Den næste sag på dagsordenen var:
3) Forhandling om redegørelse nr. R 7:
Beskæftigelsesministerens redegørelse af 14/12 2005 om fremtidens arbejdsmiljø 2010 - ny prioritering af arbejdsmiljøindsatsen. Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen). (Redegørelsen anmeldt 14/12 2005. Redegørelsen givet 14/12 2005. Meddelelse om forhandling 14/12 2005).

Sammen med denne sag foretoges:
4) Forespørgsel nr. F 27:
Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:
»Hvad kan ministeren oplyse om de nye tiltag i henholdsvis regeringens og parternes arbejdsmiljøindsats, der skal sikre, at prioriteringerne for den samlede arbejdsmiljøindsats frem til udgangen af 2010 ændres fra hensigtserklæringer til forpligtende, realistiske mål?« Af Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Lone Møller (S) og Anne Baastrup
(SF). (Forespørgslen anmeldt 26/1 2006. Fremme af forespørgslen vedtaget 1/2 2006).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 21. februar 2006.
     Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Jørgen Arbo-Bæhr, for at begrunde forespørgslen.

Begrundelse

Et sundt og sikkert arbejdsmiljø er nok noget af det vigtigste i de fleste menneskers hverdag. Det handler jo i bund og grund om, om det skal være rart eller i hvert fald til at holde ud at gå på arbejde. Går man glad og tilfreds hjem, eller går man hjem med værkende lemmer og hovedpine? Det er spørgsmålet, og derfor er et sundt og sikkert arbejdsmiljø ikke til salg.
     Desværre må vi stadig væk konstatere, at alt for mange bliver syge af deres arbejde, at endnu flere kommer til skade som følge af arbejdsulykker, og at det ikke går den rigtige vej netop nu. Derfor er der mange gode grunde til, at vi ser arbejdsmiljøpolitikken noget efter i sømmene.
     Beskæftigelsesministerens redegørelse om fremtidens arbejdsmiljø lægger op til nogle konkrete mål for forbedringer på fire prioriterede områder: ulykker, psykisk arbejdsmiljø, støj og muskel- og skeletbesvær.
     Konkrete mål er jo godt. Man kan selvfølgelig godt diskutere, om de prioriteringer, der er lagt op til, er de rigtige, og om målene er ambitiøse nok, men det er ikke hovedsigtet med denne forespørgsel.
     Derimod vil vi efterlyse beskæftigelsesministerens svar på, hvordan målene skal nås. Det nytter jo ikke noget, hvis man bare skriver nogle tal ned på et stykke papir og derefter beder til en eller anden gud om, at det går godt. Erfaringerne fra de første 4 år med den borgerlige regering viser desværre, at redskaberne ikke har stået mål med de mål, der var sat op for indsatsen. Med andre ord efterlyser vi initiativer fra beskæftigelsesministeren, der kan ændre prioriteringerne fra at være hensigtserklæringer til at være forpligtende og realistiske mål.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Så er det beskæftigelsesministeren for at besvare forespørgslen.

Besvarelse

Jeg vil gerne indlede med at sige tak for denne forespørgsel om den fremtidige arbejdsmiljøindsats. Den giver mig mulighed for at fremlægge regeringens redegørelse om fremtidens arbejdsmiljø for Folketinget, en redegørelse, jeg er meget stolt over at kunne præsentere.
     Stoltheden skyldes, at redegørelsen både hviler på et solidt fagligt grundlag og tager højde for den fremtidige arbejdsudvikling, samtidig med at dens prioriteringer støttes af et enigt Arbejdsmiljøråd.
     Formålet med redegørelsen er at sikre en forpligtende arbejdsindsats med realistiske mål, netop hvad forslagsstillerne bag forespørgslen efterlyser. I redegørelsen opstiller regeringen nemlig helt konkrete og forpligtende mål for arbejdsmiljøindsatsen, mål, som ikke bare forpligter regeringen, men også arbejdsmarkedets parter, for det er et fælles ansvar, at vi når de ambitiøse mål.
     Bagefter vil der så blive målt på, om målene bliver indfriet. Kort sagt er det her jo en forpligtende arbejdsmiljøindsats.

     Et sundt og sikkert arbejdsmiljø er centralt for det enkelte menneskes arbejdsglæde og trivsel. I yderste konsekvens kan et dårligt arbejdsmiljø have fatale konsekvenser, f.eks. når en alvorlig arbejdsulykke får betydning for en hel families eksistens.
     For virksomhederne er der også sund fornuft i et godt arbejdsmiljø. Glade, tilfredse og sunde medarbejdere er gode medarbejdere. Jo bedre arbejdsmiljø, des mindre nedslidning; jo færre arbejdsulykker, des færre sygefravær, og både sygefravær og arbejdsulykker koster virksomhederne dyrt på bundlinjen.
     Men arbejdsmiljøindsatsen er også vigtig set i et bredere perspektiv, nemlig når det gælder om at øge udbuddet af arbejdskraft og fastholde de ældre på arbejdsmarkedet. Når der bliver flere ældre og færre yngre på arbejdsmarkedet, har vi brug for alle de hænder og hoveder, der er, og en af brikkerne i det spil er nemlig et godt arbejdsmiljø.
     Det bliver også en af de store udfordringer i de kommende år at sikre, at flere med en anden etnisk baggrund får en fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og vi skal have afklaret, om arbejdsmiljøet spiller en rolle i den forbindelse.
     Hvad er det så for udfordringer, vi står over for i de kommende år? Hvad er det for forhold, en ny prioritering skal imødegå? Det er f.eks. den øgede globalisering og konkurrence, hvor vi må forvente en forøgelse i de kommende år. Globaliseringen fører bl.a., som vi allerede har set eksempler på, til outsourcing af både traditionel industriel produktion og standardiseret vidensarbejde. Det kan f.eks. være callcentre, som placeres i Indien.
     Den øgede globalisering og konkurrence fører også til, at flere fra andre lande, ikke mindst fra de østeuropæiske lande, søger hertil for at arbejde i kortere perioder.
     Den nye arbejdsmiljøprioritering skal også tage højde for den store vækst, vi oplever i servicesektoren og den hastige teknologiske udvikling f.eks. inden for kommunikationsteknologi, bioteknologi og nanoteknologi. Ikke mindst ny udvikling inden for informations- og kommunikationsteknologien forventes også at slå igennem i arbejdslivet i løbet af de næste 5 år.
     Så er der selvfølgelig den demografiske udvikling med en stigende andel ældre og flere med anden etnisk baggrund, som den nye prioritering skal tage højde for.
     Hvad betyder disse udfordringer så for arbejdsmiljøet? Udviklingen går trods alt ikke hurtigere, end at vi også i perioden frem til år 2010 fortsat vil have de arbejdsmiljøproblemer, vi har i dag. Men der vil også ske forandringer, og det, vi må forvente at se, vil være færre job i den traditionelle produktionsindustri. En del af disse job vil blive outsourcet, og vi vil få færre af de arbejdsmiljøproblemer, som typisk ses i industrien.
     Vi vil få flere job præget af stillesiddende arbejde på grund af vækst i videns- og computerarbejde. Vi vil få flere job med psykiske belastninger på grund af øget arbejdsintensitet, stigende krav i arbejdet, mere flydende grænser mellem arbejde og privatliv, skiftende og skæve arbejdstider og hastige forandringer, alt sammen noget, der kan give risiko for udvikling af f.eks. stress.
     Endelig kan den ændrede sammensætning af arbejdsstyrken med flere ældre og flere med anden etnisk baggrund få betydning for, hvordan arbejdsmiljøet påvirker de ansatte.
     Når vi ser ud i fremtiden, kan vi altså pege på en række forskellige arbejdsmiljøproblemer, som alle har væsentlig betydning for sikkerhed og sundhed.
     Hvorfor er det så, at vi skal prioritere mellem arbejdsmiljøproblemerne? De er vel alle sammen vigtige. Ja, det er de, men problemet er bare, at hvis vi ikke prioriterer, men prøver at gøre det hele på en gang, så får vi ikke en effektiv arbejdsmiljøindsats, og det skal vi have. En effektiv arbejdsmiljøindsats kræver efter min mening, at vi prioriterer blandt arbejdsmiljøproblemerne.

     Vi kan ikke gøre alting på en gang, så vi skal tage fat der, hvor problemerne er størst, vi skal opstille konkrete mål for, hvad vi vil opnå med arbejdsmiljøindsatsen, og vi skal bagefter kunne se, om vi har nået de mål, vi satte os. Vi skal hele tiden blive klogere på, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
     Vi skal have en prioritering, som er logisk, og som hviler på et solidt fagligt grundlag. Ellers får vi ikke en fælles indsats, hvor arbejdsgiverne, de ansatte, arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet arbejder i samme retning.
     Det er derfor utrolig vigtigt, at alle bakker op om den nye prioritering, og det gør de. Arbejdsmiljørådet er nået frem til en enig indstilling om prioriteringen, en prioritering, som jeg har kunnet gøre til regeringens politik
i den redegørelse, jeg har forelagt Folketinget. Det eksisterende handlingsprogram på arbejdsmiljøområdet og den nuværende prioritering udløb med udgangen af 2005. I 2002 indstillede parterne i enighed fire områder til mig, som skulle have høj prioritet frem til udgangen af 2005. Det kaldte jeg dengang for banebrydende nytænkning, og det synes jeg sådan set stadig det var. For første gang blev der opnået enighed om at fokusere på nogle bestemte problemer, og for første gang var der formuleret målbare mål for, hvad der skulle nås på de fire områder. Erfaringerne med at sætte ekstra spot på udvalgte områder synes jeg har været gode. Om vi kommer helt i mål, ved vi, når resultaterne foreligger ved udgangen af 2006. Med redegørelsen om fremtidens arbejdsmiljø ligger der nu en ny prioritering af arbejdsmiljøindsatsen, som skal gælde de næste 5 år. Hvad er det så for områder, der skal være omdrejningspunktet for de næste 5 års arbejdsmiljøindsats? Det er arbejdsulykker, psykisk arbejdsmiljø, støj og muskel- og skeletbesvær. Valget af disse fire områder hviler som nævnt på et solidt fagligt grundlag. Det er alle sammen arbejdsmiljøproblemer, der vil høre til blandt de væsentligste i den nærmeste fremtid. Desuden er det arbejdsmiljøproblemer, som er væsentlige i et beskæftigelsespolitisk perspektiv, fordi de er med til at slide folk ned, så de ikke kan fortsætte så længe på arbejdsmarkedet. Med valget af disse fire arbejdsmiljøproblemer forventer vi, at arbejdsmiljøpolitikken kan bidrage til at forebygge arbejdsskader og sygefravær, forebygge erhvervsevnetab og arbejdsophør og fastholde ældre på arbejdsmarkedet. Samtidig bakker den nye prioritering op om sundhedspolitikken, ligesom vi har sikret overensstemmelse med prioriteringerne på EU-niveau. Hvorfor er det så netop de fire områder, vi har valgt at prioritere? Arbejdsulykker er med, fordi der er tale om et meget udbredt og alvorligt samfundsproblem. Der er stadig alt for mange, der kommer til skade, og én ulykke er en for meget, så der er god grund til at fastholde fokus på ulykkerne. Psykisk arbejdsmiljø er med, fordi det uden tvivl er en af de helt store arbejdsmiljømæssige udfordringer, og udviklingen på arbejdsmarkedet ser ikke ud til at gøre denne udfordring mindre. Derfor er det utrolig vigtigt at tage området meget alvorligt og at give det en meget høj prioritering i arbejdsmiljøarbejdet. Støj er med, fordi det er et problem, der står højt ikke bare på regeringens, men også på den europæiske arbejdsmiljødagsorden. Vi prioriterer ikke kun den høreskadende støj, den, man f.eks. udsættes for på en byggeplads. Vi tager også den generende støj med. Det er
f.eks. den, de ansatte i en børnehave udsættes for. Muskel- og skeletbesvær er, når man har ondt i ryggen eller skuldrene. Det er med, fordi det også fremover vil være et særdeles udbredt problem, et problem, der kan have vidtrækkende konsekvenser både for det enkelte menneske og set ud fra et beskæftigelsesmæssigt perspektiv.

     Men hvad er der så blevet af de andre arbejdsmiljøproblemer, kunne nogle spørge. Skal der ikke gøres noget ved dem? Jo, det skal der. Det skal fortsat være sådan, at den enkelte virksomhed løser de konkrete arbejdsmiljøproblemer, som findes på netop den virksomhed. For selv om nogle arbejdsmiljøproblemer ikke er så udbredte på samfundsplan, kan de godt have stor udbredelse i den enkelte branche.
     Det gælder f.eks. kræftfremkaldende stoffer. Virksomheder, der arbejder med kræftfremkaldende stoffer, skal naturligvis fortsat arbejde videre med de konkrete problemer, de har, selv om problemerne ikke er en del af den landsdækkende prioritering.
     Hvordan sikrer vi os så, at prioriteringen slår igennem? Det gør vi ved at opstille helt konkrete og forpligtende mål om reduktioner på de fire områder. Arbejdsulykkerne skal ned med 20 pct., de psykiske belastninger skal reduceres med 10 pct., den høreskadende støj skal ned med 15 pct., den generende støj skal ned med 10 pct.
     Det konkrete mål for muskel- og skeletbesvær vil først blive formuleret i begyndelsen af 2007. Jeg havde håbet, at Arbejdsmiljørådet var kommet med et konkret mål nu, men jeg ser frem til at få et bud inden udgangen af første kvartal næste år, og målet vil stadig skulle nås inden udgangen af 2010.
     De konkrete reduktionsmål er ambitiøse. Det er godt, for målene forpligter. Vi følger med i udviklingen inden for de fire arbejdsmiljøproblemer.
     Men hvem er det så, der skal løfte opgaven? Hvad skal der ske nu? Først og fremmest er det virksomhederne, der skal sørge for, at vi når i mål. Det er indsatsen på den enkelte virksomhed, der er afgørende for, at vi ser forbedringer i arbejdsmiljøet. Beskæftigelsesministeriet vil leve op til sin del og sørge for, at prioriteringen danner afsæt for både udviklingsarbejdet, tilsyn med virksomhederne, regulering, vejlednings- og informationsmateriale, statistik og analyse. Selvfølgelig vil prioriteringen også blive båret igennem på forskningssiden, selv om forskningen samtidig også skal rettes endnu længere ud i fremtiden.
     Arbejdsmiljøprioriteringen er ikke alene Beskæftigelsesministeriets. Det er en landsdækkende prioritering, som skal løfte alle arbejdsmiljøaktørerne sammen og hver for sig - og det bliver den. Et enigt Arbejdsmiljøråd har bakket op om den, og vi har sammen forpligtet os til at arbejde for at indfrie målene.
     Derfor er jeg stolt over at kunne præsentere en så ambitiøs og forpligtende prioritering. Den vil sikre, at vi alle trækker i samme retning, og at vi alle arbejder med at løse en række alvorlige arbejdsmiljøproblemer til gavn for den enkelte, virksomhederne og samfundet.

Forhandling

Jeg lyttede, og jeg lyttede for at prøve at høre, om ikke beskæftigelsesministeren i sin redegørelse i det mindste havde taget det så alvorligt, at han prøvede at besvare den forespørgsel, vi har rejst, nemlig en forespørgsel om, at det er godt nok, at man har nogle prioriteringer, det er også fint nok, at man har nogle konkrete mål, men hvis man ikke anviser nogle redskaber, noget nyt, så opnår man ikke noget nyt. Så opnår man kun, at tingene fortsætter, som de hidtil har gjort.
     Jeg hørte ikke noget svar fra ministeren, men det kan være, at vi i løbet af de kommende par timer måske kan få nogle svar på: Hvad er det, ministeren har af ideer til nye redskaber for at opnå de mål, som man opstiller frem til 1020, hvad angår forbedringer af arbejdsmiljøet?
     For sagen er, at arbejdsmiljøet har det skidt. Man kan måske endda sige, at det er lykkedes for den nuværende regering at vende udviklingen.

