Den sidste sag på dagsordenen var:
13) Forespørgsel nr. F 33:
Forespørgsel til økonomi- og erhvervsministeren:
»Hvad kan ministeren oplyse om konsekvenserne af de seneste ændringer af EU-servicedirektivet samt regeringens holdning til dette?« Af Rune Lund (EL), Majbrit Berlau (EL) og Jørgen Arbo-Bæhr
(EL). (Forespørgslen anmeldt 21/2 2006. Fremme af forespørgslen vedtaget 24/2 2006).

Begrundelse

Begrundelsen for den her forespørgselsdebat er, at Kommissionen nu har fremlagt sit reviderede forslag til det såkaldte servicedirektiv. Det reviderede forslag forsøger at tage højde for nogle af de kritikpunkter, der tidligere har været fremme i debatten om servicedirektivet, men det reviderede forslag, der er kommet, er bare langt fra godt nok.
     Det direktiv, der nu ligger, og dets overordnede formål om at skabe yderligere liberaliseringer og dermed lempeligere vilkår for virksomheder er bare grunden til, at adskillige europæiske bevægelser har protesteret kraftigt. Det skyldes, at borgerne helt grundlæggende er demokratisk indstillede og derfor ønsker, at de kan have indflydelse på, hvilke krav der stilles i vores samfund, bl.a. til adgangen til at udøve virksomhed, som jo er det, servicedirektivet handler om.
     Når vi overdrager eller indskrænker adgangen til at udstede regler, så begrænser vi samtidig vores eget politiske råderum. Det er Enhedslisten meget imod, og derfor synes vi, at det reviderede udkast til servicedirektiv er meget bekymrende. Den bekymring skal ses i forlængelse af en udvikling, som er en generel tendens i EU-sammenhænge. Det var formentlig også derfor, at protesterne mod servicedirektivet i Frankrig spillede en så afgørende rolle i modstanden mod EU-forfatningen.
     Vi befinder os som bekendt midt i en tænkepause. Den handler om at skabe engagerede EU-borgere og indrage dem i debatten om EU og om Europas fremtid. Enhedslistens holdning er, at dette forslag om servicedirektivet netop må være et af de emner, hvor vi sætter grundigt fokus på at inddrage og engagere borgerne, og derfor finder vi det afgørende, at vi i dagens forespørgselsdebat får diskuteret og afdækket nogle af de konsekvenser, som direktivet kan have.

     I Enhedslisten er vi særlig interesserede i, hvad det her direktiv kan betyde for vores velfærds- og uddannelsessektor. Vi står over for en omfattende velfærdsdebat i Danmark, der drejer sig om adgangen til dagpenge, efterløn og flere pisk til studerende. Det er i den forbindelse relevant at holde sig for øje, hvilken risiko der ligger i servicedirektivet her. Det handler om, hvorvidt vores solidariske velfærdssystem, som er noget unikt og helt grundlæggende, skal forvandles til profitvirksomhed, eller hvorvidt vi skal have et solidarisk velfærdssystem, hvor velfærden kommer alle til gode, hvor velfærden er til gavn for alle.
     I Enhedslisten håber vi, at vi med denne forespørgselsdebat kan få større klarhed over direktivets rækkevidde. Det er nemlig totalt uklart i øjeblikket, selv om det er klart, at der er en tendens. På en lang række områder er direktivet uklart, og det kan desværre føre til, at det ikke er os som folkevalgte lovgivere, men derimod EF-Domstolen der beslutter, hvordan fremtidens velfærdssamfund vil komme til at se ud. Det er vi bekymrede for, og derfor ser vi frem til en god og afklarende forespørgselsdebat.

Besvarelse

Sidst vi havde en debat her i Folketingssalen om servicedirektivet var i november måned 2005, hvor jeg redegjorde for regeringens holdning til Kommissionens forslag. Enhedslisten har nu bedt mig redegøre for konsekvenserne af de seneste ændringer af servicedirektivet samt redegøre for regeringens holdning hertil.
     Siden vi havde den sidste debat, er der faktisk sket en del. Europa-Parlamentet behandlede forslaget i februar i år og vedtog det sammen med en række ændringsforslag. Kommissionen har desuden fremsat et revideret direktivforslag den 4. april, der lægger meget tæt op ad Parlamentets afstemningsresultat.
     Mit indtryk er, at der er tale om et balanceret forslag, der vil udgøre et godt grundlag for de videre forhandlinger. Det reviderede forslag er et skridt fremad, navnlig set i forhold til Kommissionens oprindelige forslag. Det tror jeg at et stort flertal af Folketingets partier kan være enige i.
     Det oprindelige forslag indeholdt en række stærkt problematiske elementer. Det reviderede forslag ser imidlertid ud til at tage hånd om mange af de bekymringer, som vi havde til det oprindelige forslag, og som blev lystigt debatteret, sidst vi havde sagen i Folketingssalen.
     Jeg kan sige, at vi nu er gået i gang med at analysere forslaget nærmere. Det er således vigtigt, at vi får det analyseret meget grundigt, at vi får inddraget relevante parter i denne proces, og mine bemærkninger i dag skal således ses i lyset af, at vi er midt i forslagets høringsproces. En beslutning om en dansk forhandlingslinje vil selvfølgelig blive truffet i tæt samarbejde med Folketingets partier efter de procedurer, der gælder for behandlingen af EU-forslag.
     Inden jeg redegør for de seneste ændringer af direktivforslaget, vil jeg indledningsvis gerne gentage det, som jeg fremhævede i forbindelse med den sidste forespørgselsdebat. Regeringen er generelt positiv over for at få skabt et mere velfungerende indre marked for tjenesteydelser, og i forhold til det indre marked for varer halter det indre marked for tjenesteydelser langt bagefter. Det er vigtigt, at vi får rettet op på det her.
     Omsætningen af tjenesteydelser i EU bidrager betydeligt til økonomien i EU, og potentialet med et velfungerende indre marked er stort. Derudover rammer barrierer ikke mindst et land som Danmark, da vi har en lille, åben økonomi samt mange små og mellemstore virksomheder.
     Europa-Parlamentet sendte med deres afstemningsresultat et tydeligt og også et klart signal til Kommissionen om, at der skulle foretages væsentlige ændringer i forslaget, hvis Parlamentet skulle kunne acceptere det. Det samme gjorde Det Europæiske Råd i slutningen af marts måned.
     Kommissionen har nu lyttet og fremsat et forslag, der på mange væsentlige punkter er ændret radikalt, og jeg vil tage fat på de væsentligste af dem her i dag. Et af de væsentlige elementer for regeringen har været forslagets konsekvenser på arbejdsmarkedsområdet og den danske arbejdsmarkedsmodel. Forslaget er imidlertid på dette punkt nu ændret i en retning, som vi kun kan bifalde.
     Det fremgår nu klart af Kommissionens reviderede forslag, at servicedirektivet ikke berører arbejdsmarkedsområdet. Denne undtagelse omfatter også kollektive overenskomster og retten til at konflikte. Servicedirektivet vil altså ikke få konsekvenser for den danske arbejdsmarkedsmodel.

     Forslaget vil heller ikke berøre danske arbejdsmiljøregler eller mulighederne for myndighederne og arbejdsmarkedets parter for fremover at føre en effektiv kontrol af regler og overenskomster for udstationerede medarbejdere. Præciseringen af, at arbejdsmarkedsområdet ikke berøres af direktivet, er helt i overensstemmelse med regeringens ønske. Der er på dette punkt altså tale om et væsentligt fremskridt i forhold til det oprindelige forslag.
     Rækken af undtagelser til direktivet er desuden udvidet
i det reviderede forslag, og undtagelserne ligger meget tæt op ad de undtagelser, som Parlamentet foreslog. Jeg vil nævne nogle væsentlige undtagelser. Først og fremmest præciseres det, at tjenesteydelser af almen interesse ikke er omfattet. Det drejer sig bl.a. om myndighedsudøvelse og den form for virksomhed, som staten udfører som led i sine opgaver på det sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og retlige område. Eksempler herpå er det offentlige uddannelsessystem som folkeskolen, gymnasiet, universiteterne, og denne præcisering har regeringen også ønsket. Derudover undtages sundhedsydelser, strafferetten, den internationale privatret, skatteområdet samt lotterier m.v. fra direktivet. Regeringen bifalder også, at bestemmelsen om refusion af udgifter for sundhedsydelser er fjernet. Dermed undgår vi, at direktivet får en række uhensigtsmæssige konsekvenser for det danske sygesikringssystem i relation til refusion af sundhedsydelser. Sociale tjenesteydelser, der har med socialt boligbyggeri, børnepasning, familieforhold og personer i nød at gøre, undtages også. Det samme gør nationale sikringssystemer. Den umiddelbare vurdering af disse undtagelser er, at de sammen med undtagelsen for sundhedsydelser vil betyde, at danske sociale ydelser ikke bliver omfattet af forslagets anvendelsesområde. Derudover har Kommissionen opgivet oprindelseslandsprincippet. Det tror jeg at vi alle kan være glade for. Oprindelseslandsprincippet er i det reviderede forslag erstattet af et alternativt princip om frihed til at levere tjenesteydelser. Princippet, der blev foreslået af Europa-Parlamentet, slår fast, at medlemsstaterne skal respektere tjenesteudøvernes ret til at udøve tjenesteydelser
i andre medlemsstater. Det fremgår desuden, at medlemsstaterne kun må betinge, at adgangen til eller udøvelsen af serviceerhverv er krav, som er ikkediskriminerende, nødvendige og proportionale. Princippet er som udgangspunkt bygget over samme model, som kendes fra gældende EU-ret, og udgangspunktet er her, at tjenesteyderen skal overholde værtslandets regler, medmindre tjenesteyderen er omfattet af tilsvarende regler i sit hjemland. Princippet er stadig ved at blive analyseret nærmere. Vi skal bl.a. have klarlagt, hvor princippet adskiller sig fra gældende ret, samt have vurderet betydningen heraf. Det kan vi først færdiggøre, når høringen vedrørende forslaget er tilendebragt. Ud fra de foreløbige analyser peger meget dog på, at princippet er et væsentligt bedre alternativ end oprindelseslandsprincippet. Oprindelseslandsprincippet gav anledning til en række fundamentale problemer bl.a. i relation til kontrol og håndhævelse. Oprindelseslandsprincippet ville således have ændret på gældende praksis, i forhold til hvem der er ansvarlig for kontrol og håndhævelse, og nærmest have gjort det umuligt at opretholde en ordentlig kontrol. Det gør det nye princip imidlertid ikke. For ifølge det nye princip vil danske myndigheder stadig være ansvarlige for kontrol og håndhævelse af egne regler over for egne og udenlandske tjenesteydere, ligesom de er i dag. Med hensyn til det nye princip er der dog to elementer, som jeg godt lige vil nævne. Det ene er forbrugerbeskyttelse. Vi er ved at analysere princippets betydning for forbrugerområdet nærmere. En foreløbig vurdering tyder på, at langt hovedparten af de danske forbrugerbeskyttelsesregler kan fastholdes i uændret form. Det andet element er miljøbeskyttelse. Her har problemstillingen tidligere været, om tjenesteydere fra andre medlemsstater var undergivet de danske miljøbeskyttelsesregler i forbindelse med midlertidig levering af tjenesteydelser. Det fremgår imidlertid nu af det nye princip, at danske krav, der er begrundet i hensyn til miljøbeskyttelse, stadig kan kræves overholdt af tjenesteydere fra andre medlemsstater, når de leverer miljøydelser i en midlertidig periode. Kravene skal dog være ikkediskriminerende, nødvendige og proportionale.

     Afslutningsvis vil jeg så kort orientere om forhandlingssituationen. Kommissæren for det indre marked, Charlie McCreevy, forventes at præsentere Kommissionens reviderede forslag på det uformelle rådsmøde i Graz den 21. og 22. april, og det østrigske formandskab har tilkendegivet, at de vil forsøge at opnå politisk enighed om direktivet. Forslaget forventes drøftet på konkurrenceevnerådsmødet den
29. og 30. maj 2006. Det er nu op til medlemsstaterne og Kommissionen at bringe forslaget videre. Det forslag, som ligger på bordet, er væsentligt bedre end det forslag, vi gennem de sidste to år har forholdt os til. Mange af de elementer i forslaget, som vi fandt var problematiske, er nu fjernet. Det er vigtigt, at vi alle sammen noterer os det. Samtidig med at vi umiddelbart synes, at forslaget vil udgøre et godt grundlag for de videre drøftelser, er det et skridt i den rigtige retning med hensyn til at få skabt et mere velfungerende marked. Vi må også huske på, at der faktisk er en række medlemsstater, der gerne så forslaget trukket i retning af det oprindelige forslag. Der er faktisk en række parter her, der mener, at det her forslag er alt for uambitiøst. Det forslag, der ligger på bordet, er et balanceret forslag. Hvis vi går hen og siger, at vi nu skal have ændret en hel række ting på det område, så er jeg ikke i tvivl om, at vi åbner Pandoras æske, og så risikerer vi, at korthuset vælter. Jeg vil sige, at regeringen ønsker at kunne deltage aktivt i de kommende forhandlinger, så scenen ikke overlades til andre, som kan få held med at trække forslaget i en anden og set med vores øjne forkert retning. Så jeg mener faktisk, at det forslag, der ligger på bordet i dag, og som vi har diskuteret her i huset, er et forslag, som også er præget af de holdninger, vi fra starten har givet udtryk for.

Tak til ministeren. Så er det hr. Rune Lund som ordfører for forespørgerne.

