Det sidste punkt på dagsordenen er:

7) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 196:

Forslag til folketingsbeslutning om lov mod fattigdom og en konkret handleplan mod børnefattigdom.

Af Victoria Velasquez (EL), Karsten Hønge (SF) og Torsten Gejl (ALT).

(Fremsættelse 20.03.2024).

Jeg kan næsten se, at hr. Karsten Hønge ønsker at begrunde forslaget, så værsgo.

Tak. Ingen børn skal vokse op i fattigdom, og delmålet skal være, at antallet af fattige halveres inden 2030. Vi skal gøre det af solidaritet, medfølelse, empati, næstekærlighed – man må kalde det, hvad man vil – med de familier, som lever i fattigdom, men også, fordi en opvækst i fattigdom trækker spor langt ind i voksenlivet, og det er dyrt for samfundet. Færre børn fra fattige familier får en uddannelse, og når de får det, er uddannelseslængden kortere. Til gengæld er risikoen for at blive arbejdsløs eller førtidspensionist større.

I udarbejdelsen af det her beslutningsforslag til fattigdomsloven er Alternativet, Enhedslisten og SF i formen inspireret af klimaloven, forstået sådan, at vi ønsker at forpligte Folketinget til en længerevarende indsats, at udarbejde en handleplan med forpligtende delmål, og jeg er stolt over, at vores forslag får opbakning fra dem, der lige præcis ved, hvor skoen trykker.

Det bliver bakket op af Kirkens Korshær og Red Barnet, Mødrehjælpen, FOLA, Landsforeningen LIVSVÆRK, HOME-START, Familiekontakt Danmark, Landsforbundet DUI-LEG og VIRKE, Kofoeds Skole, Børnesagens Fællesråd, Dansk Folkehjælp, SAND, BROEN Danmark, Enestående Forældre, Blå Kors Danmark, WeShelter, Dansk Flygtningehjælp, 3F, Hus Forbi, Grønlandske Børn, Dansk Socialrådgiverforening, BUPL, FOA, Fonden LivaPeople, HK, UNICEF Danmark, Børnerådet, Dansk Sygeplejeråd, Caritas Danmark, Jysk Børneforsorg, Mændenes Hjem og Ventilen Danmark.

Dermed tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er nu åbnet. Den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. Og tak for at tage initiativ til en debat om fattigdom her i Folketingssalen. Altså, noget af det, jeg i hvert fald noterer mig og altid følger lidt med i, er, hvordan det står til med fattigdomstallene, og det, man i jo hvert fald kan konstatere, er, at de er faldet de sidste 5 år, og det synes jeg er vældig, vældig godt.

Jeg vil først sådan helt kort og godt om den drøftelse, vi har her i dag, sige, at regeringen ikke har tænkt sig at stemme for en lov om fattigdom. Jeg tror heller ikke, at det er nogen meget stor hemmelighed, at lige her kan der godt være visse ideologiske diskrepanser i forhold til tilgangen til fattigdom. Der er også nogle gode delmængder, men det er bare for at sige, at sådan er det selvfølgelig også, når man har en bred regering, altså at der kan være forskellige opfattelser af præcis spørgsmålet om fattigdom.

Derfor er jeg måske også ekstra stolt af, at det faktisk er lykkedes i den her regerings tid – og det er jo så min gode kollega beskæftigelsesministeren, som det jo med opbakning, også bredt her i Folketinget, er lykkedes for – at lande en aftale på kontanthjælpsområdet, som også bidrager til at løfte flere børn ud af fattigdom. Jeg er også rigtig godt tilfreds med det resultat vedrørende medicin, altså det, at man kan få dækket medicinudgifter.

Der er selvfølgelig også resultater på mit eget område, og der vil jeg nævne en af de ting, som jeg synes har været vigtige, og det er faktisk, at vi har fået permanentgjort det sociale frikort. Det vil sige, at der gives nogle trædesten ind på arbejdsmarkedet for nogle af dem, der har allersværest ved at bide sig fast, og hvor de krav, vi stiller som samfund, bliver til snubletråde for de mennesker, vi taler om.

Så efter min bedste overbevisning er vi kommet nogle rigtig gode ryk. Det vil sige, at til trods for de ideologiske diskrepanser i en bred regering, synes jeg faktisk, det er lykkedes os at bevæge os fremad. Og man kan sige, at måske særlig i forbindelse med en dagsorden som netop den, der handler om kontanthjælp, har det jo skiftet fra den ene regering til den næste. Og der synes jeg, det er rigtig fint, at det er lykkedes os at lande et bredt forlig.

Så vil jeg sige i forhold til det her med afdækningen af forholdene omkring udsatte personer, at jeg jo synes, det er meningsfuldt, at vi går ind og afdækker, hvad det er for nogle sociale udfordringer, man står med, og hvad vi kan gøre for at afhjælpe dem. Det er jo, fordi udsathed kan komme til udtryk på rigtig mange måder, og det vil sige, at den udsathed, der også kan lede til fattigdom, kan komme til udtryk på rigtig mange måder. Det kan være social marginalisering, det kan være psykisk sårbarhed, det kan være udelukkelse fra fællesskaber og rigtig mange andre ting.

Der har vi f.eks. både årlige publikationer og opgørelser fra ministerierne, altså som ministerierne selv laver, og så selvfølgelig analyser fra diverse forskningsinstitutioner og interessenter. I mit eget ministerium har vi f.eks. det, der hedder Socialpolitisk Redegørelse, mens Økonomiministeriet har den publikation, der hedder Fordeling og incitamenter. Så alt i alt er der en bred dækning af forholdene og udviklingen for forskellige grupper i risiko for udsathed. Og i hvert fald siden jeg begyndte at debattere lige præcis den her dagsorden, synes jeg der er kommet rigtig godt skred i det. Der blev lavet et par store analyser tilbage for ca. 10 år siden, som bidrog til at skubbe på for, at man i højere grad kigger på både data og analyser på det sociale område, og det synes jeg vi har haft rigtig god gavn af.

Så er det selvfølgelig vigtigt, at vi får skabt rigtig gode vilkår for børn og deres familier, når vi taler om fattigdom, altså at vi også får zoomet ind på særlig børnene. Det er vigtigt for børnefamilier med manglende ressourcer, at de oplever at have en hverdag, hvor forældrene også står op om morgenen og tager på arbejde og deltager i fællesskaberne, og det er jo ikke alle forundt at være raske og dermed kunne påtage sig et arbejde. Og man kan sige, at andre har så stor en grad af social udsathed, at det kan være svært at leve op til de almindelige vilkår.

Men det er opløftende, at antallet af børn med forældre i kontanthjælpssystemet de sidste 5 år fra 2018 til 2023 er faldet med hele 42 pct. Regeringen ønsker selvfølgelig, at den udvikling fortsætter, og lige netop fokus på børnene var et af pejlemærkerne for udformningen af det nye kontanthjælpssystem. Med det nye kontanthjælpssystem indføres der bl.a. særskilte tillæg til forsørgere og gratis medicin til børnene, og der indføres også et målrettet fritidstillæg. Og på den måde får børn af kontanthjælpsmodtagere mulighed for at leve et mere aktivt liv, også et mere aktivt fritidsliv.

Vi er i regeringen optaget af at forebygge og bekæmpe udsathed. Hvad angår det her med at sætte en masse målsætninger op og gøre det – altså, vi har lige haft den samme diskussion, i forhold til om man skulle lave målsætninger på handicapområdet – er jeg simpelt hen i tvivl om, om det er det rigtige redskab. Og derfor er der fra min side nærmest en enslydende bekymring i forhold til det her med at lave målsætninger, da vi på andre områder har set, at udviklingen af de her målsætninger bliver til nogle styringsredskaber, som ned igennem systemet betyder, at der fagligt rettes ind efter det, man kan måle og veje, og det vil sige, at man får lagt fagligheden i spændetrøje.

Vi har så lagt op til – også for at øge muligheden for at arbejde ved siden af kontanthjælpen – at det er muligt at tjene flere penge ved siden af ens kontanthjælp. Og det vil sige, at der også ad den vej er blevet givet nye trædesten ind på et arbejdsmarked, hvis man er i kontanthjælpssystemet. Ud over det har vi som sagt også sat penge af til at permanentgøre det sociale frikort, og det er i hvert fald et af de tiltag, hvor det har været meget tydeligt, hvor stor gavn rigtig mange mennesker har fået af det. Frikortet giver borgere, der har forskellige problemstillinger med sig i bagagen, mulighed for at tjene penge uden at skulle betale skat af indtægten eller blive modregnet i deres sociale ydelser. Det vil altså sige, at de får en mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet i det antal timer, de kan. Erfaringen fra forsøgsperioden viser, at det både giver øget trivsel og øget livskvalitet. Og et andet rigtig godt eksempel er muligheden for at etablere det, der hedder en fritidspasordning, som vi også har sat yderligere penge af til.

Endelig er det regeringens vurdering, at det høje danske niveau af offentlige serviceydelser, hvor der bl.a. er adgang til gratis uddannelse, sociale indsatser og sundhedsydelser, meget gerne skal være med til også at mindske noget af den ulighed og skabe lige muligheder for mennesker i Danmark.

For at opsummere er det klart, at udsathed som sådan er en meget kompleks størrelse. Fattigdom handler om økonomi, og derfor har vi også valgt at indgå den kontanthjælpsaftale, vi har, men fattigdom handler også om rigtig meget mere end økonomi, og derfor nævner jeg de andre emner her. Og hvad angår spørgsmålet om en fattigdomsgrænse, så endte den, da først den var der, med – i hvert fald som politisk redskab – at blive til en størrelse, der nu lever både i Danmarks Statistik og andre steder og har forskellige udformninger. Det er et redskab, der gør, at man løbende kan følge med i det, og det var præcis det, der manglede, inden det redskab blev lavet. Så det er i hvert fald noget af det, jeg er rigtig godt tilfreds med nu eksisterer i Danmark, så man kan følge med i de forskellige varianter. Tak for ordet.

Der er en række korte bemærkninger. Det er først fra Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak. Først bliver jeg simpelt hen nødt til at sige, at den sidste kontanthjælpsaftale ikke løfter flere børn ud af fattigdom. Faktisk er der tusindvis af børn, der kommer til at ryge ned under fattigdomsgrænsen, når der kommer et helt nyt sanktionsregime for børnefamilier, men ikke desto mindre vil jeg faktisk sige, at det gør det jo nærmest endnu mere vigtigt, at vi så faktisk har en plan for, hvad man så gør. Jeg kan jo godt have en holdning i Enhedslisten til, at ydelser har en central rolle i forhold til fattigdomsbekæmpelse, men i princippet kan det jo være mange måder, man ser på, hvordan man løser problemer med, at eksempelvis børn, men også voksne er i fattigdom.

Jeg får tit at vide, at jeg er meget håbefuld, og nogle kalder mig nærmest en optimist, men når man ser på, hvor mange der lever i fattigdom, og hvor mange der ikke bliver en del af arbejdsfællesskabet, selv om de egentlig har mulighed for det, til trods for at vi har højkonjunktur, synes jeg faktisk lidt, at det er en falliterklæring. Derfor kunne jeg godt tænke mig høre, hvordan regeringen vil få de sidste med.

Ministeren.

Tusind tak for spørgsmålet. Jeg er faktisk meget enig i, at den her gruppe, som har ekstremt svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, skal vi faktisk gøre os selv den tjeneste at kigge på. Vi har eksempelvis valgt at lade samme lovgivning gælde de 10.000 mest udsatte borgere som en slags »one size fits all« med det resultat, at vi kommer til at skubbe nogle endnu længere væk, end nødvendigt er.

Jeg gik ikke ind for det sociale frikort til at starte med. Jeg var dybt skeptisk over for det, og jeg må sige, at jeg bøjer mig i støvet for dem, der bar det igennem. Jeg synes simpelt hen, at det er noget af det bedste socialpolitik, der er lavet i årevis. Det er så tydeligt, når man mødes med de mennesker, det drejer sig om, hvor stor en forskel det har gjort for dem, at de bare sådan plug and play kan komme ind på arbejdsmarkedet, de timer de kan holde til det. Der tror jeg, vi har fundet en af vejene til at få nogle af dem, der ellers har været allerallerlængst væk fra arbejdsmarkedet, til at føle sig som en del af et fællesskabet og også til at komme ind og få tjent nogle penge, hvor de jo simpelt hen ranker ryggen og er så stolte af at have fået fat om det.

Spørgeren.

Det er jo netop en af vejene, som ministeren siger. Og det, vi vil med det her beslutningsforslag, er, at vi faktisk får det samlet og sagt: Okay, hvad gør vi så for at nå hele vejen? Hvad gør vi faktisk for at leve op til det? Derfor vil jeg høre, om det ikke gør indtryk på ministeren, at 31 af de organisationer, der virkelig har fingeren på pulsen – enten er de selv nogle, der lever i fattigdom, eller også er det nogle, der hver dag arbejder med at hjælpe mennesker, som er udsatte på forskellig vis – faktisk efterspørger den her lov og opfordrer til, at man bakker op om beslutningsforslaget.

Ministeren.

Jo, det gør det selvfølgelig. Vi har jo fra regeringens side valgt at forsøge at afdække – i øvrigt sammen med en hel del af dem, der også står bag det, I har lavet her, og det er derfor, jeg nævner de 10.000 mest udsatte borgere – hvordan vi sørger for at komme hele vejen rundt omkring deres liv, så både vores velfærdssamfunds institutioner faktisk er indrettet på at kunne tage sig af den her gruppe. For ligegyldigt om det er sundhedsvæsenet, eller om det er boliger, eller hvad det nu være, er det indrettet ud fra sådan en »one size fits all«, så det vil vi faktisk rigtig gerne forsøge at komme hele vejen rundt om.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Kontanthjælpsaftalerne fra sidste år har jo ikke på den måde umiddelbart noget at gøre med det her beslutningsforslag, men når man alligevel tager tråden op, så lad mig starte med at understrege, at der jo netop er tale om flere kontanthjælpsaftaler fra sidste år. En af udfordringerne er jo, at flere af de gode ting, som ministeren nævner, og som vil komme børnefamilierne til gode, først træder i kraft i juni 2025.

Så hvad er ministerens svar egentlig eller stillen i udsigt til de familier, der nu kan se frem til en sommer, hvor man mangler børnepengene, og allerede nu ser frem til en jul, hvor vi med garanti vil se endnu længere køer til nødhjælpsorganisationerne, fordi vi her har et hul i de her familiers økonomi, fordi man ikke har børnepengene og de der gode ting, som ministeren refererer til, først træder i kraft i juni 2025?

Ministeren.

Altså, det er jo langt uden for mit ressort, siger jeg bare. Nu nævnte jeg det selv, så jeg kan godt forstå, at det også bliver taget op her, men lad mig forholde mig særligt til den del af det, der ligger på mit område, for vi havde samme udfordring i forbindelse med julen, hvor vi som regering valgte at sætte ekstra penge af til julehjælp.

Der var rigtig meget pres på kedlerne rundtomkring hos nødhjælpsorganisationerne i forbindelse med den her jul, og derfor var der et behov for, at der blev sat ekstra penge af, så vi kom med nogle ekstra penge op mod jul, for at få dem igennem.

