Jeg tillader mig at glæde mig over en meget god debat, en debat, som i modsætning til det, man af og til får opfattelsen af, når man læser eller ser og hører pressen, jo
i virkeligheden er præget af meget stor enighed og en fantastisk flot vilje til at nå nogle ting sammen. Flere af ordførerne har sagt, at årsagen til, at vi er nået så langt i Danmark, er, at vi har kunnet gøre tingene i fællesskab, og det synes jeg er flot. Det er klart, at det irriterer mig, at man af pressen får det indtryk, at vi er på katastrofekurs med vores energipolitik. Jeg kunne nogle gange ønske, at folk brugte deres evner til at udtale sig lidt mere diplomatisk eller moderat, for det er jo ikke rigtigt, at vi er på nogen som helst form for katastrofekurs.
Vi er i virkeligheden et af de mest energirigtige samfund i verden, og det har flere af ordførerne også givet udtryk for. Det skyldes efter min opfattelse, at vores energipolitik er præget af et stort set enigt Folketing, ja, det er faktisk over 97 pct. af Folketingets medlemmer, der står bag energipolitikken, og det er enestående flot, og det synes jeg vi skal være glade for.
Det er også interessant, at energipolitikken her i den senere tid har været præget af mange udspil fra Det Radikale Venstre, fra Socialdemokratiet osv. Det vender jeg lidt tilbage til senere, men før jeg går ind på at svare de enkelte ordførere, er der nogle ting, som jeg godt vil omtale, fordi det er temmelig generelt.
Det første er jo dette med første- og andengenerationsbrændstoffer til transport. Må jeg sige, at førstegenerationsbrændstoffer er noget, som er i gang også i Danmark, og der er jo ingen, der forhindrer nogen som helst i at producere løs. Vi har oven i købet fjernet CO2-afgiften. Jeg synes, visionen, og det hører jeg også Folketingets medlemmer sige, er andengenerationsbiobrændstof. Det er brændstof af affald, det er der perspektiver i, det er der udfordringer i, og vi har faktisk et rigtig godt udgangspunkt, for danske virksomheder præger næsten hele verdensmarkedet med enzymer til biobrændstof, og vi har en forskning, som tilhører verdenseliten.
Så jeg vil sige til hr. Martin Lidegaard, at jeg nok skal vende tilbage til svaret vedrørende sæbekassebilen. Jeg synes faktisk, det er en sæbekassebil, som er på vej til at blive en fuldblods sportsvogn, endda af den miljørigtige slags.
Jeg må også sige, at jeg nogle gange bliver lidt frustreret, når jeg ser og hører den debat om første- og andengenerationsbrændstof. Jeg ser, at der på mindre end en måned er to udmeldinger fra Socialdemokratiet, som er fuldstændig modsat hinanden; jeg nævner det bare som eksempel.
Den 19. april siger Socialdemokratiet i deres udspil til energipolitik, som de i øvrigt meget interessant kalder ni pejlemærker, det udtryk har jeg noteret mig, at det er altafgørende, at der er tale om brændstoffer, der er produceret i henhold til et positivt energi- og miljøregnskab. Det kan bl.a. ske gennem brug af restprodukter som eksempelvis halm, øvrigt organisk affaldsmateriale, spildvarme samt overskydende energi af el fra vindenergi. Det er jo interessant, for det er anden generation, man der nævner.
I går hører man så Socialdemokratiet, fordi der var lidt pop i det i pressen, sige: Men Socialdemokratiet frygter, at Danmark går glip af en eksportsucces, hvis regeringen ikke investerer i førstegenerationsbiobrændsel, som udvindes af f.eks. majs, men udelukkende satser på andengenerationsbiobrændsel af flis og halm. Det er jo ganske interessant, for det er to vidt forskellige ting, de siger, og man må som borger kunne blive temmelig forvirret over at læse det socialdemokratiske energiudspil. Det andet, som har præget debatten, er jo denne spændende diskussion om bindende målsætninger eller pejlemærker. Jeg har med glæde noteret mig, at Socialdemokratiet også bruger ordet pejlemærker. Jeg synes faktisk, hr. Lars Christian Lilleholt rigtig godt sagde, at hvis man vil vide, hvor man skal hen, så må man have nogle mål. Det kan jeg godt forstå, men jeg synes, pejlemærker er langt mere fleksibelt, og når vi har en debat om 2025-udspillet, mener jeg, at det simpelt hen er et for langt forløb til at have målsætninger, som man binder sig fast på. Der synes jeg, at pejlemærker er meget rigtigere. Hvis vi taler om noget, der ligger 3, 4, 5 år frem, kan det godt være, at målsætning er et rigtigt begreb, for det kan man måske overskue. Men når vi taler om noget, som går frem til 2025 - der kan være nye EU-mål på kort og lang sigt, der kan være en prisudvikling, vi overhovedet ikke har fantasi til forestille os, opad eller nedad, der kan være udbud og efterspørgsel, nye fund af olie osv. - så synes jeg, pejlemærker er meget rigtigere, fordi man kan justere dem hen ad vejen. Hvis vi bliver enige om vores energipolitik 2025, hvad jeg ligesom hr. Martin Lidegaard forventer, så er det da naturligt, at vi siger til hinanden: Vi har nogle pejlemærker, dem er vi enige om. Men det er da også rigtigt, at vi hvert andet eller tredje eller fjerde år, eller hvornår nogle ønsker det, fordi der sker noget nyt, tager dette op til revision og spørger, om det stadig væk er de aktuelle pejlemærker.
