L 7 Forslag til lov om ændring af adoptionsloven.

(Et nyt adoptionssystem m.v.).

Af: Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V)
Udvalg: Social- og Indenrigsudvalget
Samling: 2015-16
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 17-12-2015

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 17. december 2015

20151_l7_som_vedtaget.pdf
Html-version

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 17. december 2015

Forslag

til

Lov om ændring af adoptionsloven

(Et nyt adoptionssystem m.v.)

§ 1

I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7. oktober 2014, som ændret ved § 1 i lov nr. 1525 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 530 af 29. april 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 og § 9, stk. 3, ændres »til gavn« til: »bedst«.

2. I § 4 a, stk. 2, og § 5 a, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1. pkt., udgår »eller adoptivbarn«.

3. I § 9, stk. 1, ændres »tarv« til: »bedste«.

4. I § 25, nr. 3, ændres »§§ 6 og 8, og« til: »§§ 6 og 8,«, og i § 25, nr. 4, ændres », jf. § 9.« til: », jf. § 9, og«.

5. I § 25 indsættes som nr. 5:

»5) om behandlingen af sager om godkendelse af, at et adoptionsforløb fortsætter.«

6. Efter § 25 c indsættes:

»§ 25 d. Ved en adoption, der er omfattet af kravet om, at ansøgeren skal godkendes som adoptant, jf. § 4 a, skal adoptanten modtage adoptionsrådgivning, umiddelbart før og efter at det barn, som skal adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark. Dette gælder dog ikke, hvis adoptanten af hensyn til barnet ikke har mulighed for at modtage rådgivningen.

Stk. 2. En adoptant, der er omfattet af stk. 1, og som har bopæl i Danmark, kan anmode om yderligere adoptionsrådgivning i forbindelse med adoptionen.

Stk. 3. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om følgende:

1) Hvordan rådgivningen efter stk. 1 og 2 skal tilrettelægges.

2) I hvilke situationer adoptanten, jf. stk. 1, 2. pkt., ikke skal modtage rådgivning.

3) Betaling for rådgivning efter stk. 2.«

7. Overskriften til kapitel 5 affattes således:

»Kapitel 5

International adoptionshjælp«.

8. § 30 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 30. Social- og indenrigsministeren kan give en privat organisation tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har bopæl i Danmark, når organisationen opfylder betingelserne i §§ 30 a og 30 b og i de forskrifter, der er fastsat i medfør af § 30 c (adoptionsformidlende organisation).

Stk. 2. En tilladelse til at virke som adoptionsformidlende organisation efter stk. 1 gives for en bestemt periode.

§ 30 a. Adoptionshjælp som nævnt i § 30, stk. 1, skal være bestemt af hensynet til barnets bedste og være etisk og fagligt forsvarlig i overensstemmelse med denne lov og de vilkår, der er fastsat for den adoptionsformidlende organisation.

Stk. 2. En adoptionsformidlende organisation skal varetage sine økonomiske forhold på en forsvarlig måde. Organisationen må ikke opnå utilbørlig økonomisk eller anden vinding i forbindelse med adoptionshjælpen og må ikke modtage betaling, der står i misforhold til det udførte arbejde.

Stk. 3. En adoptionsformidlende organisation skal råde over juridiske, økonomiske og børnefaglige kompetencer af betydning for adoptionshjælpen og over medarbejdere med indsigt i og erfaring med international adoptionshjælp.

§ 30 b. En adoptionsformidlende organisation må alene udføre hjælpearbejde med tilknytning til adoptionshjælp.

§ 30 c. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om en adoptionsformidlende organisations virksomhed.

§ 30 d. Social- og indenrigsministeren bestemmer, i hvilke lande en adoptionsformidlende organisation kan tillades at yde adoptionshjælp.

Stk. 2. Ankestyrelsen bestemmer, med hvilke udenlandske myndigheder, organisationer m.v. en adoptionsformidlende organisation kan tillades at samarbejde om adoptionshjælp. En tilladelse efter 1. pkt. gives for en bestemt periode, medmindre det i forhold til bestemte myndigheder, organisationer m.v. er unødvendigt.

§ 30 e. En godkendt adoptionsansøger skal være tilmeldt en organisation, der har tilladelse efter § 30, for at adoptere et barn, der ikke har bopæl i Danmark.

Stk. 2. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler herfor og om muligheden for at fravige stk. 1, når en godkendt adoptionsansøger har et særligt forhåndskendskab til barnet eller barnets pårørende, eller når der i øvrigt foreligger særlige omstændigheder.«

9. Efter § 31 indsættes før overskriften før § 32:

»§ 31 a. Når et barn er anvist til en godkendt adoptionsansøger med henblik på adoption, tager Ankestyrelsen snarest stilling til, om adoptionsforløbet kan fortsætte.

Stk. 2. Er det anviste barn ikke omfattet af ansøgerens godkendelse som adoptant, eller er der tvivl om dette, foretages vurderingen efter stk. 1 af adoptionssamrådet.

