For tiden pågår der jo en lang række debatter om patentrettigheder, copyrightrettigheder og forskellige andre rettigheder af intellektuel karakter både nationalt og internationalt, og det er klart, at det er en debat, som Dansk Folkeparti følger meget nøje. Vi er meget lydhøre over for de synspunkter, der kommer fra politikere her på Christiansborg, men sandelig også fra de folk, der sidder med substansen i dagligdagen, folk ude i erhvervslivet.
Derfor har vi meget nøje gransket de høringssvar, der er kommet ind i forbindelse med det her forslag, for de rejser en lang række principielle spørgsmål om, hvordan hele patentsystemet egentlig er indrettet. Og det er klart, at når man, som det her forslag lægger op til, nærmest bliver sat en pistol for panden - accepter ændringen eller meld dig ud - kræver det jo også et meget klart svar.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Dansk Folkeparti som udgangspunkt er lidt tøvende over for suverænitetsafgivende initiativer. Det er klart, at vi har det udgangspunkt, at Danmark faktisk på en lang række områder klarer det rigtig godt, og at der på tilsvarende mange områder måske ikke er nogen grund til at lade andre landes politikere, andre landes embedsfolk overtage kompetencen. Så det er klart, at vi har en bekymring vedrørende den del af forslaget.
Når det er sagt, handler det jo også om at få patentsystemet til at fungere så gnidningsfrit, så smidigt, som muligt til gavn for erhvervslivet, og som den tidligere taler var inde på, er der meget klar og entydig opbakning i høringssvarene fra erhvervslivet.
Det er meget vigtigt for Dansk Folkeparti at slå fast, at der skal være en fuldstændig klippefast sondring imellem EU-systemet og EPO-systemet. Jeg vil gerne indskærpe over for ministeren, der er til stede her i salen, at de to ting aldrig nogen sinde må sammensmelte. Det har for Dansk Folkeparti været et kardinalpunkt i hele debatten, efter at artikel 229 blev indført i Nicetraktaten. Det er også derfor, at vi med tilfredshed noterer os, at ministeren har garanteret, at der ikke bliver en sådan sammensmeltning.
Vi vil i udvalgsarbejdet granske spørgsmålet om grundlovens § 20, spørgsmålet om EPO's opbygning, og vi ser frem til at debattere de her ting med regeringen og de øvrige folketingspartier.