Forhandling

I foråret stillede Enhedslisten en lang række spørgsmål om servicedirektivet, og vi har også nu her for et par uger siden stillet en lang række spørgsmål, som vi fik svar på i går. Vi har stillet alle de spørgsmål, fordi de høringssvar, som vi fik dengang i 2005 i forbindelse med det oprindelige forslag til det oprindelige forslag til servicedirektivet, der lå fra Kommissionen, og den gennemgang af direktivet, som en række ministerier havde udarbejdet, indeholdt en omfattende kritik af direktivets anvendelsesområde, oprindelseslandsprincippets konsekvenser og rækkevidden af direktivets forbudte krav, en kritik, som den danske regering var god til at følge op på. Når det så er sagt, må man konstatere, at direktivet fortsat udgør en væsentlig trussel mod f.eks. velfærds- og uddannelsessystemet.
     I Enhedslisten har vi været særlig interesserede i, hvilke konsekvenser direktivet ville have for vores solidariske velfærdssystem og hele uddannelsessektoren. Det bemærkelsesværdige ved behandlingen af det forrige direktiv, det oprindelige forslag, var netop, at regeringens oversigt over de lovgivningsmæssige konsekvenser på uddannelsesområdet ikke var omfattet. Vi forventer naturligvis, at denne undladelse ikke gentager sig i den kommende behandling. De studerende har krav på at få klar besked om, hvad direktivet kan komme til at betyde, og på samme måde har den øvrige befolkning krav på at vide, hvornår en velfærdsydelse pludselig forvandles til en serviceydelse, der er genstand for økonomisk aktivitet og derfor skal omfattes af EU's markedslogikker. Det, som jo er et stort problem i det forslag til servicedirektiv, der stadig ligger, er to overordnede ting. Den ene er, at vi har at gøre med et meget, meget tåget direktiv, som er uklart på en lang, lang række områder. Det gælder f.eks. med hensyn til oprindelseslandsprincippet, som nu er blevet til et princip om, at man frit skal kunne levere tjenesteydelser hen over grænser. Men det er stadig væk superduperuklart, hvor den præcise grænse ligger i forhold til det oprindelige oprindelseslandsprincip. Og vi ved også alle sammen, at det er EF-Domstolen, der i sidste ende kommer til at afgøre, hvor grænsen ligger. Mit bud vil, ud fra den måde EF-Domstolen normalt arbejder på, være, at vi vil få en række domme, som vil dreje den her frihed til at levere ydelser hen over grænser mere og mere i retning af det oprindelige oprindelseslandsprincip. Det andet store problem drejer sig om rækkevidden af selve direktivet, om, hvilke områder der er omfattet. Og der må man sige, at det også stadig væk er meget uklart, hvorvidt et område som uddannelse er med.

Ministeren har redegjort for, at det er et område af almen interesse, som derfor ikke er omfattet, men det står jo ikke direkte skrevet, at det er undtaget, og det åbner jo mulighed for en lang række fortolkninger og for, at det alligevel bliver sneget ind ad bagdøren.

     Denne uklarhed kan vi ikke leve med, for den betyder, at det er et domstolsdirektiv, der i sidste ende kommer til at definere, hvordan rækkevidden af det nye oprindelsesland light-princip bliver, og som vi alle sammen ved, er light usundt - bare på en anden måde - så derfor kan vi komme til at stå med et meget stort problem. Desuden er der også hele diskussionen om, hvad rækkevidden af direktivet er. Det står totalt uklart i øjeblikket, men der ligger en masse faremomenter i det.
     Så vil jeg egentlig gerne spørge: Vil regeringen og de øvrige partier, som overvejer at støtte servicedirektivet, garantere, at ingen ydelser, som udgør en økonomisk aktivitet, skal underkastes EU's regler om fri konkurrence, specielt hvis det er et velfærdsområde? Kan vi få en garanti for, at det ikke skal være tilfældet, eller kan vi blot få holdningen til det? Det fremgår af direktivet, at det er op til medlemsstaterne selv at bestemme, hvad der udgør en velfærdsydelse, men i svaret på spørgsmål nr. S 3915, som jeg selv har stillet, står der jo, at hvorvidt en ydelse betragtes som almen eller almenøkonomisk, er det i udgangspunktet op til medlemsstaterne selv at definere - og så kommer det - i overensstemmelse med traktatens og EF-Domstolens praksis.
     Det vil sige, at vi har lov til selv at bestemme det, så længe det ikke er EF-Domstolen og EU, der bestemmer. Det er jo i realiteten en ret til ikke at bestemme noget som helst, og dermed har man igen lagt afgørelsen hos EF-Domstolen. Hvad nu, hvis f.eks. deltagerbetalingen på VUC stiger? Er der så tale om en økonomisk aktivitet, og er den dermed omfattet? Eller hvad nu, hvis taxameterordningen på universiteterne lige pludselig begynder at følge den enkelte studerende, frem for - som det er i øjeblikket - at det er en støtte til selve læreanstalten efter det antal studerende, der går på den?
     Man må sige, at der ligger nogle farer i en sådan taxameterordning, der er møntet på den enkelte studerende, som får en personlig pose penge og dermed bliver en forbruger af uddannelse, frem for at man i øjeblikket støtter den enkelte læreanstalt på baggrund af det antal studerende, der gennemfører en uddannelse. Det kan jo godt betyde, at man vil sige, at så er der i højere grad tale om en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, fordi der er penge involveret, og vupti, så er den omfattet af direktivet. Den slags ting står superuklart i dag.
     Afslutningsvis vil jeg sige, at vi i Enhedslisten sådan set er trætte af politikere og erhvervsfolk, der tuder over, at globaliseringen tvinger os til det ene og det andet, for det første fordi det er at bedrage befolkningen at sige, at globalisering nødvendiggør ændringer, og for det andet fordi man let får det til at fremstå, som om globaliseringen bare er en naturlov, som vi ikke har nogen indflydelse på.
     Servicedirektivet er et af de tiltag, som fremmer den negative side af globaliseringen, fordi det styrker virksomhederne på bekostning af demokratiet, de folkevalgte politikere og befolkningen, og på den baggrund og på baggrund af min ordførertale vil jeg gerne på vegne af Enhedslisten fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»I forbindelse med forslag til servicedirektiv pålægger Folketinget regeringen at arbejde for:
- at den danske regering, i lyset af den igangværende tænkepause, afsætter tilstrækkelig tid og ressourcer til at få belyst direktivets konsekvenser
- at der laves en større redegørelse over direktivets mulige konsekvenser, herunder for hele velfærds- og uddannelsessektoren,
- at offentlige velfærdsydelser friholdes fra direktivet, og at det er op til medlemsstaterne at definere, hvad der er velfærdsydelser, uanset at der måtte indgå brugerbetaling i velfærdsydelsens levering,
- at værtslandsprincippet indskrives direkte i direktivteksten,
- at kontrol med tjenesteydere på dansk territorium tilkommer og er mulig for danske myndigheder,
- at vende sig imod de forbud der opremses i art. 14 og 15, der lægger begrænsninger på medlemsstaternes mulighed for at regulere forhold for tjenesteydere, og
- at de uklarheder, der er i servicedirektivet i forhold til ovenstående områder, præciseres i direktivteksten, for at retstilstanden ikke fastsættes af EF-Domstolen.« (Forslag til vedtagelse nr. V 60).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

     Så er der en kort bemærkning til ordføreren for forespørgerne fra fru Charlotte Antonsen.

For det første kan jeg jo spørge, om den vedtagelse ikke er for lang ifølge Folketingets regler. Jeg synes, det lød, som om der var alt for mange ord. Det var nu ikke derfor, jeg tog ordet, men det er klart, at det er noget, som må afklares, og så må hr. Rune Lund jo fremsætte et nyt forslag, hvis det her er for langt.
     Men det, jeg gerne vil spørge hr. Rune Lund om, er angående det forslag, som hr. Rune Lund jo har bedt om at vi diskuterer i dag, altså forslaget til ændring af direktivet om service. Er det ikke bedre end det gamle servicedirektiv? Mener hr. Rune Lund ikke, at der er sket forbedringer? Hr. Rune Lund vil gerne have en masse undersøgelser, og jeg vil spørge, om hr. Rune Lund ikke allerede har læst den undersøgelse, der er lavet, og som jo viser, at Danmark tjener relativt meget mere ved at gennemføre det indre marked på serviceområdet end de øvrige EU-lande. Vi står til at få langt flere arbejdspladser end de andre lande, fordi Danmark jo, som hr. Rune Lund i hvert fald må vide, står frygtelig stærkt på serviceområdet, som ministeren også lige har redegjort for.

Til det første kan jeg sige, at forslaget til vedtagelse er på præcis 150 ord. Der findes en udmærket funktion i Microsoft Word, der hedder »tæl ord«, og på den måde kan man finde ud af, hvor mange ord man har skrevet. Det benytter jeg mig af, hver gang jeg fremsætter forslag til vedtagelse, så fru Charlotte Antonsen kan være helt rolig.
     Med hensyn til om det er et bedre forslag: Ja, det er faktisk et bedre forslag end det oprindelige. Det indrømmer jeg gerne, og jeg er faktisk ikke engang flov eller pinligt berørt over at indrømme det, for det er et udtryk for, at noget af det arbejde, som også Enhedslisten har været med til, når der skulle sættes fokus på de meget negative konsekvenser af det første udkast til et servicedirektiv, har givet resultater. Indvendingerne er blevet taget til efterretning, der er blevet vundet en politisk kamp, og jeg selv og Enhedslisten har også taget del i den politiske kamp.
     Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe eller nægte, at man har vundet en politisk sejr, når det har været tilfældet. Men det ændrer ikke en tøddel ved, som jeg også redegjorde for i min ordførertale, at det forslag til servicedirektiv, som foreligger nu, stadig indeholder massive problemer, netop fordi det er så tåget angående rækkevidden af oprindelsesland light-princippet, som det er nu, og også med hensyn til hvilke områder, der er omfattet.

Det kan være, hr. Rune Lund skulle delagtiggøre os alle sammen i de konkrete positive ændringer, som Enhedslisten har bidraget til.

Det vil jeg meget gerne.
     Jeg vil sige, at Enhedslisten lige fra starten har været meget aktiv i hele debatten om servicedirektivet. Jeg kan faktisk huske, at jeg, lige efter at jeg var blevet valgt til Folketinget - det var i februar sidste år - deltog i nogle møder i Europaudvalget. Det var nogle af de foreløbige møder, inden folketingssamlingen for alvor gik i gang, og jeg kan huske, at jeg på de to første møder, jeg deltog i, tog servicedirektivet op, selv om det var uden for dagsordenen.
     Jeg kan huske, at en bestemt person - jeg skal nok lade være med at nævne navne her fra Folketingets talerstol, men det var et prominent medlem af den danske regering - sagde:
Haha, Rune Lund, hvor er du sjov, du snakker altid om det hersens servicedirektiv. Det var dengang, regeringen ikke var klar over, at servicedirektivet kom til at fylde utrolig meget i hele debatten op til EU-afstemningen i Frankrig, som førte til nejet til EU-forfatningen.
     På det tidspunkt var regeringen ikke opmærksom på alle de farer og problemer, der lå i servicedirektivet, men jeg må bare sige, at jeg er helt overbevist om, at Enhedslistens aktive arbejde er en meget stor og væsentlig forklaring på, at man er blevet opmærksom på alle de problemer, der ligger i direktivet.

Så vidt jeg kunne høre, vil hr. Rune Lund gerne have en større undersøgelse af direktivforslaget og konsekvenserne af det, og det vil jeg jo normalt sige også er fornuftigt. Men jeg ved ikke rigtig, hvilken tidsramme hr. Rune Lund forestiller sig.
     Ifølge det, ministeren redegjorde for, vil direktivet blive drøftet uformelt på det uformelle ministermøde i slutningen af april, og det vil blive fremlagt til drøftelse og beslutning i slutningen af maj. Ville det derfor i virkeligheden ikke være mere fornuftigt lige nu at se nærmere på de steder, hvor der er uklarheder, fordi man så får mulighed for at påvirke beslutningerne, frem for at bede om en undersøgelse, som først vil være afsluttet, når der rent faktisk er stemt om direktivet?

Det, jeg beder om, er et papir a la det, vi fik udleveret i Europaudvalget - jeg mener, det skete første gang i maj 2005
- hvor ministerierne prøvede at lave en oversigt over de samlede lovgivningsmæssige konsekvenser af servicedirektivet. Der var bl.a. nogle udtalelser fra Miljøministeriet om, at servicedirektivet på det tidspunkt ville have uacceptable konsekvenser for miljøstandarderne i Danmark. Der var nogle områder, der ikke var med, som jeg også nævnte i min ordførertale. Bl.a. var hele uddannelsesområdet ikke med i papiret, og det, som jeg forventer kommer til at foreligge, når høringsperioden er afsluttet, er et fuldt dækkende papir, som giver Europaudvalget det fulde overblik over, hvilke lovgivningsmæssige konsekvenser servicedirektivet vil få, som det ligger nu. Jeg mener, det simpelt hen er nødvendigt, hvis vi overhovedet skal kunne give et mandat i Folketingets Europaudvalg.

Jeg tror, der på tværs af enighed og uenighed i øvrigt er bred enighed her i Folketinget om, at det er vigtigt at få undersøgt de enkelte ting, for nu snakker vi om noget, hvor djævelen kan ligge i detaljen.
     Når hr. Rune Lund siger en større undersøgelse, forestiller jeg mig noget, der tager lang tid, og derfor synes jeg, det er lidt absurd, hvis resultatet først kommer, efter at der er truffet beslutning. Det er vel nu, vi skal gøre arbejdet, så er det, hr. Rune Lund efterspørger, i virkeligheden ikke den almindelige arbejdsgang med at få ministeriet til at præcisere, hvilke dele af uddannelsesområdet der ikke er omfattet af direktivet? Ministeren har allerede sagt noget om, hvilke områder der kan være omfattet, og hvordan man i øvrigt kan fortolke den forskel, der er fastholdt i forslaget, nemlig medlemsstaternes ret til selv at definere, hvad der er tjenesteydelser af almen økonomisk karakter, og hvor der kan være nogle undtagelser, f.eks. på uddannelsesområdet.

Det, jeg vil have, og det, som Enhedslisten vil have, er en oversigt, så vi kan vurdere, hvad de lovgivningsmæssige konsekvenser er. Det fik vi ikke i forbindelse med det første udkast til servicedirektivet, det var utilfredsstillende, og det skal foreligge, når vi skal give et mandat i Europaudvalget.
     På det møde, der, så vidt jeg forstår, skal foregå i morgen og i overmorgen, er det klart, at der kommer til at ske nogle ting, og derfor kunne det egentlig - det er lige henvendt til ministeren - være meget rart at få vide, om det
i virkeligheden er her, tingene i realiteten bliver afgjort. Det kan ministeren jo komme tilbage til. Med hensyn til medlemsstaternes ret til at definere, hvad der henholdsvis er en tjenesteydelse af almen interesse og en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse, står der jo, at det kan medlemslandene selv afgøre, så længe EF-Domstolen ikke har bestemt noget andet, og det er jo det, der er hele problemet. Det fremgår faktisk fløjteklart af direktivet, og det fremgår også af de svar, der er blevet givet. Jeg kan egentlig ikke forstå det, for jeg fornemmer en vis form for kritik fra fru Anne Grete Holmsgaard, som ligger lige i forlængelse af den kritik af servicedirektivet, som fru Anne Grete Holmgaards partifælle Margrete Auken har fremført i Europa-Parlamentet. Hun har kritiseret, at direktivforslaget er superuklart. Vi ved ikke, hvor mange områder det dækker, og vi ved ikke, hvilken rækkevidde oprindelseslandsprincippet har, så jeg går ud fra, at fru Anne Grete Holmsgaard ligger i forlængelse af Margrete Aukens politiske linje - eller hvad?

Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren i denne omgang, og vi beder den næste ordfører træde til. Fru Charlotte Antonsen.

Det indre marked for serviceydelser er en del af det indre marked, som vi havde en folkeafstemning om tilbage i 1986, og som en stor del af danskerne sagde ja til.

     Det indre marked handler om at forbedre konkurrencesituationen i EU, så vi kan skabe flere arbejdspladser. I Venstre er vi varme tilhængere af det indre marked, og vi mener, at det er i klar dansk interesse, at det omsider ser ud til, at vi kan få vedtaget et servicedirektiv og dermed væsentligt forbedre den del af det indre marked, der vedrører tjenesteydelsernes frie bevægelighed.
     Servicedirektivet handler først og fremmest om at sikre, at borgerne får adgang til de bedste og billigste serviceprodukter. Det sker ved at fjerne lovgivningsmæssige og administrative barrierer for at kunne tilbyde service over grænserne.
     Som ministeren lige har nævnt, er det sådan i Danmark, at tre ud af fire i erhvervslivet i dag er beskæftiget i servicesektoren. Det er en sektor, der er i stærk vækst. Det er altså især inden for serviceerhvervene, at vi skal finde kommende nye arbejdspladser.
     Sammenlignet med andre lande står især Danmark meget stærkt inden for service, så vores interesse for at få gennemført det indre marked for serviceydelser er langt større end det gennemsnitlige EU-lands.
     I Venstre mener vi, at Kommissionens ændrede forslag, og det er jo det, vi drøfter i dag, til direktivforslag er langt bedre end det oprindelige servicedirektivforslag. Der er først og fremmest tale om en opstramning og en præcisering af, hvad forslaget indebærer. Det er vigtigt med en enkel og forståelig lovgivning også i EU, og især er det vigtigt, at det er let at forstå lovgivningen, når borgernes arbejdspladser er involverede, for så må vi gå varsomt til værks. Globaliseringen kan se truende ud, hvis det job, man har, er i farezonen. I Danmark har vi altid haft et meget åbent samfund, så vi har vænnet os til den direkte konkurrence, men i andre europæiske lande er frygten for globaliseringen større, især hvis der, som tilfældet er i Frankrig, har været en relativt stor arbejdsløshed. Det, vi nok har drøftet mest her i landet, nemlig oprindelseslandsprincippet, er erstattet af et princip om frihed til at levere tjenesteydelser, og det er godt. Det er lettere at forstå og giver derfor forhåbentlig ikke de samme skrækvisioner, som oprindelseslandsprincippet gjorde.
     I Venstre er det vores håb, at denne ændring kan føre til, at også et land som Frankrig nu kan erklære sig tilfreds. Servicedirektivet kom jo til at spille en meget stor rolle i den franske debat op til folkeafstemningen om EU's forfatningstraktat. Mange franskmænd var skræmt af udsigten til en sand invasion af polske blikkenslagere, selv om servicedirektivet slet ikke har noget som helst med forfatningstraktaten at gøre, men netop, som jeg fortalte i starten, er en del af det indre marked. Men der er ikke nogen tvivl om, at den debat, der var i Frankrig om servicedirektivet, var en medvirkende årsag til, at franskmændene stemte nej sidste forår.
     I Venstre vil vi gerne have en revision af det eksisterende traktatgrundlag, så samarbejdet bliver mere effektivt og bedre til at håndtere morgendagens problemer. Så for os er det da kun en glæde, at det gamle servicedirektiv, som skræmte så mange europæere, nu bliver gennemgående strammet op og revideret, så den folkelige opbakning til EU kan øges.
     I Venstre håber vi, at det ændrede forslag vil føre til, at vi allerede på erhvervsministrenes EU-møde i slutningen af maj vil kunne enes om nogle fælles regler. Sagen har jo allerede været i Europa-Parlamentet, hvor der er opbakning til den linje, der nu ligger i Kommissionens forslag. Forslaget har også været drøftet på stats- og regeringschefernes topmøde i vinter, hvor man også har givet opbakning til den nye reviderede linje. Vi håber altså, at vi snart kan træffe en endelig beslutning, så vi kan få vedtaget det indre marked for serviceydelser. Det går økonomisk godt i Danmark i disse år, men det er også uhyre vigtigt for vores nationale økonomi på lidt længere sigt, at der også kommer bedre gang i de øvrige europæiske landes økonomi. I Europa hænger vore økonomier sammen. Hvis det går godt i et land, smitter det af på de andre. Jeg skal på vegne af Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre foreslå følgende:

Forslag til vedtagelse:
»Folketinget noterer sig, at Kommissionen har fremlagt et revideret servicedirektivforslag, og at der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til det oprindelige forslag såsom en begrænsning af anvendelsesområdet.
     Folketinget anerkender, at det reviderede forslag er et skridt fremad og udgør et klart bedre grundlag for de videre forhandlinger.
     På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til at fortsætte drøftelserne om en dansk forhandlingslinje.« (Forslag til vedtagelse nr. V 61).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.
     Så er der nogle korte bemærkninger til ordføreren. Det er først hr. Rune Lund, derefter hr. Morten Messerschmidt.

Ordføreren siger, at anvendelsesområdet er blevet indskrænket. Det er rigtigt. Men der er jo stadig væk en masse områder, hvor der hersker meget stor tvivl om, hvorvidt området er omfattet. Det er f.eks. et område som uddannelse.
     Grunden til, at det er det, er, at det ikke eksplicit står i direktivet i dag, at uddannelse er undtaget, og det kan blive et problem. F.eks. har vi jo i Danmark offentligt monopol på universitetsuddannelserne, og hvis uddannelse er en del af det her direktiv eller bliver defineret som en del af det her direktiv f.eks. i forlængelse af en dom fra EF-Domstolen, jamen så bliver der jo netop åbnet for, at udenlandske uddannelseskoncerner kan møve sig ind i Danmark på det danske marked og tilbyde eliteuddannelser. Så får vi gode uddannelser for dem, der har penge, og dårligere uddannelser for dem, som ikke har så mange penge.
     Synes ordføreren ikke, at det er bekymrende, at et område som f.eks. uddannelse ikke direkte er undtaget fra servicedirektivet i den tekst, der foreligger?

Nej, for det, hr. Rune Lund siger, er jo ikke fuldstændigt. Når EF-Domstolen afsiger domme, så er det rigtigt, at det er en domstol, der har en anden fortolkningsmåde, end vi kender fra danske domstole. Det, den gør, er, at den går ind og ser på det konkrete direktiv, og så går den også ind og ser på traktatgrundlaget, men det er ikke, som hr. Rune Lund antyder, sådan, at EF-Domstolen kan finde på hvad som helst.
     Hvis hr. Rune Lund går over i reolen og tager traktaten ud, så vil han se, at de almene uddannelser ikke er omfattet af EF-Traktaten, og derfor kan man ikke forestille sig, at EF-Domstolen pludselig går ind og siger, at uddannelse er omfattet.
     Nu taler jeg vi selvfølgelig om folkeskole, gymnasier, universiteter, sådan vores almene uddannelser, og de er ikke omfattet. De er ikke omfattet af traktaten, og så de er heller ikke omfattet af direktivet.
     Det er i hvert fald ikke noget, der bekymrer mig.

Det burde det gøre, for uddannelse er netop ikke undtaget i direktivet. Det er jo et område, hvor der indgår en form for betaling. Den er så leveret af staten Danmark. Men som vi også kunne se af de svar, der er blevet givet, og som lige er kommet tilbage i går, så siger man jo også, at det i princippet er underordnet, om det er den enkelte borger, der betaler for sin uddannelse, eller om det er staten. Det fremgår af svaret på et af de spørgsmål, jeg har stillet.
     Så må man jo også sige, at vi har at gøre med et område, hvor der indgår en form for betaling, og så er det jo også en tjenesteydelse af almen økonomisk interesse. Sådan kan det defineres. Det kan jo også defineres sådan via en dom fra EF-Domstolen, fordi det netop ikke står i direktivet, at uddannelse er undtaget.
     Det er bare for at give et eksempel på, hvor det er, vi har nogle problemer med det her direktivs rækkevidde.
     Så synes fru Charlotte Antonsen ikke, det er et problem, at vi har et direktiv, hvis rækkevidde, hvis anvendelsesområde stadig væk er fuldstændig uklart?

Men hverken traktaten eller direktivets anvendelsesområde er altså uklart på den måde, som hr. Rune Lund definerer det. Altså, hr. Rune Lunds bekymring er jo ikke ny i de kredse, hr. Rune Lund bevæger sig i, hvad angår EU-debatten, nemlig
i modstanderkredsene, for tidligere var EU-modstanderne jo bekymrede for, at hvis vi sagde ja til Maastricht, så ville vi også få indført den franske skole i folkeskolen, men vi ved jo alle sammen i dag, at der ikke har været nogen som helst form for indblanding fra EU's side i hverken folkeskole, gymnasium eller universitet i Danmark. Så ligesom EU ikke i almindelighed kan lave direktiver på de her områder, så vil man heller ikke med et direktiv inden for serviceområdet kunne bane sig vej ind og blande sig
i danske uddannelsesforhold. Så der er ingen grund til bekymring på det her område.

     Hr. Rune Lund kan gå hen og tage traktaten ud af reolen og forvisse sig om, at de almene uddannelser ikke er et EU-anliggende.

Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg ville sige noget til fru Antonsen, men når nu hun sådan direkte henviser til traktaten, så kan jeg alligevel ikke rigtig lade være, for jeg synes, det er spændende at høre den her passionerede tale om, at uddannelsesområdet overhovedet ikke er omfattet af den traktat, som åbenbart befinder sig herovre i den ene side af salen.
     Så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan det så kan være, at EF-Domstolen for ganske få måneder siden faktisk meget specifikt har afsagt en dom om det østrigske universitetsvæsen, der meget klart forholder sig til, hvilke kvoteordninger man internt i Østrig må have på de østrigske universiteter. Jeg kan underholde med, at det er sket under henvisning til EF-Traktatens artikel 12 og artikel 28.
     Derfor vil jeg gerne høre, hvad der for nogle artikler, som fru Charlotte Antonsen læser på en sådan måde, at universiteterne ikke er omfattet af EU-retten.

Jamen den dom, hr. Messerschmidt henviser til, vedrører jo den fri bevægelighed, og den vedrører det forhold, at man ikke må gøre forskel. Hvis man begynder at lave kvoter, som siger, at man gerne må få nogle landes borgere ind på sit universitet, men ikke andre landes, så kan man ikke, hvis de pågældende er EU-borgere, tillade den forskelsbehandling.
     Så det har ikke noget at gøre med de uddannelser, der er på det pågældende universitet. Det er alene et spørgsmål om diskrimination, fri bevægelighed, det, at vi som EU-borgere har nogle rettigheder i de andre EU-lande. Det er det, hr. Messerschmidts eksempel handler om og ikke om, hvordan universitetets uddannelser er sammensat.

Jeg vil meget gerne kvittere for, at fru Antonsen siger, at det handler om den fri bevægelighed, men det er jo præcis det, som fru Antonsen selv har ført bevis for også er gældende for serviceområdet.
     Sagen er jo netop, at artikel 28, som handler om den fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdstagere, netop er det, man har taget som udgangspunkt for den dom, der altså er meget, meget alvorlig for det østrigske universitetsvæsen.
     Derfor virker det jo mærkeligt, at fru Antonsen så netop med henvisning til artikel 28 kan sige, at universitetsvæsenet overhovedet ikke vil være en del af servicedirektivet, af serviceudbudsspørgsmålet. Det hænger jo ganske enkelt ikke sammen. Man kan jo ikke sige, at uddannelse, universiteter, skal være omfattet af artikel 28, som EF-Domstolen har sagt det, og så bagefter sige, at det ikke skal være omfattet af servicedirektivet, som netop bygger på artikel 28.
     Det hænger jo ikke sammen, må jeg sige til fru Antonsen.

Det hænger jo ganske glimrende sammen, og det har det gjort al den tid, vi har været i EU, og der har, som jeg allerede har nævnt, fra nejsiden hele tiden været denne påtagede bekymring for, at man kunne finde på at indføre den franske skole, fordi vi nu er medlem af EU.
     Hr. Messerschmidt er udmærket klar over, at der er andre artikler i traktaten end artikel 28 - ja, det kan jeg se, der bliver nikket, og det er jo fint - for der står andre steder
i traktaten, at almen uddannelse er undtaget fra traktaten, ligesom det i øvrigt også gør sig gældende for kulturelle forhold og sundhedsforhold. Derfor er jeg heller ikke bekymret på de pågældende områder, for det er altså sådan i dag, at EU tager sig af de sager, der er grænseoverskridende, men der er jo massevis af sager, som EU slet ikke har kompetence til at blande sig i, og det er bl.a., hvordan vi sammensætter vores universitetsuddannelser.

Tak til ordføreren, og så går vi over til den næste ordfører, og det er hr. Niels Sindal.

Forespørgslen i dag retter sig mod at få overblik over, hvor Danmark, ministeren, står i forhold til forhandlingsmandatet.
     Det foreliggende udkast og ministerens fremlæggelse i dag tyder på, at det, der præsenteres på den kommende weekends ministerrådsmøde, er langt bedre end det udkast, der blev fremlagt for et par år siden, nærmest helt nyt på nogle områder, og princippet om, at det er værtslandets normer, der er gældende for udøvelse af tjenesteydelser, er nu udgangspunktet. Således må man sige, at ministerens foreløbige mandat i hovedtrækkene er indfriet.
     Den endelige tekst, oplægget til Ministerrådets forhandling den 28.-29. maj, må så underkastes en nøjere granskning med henblik på den endelige mandatafgivning i Europaudvalget.
     Derudover er der, så vidt jeg forstår, også en høringsrunde i gang, hvilket også bliver interessant at tage med i de kommende forhandlinger.
     Jeg vil gerne tilkendegive, at Socialdemokraterne gerne medvirker til at drøfte eventuelle uklarheder, præciseringer
m.m., og som hr. Rune Lund efterlyser, så lad os starte på mandag med at undersøge de ting, vi gerne vil have sammenlignet, den tidligere traktat med den nuværende traktat osv. Jeg tror ikke, der er noget til hinder for, at ministeriet vil præstere de papirer, der skal til, således at vi giver et mandat på et sagligt grundlag.

