Den næste sag på dagsordenen var:
6) Første behandling af beslutningsforslag nr. B 16:
Forslag til folketingsbeslutning om gratis skole- og institutionsmad til alle børn. Af Villy Søvndal (SF) m.fl. (Fremsat 19/10 2004).

Forslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Dette forslag til folketingsbeslutning er endnu et i rækken af genfremsatte beslutningsforslag. Forslaget er identisk med SF's beslutningsforslag nr. B 141 fra folketingsåret 2003-04, som ved andenbehandlingen den 2. juni blev forkastet af et stort flertal her i Folketinget.
     Forslagsstillerne opfordrer igen regeringen til at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter, så kommunerne skal tilbyde alle børn i daginstitutioner, dagpleje og folkeskoler et sundt og så vidt muligt økologisk dagligt frokostmåltid.
     Regeringen er fortsat enig med forslagsstillerne i, at det er vigtigt, at børn får sund kost. Til gengæld er vi helt uenige i, hvordan det skal ske. Jeg kan fra behandlingen sidste gang gentage, at regeringen fortsat lægger vægt på, at det primært er forældrenes ansvar at sørge for mad til deres børn, at mange forældre har ønsket, at de kunne betale til en fælles madordning i stedet for at skulle give børnene madpakker med, at fælles madordninger kan bidrage til, at børnene kan få en ernæringsmæssigt god og sund mad.
     På dagtilbudsområdet er der jo følgende muligheder:
Siden den 1. juli 2003 kan kommunerne give forældrebestyrelserne mulighed for at beslutte at indføre forældrebetalte madordninger i daginstitutioner for børn over
3 år. Imidlertid har der vist sig visse uhensigtsmæssigheder
i forhold til at få etableret madordningerne, og regeringen har derfor fremsat et lovforslag, L 74, til forbedring af mulighed for at lave de her madordninger. Kommunerne kan fortsat beslutte, at maden skal være en del af dagtilbudsydelsen og dermed indgå i den almindelige forældrebetaling, ligesom kommunerne kan beslutte, at der ikke indgår mad i dagtilbuddene, så forældrene selv skal give madpakker med. Endelig kan kommunerne vælge at give forældrebestyrelserne indflydelse på, om en del af dagtilbuddets budget skal anvendes til mad til børnene. Undervisningsministeren har bedt mig sige, at regeringen fortsat ikke støtter et forslag, der pålægger kommunerne at tilbyde gratis skolemad til alle børn i folkeskolen. Som det også blev sagt, sidste gang dette forslag var til behandling, ser vi det som en del af forældreansvaret at sørge for børnenes kost, og vi går ind for, at der er frihed til at tilrettelægge det offentlige serviceniveau efter lokale ønsker. Regeringen fik derfor i sidste samling vedtaget en ændring af folkeskoleloven. Ændringen har givet kommunerne frihed til at beslutte, om skolerne skal have mulighed for at etablere madordninger, og hvordan de skal finansieres. Inden for kommunens rammer er det op til skolebestyrelsen, om der skal oprettes en madordning på skolen, og skolebestyrelsen fastsætter principper for den enkelte skoles madordning. Det kan være principper om sund kost f.eks. Det er naturligvis forældrenes frie valg, om de ønsker at gøre brug af ordningen. Vi har som nævnt drøftet det her forslag før, og der er ikke i mellemtiden sket noget i sagen, som får regeringen til at ændre opfattelsen vedrørende beslutningsforslaget, så vi må derfor afvise det.

Ministeren bemærkede rigtigt, at forslaget her er en genfremsættelse. Jeg synes, ministeren lød en smule træt over, at det var en genfremsættelse, og der vil jeg bare komme med det trøstens ord til ministeren, at det jo tit er SF's rolle at komme med forslag, og når vi så har gjort det nogle gange, bliver de vedtaget.

     Jeg er sikker på, at ministeren kan bekræfte, at f.eks. pladsgarantien har været fremsat af undertegnede fire gange, tror jeg, og så kom det pludselig fra regeringen. Vi har meget forståelse for, at regeringen agerer sådan, at der skal en del pres på, og at regeringen til slut helst selv vil fremsætte forslaget, før det bliver vedtaget. Det er i det lys, det skal ses.