De sidste 5 til 6 år har vi jo ellers oplevet et markant fald
i antallet af ulykker og i antallet af erhvervssygdomme, men desværre ser det ud til, at udviklingen de sidste par år er vendt, i hvert fald hvad angår antallet af ulykker.

     Det er vel egentlig heller ikke så underligt med en regering, som fra starten har gjort sit ypperste for at fjerne redskaberne til det forebyggende arbejdsmiljøarbejde ude på den enkelte arbejdsplads. Det er jo der, arbejdsmiljøarbejdet foregår, og det er der, de ansatte og virksomhedernes ledelse skal have de bedst mulige redskaber til at sørge for, at der er et sundt og sikkert arbejdsmiljø for hver enkelt.
     Lad mig nævne bare nogle af de ting: Det er lykkedes regeringen at gøre arbejdsmiljørådgivning til en parentes i forhold til arbejdsmiljøarbejdet - den rådgivning, som via BST-systemet havde opbakning fra så vel arbejdsgivere som ansatte, og som viste sig at være med til at sætte et konstant fokus på arbejdsmiljøarbejdet ude på arbejdspladsen; det bedste redskab til at lave forebyggende arbejde i forbindelse med de arbejdsmiljøproblemer, som eksisterer på et arbejdsmarked, som er stadig sværere at overskue, som er mere sammensat og har større og flere arbejdsmiljøproblemer i dag end for år tilbage.
     Ikke alene har regeringen fået fjernet BST-ordningen, den har også sikret ved hjælp af den politik, der er blevet ført lige siden, at arbejdsmiljørådgivningen i dag er på et niveau, der er langt, langt lavere, end regeringen selv forudså, dengang reformen blev gennemført.
     Det er sådan, at de, der er blevet påbudt arbejdsmiljørådgivning, kun udgør 14 pct. af, hvad man havde forventet - kun 14 pct. Der kan man så sige, at det jo er, fordi arbejdsmiljøet har det så godt. Det er der sikkert nogle der vil sige. Problemet er, at det bare er i modstrid med virkeligheden, for hvis man samtidig ser på erfaringerne fra de screeninger, der er blevet foretaget, og de tilpassede tilsyn, der er blevet foretaget lige siden, så viser det sig, at flertallet af virksomhederne er kategoriseret i de laveste kategorier, altså dem, der ikke har orden i deres arbejdsmiljø, det, der hedder kategori II og kategori III.
     Noget andet, som regeringen påstår de lægger meget vægt på, er, at arbejdet skal foregå på den enkelte arbejdsplads. Og hvad har man så gjort? Man har fjernet sikkerhedsorganisationen fra de mindre virksomheder, fordi virksomheder med mellem fem og ni ansatte i dag ikke har en forpligtelse til at lave en sikkerhedsorganisation, ingen forpligtelse til, at der skal være en valgt sikkerhedsrepræsentant, ingen forpligtelse til, at sikkerhedsarbejdet skal foretages af andre end den enkelte arbejdsleder, som måske nok så meget har en interesse i, at produktionen skal køre, og ikke så meget en interesse i at forudse og forebygge, at der sker arbejdsulykker, eller at folk bliver slidt ned.
     Det er en af de ordninger, som rigtig mange var rigtig glade for, altså at man havde en sikkerhedsrepræsentant, som dagligt kunne overvåge, at arbejdsmiljøet var i orden, og som kun havde én interesse at varetage, og det var kollegernes sikkerhed og sundhed.
     Også når vi snakker Arbejdstilsynet, er det jo lykkedes regeringen at skære kraftigt på det tilsyn, som foregår i det daglige - det tilsyn, som kan være til glæde for de ansatte, som enten kommer ud for, at der er nogle ting, der ikke er i orden, eller som kommer til skade. De må i dag trække på langt færre tilsynsførende i det arbejde. Og det viser sig jo helt konkret, f.eks. i en sektor som byggesektoren, hvor der er masser at arbejdsmiljøproblemer, at man har haft store problemer med overhovedet at få en tilsynsførende til at komme, hvis man ringede til Arbejdstilsynet.
     Det har jo også ført til, hvis vi ser på byggeriet, at der faktisk er sket en stigning i 2004 og - i foreløbige tal
- 2005 i antallet af dødsulykker. Når man ser, at der i 2005 har været dobbelt så mange dødsulykker, som der var året før, og at tallet ellers har været faldende siden år 2000, viser det, at der er nogle alvorlige problemer, som der er behov for at der kommer nye tiltag til at løse på de her områder. Og jeg ser ikke nogen nye tiltag fra regeringen.

     Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt, når man i januar måned i Arbejdsmarkedsudvalget kan få et brev fra en ansat i Arbejdstilsynet - som af gode grunde er nødt til at være anonym - som påpeger, hvordan forholdene er i Arbejdstilsynet, der burde være dem, der var de varmeste fortalere og forkæmpere for arbejdsmiljøet og for, at man kom ud og besøgte den enkelte arbejdsplads, når der var behov for det.
     Det er ikke, fordi vi her skal begynde at tillægge enkeltpersoner, at de sidder inde med den evige sandhed om arbejdsmiljøet. Jeg synes blot, det er et symptom på, at vi har nogle problemer med, hvordan Arbejdstilsynet bliver i stand til at tackle de arbejdsmiljøproblemer, der er på byggeområdet.
     Et andet af de problemer, som man kan sige lever sit eget liv uden tilstrækkelig opmærksomhed, er udviklingen i det psykiske arbejdsmiljø. Det er jo problemer med vold, mobning, stress, psykisk nedslidning, som rammer stadig flere. Mere end hver femte, siger man, regner man med har stress af alvorlig karakter i det her samfund. Og samfundets udgifter på grund af stress og psykiske problemer udgør ca.
10 mia. kr. Alligevel ser man en så godt som manglende indsats i forhold til de problemer, der er med hensyn til det psykiske arbejdsmiljø. Det er slående, hvis man se på forholdene i Arbejdstilsynet, at kun ganske, ganske få er i stand til at tackle de her problemer med det psykiske arbejdsmiljø, altså arbejdspsykologer og den slags. Der er alt for få, som er i stand til at tackle de problemer. Der, hvor man faktisk har kendskab til det psykiske arbejdsmiljø, er i vid udstrækning samlet i BST'erne og de andre arbejdsmiljørådgivere. Det er her, man har en ekspertise i at kunne tackle de her meget sammensatte problemer, som aldrig, eller så godt som aldrig bliver opfanget ved et screeningsbesøg på en time eller to. Det er de problemer, som er en af fremtidens største udfordringer i arbejdsmiljøet, og som vi er nødt til at tackle, hvis vi skal undgå, at alt for mange mennesker bliver slidt ned psykisk i en alt for tidlig alder. Det koster sygedage, det koster førtidspensionering, det koster også samfundet, at folk er nødt til at forlade arbejdsmarkedet i en alt for ung alder. De særlige problemer på det offentlige område er også et af de områder, som måske har været negligeret lidt for længe af den siddende regering. Der var en tidligere minister i SR-regeringen, som sagde, at hun var træt af, at det offentlige var storpoducent af førtidspensionister. Problemet er, at det er det offentlige stadig væk. Det er stadig væk sådan, at presset på de offentlige ansatte bliver større og større, at arbejdstempoet stiger, at medbestemmelsen er for lille, og at usikkerheden i ansættelsen bliver større, i takt med at flere og flere opgaver bliver udliciteret, udlagt i konkurrence, sådan at man ikke ved, hvem det er, der har arbejdet den næste dag eller den næste måned eller det næste år. Det er her, der er behov for at det offentlige går forrest med hensyn til at sørge for, at arbejdet hverken er fysisk eller psykisk nedslidende. Fra Enhedslistens side har vi peget på, at der er behov for, at arbejdet på de områder fordeles, sådan at flere kommer i arbejde og færre bliver nedslidt af at arbejde for meget. Til sidst vil jeg blot sige, at vi har brug for, at arbejdsmiljøpolitikken ses i en sammenhæng med den generelle beskæftigelsespolitik. Det er nødvendigt for, at vi kan bevare en arbejdsstyrke, hvor man er i stand til at være glad og gå på arbejde i rigtig, rigtig mange år i stedet for at blive slidt ned i en for tidlig alder.

Ja tak.

Jeg vil så lige have lov at læse et forslag til vedtagelse op.

Jamen tiden er jo gået.

Jamen det er uden for tiden at oplæse forslag til vedtagelse.

Værsgo.

Tak. Jeg vil på vegne af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget ser positivt på regeringens konkrete mål for forbedring af fremtidens arbejdsmiljø, opfordres regeringen til at give virksomhederne og de ansatte de nødvendige redskaber til at opnå målene:
     - Det forebyggende arbejdsmiljøarbejde samt adgangen for alle virksomheder til arbejdsmiljørådgivning skal genopbygges gennem obligatorisk tilslutning til en autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
     -  Sikkerhedsarbejdet styrkes ved, at virksomheder med 5-9 ansatte skal etablere en sikkerhedsorganisation, enten alene eller sammen med andre mindre virksomheder.
     -   Så vel i rådgivningsarbejdet som i Arbejdstilsynet skal der sættes målrettet ind mod risikofaktorer i det psykiske arbejdsmiljø.
     - Arbejdstilsynet skal tilføres ressourcer, så screeningen styrkes og det ordinære tilsyn kan gennemføres fyldestgørende.
     - Offentlige arbejdspladser forpligtes til at gå foran i arbejdet for at undgå fysisk og psykisk nedslidning, hertil afsættes midler frem til 2010.
     - Ved udbud af offentlige opgaver skal der stilles krav til arbejdsmiljøet i de virksomheder, der fremstiller og leverer de pågældende ydelser.« (Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Der er en kort bemærkning til ordføreren, men forinden skal jeg lige konstatere, at der nu er fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Det er netop på baggrund af udkastet til vedtagelse, at jeg vil spørge ordføreren for Enhedslisten: Når vedtagelsen er formuleret sådan, at man »ser positivt på regeringens konkrete mål« - det er vi selvfølgelig glade for at man gør; det er ellers sjældent, vi hører, at Enhedslisten ser positivt på noget, som regeringen gør - skal der så med den formulering forstås, at man er enig i den prioritering af arbejdsmiljøindsatsen, som vi drøfter her, og som ligger i redegørelsen?

Den korte udgave af svaret er ja. Når vi siger, at vi går ind for, at man skal opnå de mål, som er opsat for de fire prioriterede områder, så siger vi, at det er rigtig godt, at man har nogle konkrete mål. Det, vi så samtidig siger, er, at det blot kræver, at man har nogle redskaber til at opnå målene.

For at være helt sikker: Så kunne man lige så godt have formuleret det sådan, at man »er enig i« i stedet for bare »ser positivt på«. Så det er mere sådan en technicality, der er årsag til det.
     Så vil jeg da gerne takke for opbakningen, for det er jo en væsentlig del af Venstres og regeringens arbejdsmiljøindsats, der ligger i at prioritere de her målsætninger.

Jamen det er måske nok det, der viser, at vi ikke er enige alligevel, for hvis det er regeringens arbejdsmiljøpolitiske indsats at opstille mål, så er det efter min mening en meget, meget mangelfuld indsats, for man opnår ikke mål ved at opstille mål. Det er det, vi efterlyser fra regeringen: nogle redskaber til at opnå målene. Så jeg tror, det er der, uenighederne ligger.

Tak til hr. Jørgen Arbo-Bæhr. Så er det fru Charlotte Antonsen som ordfører.

For Venstre er der ikke nogen tvivl om, at et godt arbejdsmiljø er fuldstændig centralt på en god, moderne arbejdsplads. I Venstre ønsker vi flere job, og vi ønsker flere arbejdspladser, og derfor er det at sikre et godt arbejdsmiljø i Danmark en meget højt prioriteret sag inden for beskæftigelsesområdet.
     Det er klart, at i det økonomiske opsving, som vi oplever i øjeblikket med et stigende antal mennesker på arbejdsmarkedet, er der også en indbygget positiv effekt på arbejdsmiljøet. For i takt med at vi ser, at der kommer flaskehalsproblemer, betyder det jo omvendt for den enkelte ansatte, at vedkommende, hvis man på sin arbejdsplads er udsat for et meget dårligt arbejdsmiljø, simpelt hen kan vælge en anden virksomhed.
     Det er en af de gode ting, der er ved et økonomisk opsving, at vores forskellige lønmodtagere har en chance for at skifte arbejdsplads. Derfor er der i vores øjne ikke nogen tvivl om, at grundlaget for at lave arbejdsmiljøet bedre i Danmark i hvert fald er i orden i disse år.
     Det betyder så ikke, at Folketinget og regeringen og Arbejdstilsynet skal blande sig udenom. Nej, tværtimod, vi skal da netop benytte denne gunstige situation til at sikre, at vi hele tiden følger udviklingen meget nøje og opdaterer samfundets indsats på området. Det er jo det, der er grundlaget for den handlingsplan, vi drøfter i dag, at vi går ind og ser på: Prioriterer Arbejdstilsynet indsatsen rigtigt, eller skal der noget nyt til?
     Der har været en frygtelig trist stigning sidste år i antallet af dødsulykker. Heldigvis er antallet af dødsulykker i Danmark under en snes, altså under 20, om året, og derfor kan det være svært statistisk at sige, om det er en reel stigning, vi ser, eller om det bare er en statistisk tilfældighed. Men uanset denne statistiske usikkerhed, så siger det sig selv, at dødsulykker selvfølgelig er fuldstændig uacceptable, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at der sker dødsulykker på danske arbejdspladser.
     Derfor er det vigtigt for os, at det fortsætter sådan, at man prioriterer de allerfarligste arbejdspladser, når vi prioriterer indsatsen for Arbejdstilsynet. Helt konkret foreslår vi jo, som det allerede er blevet nævnt af beskæftigelsesministeren, at vi i forbindelse med arbejdsulykker skal have et forpligtende reduktionsmål på 20 pct.
     Der anmeldes omkring 40.000 arbejdsulykker om året, og heraf anerkender Arbejdsskadestyrelsen de 13.000-14.000. Det vil sige, at en reduktion på 20 pct. over de kommende 5 år svarer til knap 3.000 færre arbejdsulykker. Det mener jeg er et ambitiøst mål, men også et godt og fornuftigt mål, som jeg mener er bæredygtigt i forhold til den økonomiske situation i øvrigt.
     Det er også noget, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om at prioritere, og det er derfor, det fremgår af redegørelsen om fremtidens arbejdsmiljø.
     Der er også tre andre områder, der skal prioriteres. Det drejer sig om arbejdsulykker, det psykiske arbejdsmiljø, hvor vi ønsker at reducere ulykker med 10 pct., og støj, som vi ønsker at reducere med henholdsvis 15 og 10 pct., afhængigt af om det er decideret skadeligt, eller om det er generende. Vi vil også prioritere muskel- og skeletbesvær. Der er målet ikke stillet op endnu, men der forpligter vi os til, at det er på plads inden den 1. april. Det er selvfølgelig kedeligt, at vi ikke i dag kan opstille målsætningen, men vi er altså afhængige af de input, vi får fra arbejdsmarkedets parter i de her sager.
     Hr. Arbo-Bæhr er ordfører for venstrefløjen her i dag - altså Socialdemokratiet, SF, og Enhedslisten har jo stillet forespørgslen her - og derfor er vedtagelsen allerede blevet læst op af Enhedslistens ordfører.
     Der vil jeg godt sige, at vi i Venstre da er glade for, at man nu omsider klokkeklart tilslutter sig regeringens screeningssystem - det gælder altså alle tre partier: SF, Socialdemokratiet og Enhedslisten - for det gør man jo i den vedtagelse, som hr. Arbo-Bæhr lige fremsatte.
     Det, at vi er i færd med at screene alle danske virksomheder for at sikre, at arbejdsmiljøet er i orden, er jo ellers noget helt nyt. Det er i øvrigt noget, som vi desværre ikke engang kunne få Socialdemokraterne til at stemme for, da vi indførte det for et par år siden. Så vi er meget glade for disse nye toner. Tak for det.