Så er der jo altid et eller andet i forhold til det her med implementering af forskellige aftaler – hvornår er ikrafttrædelsestidspunkterne? Det skal jeg lade ressortministeren diskutere ned i detaljen, for det er jo som bekendt ikke min reform, men jeg vil sige om det, at jeg synes, man har fået landet nogle ting, altså f.eks. det her omkring medicintilskuddet, som jeg synes er et kæmpe, kæmpe, altså et kæmpe fremskridt. Og at man har fået forankret nogle af de ting hen over midten i dansk politik, så man også kan have en sikkerhed for, at de består i længere tid, synes jeg simpelt hen er så godt gået.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg deler selvfølgelig ministerens begejstring over eksempelvis den gratis medicin til de her familier. Vi var selv, altså SF, en del af den aftale.

Grunden til, at jeg tror, det kan være relevant for en socialminister at forholde sig til det, er bare, at nu får vi sådan et hul her. For de der gode ting, herunder gratis medicin, træder altså først i kraft i juni 2025, og derfor får vi et år her, hvor vi vil opleve udsatte familier få en meget hård sommer, hvor man har svært ved at finde pengene til en ferie, og man allerede nu kan opleve bekymringer om, hvordan man skal klare sig igennem julen.

Så jeg tror godt, ministeren kan indstille sig på, at der bliver brug for ekstrabevillinger.

Ministeren.

Vi vil selvfølgelig følge det nøje. Det gjorde vi også i forbindelse med julehjælpen, altså hvor, der var en teori om, at nu havde noget af inflationen lagt sig lidt og det ene og det andet, og så kunne vi jo se, da vi kom hen omkring begyndelsen af november, at der var der altså lang vej igen – der var rigtig meget kul på kedlerne – og så valgte vi at sætte det ekstra beløb af.

Jeg synes, det er for tidligt at sige nu, hvad resultaterne er af det, I har siddet og forhandlet derovre, og det er som sagt også beskæftigelsesministeren, der har siddet med det, men vi vil selvfølgelig være opmærksomme på det, ligesom vi var det i forbindelse med julen.

Dermed tak til ministeren. Vi begynder nu på ordførerrækken, og det gør vi med fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet.

Tusind tak til forslagsstillerne, og tak til de mange organisationer, som ordføreren for forslagsstillerne også opridsede i slutningen af sin tale. Jeg har også sammen med en af forslagsstillerne fra Enhedslisten været i en i øvrigt ganske udmærket debat på P1, hvor vi drøftede hele diskussionen om, hvorvidt Danmark skal have en fattigdomslov.

Jeg og Socialdemokratiet har sådan set ikke ændret holdning, i forhold til om vi skal have en lov om fattigdom. Vi mener ikke, at det er en god idé. Vi mener til gengæld, at det er en god idé, at vi drøfter, hvad det er for nogle initiativer og indsatser, der skal laves, og at vi hele tiden har en opmærksomhed på, at mennesker skal klare sig godt, og at de selvfølgelig skal leve et godt og anstændigt liv. Vi har den klare holdning, at det, der er vigtigt, er, at man kommer i arbejde, hvis man er på midlertidige ydelser, og at hele vores system skal understøtte, at man kan komme det.

Derfor kan vi heller ikke slutte op om forslaget, men jeg vil også sige, at jeg faktisk synes, at det er væsentligt, at man bliver ved med at diskutere det. Jeg mener bare ikke, at det er den her vej, vi skal gå. Så derfor kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren. Jeg har her et debatindlæg, som ordføreren havde i Avisen Danmark tilbage i 2023, hvor ordføreren bl.a. skriver, og jeg citerer:

»I stedet skal bekæmpelse af fattigdom, herunder børnefattigdom, tænkes ind i al relevant lovgivning«.

Det her er jo netop noget af det, som er hele bevæggrunden for, at vi fremsætter forslaget om en fattigdomslov, altså at vi får det tænkt ind i det hele, at vi faktisk får det tænkt ind, når vi laver en progressiv og god folkeskolepolitik, at vi får det tænkt ind, når vi laver beskæftigelsespolitik, socialpolitik og boligpolitik, altså de her forskellige dele, hvor det har en kæmpe betydning. For det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at vi i Danmark, som er et af verdens rigeste lande, stadig væk har mennesker, der lever i fattigdom, at vi har børn, der vokser op i fattigdom.

Så hvorfor er det, at fattigdomsloven ikke er løsningen? Eller jeg kan stille et endnu mere rigtigt spørgsmål: Hvad ser ordføreren som positive ting ved en fattigdomslov?

Ordføreren.

Grundlæggende set er jeg ikke tilhænger af, at man putter mere bureaukrati på udfordringer. Altså, jeg synes i stedet for, at man skal bruge sine initiativer, som ordføreren også beskriver det, i forhold til boligsituationen, og at man arbejder med de områder, hvor der er en lav grad af arbejdstilknytning, hvor nogen har lave indkomster, og – hvad skal man sige – på anden vis er udfordrede på bundlinjen. Så jeg mener, at der der skal laves nogle særlige initiativer, og det kan man gøre i boligområderne.

Så kan man også være med til at skabe et bedre arbejdsmarked, så man sikrer, at folk f.eks. ikke mister deres arbejde på grund af sygdom. Det mener jeg er et andet sted man skal gå ind. Men jeg mener faktisk ikke, at den måde, vi løser udfordringer på, er at lave en ny lov, og som laver en overordnet paraply. Jeg synes faktisk, at den her regerings regeringsgrundlag har været meget bredt, og det kunne f.eks. handle om værdighed for udsatte borgergrupper. Så jeg synes, det er den vej, man skal gå.

Spørgeren.

Hvad er så det positive ved klimaloven, hvor vi rent faktisk sætter nogle målsætninger? Det er jo målsætninger, vi allerede har forpligtet os til i forhold til FN's verdensmål, og det her er jo en oversættelse af det, vi gør på klimaområdet, hvor vi også laver særlige initiativer, f.eks. inden for landbrugsområdet, eller vi gør det inden for uddannelsesområdet eller senest med den aftale, vi sammen har lavet om en grøn fond. Så det her er noget, der er lige så strukturelt og grundlæggende, og det handler om fattigdom, og det har kæmpe konsekvenser. Så kan ordføreren ikke også se nogle positive takter i at gøre det her?

Ordføreren.

Jo, hvis jeg skal svare oprigtigt og ærligt på ordførerens spørgsmål her, og hvis jeg skulle sige, at der kunne være noget, der var fornuftigt, så er det, at noget af det, vi ved, er, at det, når børn vokser op i økonomisk fattigdom, også når det drejer sig om forholdsvis kort tid, har et indflydelse på, hvordan resten af deres liv er, og kan sådan en lov understøtte noget, kunne det måske give et positivt output.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil virkelig gerne prøve at forstå, hvad det er, der gør, at Socialdemokraterne mener, at brandslukningsøvelser og nogle gange hovsaløsninger virkelig skulle være svaret på de kæmpe udfordringer, som titusindvis af familier står over for. Det er, som om Socialdemokraterne godt vil være med til at løse det, når problemerne bliver store nok. Et eksempel på det kunne være sidste år ved juletid, hvor man så gik ind og gav nogle penge. Det var ganske få penge i forhold til det, der var brug for, men det var dog bedre end ingenting.

Hvad er det, der gør, at man i Socialdemokratiet ikke siger, at det, der er brug for her med sådan en kæmpestor samfundsudfordring, selvfølgelig er en samlet indsats, sådan at man ikke, når vi kommer til sommer, når vi kommer til skolestart, når vi kommer til jul, hver gang ligesom prøver at løse det der? I forhold til den her måde at drive politik på ender det jo for ofte med, at man giver en tørstende mand en seddel, hvorpå der står vand. Det løser jo ikke problemet. Så der kunne man gå ind for en samlet indsats, hvilket er det, som beslutningsforslaget lægger op til, i stedet for den der brandslukning.

Ordføreren.

Grundlæggende mener jeg faktisk, at ordføreren har et skævt billede af det. Jeg tror, at utrolig mange brandmænd ville være rigtig kede af ikke at have haft en brandslukningsøvelse, inden de stod derude. Så jeg synes, det er et skævt billede at sætte op. Men jeg tror godt, jeg forstår ordføreren – ellers har han jo en replik mere – i forhold til hvad det er, han ønsker at sige, nemlig: Hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke som SF mener, at det her er et supergodt forslag, og hvorfor går vi ikke ind for det? Det prøvede jeg at give den forrige ordfører svar på. For os at se ville det her være en paraply af overordnet bureaukrati, og den her regering har prøvet at arbejde for at nedbringe bureaukratiet. Er der så problemer, vi skal adressere? Ja, der mener jeg, at ordføreren har ret.

Spørgeren.

Det handler jo slet ikke om bureaukrati. Det handler om en bred indsats på tværs af nationalt, kommunalt niveau og på tværs af sektorer, fordi fattigdom kan udspringe af mange ting. Selvfølgelig udspringer det jo af, at man mangler penge, men for mange familier er det ikke nødvendigvis altid det, der er den største udfordring; der er en række andre udfordringer. Derfor er det, at det her beslutningsforslag lægger op til, at nu laver vi en massiv, bred indsats. Det har ikke noget med bureaukrati at gøre.

Jeg synes, det er for fattigt at møde fattige familier med netop brandslukning, sådan noget: Okay, nu har vi skolestart, og der er brug for nogle ekstra penge til at starte op med at købe skoletasker, så vi giver lidt ekstra til børnefamilierne, og nu bliver det jul, så vi giver lidt ekstra – i stedet for at lave en bred, samlet indsats hen over en længere årrække.

Ordføreren.

Altså, nu er det jo ikke så tit, ordføreren og jeg sådan diskuterer, for ordføreren er på et andet område, end jeg er. Men et af de steder, jeg virkelig synes vi har gjort en forskel, er 10-årsplanen for psykiatrien, for hvis noget har betydning for familier som dem, ordføreren her skitserer, er det mennesker, som på en eller anden måde er presset af psykiatri.

Det har vi valgt at adressere med massive penge og med en indsatsplan, der retter sig ind mod psykiatrien. Det synes jeg faktisk er ordentligt.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det er jo ret gode tider i Danmark. Altså, der er virkelig, virkelig mange mennesker i arbejde, og langt de fleste er ved muffen og har nogle rigtig, rigtig gode muligheder. Men i en tid, hvor så utrolig mange af os er så velstående, er der børn på bunden af samfundet, hvis forældre ikke har råd til medicin. Der er ikke rigtig råd til børnefødselsdage, der er mange mangler, og undersøgelserne viser jo om de børn, at mange af dem er præget af den fattigdom resten af deres liv, er mindre tilbøjelige til at få et arbejde, er mere tilbøjelige til at blive syge og er mere tilbøjelige til at leve et dårligere liv.

Nu er der et forslag, der vil halvere andelen af fattige danskere inden 2030, og vi kan gøre det. Her i Folketinget kan vi gøre det. Vi kunne sige ja nu, og så kunne vi lave en plan for det, og det siger Socialdemokraterne nej til. Hvorfor dog det?

Ordføreren.

Men Alternativet har jo ikke ret i, at det er en plan. Det her er jo et forslag til en lov. Jeg synes ikke, det er vejen frem. Jeg synes, som ordføreren siger, at vi skal adressere nøjagtig de problemer.

Jeg synes, at vi skal sikre, at mennesker ikke bliver ramt af psykiatriske diagnoser. Jeg synes, vi skal prøve at lave et arbejdsmarked, man ikke bliver syg af. Jeg synes, at man skal sikre, at børn, der vokser op i udsatte boligområder, får en understøttelse. Jeg synes, at kriminelle unge mennesker eller dem på vej til kriminalitet skal have et fritidsjob og lommepenge, sådan som beskæftigelsesministeren har foreslået.

Jeg synes, der er en lang række indsatser at lave, men at sige, at Socialdemokratiet ikke ønsker at gøre noget, bare fordi man ikke er enig i ordførerens måde at gøre det på, er simpelt hen forkert. Sådan er politik jo også, altså at vi ikke nødvendigvis er enige om metoderne. Jeg erkender da, at vi da er nødt til at adressere de udfordringer, der er, og det har jeg da i den grad også været med til, mens jeg har siddet i Folketinget.

Spørgeren.

Grunden til, at det skal være en lov, er jo netop, at man ikke bare kan stå på talerstolen og sige: Jeg synes, jeg synes, og vi mener, og sådan skal vi gøre, og det vil vi gøre, og jeg synes, og jeg synes.

Det er jo derfor, vi skal have en lov. Det er jo derfor, vi skal have en lov, der forpligter os. Jeg vil garantere for, at alle de ting, ordføreren synes, ikke kommer til at halvere fattigdom inden 2030. Det kan være, ordføreren vil garantere mig for, at det gør det, og så vil jeg da være rigtig glad for hele den her debat.

Ordføreren.

Jeg bliver faktisk lidt skuffet, for vi har også sammen forhandlet en 10-årsplan for psykiatrien, vi har sammen forhandlet forskellige ting på børneområdet, vi har prøvet at skabe fundamenter for, i hvilken retning vi skal gå, så der netop bliver taget hånd om de udsatte og de sårbare, og vi er i gang med at kigge på en værdighedspolitik. At jeg ikke er enig i, at det her er vejen frem, er jo fair nok, men lad os adressere problemerne.

Dermed tak til ordføreren fra Socialdemokratiet. Næste ordfører er fra Venstre og hedder fru Linea Søgaard-Lidell. Værsgo.

Tak for det. Vi behandler i dag et beslutningsforslag, der handler om fattigdom, og som har nogle konkrete forslag til, hvordan man kan sætte ind over for fattigdom, bl.a. en officiel fattigdomsgrænse, måltal for fattigdom, et fattigdomsråd og en handlingsplan.

Jeg forstår til fulde ordførernes ønske om at arbejde langsigtet for at hæve folks indkomstniveau og særlig at fokusere på børn, der vokser op under svære kår. Men selv om jeg anerkender ønsket bag forslaget og også alvoren i den situation, som nogle mennesker og familier står i, støtter Venstre ikke forslaget her.

Vi har i Danmark et højt niveau af offentlige serviceydelser og også et ydelsessystem, som sikrer et forsørgelsesgrundlag for dem, som har svært ved at forsørge sig selv eller sin familie. Og så er det jo vigtigt, at vi løbende har et politisk fokus på, at der er gode muligheder for at blive en del af det arbejdende fællesskab. Vi mener, at udsathed kan være mange ting og ikke nødvendigvis kun kan måles på økonomi. For os er det vigtigt, at vi i samfundet har lige muligheder og frihed til at udfolde os i livet.

Jeg mener sådan set, at vi har en udfordring med social mobilitet. Vi er ikke gode nok til at bryde den negative sociale arv i Danmark, selv om vi burde være det med folkeskolen og uddannelsesmuligheder og meget mere. Her bør fokus være på at sikre, at forældre er i arbejde og deltager i frivillige, forpligtende fællesskaber. Derfor er vi i Venstre også rigtig glade for, at vi med regeringen får indført målrettet fritidstillæg, så børn af en kontanthjælpsmodtager også får mulighed for et aktivt og godt fritidsliv og at deltage i det vigtige fællesskab i foreningerne.

Det er også derfor, vi egentlig er meget optaget af at skabe bedre muligheder for, at unge kan få et fritidsjob. Det er sundt at lære, at pengene ikke kommer af sig selv. Det lærer en meget om fællesskab og ansvar, ligesom man jo også trives bedre, når man bidrager. Det tror vi kan påvirke unges livsbane positivt.

Så selv om forslaget bringer et vigtigt emne op, er vi ikke enige i, at vi løser udfordringerne med de foreslåede tiltag. Tak for ordet.

Fru Victoria Velasquez, Enhedslisten.

