Det er rigtigt, som socialministeren påpegede, at det er tredje gang, vi behandler et forslag fra SF om at sikre det, vi kalder en neutral finansiering af førtidspensionsområdet, og man kunne derfor spørge: Hvorfor er vi så ihærdige?
Det er vi af to grunde, dels fordi vi ved, at det tager lidt tid, før vores forslag bliver gennemført. De skal som regel fremsættes nogle gange, men så kommer det på et tidspunkt. Det er den ene grund.
Men den egentlige grund er selvfølgelig, at vi ved, at mennesker er klemt på det her. Jeg gætter på, at alle vi, der sidder her som socialordførere på området, får mange henvendelser fra mennesker, der synes, de skal igennem utrolig lange og utrolig smertefulde forløb, og at dem kunne de godt have været foruden. Det kunne nogle af de revalideringsinstitutioner, der skal bruge tid på det, også, for det virker håbløst, at man skal igennem så meget smerte, før man få tilkendt sin pension.
Jeg synes også - det har vi ikke haft med i debatten under de korte bemærkninger og ordførerskaberne - at hvis man kigger på ordførertaler, der har været holdt i forhold til førtidspensionens meget svingende historie, så har vi haft tre refusionssatser i den tid, jeg har beskæftiget mig med politik.
Vi havde indtil 1992 den situation, Enhedslisten gerne vil have, nemlig en 100 pct.s statsrefusion, samtidig med at der ikke var 100 pct.s refusion på kontanthjælp, men 50 pct. Det betød, at Københavns Kommune på et tidspunkt udsendte et cirkulære, hvor de bad forvaltningen kigge på de sager, hvor folk i mange år havde fået kontanthjælp, med henblik på om de ikke kunne ryge over på førtidspension. Det vil sige, at der var en type af kassetænkning, hvor man puttede folk over på førtidspension, som egentlig ikke havde bedt om det.
Derfor var jeg selv meget begejstret i 1992 - det var, inden jeg kom i Folketinget, men da var jeg socialudvalgsformand i Kolding Kommune - for der fik vi nemlig det, vi kaldte en neutral finansiering. Den varede så frem til 1999. Grundtanken var, at vi skulle have 50 pct.s refusion på de tre ydelser, som ligger i nærheden af hinanden, nemlig kontanthjælp, førtidspension og sygedagpenge.
Det blev så ændret ved det forlig, vi ikke var en del af, i efteråret 1998, men det druknede lidt i den offentlige debat, fordi det var samme år, hvor den daværende SR-regering lavede forlig med De Konservative og pillede ved efterlønnen, og det tog alle overskrifterne, så hele det her førtidspensionsområde blev voldsomt forsømt i den offentlige debat, og det var ærgerligt, for det var faktisk et meget stort tilbageslag.
Der var en ordfører, der kom til at sige - jeg tror, det var hr. Hans Andersen - at der havde været et stabilt tilkendelsestal. Det er simpelt hen ikke rigtigt. Sandheden er, at der skete en halvering af tilkendelsestallet i løbet af 3 år: fra ca. 28.000 tilkendte førtidspensioner om året helt ned til 13.000-14.000 - et dramatisk fald! Hvis årsagen var, at folk havde fået det bedre, så var det i orden - SF har ikke noget socialpolitisk mål om, at så mange som muligt skal på førtidspension - men det var det jo ikke.
Vi mødte i hver eneste dansk by en situation, hvor folk dannede førtidspensionsforeninger i protest over, at de troede, at når de fik foden i klemme i maskinen, så var der et system, der samlede dem op, og de blev meget vrede over at se, at det var der ikke. Det var konsekvensen af den ændring, som den daværende SR-regering lavede sammen med de borgerlige partier.
Socialministeren nævnte også det regionale perspektiv, og jeg tror, hr. Jørn Pedersen også var inde på det: at hele den der diskussion om at sikre udkantsområder er sparket til hjørnespark. Dengang reformen blev gennemført, var der et løfte om at sikre en udligningsreform, der tog højde for det her, og det løfte har regeringen svigtet; det er der slet ikke skygge af tvivl om.
Der er jo en geografi i det her. Det er sådan, at de mange tilkendte førtidspensioner ikke sker tilfældigt. De sker i områder, hvor folk har haft et meget slidsomt job i fiskeindustrien eller i fremstillingsindustrien, og så sker de i de meget fattige områder, f.eks. Lolland-Falster, de områder, som har store, massive sociale problemer, mens de stærke områder går fri. Derfor er det her med til at forstærke det socialt skæve danmarkskort, og derfor tror jeg, det er vigtigt at huske på, hver gang vi diskuterer det her, at vi har et hængeparti, og regeringen og Dansk Folkeparti er med til at forværre forholdene i udkantsområderne ved ikke at føre udligningsreformen igennem.
Jeg har sagt tak til hr. Hans Andersen, fordi han så klart sagde, at hensigten med det, der blev lavet dengang, og som Venstre stemte for, var at begrænse tilgangen til førtidspension. Man må sige, at det lykkedes - i dramatisk omfang.
