(det talte ord gælder)
Velkommen til konferencen om søberedskab her på Færøerne.
Jeg har set frem til, at vi kunne mødes på Færøerne og drøfte søfartssituationen i Nordatlanten.
Med klimaforandringerne følger en øget søfart i de nordatlantiske farvande.
Det betyder store økonomiske udviklingsmuligheder for regionen.
Men det betyder også store udfordringer for søberedskabet.
Og det stiller krav om et styrket regionalt og internationalt samarbejde.
Og det er derfor at Nordisk Råd, Nordisk Atlantsamarbejde – NORA og Vestnordisk Råd har indbudt til en fælles konference, som stiller skarpt på de udfordringer og problemer, som søfarten står overfor i Nordatlanten.
Allerede i 1619 sendte Kong Christian d. 4 søfareren Jens Munk ud for at finde Nordvestpassagen. Han fandt den ikke.
Men i vores tidsalder har Nordvestpassagen og Nordøstpassagen været sejlbare hver sommer siden 2008. Her har danske skibe været blandt de første der har sejlet igennem disse farvande.
Alene åbningen af Nordvestpassagen vil gøre sejladsen 4200 sømil kortere og spare 15 dages sejlads, hvis man f.eks. skal sejle fra Taiwan til Grønland.
Fragtskibe, malmtransporter, fiskeskippere og oliefartøjer har der været en stigende trafik af i Nordatlanten i de senere år.
Samtidig har vi set en stærkt øget trafik af krydstogtsskibe ved Grønland og her på Færøerne i de senere år.
Alene i år sejler 67 store krydstogskibe ud og ind mellem de 18 øer på Færøerne.
Frygten for et forlis eller en ulykke plager politikere og flådefolk overalt i Arktis.
Jeg behøver blot at minde forsamlingen om Titanic, der i april 1912 sank på sin jomfrurejse midt i Atlanten. Det tog kun 2 timer og 40 minutter efter kollisionen med et isbjerg fra Grønland.
Der var 2223 mennesker ombord, cirka det samme antal som på de største af de krydstogsskibe, der nu flokkes i Grønlands isfjorde. 1517 mennesker omkom.
Eller på det danske Grønlandsskib Hans Hedtoft, som sank i 1959 syd for kap farvel på Grønlands sydspids. Også dette skib ramte et isfjeld.
adgangen til egentlige redningsenheder er stærkt begrænsede sammenlignet med mere befolkede egne af kloden.
Det barske vejr, det kolde hav, isen og de mange uopmålte områder i fjordene, hvor krydstogsskibene sejler rundt gør redningsberedskabet til en stor udfordring.
Enhver ansvarlig arktisk kystnation må forberede sig på, at opgaver som regulering af trafikken til havs, satellitovervågning, isvarsling, redningstjeneste og andre opgaver vil fylde mere i fremtiden.
Der er grund til at tage denne udfordring for søberedskabet særdeles alvorligt.
Og det gør vi.
Blandt de temaer, konferencen vil fokusere på, er Arktisk Råds søfartsaftale, som Arktisk Råd vedtog i sidste måned i Nuuk.
Hvad vil det nye samarbejde gå ud på?
Hvordan sikrer vi tilfredsstillende beredskab i en region, som står overfor voksende økonomisk aktivitet – både i form af sejlads med turister og godstransport?
Hvordan er den aktuelle kapacitet i forhold til ulykker til søs? For store dele af regionen mangler der fortsat søkort. Hvad er konsekvensen – og hvad bør gøres? Og hvad bør de næste skridt være i forhold til søredningssamarbejdet?
Det håber jeg vores eksperter i dag vil gøre os klogere på – og jeg håber at I griber muligheden, og fortæller os klart og tydeligt, hvor udfordringerne er.