     I forlængelse af det vil jeg gerne kvittere for det gode samarbejde, vi egentlig har haft i Folketinget om denne sag.
V har haft to forespørgsler og har behandlet et beslutningsforslag, og jeg synes, det har været ret interessant. Det gælder også drøftelserne i udvalget, og man bør egentlig også nævne Europa-Parlamentet, hvor vi er flere, der har aflagt høflighedsvisit. Jeg synes egentlig, det er gået meget godt med at få vendt skuden, og det, der ligger på bordet nu, er vi i Socialdemokratiet enige om at videreudvikle til det endelige mandat. Det er rigtigt, som det er nævnt, at der er nogle uklarheder i forslaget, men jeg forventer, at vi i de kommende forhandlinger i udvalget og hos ministeren får drøftet dem. Jeg vil gerne kvittere for redegørelsen med at meddele, at vi selvsagt kan tilslutte os det fremsatte vedtagelsesforslag, som vi er medforslagsstillere på.

Der er et par spørgere. Først hr. Rune Lund, værsgo.

Jeg vil gerne spørge ordføreren for Socialdemokraterne, om vi ikke har et problem.
     Ordføreren sagde selv, at vi har et problem, fordi direktivforslaget stadig er meget tåget. Vi kender ikke omfanget af det nye oprindelseslandsprincip, oprindelseslandsprincippet light, som jeg overhovedet ikke mener kan betegnes som værende et værtslandsprincip. Et værtslandsprincip handler jo om, at det altid er værtslandets regler, der skal gælde, og at det er værtslandet, der bestemmer, hvilke betingelser der skal gælde, men sådan er det foreliggende oprindelseslandsprincip light jo ikke.
     Man siger, at det sådan set er de nationale regler, der skal gælde, men samtidig er der en masse krav, som skal opfyldes. De må ikke være diskriminerende, de skal være nødvendige, og de skal være proportionale, dvs. at man skal bruge de rigtige værktøjer og den slags ting. Dermed står vi jo igen i den situation, at det faktisk ikke er et værtslandsprincip, men et oprindelseslandsprincip i en mindre udgave, fordi det er EF-Domstolen, der i sidste ende bestemmer. Det er et tåget punkt.
     Det andet tågede punkt er selve rækkevidden, og hvis det ikke bliver fuldstændig klart, hvad rækkevidden af direktivet er, vil Socialdemokraterne så stemme imod, når der til sin tid skal afgives mandat i Europaudvalget?

Lad mig tage det sidste først. Jeg vil helst ikke lade hr. Rune Lund afgøre, om jeg skal stemme for eller imod i den sidste ende. Vi er meget interesserede i at videreudvikle det, vi har fået præsenteret, og vi er også meget interesserede i at få præciseret nogle af de ting, som hr. Rune Lund har været inde på.
     Om forslaget er så tåget, som hr. Rune Lund udtrykker det, er jeg nok lidt i tvivl om. Det er blevet ændret, så vi
f.eks. kan opretholde de normer, der gælder for udførelse af arbejde i Danmark. Man kan godt sige, at det er et oprindelseslandsprincip i en mindre udgave, men som det ligger nu, er direktivet langt mere operationelt end det tidligere direktiv.

Jeg giver ordføreren ret i, at det, der ligger nu, er mindre tåget end det, vi så for f.eks. et år siden. Det er fuldstændig korrekt, og der er også sket fremskridt. F.eks. er sundhedssektoren meget klart undtaget i det reviderede forslag, og det er godt. Men det ændrer ikke en tøddel ved, at der stadig er helt utrolig store uklarheder, både med hensyn til det nye oprindelseslandsprincips rækkevidde og anvendelsesområdet for selve direktivet.
     Mit spørgsmål til ordføreren er derfor igen: Hvis det ikke bliver fuldstændig klart, hvad anvendelsesområdet bliver, og hvis det ikke bliver fuldstændig klart, hvordan den nye udgave af oprindelseslandsprincippet skal forstås, vil Socialdemokraterne så stemme imod, når der skal afgives mandat i Europaudvalget?

Nu har vi drøftet det her i 2 år, og vi er nået ret langt, og skulle vi så snuble nedad og sige, at vi ikke vil alligevel, når vi har nået toppen af bjerget? Der kommer jo på et eller andet tidspunkt et servicedirektiv, og så er det da dejligt, som hr. Rune Lund understreger, at de tilstedeværende her i salen har haft indflydelse på det.
     Vi vil gerne være med til at præcisere nogle ting, og vi vil gerne mødes hos ministeren og drøfte rækkevidden af de ting, hr. Rune Lund nævner. Når den endelige tekst kommer fra Ministerrådet, ved vi lidt mere, når vi skal forhandle i slutningen af maj. Her skal vi give et mandat, på det tidspunkt ved vi, hvad vi skal sige til ministeren, og den proces deltager vi gerne i.

Nu har jeg jo fornøjelsen af at være uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti, og derfor kan jeg godt være lidt bekymret over dette servicedirektiv.
     Danske Lærerorganisationer International, DLI, har i et notat til Folketingets Europaudvalg gjort opmærksom på problemstillinger, som det nuværende direktivforslag giver anledning til. DLI nævner bl.a. risikoen for en række sager ved EF-Domstolen, bl.a. begrundet med uklarheden om, hvad det nationale uddannelsessystem dækker over. Vi tror, at folkeskolen er undtaget, men hvad med de frie skoler og de private skoler? Er de efter Socialdemokraternes opfattelse dækket af servicedirektivet? Kunne der være en problemstilling her? Og hvis der er det, hvordan vil man så stille sig til en eventuel kendelse fra EF-Domstolen, som går imod en dansk afgørelse?

Jeg tror, det hedder betragtning 16 i direktivforslaget, og de, der kender europæiske dokumenter, vil vide, at i selve lovteksten er det betragtninger. Betragtninger er - ja, undskyld mig - at betragte som en del af lovteksten, på samme måde som vi har bemærkninger til vores lovforslag.
     I den betragtning står der, så vidt jeg husker, bl.a., at når noget som skoler osv. er af almen interesse for staten, er det os selv, der afgør, hvordan det skal fungere, og når det er staten, der betaler, er friskolerne selvfølgelig også indbefattet. Så det skal hr. Martin Henriksen ikke være bekymret over.

Jamen det er jeg da glad for, og jeg kan forstå, at hvis der skulle blive en problemstilling i fremtiden, har Socialdemokraterne i hvert fald en klar holdning.
     Som jeg forstår det, følger det af direktivforslagets nuværende tekst, at det er op til medlemsstaterne selv at fastlægge, hvad de anser som tjenesteydelser af almindelig interesse. Men i sidste ende kan EF-Domstolen afgøre, om nationalstaten har truffet den rigtige beslutning, og hvad nu, hvis EF-Domstolen afgør, at Danmark ikke har truffet den rigtige beslutning, når det drejer sig om uddannelsessystemet, grundskolerne og de frie skoler i Danmark? Hvad vil Socialdemokraterne så gøre? Mener Socialdemokraterne, at Danmark skal bøje sig for en sådan afgørelse, eller at Danmark ikke skal bøje sig for en sådan afgørelse? Det er jo trods alt et forslag, der er fremsat af en ikkefolkevalgt institution i EU, og er det ikke problematisk, at der er noget, der tyder på, at dagsordenen faktisk går ud på, at man vil EU-gøre det danske uddannelsessystem?

Må jeg have lov til at minde hr. Martin Henriksen om en udmærket institution, der hedder Europa-Parlamentet, og som netop i denne sag har udvist parlamentarisme af klasse 1. Det kan godt være, at det er embedsfolk, der laver tingene - det kender vi jo udmærket til herhjemme - men sammen med Europa-Parlamentet har vi trods alt fået tingene vendt, og så vil jeg vende tilbage til det, jeg sagde før: Betragtning 16 er at betragte som en del af lovgivningen, og EF-Domstolen kan ikke sidde betragtning 16 overhørig.

Jeg er utrolig begejstret for, at hr. Sindal nævner betragtning 16, for jeg ved jo, at hr. Sindal går meget op i det juridiske og interesserer sig meget for, hvordan EF-Domstolen virker.
     Derfor er jeg også overbevist om, at ordføreren husker den afgørelse, som gik Danmark imod for mindre end en måned siden i forbindelse med produktansvarsdirektivet. Her var det jo sådan, at dengang man lavede produktansvarsdirektivet, var alle medlemslandenes regeringer enige om, at Danmark skulle have lov til at opretholde sin høje standard på produktansvarsområdet. Det blev faktisk indskrevet i en betragtning til direktivet, og alle medlemslandene sagde, at det skulle Danmark have lov til. Men EF-Domstolen sagde for en måneds tid siden, at den var tordnende ligeglad med, hvad medlemslandene havde sagt, og så ændrede man alligevel retstilstanden.
     Derfor vil jeg gerne spørge hr. Sindal: Når vi tænker på, hvordan EF-Domstolen for en måned siden så på betragtningerne, føler hr. Sindal sig så stadig forvisset om, at de betragtninger, han hænger sin argumentation på, er så sikre igen?

Den forrige ordfører, fru Charlotte Antonsen, nævnte det også, men nu består EU-lovgivningen jo af mange lovparagraffer og mange betragtninger. Jeg vil ikke diskutere en dom, som faldt for en måned siden, jeg vil diskutere det, jeg har fået forelagt, og det, der er blevet mig fortalt vedrørende uddannelsesområdet.

Ja, men det virker jo lidt tyndt, at den socialdemokratiske ordfører hænger hele sin argumentation op på en betragtning om direktivet, når han ikke samtidig formår at vurdere, hvor stor juridisk værdi sådanne betragtninger har. Man kan jo ikke bare gribe en definition ud af luften og sige, sådan må det være. Man er nødt til at forholde sig til, hvordan EF-Domstolen virker, og vi kan altså konstatere, at i en nylig afsagt dom - den kan næsten ikke være nyere - har EF-Domstolen sagt, at selv om alle regeringerne er enige om, at betragtningerne skal være sådan og sådan, ændrer man på tingene.

     I morgen er der faktisk en debat her i salen om netop det problem, og hvis hr. Sindal gider, kan han jo overvære den og på den måde måske få illustreret, hvordan disse betragtninger rent faktisk fungerer i EF's juridiske verden. Jeg vil gerne høre, om den socialdemokratiske ordfører kan bekræfte, at det ikke er hovedreglen, at de betragtninger, regeringerne bliver enige om, bliver godkendt af EF-Domstolen.

Nej, det kan jeg ikke bekræfte.

Så går vi til den næste ordfører. Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg synes, det er lidt morsomt, at den socialdemokratiske argumentation bygges på, at de betragtninger, som regeringslederne bliver enige om, kan være den dominerende faktor, når det skal afgøres, hvordan retstilstanden skal være. Vi skal i morgen behandle et lovforslag, som er fremsat af justitsministeren og netop bygger på, at EF-Domstolen har underkendt de betragtninger, så det virker dog lidt paradoksalt, og kunne Socialdemokraterne ikke finde nogle andre og bedre argumenter? Om ikke andet kunne man da hoppe på den ultraliberalistiske vogn, som regeringspartierne har valgt at hoppe på, for direkte usagligheder havde jeg ikke forventet fra det socialdemokratiske oppositionsparti.
     Vi står her med en revideret udgave af det oprindelige direktiv, og jeg er utrolig begejstret over at høre, hvordan man også fra Venstres side skamroser det. Det gjorde man sådan set også med det gamle, og jeg må sige, at efterhånden ser det ud, som om partiet Venstre, stærkt forfulgt af flere andre partier herinde, er så bange for at sige nej til EU, at uanset hvad der kommer - om det så er oprindelseslandsprincippet, om det er princippet om ret til at yde tjenesteydelse eller om det er værtslandsprincippet - klapper man i hænderne. Det virker dybt paradoksalt, at man er så forblændet af EU-projektet, at man slet ikke tør tage selvstændig stilling til, hvordan fornuften bør være i den europæiske lovgivning, men det er åbenbart den retstilstand, som Venstre og andre partier herinde ønsker.
     Når Dansk Folkeparti fra starten har givet udtryk for en vis utilfredshed med direktivet, bygger det selvfølgelig på, at vi er modstandere af princippet om at nedbryde grænserne mellem EU-landene og nedbryde deres forskellige traditioner og de forskelle, der er mellem EU-landene. Men det betyder selvfølgelig ikke, at vi er imod fri konkurrence. Tværtimod går vi faktisk meget ind for, at der må handles på tværs af grænserne. Men i dag har vi jo netop fået bekræftet af økonomi- og erhvervsministeren, at der er utrolig store forskelle mellem landene i EU, og vi kan se, hvordan især de østeuropæiske lande derfor er meget interesserede i at få et oprindelseslandsprincip lagt ind i direktivet, så de fuldstændig kan udkonkurrere de høje standarder, vi har i Vesteuropa, når det gælder arbejdsmarkedsforhold, lønninger, sociale forhold og mange andre områder. Det er et meget klokkeklart eksempel på, at der er store forskelle i EU, og det er et klokkeklart eksempel på de store problemer, vi står over for.
     Når det så er sagt, vil jeg også sige, at Dansk Folkeparti bestemt er glad for den retning, direktivet går i. Der er helt klart tale om nogle klare forbedringer. For det første er det en forbedring, at man har indsnævret anvendelsesområdet, for det betyder jo ikke, at man ikke samarbejder på de områder, der er tale om. Det betyder bare, at samarbejdet fungerer på de i dag eksisterende vilkår og efter de i dag eksisterende regler, og det var vist i øvrigt også det, fru Charlotte Antonsen forsøgte at sige med sine henvisninger til alle mulige, men i virkeligheden ingen artikler i traktaten.
     Når vi alligevel har betænkeligheder, hænger det selvfølgelig sammen med, at der er en lang række uklarheder i direktivet. Når der f.eks. henvises til udstationeringsdirektivet som en garanti imod oprindelseslandsprincippet, er det ganske enkelt for tyndt. Alle, der har kendskab til udstationeringsdirektivet, ved jo, at en forudsætning for, at direktivet kan garantere danske lønninger, er, at Danmark har fastsat en fælles minimumsløn enten ved overenskomst eller ved lov, og det er ikke tilfældet. I Danmark er det fastsat i de enkelte overenskomster, og derfor kan udstationeringsdirektivet ikke garantere noget.
     Et andet område er artikel 5 i direktivet. Her føler Dansk Folkeparti en vis utryghed, fordi vi uden at måtte stille nærmere krav eller spørgsmål automatisk skal godtage alle certifikater, eksamensbeviser og andre dokumenter fra andre medlemslande.