Tak til ordføreren for talen. I går var vi i Beskæftigelsesudvalget i Aarhus, og der hørte vi bl.a. en borger fortælle med stolthed om forskellene i forhold til at være kommet væk fra kontanthjælp og faktisk være kommet i arbejde og kunne forsørge sig selv. Det er en borger, der kommer fra en gruppe, som Venstre nogle gange er lige slem nok til at udskamme, og der tænker jeg bare, det næsten kan lyde, som om det skulle være et mål i sig selv for nogle at være på kontanthjælp. Jeg oplever det fuldstændig modsatte. Altså, folk vil virkelig gerne, selvfølgelig, have en økonomi, der gør, at man kan få tingene til at hænge sammen og have et arbejde. Til trods for at rigtig mange siger, de faktisk gerne vil det, er der mange, der ikke er det, og hvorfor er de ikke det? Det kan der være forskellige årsager til. Nogle gange kan det være en arbejdsgiver, der ikke vil ansætte en. Andre gange kan det være, det er helbred, sprog eller sociale udfordringer. Men lad os tænke tingene sammen. Det er det, det her handler om. Det er at lægge en plan. Så, Venstre, vil I ikke være med til at lægge en plan?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, hvad ordføreren refererer til, når hun taler om, at jeg skulle være i gang med at udskamme nogle. Det synes jeg absolut ikke jeg gør. Jeg er sådan set også af den overbevisning, at alle mennesker gerne vil bidrage og også gerne vil forsørge sig selv. Jeg er også af den overbevisning, at ikke alle er i stand til at forsørge sig selv, og derfor synes jeg jo også, det er fint, at der er kommet den her afklaringsret i den nye kontanthjælpsaftale. Derfor er jeg også glad for, at det sociale frikort er blevet gjort permanent, så dem, som ikke passer ind i kasserne på arbejdsmarkedet, alligevel får mulighed for at bidrage med det, de kan, og få den glæde, det er at tjene sine egne penge og også føle, at man bidrager med en konkret opgave i en ramme, som man kan være i. Det er jo vigtigt, at vi har et fleksibelt arbejdsmarked, så dem, som er på kanten af arbejdsmarkedet, også har mulighed for at blive en del af det arbejdende fællesskab.

Spørgeren.

Men f.eks. det sociale frikort drejer sig om 10.000 af de mest udsatte borgere. Det er en langt større gruppe, som lever i fattigdom. I forhold til afklaringsretten vil jeg sige, at den ikke handler om at få lov til at komme ud af kontanthjælpssystemet, det er jo ikke en afklaringsgaranti, og det er det, som jeg savner.

Jeg kan faktisk rigtig godt lide den intention, jeg i hvert fald fornemmer kommer i det svar fra ordføreren af, og det er det, som jeg gerne vil have med ind i visionerne om en plan. Det kan godt være, vi er uenige om, hvordan man så gør det, men vi burde jo være enige om, at vi gerne vil fattigdommen til livs, at vi faktisk gerne vil af med det her problem, og så lave en plan for det. Vil Venstre være med til det?

Ordføreren.

Vi er i hvert fald også meget optaget af at hæve danskernes indkomstniveau, og at dem, som har lave indkomster, har en mulighed for at tjene noget mere og også forsørge sig selv bedre.

Så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Hvilke refleksioner har fru Linea Søgaard-Lidell omkring Krakas rapport, der viser helt sort på hvidt, at samfundet går glip af utrolig meget arbejdsudbud, at vi går glip af mennesker, der tager de relevante uddannelser, og at investering i de mennesker, der har mindst, faktisk godt kan betale sig? Her kan man altså ikke, som Venstre ofte gør, slippe af sted med floskler om, at man skal være en del af det arbejdende fællesskab. Det lyder godt, men virkeligheden er jo også, at selv om vi har en historisk høj beskæftigelse i Danmark, er antallet af fattige børn i forhold til det kun faldet marginalt. De her familier kan ikke leve af, at man bare, som Venstre gør, siger, at I familier skal komme ud og være en del af det arbejdende fællesskab. Man bliver nødt til at investere i de mennesker, der har mindst. Men altså, hvad er ordførerens refleksioner omkring Krakas rapport, der viser, at det faktisk netop er en investering i de her mennesker, der vil give et kæmpemæssigt samfundsmæssigt afkast?

Ordføreren.

Det er svært for mig her fra Folketingets talerstol at reflektere over en rapport, som jeg er lidt i tvivl om. Det er i hvert fald ikke en, som jeg lige har præsent i hovedet. Men jeg mener, det er vigtigt, at der er mulighed for at blive en del af det arbejdende fællesskab, og også, at vi skal arbejde for, at der er rammer for, at dem, som ikke er en del af arbejdsmarkedet, har en god mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet.

Hr. Karsten Hønge.

Så sangen om det arbejdende fællesskab er også den sang, man har tænkt sig at synge, når de tusindvis af familier, der ikke kan få pengene til at slå til, og som af forskellige grunde kan være låst fast i fattigdom, til sommer igen skal søge om at komme på lejrskole, igen skal søge om hjælp til skolestart og igen skal søge om hjælp for at kunne få økonomien i juletiden til at hænge sammen. De familier kan jo ikke andet end at opfatte det nærmest som en arrogance, hvis det er det svar, man giver, og man siger til dem, at I skal være en del af det arbejdende fællesskab, når vi i dag kan se, at fattigdom låser mennesker fast af forskellige grunde.

Tak. Ordføreren.

Jeg er sådan set enig i, at der kan være forskellige grunde til, at du ikke har mulighed for at forsørge dig selv eller din familie. Det er ikke min hensigt at udtrykke en arrogance, og det synes jeg sådan set heller ikke Venstre plejer at gøre. I forhold til en overgang må jeg henvise til det svar, ministeren kom med tidligere.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, og tak for talen. Det er jo sådan, at vi lever i en markedsøkonomi, hvor arbejdsløsheden svinger op og ned. Da jeg var 18, 20, 22 år, var der, så vidt jeg husker, 20 pct. ungdomsarbejdsløshed i Aarhus, og der var generelt stor arbejdsløshed i samfundet. Det var ikke, fordi folk var syge, eller fordi folk ikke kunne tage et arbejde. Det var simpelt hen, fordi ledighed hørte til markedsøkonomien. Så i perioder er der rigtig, rigtig mange mennesker, der skal være ledige. De kommer formentlig igen – hvis altså ikke ordføreren tror, at den her højkonjunktur kommer til at vare for evigt.

Så det vil sige, at vi også taler om fremtidig mennesker, uforskyldte arbejdsløse i alle fag, som ved de her overførselsindkomster bliver meget, meget fattige, og som vi risikerer at få mange, mange flere af. Tænker ordføreren ikke, at det kunne være nødvendigt også at hjælpe dem til i fremtiden ikke at skulle være så fattige, hvis de bliver ledige?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at ledighed svinger. Der kan være mange grunde til, at du mister dit arbejde, også i perioder. Vi kan også se, at der i Danmark kan være arbejdspladser, som lukker på grund af den udvikling, der er i verden, og at folk, som egentlig havde et godt arbejde, nu enten skal se sig om efter et andet arbejde eller måske flytte sig for at finde et andet arbejde. På den måde udvikler verden sig jo.

Jeg tror sådan set, at det bedste, vi kan gøre, er at sikre, at dem, som mister deres arbejde, har gode muligheder for at finde et nyt. Og den udvikling i samfundet må jo være vores fokus.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen så tror jeg ikke, at ordføreren har forstået, hvad jeg sagde. For der er perioder – lange perioder – hvor vi ikke kan sikre det. Der er lange perioder, hvor vi ikke kan sikre arbejde til alle, og hvor hundredtusinder er ledige i uforskyldt ledighed. Hvorfor skal de dog være så fattige, når det ikke er deres skyld – når arbejdsløsheden er en indarbejdet del af vores markedsøkonomi?

Ordføreren.

Som jeg har opfattet det beslutningsforslag, som vi behandler, handler det jo ikke om at fremtidssikre samfundet mod, at der potentielt er nogle, der mister deres arbejde, fordi ledighed går op og ned, men om at halvere andelen af fattige danskere inden 2030 sammenlignet med 2022. Så det mener jeg sådan set lidt er noget andet.

Dermed tak til ordføreren fra Venstre. Næste ordfører er fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Jeg kan starte med at hilse fra De Konservative og sige, at de er imod.

Forslaget her handler om at pålægge regeringen inden udgangen af folketingsåret 2024-25 at fremsætte et forslag til lov om fattigdom, der indeholder en officiel fattigdomsgrænse og en målsætning om at halvere andelen af fattige danskere inden 2030 sammenlignet med 2022, herunder en halvering af børn i fattigdom, og skal medføre, at der nedsættes et fattigdomsråd. Herudover vil man pålægge regeringen at fremlægge en konkret handleplan for bekæmpelse af børnefattigdom.

Danmarksdemokraterne er ikke enige i, at der er behov for ny lovgivning eller en fattigdomslovgivning. Vi er opmærksomme på i Danmarksdemokraterne, at udsathed kan komme til udtryk på mange måder. Udviklingen følges også nøje via årlige publikationer og opgørelser, herunder også fra ministerierne, samt analyser fra Danmarks Statistik. Danmarksdemokraterne mener derfor, at der er en bred dækning i forhold til forholdene og udviklingen for forskellige grupper, der er i risiko for udsathed.

For Danmarksdemokraterne handler det også om mere og andet end økonomi. Vi er optaget af at sikre gode vilkår for børn og deres familier. Det er vores overbevisning, at det er vigtigt for børnefamilier med manglende ressourcer, at forældrene hjælpes i arbejde eller uddannelse og får hjælp til at forsørge sig selv. Danmarksdemokraterne vil meget gerne være med til at skabe flere og bedre initiativer til at få forældre, der på offentlig forsørgelse, i arbejde, da det er det bedste, man kan gøre for børnene. Det er vigtigt, at børn og unge ser deres mor og far stå op om morgenen og gå på arbejde. Det lærer børnene, at det har en værdi at arbejde, og dermed skaber det også større sandsynlighed for, at børnene senere kommer i arbejde.

Forebyggelse, uddannelse og beskæftigelse er nogle vigtige faktorer, men det er ansvar for eget liv også. Har vi så det perfekte system? Nej, det har vi ikke. Meget kan fortsat gøres. Desværre er der stadig for meget siloopdeling, sådan som vores system er skruet sammen. Alt for mange får ikke den rigtige indsats, der er brug for. Det er klart, at når mennesker er ramt af sygdom og andre kriser som dødsfald, skal de hjælpes. Vi har selv herinde i Folketinget vedtaget sorgorlov til forældre, der mister et barn.

Men udgangspunktet er også, at alle kan noget. Og så handler det også om ansvar for eget liv, og hvordan man bruger og prioriterer de midler, man har til rådighed. Som der tidligere er blevet sagt i dag, er der også iværksat flere initiativer på socialområdet. Der er i dag i debatten blevet nævnt frikortet, midlertidig julehjælp osv. Vi har også tidligere sat midler af, og kommunerne har også mulighed for i dag at yde yderligere tilskud til fritidspladser, altså til kontingent til fritidsaktiviteter.

Så med disse ord kan Danmarksdemokraterne ikke støtte op om det forslag, der foreligger.

Fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten.

Tak til ordføreren for talen. Siloopdeling, andre ting end ydelser, alle kan noget. Det er noget af det, jeg hørte var i ordførerens tale. Det er jo faktisk også noget, jeg synes er indeholdt i det her beslutningsforslag. Der står ikke noget om, at ydelserne eksempelvis skal hæves. Der står, at vi skal sætte os et mål i forhold til at få halveret fattigdom. Det er netop en måde, hvor det handler om at bryde silotænkningen og faktisk tænke helheden ind i det, og derfor synes jeg, at flere af de ting, som ordføreren rejser, netop taler ind i, hvorfor det her giver så god mening. Vi skal jo væk fra, at det er julehjælp, som er det, der sporadisk er en håndsrækning. Det er netop det her med at skabe fundamentet i forhold til at kunne få gode, trygge liv, hvor alle kan noget og får mulighed for at kunne blomstre, og hvor det, at du har et handicap, eller at dine forældre bliver ramt af arbejdsløshed eller noget helt tredje, ikke er det, der pludselig betyder, at du ender i armod. Så skal vi ikke lave en plan for det?

Ordføreren.

Enhedslisten er vilde med planer. Men det er sådan i dag, at vi har lovgivning på forskellige områder, og nu kan jeg se, at der også er forskellige ordførere, beskæftigelsesordførere, socialordførere, og der er også en socialminister. Det havde måske været en idé at indkalde til en forespørgselsdebat, hvor man havde flere ministre med, hvis det var den vej, man ønskede at gå, men det kan ordføreren jo overveje. Så er det jo sådan i dag, at efter retssikkerhedsloven er kommunalbestyrelsen i dag jo forpligtet til at behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes inden for lovgivningen, herunder også den sociale lovgivning og også andre lovgivninger. Jeg tænker tit og ofte, at hvis man fulgte den lovgivning og de gode intentioner, man somme tider har haft herinde, når man har vedtaget lovgivning, og fik dem ordentligt implementeret derude, kunne det også være, at man havde fokus på den mere helhedsorienterede indsats i forhold til bl.a. de kommunale indsatser.

Spørgeren.

Men det er jo det, det her handler om, nemlig at sætte sig et mål og sige, at nu handler vi faktisk på det, nu sørger vi for sammen at finde ud af, hvordan vi kommer det her til livs. Det kan jo sagtens være, det også er at se på eksempelvis kommunernes rolle i forhold til de her dele. Men der er jo også nogle andre ting, som ikke er noget, der har med kommunerne at gøre. Jeg tænker bare, hvad Danmarksdemokraternes svar ellers er på, hvad vi gør i forhold til de danskere, som lider afsavn. Det er noget, der beskrives i VIVE-rapporter og andre rapporter, hvor vi kan se problemet i forhold til mad, aktivt frihedsliv, passende tøj og de her ting. Hvad gør vi så?

Ordføreren.

Jeg kan huske, at KL for år tilbage kom med en kæmpe plan, og den hed »Investér før det sker« Den handlede om, at man ville sætte ind, før det gik helt galt. Der kommer det med forebyggelse ind igen. Jeg tænker, at meget kan gøres dér. I øjeblikket kører der et dokumentarprogram om unge, børn og efterværn. Jeg vil sige, at efter det 18. år, er der ikke noget efterværn, og de kommer ud til ingenting. Der er mange måder, man kan sætte ind på.

Hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Jeg deler jo fuldstændig fru Karina Adsbøls bekymringer over den her måde, som man tit griber politik an på. Det er sådan delt op i sektioner eller siloer. Men det her beslutningsforslag er jo netop et forsøg på at se på fattigdom med en bred indsats, for der er forskellige årsager til, hvad fattigdommen udspringer af.For nogle er det ren økonomi, for andre kan det være forskellige andre ting, de kan være fanget i.

Herunder er der jo også noget, som jeg da ved betyder meget for Danmarksdemokraterne, nemlig at vi skal have et Danmark i balance. En af de ting, jeg tror at det er nødvendigt at bryde ned, er skellet mellem nationalt niveau og kommunalt niveau i forhold til de sektioner, der er, altså det, at fattigdommen jo i høj grad er udbredt i vores landdistrikter. Så jeg vil da opfordre fru Karina Adsbøl til at gå ind i debatten med det der brede perspektiv, både i forhold til sektioner, men da netop også i forhold til det, at mange i vores landdistrikter er fanget i fattigdom.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig også, at jeg går ind i debatten. Det er også derfor, jeg står på talerstolen nu, hr. Karsten Hønge. Jeg er helt enig med ordføreren i, at et Danmark i balance er utrolig vigtigt, men det er jo også vigtigt, at når man går hen og bliver syg, arbejdsløs eller andet eller man kommer ud for nogle kriser i sit liv, så er der nogle indsatser, og det er jeg helt enig med ordføreren i. Der er også forskellige indsatser i dag, men ofte er det jo sådan, at hjælpen kommer for sent, eller at man ikke får den rette indsats fra starten.

