Jeg vil gerne starte med at sige tak for en god debat. Jeg synes, der var mange spændende indlæg, og der var mange positive ord til redegørelsen, selvfølgelig blandet med nogle mere kritiske bemærkninger. Det vil jeg vende tilbage til, når jeg kommenterer nogle af de indlæg, der har været.
Generelt synes jeg, at de kritiske bemærkninger og en stor del af den debat, der har været i dag, meget har drejet sig om det, man måske snarere kan kalde - selv om jeg indrømmer, at man ikke sådan kan adskille tingene helt - en kritik af nogle af de socialpolitiske aspekter, snarere end de egentlige familiepolitiske aspekter. Indrømmet: Tingene hænger jo sammen et eller andet sted, men jeg synes måske nok, at der fra nogle sider er blevet malet et billede af Danmark som en socialpolitisk jammerdal, og det er måske nok et lidt overdrevet billede, nogle forsøger at mane frem. Ikke mindst synes jeg jo nok, at flere af de socialdemokrater, for ikke at tale om alle de socialdemokrater, der har deltaget i debatten, har haft en noget sur tilgang til livet i Danmark.
Jeg synes ikke, at Socialdemokraterne skal være så sure. Det er måske vinteren, der har grebet Socialdemokraterne lidt, og at man derfor er kommet i en lidt sur stemning. Jeg ved ikke, hvad det er, der præger Socialdemokraterne, men den der sure tilgang til tingene synes jeg ikke der er nogen grund til. Op med humøret! Der er jo mange ting, der går godt
i Danmark, og det skal man glæde sig over. Der bliver taget mange familiepolitiske tiltag, som man kan glæde sig over, men det er, som om den sure stemning har bredt sig lidt hos Socialdemokraterne. Det synes jeg er lidt ærgerligt for debatten. Jeg skal som sagt vende tilbage til nogle af de konkrete aspekter. Det er jo faktisk første gang, en regering fremlægger en samlet familiepolitisk redegørelse, og det synes jeg da i sig selv er noget, man skal glæde sig over. Flere har jo også sagt, at det er godt, at debatten er rejst. Det er da også mig selv, der har bedt om at få den her debat i dag, fordi jeg gerne vil have en debat med Folketinget om den samlede familiepolitik, og derfor er jeg selvfølgelig også selv ude om de kritiske bemærkninger, der er kommet, og dem vil jeg også kommentere på et lidt senere tidspunkt. Det er sådan, at familien faktisk får en stigende betydning. Vi lever jo i en verden af forandring og usikkerhed, og det præger mange ting. Vi oplever terror og naturkatastrofer; vi lever i en globaliseret verden, hvor vi hver dag bliver bombarderet med nyheder og mange valgmuligheder, og forandringer sker hurtigt. Det er en foranderlig og urolig verden. I sådan en verden får det nære og det kendte og det trygge for den enkelte en stadig større betydning, og for mange indebærer familien netop alt det. Familien er jo den sikre base. Man fødes ind i en familie, man vokser op, man præges, og man knytter stærke bånd i sin familie. Familien har stor betydning, både for den enkelte og for samfundet. Som politikere må vi forholde os til den betydning, som familien har, og også forholde os til, hvordan vi bedst muligt kan sikre, at familierne i Danmark trives og er så stærke som muligt. Og regeringen har jo netop med oprettelsen af et familieministerium anerkendt familiens betydning i Danmark - et ministerium, som i bredden beskæftiger sig med familiernes hverdag og familiernes daglige udfordringer.
Regeringens familiepolitik har til formål at styrke familierne. Stærke familier er en forudsætning for trivsel og vækst. Men det er vigtigt at understrege, at familiepolitik ikke handler om - i hvert fald ikke for regeringen - at definere, hvordan den danske familie skal indrette sig selv og sit liv, for det skal familierne selv afgøre. Politikere og offentlige myndigheder skal respektere den personlige frihed og det personlige ansvar for de valg, man tager. Vi skal ikke umyndiggøre familierne, tværtimod skal familierne have frihed til at forme deres eget liv og træffe deres egne valg.
Med det følger selvfølgelig også et ansvar. Den enkelte og familien har selv et ansvar for at skabe et velfungerende liv, men rammerne skal være til stede, og de skal være ordentlige, så familierne kan træffe oplyste valg om, hvad der er det rigtige for dem.
Vi skal sikre, at familierne er rustede til at klare de udfordringer, de møder i hverdagen, og de knubs, som livets vej jo også giver os alle sammen. Derfor er det, jeg kalder familiernes robusthed, vigtigt.