Jamen jeg har ikke så mange kommentarer, ud over at det da er rigtig nok, at SF nogle gange er sådan rigtig politisk trendsættende. Så hvem ved? Det kan være, det en dag går i opfyldelse, men det bliver altså ikke lige i morgen.

Tak til familie- og forbrugerministeren. Så er det hr. Hans Andersen som ordfører.

Idet Venstres ordfører på den her sag ikke kan være til stede, skal jeg fremsætte følgende:
     Jeg vil gerne takke SF for at genfremsætte sit forslag fra sidste år om gratis skole- og institutionsmad. Det er jo altid udmærket at genfremsætte et forslag, om ikke for andet så for at få diskussionen endnu en gang.
     Jeg vil allerede fra begyndelsen slå fast, at Venstre ikke støtter beslutningsforslaget. Afvisningen kommer både af principielle grunde, og fordi skole- og daginstitutionsmadordninger i virkeligheden fungerer ganske godt rundtomkring i landet.
     Helt principielt er det altså forældrenes ansvar, at børnene får noget at spise hver dag. Det kan og skal ikke være en samfundsopgave. Det er rent faktisk tankevækkende, at SF stadig har den holdning, at samfundet skal holde i hånd fra vugge til grav og dermed pille al selvstændighed ud af befolkningen frem for at understøtte og smidiggøre samfundet, så man føler sig inspireret til selv at skabe og tage hånd om egen tilværelse.
     Den nuværende regering har efter en lovændring givet forældrene bedre muligheder for at etablere frivillige, fornuftige og billige madordninger på skoler og i institutioner, som er med til at lette dagligdagen for travle forældre. Lovgivningen er således indrettet, at kommunerne kan give forældrebestyrelserne mulighed for at indføre forældrebetalte madordninger i daginstitutioner for børnene, og på folkeskoleområdet fik kommunerne sidste år frihed til at beslutte, om forældrebestyrelserne skulle gives mulighed for at indføre madordninger.
     Der er med andre ord givet mange gode muligheder for at indføre frivillige ordninger med sund og god kost rundtomkring i de danske daginstitutioner og skoler, og Venstre afviser dermed beslutningsforslaget.

Tak til hr. Hans Andersen. Så er det hr. René Skau Björnsson som ordfører.

Vi danskere bliver tykkere og tykkere i de her år. Der var en undersøgelse her i foråret lavet af Institut for Folkesundhedsvidenskab, som viste, at de yngste teenagere de sidste år i snit er blevet 1,5 kg tungere. Det er et stort problem, som vi politikere må tage alvorligt. Derfor er det også godt, at SF endnu en gang fremsætter deres beslutningsforslag om gratis skole- og institutionsmad til alle børn.
     Problemet har i dag et omfang og nogle konsekvenser, som gør det til et generelt samfundsmæssigt anliggende: En tredjedel af vores børn er overvægtige i dag. Selv om forældrene har ansvaret for mad til deres børn, har vi som politikere også et stort ansvar, når udviklingen går i den retning, som den gør.
     De stramme økonomiaftaler, som er lavet med kommunerne, har betydet, at mange byråd rundtomkring sparer på livet løs.
I Århus har det borgerlige styre sparet også på børneområdet, og det har betydet, at mange vuggestuer og børnehaver nu ikke længere tilbyder mad til børnene. Hvor mange vuggestuer og børnehaver i Århus før tilbød gode, økologiske, sunde og ernæringsrigtige måltider, skal børnene nu selv have madpakke med. Det er konsekvensen af regeringens spareiver, og det er ikke til gavn for nogen, tværtimod. Ser vi på tallene for dårligt ernærede børn, så viser de klart, at der er en social slagside. Det er børn fra de dårligst stillede familier, som også er dårligst ernærede. Derfor er der brug for politiske initiativer. Der skal gøres en ekstra indsats over for de børn, der aldrig får chancen for korrekt ernæring. Der skal sættes ind på mange felter, og sund institutionsmad er en af mulighederne. Under den socialdemokratiske regering lavede vi en forsøgsordning, der hjalp skolerne med at udbygge og omstille til at kunne levere sund skolemad. Det var en kæmpe succes, som desværre blev sparet væk af regeringen. Vi skal også se på de andre faktorer, som har indvirkning på vores børns spise- og levevaner. Det gælder oplysning om sund mad, det gælder motion, det gælder livsstil, det gælder mange ting, så der skal sættes bredt ind, og noget skal der gøres.

