Folketingets åbne data er nu tilgængelige

23.09.2014

Folketingets åbne data giver dig adgang til Folketingets data og mulighed for at anvende dem til egne formål. Du kan få adgang til Folketingets åbne data via en webservice, der anvender den såkaldte Odata-protokol.

Du kan f.eks. anvende Folketingets åbne data i en app, på en hjemmeside, til analyser eller i andre sammenhænge, hvor data fra Folketinget kan indgå. Folketingets åbne data henvender sig primært til personer, der i forvejen har et vist kendskab til såvel programmering som parlamentariske processer.

Folketinget har udviklet en databrowser, der kan hjælpe med at få et overblik over data. Med databrowseren kan du f.eks. browse rundt i data og følge de relationer, der er mellem de forskellige data. Du kan også få et samlet overblik over datamodellen. Endvidere giver databrowseren nogle eksempler på, hvordan du kan kalde webservicen.

Du kan læse mere om Folketingets åbne data og databrowseren på ft.dk/aabnedata. Her kan du også læse om de vilkår der gælder, hvis du ønsker at anvende Folketingets åbne data.

Folketingets åbne data omfatter ved lanceringen (september 2014) følgende data:

• Metadata om sager og dokumenter i det parlamentariske arbejde i Folketingssalen samt udvalg fra oktober 2012 og fremefter. Herunder data om Folketingets og udvalgenes sammensætning i de forskellige perioder samt møder
• Data om dokumenter indeholder links til PDF-filer på ft.dk, som viser selve dokumentet
• Data om aktuelle Folketingsmedlemmer indeholder et felt med medlemmets biografi i XML-format

I første omgang er der lagt data ud fra Folketingets to seneste samlinger dvs. fra oktober 2012 og frem. I de kommende uger vil der blive fyldt på med data fra de øvrige tidligere samlinger - dog kun tilbage til 2004.

Folketingets åbne data bliver opdateret løbende efterhånden som der kommer nye til, eller der sker ændringer i de eksisterende data. Folketinget har ikke umiddelbare planer om at tilføre andre typer af data.

Læs mere om Folketingets åbne data

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]