Fremsat den 26. marts 2015 af Nikolaj
Villumsen (EL), Jørgen Arbo-Bæhr (EL) og Finn
Sørensen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om annullering af besparelserne på det
statslige beredskab
Folketinget pålægger regeringen at
annullere besparelserne på det statslige beredskab, som
regeringen indgik aftale med Venstre og Dansk Folkeparti om i
sommeren 2014.
Bemærkninger til forslaget
Allan, Bodil, Dagmar og Egon er navne, som
mange danskere kan nikke genkendende til. Det er nemlig navnene
på nogle af de voldsomme storme, som har ramt Danmark gennem
de seneste par år. Klimaforandringerne har gjort vejret i
Danmark vildere og voldsommere, og landet rammes efterhånden
hyppigt af storme og oversvømmelser med deraf
følgende person- og bygningsskader.
Hertil kommer, at Danmark på baggrund af
de senere års krigsdeltagelse flere steder i
Mellemøsten jævnligt nævnes som et
terrormål for radikaliserede religiøse fanatikere. Det
er en terrortrussel, som på tragisk vis blev til virkelighed
for nogle få uger siden, da København blev ramt af et
skudattentat med dræbte og sårede til følge.
Der er med andre ord flere grunde til at
prioritere et stærkt og velfungerende rednings- og
katastrofeberedskab i Danmark. Dertil kommer, at der også
på den internationale scene er brug for bidrag fra det danske
beredskab, der er internationalt respekteret, og som råder
over efterspurgte kvalifikationer. I den seneste tid har det
statslige beredskab således deltaget aktivt i
bekæmpelsen af ebola i det vestlige Afrika.
Man skulle derfor tro, at regeringen og
kommunerne havde haft travlt med at finde flere ressourcer til
beredskabsområdet, så den danske befolkning kan
føle sig tryg ved, at samfundet beskytter den mod naturens
voldsomme kræfter og uforudsigelige radikaliserede
attentatmænd.
Sandheden er imidlertid den stik modsatte.
I sommeren 2014 aftalte regeringen og
Kommunernes Landsforening, at der - på trods af det
voldsommere vejr og på trods af terrortruslen - skal spares
på beredskabsområdet. I alt besluttede regeringen og KL
at spare omkring 300 mio. kr. om året på det danske
beredskab. Det kommunale beredskab skal spare 175 mio. kr., mens
der på det statslige beredskabs område skal findes
besparelser på 125 mio. kr.
Enhedslisten finder, at denne
spareøvelse er uansvarlig og halsløs gerning i en
tid, hvor der er mere brug for det danske rednings- og
katastrofeberedskab end nogensinde. Formålet med dette
beslutningsforslag er derfor at begrænse
skadevirkningerne.
Enhedslisten foreslår, at Folketinget
pålægger regeringen at annullere besparelserne på
det statslige beredskab på 25 mio. kr. i 2015, 75 mio. kr. i
2016 og 125 mio. kr. i 2017 og årene derefter. Der er tale om
besparelser, som indgik i regeringens aftale med Venstre og Dansk
Folkeparti i forbindelse med »Aftale om en
vækstpakke« i juni 2014. Det er besparelser, der vil
fjerne en fjerdedel af Beredskabsstyrelsens budget, og som
formentlig vil betyde, at nogle af Beredskabsstyrelsens seks
statslige beredskabscentre må lukke.
I betragtning af hvor stor en rolle det
statslige beredskab har spillet i forbindelse med f.eks. de
voldsomme storme og oversvømmelser, forekommer det at
være en meget kortsigtet og uansvarlig prioritering at
stække det statslige beredskab så markant.
I modsætning til de kommunale
beredskaber, som består af deltidsansatte folk, er
Beredskabsstyrelsens ansatte fuldtidsbeskæftigede, hvilket
giver mulighed for en intensiv og kontinuerlig indsats, når
en katastrofe rammer, og det har i mange tilfælde haft
afgørende betydning for begrænsningen af skadernes
omfang, at de kommunale beredskaber har haft mulighed for at kunne
hente assistance fra det statslige beredskab.
Enhedslisten betragter derfor de
påtænkte besparelser på det statslige beredskab
som at spille hasard med samfundets sikkerhed, og der er da
også fra både eksperter og faglige organisationer
blevet givet udtryk for, at disse besparelser vil svække det
samlede danske beredskab.
Enhedslisten appellerer derfor til
Folketingets øvrige partier om at tage et medansvar og bakke
op om at annullere de påtænkte besparelser på det
statslige beredskab, så danskerne kan leve i forvisning om,
at det beredskab, der beskytter os, er så stærkt som
overhovedet muligt.
Skriftlig fremsættelse
Nikolaj Villumsen
(EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
annullering af besparelserne på det statslige beredskab.
(Beslutningsforslag nr. B 109)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.