Tak til til hr. René Skau Björnsson. Så er det fru Jette Jespersen som ordfører.

Dette beslutningsforslag er en gentagelse fra april, og derfor var det jo fristende bare at genbruge fru Pia Kristensens ordførertale, for i Dansk Folkeparti kan vi fortsat ikke støtte forslaget om gratis skole- og institutionsmad.
     Vi er dog enige i, at børn og unge skal have et sundt og næringsrigt måltid og ikke bare en tyver til, hvad ved jeg, som det jo desværre også er brugt i nogle familier. I Dansk Folkeparti mener vi, det er en opgave, der skal løftes i samarbejde mellem kommunen og forældregruppen.
     Vi mener, der er mange muligheder for at supplere madpakken eller mangel på samme med noget sundt. Bl.a. kan der på skolerne etableres frugtbod, mælkeautomater i stedet for cola og slik osv. Men det er helt op til skolen og forældrene.
     I Dansk Folkeparti mener vi ikke, vi her fra huset skal blande os i de kommunale anliggender, og jeg vil derfor anbefale SF at rette henvendelse til deres kommunale byrådsmedlemmer om at deltage aktivt, så der, hvor det ikke allerede er indført, vil blive mulighed for, at børnene kan tilkøbe sunde madprodukter. Det var måske også en løsning at appellere til kommunerne om at indsætte små køleskabe til børnenes madpakker i alle klasseværelser. Jeg vil derfor slutte med fru Pia Kristensens ord fra april: Det må være op til skoler, daginstitutioner og forældrebestyrelser at beslutte, hvilke typer madordninger man vil oprette. Vi er enige i intentionerne i forslaget, men vi er langtfra enige med forslagsstilleren i, at skole- og institutionsmad skal være gratis. Vi mener faktisk, det er rimeligt, at forældrene selv betaler deres børns mad. Så på den baggrund kan vi ikke støtte forslaget.

Fru Jette Jespersen opfordrede SF til at sige til sine kommunalbestyrelsesmedlemmer, at de ude i kommunerne skulle arbejde for, at der blev mulighed for mad i institutioner og skoler. Sådan forstod jeg fru Jette Jespersen.
     Vil Dansk Folkeparti også opfordre sine egne kommunalbestyrelsesmedlemmer til, at man skal støtte, at det skal være muligt at få mad i daginstitutioner og skoler? For vi har på jo ældreområdet set, at der stemmer Dansk Folkeparti for nedskæring. Selv om man herindefra siger, man ikke synes, der skal skæres ned, så gør man det i realiteten. Så nu ville jeg gerne høre Dansk Folkeparti, når man nu synes, det er en god idé, at der mulighed for mad, om man så også vil sige det til sine kommunalbestyrelsesmedlemmer?

Jamen det vil vi da naturligvis, vil jeg sige til fru Line Barfod. Jeg vil da anbefale alle partier at gøre det. Nu nævnte jeg kun SF, fordi det er SF, der har fremsat forslaget.

Tak til fru Jette Jespersen. Og så er det fru Charlotte Dyremose som ordfører.

Jeg kan med det samme udløse spændingen og sige, at vi Konservative ligesom sidst ikke kan støtte forslaget fra SF. Jeg måtte under debatten sidst konstatere, at man jo ikke skal klandre SF for at være socialistisk, og sådan er det vel stadig. Derfor synes jeg også bare, det her forslag er en god anledning til sådan at fremføre nogle af forskellene og de grundlæggende ideologiske betingelser, der ligger bag det her med at føre politik.
     Der skal ikke herske nogen som helst tvivl om, at vi i Det Konservative Folkeparti naturligvis anerkender det gode måltid mad, uanset om det så er i form af en madpakke, som jeg denne gang til almindelig serviceoplysning skal anføre allerede på forhånd at jeg normalt selv har med, eller om det er den mad, man vælger at købe i kantinen.
     Det er jo heldigvis også sådan, at madpakkerne er blevet lidt mere spændende, efter at man, så vidt jeg kan forstå, har indført køleskabe de fleste steder på institutionerne, sådan at maden ikke skal ligge og lumre i tasken.

