Den største Statsborgerskabsdag hidtil i Folketinget

24.04.2009

På søndag den 26. april 2009 kl. 13-16 fejrer Folketinget alle nye danske statsborgere fra 2008. Det er fjerde gang, Folketinget afholder Statsborgerskabsdagen, som finder sted på Ridebanen foran Christiansborg og på selve Christiansborg.

I år deltager ca. 1500 personer. Det er mere end dobbelt så mange som sidste år og dermed den største Statsborgerskabsdag hidtil. Det skyldes, at der sidste år blev vedtaget tre statsborgerskabslove mod sædvanligvis to om året. Pga. folketingsvalget i november 2007 blev den statsborgerskabslov, som normalt vedtages i december, rykket til foråret 2008.

”At få dansk statsborgerskab er noget særligt, og derfor hilser Folketinget alle nye danskere velkommen ved at invitere dem inden for på Christiansborg. Her stiller politikerne op til en snak om det danske demokrati blandt andet for at vise, at der i Danmark er kort afstand mellem borgere og politikere”, siger Thor Pedersen, Folketingets formand.

Programmet består af to dele. Den første del foregår et telt på Ridebanen og byder på taler, musik og underholdning. Thor Pedersen holder tale for de nye statsborgere, DR Radiopigekoret og Bent Fabricius-Bjerre med trioen De Græd og Trine Gadeberg står for de musikalske indslag, mens Eddie Skoller binder arrangementet sammen med underholdning og musikalske indslag.

Den anden del giver deltagerne mulighed for at møde politikerne, når partierne byder velkommen i lokalerne på Christiansborg. De nye statsborgere får således også mulighed for at se Christiansborg bag murerne.

Journalister har adgang via hovedindgangen til Christiansborg mod forevisning af gyldigt pressekort.




Senest opdateret: [18.11.2022]