     Endelig om de undtagelsesbestemmelser, som eksisterer, er det jo rigtigt nok, som erhvervsministeren også var inde på, at man f.eks. kan have nogle undtagelsesbestemmelser om miljøforhold, hvis de er ikkediskriminerende, hvis de er nødvendige, og hvis de er proportionale. Men i sidste ende vil det jo være EF-Domstolen, som afgør, om de kriterier er opfyldt. Vi ser f.eks. i øjeblikket en kamp om transfedtsyrer, hvor EU mener, at det er en teknisk handelshindring, at vi i Danmark har høje standarder inden for sundheden.
     Det er en helt anden måde at anskue problemet på, end vi er vant til, og Dansk Folkeparti har klart en frygt for, at den praksis, som EF-Domstolen har vist i den sag og i en lang række andre, også vil gøre sig gældende inden for servicehandelen. Jeg skal derfor på vegne af Dansk Folkeparti fremføre følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget noterer med tilfredshed, at Kommissionen i sit reviderede forslag til servicedirektiv har taget hensyn til de ændringer, som Europa-Parlamentet har gennemført. Således noterer Folketinget sig med tilfredshed, at oprindelseslandsprincippet er blevet fjernet og erstattet af en mere generel ret til at tilbyde serviceydelser over grænser.

Dog understreger Folketinget, at det er afgørende at indsætte en positiv formulering af værtslandsprincippet i direktivet, således at en efterfølgende domstolsfortolkning af direktivet ikke kan risikere at indføre elementer af oprindelseslandsprincippet.

Endvidere bemærker Folketinget, at der har været rejst tvivl om, hvorvidt forbrugersikkerheden er sikret i direktivet, og understreger, at dette er et kardinalpunkt for Folketinget, der altid vil modsætte sig, at forbrugersikkerhed anskues som en teknisk handelshindring.

På denne baggrund udtrykker Folketinget sin forventning til, at regeringen vil arbejde for, at der bliver foretaget de nødvendige ændringer for at sikre både forbrugersikkerhed samt værtslandsprincippet, inden direktivet endeligt vedtages.« (Forslag til vedtagelse nr. V 62).

Der er nu fremsat følgende forslag til vedtagelse: (Se foran). Også dette forslag indgår herefter i forhandlingen.

Hr. Morten Messerschmidt er meget konkret i paragrafferne og til gengæld tilsvarende generel, når han sådan drager alle de europavenlige partier ind i billedet, sådan at han tager dem alle sammen over en kam, og at de under hele denne her sag, sådan må man forstå hr. Morten Messerschmidts tale, fuldstændig har været dikkende lammehaler. Hvor finder hr. Messerschmidt bekræftelse på det, og hvilke partier snakker han om?

Det er fuldstændig rigtigt, som det har været fremført, at vi har debatteret denne her sag en del gange, og jeg erindrer, da vi debatterede det første direktiv, der fremkom fra Kommissionen, en bred tilslutning til det direktiv fra Venstre, Konservative, Det Radikale Venstre, SF og andre. Det kan godt være, man havde nogle principielle overvejelser om, hvordan det skulle se ud, men der var ikke den samme kritik, som har været rejst fra henholdsvis Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
     Hvis der havde været det, så ville alle de partier, jeg nu har nævnt, jo have stemt for det beslutningsforslag, som undertegnede var ordfører på i sidste samling, som netop meget klart forholdt sig til oprindelseslandsprincippet, og hvori vi sagde, at det ville vi ikke være med til. Vi ville ikke have, at polske og ungarske og lettiske og andre serviceudbydere skulle kunne komme ind og operere i Danmark på oprindelseslandsvilkår.
     Hvis ikke det var, fordi de nævnte partier støttede det da gældende direktiv, hvorfor stemte man så imod Dansk Folkepartis forslag? Det er der jo ingen ræson i.

Jeg kan nu godt komme med adskillige forklaringer på, at man ikke stemmer for Dansk Folkepartis forslag. En af dem er, at vi ikke er interesseret i at gå sammen med Dansk Folkeparti, som direkte er et EU-fjendtligt parti. Det er meget enkelt.
     Men det afgørende er, at det jo ikke passer, hvad hr. Morten Messerschmidt siger. Og det er det, jeg gerne vil tage fat i. Det, hr. Morten Messerschmidt siger, er simpelt hen ikke i overensstemmelse med sandheden. Jeg vil f.eks. gerne bede hr. Morten Messerschmidt læse den tale, jeg holdt. Jeg siger ikke, at den var særlig perfekt, men det var i hvert fald ikke en dikkende lammehaletale med hensyn til det her servicedirektiv. Jeg var ekstremt kritisk.
     Derfor synes jeg, at hr. Morten Messerschmidt også bør tage det hensyn til sine kollegaer, at han i det mindste prøver på at holde sig til sandheden, hvad angår det, de har sagt.

Når nu fru Lone Dybkjær siger, at hun var ekstremt kritisk, så er det jo mærkeligt, at hun ikke kunne stemme for et forslag, som kommer fra et ekstremt kritisk EU-parti. Det virker jo lidt paradoksalt. Altså, det er da rigtigt, at Dansk Folkeparti har en lang række betænkeligheder ved EU-samarbejdet. Vi er kritikere, helt klart. Det er jeg sådan set ret begejstret for at vi er.
     Jeg synes bare, det virker lidt usammenhængende, at fru Lone Dybkjær bruger det forhold til at afvise at stemme for et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som meget klart forholder sig til servicedirektivet, som meget klart forholder sig til oprindelseslandsprincippet. Hvis det er med hensyn til det, at fru Lone Dybkjær nu begynder at trække i land og sige, at det var man også imod, hvorfor stemte man så imod et forslag fra Dansk Folkeparti, der netop pålagde den danske erhvervsminister at modarbejde oprindelseslandsprincippet? Så meget konsekvens må der vel trods alt også være i de radikale rækker.

Jeg kunne egentlig have lyst til at fortsætte fru Lone Dybkjærs bemærkninger. Men det vil jeg ikke. Det vil jeg gøre bagefter med hr. Morten Messerschmidt i enrum. Men jeg vil have lov til at blive fornærmet, for jeg synes, at min kollega hr. Morten Messerschmidt var en lille smule slem med de udtalelser, han forsøgte at tillægge mig i starten af sin tale.
     Jeg har ikke noget imod, at hr. Morten Messerschmidt forsøger at procedere jura herinde, men man skal ikke sige nogle ting, der er usande, og så bagefter beskylde en kollega for at være tynd i papirerne.
     Med hensyn til den dom, hr. Morten Messerschmidt henviser til, var det erklæringer fra landene, der var tilføjet direktivet. Det var erklæringerne, domstolen underkendte, det var ikke en betragtning. Kan hr. Morten Messerschmidt bekræfte, at betragtninger i EU-lovgivningen er at betragte som en del af lovgivningen?

Det, jeg kan bekræfte, er, at det er EF-Domstolen, som afgør, hvad der er gældende ret i EU. Det er EF-Domstolen, som afgør, om et direktiv skal fortolkes på den ene eller på den anden måde. Og der kan vi altså konstatere, at det eneste, som man virkelig har respekt for ved EF-Domstolen, er det, som er formuleret i artiklerne. Det er det, som står direkte
i direktivet. Hvis hr. Sindal skulle være i tvivl om, at det forholder sig sådan, så kan jeg henvise til en lang række litteratur både ved Københavns og ved Århus Universitet i faget EU-ret. Det ville generelt, tror jeg, højne standarden herinde, hvis de ærede ordførere ville sætte sig ind i den litteratur, jeg nævner.

Jeg kan høre, at hr. Morten Messerschmidt fortsætter tonen. Det er da interessant. Men det vil jo altså sige, at den lovgivning, man laver i EU, egentlig ikke har den gyldighed, som man tiltror den, og at det er Domstolen, der styrer det hele. Er det ikke at tillægge Domstolen lidt for meget magt? Er det ikke nærmere hr. Morten Messerschmidts uvilje mod EU som sådan, der skinner igennem her?
     Så vil jeg gerne vende tilbage til det andet, som fru Lone Dybkjær talte om. Hvorfor tror hr. Morten Messerschmidt, at vi er nået så langt med det her direktiv? Det er da ikke ved at stå og tale i salen her. Det er ved at arbejde uden for salen, i Bruxelles, ovre hos ministeren, sammen med alle de andre kolleger. Det er da ikke kun de taler, der bliver holdt herinde, der skaber resultater.
     Hvis hr. Morten Messerschmidt synes, at nogle har været dikkende lammehaler, så skulle han skamme sig. Vi har arbejdet meget intensivt med, og dengang vi holdt taler alle sammen, nævnte vi stort set også de samme bekymringer. De bekymringer er ryddet af vejen i dag.

Først til den første del om EF-Domstolens betydning: Jeg tror, det er meget svært at tillægge EF-Domstolen for meget betydning. EF-Domstolen er nok den mest magtfulde instans i hele EU-systemet. Det er den, der afgør, hvordan traktaterne skal fortolkes. Det er faktisk den, der omgør traktaterne. Det har vi set nylige eksempler på, det debatterede vi i går her i Folketingssalen. Det har været en lang EU-uge.
     Så til oprindelseslandsprincippet og partiernes holdning herinde: Jeg har også efter det godt et år, jeg har siddet i Folketinget, lært, at det ikke kun er her på talerstolen, at tingene foregår. Det kan også ske så mange andre gode steder. Men det er bare bemærkelsesværdigt, at man i dag over en bred front ser tilslutning til, at oprindelseslandsprincippet er noget skidt, mens man for under et år siden kunne konstatere, at de eneste, der var villige til at stemme imod et beslutningsforslag, som gik imod oprindelseslandsprincippet, altså var Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Det er bare det paradoks, jeg peger på.

Jeg er helt på det rene med, at man kan udtale sig mindre skønt nogle gange fra talerstolen og mindre klart, men jeg synes, det er ubehageligt, når man står og lyver fra talerstolen.
     Så jeg vil gerne have hr. Morten Messerschmidt til at sige, at han desværre sagde noget, der var usandt, om, hvad SF's holdning var til Bolkesteindirektivet, det oprindelige direktiv i den første debat, vi havde herinde, og erkende - det er han vel forhåbentlig ikke for stor til - at SF havde en meget klar holdning om, at vi var imod det direktiv, og at vi var imod oprindelseslandsprincippet.

Jeg kan på enhver måde tilslutte mig, at det meget ofte er uskønne ting, man hører her fra Folketingets talerstol. Jeg husker jo så sent som i går, hvordan fru Anne Grete Holmsgaard brillerede med hensyn til miljødomme. Det vil jeg godt tilslutte mig var uskønt.
     Jeg vil ikke stå til regnskab for, hvad SF's politik på en række områder er, andet end at jeg vil konstatere, at da vi for under et år siden stemte her i salen om et beslutningsforslag fremsat af Dansk Folkeparti gående på, om vi nu skulle være for eller imod oprindelseslandsprincippet, da valgte SF, personificeret ved fru Anne Grete Holmsgaard tror jeg nok, at stemme imod det forslag, som Dansk Folkeparti havde stillet, som ville pålægge regeringen at være imod.
     Hvis man er imod at være imod, så er det sådan i min verden - det kan godt være, at det så er en uskøn tanke - at man så må være for.

Jeg kan forstå, at hr. Messerschmidt alligevel er for lille en mand til indrømme, at han har stået og sagt noget, der var usandt. Så nu prøver jeg en gang til: Er det korrekt - det kan ses i protokollen - at SF ved den debat var meget klart imod servicedirektivet, som det lå dengang? Ja eller nej?

SF indgår jo, som jeg har forstået det - nu er Dansk Folkeparti jo ikke altid med til de afgørende møder i EU-spørgsmål - i det flertal, der her i Folketinget fører EU-politik. Jeg kan bare forholde mig til, hvordan SF stemmer, og man har stemt imod at ville være imod oprindelseslandsprincippet.
     Om så SF har ændret holdning efterfølgende eller før eller bare ikke har syntes, at forslaget var formuleret skønt nok, ved jeg ikke. Jeg ved jo ikke, hvad det er for nogle motiver, som SF har, jeg konstaterer bare, hvordan afstemningsresultatet ser ud.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Og så er det Helle Sjelle.

Jeg vil gerne starte med at sige, at vi Konservative generelt er positive over for, at vi får et servicedirektiv. Vi mener, at handel og udveksling mellem forskellige lande kan være med til at skabe arbejdspladser og økonomisk fremgang for alle, og derfor mener vi også, at man bør arbejde for at sikre et velfungerende indre marked.
     Desværre er det jo sådan i dag, at det indre marked for tjenesteydelser ligger langt bag det indre marked for handel. Den ubalance skulle gerne ændres, men det forudsætter naturligvis, at vi forbedrer mulighederne for handel med serviceydelser på tværs af grænserne.

Derfor har vi efter vores opfattelse brug for et servicedirektiv, der sikrer en fleksibel adgang til de forskellige nationale markeder. Det skal være lettere at levere tjenesteydelser på tværs af vore landegrænser.

     Det er vores opfattelse, at det oprindelige forslag indeholdt en lang række problematiske dele, først og fremmest med hensyn til oprindelseslandsprincippet, hvor forslaget gjorde det vanskeligt at føre kontrol med udenlandske tjenesteydere, da det forudsatte kendskab til samtlige EU-landes lovgivning. Samtidig betød den daværende udformning af oprindelseslandsprincippet, at tjenesteydere fra forskellige lande kunne arbejde på forskellige vilkår i det enkelte land. Det var efter vores opfattelse ikke hensigtsmæssigt. Dernæst var det oprindelige forslag også problematisk i forhold til den danske arbejdsmarkedsmodel.
     Nu foreligger Kommissionens reviderede forslag, og det er umiddelbart vores opfattelse, at der er tale om en række forbedringer i forhold til det oprindelige forslag. Overordnet mener vi derfor, at det reviderede forslag ser bedre ud, men det er naturligvis vigtigt, at vi nu får analyseret det grundigt og afklaret diverse tvivlsspørgsmål inden en endelig vedtagelse. Derfor synes vi også, at det er positivt, at man fra regeringens side lægger op til en undersøgelse af det reviderede forslag.
     Men som sagt mener vi, at det reviderede forslag umiddelbart indeholder en lang række forbedringer. For det første er der nu tale om, at arbejdsmarkedet ikke er berørt af servicedirektivet. Det betyder, at den danske arbejdsmarkedsmodel kan bevares, som vi kender den. For os er det vigtigt, at det også fremover er arbejdsmarkedets parter, der forhandler løn og arbejdsvilkår, ligesom retten til at konflikte skal bevares. Derfor glæder vi os også over, at de forhold ikke berøres af det reviderede forslag.
     Der er derudover tale om, at undtagelsesområderne udvides. Det betyder, at rene offentlige ydelser, som staten udfører, bl.a. på det sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og retlige område, er undtaget. Samtidig undtages en lang række andre områder som f.eks. refusion af sundhedsydelser, strafferet, skatteområdet og sociale tjenester. Det stemmer helt overens med vores ønsker.
     I det reviderede forslag har Kommissionen opgivet oprindelseslandsprincippet, og vi mener, at den nye udformning er et godt grundlag at arbejde videre ud fra. Hvis man ønsker at udbyde tjenesteydelser i et andet land, skal man naturligvis også være omfattet af de love og regler, der gælder i det pågældende land. Det er vores grundlæggende holdning, og ændringen er således helt i tråd med vores ønsker. Alt i alt mener vi således, at det reviderede forslag indeholder en lang række forbedringer, og at det er et væsentlig bedre udgangspunkt end det oprindelige forslag. Nu må vi så se, hvad de nærmere granskninger af forslaget viser. Vi har noteret os, at mange af de problematiske elementer, som forslaget indeholdt, er fjernet, og vi håber, at det vil bane vejen for skabelsen af et velfungerende indre marked for serviceydelser. Vi glæder os over, at regeringen tager godt imod Kommissionens ændringer, og at regeringen vil deltage aktivt i de kommende forhandlinger. Vi håber, at de vil bære frugt.

