Borgere diskuterer flygtninge og frihandel med Folketingsmedlemmer

18.09.2017

Danmarks EU-politik skal tættere på borgerne. Derfor holder Folketingets Europaudvalg to debataftener i Middelfart og på Christiansborg. Her skal 40 repræsentativt udvalgte borgere skal diskutere EU-politiske emner med hinanden og en række politikere tirsdag den 19. og onsdag den 20. september kl. 17.00-21.00.

Hver dag diskuterer Folketingets Europaudvalg EU’s fremtid. Men for den almindelige dansker er emner som flygtninge og frihandel ikke nødvendigvis noget, man vender over morgenkaffen. Ikke desto mindre påvirker det politiske arbejde alle. Derfor har Folketingets Europaudvalg inviteret 40 repræsentativt udvalgte borgere til folkehøring, for at diskutere EU-politiske emner med hinanden og en række politikere tirsdag den 19. og onsdag den 20. september kl. 17.00-21.00.  

Formand for Folketingets Europaudvalg Erik Christensen fortæller:

De beslutninger, som vi træffer i Folketingets Europaudvalg, har store konsekvenser for alle danskere. Derfor er det vigtigt, at vi får input fra så brede dele af befolkningen som muligt – ligegyldigt hvor de bor, og hvad de laver til daglig.

Borgere giver vigtige input til EU-politik

Ideen om at inddrage befolkningen i EU-politikken er ikke helt ny. Folketingets Europaudvalg har flere gange holdt folkehøringer, hvor man har inviteret danskere fra hele landet til tage pulsen på EU-politikken. Den seneste folkehøring var i februar 2017. Erik Christensen siger:

Det er mit klare indtryk, at mine kolleger i Europaudvalget bruger de indspark, som kom frem ved folkehøringerne, i deres daglige arbejde. Disse positive erfaringer ønsker vi nu at bygge videre på til debataftenerne i Middelfart og på Christiansborg.

Også for deltagerne er debataftenen en lejlighed til at komme tættere på politikken. 48-årige Dorte Thorsen, der til daglig er selvstændig i kommunikationsbranchen, og som deltager i arrangementet på Christiansborg, fortæller:  

Jeg synes, at politik er interessant, og at demokrati er interessant. Og en del af demokratiet er jo at deltage i debatter og engagere sig. Jeg glæder mig især til at høre, hvilke tanker de andre deltagere går rundt med. Man hører så meget om politik fra politiske kommentatorer, men hvad mener vælgerne egentlig?

Flygtninge og frihandel er hovedtemaer

På aftenerne vil deltagerne først diskutere flygtninge, migranter og frihandel. Herefter vil de få mulighed for at debattere med en række folketingsmedlemmer. På Christiansborg deltager Peter Hummelgaard Thomsen (Socialdemokratiet), Kenneth Kristensen Berth (Dansk Folkeparti) og Jan E. Jørgensen (Venstre), mens deltagerne i Middelfart kan møde Eva Kjer Hansen (Venstre), Finn Sørensen (Enhedslisten) og Rasmus Nordqvist (Alternativet).

Du kan kontakte Europaudvalgsformand Erik Christensen for kommentarer og interviews på: [email protected] / Tlf.: 61624447

Kontakt deltager Dorte Thorsen på: [email protected] / Tlf.: 40546820.  

For praktiske spørgsmål og kontakt til øvrige deltagere kan du henvende dig til pressemedarbejder Rikke Fredberg, Folketingets EU-Oplysning på [email protected]/ Tlf.: 61624990.

 

Senest opdateret: [18.11.2022]