L 105 Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi.

(Samarbejde mellem menighedsråd m.v.).

Af: Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Kirkeudvalget
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-01-2010

Skriftlig fremsættelse (14. januar 2010)

20091_l105_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (14. januar 2010)

Kirkeministeren (Birthe Rønn Hornbech):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi (Samarbejde mellem menighedsråd m.v.).

(Lovforslag nr. L 105).

Formålet med lovforslaget er at sikre, at menighedsråd, som ønsker at indgå samarbejde om oprettelse af fælles menighedsråd for to eller flere sogne indenfor et pastorat, fremover i færre tilfælde skal ansøge Kirkeministeriet om dispensation fra lov om menighedsråd.


Det følger således af lovforslaget, at et fælles menighedsråd fremover i højere grad selv kan fastsætte antallet af valgte medlemmer, ligesom der bl.a. skabes hjemmel til, at fælles menighedsråd kan vælge en kirkeværge for hver kirke. Endvidere foretages en række yderligere ændringer af teknisk karakter i lov om menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi.


Baggrunden for lovforslaget er et ønske fra regeringen om at foretage en gennemgang af dispensationsbestemmelserne i lov om menighedsråds kapitel 8. Disse bestemmelser har nu fungeret en årrække, og de er særligt i de senere år blevet benyttet i stigende omgang. Før menighedsrådsvalget i november 2008 modtog Kirkeministeriet således flere end 140 ansøgninger om dispensation til oprettelse af fælles menighedsråd på særlige vilkår i medfør af reglerne i kapitel 8. Størstedelen af dispensationsansøgningerne vedrørte ønsker fra menighedsrådene om et andet antal og en anden fordeling af menighedsrådsmedlemmer i det fælles menighedsråd. Desuden var der i mange ansøgninger et ønske om, at kirkeværgefunktionen i det fælles menighedsråd kunne varetages af flere repræsentanter i forening. Kirkeministeriet imødekom som udgangspunkt alle disse dispensationsansøgninger, da ministeriet generelt fandt, at de enkelte menighedsråd er nærmest til vide, hvorledes det fælles menighedsråd bedst ville fungere lokalt.


Disse praktiske erfaringer har henledt regeringens opmærksomhed på, at der synes at være et praktisk behov for, at fælles menighedsråd i videre omfang selv kan fastsætte rammerne for menighedsrådets sammensætning mv. Det skal i denne forbindelse understreges, at det ikke er hensigten med dette lovforslag at foretage andre ændringer i forhold til de eksisterende regler i lov om menighedsråd. Alle samarbejder mellem menighedsråd skal således også fremover alene foregå på frivilligt grundlag, og det står ethvert menighedsråd frit for, om det ønsker at indgå i et samarbejde om fælles menighedsråd. Det skal ligeledes understreges, at det på ingen måde er hensigten med de foreslåede ændringer at ændre ved den eksisterende sognestruktur, men alene at tilbyde menighedsrådene friere rammer for, hvorledes de organiserer sig lokalt.


Det er således disse forhold, som danner baggrund for fremsættelsen af lovforslaget.


Det bemærkes, at lovforslaget har været i høring, hvor interessenter har haft mulighed for at give deres mening til kende i perioden 28. oktober 2009 til 3. december 2009.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg indstille dette til velvillig behandling i det høje Ting.