Lad mig starte med at takke for opbakningen til forslaget fra Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance.
Det overrasker ikke, når vi er sammen om forslaget.
Jeg vil også kvittere for, at justitsministeren jo trods alt mener, at der er en vigtighed i, at der er nærhed i retsbetjeningen, og at det formål, der var for retsreformen i 2006 med virkning fra 2007, også gennemføres, og at det også er virkeligheden efterfølgende.
Jeg havde jo selvfølgelig håbet, at regeringen havde været lidt mere modtagelig over for forslaget, men jeg lytter selvfølgelig til, at regeringen – trods alt – er med på, at der bliver kigget nærmere på det.
Men særligt i forhold til det, som både den socialdemokratiske ordfører og den radikale ordfører og faktisk også ordføreren fra Enhedslisten sagde, nemlig at det her forslag byggede på sådan nogle mavefornemmelser, at det var sådan uforberedt, at der ikke rigtig var nogle fakta, at det var sådan bare taget ud af den blå luft en fredag formiddag, og at det var helt urimeligt at ændre en reform bare sådan lige pludselig, må jeg jo så også sige:
Der er tale om et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at fremsætte et lovforslag, fordi vi er med på, at det nok er mere hensigtsmæssigt, at lovforslag udarbejdes gennem ministerierne, i stedet for at det er oppositionen, der selv sidder og skriver konkrete lovforslag.
Det er derfor, vi fremsætter det som et beslutningsforslag.
Men jeg må sige, at der altså er nogle af de beskyldninger, som er helt ude i det blå.
Lad mig tage nogle af de svar, som jeg har fået, i forhold hvordan fordelingen af sager er.
Altså, hvordan har fordelingen af sager været ved retten i Randers og afdelingskontoret i Grenaa i 2013?
Det er så det, jeg må forstå er en mavefornemmelse, for jeg kan i hvert fald forstå, at de pågældende ordførere ikke har læst svaret på spørgsmål 945 til Folketingets Retsudvalg fra april i år.
I det svar står der, og det må man så mene er en mavefornemmelse eller ej, at hvis man kigger på afsluttede straffesager ved retten i Randers, så har der været 416 sager med domsmænd; heraf har der været to sager i Grenaa, mens der har været 620 retsmøder i Randers.
Når det gælder sager uden domsmænd, har der været 2.940.
Her har der været afholdt 793 retsmøder i Randers og 103 i Grenaa.
Og når det gælder tilståelsessager, har der været 357 retsmøder i Randers og 29 i Grenaa.
Det bliver endnu mere spøjst eller nærmest bedrøveligt, hvis man kigger på antallet af afsluttede civile sager med hovedforhandling, for hvis vi summerer op på småsager, ægteskabssager, forældreansvarssager og boligretssager, der er afviklet i Grenaa, så giver det nul.
Der er to almindelige sager, der er afviklet.
Det er bare for at bruge lidt tid på at imødegå, at det her bygger på nogle mavefornemmelser.
Det her bygger på, at vi selvfølgelig har stillet spørgsmål igennem flere år for at se, hvordan fordelingen af sager er, og der må vi bare sige:
Der er nogle tal, som vækker bekymring, og som i vores øjne betyder, at der er sager, som i forhold til intentionen med domstolsreformen og i forhold til nogle formuleringer, som justitsministeren selv læste op, hvor det ville have være helt naturligt, at de var blevet afviklet lokalt.
Det har så alligevel ikke været tilfældet, og derfor er det, at vi er kommet med forslaget.
For Venstre er det selvfølgelig afgørende, at den reform lever op til de intentioner.
Betænkningen, der lå bag domstolsreformen, kom jo netop, som jeg også har fremdraget det i dag, med en anbefaling om, at der skulle etableres afdelingskontorer de steder, hvor der var langt til hovedtingstedet.
Og det blev så resultatet, at der i Thisted, Grenaa, Tønder og Haderslev blev etableret afdelingskontorer, netop fordi der dér ville være uforholdsmæssig stor afstand til retten.
For at sikre en nærhed i retsbetjeningen, ja, så blev der etableret afdelingskontorer i de fire byer.
Det blev også under udvalgsarbejdet i folketingssamlingen 2005-06 beskrevet, hvilke sager der som minimum burde afvikles lokalt, men også hvilke andre sagstyper, der efter en konkret vurdering, hvis der var mange lokale vidner m.v., også kunne afvikles ved afdelingskontorerne.
Der er, som debatten har givet mig anledning til at sige flere gange, for mange eksempler på sager, der har deres udspring i et af lokalområderne omkring afdelingskontorerne, men som ikke er blevet afviklet lokalt.
Og sagerne er der mange af.
For mig at se handler det jo om, at vi gør tingene klogt.
Og jeg kan ikke se det kloge i, at vi sætter sigtede, vidner og betjente fra et område til at ligge og køre i halen på hinanden ind til et hovedtingsted, når der er et afdelingskontor i området.