Så jeg er helt enig i, at der er flere ting, der kan gøres på området, men jeg er simpelt hen ikke enig i, at vi skal have en fattigdomslov. Jeg er enig i, at vi skal hjælpe forældrene til at få sig et arbejde, og det kan også være, at man skal have fokus på noget i forhold til uddannelse og efteruddannelse og andet.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg lagde mærke til, at fru Karina Adsbøl i sin ordførertale sagde, at det også handler om, at mennesker skal tage ansvar for deres eget liv. Hvordan gør man det som et fattigt barn?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke med hr. Karsten Hønge; jeg snakker især om fattige børn. Men jeg tænker, at det, ordføreren mener, er, at der kan være nogle forældre med små midler og børn, som de så skal forsørge, og der kan man måske have svært ved at få pengene til at slå til.

Altså, det med at tage ansvar for eget liv har vi jo hørt rigtig mange gange. Bl.a. har jeg tidligere, da jeg var socialordfører, set folk i nogle livssituationer, hvor de så har sagt: Det er ikke det, der skal bestemme; jeg vil videre. Det er der nogle der kan gøre, og så er der andre, der står i en anden situation. Mennesker er forskellige, og det afhænger jo af deres forskellige livssituationer, hvor man skal sætte ind.

Tak til Danmarksdemokraterne. Næste ordfører er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Fattigdom rammer iskoldt. Bare et enkelt år i et barns liv, som henslæbes i fattigdom, betyder markant ringere chancer senere i livet, og i Danmark vokser ca. 110.000 børn op i fattigdom eller på grænsen til fattigdom. De børn har gennemsnitligt 15 pct. risiko for også at leve i fattigdom og ikke have gennemført en ungdomsuddannelse, når de fylder 25 år. Det viser en rapport fra tænketanken Kraka. Det er dokumenteret, at 47.000 børn lige nu vokser op i familier, som lever i egentlig fattigdom, og Danmarks Statistik har dokumenteret, at over 200.000 mennesker lever i fattigdom.

Hvad vil det så sige at være fattig i Danmark? Det betyder bl.a., at hver femte fattig ikke tager offentlig transport, at knap hver sjette ikke spiser tre måltider om dagen, at hver syvende ikke køber lægeordineret medicin, og at hver ottende har svært ved at afholde handicapudgifter. Fattige børn har langt flere afsavn end andre børn. Hver tredje fattige barn har fritidsafsavn, hver fjerde fattige barn har afsavn i forhold til beklædning og fodtøj, og knap hver fjerde fattige barn har afsavn i forhold til bolig og indbo. Det er dokumenteret utallige gange af ROCKWOOL Fonden, Kraka, VIVE, AE-rådet, Cevea og andre professionelle med indsigt. Midt i vores velfærdssamfund lever tusinder af familier med daglige valg mellem mad, medicin, tøj og andre basale fornødenheder. Det er rystende, og det er på tide med handling.

Til Dagbladet Information siger chefen for Kirkens Korshær, Jeanette Bauer: »Der er stadig tusindvis af mennesker i fattigdom, og vi oplever det hver dag i vores sociale arbejde.« Fattigdom i barndommen trækker spor ind i voksenlivet, som en rapport fra AE-rådet hed, og det er dokumenteret, at med fattigdom følger større sandsynlighed for, at man ender uden uddannelse, med kortere uddannelse, med længere perioder som arbejdsløs og med større sandsynlighed for at blive førtidspensionist. Børn af fattige familier har ca. 60 pct. større risiko for at ende som førtidspensionister allerede som 30-årige. Derudover er følgerne dårligere fysisk og psykisk helbred.

Men er der så overhovedet fattigdom i Danmark? Hvis man skulle være i tvivl, skal man bare se på de længere køer til julehjælp og på ansøgningerne om at komme på sommerlejr arrangeret af sociale foreninger. Det interessante er jo ikke, som vi så ofte hører fra borgerlig side, at man sammenligner fattigdom med andre lande, der har helt andre betingelser. For det er jo rigtigt, at vi da ikke har fattigdom i Danmark sammenlignet med Congo eller Ækvatorialguinea, men den sammenligning giver bare ingen mening. Det, der slår igennem, hver gang man måler, er den relative ulighed i et samfund, herunder den relative fattigdom – lige samfund klarer sig på alle områder bedre end ulige samfund. Fattigdom har først og fremmest store menneskelige omkostninger, men det er også skidt ud fra et købmandsperspektiv. Der er nemlig et stort samfundsmæssigt potentiale i at investere i dem, der har mindst.

Det er hårdt for mennesker, som lever under fattige vilkår, men ulighed er også et møllehjul om halsen på ethvert samfund. I Vesten er lige samfund de ulige klart overlegne, og lige samfund scorer bedre på væsentlige områder som levealder, uddannelsesniveau, børnedødelighed og i forhold til selvmord, indsatte i fængsler, teenagegraviditeter, tillid, overvægt, mentale sygdomme, narkomani, socialt mobilitet og børnevelfærd. Relativ fattigdom slår hårdt igennem for alle borgere, og også de bedst stillede opnår bare betydelige fordele ved at leve i et samfund med mindst mulig forskel på fattige og rige. Omfordelingen er altså også til fordel for de mennesker, som betaler mest. Fattigdom fører kun en vej, og det er til apati og opgivenhed. Ulighed river samfund fra hinanden.

Det her beslutningsforslag er i sin form inspireret af klimaloven. Gennem bindende mål forpligter fattigdomsloven Folketinget til at halvere antallet af fattige inden 2030, og for at vide, om det lykkes, og som kompas undervejs er det nødvendigt med en officiel fattigdomsgrænse baseret på oplysningerne fra Danmarks Statistik. Som generalsekretær for Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen siger:

»Det er glædeligt, hver gang et barn løftes ud af fattigdom, men det er samtidig værd at bemærke, at mere end 47.000 børn lever i fattigdom i en tid, hvor arbejdsløsheden er historisk lav. Det viser jo, at de her familier har andre problemer end arbejdsløshed.«

Det er lige præcis derfor, at der er brug for en bred indsats. Fattigdom er en tatovering, som er svær at vaske af senere i livet. Børnene sakker bagud på point i forhold til deres kammerater, og opvækst i fattigdom trækker spor langt ind i voksenlivet. Det betyder, at færre får en uddannelse, at uddannelserne er kortere, at arbejdsløshedsperioderne er længere, og at der er større risiko for at havne på førtidspension.

Jeg synes faktisk, at de tre regeringspartier ligner de her tre figurer, I kender, altså de her tre aber; en holder sig for ørerne, en for øjnene, og en for munden. Der er brug for handling, før vi kan se os selv og fattige børn i øjnene. Velfærdssamfundet skal måles på, hvordan vi behandler de svagest stillede, og det er ikke godt nok. Så er det jo dejligt at kunne se undersøgelse fra Epinion, der viser, at 62 pct. af befolkningen ønsker at gøre mere ved fattigdom. SF mener, at alle skal have fair odds i livet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jamen uha, det står virkelig frygteligt til, hvis vi lytter til SF's budskaber. I LA ser vi noget mere optimistisk på det, for det er jo ikke sådan, at vi får flere og flere fattige hverken på verdensplan eller i Danmark. Tværtimod går det jo stille og roligt den rigtige vej, altså at vi får færre og færre fattige. Er ordføreren slet ikke enig i det?

Ordføreren.

Det, der er interessant at se på her, er det fald, der har været i børnefattigdom – hvad der heldigvis har været, og jo altid helt og fuldstændig uden deltagelse fra Liberal Alliance, der jo ikke på den måde har vist unødigt overskud for at se på de familier, der har det sværest – og at vi, som Johanne Schmidt-Nielsen fra Red Barnet siger, står i en situation med historisk god beskæftigelse. Så selv om antallet af fattige børn er faldet, er det ikke faldet tilnærmelsesvis med det, der er brug for. Det går jo rigtig godt i Danmark på mange måder. Der er rigtig mange, der klarer sig rigtig godt. Det, vi er samlet om i dag, er, hvad vi kan gøre ved fattigdom og altså specifikt ved børnefattigdom. Og vi kan jo godt have en optimistisk tro på vores samfund generelt, hvad jeg har, og så samtidig se realiteterne i øjnene, og de er iskolde på bunden af samfundet.

Spørgeren for enden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, det er meget interessant, hvorfor SF gerne vil male så dystert et billede som det, vi lige har hørt ordføreren bruge sin ordførertale på, når der faktisk er rigtig meget positivt, man i stedet for kunne sende ud af budskab, bl.a. til alle de børn og unge, som ordføreren jo nævner. Her kunne man da – i stedet for at sige: Uha, du kan faktisk ikke rigtig rykke dig ud af situationen selv igennem dit liv; du havner nok et rigtig dårligt sted – vælge at tale til det, der kan få folk til at løfte sig et andet sted hen.

Ordføreren.

Fattige børn kan ikke leve af jubeltaler. Der er så mange andre situationer, hvor vi har gode grunde til at være glade og optimistiske i Folketinget. Her taler vi om en iskold social virkelighed, som jeg godt ved virker fremmed for Liberal Alliance, men der er altså bare tusinder af børn, som er meget bekymrede over, hvordan de skal klare sommeren, hvordan de skal klare julen, og mange af dem er holdt fast i forskellige omstændigheder. Det handler ikke kun om at give flere penge. Det handler om en række forskellige udfordringer, som jeg nu også kan citere fra alle de mennesker, der ved, hvor skoen trykker. De ved godt, at der er brug for det.

Tak. Tiden er gået. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for talen, som jeg måske ikke så overraskende syntes var rigtig god. Det kommer bare virkelig meget op, at arbejde skulle være et værn mod fattigdom. Hvis vi kigger på de seneste tal, kan vi se, er hver femte danske unge faktisk i risiko for at ende i fattigdom, til trods for at de får fuldtidsarbejde, og det er platformsarbejde og nultimerskontrakter og rigtig mange andre ting. Vi har også lige set, at i forhold til dem, som er unge og ikke er i arbejde, er der to faktorer, som de har tilfælles, og der er den ene, at en af deres forældre er på overførselsindkomst. Så jeg vil bare høre ordføreren: Hvad er modsvaret til det med, at hvis man bare får et arbejde, så er det et værn mod fattigdom?

Ordføreren.

Det interessante er, at det ofte hænger sammen på den modsatte måde. Så hvis man virkelig er optaget af, at vi skal have flere mennesker ind på arbejdsmarkedet, og hvis man virkelig er optaget af, at de her børn i de her familier skal have et arbejde engang, så er noget af det vigtigste, man kan gøre, at forebygge fattigdom og trække børnene ud af fattigdom. For de børn, der vokser op i fattige familier, har en betydelig mindre sandsynlighed for at få en uddannelse, men til gengæld har de en betydelig større risiko for at ende på førtidspension. Så i forhold til det med at blive en del af det arbejdende fællesskab bliver vi nødt til at investere i de fattige familier, så deres børn får en bedre start på livet. Det er faktisk det, der er udgangspunktet for, at man netop kan tage en uddannelse og bagefter få et job. Den her tvangstanke, der er hos nogle af de borgerlige partier, om, at man tror, at man kan kommandere de fattige familier til ikke at være fattige, og at de bare sådan skal tage sig sammen, og så kan de komme ud og blive en del af det arbejdende fællesskab, viser en total mangel på forståelse for de mekanismer, der kan holde mennesker fast.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning, værsgo.

Hvad søren – det er jo lige før, at det lyder til, at forslagsstillerne her har svaret på, hvordan man leverer kvalificeret arbejdskraft i fremtiden til arbejdsgiverne, nemlig ved netop at forebygge fattigdom, fordi vi ved, at bare et år i fattigdom bl.a. også har betydning for, hvad for en uddannelse man får osv. Jeg synes, at noget af det, der også er interessant, og som rigtig mange taler om, er ydelserne, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at ordføreren og undertegnede gerne så, at man skabte et mere sikkert sikkerhedsnet. Men er det ikke også rigtigt forstået, at der faktisk ikke står noget om ydelsesniveauet i det her forslag?

Tak. Ordføreren.

Jo. Det gør der bestemt ikke, for det ligger hos beskæftigelsesministeren, og hvis man går ind og diskuterer ydelser, går man ind i de forlig, der er lavet sidste år. Så derfor er det her igen et forsøg på at se fattigdom mere som sådan en helhedsudfordring. Og det er da rigtigt, at for nogle familier ville det her med at få flere penge kunne løse nogle ting her og nu, og det ville være nødvendigt. Men det er simpelt hen for ensporet at se løsningen på fattigdom som et spørgsmål om at hæve ydelserne. Det handler om en række af andre instrumenter, der skal tages i brug på tværs af det nationale og kommunale niveau og på tværs af sektioner. For det kræver en bred indsats at kunne gøre noget effektivt ved fattigdom.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Den ekstreme fattigdom i verden ser heldigvis ud til at være på vej til at forsvinde. For blot 50 år siden levede halvdelen af verdens befolkning i ekstrem fattigdom. I dag er det kun en tiendedel af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom. Den internationale frie handel har ført til, at der er blevet færre og færre fattige i verden. Politiske mål om mindre fattigdom og verdensøkonomien har båret den globale levestandard et bedre sted hen.

Jeg sidder som dansk medlem i Den Interparlamentariske Union, og her er emnet fattigdom oppe at vende på hvert eneste møde. Særlig efter invasionen af Ukraine rører verdens fattigste lande på sig på IPU-kongresserne. Glem ikke os, er budskabet, og det er det også vigtigt, at Vesten husker, at man godt kan fokusere på verdens fattigste, samtidig med at der er krig i Europa. Ikke alene har vi forpligtet os til det; det er også en god, ædel, menneskelig og kristen værdi. Og geopolitisk er det også i vores interesse, for mens Vesten først havde travlt med at kæmpe krigen mod terror og nu er travlt optaget af krigen i Ukraine, gør Kina i al stilhed sine hoser grønne, særlig i Afrika. Vi har altså sikkerhedspolitisk interesse i at hjælpe verdens fattigste lande og samtidig hjælpe og inspirere dem til at vælge demokratiets og frihandelens vej til et bedre liv og en bedre verden. Nøglen til, at flere kommer ud af fattigdom, er altså primært vækst frem for omfordeling – også i Danmark.

Vi kan hurtigt blive enige om, at dansk kontanthjælp ligger meget langt fra de 1,9 dollars om dagen, dvs. cirka 13 kr., som Verdensbanken definerer som ekstrem fattigdom. Debatten om økonomisk fattigdom er grundlæggende lidt fjollet i Danmark. Økonomisk fattigdom bør tage udgangspunkt i en absolut grænse, hvor man f.eks. arbejder ud fra minimumsbudgetter som dem, ROCKWOOL Fonden udfærdiger. Uanset hvor man lægger grænsen, er man nødt til manuelt at sige, at studerende i hvert fald ikke hører med, for hvis man er fattig med x antal tusinde kroner om måneden, bliver man jo ikke mindre fattig af, at man går til forelæsninger og læser akademiske bøger. Derudover er de studerendes tilstand selvvalgt, midlertidig og med en su, der hører til blandt verdens højeste. Dette sætter netop to streger under, at fattigdom ikke kun handler om kroner og øre, men også om oplevelsen af muligheder i tilværelsen.