Familiepolitik handler jo om mange ting. Vi skal bl.a. sikre, at når familier bliver ramt af voldsomme brud, arbejdsløshed, dødsfald og andre ting, så sættes familiernes robusthed ikke over styr, men bliver genopbygget. Og der skal det offentlige naturligvis yde en hurtig og effektiv og ordentlig hjælp ved siden af den hjælp, man kan få fra sit eget netværk i familien.
Men familiepolitik handler jo ikke bare om de alvorlige brud, den handler jo også om de overgange, der er i ethvert liv, overgange fra den ene rolle til den anden rolle, fra dagtilbud, måske børnehaven, til skolen og lignende overgange. Familiepolitik handler om familiernes hverdag, hvor vi alle sammen bruger almindelige offentlige serviceydelser.
Det afgørende er, både når vi taler om de alvorlige brud og om de almindelige overgange og om dagligdagen, at familiepolitikken skal understøtte og udvikle familiernes rammevilkår og styrke familierne. Dermed bevæger familiepolitikken sig jo selvfølgelig også på tværs af mange politikområder, både social-, ligestillings-, beskæftigelses- og sundhedspolitik, ja, sågar transportpolitikken er vigtig for familierne. Derfor anerkender jeg naturligvis også, at socialpolitiske betragtninger, som mange af ordførerne i dag har været inde på, er en del af familiepolitikken.
Regeringens familiepolitik er - det synes vi da i hvert fald selv - udtryk for en fremsynet og moderne familiepolitik. En moderne familiepolitik beskæftiger sig ikke kun med den traditionelle kernefamilie og heller ikke kun med børnefamilierne. Regeringens familiepolitik afspejler en bred forståelse af familiebegrebet og af, at samfundet er kendetegnet ved en mangfoldighed af familietyper.
Der er kernefamilien med mor og far og børn, der er den enlige forsørger, den sammenbragte familie, det homoseksuelle par og mange andre familietyper. En bæredygtig familiepolitik skal rumme den variation og de forskellige behov, som de forskellige familier har.
Et vigtigt element i regeringens familiepolitik er også, at familien jo består af mere end den husstand, man lever i, den rækker ud over den husstand, man lever i. Vi er jo også i familie med vores søskende, når vi er vokset op, med vores olde- og tipoldeforældre, vores fætre og kusiner og andre, som vi indgår i et slægtsskabsmæssigt netværk med. Derfor skal familiepolitikken ikke kun rette sig mod familierne inden for en husstand, den skal omfatte alle former for familier, også de familiemæssige netværk, der rækker ud over selve husstanden.
For det er jo netværk, som ofte er et fællesskab, der har stor betydning for os alle sammen i dagligdagen. Bare tænk på alle de muligheder, der egentlig er for støtte og omsorg og kærlighed på tværs af generationerne i en familie. Det er vigtigt at huske det, når vi taler familiepolitik.
Vi lever jo længere i dag, end man gjorde for år tilbage, og kommer sikkert til med årene at leve endnu længere. Og det betyder, at det er normalt, at man i flere familier både har bedsteforældre og oldeforældre, der er en aktiv del af ens liv i mange år. Det er en udvikling, som giver os muligheder, men det stiller også krav til en moderne familiepolitik.
I denne første familiepolitiske redegørelse har vi fremlagt en samlet familiepolitik. Der er særligt sat fokus på børnenes vilkår og behov, og hvordan de som en del af familien kan klare de udfordringer, de møder, f.eks. i overgangen fra at blive passet i hjemmet til at starte i et dagtilbud, eller når far og mor bliver skilt. Og det har været oplagt at lade den første familiepolitiske redegørelse netop tage udgangspunkt i barndommen. Den næste familiepolitiske redegørelse, som jeg agter at fremlægge for Folketinget i foråret 2007, vil have et bredere perspektiv. Vi har jo netop i december nedsat en Familie- og Arbejdslivskommission, som har et år til at se på sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv og ikke mindst udarbejde nogle konkrete ideer til forbedringer af familiernes muligheder for at finde den nødvendige balance i dagligdagen. Jeg ser meget frem til at følge kommissionens arbejde, der vil danne en del af grundlaget for den næste familiepolitiske redegørelse. Og jeg kan allerede nu sige til fru Lone Dybkjær, som spurgte netop til det, at jeg ikke har tænkt mig at afvise Familie- og Arbejdslivskommissionens redegørelse 2 minutter efter, at den er afgivet.