SF's spinkle bidrag til førtidspensionsforliget, der trådte i kraft den 1. januar 2003, var at ændre på nogle af de slemmerter, der var indført tilbage i 1999. Vi kom ikke hele vejen, det beklager jeg, og også, at vi ikke nåede den ens refusion, men det er altså ikke os, der er årsag til, at vi har den skæve refusion.
Jeg synes, Venstre skulle overveje et gammelt slogan, Venstre havde engang, som jeg synes lød smukt, nemlig »Mennesket før systemet«. Det lyder rigtig dejligt - og rigtigt på mange måder, at når et system og et menneske mødes, så er det mennesket, der har mest ret. Derfor synes jeg, man skal passe på med det formynderi, hvor man siger: Vi ved, hvad der er bedst for dig.
Det, der sker, når man laver så kraftigt et incitament, som tilfældet er her, er, at når mennesker siger: Vi er helt overbeviste om, at det bedste for os ville være, at vi fik den pension, som ville gøre, at vi ikke skulle igennem flere smertefulde forløb, så har man nu etableret en situation, hvor systemet kommer og siger: Det kan godt være, du tror det, men vi ved bedre; du skal nemlig igennem de og de afprøvningsforløb, og først når de er afsluttet, og vi har dokumentation for, at du ikke kan noget, så kan du få din pension. Det kaldte vi i gamle dage overformynderi.
Jeg synes, Venstre skulle lægge større vægt på sit gamle slogan »Mennesket før systemet«, og hvis man virkelig forstod betydningen af det slogan - jeg tror endda, det står i Venstres principprogram - så er jeg helt sikker på, at Venstre ville støtte SF's forslag om en neutral finansiering på førtidspensionsområdet. Det er noget af det tætteste, man kommer det der slogan i virkelighedens verden.
Tak for de venlige ord fra Socialdemokraternes ordfører, hr. Jørn Pedersen. Jeg har forståelse for, at man ønsker at afvente den praksisundersøgelse, som jo var en del af førtidspensionsaftalen.
Jeg synes, Dansk Folkepartis tale var opløftende, efter at vi fik rettet den lille misforståelse, at vi skulle have været med til at ændre refusionen, men den fik vi jo bragt på plads. Jeg synes, det er godt, at Dansk Folkeparti nu støtter, at vi skal have en neutral finansiering, nemlig 50-50. Jeg tror, at vi på et tidspunkt når det flertal, der er villigt til at vende tilbage til den neutrale finansiering.
Dansk Folkeparti ønsker det i en bredere ramme, hvor vi også kigger på lægekonsulenternes rolle. Og det er vi helt enige i.
Jeg tror, der selvstændigt er brug for at bede den nye socialminister kigge på det område, der hedder lægekonsulenternes rolle. Jeg får stadig et væld af sager, og vi får i SF et væld af sager, hvor vi oplever, at lægekonsulenter, der uden at have set den person, de udtaler sig om, stiller sig frem med en meget sikker diagnose på, hvad vedkommende fejler. Vi oplever stadig lægekonsulenter, der gør sig klogere end mennesker, der har en specialuddannelse som læge på f.eks. rygområdet, og som uden nogen sinde at have været i nærheden af et medicinstudium på det område på afstand kan sige noget om, hvad der nok er i vejen med en persons ryg.
Der tror jeg altså, at der er brug for, at socialministeren træder i karakter og siger, at nu har vi bokset med det her i vel efterhånden 3, 4, 5, 6, 7, 8 år. Jeg kan huske, at statsministeren i en tale advarede imod slaphed og mangel på konsekvens. Jeg er bange for, at socialministeren, hvis hun ikke træder i karakter på det her område, bliver ramt af statsministerens vrede, idet statsministeren vil synes, at det er tegn på slaphed og manglende konsekvens, at man efter 6-7 år og 3 år under en borgerlig regering ikke får ryddet op i noget, der er så oplagt urimeligt som den måde, lægekonsulenterne nogle steder fortolker deres rolle på.
Til sidst skal jeg takke for støtten fra Dansk Folkeparti.
Jeg forstår ikke helt, at Kristendemokraterne ikke forstår den betydning, det har at indføre det her økonomiske incitament.
Vi er jo enige om, at alle de steder, hvor der er mulighed for det, skal vi bruge den aktive arbejdsmarkedsvej
- helt enig. De steder, hvor der kan etableres revalideringsforløb, og de steder, hvor der kan etableres fleksjobordninger, skal de selvfølgelig etableres, men jeg forstår ikke, at Kristendemokraterne ikke har blik for, at det, der sker i de sager, hvor kommunerne tænker økonomisk, er, at de har fået et fantastisk instrument til at sikre, at der kan spares penge. Der synes jeg, at Kristendemokraterne burde overveje, om det virkelig er klogt i en periode, hvor den offentlige økonomi er så stram som under den nuværende regering, der holder kommunerne i et jerngreb og udstyrer kommunerne med så kraftigt et incitament til at trække sager
i langdrag, til at være årsag til meget smerte i de her førtidspensionssager. Men ellers tak for debatten. Det er mit indtryk, at hver gang vi fremsætter det her forslag, kommer vi et stykke videre, og det tager jeg som en stilfærdig opfordring fra Folketingets partier til at fortsætte med at kæmpe for at nå frem til en neutral finansiering på førtidspensionsområdet, og det vil vi gøre.