Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 23. april 2013
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven, lov om
international fuldbyrdelse af straf m.v. og lov om udlevering af
lovovertrædere
(Gennemførelse af Europarådets
konvention om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og
konfiskation af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering
af terrorisme samt gennemførelse af den tredje og fjerde
tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering m.v.)
§ 1
I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1008 af 24. oktober 2012, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1242 af 18. december 2012, § 1 i lov nr. 1387 af 23.
december 2012 og § 2 i lov nr. 378 af 17. april 2013,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 795 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. §
189 finder tilsvarende anvendelse. Når ransagningen foretages
hos en erhvervsvirksomhed, gælder dette også for andre,
der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har fået
kendskab til sagen.«
2. I
§ 804, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Når pålæg meddeles
en erhvervsvirksomhed, finder § 189 tilsvarende anvendelse for
andre, der i kraft af deres tilknytning til virksomheden har
fået kendskab til sagen.«
§ 2
I lov om international fuldbyrdelse af straf
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005,
foretages følgende ændringer:
1.
Overskriften til kapitel 3 a affattes
således:
»Kapitel 3 a
Fuldbyrdelse af afgørelser om
konfiskation efter andre konventioner«.
2. § 5
a affattes således:
Ȥ 5
a. Afgørelser om konfiskation, som er omfattet af
FN-konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope
stoffer, den europæiske konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskati?on af
udbyttet fra strafbart forhold eller Europarådets konvention
om hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation
af udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme, jf. bilag 3, 4 og 5 til denne lov, kan fuldbyrdes efter
reglerne i kapitel 3, når konventionens betingelser er
opfyldt.«
3. Som
bilag 5 indsættes bilag 1 til
denne lov.
§ 3
I lov om udlevering af lovovertrædere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som
ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 394 af 30. april 2007 og
senest ved § 2 i lov nr. 271 af 4. april 2011, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 6, stk. 1, og § 10 h, stk. 1, ændres
»hans« til: »dennes«.
2. §
8 affattes således:
Ȥ
8. Udlevering kan ikke finde sted, når den, der
søges udleveret, her i landet, i et nordisk land eller i en
medlemsstat i Den Europæiske Union er dømt eller
frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende
gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er
benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere
afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt
eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den
Europæiske Union. Uanset at den pågældende er
dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet.
Stk. 2. Er tiltale mod
den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering
kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for
omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.
Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet
og betingelserne for at omgøre beslutningen om
påtaleopgivelse ikke er opfyldt.
Stk. 3. Udlevering til
strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er
indledt retsforfølgning mod den pågældende for
den handling, for hvilken der søges udlevering, og
retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den
pågældendes tilknytning til Danmark og
omstændighederne i øvrigt findes at skulle
gennemføres her i landet.«
3. Fem
steder i § 10 og i § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, 1. pkt., § 18 e, stk. 1, 1. pkt., og § 20, stk. 1, ændres
»han« til: »den
pågældende«.
4. I
§ 10, nr. 1, litra b, ændres
»45« til: »30«.
5. I
§ 10 d, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »end den medlemsstat, der har anmodet om
udlevering,«.
6. § 10 d,
stk. 1, 4. pkt., affattes således:
»Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domsstaten.«
7. I
§ 10 m, stk. 1, 1. pkt.,
udgår »andet«.
8. § 10 m,
stk. 1, 4. pkt., affattes således:
»Uanset at den pågældende
er dømt for den samme strafbare handling, kan udlevering dog
kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen
er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke
længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i
domslandet.«
9. I
§ 10 o, stk. 2, nr. 1, og stk. 4, nr. 2, ændres »45«
til: »30«.
10. I
§ 21, stk. 1, ændres
»han« til: »ministeren«.
11. I
§ 21 indsættes som stk. 4:
»Stk. 4. § 13
finder tilsvarende anvendelse.«
12.
Efter § 21 b indsættes:
Ȥ 21
c. Ved udlevering til lande, som har tiltrådt den
tredje tillægsprotokol til den europæiske konvention om
udlevering, gælder reglerne i tillægsprotokollen, jf.
bilag 3 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem
Danmark og det pågældende land er mere vidtgående
end reglerne i tillægsprotokollen.«
13.
Som bilag 3 indsættes bilag 2 til
denne lov.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2013.
Stk. 2. Lovens § 3,
nr. 4, 9, 12 og 13, finder anvendelse på anmodninger om
udlevering, der fremsættes efter lovens
ikrafttræden.
§ 5
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Stk. 2. Lovens
§§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning helt eller delvis
sættes i kraft for Grønland med de ændringer,
som de grønlandske forhold tilsiger.
Stk. 3. Lovens § 2
kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft
for Færøerne med de ændringer, som de
færøske forhold tilsiger.
