Udenrigsudvalget i ”det største hul i Afrika”

12.06.2010

Udenrigsudvalget er på rejse til Zambia. Zambia har vist gode væksttal de seneste fem år, blandt andet på grund af udvindingen af kobber. Og det er lige bestemt på grund af kobberet, at udvalget torsdag står på kanten af ”det største hul i Afrika”.

Det er en åben mine i Chingola, hvor der er blevet udvundet kobber i mere end 60 år. Hullet er med sine 4 kilometers længde og 1 kilometers bredde den største åbne mine i Afrika, og selvom produktiviteten i dag er lav, og minen fremstår som et åbent sår i landskabet, er det et imponerende syn med sine op til 300 tons tunge lastbiler og store gravemaskiner.

Danmark har ikke noget med kobberindustrien at gøre. Men man kommer ikke uden om kobber, når man skal forstå Zambias økonomi og muligheden for at udvikle samfundet i en bæredygtig retning. Mineindustrien udgør 80 til 90 % af Zambias eksport og er en markant bidragsyder til økonomien med over 50 % af bruttonationalproduktet. Så besøget i kobberbæltet er helt nødvendigt for at forstå sektorens rolle.

Spørgsmålet er imidlertid, om mineindustrien bidrager passende til statens budget. Efter minerne blev privatiserede for at fremme de nødvendige investeringer i sektoren, har minerne efter manges mening bidraget mindre til økonomien end de bør og kan. Efter nogle vurderinger burde minerne bidrage med 5 til 10 gange så meget som i dag, også når der tages højde for de store investeringer. Ifølge finansministeriet bidrager minerne med 6 % af statens budget gennem skatteindtægter. Det er væsentligt mindre end den internationale bistand.

Og der er behov for offentlige og private investeringer i infrastruktur og nye industrier for at udvikle Zambias økonomi fra den store afhængighed af kobberet til en mere diversificeret økonomi. På landet lever omkring 80 % under fattigdomsgrænsen og landbrugets udviklingsmuligheder er slet ikke udnyttet.

Udvalget skal udover Zambia besøge Zimbabwe, før turen atter går til Danmark den 16. juni.

Senest opdateret: [18.11.2022]