Derfor synes jeg, det er en lidt unødvendig strid om ord, for jeg hører faktisk ikke, at vi er uenige. Jeg tror ikke engang, man selv blandt de største virksomheder kan finde nogle, som siger, hvordan energipolitikken skal være i 2050. Det har hr. Martin Lidegaard spillet ud med i Det Radikale Venstres udspil. Jeg synes, 2025 er så langt væk, at jeg ikke nøjagtigt kan sige, hvad målsætningen skal være.
Men jeg vil gerne være med til at sætte nogle pejlemærker, præcis som Socialdemokratiet sagde, og så lad os da justere dem, når vi har behov eller hvert andet, tredje eller fjerde år, alt efter hvad vi nu bliver enige om i aftalen vi skal gøre. Målsætninger, hvor man binder sig så fast, synes jeg ikke giver det nødvendige skær af seriøsitet
- og det siger jeg ikke for at forklejne, hvad nogle mener, det må man jo selv om. Jeg synes bare, at når vi skal se noget i et så langt et perspektiv, er det altså vigtigt, at vi giver os selv den fleksibilitet, som jeg synes, pejlemærker giver. Der kunne sikkert være en eller anden vis mand, som så ville kalde det fleksible målsætninger, det kan da godt ske, men jeg tror, at hvis vi er enige om at justere, så finder vi nok ud af, at der skal justeres, hvis der er behov, eller når nogle ønsker det og finder det rigtigt. Så jeg tror godt, vi kan blive enige om at løse denne ordstrid. Så har mange været så venlige at rose os, fordi regeringen er kommet med et udspil indeholdende omkring 200 mio. kr. Nogle har også sagt, at det er alt for lidt - det er klart, sådan er det jo - men jeg vil gerne understrege, at jeg anser beløbet for at være betydelig større. Der må være så mange interessenter, som må være med i dette her, at jeg sagtens kunne forestille mig, at de 200 mio. kr. blev til 400 mio. kr. Jeg sagde ikke, at DONG sagde det i går, men DONG's pressemeddelelse, som blev sendt ud som anerkendelse af det her, udtrykte jo en meget venlig imødekommenhed, med hensyn til at man ser det her som en stor nødvendighed. Lad mit slutte der og gå over til de enkelte ordførere, hvor jeg synes, indlæggene var gode. Jeg tillader mig at springe regeringspartiernes ordførere over, fordi vi heldigvis har samme opfattelse - det er jo meget praktisk - af tingene, og vi er fuldstændig enige i regeringen om den politik. Til hr. Kim Mortensen vil jeg godt sige tillykke med ordførerskabet endnu en gang. Hr. Kim Mortensen nævner glæden over, at en bred aftale kan fortsættes, og det synes jeg også er godt. Hr. Kim Mortensen kom ikke til at sige det, men var indirekte ved at anerkende, at de temamøder, vi har haft, har været meget gavnlige. Så har vi igen den strid om målsætninger eller pejlemærker, hvor jeg noterer mig det socialdemokratiske ordvalg, pejlemærker. Hr. Kim Mortensen udtrykte også glæde over, at der nu blev fundet penge til anden generation af biobrændstoffer. Jeg ville sådan ønske, at nogle fra pressen overværede det her, for den positive indstilling, hr. Kim Mortensen kom frem med, er altså ikke den, jeg finder i pressen i dag, når jeg ser, hvad der står både i Politiken og i Jyllands-Posten. Men det er måske en del af det politiske liv. Så er der fru Tina Petersen, som bakkede flot op. Jeg kan ikke se, at fru Tina Petersen er her. Hun sagde, at det var godt, at hun havde skubbet til regeringen, og at vi havde reageret lidt for langsomt. Men jeg er i hvert fald glad for, at sæbekassebilen nu er ved at få fart på. Derfor vender jeg mig til hr. Martin Lidegaard, som jo er et meget radikalt menneske, kan man vel godt sige. Hvis De Radikale engang skulle udpege sådan en rollemodel, så skulle det være hr. Martin Lidegaard. Det mener jeg virkelig, og det mener jeg helt ærligt. Der er ikke nogen her i Folketinget, bortset fra Dansk Folkeparti, som jeg har indgået så mange forlig med både på energi- og transportpolitikken som hr. Martin Lidegaard. Samtidig er der ikke nogen, der kritiserer mig så meget, som hr. Martin Lidegaard. Det er sådan en forunderlig situation at være i. Men det er måske netop udtryk for den radikale verden, og der kan jeg jo ikke blande mig i, hvordan man ser verden. Men jeg er i hvert fald meget glad for, at hr. Martin Lidegaard roste vores oplæg og talte meget om, at vi har et fælles mål med det, vi gør her. Han talte også meget om andengenerationsbiobrændsler og talte også om dette med målsætningerne - om vi nu skal vælge det ene eller det andet ord - men det tror jeg at jeg har givet klart udtryk for.
Fru Anne Grete Holmsgaard holdt en meget flot storpolitisk tale, synes jeg, som anerkendte, at energipolitik kun giver mening, hvis vi ser den i international sammenhæng. Jeg vil måske sige, at den måske havde egnet sig bedre til at være en tale om miljøpolitikken, men det er rigtigt, at der jo er en meget snæver sammenhæng. Fru Anne Grete Holmsgaard reflekterede også over dette med bindende mål eller målsætninger og kom også til at rose regeringen for, at de 200 mio. kr. var en god start.
Endelig så hr. Per Clausen også energipolitikken i et internationalt perspektiv. Hr. Per Clausen kunne ikke få sig selv til at nævne ordet EU-perspektiv, men det er vel det, der menes, og det er i hvert fald også det, jeg giver udtryk for i min tale.
Så jeg takker for en meget god debat, og nu har jeg en fornemmelse af, at der godt kunne komme et enkelt spørgsmål til mig, så jeg finder en blyant frem her.