I redegørelsen, som vi nu har fremlagt, nævner vi 31 konkrete initiativer, der i vid udstrækning relaterer sig til eksempler på brud og overgange i børns liv. Det er f.eks. overgangen fra dagtilbud til skole, og når barnets sundhedsmæssige trivsel udfordres. Der er altså masser af konkrete tiltag, der gavner børn og ikke mindst de børn, der er mest udsatte. Initiativerne afspejler i virkeligheden fem overordnede temaer, som ligger regeringen meget på sinde. For det første er det for regeringen meget højt prioriteret, at kvaliteten i dagtilbuddene skal forbedres. Derfor er det, vi har afsat de 2 mia. kr. i en 4-års-periode, foreløbig udmøntet med de 400 mio. kr., til netop at forbedre kvaliteten i dagtilbuddene, hvor en meget stor del af midlerne - som flere ordførere har været inde på - vil blive målrettet en indsats for de mest udsatte børn. Men der vil også være andre initiativer, herunder at der bliver sat fokus på børnemiljøet i form af børnemiljøvurderinger. For det andet er regeringen meget optaget af, at alle børn så vidt muligt skal have lige muligheder, og derfor skal der bl.a. udvikles nogle programmer, der kan styrke udsatte børns læring i dagtilbuddene, især med henblik på at styrke indsatsen for de udsatte børn. Det kan godt være, at fru Line Barfod ikke bryder sig om det, men det betyder noget, at børn oplever en udvikling og en læring, mens de går i børnehave. Det betyder faktisk, at de børn, der er mest udsatte, har en chance for at udnytte de talenter og de evner, der er givet dem i livet, på lige fod med andre børn, kan få den uddannelse og det liv, som de fortjener. Men med den indstilling, fru Line Barfod har til læring i børnehaven, opnår man det jo ikke. Det er også vigtigt, som det tredje, at vi sætter fokus på, at børn skal have en sundere livsstil. Derfor vil vi fremme etablering af flere idrætstilbud, og Motions- og Ernæringsrådet vil udarbejde en handlingsplan om bekæmpelse af overvægt blandt børn. For det fjerde er det vigtigt for regeringen, at børneperspektivet bliver styrket i skilsmissesager. I et landsdækkende projekt, hvor det tværfaglige samarbejde i højkonfliktsager bliver styrket, vil vi rette fokus på de mest udsatte børn i forældremyndigheds- og samværssager. Jeg har nedsat et udvalg, der i foråret skal fremlægge en betænkning om lovgivning og proces angående forældremyndighed og samvær for især at styrke børns stilling i de sager. Og endelig, som det femte, vil vi arbejde for, at der bliver skabt en bedre sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv, der ikke mindst er til gavn for børnene, bl.a. vil vi udbrede gode praksiseksempler på, hvordan virksomheder og andre håndterer problemer omkring børns sygdom bedst muligt. For det er en vigtig diskussion, der er om balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Vi lever jo i et samfund, hvor der af mange grunde vil blive stillet stigende krav til produktivitet og konkurrenceevne, og i den sammenhæng er familiepolitikken helt afgørende, hvis vi alle sammen skal være hele mennesker og leve et godt liv og kunne leve op til de udfordringer, vi bliver stillet over for.
I alt det her spiller familiepolitikken altså en afgørende rolle for, at vi kan være hele mennesker, og det er derfor, den er så højt prioriteret. Derfor er det også, at man kan sige, at en velfungerende familiepolitik og et godt arbejdsliv i virkeligheden ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger.
Jeg synes som sagt, at det er vigtigt, at vi debatterer familiepolitik, og det er vigtigt, at vi debatterer, hvordan vilkårene er for danske familier i dag, om der er noget, vi kan gøre anderledes, og derfor synes jeg også, det er godt, at vi har haft den debat her i dag.
Jeg synes, der har været gode indlæg. Et par eksempler på gode indlæg er dem fra Venstre og Det Konservative Folkeparti, men jeg vil også gerne sige tak f.eks. for de positive bemærkninger, der trods alt var i fru Karen Hækkerups indlæg. Jeg vil nok sige, at da fru Karen Hækkerup kom længere ind i sit indlæg, begyndte den her surhed over livet i Danmark jo at brede sig, og den blev suppleret af andre socialdemokratiske debatdeltagere under de spørgsmål, der blev stillet.
Ikke mindst har jeg lagt mærke til, at Socialdemokratiet harcelerer ganske meget over kontanthjælpsloftet. Det er noget værre noget, mener Socialdemokratiet. Det var jo Socialdemokratiet selv, der var med til at indføre det, vil jeg bare erindre om. Vi har jo indgået en aftale om kontanthjælpsloft, og det var godt, vi indgik den aftale, for den betød, at det for en lang række familier i Danmark bedre kunne betale sig at arbejde.
Jeg lagde i øvrigt også mærke til, at fru Karen Hækkerup sagde, at fru Karen Hækkerup ville satse på omsorg og hjælp til de forældre, der ikke kunne klare det, i stedet for straf. Det er derfor, sagde fru Karen Hækkerup, og det syntes jeg var interessant, at hun ikke er konservativ. Jeg vil sige til fru Karen Hækkerup, at hvis det bare er det, der skiller os, så kan vi nok finde ud af det. Det må vi tage en snak om en dag.