Det er jo ikke mindst sådan, at vi nu ikke bare har skabt en mulighed for, at man kan lave forældrebetalte madordninger i daginstitutionerne, vi har faktisk også udvidet muligheden, så man kan komme til at betale for dem, der tilbereder maden, så man netop har gode muligheder for, at der laves et spændende og kreativt måltid i institutionerne.

     Men vi mener altså grundlæggende fra konservativ side, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at børnene får den her mad, uanset om man så gør det på den ene eller den anden måde. Vi vil, som jeg har sagt det et par gange før, meget gerne skabe rammerne for, at familierne kan indrette sig på den måde, som passer dem bedst, og det er, uanset om man vælger madpakken, eller om man vælger en fælles madordning, men vi mener altså i bund og grund, at det er forældrenes ansvar, og at vi ikke skal stå herinde på Christiansborg og diktere, at nu skal det være sådan, og nu betaler vi så fra vugge til grav, og så gør vi det på den måde, som vi synes er rigtigt her.
     Nej, vi lader det være op til forældrene, hvordan de vurderer, at man skal lave en ordning, om man vil lave en fælles madordning, eller om man vil lade børnene have madpakke med hjemmefra.
     Jeg forstår, at der er lidt almindelig uenighed om, hvorvidt de der sodavandsmaskiner ude på skolerne stadig væk eksisterer, men så vidt jeg kan forstå, eksisterer de desværre stadig ganske få steder, og derfor kan vi da kun bakke op om opfordringen til, at man de forskellige steder på skolerne får fjernet de automater, der måtte være tilbage, ligesom vi jo ualmindelig gerne ser, at der er et økologisk alternativ i kantinen, hvis der er en sådan, eller i madordningen, hvis der er en sådan, da det jo er svært at tilvælge det økologiske, hvis ikke der er det alternativ. Så denne opfordring vil vi da også meget gerne bidrage med her.
     Men vi kan altså ikke støtte forslaget.

Tak til fru Charlotte Dyremose.
     Så er det fru Ida Jørgensen som ordfører.

Det her er jo blevet diskuteret før, og vi mener det samme, som vi gjorde, sidst det blev diskuteret, og det er, at det her er en opgave, som bør løses lokalt, og at pengene bør findes dér.
     Men når det er sagt, så kan vi også sige ligesom sidst, at vi da er fuldstændig enige om, at en god madkultur, at sund og ernæringsrigtig mad da er vigtige ting i vores samfund, og på den måde er vi helt med på intentionerne bag forslaget.
     Man kunne også komme med en lille bemærkning om, at alle de her penge, der er sat af til en fedmestrategi, måske kunne bruges på en bedre måde.
     Men sådan som forslaget er her, kan vi ikke stemme for det.

Tak til fru Ida Jørgensen.
     Så er det fru Line Barfod som ordfører.