Bilag 1
»Bilag
5
Europarådets konvention om
hvidvask, efterforskning, beslaglæggelse og konfiskation af
udbytte fra strafbare handlinger samt finansiering af
terrorisme
Warszawa, den 16. maj 2005
Præambel
Europarådets medlemsstater og andre stater, der
undertegner denne konvention,
der finder, at Europarådets mål er at opnå
større enhed mellem dets medlemmer,
der er overbevist om behovet for at føre en fælles
kriminalpolitik med henblik på beskyttelse af samfundet,
der finder, at bekæmpelsen af alvorlig kriminalitet, der
er blevet et stadigt voksende internationalt problem, kræver
anvendelse af moderne og effektive metoder på internationalt
plan,
der er overbevist om, at en af disse metoder er at fratage
forbrydere udbyttet af deres forbrydelser samt de redskaber, der er
til deres rådighed,
der finder, at et velfungerende system for internationalt
samarbejde må etableres for at nå dette mål,
der henviser til Europarådets Konvention om hvidvaskning,
efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af
udbyttet fra strafbart forhold (ETS Nr. 141 - i det følgende
betegnet »1990-konventionen«);
der endvidere gør opmærksom på Resolution
1373(2001) om truslerne mod den internationale fred og sikkerhed
forårsaget af terrorhandlinger, som blev vedtaget af de
Forenede Nationers Sikkerhedsråd den 28. september 2001, og
navnlig denne resolutions artikel 3.d;
der minder om den Internationale konvention om bekæmpelsen
af finansiering af terrorisme vedtaget af de Forenede Nationers
Generalforsamling den 9. december 1999 og navnlig artikel 2 og 4 i
denne konvention, der pålægger de deltagende stater at
kriminalisere finansiering af terrorisme; og
som er overbevist om, at det er nødvendigt umiddelbart at
træffe foranstaltninger til at ratificere og fuldt ud
gennemføre den ovennævnte Internationale konvention om
bekæmpelse af finansiering af terrorisme,
har indgået følgende aftale:
Kapitel I - Anvendelse af termer
Artikel 1 - Anvendelse af termer
I denne konvention:
a) betyder
»udbytte« enhver økonomisk fordel, der direkte
eller indirekte stammer fra eller er opnået ved kriminelle
handlinger. Det kan bestå af alle former for formuegoder som
defineret i denne artikels litra b;
b) omfatter
»formuegoder« formuegoder af enhver art, det være
sig rørlige eller urørlige formuegoder, fast ejendom
eller løsøre samt juridiske dokumenter og papirer,
der beviser adkomst til eller rettigheder over sådanne
formuegoder,
c) betyder
»redskaber« enhver form for formuegoder, der anvendes
eller påtænkes anvendt på en hvilken som helst
måde, helt eller delvis, til at begå en eller flere
forbrydelser,
d) betyder
»konfiskation« en sanktion eller foranstaltning, der
pålægges af en domstol efter en retssag
vedrørende en eller flere forbrydelser, og som
medfører en endelig berøvelse af formuegoder;
e) betyder
»førforbrydelse« enhver strafbar handling, som
fører til, at der opstår udbytte, der kan gøres
til genstand for en forbrydelse som defineret i denne konventions
artikel 9;
f) betyder
»finansiel efterretningsenhed« (i det følgende
betegnet »FIU«) en central, national enhed med ansvar
for at modtage (og, efter bemyndigelse, at anmode om), analysere og
videregive oplysninger om finansielle forhold til de kompetente
myndigheder
i)
vedrørende midler, der mistænkes for at være
udbytte og mulig finansiering af terrorisme, eller
ii) hvor der er
krav herom i national lovgivning,
med henblik på at bekæmpe hvidvask og
finansiering af terrorisme;
g) omfatter
»indefrysning« eller »beslaglæggelse«
et midlertidigt forbud mod overdragelse, tilintetgørelse,
omdannelse, disponering eller flytning af formuegoder eller en
foreløbig overtagelse af varetægten over eller
kontrollen med formuegoder på grundlag af en kendelse afsagt
af en domstol eller en anden kompetent myndighed;
h) omfatter
»finansiering af terrorisme« de handlinger, der er
anført i artikel 2 i den ovennævnte Internationale
konvention om bekæmpelse af finansieringen af terrorisme.
Kapitel II - Finansiering af
terrorisme
Artikel 2 - Anvendelse af konventionen
på finansiering af terrorisme
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for, at den kan anvende de
bestemmelser, der er anført i konventionens kapitel III, IV
og V, på finansieringen af terrorisme.
2. Enhver part skal
navnlig sikre, at den kan efterforske, spore, identificere,
indefryse, beslaglægge og konfiskere formuegoder, det
være sig af lovlig eller ulovlig oprindelse, der helt eller
delvist har været brugt eller er bestemt til at bruges til
finansiering af terrorisme, eller som udgør udbyttet ved en
sådan strafbar handling, og medvirke i videst muligt omfang
til samarbejde med henblik herpå.
Kapitel III -
Foranstaltninger der skal træffes på nationalt
niveau
Afsnit 1 - Generelle bestemmelser
Artikel 3 -
Konfiskationsforanstaltninger
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sætte den i
stand til at konfiskere redskaber og udbytte eller formuegoder,
hvis værdi svarer til et sådant udbytte og hvidvaskede
formuegoder.