     Selv om den her debat munder ud i flere vedtagelser fra de to sider i salen, er det da i hvert fald glædeligt, at der på nogle af de konkrete stræk inden for arbejdsmiljøpolitikken er en væsentlig enighed. Så det, at man tilslutter sig det nye screeningssystem, altså at Arbejdstilsynet går rundt og tjekker alle virksomhederne for, om arbejdsmiljøet er i orden, kombineret med at man, som hr. Jørgen Arbo-Bæhr lige har sagt, også tilslutter sig de prioriterede mål, synes jeg er fint; det er noget af det, der er kernen i arbejdsmiljøindsatsen i Danmark.
     Så er det klart - det er jo næsten naturgivent, havde jeg nær sagt - at man som opposition har nogle yderligere forslag, og jeg forstod det sidste svar fra hr. Arbo-Bæhr sådan, at Enhedslisten gerne vil have nogle flere ting med. Enhedslisten har jo heller ikke problemer med økonomien, for det er uanede økonomiske midler, man har, når man repræsenterer Enhedslisten; Enhedslisten stemmer jo som bekendt ikke for finansloven. Men vi er glade for den enighed, der er på området.
     I Venstre lægger vi stadig væk stor vægt på, at det er parterne, der ved, hvor skoen trykker, og at det derfor er dem, der opstiller de prioriterede mål, og det er så det, vi tilslutter os med den redegørelse, som regeringen er kommet med her i dag. Så det er en linje, vi vil fortsætte, og derfor vil jeg også i overensstemmelse med det synspunkt på vegne af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Idet Folketinget med tilfredshed konstaterer,
     - at regeringen efter en enig indstilling fra arbejdsmarkedets parter har udpeget områderne arbejdsulykker, psykisk arbejdsmiljø, støj og muskel- og skeletbesvær som prioriterede arbejdsmiljøproblemer til og med 2010,
     - at der er opstillet konkrete forpligtende reduktionsmål for tre af de fire områder:
- arbejdsulykker (-20 pct.)
- psykisk arbejdsmiljø (-10 pct.)
- støj (-15 pct. i forhold til høreskadende støj og -10 pct.
i forhold til generende støj), samt at der senest den 1. april 2007 vil blive opstillet et konkret forpligtende reduktionsmål for muskel- og skeletbesvær,
     - at regeringen har forpligtet sig til at følge med i udviklingen inden for de prioriterede områder og efter periodens afslutning at måle på, om de opstillede mål nås, kan Folketinget tilslutte sig, at »Redegørelse om fremtidens arbejdsmiljø 2010 - ny prioritering af arbejdsmiljøindsatsen« danner grundlag for den samlede indsats på arbejdsmiljøområdet.« (Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen. Og så er jeg spændt på, om alle ved, hvad skeletbesvær er.
     Så er der korte bemærkninger. Den første korte bemærkning er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

rgen Arbo-Bæhr (EL): Der er lige et par ting, som jeg tror fru Charlotte Antonsen har misforstået. For det første: Det at ofre nogle penge i arbejdsmiljøindsatsen er mere en indtægt end en udgift. Det er i virkeligheden den måde, vi sikrer et arbejdsmarked, som ikke nedslider folk, og som dermed ikke koster den enkelte og samfundet en masse penge. Så det håber jeg fru Charlotte Antonsen har forståelse for. Kl. 12.10 Den anden misforståelse er, at det skulle være noget nyt, at Enhedslisten går ind for konkrete mål i arbejdsmiljøindsatsen. Det er ikke noget nyt. Det har vi i og for sig altid gjort, og hvis man husker tilbage til 2002, da den borgerlige regering opstillede konkrete mål frem mod 2005, vil man huske, at da gik vi også ind for konkrete mål. Jeg tror, at hvis man lige kigger tilbage, så ser man forskellen på os og Venstre, for det er jo lige præcis de konkrete mål, der blev opstillet i 2002, som ikke er blevet opfyldt i 2005. Det var faktisk sådan med hensyn til arbejdsulykker, at det handlede om en revision fra 2000 til 2005. Da man opstillede målet i 2002, var det nået. Problemet er bare, at det er gået den forkerte vej lige siden. Det viser måske noget om, at det er redskaber, der mangler med hensyn til at opnå de mål. Det går den forkerte vej.

Jamen det er da klart, at vi skal have forskellige redskaber for at nå målene på arbejdsmiljøområdet, og det er jo derfor, jeg også i min tale inddrog det nye, vi har lavet, nemlig den screening, Arbejdstilsynet er i færd med på alle danske virksomheder.
     Indtil videre er vi jo kun nået til de virksomheder, som havde en arbejdspladsvurdering i forvejen, det vil sige de der relativt farlige virksomheder, hvor man har været meget opmærksom på arbejdsmiljøet. Derfor kan man sige, at der måske ikke har været helt så mange påbud, som man havde forestillet sig.
     Men det er vores opfattelse, at efterhånden som vi når hele vejen rundt, vil det nye screeningssystem give nogle sikrere arbejdspladser. Så vi er helt opmærksomme på, at redskaberne er vigtige, men de skal jo også lige have lov at virke; det er jo noget nyt, vi er gået i gang med, så lad os nu lige se.
     I øvrigt ved jeg ikke, hvor hr. Arbo-Bæhr har det fra, om vi nu når målene. Det er altså lidt uklart endnu, præcis hvordan landet ligger på de forskellige prioriterede områder, fordi vi lige har skiftet år.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at eftersom tallene ikke er endegyldige for 2005, så bliver situationen sikkert værre, der bliver sikkert anmeldt endnu flere ulykker. Det gør der år efter år; normalt siger man, at man regner med, at ca. 5 pct. bliver efteranmeldt, så det gør bare situationen værre.
     Men problemet med screeningerne er jo ikke, at der er noget forkert i at screene alle virksomheder. Problemet gælder to ting:
     Den ene ting er, at det ikke bliver gjort ordentligt, fordi der er for lidt tid. Den anden ting er, at det har vist sig, at det går ud over Arbejdstilsynets normale tilsynsfunktioner.
     Det er derfor, vi har skrevet det, vi har skrevet i vores forslag til vedtagelse, og det er derfor, vi mener, at hvis man bare ligesom fru Charlotte Antonsen læner sig tilbage og siger, at screeningerne nok skal løse alle problemer her i livet, så tager man fejl.

Jamen nu er screening jo ikke det eneste, vi gør for at sikre et ordentligt arbejdsmiljø, men jeg vil godt tage fat i screeningerne.
     Det var jo sådan, at da vi gennemførte arbejdsmiljøreformen, afsatte vi faktisk ekstra midler til, at Arbejdstilsynet kunne tage sig af denne nye opgave, så derfor har hr. Arbo-Bæhr ikke ret i, at det går ud over den almindelige funktion hos Arbejdstilsynet.
     Det er rigtigt, at de tal, vi har indtil videre, tyder på, at der er lidt flere anmeldte arbejdsskader i år. Vi ved så ikke, hvor mange af dem der vil blive accepteret.
     Men vi skal også tænke på, at der er kommet flere i beskæftigelse, og der er også lidt en tendens til, at mennesker, der måske har været uden for arbejdsmarkedet i længere tid, lettere kommer ud for ulykker eller kommer til skade på deres arbejdsplads.
     Så indtil videre kender vi ikke det præcise billede. Men det er rigtigt, som hr. Arbo-Bæhr siger, at det ser ud, som om der er en tendens til, at der er en svag stigning, men det kan altså hænge sammen med den almindelige udvikling med flere arbejdspladser.

Fru Charlotte Antonsen har jo altid haft et meget pragmatisk forhold til arbejdsmiljøet, det er ikke noget, man sådan - det kunne jeg også høre på talen - skal hidse sig voldsomt op over: Lad os nu se, hvordan det går, redskaberne er der jo nok. Jeg har jo haft fornøjelsen af at have været ordfører i
5 år på området, hvor fru Charlotte Antonsen også var det i tidligere tider. Men må jeg ikke spørge fru Charlotte Antonsen: Hvordan synes Venstre selv det går, i forhold til de målsætninger, der blev stillet op, de nye prioriteringer, det, der kom til, da hr. Claus Hjort Frederiksen blev beskæftigelsesminister? Det er gået den forkerte vej, lige siden de nye prioriteringer er kommet ind. Målsætninger er ikke opfyldt, nu kommer der nye prioriteringer, som arbejdsmarkedets parter jo selvfølgelig er enige i, men redskaberne er fuldstændig væk. Med hensyn til de redskaber, fru Charlotte Antonsen henviser til i sin ordførertale, nemlig screeningen, er vi ikke nået til de virksomheder, der har problemer. Vi må konstatere, at antallet af arbejdsulykker stiger og stiger; vi må konstatere, at arbejdsmiljøet bliver forringet dag for dag, indtil man når rundt med screeningen. Hvordan synes Venstre selv det går?

Jamen altså, generelt set går det fantastisk godt med arbejdspladserne i Danmark. Og som jeg lige har sagt til hr. Arbo-Bæhr, er det rigtigt, at der er kommet en stigning i anmeldelser af arbejdsulykker, og det er vi selvfølgelig meget bekymrede over. Det er da en af grundene til, at vi også, når vi planlægger vores fremtidige indsats, naturligvis stadig væk prioriterer det her område højt og tilfører ekstra midler, når vi gennemfører en ny lovgivning.
     Det, jeg så også siger til hr. Carsten Hansen, er, at nu har vi indført et nyt system med screeningssystemet, og så skal det altså have lidt tid, før det kan virke. Jeg ved godt, at Socialdemokratiet vil tilbage til, at der skal være flere sikkerhedsrepræsentanter osv., det stod også i vedtagelsen her, men vi tror altså ikke på, at det er måden. Vi tror faktisk, at det er vigtigt, at virksomhederne også har ro til at gøre en ordentlig indsats her.
     Når jeg ikke hidser mig op, er det altså ikke, fordi det ikke er vigtigt for os, men på grund af den sådan almindelige høflige tone her i salen.

Vi har jo tradition for at tale pænt til hinanden, det er ikke det, men jeg var alligevel undervejs nogle gange ved at falde helt i søvn, fordi der var lange pauser og sådan. Jeg kan godt høre, at Venstre jo ikke brænder for den her sag.
     Venstre siger, at der jo skal ro til indsatsen, og at nu skal den virke osv. Ja, det har virket modsat, siden Venstre er kommet til. Siden Venstre er kommet til, er det psykiske arbejdsmiljø blevet voldsomt forværret; andelen af arbejdsulykker er stigende; der har været voldsomme besparelser på forskningsindsatsen; man har fjernet det, vi kalder den organiserede tilgang - og det ved vi jo virker, nemlig det, at der er et formaliseret samarbejde om sikkerhedsindsatsen, også på de små arbejdspladser.
     Nu ser vi et voldsomt boom i antallet af byggearbejdspladser, og hvad sker der? Med alle de nyansatte er det dér, arbejdsulykkerne stiger, det ved vi. Hvad vil Venstre gøre ved det? WWW: Wa wil Wenstre gøre? Ja, de vil ikke gøre en skid andet end at afvente indsatsen, og så er redskaberne væk.
     Derfor er jeg nødt til at sige til fru Charlotte Antonsen ...

Jeg er ikke sikker på, at jeg hørte rigtigt.

Nej, jeg kom til at sige noget forkert, hr. formand, undskyld.
     Venstre vil ikke gøre noget, ud over at man vil prioritere nogle indsatser, hvor der ingen redskaber er ud over dem, som vi kender, og som ikke virker.
     Jeg vil sige til fru Charlotte Antonsen: Giver det ikke anledning til bekymring hos Venstre, at de redskaber, man har valgt, efter at man har skåret ned, betyder et dårligt arbejdsmiljø, en stigning i antallet af ulykker og flere dødsulykker?

Som jeg nævnte i min ordførertale, er vi meget opmærksomme på den stigning, der er i dødsulykker. Det er frygteligt, at mennesker dør, mens de arbejder. Men lige så lidt som jeg ved, lige så lidt ved hr. Carsten Hansen, om det her er en statistisk tilfældighed, eller om det er regulært, for vi taler trods alt om et meget lille antal, der omkommer på deres arbejdspladser.
     Det her er jo ikke det eneste, vi gør, vi gør en massiv indsats på forskningsområdet. Vi er i gang med at lave nye certificeringssystemer, så også mindre virksomheder kan certificere og sætte arbejdsmiljø ind som et kriterium, når man opstiller kriterier, og når man vil have en fornuftig arbejdsplads. Så vi laver en meget, meget bred indsats.
     Det, vi debatterer i dag, er handlingsplanen om de prioriterede mål. For kort tid siden havde vi en diskussion om stress. Jeg kan da godt hidse mig op, hvis hr. Carsten Hansen så tror, at Venstre tror mere på det her, men hele vores politik går altså ud på, at vi skal sikre bedre og flere arbejdspladser, og det indebærer altså også, at vi har et ordentligt arbejdsmiljø.

For at det psykiske arbejdsmiljø også skal være ordentligt her i Folketinget, beder jeg både spørgere og svarere om, at man holder sig til det ene minut. Den eneste tilladelse, der er, er tilladelse til, at man godt må bruge mindre end 1 minut, det er ikke noget krav, at man bruger det.
     Det vil jeg håndhæve - også under resten af dagens forhandlinger. Og så er det fru Lone Møller for en kort bemærkning.

Nu får fru Charlotte Antonsen det jo til at lyde, som om Socialdemokratiet fuldstændig har skiftet kurs og nu er meget begejstret for screening, hvad vi ikke har været.
     Selve screeningen kan vi vel ikke være så uenige om kan være et redskab, der skal bruges. Det, der har været Socialdemokratiets bekymring, er det, som også var hr. Jørgen Arbo-Bæhrs bekymring. Og jeg må sige, at jeg også før har hørt fru Charlotte Antonsen nævne, at regeringen har afsat flere ressourcer til Arbejdstilsynet, i og med at de skulle i gang med den meget store opgave at screene.
     Kan fru Charlotte Antonsen så ikke samtidig bekræfte, at umiddelbart før man tilførte Arbejdstilsynet ressourcer, fyrede man et meget stort antal, så det, der var en ressourcetilførsel til Arbejdstilsynet, reelt bare endte med status quo, samtidig med at man pålagde dem en ny, stor opgave.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte, for det er ikke korrekt. Vi har ansat flere i Arbejdstilsynet end dem, der er blevet fyret. Der blev oprindelig fyret 130. Heraf skyldtes de 45, at den ordning, den forrige regering havde lavet, med gebyrbelagte tilsyn, blev skåret væk, og dermed er det klart, at så er der ikke behov for de medarbejdere, der tager sig af det. Det var halvdelen af besparelsen.
     Det andet var så led i den almindelige reduktion af antallet af offentligt ansatte for at sikre en større effektivitet.
     Der blev fyret 130 i alt, og der kom 140 nye tilsynsmedarbejdere ind, da vi lavede den nye reform. Så det passer simpelt hen ikke. Der er kommet flere mennesker til Arbejdstilsynet, fordi vi også har bedt dem om at løfte en ny opgave.