Det, som jeg gerne vil kommentere, er selve anvendelsesområdet for det nu fremlagte servicedirektiv - den nye udgave, som blev fremlagt den 4. april - for anvendelsesområdet er stadig væk utrolig tåget. I den forbindelse sagde ordføreren, at uddannelse var undtaget, og jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor ordføreren sagde det, for uddannelse er netop ikke undtaget i servicedirektivet, sådan som det ligger her.
     Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge, om det i virkeligheden betyder, at Det Konservative Folkeparti mener, at en uddannelsesundtagelse skal skrives direkte ind i direktivteksten. Er det det, der menes fra Det Konservative Folkepartis side?
     For hvis uddannelse ikke bliver undtaget fra direktivteksten, som den ligger, åbner vi altså op for udenlandske uddannelseskoncerner, som kan komme ind og lave eliteskoler, lave profitskoler, som vil styrke den udvikling, hvor de, der har penge, kan få god uddannelse, og de, der ikke har penge, får dårligere uddannelse. Så skal vi have det skrevet direkte ind i teksten? vil jeg spørge fru Helle Sjelle om.

Som jeg nævnte i mit ordførerindlæg, ser vi det reviderede forslag, som Kommissionen har fremlagt, som et godt udgangspunkt for de videre drøftelser. Der er nogle ting, som vi gerne ser bliver nærmere afklaret, således at det ikke fremstår så tåget, som f.eks. hr. Rune Lund mener det nu er.
     Med hensyn til uddannelsesområdet kan man ikke komme udenom, at det er et af de tjenesteydelsesområder, som kan betragtes som værende af almen interesse, og derfor er det ikke meningen med det her direktiv, at man går ind og f.eks. berører den danske folkeskole, for nu at give et konkret eksempel.

Der er intet som helst, der tilsiger, at uddannelsesområdet under alle omstændigheder vil kunne blive defineret som værende et område af almen interesse og dermed ude af direktivet. Det kan sagtens blive defineret som værende et område af almen økonomisk interesse, hvorved det vil være inde under direktivet. En måde, det kan ske på, er f.eks., ved at man går ind og vurderer, hvad det økonomiske element betyder. Hvem står for betalingen?
     Hvis vi nu forestillede os, at den taxameterordning, der er i øjeblikket, hvor universitetet får penge for det antal elever, der består en universitetseksamen, ændrede sig, så man gik fra det system til et andet system, hvor hver elev -
f.eks. ligesom regeringen foreslog forud for den valgkamp, der var sidste år - havde en pose penge, som vedkommende bar med sig, så har vi jo at gøre med, at uddannelse i højere grad bliver en vare, der kan købes ligesom enhver anden vare
i et supermarked. Og så er vi da i høj grad ovre i noget, som kan have en almen økonomisk interesse, eller det kan i hvert fald blive defineret sådan af EF-domstolen. Men uanset hvad, er det, der er problemet, at så længe det ikke står direkte indskrevet i servicedirektivet, at uddannelse er undtaget, så foreligger den mulighed, at det ligger inden for det. Så skal det forstås sådan - og det er spørgsmålet - at vi skal have uddannelse skrevet direkte ind
i direktivet som en undtagelse på linje med andre undtagelser
i direktivet for at gøre det mindre tåget?

Man har kun et minut. Og et minut til at svare.

Nu kan man jo altid forestille sig en hel masse, og det kan man åbenbart også, når man kommer fra Enhedslisten. Der er ikke nogen tvivl om, at det, vi ønsker i Det Konservative Folkeparti, bl.a. er, at vi f.eks. har en folkeskole, som vi har i dag, og som vi selv har mulighed for at bestemme over. Det er også, at vi har et uddannelsessystem, som vi selv har mulighed for at tilrettelægge på den måde, som vi nu ønsker at det skal ske på.
     Det er det vigtige for os, det er ikke, hvad der direkte står. Det, der er det vigtige, er, at vi kan have nogle velfærdsydelser i Danmark, som vi synes er hensigtsmæssige at have. Det er altså også min opfattelse, at vi med det her forslag har mulighed for at sikre et uddannelsessystem, som vi kender det i dag.
     Men det er da klart, at vi nu selvfølgelig skal granske det her forslag nøje, og det er jo også det, som både ministeren og andre ordførere har været inde på. Jeg vil da ikke udelukke, at man kommer frem til, at der er nogle ting, som skal præciseres yderligere - slet ikke.

Så siger vi tak til ordføreren og går over til næste ordfører. Det er fru Lone Dybkjær.

Til hr. Morten Messerschmidt vil jeg gerne sige, at selvfølgelig har man også i tidligere tider kunnet komme ud for, at man var nødt til at hive sine taler frem her i Folketinget for ligesom at kunne dokumentere, at man ikke havde sagt det, en modstander har sagt.
     Nu har jeg så fundet det, jeg sagde vedrørende det her direktiv, og jeg sagde bl.a., at vi er tilhængere af, at vi har et velfungerende marked, og at problemet med det her direktiv jo er, at det er kommet fuldstændig skævt fra start. Det betyder, at vi skal igennem et hav af mere eller mindre meningsløse/meningsfyldte drøftelser, og det er simpelthen et enormt genopretningsarbejde, vi skal til, hvis vi skal have det her direktiv sejlet hjem under en eller anden form.
     Nu er det ikke ordret citat, men jeg har det her, og jeg siger:
     Kommissionen står stejlt på sit forslag, selv om der er kommet en ny Kommission. Det er ærgerligt, men det er der jo så ikke noget at gøre ved. Vi må se, om det overordnet vil være muligt at bringe det her direktiv ind på en bane, så det er acceptabelt.
     Det kan man vel ikke sådan sige er meget medløbende.
     Og så siger jeg videre:
     Vores linje er fuldstændig klart - og det kan være, det er der, hr. Morten Messerschmidt synes, det er helt ubehageligt eller utroligt - at virksomhederne kan etablere sig på oprindelseslandets vilkår, men skal arbejde efter værtslandets regler, det vil sige overholde overenskomster, selvfølgelige miljøstandarder, forbrugerbeskyttelse, og hvad vi nu i øvrigt måtte have af regler i Danmark. Det skal virksomhederne overholde, når de arbejder her i landet, lige så vel som danske virksomheder efter vores opfattelse skal overholde værtslandets principper, hvis danske virksomheder arbejder i udlandet.
     Det er det, der har været vores linje, og det har jo ikke så sørens meget at gøre med det, hr. Morten Messerschmidt står her og siger. Det synes jeg alligevel er lidt ærgerligt. Jeg har sådan set syntes, at hr. Morten Messerschmidt, selv om jeg ikke er enig med ham, var en ærlig debattør. Jeg er slet ikke enig, det her synes jeg simpelthen ikke er hæderligt, vil jeg gerne sig til hr. Morten Messerschmidt. Det er overhovedet ikke i overensstemmelse med, hvad jeg sagde dengang. Og det er bare ærgerligt, at sådan er det.
     Så vil jeg i øvrigt gerne takke ministeren for redegørelsen. Jeg er helt enig med ministeren i, at det er trukket i en fantastisk god retning, og at vi skal glæde os over det.

     Jeg vil så også sige, at vi selvfølgelig ikke er færdige med arbejdet endnu. Man kan sige, at det er okay at have sådan en drøftelse her, men problemet er, at vi er midt i udvalgsarbejdet, og derfor er der selvfølgelig nogle ting, der skal afklares i udvalgsarbejdet, og hvor man ikke kan stå her og sige fuldstændig firkantet, hvad der er det ene eller det andet. Men det kan vi jo få afklaret i udvalget, og eftersom vi har to meget kritiske personer i Europaudvalget, er der vel ingen grund til at tro, at ministeren ikke får et par spørgsmål sendt over, sådan at vi kan få direktivets område afgrænset så præcist, som det overhovedet er muligt.
     Så synes jeg også, at vi kan glæde os over, at det ved hjælp af et tværgående samarbejde landene imellem er lykkedes at få det her direktiv dirigeret hen i en bedre retning. Det er ikke sikkert, det er perfekt endnu, men det er i hvert fald dirigeret hen i en retning, hvor det er langt, langt bedre, end det var helt oprindelig.
     Det synes jeg er et meget godt eksempel på at arbejde politisk, og jeg synes også, det er et meget godt eksempel på, at når hr. Messerschmidt og andre bare står og siger, at Kommissionen bestemmer det hele, så passer det ikke. Det her er jo et kerneeksempel på, at Kommissionen ikke bare kan fremsætte sine forslag og så regne med, at de kommer igennem
i totalt uændret form. Men generelt gælder det selvfølgelig, at vi skal prøve at være så præcise som muligt, for ellers ved vi jo, at vi har Domstolen, der går ind og fortolker. Det er i hvert fald den lære, vi har draget. Som tidligere europaparlamentariker - nu er hr. Sindal meget beskeden vedrørende det - kan man da godt glæde sig over, at Parlamentet fungerer, at det er i stand til at arbejde, at det er i stand til at lave kompromisser, selv om der er 25 lande repræsenteret i Parlamentet. Man kunne jo godt synes, at det var en anelse sværere, end når vi står og snakker herinde. Så personligt glæder jeg mig meget over, at Europa-Parlamentet er gået så aktivt ind i det her. Det viser altså også, at Europa-Parlamentet har en politisk indflydelse, og det viser i det hele taget, at EU selvfølgelig er et politisk projekt, sådan som en del af os har sagt hele tiden.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, først fra hr. Rune Lund.

Jeg kan godt huske, hvad fru Lone Dybkjær sagde om oprindelseslandsprincippet og værtslandsprincippet, da vi havde debatten sidste gang, for det var også det, jeg stillede et spørgsmål om i mine korte bemærkninger sidste gang. Der stillede jeg spørgsmålet: Hvis ikke det bliver sådan, at der bliver et værtslandsprincip på alle områder, som servicedirektivet dækker, vil Det Radikale Venstre så ende med i sidste ende at stemme nej?
     Der sagde fru Lone Dybkjær: Ja, så vil vi stemme nej.
     Nu står vi så en situation, hvor der ikke er et værtslandsprincip på alle områder, men tværtimod et oprindelseslandsprincip light, som ikke er et værtslandsprincip. Betyder det så ikke, at Det Radikale Venstre, sådan som servicedirektivet ligger nu, bliver nødt til at stemme nej til servicedirektivet?

Hr. Rune Lund kunne jo godt have hørt efter, da jeg citerede min tale. Der sagde jeg, at vi var tilhængere af, at man kunne etablere sig på oprindelseslandets principper, og derfor kunne vi ikke bare stemme blankt nej eller ja til det forslag til vedtagelse. På det tidspunkt syntes jeg, det så fornuftigt ud - nu må vi jo arbejde med det på ny, for det er stort set et helt nyt direktiv - men at man i øvrigt skulle arbejde på værtslandets principper i værtslandet.
     Det er jo meget klart, og det er jo også derfor, vi ikke bare har kunnet stemme for, at man ikke måtte have ordet oprindelsesland.

Jeg kan godt huske, at fru Lone Dybkjær kritiserede oprindelseslandsprincippet, og det var også netop derfor, jeg ved den debat, vi havde i efteråret, stillede spørgsmålet:
Hvis ikke det bliver sådan, at der bliver et værtslandsprincip på alle områder, vil Det Radikale Venstre så stemme nej? Og så sagde fru Lone Dybkjær: Ja, så vil Det Radikale Venstre stemme nej.
     Nu står vi så i den situation, at der ikke er et værtslandsprincip på alle områder. Der er faktisk slet ikke noget værtslandsprincip. Det er et oprindelseslandsprincip light. Derfor må jeg jo drage den konklusion, hvis det skal stå til troende, hvad fru Lone Dybkjær sagde sidste gang, vi havde en forespørgselsdebat om det her, at Det Radikale Venstre vil stemme nej. Vil Det Radikale Venstre stemme nej?

Det Radikale Venstre vil foreløbig arbejde med sagen. Det synes jeg er det eneste fornuftige her. Og så holder jeg mig til det, jeg har stået og citeret hele tiden. Så har jeg skelnet mellem etableringen og arbejdet, og det har jeg også gjort i min diskussion med hr. Rune Lund.

Jeg vil jo godt starte med at takke for det resumé fra den tidligere debat, vi har haft, og så vil jeg så i samme moment beklage, at jeg ikke sådan minutiøst husker, hvordan fru Lone Dybkjær udtrykker sig i sine ordførertaler, og understrege, at det åbenbart forholder sig sådan, at det kun er, hvad angår etableringsretten, at Det Radikale Venstre ønsker et oprindelseslandsprincip, og ikke hvad angår udøvelsesdelen.

Det synes jeg er godt, og det vil jeg godt kvittere for.

     Men så vil jeg bare høre, om ikke ordføreren kan bekræfte, at man stemte imod det beslutningsforslag, som Dansk Folkeparti fremsatte om, at den danske regering skulle arbejde imod oprindelseslandsprincippet.

Jeg er glad for, at hr. Morten Lund kvitterer for eller faktisk indrømmer, at han har løjet om, hvad jeg har sagt. Jeg forlanger ikke, at hr. Morten Lund - undskyld, hr. Morten Messerschmidt - minutiøst skal citere mig. Jeg kunne heller ikke drømme om, at jeg minutiøst skulle citere ham. Det er fuldstændig udelukket, at jeg kan huske alle de paragraffer, som hr. Morten Messerschmidt disker op med.
     Det, jeg siger, er, at jeg ikke har sagt det, som hr. Morten Messerschmidt har påstået, og det synes jeg er groft at hr. Morten Messerschmidt siger.
     Det næste er så, at når vi stemmer imod det forslag til vedtagelse, siger jeg også - og det er jo meget logisk i forhold til det, jeg har sagt - at vi er tilhængere af etablering i oprindelseslandet. Man må etablere sig efter oprindelseslandets principper, men man skal arbejde efter værtslandets principper. Det må være temmelig klart. Jeg har jo stået her og citeret fra Folketingets officielle bog.