2. Forudsat at
denne artikels stk. 1 finder anvendelse på hvidvask og de
kategorier af strafbare forhold, der er anført i bilaget til
denne konvention, kan enhver part - på tidspunktet for
undertegnelsen eller ved deponeringen af sit ratifikations-,
accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument - ved en
erklæring stilet til Europarådets generalsekretær
erklære, at denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse
a) i det omfang det
pågældende strafbare forhold kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden form for tilbageholdelse med
en straframme på mere end et år. Dog kan enhver part
afgive en erklæring om denne bestemmelse i forhold til
konfiskation af udbytte ved overtrædelser af
skattelovgivningen med det ene formål at kunne konfiskere det
pågældende udbytte, både nationalt og via
internationalt samarbejde, i henhold til national og mellemstatslig
lovgivning om inddrivelse af skyldig skat;
og/eller
b) på en
række nærmere opregnede lovovertrædelser.
3. Parterne kan
indføre tvungen konfiskation for forbrydelser, der er
underlagt konfiskationsreglerne. Parterne kan navnlig lade en
sådan bestemmelse omfatte hvidvask, narkotikahandel,
menneskehandel og enhver anden alvorlig lovovertrædelse.
4. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og øvrige
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at kunne kræve, at en lovovertræder i forbindelse med
et eller flere alvorlige strafbare forhold som defineret i den
nationale lovgivning, skal bevise oprindelsen af et
påstået udbytte eller andre formuegoder, der kan
konfiskeres, i den udstrækning et sådant krav er
foreneligt med principperne i den nationale lovgivning.
Artikel 4 - Efterforskningsmæssige og
foreløbige foranstaltninger
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sætte den i stand til hurtigt at identificere, spore,
indefryse eller beslaglægge formuegoder, der kan konfiskeres
efter artikel 3, navnlig med henblik på at fremme
gennemførelsen af en senere konfiskation.
Artikel 5 - Indefrysning,
beslaglæggelse og konfiskation
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sikre, at foranstaltningerne vedrørende indefrysning,
beslaglæggelse og konfiskation også omfatter:
a) formuegoder,
hvortil et udbytte er blevet omdannet eller konverteret;
b) formuegoder
erhvervet fra lovlige kilder, hvis strafbart udbytte helt eller
delvist er sammenblandet hermed, op til den anslåede
værdi at det udbytte, der er blevet sammenblandet;
c) indtægt
eller anden gevinst, der stammer fra strafbart udbytte, fra
formuegoder hvortil et strafbart udbytte er omdannet eller
konverteret eller fra formuegoder som et strafbart udbytte er
sammenblandet med, op til den anslåede værdi af det
sammenblandede udbytte, på samme måde og i samme omfang
som strafbart udbytte.
Artikel 6 - Forvaltning af indefrosne eller
beslaglagte formuegoder
Hver enkelt part skal vedtage de lovgivningsmæssige eller
øvrige foranstaltninger der måtte være
nødvendige for at sikre en korrekt forvaltning af indefrosne
eller beslaglagte formuegoder i henhold til artikel 4 og 5 i denne
konvention.
Artikel 7 - Efterforskningsmæssige
beføjelser og teknikker
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at bemyndige sine
domstole eller andre kompetente myndigheder til at beordre, at
bankoplysninger, økonomiske oplysninger eller
handelsmæssige oplysninger gøres tilgængelige
eller beslaglægges med henblik på at udføre de
handlinger, der er omhandlet artikel 3, 4 og 5. En part kan ikke
afslå at tage skridt i henhold til bestemmelserne i denne
artikel under henvisning til bankhemmeligheden.
2. Enhver part
skal, med forbehold af stk. 1, vedtage de lovgivningsmæssige
og andre foranstaltninger, der måtte være
nødvendige for, at den pågældende part kan:
a) afgøre,
om en fysisk eller juridisk person er indehaver eller den reelle
indehaver af en eller flere konti, uanset deres karakter, i enhver
bank, der er beliggende på dens territorium, og i så
fald skaffe alle oplysninger om de identificerede konti;
b) indhente
oplysninger om bestemte bankkonti og bankforretninger, der er
gennemført i en bestemt periode via en eller flere
nærmere angivne konti, herunder oplysninger om konti der
måtte være overført til eller fra;
c) foretage
overvågning i en nærmere angivet periode af de
bankforretninger, der gennemføres via en eller flere
bestemte konti; og
d) sikre, at banker
ikke gør den pågældende bankkunde eller andre
tredjemænd bekendt med, at der er rekvireret eller indhentet
oplysninger i henhold til litra a, b eller c, eller at der er en
efterforskning i gang.
Parterne skal overveje at udvide denne
bestemmelse til at gælde for konti i finansielle
institutioner, der ikke er banker.
3. Enhver part skal
overveje at vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sætte den i stand til at anvende særlige
efterforskningsteknikker, der letter identifikation og sporing af
udbytte og indsamling af bevismateriale i denne forbindelse,
såsom observation, aflytning af telekommunikation, adgang til
computersystemer og kendelser om at fremlægge bestemte
dokumenter.
Artikel 8 -
Retsmidler
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at sikre, at de relevante parter, der berøres af
foranstaltninger i henhold til artikel 3, 4 og 5 samt
øvrige bestemmelser i nærværende afsnit, der
måtte være relevante, har effektive retsmidler med
henblik på at bevare deres rettigheder.