Det her har vi jo haft diskussioner om før. Man kan jo i hvert fald gøre sig den ulejlighed, at man kan gå lidt hen og kigge i finansloven på tilsynets budget, så kan man da danne sig sine egne meninger om det.
     Mit næste spørgsmål skal gå på, at når nu man siger, at der er tilført flere ressourcer - det skal jeg så ikke diskutere videre om, men måske begrænse - så har økonomien i Arbejdstilsynet hele tiden været vores bekymring, nemlig at de ikke har økonomi nok til at udføre de opgaver, som de nu engang bliver pålagt.
     Derfor vil jeg gerne spørge fru Charlotte Antonsen, om Venstre synes, at det måske kunne være en vej at arbejde hen imod, at man indførte en model i forbindelse med screening og tilsynsindsatsen på linje med den for bilsyn i dag, hvor det er ejeren, der betaler for synet. Hvad ville Venstre sige til sådan en model?

Vi synes, at Arbejdstilsynet gør en kæmpegod indsats, og vi er meget opmærksomme på at tilføre de ressourcer, der er behov for. Altså det her med at flytte nogle betalinger over på nogle virksomheder, som jeg hører fru Lone Møller vil, vil jeg ikke umiddelbart sige ja til. I forvejen betaler virksomheder jo også til at sikre et godt arbejdsmiljø, og de betaler også skat, så det mener jeg ikke at der er behov for.
     Det er klart, at jeg kan forstå spørgsmålet fra Socialdemokraterne derhen, at nu har Socialdemokraterne også tilsluttet sig skattestoppet, og så er det klart, at så bliver man jo nødt til at se sig om efter finansieringskilder.
     Så det er måske det, der ligger i fru Lone Møllers spørgsmål, at man hos Socialdemokraterne ser på, om man kan brandskatte virksomhederne nu, hvor man har tilsluttet sig skattestoppet og derfor har begrænset sine muligheder for at hæve det almindelige skattetryk.

Jeg kan forstå, at fru Charlotte Antonsen ikke mener, at vores vedtagelse kan gennemføres, medmindre det koster samfundet en frygtelig masse penge. Derfor vil jeg spørge fru Charlotte Antonsen, om hun ikke er enig med mig i, at arbejdsulykker alene koster 11.450 fraværsdage om året. Det er et produktionstab på 3,5 mia. kr. Alene hvis man fik nedbragt arbejdsulykkerne, er der jo penge nok.

Nu har jeg ikke udtalt mig om, hvorvidt den væsentligste grund, til at vi ikke kan stemme for vedtagelsen, er økonomien, men det er da rigtigt nok, at to af pindene handler om, at man skal tilføre yderligere ressourcer. Jeg glæder mig til at høre fra den socialdemokratiske ordfører, hvordan Socialdemokraterne så vil komme med de yderligere ressourcer, når man nu siger, at man tilslutter sig skattestoppet.
     Jeg er da enig med fru Anne Baastrup, og det er jo også det, Venstres politik er udtryk for, nemlig at arbejdsmiljøområdet er et højt prioriteret område. Derfor skal det ikke underlægges de samme nedskæringer, som vi forsøger at foretage visse andre steder i samfundet.
     Når vi beslutter, hvordan den offentlige sektor skal sættes sammen, forsøger vi altså også at sige, at der altså er nogle områder, hvor der så alligevel - selv om vi forsøger at holde igen - kan blive tilført ekstra ressourcer. Det gælder jo bl.a. sådan noget som arbejdsmiljøforskning, og det gælder også, som vi nævnte før, Arbejdstilsynet.

Er fru Charlotte Antonsen ikke enig med os i, at en arbejdspladsscreening, som jo er det primære redskab, man har
i dag, ikke kan fange psykisk arbejdsmiljø, dårligt psykisk arbejdsmiljø, for der skal tættere rådgivning og tættere samtaler til? Er fru Charlotte Antonsen i den forbindelse opmærksom på Ledernes Hovedorganisation, der undersøgte det psykiske arbejdsmiljø, hvor det viste sig, at det gennemsnitlige sygefravær pr. medarbejder var 6,9 dage om året på arbejdspladser, hvor det gik godt, hvor det psykiske arbejdsmiljø var godt, hvorimod man, når det psykiske arbejdsmiljø var dårligt, i gennemsnit havde 8,2 fraværsdage? Det vil sige, at der også er penge i et godt psykisk arbejdsmiljø; det vil sige, at der er penge i en god arbejdsmiljørådgivning, der går målrettet efter det psykiske arbejdsmiljø, det dårlige psykiske arbejdsmiljø.

Altså, nu skal det hele jo ikke handle om penge, vil jeg sige til fru Anne Baastrup. Den vigtigste og væsentligste årsag til, at vi skal gøre noget for at sikre et ordentligt psykisk arbejdsmiljø, er, at det simpelt hen skal være til at holde ud at være på sit arbejde. Og man skal opføre sig ordentligt.
     Derfor er det et prioriteret mål, det psykiske arbejdsmiljø; ja, det er noget, som man også skal lægge mærke til, når man er rundt på screeningsbesøg. Men det er klart, at der også skal gøres en masse andre ting.
     Noget af det, som jeg synes er utrolig vigtigt i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø, er de initiativer, vi tager netop på sygedagpengeområdet, hvor regeringen jo som den første regering nogen sinde er begyndt at interessere sig målrettet for, om nogle af de mange syge mennesker måske i virkeligheden havde en chance, hvis vi tog lidt mere hånd om dem. Så vi prioriterer det område fra flere forskellige sider.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste er den socialdemokratiske ordfører, fru Lone Møller.

Da jeg ikke havde mulighed for at stille flere spørgsmål til fru Charlotte Antonsen, skal jeg starte med at sige, at Socialdemokratiet ingen intentioner har om, at vi nu skal til at brandskatte virksomhederne.
     Jeg spurgte ganske enkelt om, hvordan Venstre forholdt sig til en model, som gik ud på, at det ligesom i princippet var forureneren, der betalte. Det synes jeg i sig selv er et ganske godt princip, og der har vi jo bilsynet, hvor der er et system. Så det var bestemt ikke noget med hverken brandskatning eller ej, men vi kan jo ikke nægte, at virksomheder i dag producerer folk til førtidspension og til sygdom.
     Jeg synes, at der i regeringens redegørelse om fremtidens arbejdsmiljø er enkelte punkter, som er løfterige, men jeg synes også, at den giver grund til bekymringer.
     For at starte med det gode er vi enige med regeringen og Arbejdsmiljørådet i deres anbefalinger af prioriteringerne. Det er nogle af de store, alvorlige arbejdsmiljøproblemer.
     Derudover er der også nogle fornuftige tilkendegivelser
i redegørelsen. Regeringen erkender, at et godt arbejdsmiljø er et særdeles vigtigt redskab i forbindelse med at have en tilpas stor arbejdsstyrke i de kommende år. Det er jo meget godt, for det nytter ikke, at man bliver ved med at bede danskerne om at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis man ikke samtidig sørger for, at det er muligt at skabe et ordentligt arbejdsmiljø. Vi ser da også en række problemer i redegørelsen. Det drejer sig for det første om arbejdsulykker. Regeringen giver
i sin redegørelse ikke udtryk for, at de anerkender, at 2005 har været et ualmindelig farligt år at arbejde i byggebranchen i. De foreløbige tal siger, at hele 19 dødsulykker i 2005 er relateret til byggebranchen. Hvis vi ser på perioden fra 2001 til 2004, var der mellem syv og ni dødsulykker, altså ser vi mere end en fordobling af de foregående års tendenser. Betyder regeringens tavshed om de ulykker, at man er villig til at acceptere, at antallet af dødsulykker i byggebranchen er eksploderet?
     I forlængelse heraf har en opgørelse fra Arbejdstilsynet vist, at det specielt er nyansatte, der bliver ramt af arbejdsulykker. 24 pct. blev udsat for en arbejdsulykke i 2004, og det er folk, som kun har været ansat i ca. 1 år på den pågældende virksomhed. Det er vel at mærke ikke kun nyansatte, det gælder, men også rutinerede folk, der skifter arbejde. Det tyder jo i al almindelighed på, at virksomhederne bestemt ikke lever op til deres ansvar med hensyn til at introducere nyansatte, sådan at de kan udføre deres arbejde sikkert.

Her vil det være åbenlyst med et indgreb fra regeringens side, så vi kan sikre, at der sker en ordentlig introduktion af nye medarbejdere.

     Alt i alt ser vi med meget stor bekymring på, at regeringen ikke sætter hårdere ind over for de mange dødsulykker. Det er fuldstændig uacceptabelt, at folk dør og kommer alvorligt til skade på deres arbejdsplads.
     Der mangler visioner vedrørende en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. Det er ikke mere end et par måneder siden, at vi her i Folketingssalen diskuterede den manglende sammenhæng, der er mellem arbejdsliv og andre områder af livet. Og situationen har altså ikke forandret sig markant siden.
     Fakta er stadig, at det dårlige psykiske arbejdsmiljø udgør en stor udgift både for den enkelte og for samfundet. Undersøgelser for alle sektorer peger på massive problemer med stress og det psykiske arbejdsmiljø. Psykiatrifonden har opgjort, at hver femte danske allerede nu er så stresset, at det går ud over livskvaliteten. I forbindelse med samfundsøkonomien er det allerede nævnt, at det koster det danske samfund op mod 10 mia. kr. om året.
     Arbejdstilsynet har i dag nogle kompetencer til at gribe ind over for virksomheder, der har dårlige arbejdsforhold. Men hidtil, og det er da bemærkelsesværdigt, er der aldrig givet en bøde for svigt af det psykiske arbejdsmiljø. Det peger på, at der er nogle alvorlige problemer med de metoder, Arbejdstilsynet bruger ved screening og tilpasset syn. Det påpeger Arbejdsmiljørådet også, og de anbefaler også, at metoderne skal udvikles.
     Det er også utrolig vigtigt, at vi får sparket ekstra liv i virksomhedernes egenindsats. Vi ved fra overvågning af arbejdsmiljøindsatsen, at næsten ingen virksomhed formår at få det psykiske arbejdsmiljø med ind i APV'en. Det er et stort problem, for på den måde fastholder vi det psykiske arbejdsmiljø som en diffus størrelse, som der snakkes lidt løst om. Det nytter simpelt hen ikke, at ministeren accepterer stress, mobning og manglende indflydelse på egen arbejdssituation som en del af hverdagen på danske arbejdspladser.
     Sundhedsfremme er nævnt i redegørelsen, men på et meget løst grundlag. Ministeren beskriver ingen initiativer for, hvordan vi kan udbrede det. Ministeren nævnte i sin tale, at man nu også på arbejdsmiljøområdet havde tilsluttet sig regeringens sundhedspolitik. Man må sige, at hvis man går ind og kigger på forebyggelsen i den, så er det ikke det mest epokegørende. Det kan jo bekymre lidt.
     Et andet eksempel, som er meget svært at røre ved i hvert fald i Danmark, er den passive rygning. Det er jo virkelig noget, der kan få folk op på mærkerne. Den er nævnt med ét ord i redegørelsen, men hvis vi mener noget med at sørge for at kigge på fremtidens arbejdsmiljø, så ligger der nu solid dokumentation for, hvor farlig passiv rygning er. Derfor er vi nødt til også i arbejdsmiljøet at få det sat på en større dagsorden og få det anerkendt, og det ville jo være dejligt, hvis regeringen ville gå foran.
     Endnu et betydeligt problem, som også bliver beskrevet meget lidt i redegørelsen, er, at flere undersøgelser har vist, at kvinder, der er ansat i den offentlige sektor, har et væsentligt højere sygefravær end mænd og en markant større risiko for at komme på førtidspension. Og det er på tide, at ministeren anerkender, at når arbejdsmiljøet svigter på den måde, skaber det også et alvorligt ligestillingsproblem.
     Det er selvfølgelig bekymrende, at kun 4 pct. af kvinderne er direktører. Hvad nytter det med ligestillingen, hvis den offentlige sektor systematisk er med til at nedslide kvinderne, inden de nogen sinde bliver direktører?
     Det største problem ved redegørelsen er, at der ikke er virkemidler. Hele diskussionen om virkemidler er sendt til hjørnespark. Man giver ingen beskrivelse af, hvordan man vil nå de mål, man har opstillet, og det er jo det, der egentlig er det mest interessante: Hvad er det for udspil, som regeringen har? Jeg lyttede ligesom hr. Jørgen Arbo-Bæhr også meget efter at få nogle meldinger.
     Arbejdsmiljørådet har allerede vist en række virkemidler
i sit oplæg til en ny national handlingsplan. Det samme gælder Arbejdstilsynet, Arbejdsmiljøinstituttet og Arbejdsskadestyrelsen i rapporten »Fremtidens arbejdsmiljø«. De mange dygtige og kloge folk, der virkelig ved noget om det her, har altså tænkt og talt. Jeg mener, at nu må det i første omgang være op til regeringen at komme på banen, men også op til vi andre politikere, hvis vi vil sikre et godt arbejdsmiljø i årene fremover.

Nu har Socialdemokraterne - i hvert fald ifølge formanden, fru Helle Thorning-Schmidt - en prioriteret målsætning om at, om jeg så må sige, arbejde regeringen ud af regeringslokalerne.
     Nu har vi lige hørt fru Lone Møller komme med alle mulige konkrete forslag til, hvad man kan gøre for at forbedre indsatsen på arbejdsmiljøområdet, og mange af tingene er jo nogle, som vi sådan set kan være enige i, altså at der kan være problemer forbundet med passiv rygning osv.
     Derfor vil jeg gerne spørge fru Lone Møller, om Socialdemokratiet kan stemme for regeringspartiernes fremsatte forslag, altså om man ønsker at komme med, at tage arbejdstøjet på og komme ind og gøre en indsats på baggrund af det, som parterne indtil videre er blevet enige om.

Vi kan ikke stemme for det forslag, der er fremsat fra regeringspartiernes side, fordi det er alt, alt for tyndt. Den konstaterer jo bare nærmest ordret, hvad der står i redegørelsen.
     Vi har klart givet udtryk for, at vi anerkender de prioriteringer, men vi giver også udtryk for, at det ikke er nok. Og når vi tænker på, hvad det i dag koster at have et dårligt arbejdsmiljø, så er der jo midler nok inden for området til, at vi går ind og laver en større forebyggelsesindsats.

Det vil sige, at det, fru Lone Møller siger, er, at Socialdemokraterne på arbejdsmiljøområdet har valgt at stå udenfor, fordi man ved lidt bedre. Her har man i hvert fald ikke tænkt sig at gøre noget som helst forsøg på at påvirke politikken. Det er jo det, der bliver sagt.
     Det er jo ikke sådan, at en vedtagelse i Folketingssalen kan udtømme alle emner. Det er jo klart, at den vedtagelse vedrører den debat, vi har i dag, nemlig handlingsplanen, og hvis Socialdemokraterne siger, at man er enig i handlingsplanen, så forstår jeg ikke, hvorfor man ikke kan stemme for. Så kan man selvfølgelig forbeholde sig ret til, at man derudover gerne vil en hel masse andre ting - ja, det må vi da håbe, idet Socialdemokratiet er i opposition.

