B 117 Forslag til folketingsbeslutning om et særligt introduktionsprogram for udlændinge med særlig religiøs embedsvirksomhed.

Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2004-05 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-01-2005
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Beslutningsforslaget pålagde regeringen senest den 1. oktober 2005 at fremlægge forslag til et særligt introduktionsprogram for udlændinge, som kom til Danmark med henblik på at varetage særlige religiøse embeder i forhold til etniske minoriteter. Introduktionsprogrammet skulle være obligatorisk for forkyndere, der havde mulighed for at virke i Danmark i en periode, der kunne strække sig ud over 3 år. Dispensation skulle gives til forkyndere, der med altovervejende sandsynlighed kunne dokumentere en viden, der i store træk svarede til den, et introduktionsprogram kunne bibringe dem.

Baggrund:

Beslutningsforslaget skulle ses i forlængelse af Socialdemokratiets integrationsudspil »Ret og pligt til aktivt medborgerskab« fra 2003. Heri blev det bl.a. slået fast, at udenlandske religiøse forkyndere, som fik længerevarende opholdstilladelse i Danmark, skulle fungere som formidlere af deres religion i en dansk kontekst og medvirke til integrationen. Endvidere skulle forslaget implementere anbefalingen fra Tænketanken om udfordringer for integrationsindsatsen i Danmark, som i sin fjerde rapport i februar 2004 havde foreslået et særligt integrationsprogram.
Beslutningsforslaget var i vid udstrækning en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 180 fra folketingsåret 2003-04, jf. omtalen af dette under folketingsåret 2003-04.