L 34 Forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven.

(Begrænsning af ressourcereglen ved kræftscreeninger, udvidelse af lægemiddelskadeordningen i nød- og beredskabssituationer m.v.).

Af: Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2019-20
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 28-11-2019

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 28. november 2019

20191_l34_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 28. november 2019

Forslag

til

Lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og sundhedsloven

(Begrænsning af ressourcereglen ved kræftscreeninger, udvidelse af lægemiddelskadeordningen i nød- og beredskabssituationer m.v.)

§ 1

I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018, som ændret ved § 5 i lov nr. 1555 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. I § 18, stk. 5, udgår »klage- og«, og som 2. pkt. indsættes:

»Dette gælder dog ikke praktiserende specialtandlæger, som ikke leverer ydelser, hvortil der kan ydes tilskud af regionsrådet, jf. § 64 b, stk. 3, i sundhedsloven.«

2. I § 20, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »undgået,«: »jf. dog stk. 2,«.

3. I § 20 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Begrænsninger af erstatningsansvaret i stk. 1, nr. 1, på grund af de i øvrigt givne forhold, som den erfarne specialist handler under, gælder dog ikke i sager om man?glende overholdelse af sundhedslovens §§ 85-85 b.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

4. I § 24, stk. 6, ændres »De beløb« til: »Det beløb«.

5. I § 24 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6. Når erstatning eller godtgørelse fratrækkes det beløb, der er nævnt i stk. 2, anvendes den regulering af beløbet, der var gældende på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse efter § 33, stk. 1.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

6. I § 39, stk. 1, 1. pkt., udgår »kun«.

7. I § 39 indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Erstatning ydes desuden, hvis lægemidlet hidrører fra en medicinkiste til brug i en redningsbåd eller redningsflåde om bord på et dansk indregistreret maritimt fartøj og medicinkisten er udleveret fra et dansk apotek eller virksomheder med tilladelse efter lægemiddellovens § 39, stk. 1, til at forhandle og udlevere medicinkister til brug i redningsbåde og redningsflåder. Det er endvidere en forudsætning, at erstatningen alene ydes til personer, der har haft legitimt ophold på det dansk indregistrerede maritime fartøj, som medicinkisten i redningsbåden eller redningsflåden har været om bord på.

Stk. 3. Erstatning ydes endvidere i følgende situationer:

1) Hvis lægemidlet er fremstillet på et apotek til brug for beredskabssituationer, det statslige redningsberedskab, øvrige beredskabsmyndigheder eller det militære forsvar, jf. § 12 b i lov om apoteksvirksomhed.

2) Hvis lægemidlet er indkøbt og udleveret af det militære forsvar, det statslige redningsberedskab eller øvrige beredskabsmyndigheder uden for apotek i henhold til regler udstedt efter lægemiddellovens § 60, stk. 1, til oplæg i beredskabslagre eller til brug for internationale missioner. Dette gælder også, når lægemidlet undtagelsesvis ikke er markedsført i Danmark.«

8. I § 40, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »§ 38, stk. 2«: », eller lægemidler omfattet af § 39, stk. 2 eller 3«.

9. I § 41 indsættes efter »skadelidte«: », medmindre der er tale om lægemidler omfattet af § 39, stk. 2 eller 3«.

10. I § 46 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Når erstatning eller godtgørelse fratrækkes det beløb, der er nævnt i stk. 2, anvendes den regulering af beløbet, der var gældende på tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse efter § 55, stk. 1.«

11. I § 58 b, stk. 4, udgår », 2. pkt.,«, og som 2. pkt. indsættes:

»Klage skal i disse sager indgives, inden 3 måneder efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen.«

§ 2

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 903 af 26. august 2019, som ændret ved § 39 i lov nr. 620 af 8. juni 2016, lov nr. 273 af 26. marts 2019 og § 3 i lov nr. 504 af 1. maj 2019, foretages følgende ændring:

1. Efter § 85 indsættes i kapitel 18:

»§ 85 a. Personer med en livmoderhals har fra det 23. år ret til screening for livmoderhalskræft i bopælsregionen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddet om screening for livmoderhalskræft efter stk. 1.

§ 85 b. Personer mellem 50 og 74 år har ret til screening for tyk- og endetarmskræft i bopælsregionen.

Stk. 2. Sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om tilbuddet om screening for tyk- og endetarmskræft efter stk. 1.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020.

Stk. 2. § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. juni 2018.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1, nr. 1 og 4-11, kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de færøske forhold tilsiger.