Det er korrekt, at man ikke kan udtømme alle emner i et forslag til vedtagelse. Alene det, at det kun må være på et bestemt antal ord, begrænser jo.
     Når Socialdemokratiet ikke kan stemme for forslaget til vedtagelse, er det, fordi vi ikke synes, at det er et signal om, at man vil gøre nok på arbejdsmiljøområdet.
     Og Socialdemokratiet har da ikke frasagt sig muligheden for at være med til at påvirke. Socialdemokratiet har rent faktisk i sit udspil til finanslov jo også afsat flere midler til at styrke netop Arbejdstilsynet, så på den måde laver man også politik i dette Folketing.

Jeg lyttede med interesse til fru Lone Møllers tale, og der er da også ting, som jeg håber vi kan få en god, bred drøftelse om i udvalget.
     Det, jeg så også lige bed mærke i, var sætningen om mobning på arbejdspladser, hvor der siges, at ministeren ikke må acceptere det. Da spørger jeg: Hvis vi nu, i stedet for at dunke hinanden i hovedet med hvad en minister må og ikke må acceptere, skal gøre noget godt for arbejdsmiljøet, er fru Lone Møller så ikke enig i, at en minister jo ikke kan rende rundt ude på hver enkelt virksomhed og sige, at nu må man ikke mobbe, eller være gårdvagt derude?
     Nej, vi skal have arbejdsmarkedets parter i gang, og det allerbedste er måske i virkeligheden, at vi sammen her i Folketinget bliver ved med at tage den her debat, men at det er arbejdsmarkedets parter, det er ledelsen på virksomhederne, det er samarbejdsudvalgene, der skal i gang her.

Selvfølgelig forestiller jeg mig ikke, at ministeren skal løbe rundt på hver eneste arbejdsplads i Danmark og sige: Nu må I søreme ikke mobbe hinanden. Og jeg er også helt enig i, at det er parterne på de enkelte arbejdspladser, der skal tage fat i det problem. Men det kunne jo godt være, at ministeren kunne være med til at stramme loven lidt, så man måske havde lidt bedre redskaber, når man skulle løse problemerne ude på de enkelte arbejdspladser. Dér har ministeren en mulighed for at tage et initiativ og give et signal om, at det her ser regeringen ganske alvorligt på.

Hvis vi nu skal stå sammen om det her for landets ve og vel, for virksomhedernes ve og vel, er det så ikke sådan, at det er ufattelig lidt, man i virkeligheden kan lovgive om konkret; man kan lave nogle rammer, man kan have nogle intentioner? Jeg tænker også lige så meget på, at det at få et fleksibelt arbejdsmiljø, hvor folk kan få mulighed for at gå ned i tid eller arbejde længere, også har meget at gøre med hele velfærdsdebatten.
     Er det ikke sådan, at vi, i stedet for at stå i hvert sit hjørne af en lejr og skælde ud på en minister, fordi vi nu altså har mulighed for at komme i en avis, blive talerør, komme på ud på virksomheder, eller fordi der er nogle, der inviterer os til konferencer, altså skal tale for, at arbejdsmarkedets parter kommer i omdrejninger.
     Det er ude på virksomhederne, det her skal foregå, det handler i virkeligheden ikke så meget om, hvad vi gør herinde
i Folketinget.

Det tror jeg faktisk også jeg gav hr. Jakob Axel Nielsen ret
i i min første besvarelse, at det her er noget, som klart skal løses i fællesskab, og at det også skal løses ude på virksomhederne.
     I dag er problemet bare sådan, at der ikke rigtig er noget håndtag at tage fat i, hvis man er i en situation, hvor man synes, at man har et rigtig dårligt arbejdsmiljø på grund af mobning. Så er der faktisk kun én mulighed, og det er at prøve at se, om man kan finde sig et andet arbejde, for der ligger ikke nogen rammer for, at man kan sige: Jeg har altså ret til at få det her behandlet, og jeg vil også meget gerne eventuelt have en klagemulighed for at få afprøvet, hvad man gør i sådan en situation. Selvfølgelig skal det laves i fællesskab, det ville være klart det bedste. Vi skal ikke løse problemet ved at slå hinanden oven i hovedet lige nøjagtig på det punkt. Der var andre punkter, der måske skulle have mere kant.

Jeg vil nu alligevel spørge fru Lone Møller: Skal ministeren ikke have et lille dask i hovedet? For sagen er jo den, at man via kampagner, via målrettet information til arbejdspladserne rent faktisk kan få sat fokus på det, således at man kan få løst det underliggende problem, der ligger bag mobning.
     Og der er jo ikke penge til noget som helst. Det er jo der, hovedproblemet ligger.

Nu har jeg fået at vide hjemmefra, at jeg ikke må være voldelig, så jeg tør ikke rigtig slå ministeren, men jeg kan jo kun klart opfordre til, at ministeren prioriterer det her højere. Det er jo korrekt, at ministeren har muligheden for at gå ind og sætte det her længere op dagsordenen, og det er et alvorligt problem, der trænger til det.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted.

Jeg synes egentlig, at det er et vigtigt spørgsmål, der bliver rejst her i dag. Hvad vil vi med fremtidens arbejdsmiljø? Er det nok, det, der sker i dag? Hvad skal ændres?
     Der ligger mange spørgsmål gemt i vores forventninger til et bedre arbejdsmiljø. Vi har allerede lavet tiltag med arbejdsmiljøreformen, der endnu knap har nået at virke fuldt ud.
     Alligevel er der mange, der taler om en stærkere indsats, så vi får et bedre arbejdsmiljø. Vi må jo se i øjnene, at arbejdsmarkedet er under kraftig forandring. Vi ser en stigende outsourcing af industrielle arbejdspladser og tilgang af østlig arbejdskraft, der har betydning for vores arbejdsmiljø. Vi ser en vækst i servicesektoren og en hastig teknologisk udvikling. Der bliver flere ældre på arbejdsmarkedet, som vi af erfaring ved at virksomhederne ikke altid er lige begejstrede for at ansætte. Og der bliver et fortsat stigende antal indvandrere, der skal ind på arbejdsmarkedet, og som er svære at få ind på arbejdsmarkedet, netop fordi de ikke har tilpasset sig det danske system.
     Kort sagt er arbejdsmarkedet under forandring. Om det så er i positiv retning kan jo altid diskuteres, men det betyder så også, at vi vil se et arbejdsmiljø, der vil være under stadig forandring. Mange af de problemer, som vi ser i dag, er det ikke givet, at vi har om 20-30 år, og der er ingen, der i dag kan sige noget præcist om, hvordan vi ser på arbejdsmiljøet om 30 år.
     Derfor er man nødt til at tage udgangspunkt i det, vi kender i dag. Vi ved, at udviklingen betyder, at der sker en fortsat udvikling af de hjælpemidler, som bruges på arbejdsmarkedet. Det vil betyde en mindre belastning af den menneskelige krop og dermed bevægeapparatet, hvilket igen vil sige, at vi må forvente en væsentlig reduktion i antallet af muskel- og skeletbesvær i fremtiden; men vi skal samtidig være opmærksomme på, at den udvikling, som vi ser og vil se - med en kraftig stigning i antallet af job, der er præget af stillesiddende arbejde, så man bevæger sig for lidt - vil kunne betyde en stigning i antallet af andre problemer, som vi må tage højde for i fremtiden. Det vil typisk dreje sig om hjerte-kar-sygdomme.

     I arbejdsmiljøreformen er reduktion af alvorlige ulykker, tunge løft og ensidigt gentaget arbejde og forbedring af det psykiske arbejdsmiljø prioriteret som de vigtigste områder, hvilket vi også har kunnet se resultatet af; men vi er klar over, at det ikke er nok. Vi skal selvfølgelig se på alle områder, men det er ikke noget, der kan gøres på et par år. Havde det været tilfældet, vil jeg tro, at problemerne havde været løst for længe siden. Som det fremgår af redegørelsen, satser regeringen frem til og med 2010 på en reduktion af arbejdsulykker med 20 pct., en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø med 10 pct. og en reduktion af høreskadefremkaldende støj med 15 pct. og generende støj med 10 pct. Muskel- og skeletbesvær skal også reduceres, og det vil komme senere. Jeg synes, det er en positiv tilgang, og det burde også være muligt at nå målet. Men det skal ske i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, hvilket også er tilfældet, for det, vi bygger på, er jo det, arbejdsmarkedets parter er blevet enige om, så alt andet lige skulle det være realistisk. En reduktion af det skadelige arbejdsmiljø vil kun være til gavn for alle, der bliver berørt af det, og jeg tror ikke, der er ret mange virksomheder, der ikke er klar over, at de kan spare penge ved at satse på et godt arbejdsmiljø. Vi kan se, at nogle virksomheder, der har et dårligt arbejdsmiljø, faktisk også har ekstra store udgifter til sygedagpenge og til forskellige behandlinger af deres ansatte, eller hvad det nu kan være. Der er fokus på området, og fremover vil der også blive ekstra fokus på det i virksomhederne, så jeg tror, vi vil se, at virksomhederne vil lægge stor vægt på at leve op til de arbejdsmiljøkrav, vi nu stiller til dem. Men det er kun ude i virksomhederne, problemerne kan løses. Dansk Folkeparti vil se frem til den samlede indsats på arbejdsmiljøområdet, og vi forventer, at miljøet vil blive meget bedre i løbet af nogle år.

Jeg hørte hr. Bent Bøgsted tale om de mange nye tiltag, som angiveligt skal ligge i arbejdsmiljøreformen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge hr. Bent Bøgsted, om det, han tænker på, er afskaffelsen af BST-tilslutningen og den deraf følgende kraftige reduktion af rådgivningsvirksomheden over for virksomhederne, om det er afskaffelsen af sikkerhedsrepræsentanterne på de små virksomheder, eller om det er nedskæringerne af Arbejdstilsynets almindelige tilsynsvirksomhed.
     Det betyder bl.a., at man på en lang række områder,
f.eks. på bygge- og anlægsområdet, ikke længere har den fagspecifikke viden. Tidligere var det altid folk, der havde forstand på bygge- og anlægsområdet, som kom ud, men nu kan det være hvem som helst, der skal se på en byggeplads. Er det de tiltag, hr. Bent Bøgsted kalder gode og positive?

Nu er det sådan, at min ordførertale byggede på både redegørelsen og forespørgslen og altså også på de fremtidsperspektiver, der ligger i redegørelsen, og som vi skal arbejde videre med. Der er jo mange ting, vi skal se på, når vi skal finde ud af, hvordan vi får reduceret problemerne inden for de forskellige områder med den udvikling, der vil ske.
     Jeg er godt klar over, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr har den holdning, at hvis man bare har BST, er det i orden. Men sådan var det jo ikke. Der var bare en tvungen betaling til BST, det var ikke tvungent at bruge den, og det var langtfra alle virksomheder, der brugte BST. Men jeg er klar over, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti har vidt forskellige syn på tilværelsen.

Hvis hr. Bent Bøgsted havde hørt ordentligt efter, nævnte jeg også en række andre ting end lige præcis BST, og jeg mener faktisk, at rådgivning af virksomhederne er vigtigt.

     Men når det øjensynligt ikke er de ting, hr. Bent Bøgsted nævnte i sin ordførertale, der er de store, fremadskridende nyskabelser på arbejdsmiljøområdet, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvor i redegørelsen der står noget om disse nye tiltag. Hvilke nye tiltag fremgår af redegørelsen? Man opstiller nogle mål, men hvor er de tiltag, der skal til for at nå målene?

Nu ved jeg ikke, hvor meget hr. Jørgen Arbo-Bæhr er inde i forretningsgangen, men når man laver et eller andet vedrørende arbejdsmiljø, er det sådan, at man først stiller nogle mål op og først derefter begynder at se på, hvordan man skal nå målene. Det er den normale procedure. Hvis ministeren allerede i dag var kommet med en færdig plan for, hvordan man ifølge redegørelsen skulle bygge arbejdsmiljøer op frem til år 2010 med det, som ikke ligger i det, vi allerede har, var der jo ikke noget at forhandle om. Så skulle vil ikke til at finde ud af, hvordan det kunne gøres på den bedst mulige måde.
     Jeg tror, det er meget normalt, at man ikke har en færdig plan ved en forespørgsel og en redegørelsesforhandling, når det er fremtiden, det drejer sig om. Planen skal man forhandle om bagefter.

Jeg hørte hr. Bent Bøgsteds tale, og jeg vil sige, at det jo var fine ord. Men er Dansk Folkeparti ikke lidt bekymret over stigningen i antallet af arbejdsulykker?
     Hr. Bent Bøgsted og hans parti har sanktioneret store nedskæringer, både på forskningen og ved fjernelsen af sikkerhedsrepræsentanterne. Men er det ikke bekymrende, at efter at hr. Bent Bøgsteds parti og den borgerlige regering har overtaget ansvaret for arbejdsmiljøet, er antallet af ulykker steget, og det psykiske arbejdsmiljø er blevet voldsomt forværret osv.? Giver det ikke anledning til at stoppe op og sige: Der er måske nogle ting, som vi ikke har gjort godt nok, og vi skal måske overveje, om vi har valgt de rigtige redskaber?
     Screeningen kan jo være god nok, men man vender jo ikke tilbage til virksomhederne, og man mangler ifølge fru Charlotte Antonsen fra Venstre de væsentligste virksomheder, så giver det ikke anledning til overvejelser hos DF, at bl.a. antallet af dødsulykker er fordoblet det sidste års tid?

Dødsulykker er, som hr. Carsten Hansen nævner, altid bekymrende. Én dødsulykke er en for meget, det tror jeg godt vi kan blive enige om langt hen ad vejen, og vi kan også godt blive enige om, at der sker for mange arbejdsulykker. Det er jo også konstateret.
     Men vi må også se i øjnene, at den screening, man er i gang med, og som skal omfatte alle virksomheder, jo ikke er færdig. Den er ikke nået ud på byggepladserne endnu, her ved vi, at der sker mange ulykker, og vi ved også, at byggefagene er mere eller mindre støvsuget for ledig arbejdskraft. Vi ved, at der kommer mange ud på arbejdspladserne, selv om de måske ikke har den erfaring, man kunne ønske sig, og det er også en af grundene til - nu bevæger jeg mig lidt ind på et andet område - at jeg i lang tid har været fortaler for, at der skal ses mere på, hvordan arbejdsmarkedsuddannelserne kan forbedres, så folk lever op de krav, der bliver stillet på arbejdsmarkedet.

Jeg er jo ordfører for Socialdemokraterne på det sidste område. Der er sparet voldsomt på arbejdsmarkedsuddannelserne og voksenefteruddannelsesindsatsen, så jeg giver gerne tilsagn om og vil godt vende tilbage til, at vi kigger på indholdet af uddannelserne, for de trænger voldsomt til forbedring, efter at der er blevet skåret meget ned. Men det er jo ikke det, vi forhandler om i dag.
     Jeg vil bare sige, at hr. Bent Bøgsted og hans parti jo har sanktioneret, at regeringen har lavet voldsomme ændringer af arbejdsmiljøpolitikken og voldsomme ændringer af prioriteringen. Nye prioriteringer hed det for 5 år siden, nu tales der igen om nye prioriteringer, og de prioriteringer, som hidtil er foretaget, har medført store og alvorlige ændringer af arbejdsmiljøet, som jo betyder noget for den almindelige arbejder, 3F'er, ude på arbejdspladserne.
     Vi har begge to den tilgang til området, at vi har været på arbejdsmarkedet og kan se og ved, at det, der virker,
f.eks. er, at der også er en sikkerhedsrepræsentant på små virksomheder. Får det ikke Dansk Folkeparti til at overveje, om man nu er med på den rigtige galej, og om der ikke skal ske lidt kraftigere ændringer end blot nogle fine målsætninger, som gør, at arbejdsmiljøet faktisk bliver værre?