Når nu fru Lone Dybkjær synes, at jeg har behandlet hende groft, så vil jeg sige, at jeg synes, at det er temmelig groft, at fru Lone Dybkjær skaber sådan en symbiose mellem mig og hr. Rune Lund, i hvert fald hvad angår navnene. Det bryder jeg mig bestemt ikke om.
     Men må jeg så ikke godt have lov til at sige, at jeg synes, det virker mærkeligt, at man stemmer imod et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti, som meget konsekvent åbenbart udtrykker enighed med det, som Det Radikale Venstre står for med hensyn til oprindelseslandsprincippet og servicedirektivet. Den eneste grund til, at man stemmer imod det, er, at man har et problem med Dansk Folkepartis generelle politik på EU-området.
     Hvis nu fru Lone Dybkjær kom med et fornuftigt forslag på EU-området eller - hvis man kunne forestille sig det - på et andet området, så vil jeg da ikke afvise, at jeg ville stemme for det. Der ville jeg da ikke hive hele det radikale valgprogram frem og sige: Derfor kan jeg ikke stemme for det.
     Derfor vil jeg bare gerne have, at fru Lone Dybkjær bekræfter, at man stemte imod at være imod oprindelseslandsprincippet.

Hr. Morten Messerschmidt mente jeg, og jeg skal beklage over for hr. Rune Lund, at jeg kom til at tage noget af hans navn ind i denne sammenhæng. Det er jeg virkelig ulykkelig over, må jeg sige. Det skyldes måske min forkølelse, det kan jeg i hvert fald prøve at undskylde mig med. Men det er jeg ked af, det være sagt med det samme.
     Til hr. Morten Messerschmidt vil jeg sige, at jeg synes, det er helt utroligt, at han kan blive ved med at fremføre det samme. Jeg har udtrykkeligt sagt, at der er dele af oprindelseslandsprincippet, vi har accepteret. Derfor kan vi da ikke stemme for, at man slet ikke må anvende det. Det er da logisk.
     Det vil hr. Morten Messerschmidt så vende til, at vi er tilhængere af oprindelseslandsprincippet. Det er noget demagogisk, løgnagtigt sludder, vil jeg gerne sige. Jeg synes, det er groft, og jeg synes, det er en dårlig diskussion at have med hr. Morten Messerschmidt, for den behøver vi ikke. Der er sådan set nok af saglige ting at tage fat på, men det der behøver man ikke.

Tak til fru Lone Dybkjær. Så er det fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.

Da det nu har vist sig, at hr. Morten Messerschmidt er så lille en mand, at han ikke vil æde sine ord i sig, selv om de er løgnagtige, så vil jeg godt citere fra Folketingets forhandlinger 2004-05, anden samling, torsdag den 2. juni 2005, hvad vores ordfører - det var den dag ikke mig, men hr. Ole Sohn - startede med at sige til Dansk Folkepartis beslutningsforslag, og jeg citerer:
     »For at der ikke skal være nogen misforståelser, vil jeg starte med at sige, at SF for halvandet år siden besluttede at iværksætte en strategi mod det servicedirektiv, som blev fremsat i sin oprindelige form for halvandet år siden, for vi kan se den fare, der ligger i at gå over til oprindelseslandsprincippet.«
     Altså et klart indlæg imod Bolkesteindirektivet.
     Så til det, vi står med i dag, som jo er et væsentlig anderledes direktivforslag. Der må jeg sige, at det er klart bedre end det gamle direktiv, og jeg synes, at der er grund til at glæde sig over, at de mange kræfter i Danmark, inklusive os selv i al ubeskedenhed, og i resten af Europa, som har kæmpet imod Bolkesteindirektivet, faktisk har fået ændret det direktiv.
     Hermed siger jeg ikke, at alt er rosenrødt og godt, men det er klart, at det er blevet ændret væsentligt. Jeg synes, vi skal glæde os over, at de folkelige kræfter faktisk har den kraft til det, og at Europa-Parlamentet også er gået ind
i det her, og at det faktisk er lykkedes at ændre direktivet.

     Forslaget, som det ligger nu, er meget nyt og meget anderledes end Bolkesteindirektivet. Vi fik det den 4. april lige inden påske, vi har det ikke på dansk endnu, vi har ikke set høringssvarene, og der er utrolig mange ting, som det ville være uklogt at stå og udtale sig særlig skråsikkert om
i dag. Men vi kan da i hvert tilfælde sige, at oprindelseslandsprincippet er ude, og det er så erstattet af et andet princip, nemlig friheden til at levere tjenesteydelser. Arbejdsmarkedsforhold er ikke længere med, og anvendelsesområdet er indskrænket. Vi havde gerne set, og det har vi arbejdet for hele tiden, at det, der hedder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, helt var blevet undtaget fra direktivet. Det havde vi gerne set. Sådan er det ikke blevet. Men sådan som vi læser direktivteksten, som den ligger nu, så forekommer det rimelig klart, at det er medlemslandene selv, der inden for rammerne af traktaten selvfølgelig definerer, hvilke tjenesteydelser der er af almen økonomisk interesse, og at det er landene selv, der beslutter, hvordan de skal finansieres, hvordan de skal organiseres, og hvilke krav de skal være underlagt. Det er et fremskridt. Men jeg vil også sige, at der er en del uklarheder i direktivet, og vi vil selvfølgelig arbejde for at få afdækket de uklarheder, så vi står med et mere klart billede, når vi skal afgive et mandat. Vi mener, at nogle af de uklarheder, der kan være mest problematiske - eller der, hvor der kan være, hvad kan man sige, djævle at finde i detaljen - er dem, der handler om kontrolmulighederne. Som det er nu, er det medlemslandet selv, der har kontrolansvaret. Det er vi glade for. Det var et af problemerne med det oprindelige direktiv. Men det, der er uklart for os i øjeblikket, er i hvert tilfælde, om man også har adgang til alle de informationer, man har brug for, når man skal kontrollere. Det andet spørgsmål, som jeg godt vil fremhæve her, drejer sig om de forbud, der er i artikel 14 og 15, altså de forbud, hvoraf nogle af dem i hvert tilfælde lægger nogle begrænsninger på medlemslandenes egen mulighed for at regulere tjenesteydelser, og hvad det egentlig er, der ligger
i de forbud. Så er vi for det tredje naturligvis stærkt optaget af forbrugerområdet og af at få afklaret, om det rent faktisk er sådan, at alle de forbrugerbeskyttelsesregler, vi har herhjemme, kan opretholdes. Vi er også meget optaget af, om miljøregler og miljøstandarder også kan opretholdes. Det er, ikke alene, men især disse områder, vi vil bruge meget af vores krudt på at få afdækket i det videre forhandlingsforløb. Men jeg vil i hvert tilfælde godt sige her, at vi er glade for, at vi i sin tid ikke kastede os ud i en kamikazestrategi og bare sagde, at vi stemte for Dansk Folkepartis beslutningforslag, men derimod gik ind i en forhandlingsproces og sagde: Vi ser det som en af vores opgaver at gå ind i og presse regeringen på det her, sådan at man kan få en forhandlingslinje, som bliver en dansk forhandlingslinje, og som klart vender sig mod det direktiv, der var i sin tid. Jeg mener, vi har haft ret i at gøre det på den måde, og det forklarede den dags ordfører, hr. Ole Sohn, også i den debat, vi havde den 2. juni. Vi har så lidt på skift, hr. Ole Sohn og jeg, forklaret siden hen, hvad der er vores holdning til direktivet.

Der er lige et par korte bemærkninger til ordføreren. Først fra hr. Morten Messerschmidt.

Man fristes jo næsten til at starte med at sige, at det er den lille mand, der taler. Det har jeg det sådan set udmærket med må være sådan i fru Anne Grete Holmsgaard øjne.
     Men når nu det fra SF's side, og det anerkender jeg så at ordføreren gør meget ud af at forfægte, har været magtpåliggende at føre en stor kampagne imod oprindelseslandsprincippet, så forstår jeg bare ikke, hvordan det kan være, at man så alligevel i den her kampagne imod oprindelseslandsprincippet siger nej til at være imod oprindelseslandsprincippet, som Dansk Folkepartis er det. Skyldes det måske, at man, ligesom vi har fået at vide nu af Det Radikale Venstres ordfører, fru Lone Dybkjær, på talerstolen, støtter, at begrebet oprindelseslandsprincippet eksisterer i etableringsretten, men ikke i udøvelsesretten? Er det sådan, man skal forstå SF's syn på oprindelseslandsprincippet?

Nu kan jeg ikke gentage alt, hvad vores ordfører, hr. Ole Sohn, sagde den 2. juni, men jeg vil godt læse en lille smule op. Når jeg ikke kan gentage det hele, er det, fordi det faktisk fyldte fire femtedele af hans ordførertale, men der siger han, og jeg citerer:
     »Men jeg vil meget, meget stærkt advare imod at følge Dansk Folkepartis strategi. Jeg ved godt, at det ikke er særlig rart at adskille tingene. Det er selvfølgelig mere interessant at blande servicedirektivet ind i forfatningstraktatdebatten ...«
           Så hopper jeg ud af citatet, hvilket var noget af det, Dansk Folkeparti gjorde, og så fortsætter jeg citatet:
     »... men det har dybest set intet med hinanden at gøre. Servicedirektivet er en del af det indre marked. Det kan vedtages med kvalificeret flertal. Hvis Danmark forlods skulle melde sig ud af forhandlingerne, har man fuldstændig afskrevet sig de alliancer, som er nødvendige, uanset om man kan lide det indre marked eller ej og kvalificerede flertalsafgørelser eller ej.« Dette er for at sige, at det er en del af den forklaring, vi kom med dengang, og som jeg er fuldstændig enig i, på, hvorfor vi stemte nej til Dansk Folkepartis beslutningsforslag nr. B 45 i sidste folketingssamling.

Jeg synes egentlig ikke rigtig, vi får et svar, og det er jeg lidt ked af, for det vil jo være en eller anden indikator for størrelsen på undertegnede, om jeg nu er en stor eller en lille mand. Så derfor ville jeg egentlig godt have, at vi kunne få klarlagt, hvad det er for en strategi, som SF altså har lanceret og fulgt i en halvandet til to år nu, hvad angår oprindelseslandsprincippet. Er det den samme strategi, som vi har fået klarlagt fra Det Radikale Venstres side, at man synes, at det er o.k. på etableringsretsområdet, men ikke på udøvelsesretsområdet, eller er det den strategi, som Dansk Folkeparti har haft, at det generelt er et dårligt princip?
     Det er de to fremstillinger, som vi nu har at gøre med, og det er sådan set bare de to fremstillinger, som jeg beder ordføreren for SF om at vælge imellem. Hvilken en af dem tilslutter SF sig?

Det kunne jo være, der var en tredje. Det, vi sagde dengang, var, at vi ikke brød os om oprindelseslandsprincippet, og hvis man så sagde, at man brugte det på selve det at få retten til at yde en tjenesteydelse, så vi faktisk en række problemer i det, bl.a. fordi der, sådan som direktivet så ud dengang, var en meget svag kontrolmulighed. Det var et af de problemer, vi så ved at anvende det på, hvad kan man sige, retten til overhovedet at levere en tjenesteydelse i et andet land.
     Nu kan vi i dag jo så konstatere, at oprindelseslandsprincippet er væk. Det er erstattet af et andet princip, nemlig det, der hedder frihed til at levere tjenesteydelser, men en af de positive ting er, at kontrollen med tjenesteydere, der kommer fra et andet EU-land, nu klart ligger i værtslandet, altså for vores vedkommende i Danmark. Det, der så er en af uklarhederne, synes vi, er, om man har adgangen til alle de oplysninger, man skal have for at kunne udøve en effektiv kontrol.

Jeg kan forstå, at fru Anne Grete Holmsgaard er kritisk over for, at det stadig væk er uklart, hvad der ligger i det nye oprindelseslandsprincip - oprindelseslandsprincip light, som jeg vælger at kalde det - og at fru Anne Grete Holmsgaard synes, det er bekymrende, at anvendelsesområdet stadig væk ikke er klart, selv om det trods alt er blevet indsnævret, og at fru Anne Grete Holmsgaard også synes, at de i artikel 14 og artikel 15 beskrevne forbud også er meget problematiske.
     Betyder det, at sådan som servicedirektivet ligger nu, hvis det er det, som bliver sendt til afstemning, eller det, der bliver sendt til mandatafgivning i Europaudvalget, så vil SF stemme nej?

Jeg synes sådan set, at jeg har sagt meget klart, at vi ikke har haft mulighed for - og det tror jeg ikke at der er nogen herinde der har - at gå det igennem med så fin en tættekam, at vi i dag kan stå og sige, om vi kan give et mandat her og nu. Hvis vi havde syntes det, ville jeg selvfølgelig have sagt det.
     Men jeg tror, alle herinde erkender - også ministeren - at der er uklarheder og det simpelt hen er nødvendigt at bruge tid på at få afdækket de uklarheder. Vi vil også meget gerne se høringssvarene inden. Så vidt jeg husker, er der deadline i morgen for høringssvarene. Så selv om vi har arbejdet meget med det her, er det klart, at vi selvfølgelig skal ind og se, præcis hvad det betyder, og så må vi jo ud fra det lægge en forhandlingsstrategi og lade den være grundlaget for et mandat.

Det synes jeg altså er en slatten holdning fra SF's side, når vi står med de meget, meget store problemer, hvor kernen netop er, at hele velfærdsområdet ikke er undtaget, i og med at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse ikke er undtaget - dem, hvor der indgår betaling - mens de, hvor det er af almen interesse, dér, hvor det er uden betaling, så er undtaget.

     Men vi står i en situation, hvor hele velfærdsområdet ikke er undtaget. Vi står i en situation, hvor der er et uklart opindelseslandsprincip, et oprindelseslandsprincip light, og vi står med et direktiv, som vil være et domstolsdirektiv. Det har fru Anne Grete Holmsgaards partifælle, Margrete Auken, jo klart givet udtryk for nede i Europa-Parlamentet.
     Hvorfor kan man i en sådan situation så ikke sige: Jamen det er simpelt hen så graverende, det er så tåget, at det bliver vi nødt til at stemme nej til? Det burde da være et helt almindeligt socialistisk udgangspunkt, og så burde man da også kunne stemme for, at f.eks. et værtslandsprincip skal sættes ind i direktivteksten, og at de uklarheder, der er, skal klargøres, sådan at det ikke bliver en retstilstand, som er afgjort af EF-Domstolen, der kommer til at eksistere. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne gøre det, når man kalder sig et socialistisk parti.