Liberal Alliance mener, at oplevelsen af fattigdom bestemt findes i Danmark. Den opleves af folk, som føler, at de ikke kan flytte sig nogen steder hen i tilværelsen, og som oplever, at de ikke kan ændre på deres situation, og at de er henvist til en statistrolle i eget liv. Den slags findes også for dem med så høje ydelser, at de er fri af enhver økonomisk fattigdomsgrænse. Der er dog i disse tilfælde tale om en følelse af fattigdom måske på grund af egne forbrugsvalg, men ikke altid på grund af faktisk fattigdom.

Det er derfor meget underligt at diskutere fattigdom på baggrund af fordelingsmål som eksempelvis halvdelen af medianindkomsten. Relativ fattigdom er bare et mål for ulighed, og Liberal Alliance synes ikke, at ulighed i sig selv er specielt interessant. Det handler om at skabe muligheder for gode liv til alle. Det er vigtigt i et rigt land som Danmark at huske på, at det ikke nødvendigvis er dem med flest penge, der lever de bedste liv. Liberal Alliance kæmper fortsat for en bedre velfærd, der gennem fri og fair konkurrence har borgeren i fokus og sikrer større frihed og ansvar til alle danskere. Men en fattigdomslov støtter vi ikke.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og det er først fra hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig, at fru Katrine Daugaard kunne prøve at være lidt mere konkret, med hensyn til hvordan det skulle kunne hjælpe børn, der i Danmark lever i familier, hvor de har meget svært ved at få enderne til at nå sammen økonomisk, og hvor de oplever daglige afsavn, at de får en henvisning til, at man har det endnu værre i Ækvatorialguinea. Altså, hvad er det for en logik, der gør, at man i Liberal Alliance kan mene, at det overhovedet kan hjælpe nogen børn i en fattig dansk sammenhæng?

Er ordføreren bevidst om, at ifølge hele den forskning, der ligger bag, er oplevelsen af relativ fattigdom faktisk det, der rammer? Hvis man lever i et samfund, hvor alle er forholdsvis lige, oplever man det faktisk mindre hårdt, end hvis man har flere penge, men i et meget ulige samfund? Er ordføreren opmærksom på de her mekanismer, altså at det jo ikke hjælper noget at sige til danske børn, at i forhold til objektiv fattigdom har de det godt, og at de derfor faktisk nærmest skulle til at tage sig sammen, kan jeg forstå, og ikke være så kede af det?

Ordføreren.

Nu spurgte jeg jo ordføreren før, om han anerkendte, at Danmarks fattige faktisk bliver rigere og rigere. Det fik jeg aldrig noget svar på. Men jeg kan da fortælle, at i 2022 faldt antallet af personer i relativ fattigdom med 19.100. Så det går jo den rigtige vej.

Så med hensyn til det her med, om det er uretfærdigt, at nogle har flere penge end andre, synes jeg egentlig, at det vigtige er, hvor vi sætter barren, i forhold til hvordan vi hjælper folk bedst muligt videre igennem livet. Og der mener jeg ikke, at den dommedagsretorik, vi lige har hørt fra SF's ordfører oppe på talerstolen, er særlig hjælpende for noget som helst – tværtimod.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Hvis det er dommedagsretorik, at vi ser på, hvordan den iskolde virkelighed ser ud på bunden af samfundet, så rammer Liberal Alliance igen her – ikke overraskende – fuldstændig forbi skiven. Jeg adresserer den virkelighed, som mange familier har. Og hvis ordføreren for Liberal Alliance skulle være i tvivl, kan man jo bare se på de kilometerlange køer af mennesker, der ønsker at få hjælp til sommer, til skolestart og til jul.

Så mener fru Katrine Daugaard, at det bare er forvænte typer, hvad det kunne være ifølge ordførerens retorik om, at man måske ofte har det bedre ved ikke at have så mange penge? Så Liberal Alliances svar til fattige familier er altså bare en skældud, en hån, og at de bare skal tage sig sammen.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Altså, det, at vi har fået færre fattige i Danmark, skyldes jo faktisk øget beskæftigelse og faldende arbejdsløshed. Når det er sagt, anerkender jeg bestemt, at inflationen har haft en påvirkning, som har været negativ. Og vi har f.eks. i årevis foreslået, at overførselsindkomsterne skal følge inflationen i stedet for arbejdsudviklingen, eller hvad sådan noget hedder. Så LA's politik kunne da have hjulpet dem i de her år.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Ordføreren refererer til minimumsbudget, og det er jo faktisk positivt. Jeg tror måske ikke, at ordføreren er opmærksom på det, men faktisk bliver der henvist til minimumsbudgettet, når man taler om en relevant fattigdomsgrænse i Danmark. Men selv da vi lavede børnetilskuddet i den første aftale, der var, var der flere, som ikke engang komme op på mnimumsbudgettet. Og det, man skal huske her, er jo, at det er en ydelse, som kan give et sundt, men meget beskedent liv, som man kan klare inden for en kort periode, altså hvor der ikke pludselig er udgifter til et køleskab, der går i stykker, eller andet.

Derfor bliver jeg lidt nysgerrig. Jeg synes faktisk, det er rigtig spændende, at ordføreren nævner minimumsbudgetter. Generelt handler det her med at lave en laveste fællesnævner jo også om at sikre frihed og sikre tryghed og sørge for, at vi ikke får sådan noget, som man ser i »Forsvundne arvinger« eller alle mulige andre programmer, hvor man kan se, hvilke konsekvenser det havde at leve i armod.

Så anerkender ordføreren, at det at sikre en form for tryghed, hvor du ikke er i fattigdom, faktisk også er med til at skabe en af de vigtigste ting for frihed?

Ordføreren.

Rigtig meget af det, vi står og laver herinde hver eneste dag, er jo noget, der påvirker, om vi har mange fattige i Danmark eller ej. Og der ærgrer det mig jo, at venstrefløjens partier her er så optaget af omfordeling, når vi, hvis vi kigger på de sidste 100 år, fuldstændig faktuelt kan sige, at det, der virkelig har rykket folk ud af fattigdom, jo ikke er omfordeling, men er vækst. Der synes jeg, det er ærgerligt, at nogle af de partier, der netop har fremsat det her forslag, åbenbart ikke har styr på den slags fakta og derfor ikke bakker op om, at det selvfølgelig er reformer, der skal til, hvis vi gerne vil gøre danskerne rigere. Og det er jo i alle ender af spektret.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er jo vitterlig faktuelt forkert. Det, at vi har et konkret sikkerhedsnet, det, at vi rent faktisk har mere lige adgang til uddannelse, end de har rigtig mange andre steder, det, at vi rent faktisk sørger for, at det, at du bliver syg eller bliver ramt af arbejdsløshed, ikke er en til en det samme med, at alle ender ude på gaden, som det har været tilfældet før i historien, og som det er tilfældet andre steder i verden, er noget af det, som er med til at skabe et bedre samfund. Lighed er faktisk med til at sørge for, at vi står langt stærkere, og at vi også i forhold til de arbejdspladser, vi kommer til at lave osv., får en langt, langt bedre økonomi. Og det er med til at skabe frihed. Anerkender ordføreren ikke det?

Tak. Ordføreren.

Jeg anerkender, at det, der har skabt frihed og fortsat vil gøre det, er, at hvis du tager indkomststigningen for de 40 pct. laveste indkomster igennem de sidste 100 år, er det kun for 9,2 pct.s vedkommende, at fordelingspolitikken har løftet den stigning, mens det faktisk for 90,8 pct.s vedkommende er væksten, både den direkte og indirekte vækst, som har gjort, at vi faktisk har løftet de 40 pct. laveste indkomster i Danmark. Og det er selvfølgelig det, vi fortsat skal værne om og fortsætte med at gøre.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak for talen og optimismen, også i forhold til at skabe vækst osv. Det, jeg tænker er, at uanset at ordførerens tal er rigtige i forhold til den økonomiske udvikling osv. osv., er vi jo i en situation, hvor der er mange danskere – titusindvis; jeg kan ikke huske det; da vi drøftede kontanthjælpsloftet, var det måske 50.000 – som ikke kan arbejde. Det er socialt ramte, syge, fysisk syge, mentalt syge eller socialt udsatte, som simpelt hen ikke har en chance for det. Sådan som det ser ud i dag, bliver de simpelt hen så forarmede. De mennesker bliver fattige, rigtig, rigtig fattige, og de har ikke rigtig det der alternativ med at kunne arbejde.

Tror ordføreren ikke, at vi kunne gøre lidt bedre? Vi er et rigt samfund. Er der ikke nogen, der er blevet for fattige og har for lidt håb for deres børn og for få muligheder for at kunne deltage i det, som vi andre kan? Skal vi ikke prøve og se, om vi kan løse det?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg vil opdele mit svar i to. For hvis vi kigger på det i kroner og øre, mener jeg faktisk, at det bestemt er muligt at leve et rimeligt liv for det, som de omtalte grupper får udbetalt. Men det er bestemt ikke nemt, og det mener jeg egentlig heller ikke at det nødvendigvis skal være, men det skal selvfølgelig være på et ordentligt niveau.

Der, hvor jeg, tror jeg i hvert fald, er meget enig med ordføreren, er i forhold til den hjælp, som man kan have brug for på mange andre måder end kun i kroner og øre, og der synes jeg bestemt, at der er meget, vi kan gøre bedre – meget endda!

Jeg skal høre, om ordføreren ønsker sin anden korte bemærkning. I givet fald skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Ja, det synes jeg også. Der er jo mange, for hvem det er uforskyldt, som har været ramt af incest, vold, misbrug, sygdomme, som gør, at de ikke har en chance for at bidrage til arbejdsmarkedet og komme ind i fællesskabet. Der tænker jeg, at vi som land er så rige, at vi måske burde sikre en lidt mindre fattigdom. Det er rigtigt, at de mennesker ikke sulter; det er jo rigtigt, men der er mange, der lever et liv i social armod, og når vi er så rige, burde vi så ikke kunne løse det bedre?

Tak. Ordføreren.

Det er jo derfor, at vi i LA er meget optagede af at italesætte og debattere, hvad det er, kernevelfærd er. For det er jo lige præcis dem her, som vi mener vi skal bruge penge på og hjælpe ordentligt, og det kan vi jo i alt for stor grad se det offentlige ikke løfter tilstrækkeligt i dag. Alt for mange borgere skal kæmpe alt for længe om at få den hjælp, de berettigede til, og der skal vi have langt tidligere indsatser for de her mennesker.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Efter hr. Karsten Hønges tale i dag er jeg ret spændt på, hvilken af de tre aber jeg er. Dog vil jeg starte med at sige, at jeg i hvert fald er en optimistisk abe.

I Moderaterne deler vi det med forslagsstillerne, at fattigdom skal bekæmpes. Det virker også, som om at det er alle her i Folketingssalen enige om. Vi mener dog ikke, at løsningen skal findes gennem yderligere generel lovgivning, fastsættelse af en fattigdomsgrænse, handleplaner eller nedsættelse af et fattigdomsråd.

For mig at se har regeringen allerede taget mange initiativer for at hjælpe børnefamilier, hvor forældrenes økonomiske råderum er for lavt. Hvis ens forældre er på kontanthjælp, er det nu muligt at modtage forsørgertillæg, og børnene kan få gratis medicin. Der oprettes desuden et målrettet fritidstillæg til børn i denne målgruppe, så de kan tage del i lokale fællesskaber, hvilket for mig at se er meget vigtigt. Men jeg er en mere optimistisk abe og mere positiv, på baggrund af at vi jo egentlig har set en positiv udvikling fra 2018 til 2023, hvor der er sket et fald i antallet af børn med forældre i kontanthjælpssystemet på 42 pct. Og der er det jo sådan, at regeringen fortsætter med at følge udviklingen på området gennem afrapporteringer fra flere ministerier og forskningsinstitutioner. Jeg vil også gerne fremhæve det sociale frikort, altså at det er muligt, at man kan tjene 40.000 kr. om året uden at blive modregnet i ens offentlige ydelser. Der er også fritidspasordningen, som er med til at give luft i økonomien hos de familier, som har mindst.

I Moderaterne mener vi, at alle skal have mulighed for at tage del i fællesskabet, men at man også aktivt skal bidrage til fællesskabet. Vi mener, at med de nævnte initiativer er vi godt på vej til at løfte landets fattigste med ind i fællesskabet. Vi ser derfor ikke et behov for en lov mod fattigdom, fastsættelse af en fattigdomsgrænse, yderligere handleplaner eller nedsættelse af et fattigdomsråd nu, og derfor stemmer vi imod forslaget.

Tak til ordføreren. Formanden kom sådan til at tænke på Peter Pedal med al den abesnak. Men nu er det hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

Tak til ordføreren for at tage godt imod de forskellige billedsprog. Det, jeg vil gå ind i nu, var slet ikke det, jeg havde tænkt mig at spørge ordføreren om, men nu er vi nede i det samme spor, som ministeren var nede i, altså de kontanthjælpsaftaler, der blev aftalt sidste år, og som var forskellige aftaler. Den udstrakte hånd til de her familier med børnetillægget og gratis medicin træder altså først i kraft juni 2025, og det betyder jo, at vi er i et år her, hvor vi fik det sidste ekstraordinære børnetilskud udbetalt først på året, og at det vil sige, at man kommer til at mangle det det næste år.

Har hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm et bud på, hvad vi gør over for de her familier, som nu bliver hårdt presset? For vi har nogle gode ting på vej, men det kan man ikke leve af i år. Så jeg er helt sikker på, at vi kan se frem til et år uden det ekstraordinære børnetilskud, men det ændrer jo ikke på, at både sommer og skolestart og julen kommer på et tidspunkt. Så har Moderaterne en eller anden plan for, hvad vi gør over for de her familier?

Ordføreren.

Nu er jeg vikar for Rosa Eriksen, så jeg har ikke en snuptagsløsning i baglommen. Én ting er økonomi. Vi mener, at de offentlige ydelser ligger på et korrekt niveau. Vi vil rigtig gerne have flere med ind i fællesskabet, hvis de kan bidrage. Grunden til, at jeg siger det, er, at én ting er økonomi, men at en anden ting ligesom også er at kunne komme på arbejdsmarkedet og få del i fællesskabet. Det tror vi også gør rigtig meget for at komme ud af fattigdom. Men igen har jeg ikke lige løsningen her, da jeg er vikar.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det synes jeg er helt okay at man ikke lige har. Netop det der begreb en snuptagsløsning minder mig lidt om, at der er for meget brandslukning og snuptagsløsninger ved vores politik i forhold til fattige familier. Det er sådan lidt: Hov, nå, nu er det sommer, og så skal de sociale organisationer arrangere sommerlejr, og hov, nu starter skolen, og så kan vi give et særligt tilskud, og hov, nu kommer der søreme jul igen – også i år – og så skal der nogle særlige tilskud til.