§ 31 b. Ankestyrelsen fører tilsyn med, at en adoptionsformidlende organisation overholder denne lov, de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, og de vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed.

Stk. 2. Ankestyrelsen offentliggør årligt en beretning om styrelsens tilsynsvirksomhed.

§ 31 c. Til brug for tilsynet efter § 31 b skal Ankestyrelsen efter anmodning have udleveret enhver oplysning fra en adoptionsformidlende organisation om organisationens forhold af betydning for tilsynet.

Stk. 2. Ankestyrelsen kan til brug for tilsynet pålægge en adoptionsformidlende organisation

1) at redegøre for organisationens forhold,

2) at redegøre for organisationens samarbejde med udenlandske myndigheder, organisationer m.v.,

3) at fremsende konkrete sager om adoptionshjælp,

4) at tilvejebringe materiale til belysning af lovgivning og praksis vedrørende adoption i lande, hvor organisationen yder adoptionshjælp, og

5) at tilvejebringe oplysninger til brug for undersøgelser og sagsgennemgange af betydning for tilsynet.

§ 31 d. Ankestyrelsen foretager uanmeldte tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende organisation, når det er relevant og mindst en gang årligt.

Stk. 2. Ankestyrelsen gennemgår udvalgte sager, som en organisation har behandlet, når det er relevant og mindst en gang årligt.

Stk. 3. Ankestyrelsen foretager tilsynsbesøg hos organisationen i udlandet i relevant omfang.

§ 31 e. Ankestyrelsen fører løbende økonomisk tilsyn med en adoptionsformidlende organisation gennem opfølgning på organisationens økonomiske forhold mindst to gange årligt.

§ 31 f. En adoptionsformidlende organisation skal underrette Ankestyrelsen om alle organisatoriske ændringer, alle ændringer i relation til adoption fra de lande, hvorfra organisationen formidler børn til adoption, og alle ændringer i relation til organisationens samarbejdsparter, jf. § 30 d. Det gælder dog ikke, når ændringerne er uvæsentlige.

Stk. 2. En adoptionsformidlende organisation skal udarbejde periodiske redegørelser om formidlingssituationen og organisationens samarbejdsparter i lande, hvor organisationen yder adoptionshjælp, jf. § 30 d.

§ 31 g. Ankestyrelsen indsamler information om et adoptionsforløb fra adoptanten, når adoptionsforløbet er gennemført og adoptionshjælpen er ydet af en adoptionsformidlende organisation.

§ 31 h. Ankestyrelsen kan anmode Adoptionsnævnet om udtalelser om konkrete eller generelle forhold af betydning for tilsynet med en adoptionsformidlende organisation.

Stk. 2. Adoptionsnævnet skal underrette Ankestyrelsen om alle forhold, som efter nævnets vurdering har eller kan have betydning for tilsynet med en adoptionsformidlende organisation.

§ 31 i. Overholder en adoptionsformidlende organisation ikke denne lov, de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, eller de vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed, skal Ankestyrelsen give organisationen en advarsel eller et pålæg eller ændre de vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed.

Stk. 2. Ved væsentlig eller gentagen tilsidesættelse af denne lov, de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, eller de vilkår, som er fastsat for en organisations virksomhed, kan social- og indenrigsministeren tilbagekalde organisationens tilladelse efter § 30, stk. 1.

§ 31 j. Social- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om tilsyn med en adoptionsformidlende organisation.

Kapitel 5 a

Døgnpleje, surrogatmoderskab og straf«.

10. I § 34, stk. 1, nr. 1, ændres »efter § 30, stk. 2,« til: »i en tilladelse efter § 30, stk. 1, eller tilsidesætter regler fastsat i medfør af § 30 c,«.

11. I § 34, stk. 1, nr. 2, ændres »§§ 31-33« til: »§§ 31, 32 eller 33«.

12. I § 34, stk. 3, ændres »§ 30, stk. 2« til: »§ 30 c«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. En adoptionsformidlende organisation færdigbehandler de sager om anvisning af et barn til adoption, som den ved lovens ikrafttræden ikke har færdigbehandlet. Sagerne færdigbehandles efter reglerne i adoptionslovens § 31 a som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9.

Stk. 3. Ankestyrelsen kan indtil den 1. april 2016 undtage en adoptant fra kravet i adoptionslovens § 25 d, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, om at skulle modtage adoptionsrådgivning, umiddelbart før at det barn, som skal adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark.

Stk. 4. Kravet i adoptionslovens § 25 d, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, om, at en adoptant skal modtage adoptionsrådgivning, efter at det barn, som skal adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark, gælder, når barnet har taget ophold hos adoptanten i Danmark efter den 30. september 2015.

Stk. 5. Tilladelse givet efter den hidtil gældende regel i § 30 i adoptionsloven til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, der ikke har bopæl i Danmark, er fortsat gældende efter lovens ikrafttræden.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.