L 55 Forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven og forskellige andre love.

(Forlængelse af rabat på afgiften ved omlægning af eksisterende kapitalpensioner og rabat på afgiften ved udbetaling fra eller omlægning af konti i Lønmodtagernes Dyrtidsfond).

Af: Skatteminister Benny Engelbrecht (S)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Ændringsforslag til 2. behandling

Afgivet: 15-12-2014

Ændringsforslag nr. 5-6 af skatteministeren stillet den 15.12.2014 uden for betænkningen

20141_l55_aendringsforslag_beh21435349.pdf
Html-version

Ændringsforslag stillet den 15. december 2014 uden for betænkningen

Ny paragraf

Af skatteministeren:

5) Efter § 1 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I pensionsafkastbeskatningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1126 af 10. oktober 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 10, stk. 4, 2. pkt., ændres »tidspunkt.« til: »tidspunkt, jf. dog 4. pkt.«

2. I § 10, stk. 4, indsættes efter 2. pkt.:

»Ved opretholdelse af en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond efter § 2 a, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond formindskes den opgjorte værdi af formuen ved udgangen af 1982 med den del af afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 A, stk. 2 eller 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen. Ved senere udbetaling af en LD-aldersopsparing, jf. 2. pkt., formindskes den opgjorte værdi af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældendes indestående på dette tidspunkt fratrukket den forholdsmæssige del af afgiften som nævnt i 3. pkt.«

3. I § 10, stk. 6, 1. pkt., ændres »den nye ordning.« til: »den nye ordning, jf. dog 2. pkt.«

4. I § 10, stk. 6, indsættes efter 1. pkt.:

»Ved overførsel som nævnt i § 7 a, stk. 2, 2. pkt., anvendes dog værdien af den pågældendes indestående ved udgangen af 1982 fratrukket den forholdsmæssige del af afgiften som nævnt i stk. 4, 3. pkt.««

[Overgangsfradraget for opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond i forbindelse med omlægning til LD-aldersopsparing]

Til § 2

6) I det under nr. 4 foreslåede § 7 a, stk. 2, ændres i 2. pkt. »og 12 A.« til: »og 12 A og § 29 A, stk. 1, 3. pkt.«

[Mulighed for at overføre LD-aldersopsparing til supplerende engangssum]

Bemærkninger

Til nr. 5

Ændringsforslaget træder i stedet for ændringsforslag nr. 2 i betænkningen, der trækkes tilbage. Med ændringsforslag nr. 2 er pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4, foreslået ændret, og denne foreslåede ændring er med en enkelt præcisering gentaget i nærværende ændringsforslag nr. 5, der herudover vedrører en ændring af pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 6.

Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 10 friholdes den del af formueafkastet på en pensionsordning, der relaterer sig til opsparingen foretaget før udgangen af 1982, for beskatning. Friholdelsen gives i form af det såkaldte overgangsfradrag, hvor det samlede formueafkast på pensionsordningen nedsættes med forholdet mellem opsparingens værdi ved udgangen af 1982 og opsparingens værdi ved udgangen af det aktuelle indkomstår.

Overgangsfradraget gælder også Lønmodtagernes Dyrtidsfond og er reguleret i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4. For Lønmodtagernes Dyrtidsfond fritages den del af beskatningsgrundlaget, der svarer til forholdet mellem værdien af formuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Ved udbetaling efter den 31. december 1982 af et indestående i fonden eller ordningen formindskes den opgjorte værdi af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældende kontohavers indestående ved udgangen af 1982.

Bestemmelsen i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4, regulerer derimod ikke, hvad der sker, når en kontohaver i Lønmodtagernes Dyrtidsfond vælger at omlægge sin konto i fonden til en LD-aldersopsparing, i hvilken forbindelse der betales afgift efter pensionsbeskatningslovens § 14 A, stk. 2 eller 3.

Det foreslås at indsætte en regel i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4, 3. pkt., der i sit indhold svarer til reglen for beregning af overgangsfradraget ved overførsel, herunder konvertering, af kapitalpension til aldersforsikring og aldersopsparing, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 5. Efter denne regel skal den betalte pensionsafgift ved en overførsel, herunder konvertering, efter pensionsbeskatningslovens § 41 A, stk. 2, fordeles forholdsmæssigt på opsparingen før udgangen af 1982 og tilvæksten efter den 1. januar 1983. Det medfører, at opsparingen foretaget før udgangen af 1982 reduceres forholdsmæssigt, og friholdelsen er derfor uændret efter konverteringen eller overførslen til en aldersforsikring m.v.