Jeg er sikker på, at der vil ske ændringer, når man er færdig med screeningen, for det, der ligger i den arbejdsmiljøreform, vi har nu, er jo ikke færdigt.

     Hr. Carsten Hansen var inde på sikkerhedsrepræsentanter
i de små virksomheder, men jeg tror altså, det aldrig nogen sinde kan opnås, at en sikkerhedsrepræsentant kan kontrollere alle sine arbejdskollegers sikkerhed. En virksomhed har måske ni ansatte, der er ude og arbejde fem forskellige steder, og skulle én sikkerhedsrepræsentant så køre rundt og tjekke dem? Jeg tror nok, at sikkerhedsrepræsentanten i langt højere grad ville bekymre sig om at tjene sin egen løn. Så skal man benytte et helt andet system, som jeg er sikker på at hr. Carsten Hansen gerne ønsker, men som jeg ikke ønsker. Så skulle en mand være ansat kun som sikkerhedsrepræsentant, så han kun skulle tjekke og holde øje med sikkerheden, men det er ikke det, vi vil.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken. Den næste er den konservative ordfører, hr. Jakob Axel Nielsen.

Vi Konservative hilser det meget velkommen, at vi nu tager en bred debat om arbejdsmiljøet. Vi har tidligere her i salen haft en forespørgselsdebat, der specifikt koncentrerede sig om stress, og som jeg også nævnte dengang, var det efter vores opfattelse en lidt for snæver betragtning, da arbejdsmiljøproblemer og arbejdsmiljø i det hele taget fortjener en meget bredere debat. Eksempelvis er stress - når der foreligger en egentlig klinisk diagnose - ud over noget meget alvorligt også et symptom på et eller andet arbejdsmiljøproblem.
     Vi er også glade for, at vi nu får lejlighed til at tage en bred debat, simpelt hen fordi vi mener, at et godt arbejdsmiljø giver gladere medarbejdere, gladere medarbejdere giver færre sygedage, og færre sygedage og gladere medarbejdere giver større produktion. Der er derfor god økonomi for virksomhederne i at koncentrere sig om problemet og fokusere på det. Det er godt for den enkelte borger, og det er godt for samfundet at interessere sig for arbejdsmiljøet.
     For os Konservative handler det hele om, hvordan vi får skabt et større udbud af arbejdskraft i en tid, hvor vi ved, at de demografiske fakta betyder, at flere hundredtusinde mennesker træder ud af arbejdsmarkedet, og færre træder ind på grund af de små årgange. Vi ser derfor denne debat om arbejdsmiljø som en del af en større debat, hvor arbejdsmiljøet blot er ét instrument. Jeg behøver ikke gentage her, hvad vi Konservative mener om eksempelvis efterlønnen, som jo er et andet instrument til at skabe et større arbejdsmarkedsudbud.
     Arbejdsmiljøindsatsen skal fokusere på, hvordan vi får skabt et fleksibelt arbejdsmarked, så flere ældre får lyst til at blive længere på arbejdsmarkedet. Arbejdsmiljøindsatsen skal også fokusere på, hvordan arbejdsmarkedet kan blive meget bedre til at integrere langt flere med anden etnisk baggrund. Vi har nemlig allerede og får i særdeleshed i fremtiden brug for alle kræfter på arbejdsmarkedet.
     Redegørelsen peger på flere forhold, der kan sættes ind over for; men i erkendelse af, at ikke alle krige kan vindes på én gang, er vi Konservative meget tilfredse med, at regeringen vælger at tage målrettet fat på de emner, som også Arbejdsmiljørådet anbefaler at prioritere, nemlig arbejdsulykker, psykisk arbejdsmiljø, støj og muskel- og skeletbesvær, som måske i virkeligheden mere mundret skal kaldes ledsmerter. Det tror jeg folk bedre kan forstå.
     De fire emner, der vælges at fokusere på, er i sig selv mange ting og kan behandles politisk på mange forskellige måder. Men fælles for dem er, at forbedringer på disse områder medfører, at der bliver færre syge, større arbejdsglæde og færre med reduceret arbejdsevne. Det betyder, at folk vil blive længere på arbejdsmarkedet, og det er en gevinst for samfundet, for de offentlige sundhedskasser og naturligvis også for den enkelte borger, der får en større livskvalitet.
     Lad mig gribe fat i bare et enkelt af emnerne, nemlig det psykiske arbejdsmiljø, som jo i sig selv er meget, meget, meget bredt. Vi Konservative lægger vægt på, at årsagerne til den tilsyneladende stigning i det, jeg vil kalde diagnosticeret stress, bliver analyseret tilbundsgående. Jeg synes, det er vigtigt, når vi tager denne debat, at vi taler om diagnosticeret stress, for når vi har haft travlt, siger vi lidt i flæng, at vi stresser rundt. Det er jo en talemåde, men stress som sygdom er en ganske, ganske alvorlig ting.

     Med hensyn til årsagerne: Er det, fordi - i gåseøjne - lette job presser en bestemt gruppe mennesker lidt ud på et sidespor, så de føler en reduceret tilknytning til arbejdsmarkedet? Er det, fordi vi har fået så gode kommunikationsmuligheder, at hjemmearbejdspladsen har gjort, at vi altid - i gåseøjne - er på, og at kravet om tilgængelighed er blevet så altomfattende? Er det, fordi enkelte af os har glemt at prioritere, hvad der er vigtigt her i livet, og hvad der ikke er vigtigt at prioritere i forholdet mellem arbejdsliv og privatliv? Eller er det en kombination af alle tre ting?
     Jeg kan ikke give svarene her, men jeg håber, at vi i udvalget får en grundig debat om disse ting, så de også fremadrettet kan blive lidt mere håndgribelige, selv om vi også skal diskutere meget håndgribelige problemstillinger om, hvordan vi skal forholde os til støj, og hvordan vi skal forholde os til arbejdsulykker, som jo hver gang er en katastrofe for den enkelte, der bliver ramt af en ulykke.
     Jeg mener også, vi i debatten om arbejdsmiljø skal forholde os til, hvordan vi får skabt et mere fleksibelt arbejdsmarked. Det er sagt mange gange, også i lokalaviser og lokalradioer, at vi har brug for det grå guld, men jeg ved, at der er mange fra gruppen det grå guld, der er møgtrætte af at høre om det, fordi de ikke føler, at der er plads til dem.
     Personligt har jeg altid haft svært ved at forstå, hvorfor man skal gå fra ilden i asken en tilfældig dag, bare fordi man har haft fødselsdag. Hvorfor er det sådan, at man ikke kan drosle sit arbejdsliv langsomt ned? Hvorfor vil vi ikke erkende, at den, der er 25, har mere energi end ham eller hende på 62, men at han eller hun på 62 har større indsigt i et eller andet forløb? Og hvorfor indretter vi os ikke fleksibelt efter det?
     Nu bliver jeg også nødt til at komme ind på nogle af de spørgsmål, jeg forfulgte fru Lone Møller med, da hun stod på talerstolen før. Jeg vil sige, at det ikke er noget, vi kan lovgive konkret om. Vi kan ikke tvinge virksomhederne til at sige, at når en medarbejder når en vis alder, skal man acceptere halvtidsmedarbejdere, for der er jo fri ansættelses- og dermed også fri afskedigelsesret på danske virksomheder. Men vi kan gå forrest, fordi vi har en platform til at føre debatten fra, og vi kan påvirke arbejdsmarkedets parter til at tage den diskussion, som man allerede er godt i gang med på de store virksomheder i Danmark.
     Men det kniber - det er jeg nødt til at sige. I den offentlige sektor kniber det med at tage debatten om et fleksibelt arbejdsmarked, og det kniber også på mange af de mindre virksomheder. Men selv om der ikke er noget, der er enkelt, tror jeg, vi her har en af mulighederne for at få skabt et mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er mere tilfredshed, og hvor folk derfor bliver længere.

Der er foreløbig tre korte bemærkninger. Den første er fra hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

Hvis vi lige ser bort fra hr. Jakob Axel Nielsens bemærkninger om, at han - som vi jo godt ved - vil afskaffe efterlønnen, tror jeg egentlig ikke, der var meget i ordførertalen, man kunne være uenig i, men det har nok noget at gøre med, at ordførertalen ikke handlede om, hvad vi skal gøre ved arbejdsmiljøproblemerne.
     Vi kan jo konstatere, at der er rigtig, rigtig, rigtig mange problemer, og det gjorde hr. Jakob Axel Nielsen også. Men jeg savnede bare et eneste bud på, hvad det så er, vi skal gøre. Hvad er det, vi skal ændre? Hvilke nye ting skal der gøres på arbejdsmiljøområdet for at forbedre situationen?

Jeg skal beklage, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr ikke forstod den sidste halvdel af min ordførertale helt tilbundsgående, for det ligger mig faktisk utrolig meget på sinde - selv om tingene ikke kan udmøntes i håndgribelig lovgivning - at vi vedvarende og i mange år frem tager debatten om det mere fleksible arbejdsmarked; hvordan virksomhederne i samarbejde med medarbejderne vænner sig til at skulle agere som ansvarlige samfundsborgere; hvordan vi får mere personligt ansvar ud i virksomhederne; hvordan man kan indrette sig på at være fleksibel i erkendelse af, at menneskers kompetencer, evner og energi ændrer sig gennem et langt arbejdsliv; og hvordan vi kan give plads til, at man efter en periode, hvor man har haft megen energi og måske har haft ledelsesansvar, men på et tidspunkt har fået nok - selv om man stadig har en masse ressourcer i sig - kan få en anden stilling.

     Det er ikke et spørgsmål om alt eller intet. Det er mentaliteten, der skal ændres, det er den debat, jeg gerne vil have, og den tror jeg vi skal blive ved med at tage og også påvirke arbejdsmarkedets parter til at tage sammen med os.

Hvis jeg skal forstå hr. Jakob Axel Nielsens bemærkninger i den rigtig positive ånd, vil jeg bare sige: Det er socialisme.
     Vi har faktisk aldrig haft et så fleksibelt arbejdsmarked, som vi har i dag, men det betyder, at flere og flere går på skiftehold, og at flere og flere får ubekvemme arbejdstider. Det betyder igen, at flere og flere arbejder for meget, langt ud over 37 timer om ugen, og at rigtig mange er nødt til at have flere job, fordi de kun er på deltid. Det er virkeligheden, og det er derfor, jeg spørger: Hvad skal vi gøre ved det?
     Forholdene bliver altså ikke ændret ved hjælp af en mentalitetsændring, for problemet er jo, som hr. Jakob Axel Nielsen konstaterede, at det nu engang er arbejdsgiverne, der har retten til at lede og fordele arbejdet og afskedige og ansætte, og det er også dem, der definerer det fleksible arbejdsmarked. En arbejdsmiljøpolitik handler om at sørge for, at arbejdet ikke går ud over menneskers liv, sundhed og helbred, så derfor er der brug for konkrete lovgivningsinitiativer i modsætning til hr. Jakob Axel Nielsens tro på, at det hele bare handler om, hvad der sker oppe i hovedet på virksomhedslederen.

Nu er det jo en meget, meget bred debat, og vi kan også godt gribe fat i områder, hvor mange ting kan løses med konkret lovgivning. Men jeg målrettede min ordførertale mod det fleksible arbejdsmarked, og jeg må sige, at jeg slet ikke tror, hr. Jørgen Arbo-Bæhr rigtig har forstået, hvordan moderne virksomheder og virksomhedsledere tænker.
     Senere i dag skal vi behandle et lovforslag om medarbejderindflydelse i SCE-selskaber, altså europæiske andelsselskaber, og det kommer vi i hvert fald til at tale om senere i dag, når lovforslaget kommer på. Men man må forstå, at også på de store, moderne private virksomheder er det klart, at virksomhedslederne har ledelsesretten, men det sker
i samarbejde med medarbejderne, fordi de godt ved, at hvis de skal have medarbejderne til at blive længe - og virksomhederne er interesserede i at fastholde gode, glade og motiverede medarbejdere - skal de give dem indflydelse på eget arbejde og ansvar for det. Det har mange af de moderne virksomheder forstået. Men det skal udbredes meget bredere, og det er der, jeg vil hen, når jeg siger, at det ikke skal være sådan, at man går fra ilden i asken, blot fordi man fylder eksempelvis 60 eller 62.

Det kan formanden helt bekræfte. Så går vi til den næste korte bemærkning, og det er fru Lone Møller.

Nu er jeg ikke et sekund i tvivl om, at hr. Jakob Axel Nielsen brænder for at være med til at lave forbedringer på arbejdsmiljøområdet, for det kunne man jo høre. Hr. Jakob Axel Nielsen var ved at lade sig rive med, og det er jo en forudsætning for, at der kan ske noget. Men man bliver nogle gange lidt ked af det, når man i rigtig, rigtig mange år har talt om tingene og prøvet at få parterne til at løse problemerne i fællesskab, men kan se, at det går meget langsomt.
     Det, vi ser nu, er rent faktisk, at der dukker nye, massive arbejdsmiljømæssige problemer op, som vi ikke rigtig har nogen redskaber til at håndtere, og derfor vil jeg spørge: Bekymrer det ikke hr. Jakob Axel Nielsen, at kun 22 pct. af de virksomheder, der er blevet screenet af Arbejdstilsynet som niveau 2- og 3-virksomheder, har fået rådgivningspåbud? Viser det ikke, at redskabet ikke er godt nok, men trænger til et eftersyn, så screeningerne måske kunne strammes op?

Fru Lone Møllers spørgsmål og kommentarer giver i virkeligheden anledning til mange bemærkninger, men lad mig starte med at sige, at der er mange konkrete ting, man kan gå
i gang med, og der er også nogle ting, man kan lovgive om, hvis man mener det giver de bedste resultater.

     Med hensyn til screeningerne er der en proces i gang nu. Der er ansat 140 ekstra mennesker i Arbejdstilsynet til at gennemføre screeningerne, men man kan stadig ikke gøre det fra den ene dag til den anden, og derfor må vi have tillid til, at den prioritering, som Arbejdstilsynet har foretaget, er den mest fornuftige, når det gælder om at komme frem til de mål, vi har fastlagt her fra Folketingets side.
     Så vil jeg godt give en kommentar til bemærkningen om, at der er blevet talt meget om tingene. Det er rigtigt, at nogle af tingene vedrørende det fleksible arbejdsmarked er der blevet talt meget om, jeg tror, vi aldrig nogen sinde vil stoppe med at tale meget om det, fordi det hele tiden kan udvikles og hele tiden kan blive bedre.
     Jeg havde rent faktisk en meget interessant samtale med en journalist fra Foreningen af Offentligt Ansatte ...

Den må vi vente med at høre om til senere, for tiden er udløbet. Så er det fru Lone Møller for den anden korte bemærkning.