Enhedslisten støtter stadig forslaget, ligesom vi har gjort hele vejen igennem, og ligesom vi gjorde, dengang vi sammen med SF fik sat en pulje på finansloven under den tidligere regering, da der var et flertal, som var optaget af at sikre, at vores børn fik en god og sund kost, og vi derfor gik i gang med et forsøg, som tegnede til at blive en kolossal succes, men som regeringen og Dansk Folkeparti desværre skyndte sig at afskaffe, da de trådte til, for de kunne ikke sådan have, at man ude lokalt begyndte selv at bestemme, at man godt ville have en madordning med noget god, sund mad til børnene.
     Egentlig er det jo lidt sjovt, at når man ser på nogle af de her debatter og ser, hvad det er, regeringspartierne og Dansk Folkeparti gerne vil være med til at bestemme og ikke bestemme, så har det været meget kendetegnende for hele denne her periode, at hvis der er noget med tvang og kontrol og straf, så vil man meget gerne bestemme. Men når det handler om at give nogle rigtig gode tilbud, hvor vi giver til alle, så vil man ikke være med.
     Jeg synes også, det er bemærkelsesværdigt med den debat, der også er i de her dage om, at man med finansloven indfører yderligere skattefradrag til virksomheder, der giver sundhedstilbud til deres ansatte. Det synes man at vi skal være med til at betale over skatten, men man synes altså ikke, at vi skal være med til at sikre, at alle børn i landet får mulighed for at få noget god, sund kost.
     Flere har talt om fedmeproblemet, og det er en væsentlig problemstilling, som vi bestemt ville kunne gøre noget ved, hvis vi sikrede, at alle børn fik god mad og lærte, fra de er helt små, hvad god, sund kost er.
     Men det er jo også et spørgsmål om, hvordan hverdagen er
i landets vuggestuer, børnehaver og skoler, når det ikke er alle børn, der får en god mad. Der ved vi jo fra gentagne forsøg og undersøgelser, at hvis børnene får god mad, især får god mad om morgenen, får god mad midt på dagen, jamen så er mulighederne for at have det godt meget bedre, hvorimod hvis de ikke får særlig meget mad eller går ud og drikker cola, spiser en masse slik, chips osv., jamen så er der meget mere uro, og så er det meget sværere at koncentrere sig og være med i nogle fælles aktiviteter.

     Derfor ville det også for hverdagen, arbejdsmiljøet for både børn og ansatte betyde meget, hvis vi sikrede, at der var god mad i vores vuggestuer, børnehaver, skoler, dagplejer osv.
     Derudover kunne det også have den sidegevinst, at vi kunne støtte produktionen af nogle gode sunde fødevarer i Danmark, hvis man begyndte at aftage fra nogle af de mange små mejerier, slagterier osv., i stedet for at det er de store virksomheder, der sidder på salget.
     Hvis der skulle være nogen her, der ikke har set den, så vil jeg meget gerne anbefale, at man får fat i et eksemplar af den amerikanske dokumentarfilm »Super Size Me«, hvor man tydeligt kan se, hvad der sker, når man overlader til McDonald's og andre at stå for både den daglige påvirkning og for maden på en række skoler.
     Så skal jeg bare undre mig over, når nu man snakker så meget om, at det her skal bestemmes lokalt, at vi så kan se, som hr. René Skau Björnsson også var inde på, at i det Venstrestyrede Århus går man altså ind og skærer på maden i institutionerne, hvor der faktisk i den grad var behov for at gå den anden vej og sige, at man i langt flere kommuner landet over skulle sørge for god, sund mad.
     Vi glæder os, til der kommer valg, og til, at vi får et andet flertal, som vil være med til at give gode forhold for vores børn.

Tak til fru Line Barfod. Så er det fru Tove Videbæk som ordfører.

