Beskæftigelsesministeren har stillet to ændringsforslag til det her forslag om forbud mod eksklusivaftaler.
Det første af ændringsforslagene er i for sig blot en minimal beskyttelse af de mennesker, som rent faktisk tager den danske model alvorligt i praksis, på den måde at de melder sig ind i en fagforening og dermed støtter den solidariske udvikling, der er med aftaler mellem fagbevægelsen og arbejdsgiverorganisationer, som er bærende på det danske arbejdsmarked. Det er et forslag, som Enhedslisten kan støtte.
Til gengæld er det andet forslag endnu en gang udtryk for, at regeringen går langt, langt videre med det lovforslag, vi har liggende, end det, der kunne være berettiget efter den dom, som blev afsagt af Menneskerettighedsdomstolen. Det er et forslag, som går ud på også at afskaffe muligheden for, at man kan have aftaler på arbejdsmarkedet, hvorefter anvisning af arbejdskraft fortrinsvis skal foregå gennem de faglige organisationer.
Det kan godt være, at der er et flertal af de tilstedeværende her i Folketingssalen, som tror, at det her udelukkende har at gøre med en form for foreningsfrihed, men
i virkelighedens verden er den slags aftaler faktisk en del af det, der sikrer velfungerende og gode forhold på arbejdsmarkedet. Den slags aftaler om at få anvist arbejdskraft gennem de faglige organisationer er garanter for, at arbejdsgivere hurtigt og fleksibelt kan få velkvalificeret arbejdskraft til at udføre det arbejde, som de søger efter. Er det så sådan, at det her forslag er baseret på dommen fra Menneskerettighedsdomstolen? Nej, det er det ikke. Dommen fra Menneskerettighedsdomstolen går udelukkende ud på at beskytte foreningsfriheden i forbindelse med afskedigelser, det var det konkrete indhold i de to domme. Nu vil man så endnu en gang udvide forslaget med en nidkærhed, som har det ene formål at svække fagbevægelsen på arbejdsmarkedet. Det har længe været regeringens ønske, det ved vi godt, men indtil videre har de ikke kunnet få flertal for det. Det kan de nu, ikke fordi der er afgivet den dom fra Menneskerettighedsdomstolen, men fordi Dansk Folkeparti nu er gået med til at støtte regeringen i det her spørgsmål.
I bemærkningerne til ændringsforslaget står der, at efter regeringens vurdering går ændringsforslaget ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at leve op til dommen fra Menneskerettighedsdomstolen. Det kan jo godt undre, hvor den vurdering kommer fra, og egentlig kunne jeg godt tænke mig at spørge beskæftigelsesministeren, om det er noget, jurister uden for Beskæftigelsesministeriet har taget stilling til. Der er ikke meget, der tyder på det, men hvis beskæftigelsesministeren rent faktisk har undersøgt sagen, ville det selvfølgelig i det mindste være lidt betryggende. Nok så meget kan det undre, at så vel Socialdemokratiet som SF støtter det her lovforslag. Vi er enige så langt som til, at man skal støtte, at dommen fra Menneskerettighedsdomstolen skal efterleves. Men nødvendiggør det et lovforslag? Nej, det gør det ikke. Hvis det var sådan, at man tog den danske model alvorligt, så lod man det være op til arbejdsmarkedets parter, som har vist positiv velvilje over for det, at sørge for ved de kommende overenskomstforhandlinger, at aftalerne bliver afstemt efter den dom, der er blevet afsagt. Derfor kan det også undre mig endnu mere, når Socialdemokratiet og SF i deres betænkningsbidrag skriver, at fagbevægelsen har anerkendt dommen. Det er ikke så meget den del om anerkendelse, det drejer sig om, men den om, at de allerede har taget konsekvensen heraf og har tilpasset overenskomsterne på arbejdsmarkedet. Det er ikke rigtigt. Jeg bliver nødt til at sige, at tilpasning af overenskomsterne sker ved overenskomstforhandlinger og ikke ved forhandlinger her i Folketingssalen. Derfor vil Enhedslisten stemme imod det andet af ændringsforslagene, og Enhedslisten vil ved tredjebehandlingen stemme imod det samlede forslag.