Artikel 9 -
Forbrydelser i forbindelse med hvidvask
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at gøre
følgende forhold kriminelle i henhold til national
lovgivning, såfremt de begås forsætligt:
a) omsætning
eller overdragelse af formuegoder med viden om, at disse
formuegoder er udbytte, med henblik på at skjule eller
tilsløre den ulovlige oprindelse af formuegoderne eller
bistå en person, der er med til at begå
prædikatforbrydelsen, for at undgå de retlige
konsekvenser af hans handlinger;
b) handlinger med
henblik på at skjule eller tilsløre den sande
karakter, oprindelse, opbevaringssted, dispositioner,
bevægelser, rettigheder eller ejerskab vedrørende
formuegoder med viden om, at disse formuegoder er udbytte;
og med forbehold af dens forfatningsmæssige
principper og grundlæggende retsprincipper;
c) erhvervelse,
besiddelse eller anvendelse af formuegoder med viden på
modtagelsestidspunktet om, at disse formuegoder var udbytte;
d) deltagelse i,
medvirken eller sammensværgelse med henblik på at
begå, forsøg på at begå og medvirken,
bistand eller rådgivning i forbindelse med begåelse af
nogen af de forbrydelser, der er fastlagt som forbrydelser i
overensstemmelse med denne artikel.
2. I forbindelse
med gennemførelsen eller anvendelsen af denne artikels stk.
1:
a) er det uden
betydning, om prædikatsforbrydelsen falder ind under den
pågældende parts strafferetlige kompetence;
b) kan det
fastsættes, at de forbrydelser, der er omhandlet i dette
stykke, ikke finder anvendelse på de personer, der begik
prædikatforbrydelsen;
c) kan viden,
hensigt eller formål, der kræves som element i
forbindelse med de i dette stykke fastsatte forbrydelser, udledes
af objektive, faktuelle omstændigheder.
3. Enhver part kan
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at fastslå, at
alle de forhold der er anført i denne artikels stk. 1, eller
enkelte af disse, er strafbare i henhold til dens nationale
lovgivning i enten det ene eller begge af følgende
tilfælde, hvor lovovertræderen
a) havde mistanke
om, at formuegoderne var udbytte,
b) burde have
formodet, at formuegoderne var udbytte.
4. Forudsat at
denne artikels stk. 1 finder anvendelse på de kategorier af
førforbrydelser, der er anført i bilaget til
konventionen, kan enhver stat eller Det Europæiske
Fællesskab, på tidspunktet for sin undertegnelse eller
ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet
til Europarådets generalsekretær erklære, at
denne artikels stk. 1 kun finder anvendelse:
a) for så
vidt førforbrydelsen kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden frihedsberøvende
foranstaltning i mere end et år, eller, for de parter der har
en minimumstærskel for lovovertrædelser i deres
retssystem, for så vidt forholdet kan straffes med
frihedsberøvelse eller en anden frihedsberøvende
foranstaltning med en minimumsstraf på mere end seks
måneder; og/eller
b) på en
række nærmere angivne førforbrydelser;
og/eller
c) på en
gruppe af alvorlige lovovertrædelser i den
pågældende parts nationale lovgivning.
5. Enhver part skal
sikre, at en tidligere eller samtidig domfældelse for
førforbrydelsen ikke er en forudsætning for en
domfældelse for hvidvask.
6. Enhver part skal
sikre, at en domfældelse for hvidvask efter denne artikel er
mulig, hvor det er bevist, at det i denne artikels stk. 1, litra a
b, anførte formuegode stammer fra en førforbrydelse,
uden at det er nødvendigt at påvise, præcis
hvilken forbrydelse.
7. Enhver part skal
sikre, at førforbrydelser vedrørende hvidvask
omfatter handlinger, der er begået i en anden stat, og som
udgør et strafbart forhold i denne stat, og ville have
udgjort en førforbrydelse, hvis den var begået
nationalt. Enhver part kan bestemme, at den eneste
forudsætning er, at handlingen ville have udgjort en
førforbrydelse, hvis den var begået nationalt.
Artikel 10 -
Virksomhedsansvar
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sikre, at juridiske
personer kan stilles til ansvar for strafbare forhold i form af
hvidvask som fastlagt i henhold til denne konvention, når
forholdet er begået til de pågældendes fordel af
en fysisk person, der har en ledende stilling hos den juridiske
person, og som handler individuelt eller som en del af en enhed hos
den juridiske person, på grundlag af:
a) en fuldmagt til
at repræsentere den juridiske person; eller
b) en bemyndigelse
til at træffe beslutninger på vegne af den juridiske
person; eller
c) en bemyndigelse
til at udøve kontrol hos den juridiske person,
samt for en sådan fysisk persons medvirken
som bidragyder eller initiativtager til de ovennævnte
strafbare forhold.
2. Bortset fra de
tilfælde, der allerede er omhandlet i stk. 1, skal hver af
parterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at
sikre, at en juridisk person kan stilles til ansvar, hvor manglende
tilsyn eller kontrol fra en fysisk persons side som anført i
stk. 1, har gjort det muligt for en fysisk person under den
juridiske persons kontrol at begå de strafbare forhold, der
er anført i stk. 1 til gavn for den juridiske person.
3. Strafansvar for
en juridisk person efter denne artikel skal ikke udelukke
straffesager over for fysisk personer, der begår, tager
initiativ til eller medvirker til de strafbare forhold, der er
anført i stk. 1.
