100-året fejres med folkefest ved Christiansborg og fejringsshow på DR

09.04.2015

Den 5. juni 2015 fejres 100-året for kvinders og tjenestefolks valgret og 1915-Grundloven. Det markerer Folketinget og regeringen ved at invitere til folkefest med Christiansborg Slotsplads som omdrejningspunkt.

Den folkelige markering begynder i Rigsdagsgården, hvor Hendes Majestæt Dronningen, regeringen og Folketinget tager imod et grundlovsoptog, som Dansk Kvindesamfund står i spidsen for.

Flere af de øvrige pladser på Slotsholmen omkring Christiansborg vil også blive brugt i fejringen, hvor der vil være musik, taler, events, debat, fødselsdagsbord og gadefest. Arrangementet er kl. 12-17 og åbent for alle. 

Folketinget og regeringen samarbejder med Dansk Kvindesamfund om folkefesten. Distortion står bag den kreative udvikling af denne store event.

Ud over folkefesten ved Christiansborgs Slotsplads vil den 5. juni også blive markeret med en officiel reception i Landstingssalen på Christiansborg. Om aftenen den 5. juni sendes et fejringsshow i samarbejde med DR.

I perioden op til grundlovsdag vil 100 personer holde 100 såkaldte grundlovstaler. Indslagene kommer fra chefredaktører, debattører, journalister, musikere, skuespillere, erhvervsfolk og danske personligheder, der alle har sagt ja til at komme med deres syn på hvad ligestilling, demokrati og deltagelse betyder i dag. Talerne kommer i meget forskellige former såsom sange, Facebook-indslag og i medlemsblade, og dermed vil fejringens budskaber nå ud til hele den danske befolkning. 

”1915-Grundloven er en helt central begivenhed i det danske demokrati. Her fik størstedelen af den voksne danske befolkning sikret deres demokratiske rettigheder. Så den 5. juni er en festdag for demokratiet og vores grundlovssikrede rettigheder, og jeg glæder mig til at fejre det,” siger Folketingets formand Mogens Lykketoft.

Socialminister Manu Sareen er særligt glad for, at fejringsaktiviteterne når ud til alle danskere:

”At kvinderne fik stemmeret er en af de helt centrale begivenheder i vores historie, og vi skal huske fortsat at skabe national opmærksomhed om ligestilling, demokrati og deltagelse i samfundet. Det er værdier, vi skal værne om. Derfor er det virkelig positivt, at regeringen sammen med Folketinget kommer med nytænkende og kreative aktiviteter, der markerer 100-året. Folk kan i den kommende tid møde budskaberne i alt fra deres radio til deres fagblad eller det lokale supermarked,” siger ministeren.

Regeringens og Folketingets aktiviteter i forbindelse med 100-året
Arrangementer for børnefamilier rundt om i landet i maj og juni
Grundlovs-Distortion på Vesterbro den 4. juni
Officielt arrangement den 5. juni om formiddagen i Landstingssalen og folkelig fejring på Christiansborgs Slotsplads. Blandt aktiviteterne bliver musik, taler, events, debat, fødselsdagsbord og gadefest.
Fejringsshow den 5. juni på DR 
100 personer holder såkaldte grundlovstaler i perioden op til Grundlovsdag.
Fotoudstilling i Rigsdagsgården fra den 5. juni
Festskrift, som i digital form præsenterer en række kunstneriske perspektiver på 100-året.

Plus en lang række arrangementer over hele landet annonceret på 100aaret.dk

Fakta om grundlovsændringen i 1915
Med den nye grundlov var det danske demokrati ikke længere forbeholdt de få. Fra den 5. juni 1915 fik kvinder og tjenestefolk fik ret til at stemme og stille op til valg. Indtil da havde kun 18 % af den samlede befolkning valgret- og valgbarhed, som var forbeholdt mænd over 30 år med egen husstand. Med 1915-Grundloven fik størstedelen af den voksne danske befolkning sikret deres demokratiske rettigheder.

Følg med på 100aaret.dkfacebook.com/kaeregrundlov og på #100aaret og #kaeregrundlov

100aaret

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]