Det er jo sådan, at det, hr. Rune Lund kalder at være et parti med en slatten holdning, kalder jeg at være et sagligt arbejdende parti, som faktisk foretrækker at sætte sig grundigt ind i de her ting, i dette tilfælde det nye udkast til servicedirektiv, inden det tager endelig stilling til, hvad det vil gøre.
     For os er det vigtigt hele tiden at prøve at arbejde for, at de synspunkter, vi har, vinder bred opbakning, og det synes vi er vigtigere end at lave markeringer, som let bliver tomme markeringer. Det er så et af de områder, som vi, Enhedslisten og SF, adskiller os fra hinanden på, og det er jo, som det er.

Jeg vil gerne sige tak til mange af de ordførere, der har taget positivt imod den måde, vi har valgt at angribe tingene på.
     Jeg mener faktisk, at det her er et klart eksempel på, at der er forskel på at sætte sig ud på bænken og se ind på spillet og at stå derude og råbe højt og ikke gå ind og blande sig i spillet. Jeg mener faktisk, at de alliancer, der nu har været indgået, både af kristendemokrater og af liberale og også af socialistgruppen i EU, faktisk har betydet, at vi står med et meget, meget bedre resultat i dag, som vi kan arbejde videre med.
     Jeg må nok sige, at når jeg hører hr. Rune Lunds kommentar om, at det her er en trussel for velfærds- og uddannelsessystemet, at det er en trussel for Danmark i det hele taget, så må det indre marked jo være en lige så stor trussel. Det må jo være ræsonnementet, når der er andre, der opererer og handler med varer frem og tilbage.
     Jeg må sige, at set fra min stol synes jeg, at det her jo har udviklet sig i en meget, meget positiv retning, og som det ligger nu, kan man da håbe, at det er over den læst man kan arbejde videre, når sagen kommer på i Ministerrådet.
     Jeg blev spurgt helt konkret om det. Det bliver præsenteret i morgen i Graz i Østrig, og jeg har jo selvfølgelig tænkt mig at tage derned i morgen tidlig, når Kommissionens forslag bliver præsenteret. Og det sker, som jeg nævnte, sidst i maj måned. Nu skal vi jo igennem den procedure, som også fru Anne Grete Holmsgaard er inde på. Vi har en høring, og så må vi simpelt hen grave ned i de elementer, hvor vi mener det er nødvendigt at få noget mere klarhed. Men det med at sige, at det hele er én stor tågebanke, er simpelt hen helt ude over kanten.
     Jeg har selv nævnt, at forbrugerområdet og dyrevelfærd bl.a. er nogle af de ting, som vi jo er i gang med at arbejde os igennem. Så har vi jo den helt normale procedure, at ministeren indfinder sig i Europaudvalget for at få et mandat, når dagen kommer, og vi har så mulighed for at vurdere de høringssvar og for at få de juridiske vurderinger, som systemerne arbejder med.
     Så blev jeg spurgt, om ministeren kan give en garanti. Jeg skal hilse og sige, at der nogle, der før har givet garantier her i Folketinget. Jeg tror, at vi er der, hvor fru Anne Grete Holmsgaard også er, nemlig at vi nu skal passe på med at stå her og være meget, meget skråsikre på alle måder på et tidspunkt, hvor vi ikke er længere i forløbet.
     Når det er sagt, er jeg selvfølgelig klar til at give de ting, der har været nævnt her i dag, en velvillig behandling under den udvalgsbehandling, der skal være sammen med partierne. Men alt i alt mener jeg faktisk, at vi er nået et rigtig godt stykke, når vi tænker på, hvad det var, vi opererede med, da vi startede.

     Vi har diskuteret det her onsdag efter onsdag, masser af spørgsmål er blevet stillet. Nu er vi begyndt at få lidt klarhed over, hvad det nye direktiv, det nye princip, er. Hr. Rune Lund kaldte det nye princip for oprindelseslandsprincip light. Det er der ikke noget, der hedder. Det her er frihed til at levere nogle ydelser.
     Når vi ser tilbage på de muligheder, som også danske virksomheder har, med miljøteknologi og lignende, så synes jeg, at det her er udviklende for Danmark på en række områder. Det her kan faktisk skabe vækst og arbejdspladser, så der er råd til velfærd i Danmark.

Jeg mener faktisk ligesom ministeren, at det er vigtigt med international handel på tværs af landegrænser. Det er nødvendigt, specielt i en globaliseret verden, som vi lever i
i dag. Men diskussionen går netop på, hvad det er for nogle regler, der skal være gældende. Og der må jeg også sige til ministeren, at det er fuldstændig rigtigt, at det reviderede forslag til servicedirektiv, der ligger nu, er meget bedre end det, vi havde for et år siden, klart bedre. Det er et fremskridt, og det har jeg også givet udtryk for i dag. Men jeg mener stadig, at der er meget store problemer. Ministeren har selv nævnt nogle af dem, og jeg mener, at det er noget, som kan ende med at komme tilbage som en boomerang, hvis ikke vi får meget klart defineret, hvad det nye oprindelseslandsprincip egentlig går ud på, hvor grænserne ligger i forhold til det gamle, og hvad anvendelsesområdet er. Ellers bliver magten overladt til EF-Domstolen. Med hensyn til anvendelsesområdet vil jeg gerne stille et enkelt spørgsmål om velfærd. Jeg kunne godt tænke mig, hvis ministeren kunne oversende en komplet oversigt over, hvilke områder som hører til under almen interesse og under almen økonomisk interesse, en blok med det ene, en blok med det andet. Kunne ministeren oversende sådan et dokument til Folketinget?

Nu ved hr. Rune Lund, at der er ikke nogen facitliste på det her. Det er bl.a. os selv, der er med til at definere, hvor det ligger. Men altså, når der nu har været nævnt eksempler inden for undervisning og lignende, så ligger undervisning inden for rammerne af det nationale uddannelsessystem i private og offentlige uddannelsesinstitutioner. De almindelige grunduddannelser og videregående uddannelser ligger jo under almen interesse.
     Men jeg skal da gerne give en lang række eksempler på noget af det, vi definerer hører under almen interesse og almen økonomisk interesse.

Jeg takker for at få oversendt sådan et dokument. Men det bekymrer mig alligevel, at økonomi- og erhvervsministeren siger, at det er en glidende proces, eller at det er noget, hvor det er uklart, hvad der er det ene, og hvad der er det andet. Det er lige præcis det, der er problemet med det servicedirektiv, som stadig ligger.
     F.eks. uddannelse. Uddannelse er jo ikke direkte undtaget fra direktivet, og hvis det ikke direkte bliver skrevet ind i direktivet, at uddannelse skal undtages, ligesom vi har set det på arbejdsmarkedet, og ligesom vi har set det på sundhedsområdet, så står vi i en situation, hvor EF-Domstolen lige pludselig kan sige, at det offentlige monopol på universitetsuddannelse i Danmark jo er en barriere for den fri konkurrence, og at vi bliver nødt til at åbne op for amerikanske uddannelseskoncerner, sådan at de kan komme ind og lave eliteskoler. Vi skubber på på en udvikling, hvor de, der har mange penge, kan få god uddannelse, og de, der har færre penge, kan få dårlig uddannelse. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis bliver sådan, men jeg siger, at den mulighed potentielt ligger i det servicedirektiv, der ligger nu, fordi man ikke decideret har skrevet den undtagelse ind. Men jeg takker da for, at ministeren vil lave sådan en oversigt over, hvilke områder der er af almen økonomisk interesse, og hvilke områder der er af almen interesse. Det takker jeg for.

Jeg vil gerne sige, at hvis der er en institution, der ønsker at placere sig i Danmark og lave en MBA og så lade folk betale for den, så mener jeg faktisk ikke, at vi skal forbyde det. Men det kan jo være, at det er ny politik, at man skal forbyde sådan nogle ting.
     Det, der ligger inden for det nationale, ligger under almen interesse. Det er ligesom i jura, der er ingen facitliste. Jeg kan give en række eksempler på, hvad der egentlig ligger inden for det, vi definerer som begreberne almen og almen økonomisk. Det skal vi nok gøre, men det bliver jo ingen facitliste. Heller ikke i juraen er der en facitliste. Vi kunne simpelt hen ikke sætte alle de jurister, vi har i Danmark, i arbejde, hvis der var en facitliste for alt i denne verden.

Tak til økonomi- og erhvervsministeren. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Rune Lund.

Jeg synes, at vi på mange måder har haft en god debat i dag. Men det er også fuldstændig klart, at selv om vi i dag står med et forbedret forslag til servicedirektiv, indeholder det servicedirektiv, der ligger, stadig mange af de grundlæggende problemer, der lå i det oprindelige forslag til servicedirektiv.
     Det drejer sig for det første om selve det nye oprindelseslandsprincip, som nu er blevet et oprindelseslandsprincip light, hvor de enkelte lande kun må indføre deres egne regler, hvis de lever op til nogle krav om, at de skal være ikkediskriminerende, de skal være proportionale, at det skal være det rigtige værktøj, man bruger, og at det skal være nødvendigt.
     Men det bliver jo i sidste ende EF-Domstolen, der kommer til at definere, hvad der er ikkediskriminerende, og hvad der er nødvendigt. Derfor står vi med en mellemting. Det kunne vi have undgået ved f.eks. at vedtage det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremlagt her i dag, og sige, at der skal gælde et værtslandsprincip. Så havde den potte været ude.
     Den anden ting handler om selve anvendelsesområdet. Selv om der er sket en indskrænkning af anvendelsesområdet, sådan så f.eks. arbejdsmarkedet er taget ud - vi står ikke nu i en situation, der på samme måde truer, som for et år siden, hvor vi ville kunne have set østeuropæisk arbejdskraft tage til Frankrig eller tage til Danmark eller tage til andre lande primært i Vesteuropa og arbejde til østeuropæiske løn- og arbejdsvilkår, hvilket ville have ført til social dumping - så står vi stadig væk med mange uafklarede ting med hensyn til sådan noget som uddannelse.
     Og på velfærdsområdet er det ekstremt uklart, hvilke områder af velfærden der er inde under servicedirektivet, og hvilke der ikke er. For vi skelner nemlig imellem den almene interesse, som er det, som er undtaget, og den almene økonomiske interesse, hvor der er en eller anden form for betaling involveret, som ikke er undtaget. Det problem kunne også løses ved bare at sige, at tjenesteydelser af almen økonomisk interesse også skulle være undtaget.
     Vi står også med andre problemer. Et eksempel, som jeg endnu ikke har nævnt, handler om de forbudte krav, som findes
i artikel 14 og artikel 15. Der kan man sige, at nogle af de problemer, der ligger i det, f.eks. er med hensyn til sådan noget som den danske planlov. Det drejer sig om, at man ikke må gå ind, sådan som servicedirektivet ligger nu, og gøre sig økonomiske overvejelser for at vurdere, om det skal være en god idé at planlægge et stort center et sted, eller om det ikke skal ligge der. Den slags politisk økonomiske overvejelser ville ikke være tilladt i henhold til det servicedirektiv, der ligger nu. Det ville også være meget rart at få præciseret, om man gerne må bruge den slags overvejelser, når man skal bestemme, hvorvidt et stort center må blive lagt et bestemt sted eller ej. Det er jo ikke, fordi det ligger fjernt fra den danske regering at få den slags undtagelser skrevet ind. Der foregår
f.eks. i WTO-regi i øjeblikket nogle forhandlinger under GATT, der også har betydning for netop planloven. Det hedder distributionstjenesteydelser. I de forhandlinger er den danske regering jo sammen med fire andre EU-lande specifikt gået ind og har sagt, at vi med hensyn til planloven har et problem. Vi bliver nødt til at kunne gå ind og lave økonomiske behovstest. Det er et værktøj, vi vil have. Vi vil kunne lave den slags test, før vi går ind og tillader, at et storcenter kommer til at ligge et bestemt sted, eller det ikke gør. Derfor ville det også være meget naturligt at få den slags undtagelsesbestemmelser ind i servicedirektivet. Det er endnu en gang bare for at eksemplificere, at der stadig væk er utrolig store problemer med servicedirektivet. Det servicedirektiv, som også ligger i dag, handler jo dybest set om alle de krav, som folkevalgte politikere ikke må stille til virksomheder, der handler på tværs af landegrænser. Det er ikke noget med, at der ikke skal handles på tværs af landegrænser. Det skal der. Men det handler om, at vi får de rette regler til stede, for at den handel sker på en ordentlig måde, sådan at vi netop ikke får en udvikling af samfundet, en udvikling af velfærden, hvor det er profitten, hvor det er markedet, der sætter dagsordenen, mens folkevalgte politikere bliver sat tilbage og ikke har mulighed for at styre udviklingen i samfundet. Vi havde haft en mulighed som folkevalgte politikere i dag, hvis der havde været en opbakning til det forslag til vedtagelse, som Enhedslisten har fremlagt. Det er der desværre ikke. Det synes jeg er ærgerligt, for det ville have skåret tingene fuldstændig ud i pap, at man netop siger, at et værtslandsprincip skal skrives direkte ind i direktivteksten, og at de uklarheder, der er i servicedirektivet, skal præciseres i selve direktivteksten, sådan at retstilstanden ikke bliver overladt til EF-Domstolen. Det direktiv, der ligger nu, er, uanset alle de forbedringer, der er, uanset at der har været tale om nogle politiske sejre, stadig væk et domstolsdirektiv, stadig væk et direktiv, som lægger op til, at fremtiden for Europa, fremtiden for EU's udvikling på det her meget, meget store område, som udgør en meget, meget stor del af økonomien i alle EU-landene, i alt for høj grad bliver overgivet til en ikkefolkevalgt institution, nemlig EF-Domstolen. Jeg vil takke for en meget god debat og vil da også sige, at jeg bestemt er opmærksom på, at de fremskridt, der er sket, også er sket ved hjælp af den forhandling, som den danske regering har ført.

     Jeg synes bare, det ikke er godt nok, hvis vi stopper op nu og siger: Nu er vi nået til vejs ende, og nu er der ikke nogen problemer, for det er et afbalanceret forslag til servicedirektiv, vi har her. Det er det nemlig ikke. Vi er ikke kommet i mål, og der er stadig mange, mange problemer.
     Men under alle omstændigheder vil jeg godt takke for en god debat her i aften.

Hermed sluttede forhandlingen.

Formanden:
Som tidligere meddelt vil afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse først finde sted på mødet tirsdag den
25. april 2006.