L 189 Forslag til lov om ændring af lov om fremstilling, præsentation og salg af tobaksvarer.

(Forbud mod salg af løs snus og lignende tobaksprodukter i Danmark).

Af: Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2012-13
Status: Forkastet

Betænkning

Afgivet: 18-06-2013

Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 18. juni 2013

20121_l189_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 18. juni 2013

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 20. marts 2013 og var til 1. behandling den 4. april 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 23. januar 2013 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del - bilag 139. Den 20. marts 2013 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (V, DF, EL, LA og KF) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af udvalget noterer, at den danske tobaksvarelov alene forbyder markedsføring af snus i portionsbreve. V og KF tager til efterretning, at regeringen ønsker at fastsætte et dansk forbud mod salg af løs snus.

V og KF konstaterer, at skiftende danske regeringer gennem mere end 20 år har haft den opfattelse og anvendt den fortolkning, at salg af løs snus i Danmark var i overensstemmelse med bestemmelserne i tobaksvaredirektivet.

V og KF tager til efterretning, at Kommissionen med en åbningsskrivelse i juni 2012 har indledt en traktatkrænkelsessag mod Danmark, idet det er Kommissionens opfattelse, at den danske retstilstand - som tillader markedsføring af løs snus - er i strid med tobaksvaredirektivet. I den forbindelse konstaterer partierne, at regeringen i modstrid med 20 års dansk fortolkning nu pludselig har fået en anden forståelse af direktivets rækkevidde, for så vidt angår snus.

V og KF kan ikke støtte et forbud mod salg af løs snus og mener, at sagen bør prøves ved EU-Domstolen. Såfremt Kommissionen vælger at indbringe sagen for EU-Domstolen - og Danmark måtte blive dømt - ønsker partierne naturligvis at bringe den danske retstilstand i overensstemmelse med EU-retten.

Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget bemærker, at baggrunden for lovforslaget om forbud mod salg af snus i Danmark er, at Kommissionen med åbningsskrivelse af 21. juni 2012 indledte en traktatkrænkelsessag mod Danmark, fordi salg af løs snus er tilladt i Danmark. Kommissionen har den 25. oktober 2012 sendt en begrundet udtalelse til Danmark og det fremgår af lovforslagets bemærkninger at: »Europa-Kommissionen er af den opfattelse, at tobaksvaredirektivet forbyder salg af snus«.

Samtidig er der en revision af tobaksvaredirektivet under udarbejdelse, og Sundheds- og Forebyggelsesudvalget har i den forbindelse tidligere på året afgivet høringssvar. I Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets høringssvar til Europaudvalget fremgår følgende vedrørende forbud mod snus:

»Et flertal af udvalget (V, DF, EL, LA og KL) finder, at det gældende tobaksvaredirektiv fra 2001 ikke indeholder et forbud mod salg af al løs snus i Danmark. Disse partier finder, at salg af løs snus er lovligt i henhold til det gældende direktiv, og bemærker, at der er tale om et traditionelt produkt. På denne baggrund vil den foreslåede ændring være i modstrid med den hidtidige danske fortolkning af tobaksvaredirektivet.

Flertallet kan ikke støtte et forbud mod markedsføring af snus, uanset indpakning. Flertallet noterer endvidere, at snus er mindre sundhedsskadeligt end konventionelle cigaretter og ikke giver anledning til passiv rygning.

Flertallet henviser i øvrigt til den svenske Riksdags udtalelse til Kommissionen vedrørende dette spørgsmål«.

Det nye tobaksdirektiv har også været til behandling i Europaudvalget, som for nylig pålagde regeringen at arbejde for samt lægge vægt på, at forbuddet mod snus fjernes fra direktivet. Danmark kan altså ende i den absurde situation, at Folketinget - efter Kommissionens ønske - vedtager et forbud mod snus, samtidig med at regeringen får forbuddet ophævet og snus alligevel bliver tilladt i henhold til tobaksvaredirektivet.