Det, som jeg vil opfordre hr. Tobias Grotkjær Elmstrøm til at reflektere over, enten i dag eller senere, er at gå ind i den her tanke om virkelig at gøre noget ved fattigdom kræver en bred indsats, der handler om meget andet end snuptagsløsninger og brandslukning og økonomi. Det handler faktisk om at gøre folk fri af de blindgyder, man kan være endt i.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Karsten Hønge er enig med mig i, at vi ikke løser det her med snuptagsløsninger. Men altså, igen vil jeg sige, at udviklingen af fattige i Danmark bliver fulgt tæt løbende. For mig at se er det ikke den rigtige vej at gå med en handleplan, en fattigdomslov eller et fattigdomsråd. Jeg synes, at det giver meget mere mening, at man lovgiver specifikt, hvor der er behov. Det kan være på sundhedsområdet, eller det kan være på beskæftigelsesområdet – altså på tværs. Det gør for mig at se, at vi skaber de rigtige løsninger og ikke tænker i siloer. For der er ingen tvivl om, at vi alle vil bekæmpe fattigdom.

Tak. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg tror faktisk, at hvis vi havde lykkedes med at få vedtaget den her lov, havde vi undgået at stå i det problem, vi står i lige nu, for så ville vi have set helheden. Så ville vi have set det på tværs, som ordføreren også siger.

For 1. januar var der over 9.000 børn, der blev skubbet ud over grænsen til fattigdom. De blev skubbet direkte ud i fattigdom som konsekvens af beslutninger, der blev taget herinde i Folketinget. Og det er jo, til trods for at folk siger, de bakker op om hensigten – at folk ikke skal leve i fattigdom. Så hvordan kan det være, at der bliver sagt én ting herfra, men at der i handlingen sker det direkte modsatte?

Det er det, der mangler. Det er, at der mangler det her helhedsaspekt. Der mangler, at vi får kigget på, hvad konsekvenserne er af de beslutninger, vi tager herinde, men også manglen på det, altså at det faktisk bliver fulgt ligesom klimaloven. Det er derfor, vi er blevet inspireret her. Og jeg tænker, at noget, der er helt universelt og grundlæggende, forhåbentlig er sympatien for og forståelsen for konsekvenserne af mennesker i fattigdom. Deler ordføreren det?

Tak. Så er det ordføreren. Værsgo.

Altså, jeg er ikke enig i det her i forhold til fattigdom. For som jeg nævnte tidligere, er der jo sket en forbedring fra 2018 til 2023, hvor der er sket et fald med 42 pct.

Så jeg er mere optimistisk, end ordføreren er. Og der er øget beskæftigelse, flere kommer i arbejde, men det er klart, at der stadig er en gruppe, som har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, særlig i forhold til de socialt udsatte – de 12.000 – og der er det noget, som fylder meget hos Moderaterne i forhold til det med, at jamen de kan ikke komme ind på arbejdsmarkedet.

Hvad gør vi med den gruppe? Kunne man tænke sig en værdighedsydelse, som var et beløb, som var lavere end kontanthjælpen, modsvaret af, at man blev uafhængig af møder ved kommunen og det pres, der ligger der? Det giver mere arbejde for kommunen, og det ødelægger borgerne.

Tak. Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er ikke rigtig noget, man kan være enig eller uenig i; det er faktisk faktuelt. Altså, det midlertidige børnetilskud stoppede. Det betyder aktuelt, at en familie, der før fik 80.000 kr. om året, ikke får det. Så det er ikke noget med en mavefornemmelse. Det er sådan helt faktuelt. Der er nogen, der er blevet skubbet ud i fattigdom på grund af en beslutning, der er blevet truffet.

Men det her handler jo også om mere end ydelsen. Det handler netop om den brede indsats og om, at man faktisk kan kigge område for område: Hvad kan vi gøre på skolen, hvad kan vi gøre i forhold til medicin, som ordføreren selv nævnte, eller andre aspekter? Nogle steder har vi gjort noget, men andre steder mangler vi. Skal vi ikke gøre det?

Ordføreren.

Jo, det er jeg helt enig i. Det var egentlig også det, jeg nævnte tidligere: at det er meget vigtigt, at man ser på tværs, både inden for beskæftigelse, inden for sundhed og inden for det sociale osv., så man ligesom laver en helhedsplan for, at vi får løftet flere fattige ud af den situation, de står i. Så det er jeg enig i.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Ingen børn skal vokse op i fattigdom; alle børn skal have mad i køleskabet, der skal være agurker og vindruer og figenstænger; børn skal kunne få flyverdragter og vinterstøvler og sandaler; børn skal kunne holde børnefødselsdage og have lyst til at have venner med hjemme. Vi er så rigt et land, og der bør simpelt hen ikke være nogen børn, der vokser op i fattigdom. Derfor var jeg så glad, dengang vi vedtog, at der skulle være en fattigdomsgrænse. Jeg har været tilbage og læse, og jeg vil gerne citere en vedtagelsestekst:

»Folketinget konstaterer, at regeringens målsætning er at mindske fattigdom og ulighed, og at regeringen som led heri har fastlagt en fattigdomsgrænse. Folketinget konstaterer også, at fattigdommen i Danmark er vokset gennem de sidste 10-15 år. Folketinget opfordrer derfor regeringen til at arbejde videre med udviklingen af fattigdomsbegrebet, især med hensyn til budget- og afsavnsmetoden. Folketinget hilser det velkommen, at regeringen vil foretage årlige fattigdomsredegørelser, og finder, at det bør danne baggrund for en årlig status og drøftelse i Folketinget, der også skal inddrage uafhængige organisationers og eksperters vurderinger. Folketinget opfordrer regeringen til, at redegørelsen skal indeholde en vurdering af konsekvenserne af relevant lovgivning for udviklingen i fattigdom. Folketinget opfordrer regeringen til – i indeværende år – at tage initiativ til en drøftelse af, hvordan man kan nedbringe antallet af fattige frem mod 2020.«

Gæt et årstal, gæt en politiker! Det her er vedtaget 7. februar 2014, og det var, dengang fru Pernille Rosenkrantz-Theil var den socialdemokratiske ordfører. Det var, dengang den socialdemokratiske socialminister Karen Hækkerup havde indført fattigdomsgrænsen. Så kom Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan stadig huske den der debat med Helle Thorning-Schmidt, hvor han står på tv og vil afskaffe fattigdomsgrænsen, og Lars Løkke Rasmussen siger: Jeg kommer aldrig til at føre en politik, der sender børn ned under den grænse. Lars Løkke Rasmussen sagde altså: Jeg kommer aldrig til at føre en politik der sender børn ned under den grænse. Det løfte har Lars Løkke Rasmussen så ikke rigtig holdt.

I Radikale Venstre går vi stadig væk ind for, at vi skal have en fattigdomsgrænse. Vi ønsker, at den til enhver tid siddende regering skal holdes op på et mål om, at vi vil nedbringe antallet af fattige børn, og derfor støtter vi det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg synes også, det er sjovt at tænke på det her historisk, for tit får man et lidt bedre perspektiv på de her ting ved at kigge på tingene i et længere historisk perspektiv. Væksten har op igennem hele 1900-tallet, altså de sidste 100 år, været på 3 pct. om året. Hvis vi kigger frem fra 2021 til 2030, vil vi helt uden en ny strukturpolitik kun have en vækst på 1,4 pct. Jeg vil gerne høre Radikale Venstre, hvad jeres holdning egentlig er, altså om I anerkender, at vækst betyder noget for de fattigste personer i Danmark.

Ordføreren.

Ja, det gør vi da, men jeg er uenig med Liberal Alliance, når Liberal Alliance mener, at det kun er et spørgsmål om den absolutte fattigdom, og at man ikke anerkender relativ fattigdom. For børn vokser jo op sammen med deres venner, og én ting er, at der er børn, hvis forældre ikke har råd til mad, medicin og tøj. Det er absolut fattigdom. Men det betyder altså også noget med den relative fattigdom, for det gør da ondt helt ind i hjertet, når der er børn, som ikke holder børnefødselsdag. Måske kunne der godt lige præcis være råd til det, men det er ikke på et niveau, hvor de har lyst til at invitere andre børn med hjem. Det er relativ fattigdom. Det har vi også et ansvar for at gøre noget ved.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Det andet anerkender jeg da bestemt. Jeg har også stået og nævnt nogle tal, og jeg kan også komme ind på børnetallet, som jo også har været faldende siden 2017. Vi havde f.eks. en reduktion, hvor det var 47.200 i 2022 og 53.800 i 2021. Så det går jo heldigvis den rigtige vej, og det skyldes i høj grad vækst. Derfor er jeg lidt optaget af den her mangel på vækst, vi har fremadrettet, og om Radikale Venstre også vil være med til at sikre vækst fremadrettet, så vi kan få flere fattige ud af fattigdommen.

Tak. Ordføreren.

Ja, og det er jo derfor, vi fører den økonomiske politik, som vi gør. Men jeg mener også, vi skal have en anden form for vækst; vi skal have en langt mere bæredygtig vækst i fremtiden. Og derfor fratager det her ikke Liberal Alliance for også at forholde sig til de mennesker, som er de allermest fattige i det her land. Dem har vi brug for at gøre noget målrettet for.

Så er det hr. Karsten Hønge, SF.

Jeg fortsætter meget gerne i sporet omkring vækst, og jeg ved, at det er noget af det, som Radikale Venstre i hvert fald ved alle lejligheder betoner vigtigheden af. Hvordan reflekterer fru Lotte Rod over vækst, uden at man har mennesker, der er udstyret med de rette kompetencer og med den rette uddannelse? Så giver vækst jo ingen mening, for forudsætningen for vækst er, at vi har tilstrækkelig mange kvalificerede mennesker på arbejdsmarkedet.

Hvis man så har fattige, der ikke kommer i gang med en uddannelse, fordi de hænger fast i alle mulige blindgyder, så er fattigdom jo direkte en væksthæmmer. Det er det, der er rækkefølgen, når vi taler om det. Kan man med nogen rimelighed tale om vækst, uden at man understøtter det, der der skaber væksten, nemlig kvalificerede mennesker, og at man ikke har samfund, der er så ulige, at det fører til konflikter, mistillid, oprør, og hvad ved jeg?

Ordføreren.

Det er jo det, der ligger i det for mig, nemlig i at være socialliberal. Når vi ønsker at føre en økonomisk politik, som giver vækst, er det, fordi vi vil kunne investere i børn, i skole og i et socialt retfærdigt samfund.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Det er altså en bekræftelse af, at fru Lotte Rod og jeg helt enige om, at det er decideret meningsløst at tale om vækst som noget, der kommer svævende ned til os fra oven. Det er noget, der skabes af, at vi eksempelvis har en dygtig befolkning, at vi har et samfund, der hænger sammen, fordi vi kerer os om hinanden, at vi har få konflikter, at vi har en høj grad af tillid, og at vi løser konflikterne i stedet for at lade dem bryde ud. Så det ikke at gøre noget ved børnefattigdom er decideret med til at hindre væksten. Er vi enige om det?

Ordføreren.

Det er vi. Dertil kan man jo lægge det demokratiske argument. Det, at vi har så stærkt et demokrati i Danmark, kommer jo af, at vi går i klasse med hinanden, og at vi har tillid til hinanden. Derfor betyder det jo noget, at alle børn føler sig som en del af fællesskabet og ikke føler sig udenfor.

Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak. Politik på Christiansborg hænger jo også sammen. Det er noget af det, som jeg synes er rigtig fint i forhold til klimalovene, nemlig at man ser på de forskellige ting og siger, hvad vi kan gøre for at nå tættere på den målsætning, vi sammen har stillet os.

Jeg blev i forhold til f.eks. de seneste kontanthjælpsforhandlinger ret overrasket over, at regeringen slet ikke havde regnet på, hvad konsekvenserne ville være i forhold til børn, altså at de slet ikke havde regnet på børnefattigdom. Det er noget af det, vi gerne vil væk fra.

Det er faktisk en indikator i sig selv, at vi vil have et opgør med fattigdom. Vi vil have et opgør med børnefattigdom, og vi vil have en plan for, hvordan vi når derhen. Så jeg vil bare høre, om ordføreren kunne sætte flere ord på, hvordan det spiller ind. Konkret kunne man nævne skole som et sted, hvor det har en betydning. Man kan også nævne sundhed. Kan ordføreren nævne andre områder, hvor det spiller ind?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig hellere sige, at det jo lige præcis er den tænkning, jeg gerne vil hen til, altså at en fattigdomsgrænse forpligter den til enhver tid siddende regering på at nedbringe fattigdommen blandt børn. Jeg tror faktisk, at vi havde stået meget bedre i de forhandlinger, som ordføreren også henviser til, hvis vi havde haft fattigdomsgrænsen.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Nu ved jeg ikke, om det bliver for hypotetisk. Så må ordføreren sige til. Jeg begriber simpelt hen ikke, hvordan man på den ene side kan sige, at man gerne vil det og man bakker omkring konventionerne, mens regeringen på den anden side ikke vil arbejde i denne her retning. Vi fik selvfølgelig heller ikke klimaloven fra den ene dag til den anden. Hvad tror ordføreren vi kan gøre for at få en større opbakning til en fattigdomslov?

Ordføreren.

Jeg tror jo, at langt de fleste danskere i virkeligheden har i maven, at man skal måle vores samfund på, hvordan man behandler de dårligst stillede. Der er jo ikke nogen mennesker, som ønsker, at børn skal vokse op i fattigdom. Derfor tror jeg bare, at vi bliver nødt til at blive ved med at vise eksemplerne og omkostningerne, det har for børnene, og blive ved med at kæmpe for, at vi faktisk herinde har muligheden for at lave det om.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Der er allerede blevet sagt rigtig meget i den her debat. Det er jo en af fornøjelserne ved at være en af de sidste i rækken. Det skal vi nok få ændret på ved næste valg. Noget, jeg synes vi egentlig har manglet i den her debat, er, at fattigdom jo kan være rigtig mange ting. For én ting er økonomisk fattigdom, som kan skyldes rigtig mange forskellige ting, men fattigdom kan også være den ensomme ældre, der sidder derhjemme og ikke føler, der længere er nogen, der har brug for vedkommende, og at der ikke er nogen, der er interesseret i vedkommende. Det er jo også fattigdom. Det er social og menneskelig fattigdom, og fattigdom på kærlighed vel egentlig også. Så jeg tror, det er vigtigt, at vi breder begrebet ud.

I Dansk Folkeparti er vi blå bloks bløde hjerte. Vi er et socialt ansvarligt parti, som netop kerer os om nogle af dem i vores samfund, som er mest udsatte. Vi har lige fremlagt en økonomisk plan, hvori vi eksempelvis giver op til 12.000 kr. skattefrit ekstra om året til folkepensionister. Vi har advokeret for – jeg har advokeret for – længe, at man bør have hjemløse ud af jobcentrene. Det er også nogle af de allermest socialt udsatte, vi har. Så der er rigtig mange forskellige måder, man kan gøre det på. Desværre ser vi også på rigtig mange områder, at der ikke følger handling med, heller ikke fra den her regerings side. Nu har man også lige indgået en ældrelov, hvormed man faktisk fjerner de her forebyggende hjemmebesøg, som netop giver mulighed for at komme ud og få fat i nogle af de ældre, som sidder derhjemme og er ensomme.

I Dansk Folkeparti kommer vi ikke til at støtte den her fattigdomslov, men jeg synes, det er vigtigt at adressere, og det synes jeg egentlig også har været sagt fra talerstolen flere gange i aften, at der er mange måder at adressere det her på. Er det den lille dreng, som ikke har lyst til at invitere nogen med hjem, fordi mor har det rigtig svært psykisk og han måske skal stå for alt derhjemme, eller er det den ældre, der sidder derhjemme alene og kan have svært ved at få det hele til at hænge sammen, sidder måske i et stort gammelt hus eller en gammel lejlighed og kan måske ikke overskue at komme videre? Der er rigtig mange muligheder, kan man sige, for det her.