Lad os komme bort fra talen, for så kan jeg stille et konkret spørgsmål.
     Hvis vi kigger på de mange alvorlige dødsulykker, der har været, specielt på bygge- og anlægsområdet, vil jeg godt spørge, om De Konservatives ordfører ikke mener, at det også
i en handleplan frem til 2010 er vigtigt at kigge på, hvordan vi også kan ramme målgruppen bygherrer og rådgivende og projekterende ingeniører. De er ikke nævnt med et eneste ord
i redegørelsen, men de er vel også en del af arbejdsmarkedet, og mener hr. Jakob Axel Nielsen ikke, at her bliver vi nødt til at sætte os sammen og få strammet op på forholdene?

kob Axel Nielsen (KF): Jo, og jeg vil gerne tilføje, at op gennem 1990'erne og frem til 2003 har vi jo set et fald i antallet af dødsulykker. Jeg tror ikke, jeg behøver at sige det, men alle er jo enige om, at én dødsulykke er én dødsulykke for meget, og her i 2004 har vi af uforklarlige årsager set en stigning. Det er vi nødt til at være meget opmærksomme på. Med hensyn til hvad vi kan gøre helt konkret, når det drejer sig om arbejdsgiveres ansvar, vil jeg gerne komme ind på L 14, som jeg tror alle ved hvad handler om, nemlig det objektive ansvar for at straffe arbejdsgivere. Som jeg sagde i min ordførertale, da vi førstebehandlede L 14, er forholdet det, at netop ved at fjerne det objektive ansvar - altså det fuldstændig ureflektoriske ansvar for, hvad man har gjort, og hvor der bare straffes, uanset om man har gjort noget godt eller skidt - og omdanne det til et egentligt skyldansvar, kan vi også begynde at forlange noget mere af arbejdsgiverne. De, der ikke gør, hvad der kan gøres på baggrund af nutidens viden, kan vi straffe hårdere end dem, der har alt i orden, så L 14 åbner altså mulighed for, at vi kan begynde at stille nogle større krav.

Jeg vil godt sige til hr. Jakob Axel Nielsen, at jeg ikke tror, L 14 løser problemet med strafferammer, snarere tværtimod. Men lad os tage den diskussion, når tiden kommer, for det er jo en helt anden diskussion.
     Jeg vil godt starte med at sige, at jeg glæder mig over den positive tilgang, De Konservative har til spørgsmålet, og også give håndslag på, at vi gerne lovgiver om nogle ordentlige senioraftaler, som forpligter alle virksomheder, hvis De Konservative er med på det. Det kunne jeg høre at hr. Jakob Axel Nielsen gik meget op i.
     Regeringen har jo, siden den kom til, haft mange gode målsætninger, både med hensyn til arbejdsulykker, det psykiske arbejdsmiljø, støj osv., men det er sådan set gået den forkerte vej på de fleste af de målbare parametre, vi overhovedet kan finde. Nu opstiller man så nogle nye parametre, og det er jo flot at komme med en lang redegørelse og opstille nogle nye parametre, men det er altså gået tilbage.
     Derfor vil jeg spørge: Hvilke overvejelser har Det Konservative Folkeparti gjort sig om de indsatsområder, der er nævnt i både vedtagelsen og redegørelsen, nemlig arbejdsulykker, det psykiske arbejdsmiljø, støj osv.? Hvilke redskaber skal vi bruge, og hvad mener Det Konservative Folkeparti der skal til, for at det kan komme til at virke?

Lad mig starte med at sige, at jeg mener faktisk, L 14 har rigtig meget med dette område at gøre. Men jeg forstår, at hr. Carsten Hansen helst vil tage den diskussion senere, og det er jeg med på.
     Med hensyn til de konkrete instrumenter skal vi i udvalgsarbejdet i fællesskab finde ud af, hvordan vi mener at vi kan målrette indsatsen. Vi skal have hjælp fra eksperterne, og vi skal også have hjælp fra embedsmændene, når vi skal finde ud af, hvordan vi rent faktisk får virkelighedsgjort intentionerne om, at antallet af støjgener skal ned, og at antallet af ledsmerter skal ned. Jeg er jo ikke ansat i en bedriftssundhedstjeneste og ved derfor ikke, hvordan man skal rådgive om den korrekte siddestilling, eller hvad det nu er, for jeg er simpelt hen ikke vidende nok på området. Vi må lytte til dem, der ved noget om det, så vi kan udfylde lovgivningen med ekspertviden.

Nu er det jo ikke nemt at være konservativ, det medgiver jeg gerne, og slet ikke med en Venstreminister som beskæftigelsesminister. For der er ellers en tradition for, at Socialdemokraterne og De Konservative har nogle fælles interesser på arbejdsmiljøområdet.
     Men der er en lang række redskaber, som er skåret væk:
sikkerhedsrepræsentanter, administrative bøder, meget bedre offensiv indsats fra Arbejdstilsynets side, bedriftssundhedstjenesten. Man kan være enig eller uenig i redskaberne, men det, man kan se, efter at de redskaber er forsvundet, er, at det er gået den forkerte vej på alle målbare parametre. Så kan regeringen stille alle de der nyprioriteringer op.
     Så er det, jeg spørger mig selv: Har det ikke givet anledning til overvejelser hos Det Konservative Folkeparti? Og hr. Jakob Axel Nielsen sagde selv, at der er sket en uforklarlig fremgang i antallet af dødsulykker; det er vi alle enige om er for meget. Jeg ved ikke, om det er så uforklarligt, når f.eks. alle sikkerhedsrepræsentanterne er forsvundet fra de små arbejdspladser. Jeg ved ikke, om det er så uforklarligt, når andelen af sikkerhedsrepræsentanter er skåret voldsomt ned og er forsvundet fra mange af de små byggearbejdspladser.
     Jeg siger bare, at vi ved, det virker, når der er et formelt område, hvor man kan diskutere det; at der er en, der har nogle beskyttelsesregler; at der er en sikkerhedsrepræsentant, der sammen med virksomhedens ledelse tager sig af det her. Det er væk.
     Derfor vil jeg igen spørge: Er det ikke sådan, at det giver anledning til overvejelse om, hvorvidt man nu gør det rigtige, når det går den forkerte vej?

Lad mig starte med at sige, at De Konservative har et fantastisk godt samarbejde med Venstres minister på det her område, og at vi er meget tilfredse med, at man har fået administrative bøder væk. Administrative bøder er retssikkerhedsmæssigt en uting.
     Hvad angår dødsulykkerne, skal det naturligvis analyseres, hvorfor det går sådan. Det er da klart, at man altid skal kunne vurdere det. Det giver anledning til overvejelser om, hvorvidt vi gør det rigtige. Jeg mener, at man er stupid, hvis man ikke altid er åben over for overvejelser om, hvorvidt man gør det rigtige.
     Når der kommer en tendens og en stigning i antallet af dødsulykker, hvilket jeg håber viser sig kun at være et enkeltstående år, og at det altså har været en tilfældighed, så skal ethvert ansvarligt Folketing selvfølgelig sætte ind.

Problemet er, at vi godt ved, hvordan vi forhindrer dødsulykker.
     Da man lavede Storebæltsbroen, var der alt for mange mennesker, der døde. De erfaringer, man fik i Arbejdstilsynet, om den brobygning, førte man over til Øresundsbroen med det resultat, at da Øresundsbroen blev bygget, faldt antallet af ulykker, herunder dødsulykker, drastisk. Det handlede om en effektiv indsats fra Arbejdstilsynets side, det handlede om uddannelse af de folk, der skulle arbejde der osv.
     Vi ved det godt. Der er bare ikke nogen ressourcer i systemet i dag til at gennemføre det.

Jeg synes, man skal passe på ikke at drive politisk plat på en så alvorlig sag. Det er supergodt, at man tager ved lære af et stort byggeri, når man laver et andet stort byggeri.
     Rent fagligt kan vi konstatere statistisk, at der er sket flere dødsulykker i 2004 end i perioden hvert år fra 1990 til 2003; der er altså sket en stigning. Det er der ikke nogen ansvarlige og ordentlige mennesker der ikke tager alvorligt, men vi ved bare ikke hvorfor. Og så synes jeg ikke, at man skal begynde at foregribe begivenhedernes gang og sige, at det skyldes det ene eller det andet. Det skal vi have analyseret. Hvis det skyldes reduceret mandskab til Arbejdstilsynet, hvor der altså er blevet ansat 140 ekstra mennesker, så vil jeg også godt være med til at tale for, at der skal tilføres flere ressourcer. Men jeg synes, at vi skal kende årsagen først. Alt andet ville være uansvarligt.

Vi har jo haft en lang række fagforeningsfolk, der over for Arbejdsmarkedsudvalget har beskrevet, i hvilke situationer dødsfaldene sker.
     Vi ved, at når man kontakter Arbejdstilsynet, tager det for lang tid for dem at komme derud. Vi ved, at den screening, der er af alle arbejdspladser, bruger så megen energi og så mange kræfter og så mange ressourcer fra Arbejdstilsynet, at der simpelt hen ikke er tid til at komme ud på de farlige arbejdspladser og give den rigtige vejledning. Når man så samtidig fjerner sikkerhedsrepræsentanten hos de små arbejdsgivere, betyder det jo samlet, at der ikke er nogen, der har den uddannelse ude på de arbejdspladser, på byggearbejdspladserne, så man rent faktisk kan håndtere det, når fejlen sker og ulykken kommer.

Hvor frygteligt det end er, når der sker bare én dødsulykke, så bliver jeg nødt til at sige, at det jo ser mærkeligt ud, at det går ned i 2001, 2002 og 2003 for så pludselig at stige
i 2004. Det kan godt være en statistisk tilfældighed, for hvorfor skulle det så ikke også være steget i 2003, hvis det var fru Anne Baastrups argumenter, der skulle være årsagen? Hvorfor skulle det så ikke også være steget i 2003? Det synes jeg vi for sagens alvors skyld skylder at få analyseret tilbundsgående.

Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er den radikale ordfører hr. Martin Lidegaard.

At sikre et godt arbejdsmiljø er måske en af de vigtigste indsatser, man kan gøre for Danmarks udvikling. Det er et område, der er meget nært relateret til udviklingen på socialområdet og udstødelsen af arbejdsmarkedet. Det er en diskussion, som handler om vores trivsel i hverdagen. Vi tilbringer jo rigtig mange timer, de af os, der er i arbejde, på arbejdspladsen. Det er tæt relateret til sundhed, og endelig er det også relateret til den overordnede diskussion, som handler om at sikre fastholdelsen af mennesker på arbejdsmarkedet.
     Lad mig starte med at sige, at den radikale ordfører ikke kan være til stede i dag, og derfor skal jeg fremføre følgende på hendes vegne:
     Det Radikale Venstre er enig i de målsætninger, som arbejdsmarkedets parter har udpeget i forhold til arbejdsmiljøområdet frem til 2010. Vi er indstillet på at leve op til vores ansvar og bidrage til, at de målsætninger kan nås gennem et samarbejde med alle partier, der er interesserede i det, ikke mindst regeringen og Dansk Folkeparti, som vi har indgået forlig med på dette område.
     I øjeblikket er der noget, der tyder på, at nogle af måltallene desværre går den forkerte vej. Det er sådan, at vi er ved at give arbejdsmiljøforliget et serviceeftersyn og diskutere, om der skal ske nogle ændringer, og jeg vil gerne sige, at de forhandlinger går Det Radikale Venstre ind til med et meget åbent sind. Men jeg vil gerne her løfte sløret for nogle områder, som vi gerne vil kigge på i forbindelse med det serviceeftersyn, vi skal have. En af målsætningerne er jo, at vi skal opnå en nedgang på 10 pct., hvad angår skader på grund af det psykiske arbejdsmiljø. Vi tror, at det psykiske arbejdsmiljø er et område og et problem, der vokser i disse år; det er stressrelaterede sygdomme, og det er psykiske sygdomme, som vi på mange andre indikatorer kan se er et voksende problem i Danmark. Derfor tror vi, at det er et område, vi skal have et særligt fokus på og måske også gøre en særlig indsats for. Et andet område, vi er meget optagede af, er den offentlige sektor. Vi har desværre kedelige tal for arbejdsmiljøet i den offentlige sektor. Det er et af de områder, vi ikke har grund til at være stolte af som politikere, det gælder så vel den kommunale som den statslige sektor. Det skal vi kunne gøre bedre, og det er muligt, at vi her skal til at kigge på nogle nye og mere målrettede instrumenter. Endelig er der den diskussion, der har fyldt meget i salen i dag, nemlig diskussionen om virkemidler. Her vil jeg gerne sige, at vi går åbent ind i en diskussion om, hvorvidt der skal nye virkemidler til for at nå de målsætninger - hvorvidt der skal justeres. Vi synes ikke, at det her er et område, hvor man på forhånd skal afvise noget som helst og da slet ikke af ideologiske årsager. Hvis det er sådan, at udviklingen fortsætter med at gå den forkerte vej - det bliver spændende at få tallene for 2005 - bliver vi selvfølgelig nødt til også i forligskredsen at kigge på, hvad der så skal til. For hvis der er en ting, der ligger De Radikale på sinde, er det, at vi som minimum i hvert fald opnår de målsætninger, vi i fællesskab har sat os.

Vi går videre i ordførerrækken. Den næste er SF's ordfører, fru Anne Baastrup.

Den her diskussion er i virkeligheden en diskussion om fremtidens velfærd: hvordan vi alle sammen kan få den velfærd, der består i et godt og sundt arbejdsliv; en diskussion om, hvordan vi får råd til fremtidens velfærd. Alle forskere er enige om, at det psykiske arbejdsmiljø bliver et af de allermest centrale arbejdsmiljøproblemer i fremtiden.
     Forskerne, også de, der har lavet forarbejdet til handleplanen frem til 2010, er enige om, at fremtidens arbejdsmarked efter al sandsynlighed vil bringe et generelt øget pres på det psykiske arbejdsmiljø. Det er vel at mærke alvorlige problemer, vi snakker om, ikke bare noget med lidt dårlig trivsel. En række undersøgelser har f.eks. vist, at en ikke ubetydelig del af dem, der får blodpropper i hjertet, får det på grund af påvirkninger i arbejdsmiljøet. De arbejdsmiljøbelastninger, som kan føre til blodpropper i hjertet, er ikke alene giftige stoffer m.v., men også andre typer af belastende arbejdsforhold.