Med den foreslåede ændring formindskes den opgjorte værdi af formuen ved udgangen af 1982 i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved omlægning af en LD-konto til en LD-aldersopsparing herefter på tilsvarende vis med den del af afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 A, stk. 2 og 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen, dvs. af kontoens værdi umiddelbart før omlægningen til LD-aldersopsparing.

Det foreslås endvidere, jf. forslaget til et nyt 4. pkt. i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4, at når LD-aldersopsparingen senere udbetales, reduceres den opgjorte værdi af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds formue ved udgangen af 1982 med værdien af kontohaverens indestående på dette tidspunkt fratrukket den del af afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 A, stk. 2 og 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen, jf. ovenfor.

Dermed vil hele den oprindelige LD-kontos værdi ved udgangen af 1982 være trukket ud af den opgjorte værdi af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982. Det svarer til, at den opgjorte værdi af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 efter gældende ret formindskes med hele værdien af kontohaverens indestående på dette tidspunkt, når der sker almindelig udbetaling af en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4, 2. pkt., der i øvrigt foreslås konsekvensændret som følge af forslaget til et nyt 4. pkt., jf. ovenfor.

Følgende eksempel illustrerer anvendelsen af den foreslåede regel:

Eksempel

En LD-kontos del af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds formue ved udgangen af 1982: 8.000 kr.

Opsparing på kontoen umiddelbart før omlægningen til LD-aldersopsparing: 80.000 kr.

Tilvækst efter den 1. januar 1983: 72.000 kr.

Vægtet afgift ved omlægning til LD-aldersopsparing: 37,5 pct. af 80.000 kr. = 30.000 kr. (Der ses bort fra, at opsparing foretaget før 1980 alene afgiftsbelægges med 22,5 pct.)

Afgift, der forholdsmæssigt knytter sig til opsparing foretaget før udgangen af 1982 = 30.000 * 8.000/80.000 = 3.000 kr.

Ved omlægning til LD-aldersopsparing nedsættes Lønmodtagernes Dyrtidsfonds formue ved udgangen af 1982 derfor med 3.000 kr. efter forslaget, og den enkelte kontos del af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 formindskes tilsvarende.

Når LD-aldersopsparingen senere udbetales, nedsættes værdien af Lønmodtagernes Dyrtidsfonds formue ved udgangen af 1982 med 5.000 kr.

Ved overførsel af en pensionsordning til en anden pensi?onsordning følger overgangsfradraget med. Efter pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 6, anvendes værdien af den pågældendes opsparing ved udgangen af 1982 som udgangspunkt for beregning af fritagelse i den nye ordning. Det gælder også ved overførsel fra en konto i Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Det foreslås, jf. forslaget til et nyt 2. pkt. i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 6, at ved overførsel af en LD-aldersopsparing til en aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum anvendes ved fastsættelsen af overgangsfradraget i den nye ordning værdien af den pågældende kontohavers konto ved udgangen af 1982 fratrukket den del af afgiften efter pensionsbeskatningslovens § 14 A, stk. 2 og 3, der knytter sig til den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 set i forhold til det beløb, der på tidspunktet for afgiftsbetalingen kunne være udbetalt fra kontoen, jf. ovenfor. Med andre ord anvendes den værdi, hvormed formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 formindskes i forbindelse med overførslen, jf. forslaget til nyt 4. pkt. i pensionsafkastbeskatningslovens § 10, stk. 4.

Det svarer til, at det efter gældende ret er den reducerede 1982-værdi af en aldersforsikring m.v., der anvendes som udgangspunkt for beregning af fritagelse i den aldersforsikring m.v., der sker overførsel til.

Til nr. 6

Med ændringsforslag nr. 1 som optrykt i betænkningen indføres der adgang til, at LD-aldersopsparing uden skattemæssige konsekvenser kan overføres til en supplerende engangssum efter pensionsbeskatningslovens § 41 A, stk. 3.

Den civilretlige regulering af adgangen til at overføre LD-aldersopsparing til andre pensionsordninger er fastsat i § 7 A, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovforslagets § 2, nr. 4. Det fremgår heraf, at LD-aldersopsparing kan flyttes til en pensionsordning som nævnt i pensi?onsbeskatningslovens §§ 10 A og 12 A, dvs. aldersforsikring og aldersopsparing.

Med ændringsforslaget indsættes der i § 7 A, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, en henvisning til pensionsbeskatningslovens § 29 A, stk. 1, 3. pkt. Pensionsbeskatningslovens § 29 A, stk. 1, 3. pkt., fastsætter, at udbetalinger fra supplerende engangssummer fra pensionskasser er skatte- og afgiftsfrie. Med ændringsforslaget indføres der flytteret for LD-aldersopsparing til supplerende engangssummer i pensionskasser.