Alt andet lige vil jeg gerne tilslutte mig de optimistiske her i Folketingssalen i dag og sige, at det trods alt går den rigtige vej, men at der er rigtig mange ting, vi også kan gøre langt bedre, i særdeleshed for dem, der er allermest socialt udsatte. Jeg synes, det er den rækkefølge, man skal gøre det i. Altså, lad os få de hjemløse ud af jobcentrene, bare for at tage et konkret eksempel. Lad os sikre, at ældre mennesker får den rigtige hjælp og en værdig ældrepleje, og at folkepensionister også får lidt mere i posen på den anden side, altså hver den første i måneden. Der er rigtig mange muligheder. Vi har også lige indgået en 10-årsplan for psykiatrien, som vi arbejder aktivt på, og det gør jeg også som sundhedsordfører, fordi vi jo også ved, hvor meget det påvirker os pårørende til mennesker med psykisk sygdom og i særdeleshed også børnene.

Så der er rigtig mange måder, man kan adressere det her på, og det synes jeg bestemt vi skal, men vi kommer ikke til at støtte det her forslag om en lov mod fattigdom. Vi kommer til at støtte de mange gode forslag i forhold til at støtte danskere i udsatte positioner. Det kunne være danske hjemløse, danske ældre osv., men vi kommer ikke til at støtte det her forslag fra Dansk Folkepartis side.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til fru Mette Thiesen for at anlægge det, som jeg synes er en god og konstruktiv vinkel på det, ved netop at se på fattigdom som den her brede udfordring. Man kan netop ikke bare pinde det ud og sige, at fattigdom jo lige netop handler om det. Det handler nemlig om mange forskellige ting, som fru Mette Thiesen fuldstændig rigtigt adresserer. For nogle familier i nogle situationer handler det om, at de skal flere penge, men det er jo kun en del af den fattigdom. Nogle gange bliver det så forsnævret, når man tænker, at midlet mod fattigdom skal være flere penge. Det kan det godt være nogle gange, men det, som jeg synes fru Mette Thiesen er inde på, er mere interessant.

Så når vi nu er helt enige i netop at have den her brede tilgang til det og anerkendelsen af, at fattigdom kan skyldes mange ting og derfor selvfølgelig også skal angribes på mange forskellige måder, hvordan kan fru Mette Thiesen se, at det skulle gøres på andre måder end ved at holde Folketinget op på nogle forpligtende mål, hvor man siger: Nu laver vi et fattigdomsråd. Vi laver en indsats, der kører over en række år, hvor vi undervejs monitorerer, hvad der sker, og justerer kursen? Hvad skulle man næsten ellers gøre?

Ordføreren.

Tak for rosen. Jeg har meget svært ved at høre ordføreren, og hvad ordføreren siger.

Det, jeg egentlig sagde i min tale, synes jeg egentlig ikke jeg kan sige meget mere klart. Vi skal passe rigtig meget på. Generelt set laver vi alt for meget lovgivning herinde fra Folketingets side. Jeg så faktisk gerne, at vi fjernede rigtig meget lovgivning og afbureaukratiserede, så der også kom langt færre djøf'ere og man fik nogle, der faktisk tog nogle jobs, som der reelt også var behov for, og som vi mangler. Men lad os lægge den debat til side.

Jeg synes, at det her er vigtigt at adressere på mange forskellige områder, og det er derfor, jeg siger, at vi er nødt til at kigge på det på de forskellige ... Nu kom jeg til at blande tingene lidt sammen, men jeg vil generelt advokere for, at man herinde i Folketinget lader være med at tænke så meget i siloer. Det synes jeg faktisk man er rigtig slem til. Nu nævnte jeg ældreloven. Jeg kan simpelt ikke forstå, hvorfor man f.eks. ikke inddrog både det sociale og sundhed i ældreloven, og det egentlig er også derfor, jeg siger det her. Nej, vi skal ikke have en lov om fattigdom, men vi skal sikre, at de mennesker, der har det allersværest, de danskere, som virkelig er de mest udsatte, eksempelvis mennesker i hjemløshed, får hjælp.

Tak. Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg tror faktisk, jeg var enig med fru Mette Thiesen hele vejen igennem. Det, som jeg ikke helt lige forstår, er fru Mette Thiesens konklusion. Hvis vi ikke samler det til en samlet indsats, hvor vi siger, at nu har vi nogle mål, og for at nå hen til de mål laver vi nogle bindende delmål, og for at monitorere det har vi eksempelvis et fattigdomsråd, der kan se, hvordan man skal gribe tingene an – altså, hvis man erkender det, som fru Mette Thiesen erkender, uden at man gør en samlet indsats – bliver der så ikke risiko for alt for meget spredt fægtning?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg sådan set ikke, og jeg har en reel bekymring for, at hvis man laver sådan en lov med et eller andet fattigdomsråd, ender det med, at der også bliver en hel masse grupper, som vi i Dansk Folkeparti ikke mener nødvendigvis skal have hjælp, men som ender med at få hævet ydelserne og alt muligt andet.

Vi har altså også en konkret udfordring, og det er jeg simpelt hen også bare nødt til at sige i den her debat, med en ret stor gruppe mennesker, som er kommet hertil, og som boner ud i de helt forkerte statistikker i forhold til beskæftigelse. Dem er vi ikke på nogen som helst tænkelig måde interesseret i hverken at hæve ydelserne for eller give ekstra tillæg til, men vi er interesseret i at hjælpe de udsatte danskere, som faktisk har gået og betalt deres skat og har behov for hjælp.

Tak, tiden er gået. Så er det fru Victoria Velasquez, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg er rigtig glad for det fokus, der kom på ældre. Jeg sætter fokus på f.eks. børnefattigdom, og man er jo uforskyldt, altså, du bestemmer ikke selv, at du er blevet født ind i verden, og de vilkår, du er bliver født ind i, og de kår, du bliver født ind i. Men for rigtig mange af de ældre borgere, som jeg taler med og møder, er der godt nok også sket noget i deres liv, som overhovedet ikke er selvforskyldt. Og selv hvis det var, kan man jo også tale om, om der ikke skal være en mulighed for at kunne få en chance til.

Altså, ser vi alene på PenSam, som er pensionsselskabet for rigtig mange af dem, der har arbejdet inden for FOA's område, med hårdt arbejde med bl.a. at passe på vores ældre og rengøring – der er nogle af dem, der er i det selskab, hvis ikke de er ovre i 3F – så er der flere af deres medlemmer, som har haft de her hårde jobs og står til en alderdom, hvor de faktisk lever under fattigdomsgrænsen. Det er jo ret vildt, at vi har mennesker, som har haft fuldtidsarbejde og alligevel står i den situation.

Jeg tænker, at det kræver en plan at følge det, altså at vi ser helhedsmæssigt på, hvad vi gør for dem. Hvad tænker ordføreren?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg er rigtig glad for, at vi igen kan adressere det her, for som jeg også sagde, er der mange former for fattigdom. Og en ting er økonomisk fattigdom, men man kan også meget hurtigt ende i menneskelig og social fattigdom, fordi man måske ikke længere føler, at der er brug for en – man har måske ikke nogen børn, der kommer og besøger en osv. – og bliver ensom. Det er en vigtig, vigtig indsats.

Jeg mener ikke, at der er behov for at lave en samlet plan for det her, for jeg tror, at det bliver meget bureaukratisk. Jeg tror måske også, det kommer til at hæve nogle ydelser, jeg ikke nødvendigvis synes skal hæves, og sådan nogle ting, altså det at have meget fokus på det økonomiske. Jeg vil faktisk meget hellere have, at vi adresserer det i fællesskab rundtomkring i de forskellige partier og i de forskellige ordførerskaber, altså inden for hver vores område.

Jeg nævner bare i flæng nogle af de ting, jeg har advokeret for i forhold til at hjælpe mennesker, der både står på kanten af samfundet og i nogle tilfælde faktisk også er røget ud over den her kant. Der vil jeg give fru Katrine Daugaard fuldstændig ret i, at der dæleme er noget at komme efter i Danmark. Altså, der er et behov for, at vi virkelig holder hånden under nogle mennesker.

Spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Men det, der faktisk er noget fælles her, er bl.a. sådan noget som ensomhed og isolation, hvor vi, uanset om du er ung eller ældre, kan se, hvad det her med at blive ramt af fattigdom har af betydning: Du trækker dig fra fællesskabet, du bliver ikke en del af et fritidsliv osv.

Derfor giver jeg ikke helt op i forhold til Dansk Folkeparti. Jeg tror faktisk, at det her kan være med til at skabe en rød tråd, altså at det faktisk bliver forpligtende, så vi går ind og kigger på det og siger, at vi har et problem her – både for at forstå, hvorfor folk ender i fattigdom, men også, hvad vi gør for at få dem ud af fattigdom.

Tak. Ordføreren.

Tak for det. Jeg mener ikke, at den her vej er den rigtige vej at gå. Men jeg synes, at vi til stadighed skal blive ved med at kæmpe for at hjælpe dem, der i vores samfund desværre falder igennem det her net, de her netmasker; dem skal vi altså hjælpe. Vi kan ikke som et rigt samfund acceptere, at der sidder ældre, som både er ensomme og har det rigtig dårligt, men som simpelt hen heller ikke har nok til at få det hele til at hænge sammen – af mange forskellige årsager.

Tak. Så er det fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Og tak for talen. 2 millioner danskere er på overførselsindkomst. Det svarer til godt halvdelen af den voksne befolkning. Det er ret mange, i særdeleshed i en tid, hvor vi får flere og flere ældre, som jo så også bliver ældre folkepensionister, og som jeg kan forstå at Dansk Folkeparti synes skal have endnu flere penge, end de får i forvejen. Og det er egentlig, selv om de ligger på et niveau, som er et pænt stykke over det, der er minimumslønninger, hvis man sammenligner med en, der f.eks. sidder i kassen i Netto.

Der ønsker vi jo i LA at gøre de første 7.000 kr. skattefri i stedet for, sådan at man faktisk får et incitament til måske at rykke sig fra sin overførselsindkomst og ind i et arbejde. Det er jeg helt med på at man ikke kan som folkepensionist, men de har trods alt været med i en periode, hvor man har haft den største vækst nogen sinde. Hvorfor vil I lige støtte dem?

Ordføreren.

Jeg vil bare sige, at det kan man jo faktisk godt, for vi, hvad skal man sige, fritog jo faktisk folk, der var gået på pension, og som gerne ville arbejde ved siden af. Altså, der lavede vi jo faktisk en aftale. Så det kan man faktisk godt. Jeg står bare og bliver sådan helt glad over ordførerens spørgsmål, for jeg tænker, at med Liberal Alliances politik på rigtig mange forskellige områder og Dansk Folkepartis særlige fokus på eksempelvis de ældre, tror jeg da at vi kunne lave rigtig meget fint sammen.

Ønskes den anden korte bemærkning? (Katrine Daugaard (LA): Ja). Så skal man huske at trykke sig ind. Værsgo.

Jamen det tror jeg bestemt også at vi kunne. I den forbindelse kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge ind til nogle af de her tilbagetrækningsreformer, som også blev nævnt af Enhedslisten lige før. Det kunne f.eks. være Arnepensionen og efterlønnen, som vi jo ved trækker alt for mange raske mennesker ud af arbejdsmarkedet, og hvor det faktisk er sådan, at de nedslidte prioriterer seniorpensionen. Kunne I være friske på, at vi laver nogle reformer, som faktisk får flere folk væk fra overførselsindkomsterne, ved at blive ved med at lave nogle gode reformer og skabe vækst?

Ordføreren.

Jeg synes, der er noget fint i, at man også har mulighed for at trække sig tilbage, før man bliver helt nedslidt, for netop at have nogle gode år også på pension. Men jeg synes hellere, vi skulle lave nogle incitamentsstrukturer, f.eks. noget fleksibilitet i arbejdsmarkedet, sådan at vi får flere seniorer – det er jo noget af det, vi advokerer rigtig meget for – til at ønske at blive længe på arbejdsmarkedet. Og hvordan gør vi det? Det gør vi, ved at vi f.eks. kigger til Norge og ser på deres gode eksempel. Altså, hvis vi gør det lige så godt som Norge i forhold til fleksible arbejdsvilkår, kunne vi have 66.000 flere i beskæftigelse. Så vi kan sagtens lave rigtig mange ting anderledes, hvor dem, der har lyst til at trække sig tilbage, kan gøre det, og dem, der vil blive, også kan det.

Tak. Når formanden rejser sig, er det, fordi tiden er gået. Tak til ordføreren. Den næste i ordførerrækken er hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg har aldrig forstået, at vi accepterer, at der er så stor en ulighed i Danmark, og at vi accepterer, at vi skal have så stort unødvendigt socialt armod i Danmark. Det er, som om vi tror, at det, at vi skal kunne have vores velfærd og vores velstand og – for langt de fleste af os – være godt ved muffen, hviler på, at der nødvendigvis skal være nogle, som er reelt fattige, og som nok har penge til mad, men som aldrig rigtig har håb for deres børn eller mulighed for at have drømme i deres liv. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke er mere bekymrede over, at der er så mange, der er socialt forarmede. Det er, som om vi tror, at det skal være sådan. Altså, det er, som om vi har set så meget tv med mennesker, der var syge eller ledige eller i jobtræning eller socialt belastede, at vi tænker: Nå, men det er sikkert prisen for at have et velfærdssamfund. Men det er det altså ikke. Det behøver altså ikke at være sådan. Det er altså ikke nødvendigt, at der skal være så mange her i samfundet – på bunden af samfundet – der kravler rundt på røv og albuer, undskyld formand (Fjerde næstformand (Karina Adsbøl): Hm!), for at vi andre kan have det godt.

Jeg synes ikke, at vi har forløst den danske drøm. Jeg synes ikke, vi har forløst vores velfærdssamfund, når vi går og tror, at de manges velfærd hviler på en stor befolkningsgruppe, som er fattige. Jeg har haft 25 år på arbejdsmarkedet og har i en del af de år været leder, og jeg har også bygget min egen virksomhed, og da jeg kom i Folketinget, tjene jeg pænt med penge, men jeg har aldrig nogen sinde stemt blåt, og jeg kommer aldrig til det i mit liv, fordi jeg ikke kan forstå, hvordan man kan acceptere, at det her samfund har så mange mennesker, som er fattige. Hvorfor er det nødvendigt? Det vil kræve en marginal reduktion af de rigestes formuer at samle de sidste op. Hvorfor samler vi ikke de sidste år? Hvorfor laver vi topskattelettelser, før vi har sørget for, at der er et lidt højere bundniveau?

Det gælder jo for mange af de menneskers, som er fattige, at det jo ikke er deres skyld. Det er uforskyldt fattigdom i meget høj grad. Man kan jo ikke gøre for, at man er blevet syg. Man kan ikke gøre for, man har været udsat for incest eller vold problemer med rusmidler. Det der med, at man er sin egen lykkes smed, er let nok at sige, når man har haft gode forhold i sit liv, men der er altså tusinder og atter tusinder af danskere, som er dømt til et liv på bunden af samfundet, ikke fordi de er dovne, men fordi de bare trak en nitte. Der synes jeg, at vi som velfærdssamfund, når vi nu har råd til det, burde sikre, at vi alle sammen havde bedre vilkår, før det er sådan, at vi drøner videre med vores velstand.