Det er et meget sympatisk forslag, der her behandles, og Kristendemokraterne vil i hvert fald gerne være med til at grundlægge gode madvaner i barndommen, til at forbedre børns ernæringstilstand og til at forbedre indlæringen hos folkeskolens elever. Men metoderne til at indføre det kan jo være rigtig mange, og den, der er nævnt her i forslaget, er vi ikke helt hundrede procent enige i.
     Pernille Due fra Institut for Folkesundhedsvidenskab har lavet en undersøgelse af 11-15-årige skolebørns vægt og sundhed, og hun siger, at den aldersgruppe er blevet 1,5 kg tungere i de sidste 4 år, at 20 pct. færre end for 20 år siden vurderer, at deres helbred er godt, at der er mange daglige symptomer, og at lægemiddelforbruget er steget kraftigt. Børnene er mere fede, mere syge, mindre glade, mere pillespisende, mindre frugtspisende, mere fysisk passive. Alle advarselslamper blinker i Pernille Dues undersøgelse, så det er klart, at der skal gøres noget, det er vi helt enige med forslagsstillerne i, men hvad er det, der skal gøres?
     Man kunne f.eks. begynde med at tage slik- og sodavandsautomaterne væk fra skoler, daginstitutioner og foreninger. Det var da en begyndelse. Man kunne så i stedet stille kildevandsautomater op, således at børnene har mulighed for at få noget rent, koldt og godt vand at drikke. Mange vil argumentere med, at børnene jo bare kan gå ind på toilettet og stikke hovedet ned i håndvasken, dreje nakken af led og åbne munden op mod en måske ikke så lækkert udseende vandhane. Det ved vi jo godt at børnene ikke gør. De vil have en flaske i hånden, og det, det gælder om for os, er så at sikre, at den flaske indeholder noget godt. Det vil den gøre, hvis der er en kildevandsautomat eller anden mulighed for at få rent koldt vand der, hvor de færdes, og ikke mindst der, hvor de spiser.
     Man kunne også gøre mere ud af undervisningen i sund mad og sund levevis både i skoler og daginstitutioner. Det havde vi masser af, da vi gik i skole i sidste århundrede; det er meget længe siden. Man kan også opfordre til oprettelse af sunde mad- og frugtsalg på alle skoler og til hyggelige spisesteder. Derudover kunne man jo også opfordre kommunerne til at bruge de muligheder, de allerede har, for at lave madordninger i skoler og daginstitutioner.
     Men det er altså ikke kun i skoler og daginstitutioner, der skal gøres noget. Professor Bente Klarlund Pedersen fra Rigshospitalet siger, at fedme og inaktivitet hænger sammen, og at det er inaktiviteten, der gør os syge. Hun siger også, at børn har 40 pct. færre gåture, dobbelt så mange bilture som i 1978, og det kan hverken skole eller daginstitution gøre noget ved. På 5 år er de 10-15-åriges daglige tid foran fjernsynet vokset med 1 time, og det kan skolen og daginstitutionen heller ikke gøre noget ved.
     Vi må simpelt hen tage fat i alle de her områder. Det kan ikke nytte, at vi bare siger, at vi vil ud af problemet, og så giver vi børnene gratis mad i børnehaven eller i skolen. Vi må tage fat på alle områder, nogle af dem i skole og daginstitution og nogle af dem hjemme hos os selv. Vi løser ikke problemerne alene ved at give børnene gratis mad i skolen. Derved fratager vi faktisk forældrene ansvaret, og dermed kan de jo så ufortrødent fortsætte med den usunde mad den største del af døgnet og med inaktiviteten og tv-kiggeriet. Det skal simpelt hen hænge sammen.
     Hvis der er sunde madordninger i skolerne, hvad vi absolut ønsker og støtter, vil vi bare have, at forældrene selv skal være med til at betale for det, ligesom de vil skulle betale for den madpakke, de kunne eller ville have givet barnet med i skole. Hvis forældrene ikke har råd, skal de selvfølgelig have mulighed for, at børnene kan få maden alligevel.

     Vi ved, at sund mad betyder utrolig meget for både velvære, for psyke, for, hvad man kan lære at forstå, hvad man kan yde, for helbred osv., men lige så meget betyder altså motion, og derfor skal der tages initiativer.
     Vi er også godt tilfredse med, at der under satspuljeforhandlingerne i år er blevet afsat penge til bekæmpelse af børns fedme. Det er et vigtigt initiativ, som der er taget lige nu og her.
     Vi synes, at beslutningsforslag nr. B 16 er et utrolig sympatisk og godt forslag, men metoden, der foreslås, er vi betænkelige ved.

Tak til fru Tove Videbæk. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Villy Søvndal.