Dansk Folkeparti opfordrer derfor regeringen til dels at trække lovforslaget tilbage, indtil det det nye tobaksvaredirektiv foreligger, og dels at meddele Kommissionen, at Danmark ikke kan forholde sig til den påtænkte sag om overtrædelse af direktivet, før det nye direktiv er færdigt. Først når det nye direktiv er vedtaget, bør denne drøftelse tages op.

Dansk Folkeparti erkender, at regeringen helst vil forbyde alle tobaksprodukter, og at dette forslag blot er et skridt i denne retning. Dansk Folkeparti er således klar over, at regeringspartierne gerne ser, at direktivet bliver så stramt som muligt. Selv om regeringen ikke finder det problematisk, at der laves et direktiv, som giver Kommissionen nærmest uindskrænket magt til at stramme dette område, så ønsker Dansk Folkeparti at holde denne kompetence i Danmark. Det er Dansk Folkepartis holdning, at det skal være Folketinget, der bestemmer, om danske borgere må bruge snus. Snus er absolut noget af det mindre farlige inden for tobaksvareprodukter. Det er derfor helt absurd at gå så fanatisk efter et forbud, når det måske giver mere mening at betragte snus som et mindre farligt alternativ til rygning af tobak.

Et mindretal i udvalget (S, RV og SF) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.

Socialdemokratiets, Radikale Venstres og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget finder, at Danmark bør opfylde sine EU-retlige forpligtelser, og lovforslaget har til formål at bringe den danske retstilstand i overensstemmelse med EU-retten. Partierne lægger i den forbindelse også vægt på at undgå, at Kommissionen, der har indledt en traktatkrænkelsessag mod Danmark, anlægger en retssag mod Danmark ved EU-Domstolen.

Partierne bemærker, at den danske retstilstand, der tillader salg af løs snus i Danmark, er i strid med tobaksvaredirektivet (2001/37/EF), fordi direktivets artikel 8 indeholder et forbud mod salg af snus uanset indpakning. Forbuddet mod salg af snus gælder alle EU-lande med undtagelse af Sverige, der fik en undtagelse i forbindelse med sit medlemskab af EU. Partierne bemærker endvidere, at det EU-retlige forbud mod markedsføring af visse typer af tobaksvarer, der indtages oralt, herunder enhver form for snus, blev indført i 1992 med direktiv 92/41/EØF og er videreført uændret med det gældende tobaksvaredirektiv fra 2001 (2001/37/EF).

Partierne beklager, at skiftende regeringer siden 1992 fejlagtigt har lagt til grund, at forbuddet mod markedsføring af visse typer af tobaksvarer, der indtages oralt, ikke omfattede løs snus, men lægger ikke desto mindre vægt på, at den danske retstilstand bringes i overensstemmelse med tobaksvaredirektivet, således at Danmark opfylder sine EU-retlige forpligtelser.

Det er partiernes opfattelse, at den danske regering, hvis Kommissionen vælger at indbringe sagen for EU-Domstolen, ikke vil have andre muligheder end at tage bekræftende til genmæle over for Kommissionens påstand. Der vil med andre ord blive tale om en ren »tilståelsessag«.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Karen J. Klint (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) fmd. Daniel Toft Jakobsen (S) Orla Hav (S) Camilla Hersom (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Jonas Dahl (SF) Eigil Andersen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Martin Geertsen (V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Gitte Lillelund Bech (V) Liselott Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Joachim B. Olsen (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 189

Bilagsnr.

Titel

1
Høringsnotat og høringssvar, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
2. udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
Revideret udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
5
Korrespondance mellem ministeren og Folketingets formand om behandlingen af lovforslaget
6
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
7
Kopi af KOM (2012) 0788 - spørgsmål 14, til ministeren for sundhed og forebyggelse, kopi til europaministeren
8
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 189

Spm.nr.
Titel
1
Spm. er taget tilbage