     Vi står altså over for en udfordring, hvor fremtidens arbejdspladsmiljø truer med at forøge en række alvorlige belastninger med alvorlige følger for ganske mange mennesker. Det er en udvikling, som truer med at forringe menneskers velfærd og dermed også truer med at presse flere og flere ud af arbejdsmarkedet.
     Det kunne have været sjovt, hvis statsministeren havde inviteret til velfærdsforhandlinger med et bedre psykisk arbejdsmiljø øverst på dagsordenen både for at øge velfærden og for at øge fremtidens arbejdsstyrke, så vi bedre får råd til en ordentlig velfærd til fremtidens ældre. Det ville have været flot.
     Velfærdskommissionen erkender i sin rapport, at arbejdsmiljø er et sted, vi kan sætte ind for at få bedre råd til fremtidens velfærd. Men desværre havde de mange økonomer
i Velfærdskommissionen ikke lige viden og ikke lige ressourcer til at undersøge det nærmere, så de kom ikke rigtigt med noget forslag. Det kunne vi jo have rådet bod på her, hvis vi havde villet. Udspillet fra arbejdsmarkedets parter er godt: konkrete mål for forbedring af det psykiske arbejdsmiljø i en tid, hvor forværringer truer. Og det er fint, at regeringen gør disse mål til sine egne. Men ministeren glemmer tilsyneladende helt, at det kræver helt nye og effektive tiltag, hvis truslen om forværringer skal ændres til en markant forbedring. Parterne peger selv på, at der skal gøres langt mere med hensyn til den forebyggende indsats ude på virksomhederne, hvis målet skal nås. Hvor er regeringen henne med sit bidrag hertil? Ingen steder. Vi har et Arbejdstilsyn, der er hårdt spændt for med screening og tilpasset tilsyn, og som kun i ringe grad får set ordentligt på det psykiske arbejdsmiljø og slet ikke får tid til kampagner. Parternes handleplan peger direkte på, at screeningen af det psykiske arbejdsmiljø på virksomheden skal være bedre, hvis det skal lykkes at mindske belastningerne i de kommende år. Men ministeren sidder på sine hænder. I stedet har ministeren sørget for at afskaffe masser af sikkerhedsrepræsentanter på de mindre virksomheder ved lov, så vi får færre til at forebygge. Nedlæggelse af BST-ordningen har ført til et drastisk fald i omfanget af rådgivning til virksomheder om forebyggelse af bl.a. de psykiske arbejdsmiljøbelastninger. Kort sagt: Systematiske skridt til mindre forebyggelse i stedet for det, der kræves, nemlig mere. Parterne er også helt klar over, at der skal arbejdes mere systematisk og bredt med psykisk arbejdsmiljø i forbindelse med APV'en end i dag. SF foreslår her, at vi ved lov kræver, at arbejdspladsvurderingen skal indeholde handleplaner for at skabe et både bedre og sundere arbejdsliv. Konkret skal arbejdspladsvurderingen forholde sig til de psykiske arbejdsmiljørisikofaktorer, vi godt kender, og som handleplanerne selv opridser. Parternes plan forudsætter imidlertid, at der gøres en målbevidst indsats for at samle og styrke de værktøjer, vi har til at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Hvor er ministerens plan? Ingen steder. Parterne vil godt selv gøre noget, men hvis de skal løfte deres del af opgaven, skal staten afsætte en pulje til at styrke virksomheds- og partsindsatsen for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Denne pulje er jo heller ikke kommet. Vi fik nogle penge igennem i satspuljeforhandlingerne, men slet ikke nok. Det er dybt skuffende, at også denne del af handlingsplanen ser ud til at ende i ministerens skraldespand. Men vi skal jo heller ikke i denne debat glemme de traditionelle arbejdsmiljøproblemer, for slet ikke at tale om arbejdsulykker. Vi har netop overstået et år, hvor der er sket en fordobling af dødsfald på arbejdspladserne. Det betyder, at 19 mennesker er døde, og beskæftigelsesministeren har ikke sat noget særligt i gang. Nu ved jeg godt, at ministeren vil sige, at screening af arbejdspladserne og det tilpassede arbejdstilsyn er svaret på alle arbejdsmiljøproblemer. Men det har jo desværre ikke forhindret dødsfald. Vi ved, at de danske bygge- og anlægsarbejdere har fire gange så mange ulykker som svenske, selv om de arbejder i samme byggesjak. Vi ved, at den gennemsnitlige ulykkesfrekvens for alle brancher er ca. to gange så høj i Danmark som i Sverige. Vi ved, at en gennemgang af de internationale sikkerhedskampagner viser, at arbejdsulykker kan reduceres med op til 60 pct. Vi ved, at Øresundsforbindelsens sikkerhedskampagne fra 1996 og frem gav en reduktion på 25 pct. Alt peger på, at der er en ganske betydelig mulighed for at reducere fravær gennem en mere effektiv forebyggelse af arbejdsulykker, men det kræver andre boller på suppen. Vi skal have respekten for arbejdsmiljøet ind i alle uddannelser. Erfaringen viser, at det ofte er nyansatte, der udsættes for arbejdsulykker. Introduktionen af nyansatte skal derfor prioriteres af ledelsen.

Forudsætningen for, at ledelsen kan prioritere dette, er, at ledelsen ved, hvordan man gør, ved, hvor man kan få rådgivning, ved, hvor man kan få nem og billig rådgivning.

     Samtidig er det en forudsætning, at der i hele virksomheden kommer en prioritering af forebyggelse af arbejdsulykkerne. Det vil sige: Hvordan forebygger vi arbejdsulykker på en synlig måde, således at den øverste ledelse er opmærksom på, hvordan lederen på gulvet rent faktisk arbejder med det her område? Det skal klart fremgå af den skriftlige APV, hvordan virksomheden konkret arbejder på at undgå arbejdsulykker.
     Men også på brancheplan skal forebyggelsen gøres synlig. De enkelte brancher skal udarbejde handleplaner, der konkret forpligter sig på reduktionen af arbejdsulykkerne.
     Det kan lade sig gøre at forebygge arbejdsulykker og dødsfald. Jeg håber inderligt, at ministeren vil begynde at tage det mere alvorligt.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren.

Jeg vil gerne takke for en god og spændende debat om den fremtidige arbejdsmiljøindsats. Den har jo givet os mulighed for at drøfte redegørelsen om fremtidens arbejdsmiljø i Folketinget, og jeg vil gerne glæde mig over, at der er tilslutning til de målsætninger, der er opstillet i redegørelsen. Jeg vil også tage fat i debatten og det beslutningsforslag, som oppositionen har fremsat, hvoraf det fremgår, at man tilslutter sig de centrale elementer i den arbejdsmiljøreform, vi gennemførte, nemlig screeningsredskabet. Derfor er det jo godt, at vi har fået en debat om de problemer, der er i arbejdsmiljøet.
     Som jeg sagde i min indledning, er jeg stolt af den redegørelse, der er afgivet, både fordi den hviler på et solidt fagligt grundlag og den tager højde for den fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet, samtidig med at disse prioriteringer støttes af et enigt Arbejdsmiljøråd.
     Den prioritering af arbejdsmiljøindsatsen, som fastlægges i redegørelsen, er jo ikke alene udvalgt med udgangspunkt i, hvilke arbejdsmiljøproblemer der har størst betydning for sikkerhed og sundhed i fremtiden, den indtænker også beskæftigelses- og sundhedspolitiske og internationale hensyn, og det mener jeg er en utrolig styrke.
     Der er så rejst nogle forskellige spørgsmål i debatten, som jeg godt vil kommentere. Det er ikke et formål i sig selv at påbyde virksomhederne så meget rådgivning som muligt. Det er målsætningen i vores reform at påbyde rådgivning, når det er nødvendigt.
     Der har vi så oplevet, at der er nogle sidegevinster, sideeffekter, ved screeningen, nemlig at den virker forebyggende. Når virksomheder er screenede og udtaget til tilpasset tilsyn, gør mange virksomheder en meget stor indsats. F.eks. bliver 80 pct. udtaget til tilpasset tilsyn på grund af manglende APV, og man kan så konstatere, at når man kommer tilbage til det tilpassede tilsyn, så har virksomhederne væsentligt forbedret deres arbejde med arbejdsmiljøet. Det er selvfølgelig en meget glædelig ting, og det var også noget, vi slog på, da vi behandlede reformen
i sin tid, at det ville være en gevinst. Så vil jeg godt sige om anmeldte arbejdsulykker:
Antallet er jo faldet igennem de sidste 7-8 år. Så har der været en diskussion her i salen om den stigning, vi har konstateret i 2004. Det er svært at sige, om det er et tegn på, at faldet er ophørt. Man kunne også sige, at det måske hænger sammen med, at ulykkesbegrebet blev ændret som følge af den arbejdsskadereform, vi i fællesskab vedtog, og hvor det er lettere at få anerkendt arbejdsulykker, især i forbindelse med pludselige løft.

     Men det er da selvfølgelig et område, vi hele tiden skal arbejde med, og derfor indgår det jo også i vores prioriteringer.
     Så har der været en diskussion om de for mange dødsulykker i forbindelse med byggeriet, og der må jeg sige, at der har vi jo taget det initiativ at sammenkalde til et topmøde inden for byggeriet, og der blev afholdt et møde i fredags, hvor parterne kom med en lang række ideer på området, og hvor der nu vil blive lavet et katalog over disse ideer. Der vil den 15. marts blive fulgt op på det på et nyt topmøde, og der håber vi så, at vi kan fremlægge en handleplan. Det er jo meget vigtigt, at parterne er med i det arbejde.
     Så vil jeg godt sige til fru Lone Møller, at for så vidt angår rådgivende ingeniører, arkitekter, bygherrer osv., er den problemstilling nævnt på side 9 i redegørelsen. Men der var jo også for et halvt års tid siden et møde her i Landstingssalen på Christiansborg, hvor parterne inden for byggeriet, nemlig de rådgivende ingeniører, bygherrer, arkitekter, lavede en aftale med forbundene om et værdigrundlag for arbejdet inden for byggeri, og hvor man netop tog de her ting med, også for at imødekomme det behov, der er, for, at man allerede i planlægningsfasen indtænker arbejdsmiljø og sikkerhed i arbejdet. Så jeg mener, at vi med god samvittighed kan sige, at det er problemer, som vi arbejder med.
     Så har der været en del tale om psykisk arbejdsmiljø, og det fremgår jo også af det arbejde, der ligger til grund for redegørelsen, at det psykiske arbejdsmiljø nok vil betyde mere og mere i de kommende år. Det hænger sammen med udførelsen af arbejdet, arbejdets karakter, og derfor skal vi da have særlig fokus på det område. Det indgår naturligvis også i screeningerne, og det indgår i vurderingen af arbejdsmiljøet, hvad angår både screening og tilpasset tilsyn, på linje med de øvrige arbejdsmiljøproblemer.
     Hvis Arbejdstilsynet under screeningen konstaterer forhold, der indikerer, at det psykiske arbejdsmiljø kan være et problem for virksomheden - der kan være voldsrisiko på virksomheden - så udtages den til et tilpasset tilsyn, uanset om arbejdsmiljøet i øvrigt er i orden. Men det kan tage tid at få et dækkende billede af problemer i det psykiske arbejdsmiljø. Et tilpasset tilsyn, hvor der er mistanke om problemer, kan derfor altid følges op af et tilsyn, hvor der udelukkende fokuseres på det psykiske arbejdsmiljø.
     Tilsynet arbejder jo også løbende med at tilpasse sine tilsynsmetoder bl.a. på baggrund af ny viden, man får, for at sikre, at metoderne hele tiden er de bedst mulige.
     Så åbner vi jo også for og håber, at parterne lige præcis på det her område vil engagere sig i at indgå aftaler, sådan at der bliver en mere intensiv overvågning af virksomhederne. Der er lavet aftaler om mobning og seksuel chikane, og jeg kunne da godt forestille mig, at på det her område skulle parterne blive meget mere aktive, for det er jo
i den daglige kontakt mellem kolleger og med ledelse, at man skal være opmærksom på, om der opstår psykiske problemer, eller om der er psykiske problemer. Så er det rigtigt, som hr. Martin Lidegaard sagde, at vi er i gang med et serviceeftersyn af arbejdsmiljøreformen. Det er en løbende vurdering af, om vi kan gøre det bedre, og det er jo de forpligtelser, vi har. Jeg har også noteret, at venstrefløjen stadig væk falder tilbage i de gamle travere med, at man kan beskatte sig til et godt arbejdsmiljø, at hvis man indfører en skat på arbejdsmiljø og putter pengene i statskassen, så bliver det rigtig godt.

     Vi tror ikke på den slags metoder. Vi tror ikke, at man kan give bøder med henblik på et bedre arbejdsmiljø eller beskatte sig til et bedre arbejdsmiljø. Det, man kan, er at skabe et engagement på den enkelte virksomhed, og der er det jo rigtigt, som det er blevet påpeget, at vi skal have arbejdsmiljøet ind på direktionsgangene i virksomhederne, for det er derfra, signalet skal komme om, at dette er et topprioriteret område.

På i hvert fald et par punkter tror jeg ikke rigtig ministeren har hørt sådan helt efter i timen. Det gælder
f.eks. bemærkningen om, at venstrefløjen skulle mene, man skulle beskatte sig til et bedre arbejdsmiljø. Jeg ved ikke rigtig, hvor det kommer fra, jeg ved det ikke. Altså, det mener venstrefløjen ikke. Derimod lagde ministeren også vægt på, at venstrefløjen, eller oppositionen for nu at gøre det lidt bredere, rent faktisk skulle mene, at arbejdsmiljøreformen skulle være god. Nej, det mener vi ikke. Hvis man nu læser vores forslag til vedtagelse, fremgår det, at vi faktisk mener, at lige præcis alle de nedskæringer, der har været i arbejdsmiljøindsatsen i forbindelse med arbejdsmiljøreformen, er et af problemerne. Jeg synes bare, at ministeren på et eller andet tidspunkt må erkende, at det er tilladt at blive klogere. Man laver en reform, og man opstiller nogle mål, f.eks. målet for udviklingen i antallet af arbejdsulykker, et mål, som man faktisk, da man opstillede målet, allerede havde opfyldt tilbage i 2002. At det så er gået den gale vej lige siden, må da få en til at tænke: Er det de rigtige redskaber, vi bruger, når det begynder at gå den forkerte vej? Jeg synes, at ministeren måske nok burde overveje, om det er de rigtige redskaber, og om ikke screeningen lægger beslag på for meget.

Så har den røde knap lyst i lang tid. Så er det ministeren.

Der er også noget under arbejdsmiljø, der hedder underrapportering af skader, og det kunne jo være, at det større engagement, det større fokus, der er på arbejdsmiljøet, rent faktisk medfører, at der er flere ulykker, skader, der bliver anmeldt.
     Så man kunne lige så godt sige, at det, at vi arbejder med et meget stærkt fokus på de enkelte virksomheder, kan bidrage til, at der kommer mere frem i lyset, og det betragter jeg altså som positivt.
     Må jeg så godt lige gøre op med det der med, at vi nedskærer, for i forbindelse med arbejdsmiljøreformen blev der tilført 85 mio. kr. til ansættelse af 140 nye tilsynsmedarbejdere, som skal screene virksomheder, altså en styrke, der blev lagt oven på den styrke, der var i forvejen.

Det kan da godt være, at man så siger, man bruger 85 mio. kr., men det er oven i, at man har fjernet BST-tilslutningspligten. Jeg mener, det er et beløb, der svarer til vistnok 143 mio. kr. for det offentlige eller sådan noget i den stil, plus cirka det dobbelte for de private arbejdsgivere; altså en arbejdsgiverfinansieret del af arbejdsmiljøindsatsen, som jeg synes var glimrende, og som man i øvrigt i virksomhederne var glad for.
     Man har samtidig beskåret Arbejdstilsynet med et beløb, sådan at det beløb, man bruger i dag på Arbejdstilsynet, er mindre end det beløb, der blev brugt i 2001. Man har nedskåret arbejdsmiljøforskningen, i det hele taget har man gennemført en lang række nedskæringer. At man så bruger en masse penge og en masse ressourcer på en screening, som måske ikke er god nok, synes jeg faktisk er en dårlig måde at bruge ressourcerne på.
     Jeg vil godt understrege, at selve det at screene virksomheder ikke er noget, jeg har noget imod. Så skal det bare gøres ordentligt, så det kan bruges, sådan at de ansatte får glæde af, at de screeningsbesøg kommer.

Jeg troede ikke, at jeg skulle gøre det igen, men nu vil jeg så igen fortælle, at den arbejdsmiljøreform, vi gennemførte, var en fuldstændig unik ting, hvor man for første gang lagde en plan for at besøge samtlige virksomheder, der har ansatte
- et kæmpe fremskridt for arbejdsmiljøet. Der var nogle gange tendens til, at man havde fat i de samme, og der var mange, der aldrig nogen sinde havde haft besøg af Arbejdstilsynet. Derfor må man sige, at vi har udviklet screeningsmetoden til at gennemgå samtlige virksomheder. Så er det da klart, at man hele tiden skal forbedre sig.

Man lærer nye ting, når man kommer ud. Screeningsmetoden skal tilpasses de brancher, hvor man kommer, og sådan er det da.

     Men det kan da ikke være en kritik mod selve systemet, og derfor er det helt ufatteligt for mig, hvad hr. Arbo-Bæhr siger. Vi har nu et system, hvor samtlige virksomheder får besøg af Arbejdstilsynet, og den screeningsmetode, der er, arbejder vi med hele tiden. Intet kan da være mere fremsynet.

Hermed sluttede forhandlingen.