4. Enhver part skal
sikre, at juridiske personer, der straffes i henhold til
nærværende artikel, pålægges effektive,
forholdsmæssige og præventive strafferetlige eller
ikke-strafferetlige sanktioner, herunder økonomiske
sanktioner.
Artikel 11 -
Tidligere afgørelser
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at gøre det muligt, at der ved strafudmålingen tages
hensyn til endelige afgørelser vedrørende en fysisk
eller juridisk person, der er truffet af en anden part i
forbindelse med forhold, der er strafbare i henhold til denne
konvention.
Afsnit 2 -
Finansiel efterretningsenhed (FIU) og forebyggelse
Artikel 12 -
Finansiel efterretningsenhed (FIU)
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at etablere en FIU som
defineret i denne konvention.
2. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at sikre, at dens FIU
rettidigt har direkte eller indirekte adgang til de oplysninger om
økonomi, administration og retshåndhævelse, som
er nødvendige for, at den kan varetage sine funktioner
ordentligt, herunder analyse af rapporter om mistænkelige
transaktioner.
Artikel 13 -
Foranstaltninger til forebyggelse af hvidvask
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige og andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at etablere et
omfattende indenlandsk regulerings-, tilsyns- og
overvågningssystem med henblik på at forebygge
hvidvask, og skal tage det nødvendige hensyn til
gældende internationale standarder, herunder navnlig de
rekommandationer, der er vedtaget af the Financial Action Task
Force vedrørende hvidvask (FATF).
2. I denne
forbindelse skal enhver part navnlig vedtage de
lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der
måtte være nødvendige for at:
a) kunne
kræve, at juridiske og fysiske personer, der
beskæftiger sig med virksomhed, der har særlig stor
sandsynlighed for at blive brugt til hvidvask og, for så vidt
angår denne virksomhed, at den:
i) identificerer og
bekræfter identiteten på deres kunder og, hvor det er
relevant, deres øverste reelle ejere, og at den
gennemfører løbende due
diligence-undersøgelser af deres engagement, samtidig med,
at de anvender en risikobaseret tilgang dertil;
ii) indberetter
mistanke om hvidvask, hvor der skal træffes
sikkerhedsforanstaltninger;
iii) træffer
understøttende foranstaltninger, såsom registrering af
oplysninger om kundeidentifikation og -transaktioner, uddannelse af
personale og indførelse af interne retningslinjer og
procedurer og, hvor det er nødvendigt, tilpasset deres
størrelse og karakteren af deres virksomhed;
b) forhindre, hvor
det er nødvendigt, at de personer, der er nævnt i
litra a, afslører, at der er foretaget indberetning om en
mistænkelig transaktion eller oplysninger i forbindelse
dermed, eller at der er eller kan blive sat en
hvidvaskefterforskning i gang;
c) sikre, at de i
litra a nævnte personer er genstand for effektive
overvågningssystemer og eventuelt tilsyn med henblik på
at sikre, at de overholder kravene til bekæmpelse af
hvidvask, efter omstændighederne på baggrund af en
risikovurdering.
3. I den
forbindelse skal enhver part vedtage de lovgivningsmæssige
eller andre foranstaltninger, der måtte være
nødvendige for at afsløre den betydelige fysiske
grænseoverskridende transport af kontanter og relevante
omsættelige ihændehaverpapirer.
Artikel 14 -
Udsættelse af indenlandske mistænkelige
transaktioner
Enhver part skal vedtage de lovgivningsmæssige og andre
foranstaltninger, der måtte være nødvendige for
at gøre det muligt, at FIU'en eller, efter
omstændighederne, andre kompetente myndigheder eller organer
kan gribe umiddelbart ind, hvor der er mistanke om, at en
transaktion er relateret til hvidvask, for at suspendere eller
tilbageholde samtykke til, at en transaktion gennemføres,
med henblik på at få transaktionen analyseret og
mistanken bekræftet. Enhver part må begrænse
sådanne foranstaltninger til sager, hvor der er sket
indberetning om en mistænkelig transaktion. Den maksimale
varighed af enhver suspension eller tilbageholdelse af samtykke til
en transaktion skal være underlagt de relevante bestemmelser,
der måtte findes i den nationale lovgivning.
Kapitel IV -
Internationalt samarbejde
Afsnit 1 -
Principper for internationalt samarbejde
Artikel 15 -
Generelle principper og foranstaltninger i forbindelse med
internationalt samarbejde
1. Parterne skal
gensidigt samarbejde med hinanden i videst muligt omfang i
forbindelse med efterforskning og foranstaltninger med henblik
på konfiskation af redskaber og udbytte.
2. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sætte den
i stand til på de betingelser, der er fastsat i dette
kapitel, at efterkomme anmodninger:
a) om konfiskation
af bestemte formuegoder, der repræsenterer udbytte eller
redskaber, samt om konfiskation af udbytte, der består i krav
om at betale en sum penge, der svarer til værdien af
udbyttet;
b) om
efterforskningsbistand og foreløbige foranstaltninger med
henblik på en af de to former for konfiskation, der er
nævnt i ovenstående litra a.
