Folketingets formand mødtes med Zimbabwes finansminister

23.02.2012

Folketingets formand Mogens Lykketoft mødtes torsdag med Zimbabwes finansminister i Folketinget.

Tendai Biti

Zimbabwes finansminister, Tendai Biti, besøgte Folketinget torsdag den 23. februar, hvor han mødtes med Folketingets formand Mogens Lykketoft. De to mødtes senest under Udenrigspolitisk Nævns besøg i Harare sommeren 2010. Zimbabwe har på grund af mæglingsforsøget fra nabostaterne en meget skrøbelig fællesregering mellem præsident Mugabe og partiet MDC, der har stået i spidsen for opgøret med Mugabes despoti. Biti er ligesom premierminister Morgan Tsvangirai fra MDC og har under ekstremt vanskelige forhold stabiliseret landets økonomi.

Under mødet var der bl.a. lejlighed til at drøfte mulighederne for at gennemføre et reelt frit parlamentsvalg i Zimbabwe og den aktuelle politiske og økonomiske situation i landet. Formanden udtrykte sin uforbeholdne støtte til MDCs kamp for demokrati i Zimbabwe.
 
Under sit besøg i Danmark skal finansministeren desuden mødes med bl.a. udviklingsministeren og medlemmer af Udenrigsudvalget.

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]