Hvert år opsøger ca. 2.000 volds- og kriseramte kvinder et krisecenter, fordi de har akut brug for beskyttelse, omsorg og støtte. Der er 42 krisecentre i Danmark, og de kan være kommunale eller private/selvejende med eller uden driftsoverenskomst med kommunen. Der er tradition for en stor frivillig indsats i krisecentrene, hvis ydelser og takster er meget varierende. Staten refunderer 50 % af kommunernes udgifter til opholdet på et krisecenter.

Kommunerne har ansvaret for, at kvinder og børn får den hjælp under opholdet, som de har ret til i henhold til serviceloven, i form af familierådgivning og psykologbehandling til børnene.

Statsrevisorerne kritiserer, at kommunerne ikke i tilstrækkelig grad har sikret, at kvinder og børn modtager den hjælp, som de har ret til, mens de opholder sig på et krisecenter.

Rigsrevisionens gennemgang af 104 sager i 8 kommuner viser således, at 65 % af kvinderne med børn ikke har fået tilbudt familierådgivning, og at 46 % af børnene ikke har fået tilbudt psykologbehandling.

Statsrevisorerne kritiserer, at utilstrækkelig kommunikation mellem krisecentre og kommuner samt mellem kommunernes relevante forvaltninger i nogle tilfælde har været årsag til, at kommunen ikke kendte til opholdet – og dermed ikke kunne give den lovbestemte hjælp.

Statsrevisorerne konstaterer, at kommunerne kun har haft begrænset indflydelse på de private og selvejende krisecentres standarder, ydelser og takster. Reformen af det sociale tilsyn, som trådte i kraft i januar 2014, har skabt et nyt grundlag for tilsynet.

Statsrevisorerne skal opfordre social-, børne- og integrationsministeren til i den evaluering af krisecentrene, som er igangsat, også at vurdere, om midlerne på området anvendes effektivt, og om indsatsen stemmer overens med servicelovens intentioner.

Ministerens svarfrist: 2 måneder

• Se hele beretningen her