Derfor støtter jeg selvfølgelig det her forslag. Jeg har selv været med til at fremsætte det, men grunden til, at jeg siger, at jeg støtter det, er, at det jo især er Enhedslisten og SF, der har æren af at have skrevet det, og jeg er bare rigtig glad for at få lov til at være med. Tænk, når vi nu kan, om vi vedtog, at vi ville halvere fattigdommen inden 2030. Det er jo et mål, som vi så ville være forpligtet til at leve op til ligesom klimaloven – og jeg skal love for, den har fået os i gang.

Så jeg synes, at vi mangler noget; jeg synes, vi mangler at få bunden af samfundet med i vores store velfærdseventyr. Og indtil det er sket, har jeg svært ved helt ordentligt at glæde mig over det velfærdssamfund, vi ellers går og blærer os med, formand.

Tak til ordføreren. Nogle gange er det lettere at søge tilgivelse end tilladelse, i forhold til hvilket ordforråd man anvender fra talerstolen.

Der er en kort bemærkning til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance. Værsgo.

Jeg hørte ordføreren sige til fru Linea Søgaard-Lidell, at vi skal frygte flere fattige i fremtiden. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad i alverden han bygger det udsagn på.

Derudover er jeg da gerne lige fortælle, at grunden til, at vi prioriterer topskattelettelser, er, at det øger arbejdsudbuddet og skaber vækst. Nu anerkendte hr. Torsten Gejl jo faktisk de tal, som jeg brugte før, og som jo beviser, at omfordelingen kan gøre noget på kort sigt, men at det altså på lang sigt er vækst, som gør, at vi får færre og færre fattige. Her kan reformer af kontanthjælp, efterløn, pensioner og især skattesystemet faktisk gøre en hel del for at øge incitamentet til at være i arbejde frem for på overførselsindkomst.

Ordføreren.

Ja, men det er ikke nødvendigt, at der skal være så mange, der er så fattige, for at vi kan blive så rige. Vi har simpelt hen glemt nogle. Altså, der er ikke nogen naturlov, der siger, at det er en nødvendighed. Jeg mener, at det er mangel på empati, at vi tillader det.

For at svare mere konkret på ordførerens spørgsmål vil jeg sige, at grunden til, at vi kommer til at få flere fattige, er, at vi ikke kommer til at have samme højkonjunktur altid. Altså, vi kan risikere at have 150.000 arbejdsløse om 10 år f.eks, og så er det jo klart, at der vil komme endnu flere mennesker på overførselsindkomster. På den måde er den fattigdom, som vi har, meget konjunkturbestemt.

Tak. Ønsker spørgeren sin anden korte bemærkning, skal man huske at trykke sig ind. Der er nogle, der optager det. Værsgo.

Tak. Nu blev jeg helt forvirret, i forhold til hvad du egentlig svarede. Det beklager jeg meget. Den røg lige i forhold til det med at trykke på de rigtige knapper. Sorry.

Man anvender heller ikke direkte tiltale. Det er ved at være sent.

Ordføreren.

Det kan ske for os alle sammen, inklusive mig. Men jeg har svært ved at komme med noget kvalificeret svar.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så nu går vi vil ordføreren for forslagsstillerne, fru Victoria Velasquez fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, formand. Kære alle sammen. Overvej lige det her: Afgørende 31 organisationer opfordrer til at stemme for det her forslag – 31 organisationer, som på forskellig vis arbejder med børn og voksne i udsathed, eller hvis medlemmer gør det. De 31 organisationer bakker op om beslutningsforslaget, og det er samlet set helt vildt mange mennesker, der står sammen om opfordringen, som ser fattigdom hver dag. De ser og mærker, hvor ondt den gør, hvordan den ødelægger ens liv og fremtidsmuligheder, og de slår deres stemme sammen og siger, at der er brug for en fattigdomslov og en handleplan mod børnefattigdom.

Lad os tage Kirkens Korshærs Jeanette Bauer, som siger: »I Kirkens Korshær møder vi hver dag børn og voksne, der ikke har råd til nok mad, varmt tøj og medicin. Det, synes vi ikke, er acceptabelt i et af verdens rigeste lande. Derfor er vi glade for, at der nu bliver foreslået en fattigdomslov, som forpligter politikerne til at arbejde målrettet for at bekæmpe fattigdom«. Eller Mødrehjælpens Ninna Thomsen. Og jeg citerer: »Vi ved, at bare ét år i fattigdom sætter spor resten af livet, og derfor er det så afgørende, at vi får en handleplan mod børnefattigdom. Det er ikke acceptabelt for et velfærdssamfund som det danske, at børn vokser op i fattigdom, og derfor skal en handleplan sætte konkrete mål for afskaffelse af børnefattigdom i Danmark, den skal sikre rimelige rammevilkår for børnefamilier i sårbare positioner, og den skal bygge på en alliance med de mange kræfter, der kan bidrage til at skabe bedre vilkår for børnefamilier, der lever i fattigdom.« Red Barnets Johanne Schmidt-Nielsen: »Red Barnet er i tæt kontakt med børn og familier, som lever i fattigdom. Vi ser, hvordan økonomien presser familierne og griber voldsomt ind i børnenes liv. Børn, der lider konkrete afsavn, har færre glæder i livet end andre børn og mange flere bekymringer. De oplever at stå uden for fællesskabet med andre børn. Og derfor skal der tages livtag med børnefattigdom, og Red Barnet har længe ønsket sig en handleplan til bekæmpelse af fattigdom. Den skal nedbryde barriererne for, at børn i fattigdom bliver en del af fællesskabet.«

Det er ikke alene organisationerne, dem, som virkelig har fingeren på pulsen, det er et stort flertal af danskerne, der ønsker, at vi gør mere imod fattigdom, end vi gør i dag. Befolkningen er med os. Rent personligt ville jeg gerne afskaffe fattigdom i dag. Det er noget af det mest uretfærdige, jeg overhovedet kan komme i tanker om, at børn fødes ind i ulige vilkår og ikke har samme chancer i livet. Men så radikalt er det her forslag ikke engang. Forslaget indrammer, hvad vi faktisk allerede herinde har lovet. Vi har lovet det med verdensmålene, og det vil sige, at beslutningsforslaget her er formuleret, så alle burde kunne være med. Der er ingen kontroversiel, konkret politik i forslaget, så alle burde vitterlig kunne bakke op om det. Det er rammelovgivning, som alle burde kunne blive enige om, fordi alle burde kunne være for at udrydde fattigdom. Men også fordi vi med verdensmålene har lovet at halvere andelen af fattige i Danmark inden 2030. Så det er ikke engang grebet ud af den blå luft. Og ja, fattigdom er komplekst.

Jeg talte med en kvinde, som er blevet ramt af sygdom, og hun matcher fuldstændig statistikkerne, vi ser fra VIVE. Alene det at være i fattigdom har en kæmpe betydning for at kunne overskue f.eks. sådan noget som at lave mad. Der kan være rigtig mange ting, som kommer, og som er meget andet end ledighed eller de ting, som er blevet diskuteret i dag. Og der kan være forskellige årsager til, at folk ikke har råd til basale fornødenheder. Der kan være forskellige årsager til, hvad det er, folk kæmper med. Det kan være sociale problemer. For nogen kan det være svært at lægge budgetter, mens det for andre kan være muligheden for at træffe fornuftige valg, som kan synes umulige. Men for rigtig mange handler det om, at de har en for lav indtægt til at kunne skabe en fornuftig tilværelse og til at kunne leve af den. Det samme konkluderede Ydelseskommissionen i dens afrapportering, hvor den sammenligner forskellige ydelser med minimumsbudgetter, og konklusionen er, at mens man typisk på de højere ydelser får omkring eller lige over minimumsbudgettet, er der mange, som lever på lavere ydelser eller slet ikke gør det. Og husk, minimumsbudgettet er altså tænkt til, at man skal kunne være der i kort tid og kun lige akkurat har et sundt, men beskedent liv.

Det korte af det lange er, at fattigdom er kompleks, og at folk kæmper med forskellige problemer, og hvis vi skal hjælpe alle med at få en tilfredsstillende tilværelse, bliver vi nødt til at sætte ind med forskellige metoder. Nogle har brug for bedre hjælp til at kunne håndtere sociale problemer, andre har brug for hjælp til at kunne komme i job, det kan være budgetlægning, det kan være noget andet, og andre har brug for højere ydelser. Nogen sender børnene af sted uden madpakke. Der kan være mange af de her forskellige dele. Det, der er så vigtigt med det her beslutningsforslag, er, at det er indrettet netop til at adressere den kompleksitet.

Det peger ikke på én magisk løsning til at løse det hele, i stedet inviterer den til, at vi alle sammen sætter os sammen og får hele værktøjskassen på bordet, går fordomsfrit ind i det her og prøver at sikre folk den individuelle hjælp, netop den, der er brug for, for at de kan forbedre deres liv. Og forslaget er åbent for gode forslag fra både højre og venstre, men de kommer jo først frem, hvis vi giver hinanden hånd på, at vi vil gøre noget ved det og sætter os sammen for at gøre det. Derfor har jeg næsten lyst til at citere fru Camilla Fabricius igen, som jo i øvrigt har foreslået, at fattigdomsbekæmpelse skal tænkes ind i al relevant lovgivning. Det er jo det, vi vil med det her beslutningsforslag. Det er helt fair at have forskellige holdninger til, hvordan vi så gør det, og hvad det vil sige at være fattig, som også er noget af det, der er blevet debatteret i dag, ligesom det er fair at mene, at relativ fattigdom i sig selv ikke er det ideelle mål. Men netop det adresserer beslutningsforslaget også ved at foreslå, at der laves en ny fattigdomsgrænse, som kombinerer elementer af de forskellige opgørelsesmetoder.

Med det sagt må fattigdom naturligvis opgøres relativt. Det kan ikke nytte noget, at man først er fattig, hvis man lider af hungersnød. Det er tidligere ordførere også kommet ind på. For det gør ondt på mennesker, hvis ikke de har råd til at leve den slags liv, der er normalt og forventeligt i samfundet, og det er så kortsigtet for vores samfund, fordi vi også ved, at et liv i fattigdom kaster lange skygger. Så vi vil virkelig gerne takke for debatten. Det at få en lov, der forpligter os, får vi så ikke lige i dag. Men vi giver ikke op! Klimaloven blev heller ikke vedtaget med et fingerknips, det krævede stort, vedholdende arbejde i og uden for Folketinget.

I forhold til ministeren vil jeg sige, at jeg hører ministeren fremhæve forskellige initiativer, f.eks. socialt frikort, og det er godt med et socialt frikort og hjælp til 10.000 af de mest udsatte. Men det er jo en brøkdel af de mennesker, som den her lov også vil hjælpe, de mennesker, der lever i fattigdom og lever med store afsavn. Så der er brug for mere end det.

Jeg hører Socialdemokraternes ordfører, særlig når det er med fokus på børnene, at der er en åbenhed, og det hænger også sammen med det, som ordføreren egentlig også skriver i det indlæg, som jeg har henviser til, og det med, at vi skal tænke det ind i relevant lovgivning. Jeg håber, det er et lille frø, og jeg kan love for, at jeg gerne kommer med vandkander, så vi kan få det sået og få det til at vokse og blive til et stort træ.

Nu er Venstres ordfører så gået, men i forhold til Danmarksdemokraterne vil jeg i forbindelse med det med siloopdeling sige, at det, vi skal have i spil, er, at det er andre ting end ydelser, og at alle kan noget. Det er netop at bryde silotanken og sætte sig ned og lave en handlingsplan og rent faktisk forpligte hinanden på, at vi skal gøre det. I forhold til Moderaterne hører jeg også, at den her del med helhedsplanen blev anerkendt. Det, vi jo også synes er positivt ved så at have et råd, der kigger, er, at der også kommer nogle øjne udefra, som netop ikke er påvirket af de politiske holdninger, at vi har herinde i salen, men faktisk nogen, der følger det og har ekspertisen og ser på det udefra.

Selvfølgelig skal jeg slutte af med at kvittere i forhold til De Radikale. Jeg synes jo, I burde have været med på beslutningsforslaget, for jeg synes virkelig, det var nogle gode argumenter, der også kom med der. Så tusind tak for det.

Vi taler tit om fattigdom som noget, der bor hos den enkelte familie, men det kan ikke isoleres dér. Det ligger i vores skoler, daginstitutioner, sundhedsvæsen, psykiatri, arbejdsmarked, hele vejen rundt, det er derfor, det giver mening at lave noget, der har en rød tråd i vores arbejde, for politik hænger sammen. Det her er strukturelt, og politiske beslutninger har konsekvenser, og det er det, der er meningen med det her forslag. Derfor bliver vi også nødt til at sige noget alvorligt, og det er, at når vi ikke gør det her, når vi ikke tager de her skridt, er vi altså også med til at svigte de børn og de mennesker, der lige herude i et af verdens rigeste lande vokser op og lever i fattigdom. Så det er ikke nok med kortsigtede lappeløsninger, det er ikke godt nok med små håndsrækninger eller at afhjælpe nød her og nu. Vi skal lave noget grundlæggende og virkelig tage fat, for så kan vi virkelig gøre noget godt, og det bliver vi ved med at kæmpe for. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, tak for kommentaren her til sidst også, og tak for debatten generelt. Jeg kunne rigtig godt tænke mig bare lige at spørge, om ordføreren ikke mener, at vi også gør gode ting. F.eks. har vi jo samlet set lavet en aftale på den rest, der har været fra satspuljen, i forhold til initiativer, som faktisk er med til at bekæmpe det. Vil ordføreren ikke give mig ret i det og måske også pege på nogle de ting, som ordføreren mener vi faktisk gør godt allerede?

Ordføreren.

Jo, jeg synes jo også, det er positivt, når vi faktisk kan se, at der er nogle af de ting, der er lykkedes, og som går rigtig godt. For det viser, at når vi faktisk støtter og giver opbakning til gode indsatser, gode tiltag og gode rammer, kan vi flytte mennesker ud af fattigdom. Det er også derfor, jeg synes, vi skal være så meget mere ambitiøse i forhold til at få bekæmpet fattigdommen. Et helt konkret eksempel kunne være en indsats i forhold til førtidspensionister, altså nogle mennesker, som nogle havde givet op på, men pludselig med fællesskab, med idræt eller med andre ting oplever – jeg kan ikke se, hvor meget tid jeg har tilbage – at få energi. Nogle ender faktisk med at få det bedre og oplever, at det er det, der gør, at de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet igen og få et fleksjob. Det er da helt fantastisk og har også en kæmpe betydning for deres liv og for netop ikke at isolere sig og være i fattigdom, men blive en del af et fællesskab.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning.

Jeg vil bare sige tak. Det synes jeg er et godt sted at ramme ned. Jeg synes i det hele taget, at når vi bruger tiden på SSA-reserven, er vi med til at understøtte og holde hånden under det, vi er sammen om, nemlig at løse de problemer, som er der, for danskerne, og så står vi sammen om det. Så tak for begrundelsen og ordførertalen.

Ordføreren.

Tak. Jeg glæder mig også til, at vi skal lande en god aftale, også nu med en varig finansiering og mere ro på det. For det vigtige er netop, at det ikke bliver sådan nogle små håndsrækninger, at afhjælpe nød her og nu eller lappeløsninger. Det er netop det strukturelle og det grundlæggende, vi skal ind at gøre. Der kan vi jo se med SSA'en, at vi faktisk tænker sundhed, det sociale og arbejde på tværs, og det tror jeg faktisk vi bare kunne gøre endnu bedre. Derfor det her beslutningsforslag i dag.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.