3. Den
efterforskningsbistand og de foreløbige foranstaltninger,
der anmodes om i stk. 2, litra b, skal gennemføres,
således som det er muligt efter og i overensstemmelse med den
anmodede parts nationale lovgivning. Hvor der i en anmodning
vedrørende en af disse foranstaltninger er anført
formaliteter eller procedurer, der er nødvendige efter
lovgivningen hos den anmodende part, skal den anmodede part, selvom
de er uvante for denne part, efterkomme sådanne anmodninger i
det omfang det tiltag, der anmodes om, ikke er i strid med
grundlæggende principper i denne parts lovgivning.
4. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sikre, at
anmodninger fra andre parter om at identificere, spore, indefryse
eller beslaglægge udbytte og redskaber får samme
prioritet som anmodninger fremsat inden for rammerne af partens
egne procedurer.
Afsnit 2 -
Efterforskningsbistand
Artikel 16 -
Pligt til at bistå
Parterne skal - efter anmodning - i videst muligt omfang yde
hinanden bistand i forbindelse med identifikation og eftersporing
af redskaber, udbytte og andre formuegoder, der skal konfiskeres.
En sådan bistand skal omfatte enhver foranstaltning til
tilvejebringelse og sikring af bevis vedrørende de
nævnte formuegoders eksistens, opbevaringssted eller
bevægelser, art, juridisk status eller værdi.
Artikel 17 -
Anmodninger om oplysninger om bankkonti
1. Enhver part skal
på de betingelser, der er fastsat i denne artikel,
træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, som
svar på en anmodning fremsendt af en anden part, at
afgøre, om en fysisk eller juridisk person, der er genstand
for en strafferetlig efterforskning, har eller kontrollerer en
eller flere konti, uanset deres karakter, i enhver bank, der
befinder sig på den pågældendes territorium og i
så fald fremsende oplysningerne om de konti, man har fundet
frem til.
2. De
forpligtelser, der er anført i denne artikel, skal kun finde
anvendelse, i det omfang oplysningerne findes hos den bank, hvor
kontoen føres.
3. Ud over de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning:
a) anføre,
hvorfor den finder, at de ønskede oplysninger sandsynligvis
vil være af stor værdi med henblik på den
strafferetlige efterforskning af forholdet;
b) anføre,
hvad der er grunden til, at det formodes, at banker hos den
anmodede part har kontoen og, i det omfang det er muligt, angive,
hvilke banker og/eller konti det kan dreje sig om; og
c) medsende enhver
yderligere tilgængelig oplysning, som kan fremme
udførelsen af anmodningen.
4. Den anmodede
part kan gøre udførelsen af anmodningen
afhængig af de samme betingelser, som den anvender
vedrørende anmodninger om ransagning og
beslaglæggelse.
5. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelsen eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at denne
artikel kun finder anvendelse på de kategorier af strafbare
forhold, der står på listen i bilaget til denne
konvention.
6. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti hos finansielle
institutioner, der ikke er banker. En sådan udvidelse kan
være betinget af gensidighed.
Artikel 18 -
Anmodning om oplysninger om banktransaktioner
1. Efter anmodning
fra en anden part skal en anmodet part fremsende oplysninger om de
nærmere anførte bankkonti og de bankdispositioner, der
er gennemført i en specificeret periode via en eller flere
konti anført i anmodningen, herunder oplysninger om konti,
der er overført til eller fra.
2. Den
forpligtelse, der er beskrevet i denne artikel, skal kun
gælde i den udstrækning oplysningerne findes i den
bank, hvor kontoen føres.
3. Foruden de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning anføre, hvorfor de oplysninger, der anmodes om,
anses for at være relevante for den strafferetlige
efterforskning af lovovertrædelsen.
4. Den anmodede
part kan betinge udførelsen af en sådan anmodning af,
at de samme betingelser, som den pågældende part
anvender ved anmodninger om ransagning og beslaglæggelse,
finder anvendelse.
5. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti i andre finansielle
institutioner end banker. En sådan udvidelse kan være
betinget af gensidighed.
Artikel 19 -
Anmodninger om overvågning af banktransaktioner
1. Enhver part skal
sikre, at den efter anmodning fra en anden part i en nærmere
anført periode kan overvåge de bankdispositioner, der
foretages via en eller flere konti, der er anført i
anmodningen, og videregive resultaterne deraf til den anmodende
part.
2. Foruden de i
artikel 37 anførte krav skal den anmodende part i sin
anmodning anføre, hvorfor de ønskede oplysninger
anses for at være relevante med henblik på den
strafferetlige efterforskning af lovovertrædelsen.
3. Beslutningen om
at foretage overvågning skal i hvert enkelt tilfælde
træffes af den anmodede parts kompetente myndigheder i
overensstemmelse med den pågældende parts nationale
lovgivning.
4. De praktiske
enkeltheder vedrørende overvågningen skal aftales
mellem de kompetente myndigheder hos den anmodende og den anmodede
part.
5. Parterne kan
udvide denne bestemmelse til at omfatte konti i andre finansielle
institutioner end banker.
Artikel 20 -
Uanmodede oplysninger
En part kan, uden at det kan påvirke denne parts egen
efterforskning eller retsforfølgning negativt, sende en
anden part oplysninger vedrørende redskaber og udbytte uden
forudgående anmodning, når den finder, at videregivelse
af sådanne oplysninger kan bistå den modtagende part
med at iværksætte eller gennemføre
efterforskning eller andre skridt eller føre til en
anmodning fra denne part i henhold til dette kapitel.
