Grundlovens paragraf 71

§ 71

Stk. 1. Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.

Stk. 2. Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.

Stk. 3. Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, for så vidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.

Stk. 4. Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.

Stk. 5. Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.

Stk. 6. Uden for strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Stk. 7. Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.

Kommentar:

Stk. 1. Folketinget bestemmer ved lov, hvad der skal være strafbart. Men grundloven har fastsat nogle rammer for, hvad der ikke kan straffes. Her slås fast, at folk ikke må anholdes, sættes i fængsel eller indespærres på anden måde på grund af deres politiske holdninger, deres tro eller deres afstamning. Bestemmelsen gælder kun danske statsborgere. Resten af § 71 gælder for alle, der opholder sig i Danmark. Stk. 1 er ligesom stk. 2, 6 og 7 sat ind i § 71, da grundloven blev revideret i 1953. Det var efter anden verdenskrig. Og bestemmelsen er stærkt inspireret af, hvad der skete under den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45. Her fængslede det danske politi landets kommunister – også dem, der sad i Folketinget. Og tyskerne forfulgte også jøder i Danmark, så mange af den grund måtte flygte til Sverige.

Stk. 2. Politiet kan ikke bare anholde folk. Der skal være en mistanke om, at de har gjort noget, som er i strid med loven. Betingelserne står i retsplejeloven. Frihedsberøvelse ved f.eks. tvangsindlæggelse på et psykiatrisk hospital er også reguleret ved lov.

Stk. 3. Hvis man bliver anholdt af politiet, skal man stilles for en dommer, inden der er gået 24 timer. Det kaldes for et grundlovsforhør. Dommeren har lov til at udskyde spørgsmålet om fængsling i tre dage. Man kalder det at opretholde fængslingen. Det sker som regel for at give politiet tid til at samle flere beviser, der kan underbygge sagen. Men dommeren må ikke opretholde fængslingen, hvis det er helt tydeligt, at der ikke er nogen sag.

Ved grundlovsforhøret kan politiet bede om, at den anholdte fortsat skal være i fængsel. Politiet skal komme med en grund. Det kan f.eks. være af hensyn til politiets efterforskning. Den kan blive vanskelig, hvis den mistænkte er fri og kan skjule spor eller tale med vidner.

Hvis dommeren er enig med politiet, kan han eller hun bestemme, at den anholdte skal fængsles i en periode. Det kaldes varetægtsfængsling. Dommeren har pligt til at begrunde, hvorfor den mistænkte anbringes i varetægtsfængsel.

Grundloven lægger op til, at der kan indføres særlige regler i Grønland. Det skal ske ved en lov.

Stk. 4. Dommerens beslutning kaldes en kendelse. Hvis den anholdte er utilfreds med en kendelse fra byretten, kan han eller hun klage til landsretten. Landsrettens afgørelse skal følges. Men der kan gå et stykke tid, inden landsretten behandler sagen. Og man undgår ikke at blive varetægtsfængslet i den periode.

Stk. 5. Man kan kun blive varetægtsfængslet, hvis dommeren mener, at der er tale om en forbrydelse, der straffes med fængsel. Hvis sagen handler om en forseelse, der ‘kun’ giver bødestraf, kan man ikke blive varetægtsfængslet.

Stk. 6. Når man fængsles, bliver man berøvet sin frihed. Men det er ikke den eneste måde at blive berøvet sin frihed på.

Hvis man f.eks. i en periode er så syg, at man er til fare for sig selv eller sine omgivelser, kan man blive tvunget til at opholde sig på et psykiatrisk hospital. Man bliver i så fald tvangsindlagt, og det har ikke noget med straf eller straffeloven at gøre. En sådan frihedsberøvelse kan indbringes for domstolene. Det behøver ikke at være patienten selv, der klager.

F.eks. kan et familiemedlem eller en ven, der handler på patientens vegne, rejse sagen.

Stk. 6 omfatter ikke den frihedsberøvelse, som sker efter lovgivningen om udlændinge. Efter udlændingeloven kan frihedsberøvelse f.eks. ske, hvis man skal afgøre, om en udlænding skal udvises. En sådan frihedsberøvelse kan altid indbringes for domstolene. Det sikrer udlændingeloven – ikke grundloven.

Stk. 7. Folketinget skal vælge et tilsyn, der skal holde øje med behandlingen af de mennesker, der er omtalt i stk. 6. Tilsynet består af ni medlemmer og vælges i begyndelsen af hver folketingssamling. Man kan klage over behandlingen til dette tilsyn eller til ombudsmanden.