L 15 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Mulighed for opretholdelse af anbringelse af unge med funktionsnedsættelse i alderen 18 til 22 år og ændring af reglerne om ansvaret for at sikre supervision og efteruddannelse til plejefamilier m.v.).

Af: Social-, børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 02-10-2013
1. behandlet / henvist til udvalg 24-10-2013
Betænkning afgivet 21-11-2013
2. behandlet/direkte til 3. behandling 03-12-2013
3. behandlet, vedtaget 05-12-2013
Ministerområde:
Social-, børne- og integrationsministeriet
Resumé:
Loven skaber hjemmel for kommunalbestyrelsen til at give unge med betydelig og varigt nedsat funktionsevne mulighed for at opretholde deres anbringelse i en plejefamilie indtil deres 23. år.

Formålet er at imødekomme den unges behov for støtte og omsorg i plejefamiliens trygge rammer og forberede den unge til en ny boform og derigennem bidrage til en god overgang til voksentilværelsen. Det er en betingelse, at hjælpen må anses for at være af væsentlig betydning for den unges behov for støtte, og at den unge eller dennes værge samtykker. Tilbuddet skal ophøre, når det ikke længere opfylder dets formål under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Loven betyder også, at den kommune, der har pligt til at handle i forhold til et barn eller en ung, som er anbragt i en plejefamilie, skal sikre efteruddannelse og supervision til plejefamilien. Loven retter dermed en fejl i forhold til børn og unge, der var anbragt før den 1. juli 2003, og hvor forældrene efterfølgende var flyttet til en anden kommune.

Loven trådte i kraft den 1. januar 2014.
Afstemning:
Vedtaget 108 stemmer for forslaget (V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF) 0 stemmer imod forslaget 0 stemmer hverken for eller imod forslaget