Det er jo meget sjovt at tænke fremad. Hvis nu kredsen her mødtes om 20 år i Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer og diskuterede, hvad der var af forslag, vi virkelig ærgrede os over, at vi ikke fik gennemført, selv om man på det tidspunkt kunne se, at de amerikanske tal kunne vi genkende i Danmark, at fedmeproblemet steg år for år for år, så er jeg sikker på, at ethvert tilstedeværende medlem omgående vil gå ud og genfinde beslutningsforslag nr. B 16 og sige, hvor det var dumt, at vi ikke havde tilstrækkeligt overblik på det tidspunkt, hvor vi endnu kunne have undgået en udgift, der er i færd med at eksplodere på grund af fedme, dårlig kost og alle de problemer, det giver. Men det er jo desværre først om 20 år, vi kan konstatere det.
     Så vil jeg bare sige, hvorfor det her er så godt et forslag, at alle burde være mere optaget af at finde veje til at støtte det i stedet for at finde hår i suppen. Undskyld udtrykket. Det er, fordi man får en række ting foræret, hvis vi sikrer, at børn får et godt, gratis, sundt, nærende måltid hver dag.
     Det ville løse en række af de koncentrationsproblemer, vi slås med i skolen. Det skyldes simpelt hen for en stor dels vedkommende børn, der ikke har fået tilstrækkelig mad, hverken om morgenen eller midt på dagen. Så bliver de ukoncentrerede, og så lykkes indlæring ikke så godt, som den burde.
     Det samme gælder i daginstitutionerne. Hvis man ikke føler, at man har fået den ernæring, man skal have, så er det svært at koncentrere sig og svært at fastholde fokus.
     En anden gevinst, man vil få ved at støtte forslaget her, er, at man bidrager til en række sunde og gode kostvaner, som folk så i øvrigt kan fortsætte med resten af livet, for det er min erfaring, at børn, der har lært at spise god mad, foretrækker god mad. Det er rigtigt, at man nogle gange også skal advare imod McDonald's og sådan nogle steder, men man kan faktisk lære børn, også sine egne børn, at spise god mad. Men det forudsætter, at de har haft et møde med det, og det er jo det møde, vi kunne lave med det her forslag.
     Vi diskuterer ofte travle børnefamilier, og der er nogle, der påstår - det har nu ikke været tilfældet i dag, men det var det sidst, vi diskuterede det - at noget af det højeste, man kan opnå i livet som børnefamilie, er at få lov til klokken halv elleve om aftenen at smøre en madpakke.
     Jeg indrømmer, at menneskenes passioner er forskellige, men jeg vil meget gerne tilstå, at det ikke er et af mine højeste ønsker. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er for en speciel fornemmelse, det giver at smøre madpakker klokken halv elleve om aftenen. Jeg har altid syntes, det var inderlig underligt.
     Jeg konstaterer i øvrigt også, at voksne arrangerer sig anderledes, med fru Charlotte Dyremose som en enkelt undtagelse, altså at hovedparten af de voksne gør det. I stedet for, at folketingsmedlemmer smører en madpakke og tager med i Folketinget, er vi så heldige, at vi har flere kantiner, hvor vi kan købe den ernæringsrigtige, rige, gode kost, der gør, at vi har et meget stort overskud til at deltage i folketingsdebatter, stille spørgsmål, og hvad vi ellers laver som folketingsmedlemmer.
     Det, vi siger, er, at rigtig mange voksne spiser på deres arbejdspladser, men det gør børnene ikke, for af en eller anden grund synes de voksne, at børnene bedst kan klare sig med madpakker, mens de voksne arrangerer sig med god, sund, nærende mad de steder, hvor de nu er. Det synes jeg selv er lidt underligt, og specielt synes jeg også, at det er vigtigt at løfte en opgave for travle børnefamilier.
     Det, der skiller os, er så heller ikke diskussionen om madordninger, fordi det her forslag har haft den gode virkning, at regeringen også har fået øjnene op for det. Men, siger de, hvis det skal blive rigtig godt, så skal forældrene betale for maden. Det kan man have forskellige synspunkter på, men så er vi jo et sted, hvor det ikke er nødvendigheden af mad, der skiller, men hvem der skal have maden.
     Det er klart, at når man laver betalingsordninger, er der nogle, der har råd til det - »og har du penge, så kan du få« - og dermed får vi lavet den deling, og vi får ødelagt de gratisordninger, vi havde i kommunerne.

Der er henvist til Århus, der kunne henvises til en række andre byer, hvor vi tidligere havde gratis mad f.eks. i vores vuggestuer. Går vi længere tilbage, havde vi også gratis mad
i en meget stor del af børnehaverne, og det bliver nu erstattet af brugerbetaling, som har den sociale slagside, som brugerbetaling nu engang har.

Jeg skal så runde af med at sige, at jeg tror, at det på et tidspunkt, inden vi mødes i Foreningen af Forhenværende Folketingsmedlemmer, vil lykkes at være i stand til at skue langt nok frem i forhold til et forslag som det her. Jeg synes, det er et meget klogt, gennemarbejdet forslag, og jeg skal sige tak for støtten til dem, der støttede.

