Beretning nr. 9/2003 om Justitsministeriets økonomistyring

Status: Afsluttet

Om Statsrevisorenes beretning

Statsrevisorerne anmodede på deres møde den 12. juni 2003 Rigsrevisionen om at foretage en undersøgelse af Justitsministeriets økonomistyring, herunder forvaltning af ministeriets ressourcer. Undersøgelsen indeholder en gennemgang af Justitsministeriets departement, de mindre institutioner under Justitsministeriet, dvs. Civilretsdirektoratet, Sekretariatet for Nævnet vedrørende erstatning til ofre for forbrydelser (Erstatningsnævnet), Datatilsynet, Sekretariatet for Retsinformation og Retslægerådet samt en større, særskilt, gennemgang af politiet og Kriminalforsorgen. Domstolsstyrelsen er grundet sin særlige status ikke medtaget i undersøgelsen.

I beretningen gennemgås og vurderes Justitsministeriets koncernstyring og departementets styring af de underliggende institutioner, herunder om departementet har etableret en koncernstyring, der anvendes strategisk og tager højde for sammenhængene inden for Justitsministeriets område. Undersøgelsen indeholder desuden en gennemgang og vurdering af, om de underliggende institutioner har udmøntet deres overordnede målsætninger i styringsegnede mål- og resultatkrav, og hvordan departementet følger op på disse.

I beretningen er der herudover foretaget en særskilt gennemgang og vurdering af politiets og Kriminalforsorgens ressource- og aktivitetsstyring, herunder om Rigspolitiet og Direktoratet for Kriminalforsorgen, som har det overordnede ansvar for de 2 områder, har etableret en hensigtsmæssig styring og opfølgning i forhold til de underliggende politikredse og institutioner.

Beretning: 21-04-2004

Beretning om Justitsministeriets økonomistyring

09-03 (pdf-version)
Html-version