terrorister og banditter, men at det faktisk er et flertal af befolkningen, som ikke kan se formålet med besættelsesstyrkernes tilstedeværelse, og når man ikke kan se, at der sker fremskridt, reelle fremskridt i deres civile hverdag. Det er det, der er afgørende.
     Så må man på et eller andet tidspunkt, forhåbentlig da også som dansk statsminister, begynde at reflektere over: Er det den rigtige måde, vi optræder på, eller burde man agere på en anden måde? Den mere konstruktive form for diskussion har man jo både i USA og i Storbritannien. Hvorfor er statsministeren fuldstændig resistent over for den form for refleksion?

Det er en forkert fremstilling, hr. Ole Sohn giver, for det er jo ikke rigtigt, at et flertal i den irakiske befolkning støtter disse angreb; de tager afstand fra dem.
     Hr. Ole Sohn siger så: Jamen det er da meget naturligt, at nogle gør modstand. Men jeg kan ikke forstå, at hr. Ole Sohn bare siger det sådan tonløst, for hvem er det, der gør modstand? Hvad er det for nogle, om hvem hr. Ole Sohn her bare sådan tonløst siger: Vi må have forståelse for, at nogle gør modstand?
     Altså, de, der gør modstand - i det omfang vi er i stand til at identificere dem - er nogle med tilknytning til det gamle regime. Hr. Ole Sohn og hr. Villy Søvndal og hr. Holger
K. Nielsen har hele tiden travlt med at sige, at de skam også ønskede det gamle regime væk. Ikke desto mindre siger hr. Ole Sohn, at det er meget naturligt, at de gør modstand. Hvordan hænger det sammen, at man siger, at man vil have Saddam Hussein væk, men alligevel bare sådan accepterer, at hans folk gør modstand? Man burde da støtte koalitionen i at få det kæmpet ned.
     I et vist omfang er der måske også tale om terrorister, der kommer ind i Irak uden for Iraks grænser, måske oven i købet støttet af nationer uden for Iraks grænser, som er ude på at destabilisere situationen i Irak. Skal det virkelig forstås sådan, at det accepterer hr. Ole Sohn bare og synes, det er meget naturligt, at der er nogle, der gør modstand? Det er her, jeg ikke forstår venstrefløjen. Det er, som om man er mere kritisk over for den koalition, der prøver at skabe demokrati i Irak, end man er over for de terrorister, der prøver at nedbryde demokratiet i Irak.

Hermed sluttede spørgsmålet.