Hr. Villy Søvndal bemærkede jo netop, at de, der ikke som mig kl. et eller andet om morgenen selv laver madpakken, netop køber deres mad her på Christiansborg, og hovedordet var jo så »køber«.
     Nogle gange er det jo sådan, så der er andre ordførere, og i det her tilfælde fru Tove Videbæk, der holder en tale, som man måske så godt kunne ønske, man selv havde holdt - i dette tilfælde en tale, som jo netop fremhævede det væsentlige i, at børn og forældre også fastholdes i, at de har et ansvar ikke bare for maden, men også for motionen og aktiviteten og alle de her ting.
     Hr. Villy Søvndal taler så om det her med at lære at spise den sunde mad, og det betvivler jeg på ingen måde, men hvad med at lære om ansvaret for, at maden ikke bare er noget, der kommer ned fra himlen? Maden er noget, man enten må lave eller selv bidrage til, og det er måske udmærket, at både forældre og børn er opmærksomme på, at man altså selv har et ansvar.

Spørgsmålet er, om vi skal tage ansvaret på den måde, at det, der tidligere var et fælles ansvar i vuggestuer, hvor der var gratis mad - og går man længere tilbage også i børnehaver - skal overføres til betalingssystemer, hvor man altså på grund af skatteklemmen, som regeringen har anbragt kommunerne i, erstatter fællesfinansierede ordninger med brugerbetaling. Det er jo regeringens måde at løse det på, og det adskiller vi os så fra i SF ud fra det sociale synspunkt, at den type af ordninger, hvor man bytter skat med brugerbetaling, vender den tunge ende nedad.
     Men vedrørende den anden del af fru Tove Videbæks indlæg, som drejede sig om, at det er vigtigt, at børn også lærer om motion, at de lader være med at spise slik, at de laver andet end at sidde foran fjernsynet og sådan noget, er jeg helt enig. Nu har vi bare med det her forslag valgt at fokusere på mad, men jeg er helt enig i, at mennesker lever ikke af brød alene.

Vi har jo nu haft diskussionen mange gange, og det viser sig, at de madordninger, der bliver lavet rundtomkring, faktisk har et prisniveau, hvor alle kan være med. Der er jo altid den der diskussion, om det så bliver helt vildt højt. Men vi taler jo ofte om nogle ordninger til en 6-7-8 kr. om dagen, altså noget, hvor det ikke betyder, at man ikke har penge til det, for så kan man bruge ordningen i stedet for den der madpakke, hvor man jo skal købe ind til et barn. I madordningen har man mulighed for at købe ind til flere, og man har derfor stordriftsfordelen. Så den ved jeg ikke helt, om jeg køber.
     Men så kan jeg jo til gengæld bare glæde mig over, at vi nu har fået en regering, der har sat skattestop for de grønne afgifter, som jo var noget af det, der før i tiden virkelig ramte de fattigste børnefamilier, og at vi derfor på den måde sådan set har sørget for at hjælpe dem.

Man må jo sige, at vi diskuterer på en dag, hvor skattestoppets konsekvenser bliver meget synlige også i den offentlige debat. Det er jo i dag, hele debatten om den manglende kvalitet i daginstitutionerne er der med tænketanken, og hvor selv erhvervsfolk går ud og advarer regeringen mod at blive ved at skære ned på daginstitutionsområdet.
     Det er i dag, Jyllands-Posten med tal fra Danmarks Statistik dokumenterer, at virkningen af skattestoppet er, at hjemmehjælpen bliver beskåret ganske dramatisk og voldsomt, så det virker, skattestoppet virker, det må man sige. Og konsekvenserne bliver stadig tydeligere.
     Men det er den oplagte konsekvens af at bytte rundt på den måde, regeringen gør, mellem skat og brugerbetaling - og det tror jeg end ikke fru Charlotte Dyremose vil benægte, for det ville være dumt - at fordelingsprofilen bliver skæv på den måde, at det er småindkomsterne, der får den tunge byrde. Dem danner regeringen jo så i øvrigt mange af ved at sænke overførselsindkomsterne for nogle af de dårligst stillede, men det er jo en helt anden diskussion.

Hermed sluttede forhandlingen, og forslaget overgik derefter til anden (sidste) behandling.

Afstemning

Formanden:
Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.