Afsnit 3 -
Foreløbige foranstaltninger
Artikel 21 -
Pligt til at træffe foreløbige
foranstaltninger
1. Efter anmodning
fra en anden part, der har indledt strafferetlig forfølgning
eller retlige skridt med henblik på konfiskation, skal en
part træffe de nødvendige foreløbige
foranstaltninger som f.eks. indefrysning eller beslaglæggelse
med henblik på at forhindre handel med, overførsel af
eller råden over formuegoder, der på et senere
tidspunkt kan gøres til genstand for en anmodning om
konfiskation, eller som ville kunne tjene til at efterkomme
anmodningen.
2. En part, der har
modtaget en anmodning om konfiskation i medfør af artikel
23, skal efter anmodning træffe de i denne artikels stk. 1
omhandlede foranstaltninger for så vidt angår de
formuegoder, som anmodningen vedrører, eller som ville
kunne tjene til at efterkomme anmodningen.
Artikel 22 -
Gennemførelsen af foreløbige
foranstaltninger
1. Efter
gennemførelsen af de foreløbige foranstaltninger, der
er anmodet om i henhold til artikel 21, stk. 1, skal den anmodende
part af sig selv og så hurtigt som muligt videregive alle
oplysninger, der kan anfægte eller begrænse omfanget af
disse tiltag, til den anmodede part. Endvidere skal den anmodende
part uden unødigt ophold fremsende alle supplerende
oplysninger, som den anmodede part beder om, og som er
nødvendige for gennemførelsen af samt
opfølgningen på de foreløbige
foranstaltninger.
2. Før den
anmodede part ophæver en foreløbig foranstaltning
iværksat i henhold til denne artikel skal den, når det
er muligt, give den anmodende part lejlighed til at fremføre
sine grunde til støtte for en fortsættelse af
foranstaltningen.
Afsnit 4 -
Konfiskation
Artikel 23 -
Pligt til at konfiskere
1. En part, der har
modtaget en anmodning fra en anden part om konfiskation
vedrørende redskaber eller udbytte, der befinder sig inden
for dens område, skal:
a) fuldbyrde en
kendelse om konfiskation afsagt af en domstol hos en anmodende part
i relation til sådanne redskaber eller udbytter; eller
b) forelægge
anmodningen for sine kompetente myndigheder med henblik på at
få en kendelse om konfiskation og, såfremt en
sådan kendelse opnås, fuldbyrde den.
2. Med henblik
på anvendelse af denne artikels stk. 1, litra b, skal enhver
part, når det måtte være nødvendigt,
være bemyndiget til at anlægge sag om konfiskation i
henhold til sin egen gældende ret.
3. Bestemmelserne i
denne artikels stk. 1 finder også anvendelse på
konfiskation, der består i et krav om at betale et
pengebeløb, der svarer til værdien af udbytte,
såfremt de formuegoder, der kan gøres til genstand for
konfiskation, befinder sig inden for den anmodede parts
område. I forbindelse med fuldbyrdelse af konfiskation i
medfør af stk. 1 skal den anmodede part i sådanne
tilfælde, såfremt der ikke sker betaling, gøre
kravet gældende i relation til alle former for formuegoder,
hvori kravet kan realiseres.
4. Såfremt en
anmodning om konfiskation vedrører et bestemt formuegode,
kan parterne aftale, at den anmodede part kan fuldbyrde
konfiskationen i form af et krav om at betale et pengebeløb,
der svarer til værdien af dette formuegode.
5. Parterne skal i
videst muligt omfang, i henhold til deres nationale lovgivning,
samarbejde med parter, der anmoder om gennemførelse af
foranstaltninger svarende til konfiskation, der fører til
fortabelse af formuegoder, men som ikke udgør en
strafferetlig sanktion, for så vidt der er afsagt kendelse om
sådanne foranstaltninger af en judiciel myndighed hos den
anmodende part i forbindelse med en strafbar handling, og forudsat
at det er fastslået, at formuegodet udgør udbytte
eller en anden form for formuegode i den i artikel 5 i denne
konvention anførte betydning.
Artikel 24 -
Gennemførelse af konfiskation
1. Procedurerne for
at opnå og gennemføre konfiskation i henhold til
artikel 23 skal være fastsat i henhold til den anmodede parts
lovgivning.
2. Den anmodede
part skal være bundet af konstaterede kendsgerninger, for
så vidt de er fastslået ved en domfældelse eller
anden retlig afgørelse inden for den anmodende parts
område, eller i det omfang, at en sådan
domfældelse eller anden retlig afgørelse indirekte er
baseret på disse.
3. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at
denne artikels stk. 2 kun skal finde anvendelse med forbehold af
dens forfatningsmæssige principper og de grundlæggende
principper i dens retssystem.
4. Såfremt
konfiskationen består i et krav om at betale et
pengebeløb, skal den anmodede parts kompetente myndighed
omregne dette beløb til denne parts valuta til den kurs, der
gælder på det tidspunkt, hvor beslutningen om at
fuldbyrde konfiskationen træffes.
5. I tilfælde
af artikel 23, stk. 1, litra a, skal alene den anmodende part
have ret til at træffe beslutning om en eventuel anmodning om
en fornyet prøvelse af konfiskationskendelsen.
