Af Line Barfod (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL), Per Clausen (EL), Rune Lund (EL)
Samling: 2006-07Status: Bortfaldet
B 69 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om at muliggøre en bevarelse og udvikling af Ungdomshuset på Jagtvej.
Fremsat den 15. december 2006 af Line Barfod (EL), Jørgen Arbo‑Bæhr (EL), Per Clausen (EL) og Rune Lund (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om at muliggøre en bevarelse og udvikling af Ungdomshuset på Jagtvej
Folketinget pålægger regeringen hurtigst muligt at fastsætte et landsplandirektiv, som har til formål at muliggøre en bevarelse og fortsat udvikling af Ungdomshuset på Jagtvej som et sted for ungdomsaktiviteter af kulturel, politisk eller social karakter, i overensstemmelse med den planlægning, der gennemføres i kvarteret og på området i øvrigt.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at skabe et grundlag for, at Ungdomshuset på Jagtvej kan besvares som et ungdomshus.
Enhedslisten foreslår, at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte et landsplandirektiv, som har til formål at muliggøre en bevarelse og fortsat udvikling af Ungdomshuset på Jagtvej som et sted for ungdomsaktiviteter af kulturel, politisk eller social karakter, i overensstemmelse med den planlægning, der gennemføres i kvarteret og på området i øvrigt.
Det landsplandirektiv, som regeringen med beslutningsforslaget pålægges at fastsætte, skal bl.a. indeholde bestemmelser, som indebærer, at Københavns Kommune €" om nødvendig, hvis formålet ikke kan opnås på anden vis − kan pålægges at foretage ekspropriation af Ungdomshuset på Jagtvej. Kommunalbestyrelsen skal kunne forlange, at private tilhørende grunde og bygninger helt eller delvis skal afstås mod erstatning, når det er nødvendigt for kommunalbestyrelsen at råde over dem af væsentlige hensyn, nemlig af hensyn til gennemførelse af ungdomsformål af kulturel, politisk eller social karakter. Den nærmere udformning må foretages i det landsplandirektiv, som regeringen pålægges at fastsætte.
Ejendomsretten er beskyttet i grundlovens § 73, men tvangsmæssig afståelse af ejendom (ekspropriation) kan finde sted, hvis almenvellet krævet det og det sker ifølge lov og med fuldstændig erstatning. Lovgiverne fastlægger, hvilke almene samfundshensyn, der kan nødvendiggøre ekspropriation. Kravet om fuldstændig erstatning til den berørte medfører, at denne ikke med ekspropriationen udsættes for et økonomisk tab. Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan, jf. grundlovens § 73, stk. 3, indbringes for domstolene.
Københavns Kommune overdrog i oktober 1982 Folkets Hus på Jagtvej 69 til Ungdomshusets brugergruppe. Københavns Kommune satte i 1999 Ungdomshuset til salg til højest bydende. Aktieselskabet Human A/S købte ejendommen i december 2000. Human A/S skiftede ejerskab i september 2001, og Faderhuset trådte frem som ejer af bygningen. Københavns Kommune havde i forbindelse med salget af ejendommen indsat en genkøbsklausul, som de nuværende ejere har omgået ved at udskifte ejerkredsen i det aktieselskab, der købte ejendommen, frem for at handle selve ejendommen. Faderhuset stævnede i august 2003 Ungdomshuset med krav om ejendomsret over bygningen. Østre Landsret stadfæstede i august 2006 Københavns Byrets dom om Faderhusets ejendomsret til ejendommen. Fogedretten har afsagt kendelse om, at Faderhusets ejendomsret til ejendommen kan tvangfuldbyrdes, og politiet kan om nødvendig med magt fjerne de unge fra Ungdomshuset. De nuværende ejere af ejendommen har søgt om tilladelse til nedrivning af ejendommen.
Det er ikke muligt udtømmende at beskrive et fænomen som Ungdomshuset, som er et sted i konstant bevægelse. Ungdomshuset var i 80-erne domineret af bz-bevægelsen og kampen imod boligpolitikken, apartheid og den generelle tidsånd. Huset har nogle rammer, men det er op til brugerne at skabe indholdet. Skiftende generationer af unge har givet et bud på, hvad rammerne kan bruges til. Ungdomshuset øverste myndighed er mandagsmødet. Socialt har Ungdomshuset søgt at skabe plads til alle, respekt for andre mennesker, sammenhold og solidaritet. Kulturelt har Ungdomshuset især givet plads til undergrunden.
Efter Enhedslistens opfattelse er det nødvendigt for Københavns Kommune at råde over Ungdomshuset af det væsentlige hensyn, at man skal kunne opfylde ungdomsformål af kulturel, politisk eller social karakter. En overtagelse af Ungdomshuset på Jagtvej 69 med dens historiske betydning og symbolske værdi − i overensstemmelse med den planlægning, der gennemføres i kvarteret og på området i øvrigt − er den eneste mulighed for at sikre et grundlag for, at unge i København har mulighed for at videreføre og udvikle de aktiviteter af kulturel, social og politisk karakter, som har fundet sted i de seneste 25 år.
Der henvises i øvrigt til Christianialoven, hvor regeringen med et bredt flertal i Folketinget har givet lovhjemmel til detailregulering af planlægningen for et bestemt område i København, ligesom der henvises til flere tidligere eksempler på anvendelse af landsplandirektiver for at sikre hensyn til almenvellet, f.eks. til fordel for trafikale formål eller til fordel for miljøhensyn, herunder at sikre levesteder for bestemte arter.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at muliggøre en bevarelse og udvikling af Ungdomshuset på Jagtvej.
(Beslutningsforslag nr. B 69).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.