Det her er jo et ret fantastisk lovforslag, som går ud på at give en skattelettelse på godt 100 mio. kr. om året. Og det er ikke til hvem som helst, men til bankerne, der som bekendt
i forvejen skovler penge ind som aldrig nogen sinde før i de her år. Der har vi fra SF's side ikke været i tvivl om, at hvis der var nogen, der skulle have en skattelettelse, så var det da bestemt ikke bankerne, som år efter år sætter rekord og sidste år tjente over 30 mia. kr. Det var en betænkelighed, som Dansk Folkeparti også gav udtryk for ved førstebehandlingen, hvor de også sagde, at man ikke synes, at bankerne stod først for, når der skulle uddeles skattelettelser. Derfor er det jo lidt tankevækkende, at Dansk Folkeparti alligevel vælger at stemme for lovforslaget her ved tredjebehandlingen og altså er med til at give en skattelettelse på over 100 mio. kr. om året til bankerne. Derfor tror jeg, at ikke bare jeg, men ganske mange andre mennesker i det her land godt kunne tænke sig at høre, hvad der har fået Dansk Folkeparti til at skifte mening og synes, at det nu lige pludselig er helt rimeligt at give skattelettelse til bankerne, som altså som sagt tjente over
30 mia. kr. alene sidste år. Så jeg glæder mig til at høre, hvad Dansk Folkepartis ordfører vil sige for at forsvare den her skattelettelse.