------ Det talte ord gælder -------

Velkommen til Deres Kongelige Højhed Kronprins Frederik og Deres Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary og til alle her på Christiansborg Slotsplads.

I dag er det fjerde gang, at vi markerer flagdagen. Den flagdag, som vi indførte for at ære alle, som er eller har været udsendt for Danmark i international tjeneste.
Flagdagen er blevet en vigtig tradition.
 
Der har vi muligheden for at vise vores taknemlighed over for de udfordringer og de – som oftest – farlige opgaver, som I har taget på jer.

Det kræver stort mod at løse disse opgaver, og hver enkelt, der har arbejdet for Danmark i international tjeneste som soldat, politimand, eller med humanitær og civil bistand, fortjener vores anerkendelse.
Derfor takker jeg i dag på Folketingets vegne soldater, hjemmeværn, politi, beredskab, sygeplejersker, læger og andre, som er eller har været sendt ud til verdens brændpunkter. 

Takken gælder i lige så høj grad alle pårørende – ægtefæller, mødre og fædre, børn og anden familie – som hver dag må leve med usikkerhed og frygt for, hvad der kan ske på de farlige missioner.

***
Den 11. september 2001 ændrede det globale trusselsbillede. Med ét blev almindelige borgeres sikkerhed udfordret.

Danmark måtte handle og påtage sig nye, vanskelige ansvarsopgaver for at imødegå truslen fra internationale terrorister.

Vi handlede for at sikre danskernes og andre frie nationers tryghed og demokratiske samfundsorden. Det kan vi sige takket være jer, der er til stede her i dag, og de af jeres kammerater, der af den ene eller den anden grund ikke kan være her i dag.

Vi er fortsat i Afghanistan med det største kontingent af danske udsendte. Afghanistan har været den hidtil mest krævende mission og tragisk nok den mission, hvor flest danske har mistet livet og flest er kommet hjem med sår på krop og sjæl. 
Opgaven i Afghanistan er under stærk forandring nu. Vi er gået fra at være i front til at træne og udruste afghanerne til selv at løse deres sikkerhedsproblem.

Og fremadrettet har vi forpligtet os til en langvarig bistandsindsats, når den militære tilstedeværelse er ophørt.

Men Danmark og vores udsendte spiller også en stor rolle andre steder i verden. Vi har danskere udsendt til Kosovo, Liberia, Sydsudan og Mellemøsten.
Vi er også engagerede i indsatsen mod pirateri i farvandet ud for Afrikas Horn. Og indtil december sidste år deltog vi også i FN’s styrke i det sydlige Libanon.

Sidste år deltog vore folk fra luftvåbnet med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd desuden i at beskytte civilbefolkningen i Libyen og bane vejen for Gaddafi-diktaturets fald.

Det er Folketinget, der beslutter, hvor Danmark skal deltage.  Og også i de kommende år vil vi føle et ansvar for, at Danmark skal deltage i bl.a. FN’s fredsbevarende og fredsskabende operationer fjernt fra vore egne grænser.

For der er ingen tvivl om, at konflikter vil true, og konflikter vil udbryde. Konflikter, som vi skal være med til at inddæmme eller standse – både for de direkte berørte menneskers skyld og for vor egen sikkerheds skyld.

Verdens usikkerhed er vores usikkerhed.

Men det er jer – og dem, der melder sig efter jer - der med krop og sjæl skal løfte de ofte farlige opgaver, som følger af disse beslutninger.

Jeg har personligt besøgt de fleste af de steder, hvortil danske styrker hidtil har været udsendt.

Derfor er jeg uhyre bevidst om, hvor stor en indsats danske kvinder og mænd udfører – og hvilken omtanke og professionalisme der præger arbejdet.

Det kan I ganske særligt være stolte af. Det er vi alle stolte af på Danmarks vegne.

***

Vi samles også på flagdagen for at minde hinanden om, at indsatsen i fjerne egne af verden har en pris. For selv om vi i år kan glæde os over, at der for første gang siden 2001 ikke er faldne danske udsendte, må vi ikke glemme, at der fortsat er mange, der er vendt hjem med skader på krop og sjæl.

Det vænner vi os aldrig til. Det må vi aldrig vænne os til.

Jeg vil godt her på Folketingets vegne udtrykke den dybeste respekt og taknemlighed for, at I med denne risiko i baghovedet alligevel har valgt at tage den hårde opgave på jer. Det mod og den offervilje skal vi også minde hinanden om i dag. 

For mange af jer, der er vendt hjem, har barske oplevelser tilføjet ny styrke og dybere forståelse af jer selv og verden. Men for andre er der psykiske følgevirkninger og alvorlige fysiske skader, som vi, der har levet trygt herhjemme, kun kan forsøge at forstå betydningen af.
Vi i Folketinget skylder at levere den maksimale indsats for jer med hjælp og støtte – og det gælder også til pårørende. Forrige år erkendte vi behovet for en egentlig veteranpolitik, som skal give en bedre, samlet indsats for veteraner og pårørende med veteranhjem og personlige kontaktforløb.

Og vi vil blive ved med at lytte til jeres erfaringer og råd om, hvor vi kan gøre det endnu bedre. Kun på den måde kan vi i handling vise vores respekt og taknemlighed.

Men vi ved også, at det, som forsvarets enheder og de frivillige organisationer gør af egen drift, er mindst lige så vigtigt som det, vi fra statsmagtens side kan levere.

***

Kære alle nuværende og tidligere udsendte danske kvinder og mænd, kære alle pårørende til de udsendte, lad mig slutte, hvor jeg begyndte:

Vi takker for den indsats, I har gjort, og de ofre, I har bragt.

I gør Danmark ære.
Tak.