Folketingets formands tale til H. M. Dronningen

10.01.2012

Folketingets formand Mogens Lykketofts tale i Folketingssalen den 10. januar 2012 ved modtagelsen af Hendes Majestæt Dronningen i anledning af 40-års-regeringsjubilæet.

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder, mine damer og herrer

Det er mig en stor ære og glæde på denne festdag at byde vore gæster velkommen i Folketinget.

På Folketingets vegne ønsker jeg Danmarks dronning – et stort, varmt og hjerteligt tillykke med det kommende 40 års regeringsjubilæum.

Alle vi, der levede og sansede dengang for 40 år siden, har en klar og tydelig erindring om den kolde januardag i 1972, da statsminister Krag fra balkonen her på Christiansborg udråbte dronning Margrethe II til Danmarks første kvindelige regent i 560 år.

Danskerne følte dengang med megen ret, at de selv havde kåret den nye regent til jobbet ved folkeafstemningen om ændringen af grundloven og tronfølgeloven i 1953.

Det blev udtrykt meget humoristisk i Blæksprutten i følgende velkomstkvad fra 1972:

’Hvis man i Danmark folket spø’r
Om styreform i riget,
Si’r 88 procent, man bør
Bevare monarkiet,
Mens resten, cirka 12 procent,
Særdeles kampberedte
Gør fordring på en præsident,
− og det skal vær’ Margrethe.

En helt frisk meningsmåling viser, at der ikke i så henseende er sket de helt store forandringer i de forløbne 40 år.

Paul Hammerich siger i sin danmarkskrønike, at det var et genialt tilfælde, at kronen skiftede køn, netop som omprioriteringen af kønsrollerne var dagens emne. Og måske er kvindernes øgede ligestilling den vigtigste samfundsændring i 40 år. Det gælder de enorme forandringer den øgede ligestilling har betydet i familierne, på arbejdsmarkedet og i hele indretningen af vores velfærdssamfund.

Det er tankevækkende og opmuntrende, at Danmark 2012 fejrer 40 år med en kvinde på tronen, en kvindelig statsminister ved roret og flere kvinder i regering og parlament end i de allerfleste andre lande i verden.

Deres Majestæt har i vores kollektive bevidsthed fastholdt kongehusets rolle som det faste holdepunkt gennem denne lange periode i vores historie, hvor så meget andet er totalt forvandlet.

Men De forudså de store omvæltninger i samfundet og verden omkring os.

I Deres første nytårstale I 1972 sagde De:

”Jeg tror, at det er en udbredt følelse i vort land, ligesom i mange af de lande, vi er nært knyttet til, at det moderne industrialiserede samfund går en lang række alvorlige problemer i møde, problemer såvel af social og økonomisk som af menneskelig og ikke mindst miljømæssig karakter. Hvis det fri og tolerante velfærdssamfund, vi hidtil har kendt, og som har værdi for os, skal kunne fortsætte, er det nødvendigt, at disse problemer finder en løsning. Jeg håber, og jeg tror, at vores livsholdning og vores institutioner må vise sig at slå til.”

Vi har mødt alle de problemer, De nævnte – men det ville være pral at sige, at vi også har løst dem.

Det giver stof til eftertanke at sammenligne 1972 med i dag:

Dengang i 1972 var verden tilsyneladende uforanderligt delt i øst og vest. Vi måtte alle leve med den gensidige afskrækkelse, hvor atommagterne USA og Sovjetunionen pegede med hver sit arsenal af atomvåben på den anden. Alt kunne gå under i ét stort krigsragnarok. I Vietnam var en blodig krig på vej mod sin slutning efter i et årti at have præget verdenspolitikken og splittet befolkningen i Danmark, i Europa og i Amerika.

Nu er den kolde krig og Europas deling i øst og vest forbi. Atomkrigen truer ikke på samme måde. Men nye trusler melder sig – ikke mindst fra den ustabile mellemøstlige region, hvor folkene revolterer mod deres autoritære herskere.

Dengang i 1972 var verden – også tilsyneladende uforanderligt - delt i det rige nord og det fattige syd. Vi talte om grænser for vækst. Verdens ressourcer kunne ikke bære en vækst på det niveau, vi havde oplevet de sidste 100 år i den velstillede del af verden.

Nu flytter Kina, Indien, Sydøstasien, Latinamerika og store dele af Afrika sig fremad med stormskridt. Det lover godt for kampen mod den globale fattigdom.

Men det forstærker kun spørgsmålet om, hvor længe verden har ressourcer til at leve som nu – og vi er blevet opmærksomme på de eksistentielle trusler, som den menneskeskabte klimaforandring repræsenterer.

I 1972 stemte Danmark ja til EF. Det er nok en af de politiske beslutninger i Danmark, der har haft størst betydning. Det var også en beslutning, der varigt delte befolkningen i Danmark i to.

Dengang havde Europa sine indre splittelser og problemer: Terrorbevægelser voksede frem i både Tyskland og Italien, og i Nordirland kulminerede konflikten. Ved OL i München oplevede vi aet terrorangreb. Det var en bitter forsmag på det seneste tiår, der så voldsomt har været præget af kampen mod international terrorisme efter angrebet den 11. september 2001.

Nu udfordres Europa af nye splittelser. Finans- og eurokrise har udløst stor arbejdsløshed og pres på vore velfærdssamfund. Foran os ligger kravet om vældige beslutninger, der kan fjerne gæld, skabe job og imødegå truslerne mod miljø og klima.

Vi mødte alle de udfordringer Deres Majestæt forudså i nytårstalen i 1972. I 2012 er udfordringerne lige alvorlige. Men nu er de for alvor blevet globale.

Men trods alle udfordringerne er Danmark stadig intakt. Vi føler os som danskere. Det gør vi også, fordi De i Deres regeringstid på forbilledlig vis har skabt sammenhæng og forståelse af, hvad det vil sige at være dansk … på den storsindede måde.

40 år er lang tid − mere end dét, man kalder en menneskealder. Det er ikke kun samfundet, udfordringerne og løsningerne, der ændrer sig over så lang en periode. Det gør vi mennesker også. Og mange af os tror sjovt nok mere og mere på, at der med alder og erfaring kommer en særlig stor visdom.

I hvert fald kan vi se dette hos Deres Majestæt både som forvalteren af en vigtig del af historien og som det kærlige overhoved for en stor royal familie, hvor børnebørnene myldrer.

Kongehuset repræsenterer det uforanderlige, Folketinget det foranderlige.

Vi har hver vores rolle i grundloven, i samfundslivet og i folkets opfattelse af, hvad der er Danmark, og hvad der er dansk.

Foranderligheden i Folketingets sammensætning har betydet, at regeringsmagten i 40 år har været fordelt ligeligt mellem de to sider i denne sal og er vekslet tiår for tiår.

De, Dronning Margrethe, har aftvunget den allerstørste respekt hos alle de skiftende regeringer og ministre, der har siddet i statsrådet.

På folkestyrets vegne vil jeg gerne sige Dem tak for den måde, hvorpå De har forvaltet Deres ansvar og kongehuset som institution.

Folketinget ønsker Deres Majestæt tillykke med jubilæet.

Jeg vil nu bede Tingets medlemmer om sammen med mig at udråbe et nifoldigt leve for vor dronning.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II længe leve! (Formanden udbringer et nifoldigt hurra).

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]