Hr. Martin Henriksen sagde, som jeg husker det, at der ikke i redegørelsen med et ord nævnes kernefamilien. Jeg skal gøre hr. Martin Henriksen opmærksom på, at det er det ottende ord, der bliver nævnt i redegørelsen. Ord nr. 8, når man begynder at læse redegørelsen, er kernefamilie. Så det passer altså ikke, at det ikke bliver nævnt.
Det, som hr. Martin Henriksen bekymrer sig meget om, altså fædrenes retsstilling ved skilsmisse, er - indrømmet - ikke nævnt eksplicit i redegørelsen, men der er gjort ganske meget ud af på side 24 og 25 i redegørelsen, at der skal lyttes mere til børnene i skilsmissesager, og at vi skal se på sager om samvær og forældremyndighed med børnenes øjne. I det ligger naturligvis, at børn har et krav på både en mor og en far, og det imødekommer i virkeligheden de synspunkter, som hr. Martin Henriksen havde.
Må jeg sige tak til fru Lone Dybkjær for de mange venlige bemærkninger, der var. Også der kan man sige, at der måske var flere af de venlige bemærkninger i starten end i slutningen af indlægget, men jeg synes faktisk, at det var et ganske godt indlæg. Det er jo sådan set rigtig nok, at store dele af den familiepolitiske redegørelse adresserer 70-80 pct., sagde fru Lone Dybkjær vist, af de familier, som er normalt fungerende. Men jeg synes jo retfærdigvis også, jeg vil sige, at den i høj grad fokuserer på de udsatte børn.
Selvfølgelig skal vi da adressere dem, som ikke har det godt. Vi skal ikke overse de familier og de børn, som har det dårligt i Danmark, dem har vi da alle sammen en forpligtelse til at gøre en særlig indsats for. Det er jeg fuldstændig enig i. Men det her er altså en familiepolitisk redegørelse, det er trods alt ikke en socialpolitisk redegørelse, og derfor beskæftiger store dele af redegørelsen sig selvfølgelig med almindelige familiers udfordringer i dagens Danmark, og det er vel også værd at adressere, bl.a. fordi hvis vi fører en familiepolitik, der over for den almindelige familie i Danmark skaber nogle gode rammevilkår, så forebygger vi jo, at nogle får store problemer, konflikter, brud, og hvad der ellers måtte være. Så det er i høj grad forebyggelse at føre en god familiepolitik for almindelige familier.
Hr. Poul Henrik Hedeboe havde også mange venlige ord til indledning, og dem takker jeg for.
Fru Line Barfod sagde noget, som jeg er meget enig i, at kærlighed og omsorg må være nøgleord i familiepolitikken. Det kan vi i hvert fald være enige om. Så sagde fru Line Barfod også noget om, at ministeren vil bestemme, hvad børn skal lære, allerede fra de er 6 måneder. Jeg håber, fru Line Barfod inderst inde godt ved, at det er noget vrøvl, for regeringen bestemmer ikke, ministeren bestemmer ikke, hvad børn skal lære, fra de er 6 måneder, men udelukkende hvad det er for nogle læreplaner og dermed, hvad det er for nogle temaer, man burde fokusere noget på i børnehaverne, og det er jo netop for at skabe en udvikling, der sikrer, at de udsatte børn får lige muligheder i livet.
Så er fru Line Barfod imod, at vi siger, at forældre skal følge deres børn i skole, hvis de ikke møder oppe i skolen. Det er da underligt. Jeg mener, at det må være forældrenes ansvar at tage fat i deres børn, hvis de ikke kommer i skole. Her er vi altså uenige.
Så nævnte fru Line Barfod til sidst, og det skal være min slutkommentar, noget om heldagsskole, altså som om regeringen går ind for, at børn skal gå i skole og sidde på skolebænken hele dagen.
Jeg skal gøre fru Line Barfod opmærksom på, at det er noget, der står i Velfærdskommissionens betænkning, at man skal have SFO'er, som er obligatoriske. Det er jo ikke gjort til regeringens politik, men det skal vi nok diskutere en anden gang.
Kort sagt: Tak for en god debat. Vi blev jo ikke enige om alting, men jeg synes, det gennemgående har været en god debat med mange spændende indlæg, og jeg er sikker på, at vi vil finde nogle andre lejligheder til at fortsætte den glimrende debat om familiepolitikken. Jeg er glad for, at vi nu har taget hul på for alvor at diskutere en samlet familiepolitik her i Folketinget.