De sager bør afvikles lokalt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi skal se, at de sager, der har deres udspring i en af de kommuner, der dækkes af et afdelingskontor, så alligevel afvikles ved hovedtingstedet, altså selv om det alene drejer sig om folk, der stammer fra en af de kommuner, der dækkes af afdelingskontoret.
Det har selvfølgelig noget at gøre med, hvilke vilkår vi byder borgere, hvilke vilkår vi byder folk, der betjener retten.
Det betyder selvfølgelig også noget i forhold til advokaterne – ikke fordi vi skal tage særlige hensyn til dem, men hvis der bliver for langt fra et område til retten, er der måske en risiko for – vil nogle i hvert fald kunne fremføre – at advokaterne flytter nærmere retten.
Man kan så sige, at en ting er, hvad det betyder for advokaterne, men noget andet er, hvad det kan betyde for et lokalområde, altså i forhold til at erhvervslivet også har mulighed for at trække på højt kvalificeret juridisk rådgivning i deres arbejde.
Så derfor er der såmænd rigtig mange gode grunde til, at vi prøver at gøre det lidt smartere og bruge hinandens tid lidt bedre, og derfor kommer vi med dette beslutningsforslag, som netop sigter på, at der, hvor sagerne har deres udspring, bør de afvikles, altså lokalt.
Det ville jeg jo gerne have haft en større opbakning til, end tilfældet er, men som sagt skal man jo altid vælge at anskue verden positivt, og derfor vil jeg da kvittere for – som jeg også tidligere har gjort – at justitsministeren trods alt vil undersøge fordelingen.
Noget af det vil jeg vove at påstå at der er blevet spurgt ind til gentagne gange i Retsudvalget, men hvis vi kan få det sat ind i en større kontekst og måske også gennem en undersøgelse komme et spadestik dybere i nogle af tallene, i forhold til hvad det er for nogle elementer, der ligger bag, i forhold til hvor lokale nogle af sagerne er, jamen så vil vi jo selvfølgelig få et bedre billede af virkeligheden og forhåbentlig komme et skridt nærmere på, at den nærhed, som alle taler positivt om, også bliver realiseret.
Så det synes jeg trods alt at jeg vil glæde mig over, men jeg må jo nok sige med hensyn til nogle af de meldinger, der har været, om, at det skulle være et rendyrket lokalpopulistisk mediestunt og alt muligt andet, der er blevet sagt, at det synes jeg er nogle meget voldsomme beskyldninger.
Det er en sag, der er blevet stillet spørgsmål til igennem mange, mange år, og som der er taget forskellige initiativer til at modgå, og når partier i Folketinget så griber til at fremsætte et beslutningsforslag, er det jo, fordi der ikke er sket den fornødne fremdrift på området, som har været ønsket.
Og derfor synes jeg, at det har været nogle noget arrogante afvisninger, der har været, i forhold til at det er helt urimeligt, at vi tillader os at blande os i, hvordan domstolene agerer.
Altså, domstolene skal jo agere efter den lovgivning, vi vedtager herinde.
Det er sådan set vores opgave, og så er det domstolene, der tager stilling til de konkrete sager, og hvordan de skal falde ud, men det er nu engang Folketinget, der beslutter, hvor afdelingskontorerne skal være.
Lad mig derfor også lige komme med en enkelt rettelse til det, som fru Pernille Skipper sagde:
at hun ikke kunne se, at det skulle være Folketinget, der skulle beslutte, om man kunne lukke et afdelingskontor, bare fordi der var en, der havde barsel.
Men nu er det faktisk sådan, at det, da domstolsreformen blev vedtaget, blev eksplicit skåret ud under udvalgsbehandlingen, at man ikke bare kan lukke et afdelingskontor administrativt.
Hvis et afdelingskontor skal lukkes, kræver det lovgivning fra Folketinget, og hvis man så mener, at det er legitimt at lukke et regeringskontor ned, mens der er en på barsel, så er man da med til at underminere det, som vi har vedtaget i Folketinget.
Jeg har fået svar fra den daværende justitsminister, som siger:
Hvis der skal lukkes afdelingskontorer, kræver det konkret lovgivning fra Folketinget.
Og jeg troede da, at der måtte være en fælles forståelse herinde af, at det, vi har vedtaget, også er det, der skal være gældende ude i virkeligheden, og at det skal domstolene i deres daglige administration jo ikke bare kunne tilsidesætte.
Men som sagt er det sjovere at være optimist, så derfor takker jeg for tilsagnet om, at vi kommer videre i processen, og det håber jeg så kan være et skridt på vejen mod et mål, som er beskrevet i forslaget, og så må vi se, hvor hurtigt det kan ske, og om vi kan løse det ved hjælp af en beretning i Retsudvalget.
Men det må vi jo se på, i forhold til hvordan arbejdet skrider frem.