Artikel 25 -
Konfiskerede formuegoder
1. Formuegoder, der
konfiskeres af en part i henhold til artikel 23 og 24 i denne
konvention, skal denne part disponere over i overensstemmelse med
sin nationale lovgivning og administrative procedurer.
2. Når
parterne handler efter anmodning fra en anden part i henhold til
artikel 23 og 24 i denne konvention, skal de, i den
udstrækning, det er muligt efter deres nationale lovgivning,
og efter anmodning herom, sørge for at prioritere
behandlingen af returneringen af de konfiskerede formuegoder til
den anmodende part, således at denne part kan yde erstatning
til de forurettede ved det strafbare forhold eller returnere
formuegoderne til deres retmæssige ejere.
3. Når
parterne handler efter anmodning fra en anden part i henhold til
artikel 23 og 24 i denne konvention, kan en part tage særligt
hensyn til indgåelse af aftaler eller ordninger om deling af
formuegoderne med andre parter enten løbende eller fra sag
til sag i henhold til sin nationale lovgivning eller administrative
procedurer.
Artikel 26 - Ret
til tvangsfuldbyrdelse og maksimumbeløb for
konfiskation
1. En anmodning om
konfiskation, der fremsættes i henhold til artikel 23 og 24,
berører ikke den anmodende parts ret til selv at
tvangsfuldbyrde konfiskationskendelsen.
2. Intet i denne
konvention skal fortolkes som tilladende, at den samlede
konfiskationsværdi overstiger det beløb, der er
anført i konfiskationskendelsen. Såfremt en part
finder, at dette kunne finde sted, skal de berørte parter
rådføre sig med hinanden for at undgå dette.
Artikel 27 -
Fængselsstraf som alternativt middel
Den anmodede part kan ikke pålægge
fængselsstraf som alternativt retsmiddel eller andre
foranstaltninger, der begrænser en persons frihed, som
følge af en anmodning i henhold til artikel 23,
såfremt den anmodende part har anført dette i
anmodningen.
Afsnit 5 -
Nægtelse eller udsættelse af samarbejde
Artikel 28 -
Grunde til nægtelse
1. Samarbejde i
henhold til dette kapitel kan nægtes, såfremt:
a) den
foranstaltning, der anmodes om, ville være i strid med
grundlæggende principper i den anmodede parts retssystem,
eller
b) efterkommelse af
anmodningen vil kunne have negative virkninger for den anmodede
parts suverænitet, sikkerhed, ordre public eller andre
væsentlige interesser, eller
c) betydningen af
den sag, som anmodningen vedrører, efter den anmodede parts
opfattelse ikke berettiger den foranstaltning, der anmodes om,
eller
d) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en
skattemæssig lovovertrædelse med undtagelse af
finansiering af terrorisme, eller
e) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, er en
politisk lovovertrædelse med undtagelse af finansiering af
terrorisme, eller
f) den anmodede
part finder, at iværksættelse af den foranstaltning,
der anmodes om, ville være i strid med princippet ne bis in idem, eller
g) den
lovovertrædelse, som anmodningen vedrører, ikke ville
være ulovlig i henhold til den anmodede parts lovgivning,
såfremt den var begået inden for dens
kompetenceområde. Dog finder den begrundelse for
nægtelse af samarbejde kun anvendelse på samarbejde i
henhold til afsnit 2, såfremt den bistand, der anmodes om,
medfører tvangsforanstaltninger. Hvor dobbelt strafbarhed er
en forudsætning for samarbejde i henhold til dette kapitel,
skal denne forudsætning anses for opfyldt, uanset om de to
parter klassificerer lovovertrædelsen i samme kategori af
strafbare forhold eller betegner den med samme terminologi,
forudsat at begge parter anser den adfærd, der ligger bag
forholdet, for at være strafbar.
2. Samarbejde i
henhold til afsnit 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til
dette kapitels afsnit 3, kan også nægtes, såfremt
de foranstaltninger, der anmodes om, ikke ville kunne træffes
i henhold til den anmodede parts lovgivning med henblik på
efterforskning eller retsforfølgning, hvis det havde drejet
sig om en tilsvarende sag i henhold til dennes egen lovgivning.
3. Såfremt
den anmodede parts lovgivning kræver det, kan samarbejde i
henhold til afsnit 2, for så vidt den bistand, der anmodes
om, medfører tvangsforanstaltninger, samt i henhold til
dette kapitels afsnit 3 også nægtes, såfremt de
foranstaltninger, der anmodes om, eller andre foranstaltninger, der
har lignende virkninger, ikke ville være tilladt i henhold
til den anmodende parts lovgivning eller, for så vidt
angår den anmodende parts kompetente myndigheder,
såfremt anmodningen ikke er bemyndiget af enten en dommer
eller anden retlig myndighed, herunder offentlige anklagere, der
beskæftiger sig med lovovertrædelser.
4. Samarbejde i
henhold til dette kapitels afsnit 4 kan også nægtes,
såfremt:
a) konfiskation
ikke i henhold til den anmodede parts lovgivning kan bringes i
anvendelse for den type lovovertrædelse, som anmodningen
vedrører; eller
b) det, uden i
øvrigt at have negative virkninger for den i artikel 23,
stk. 3, omhandlede pligt, ville være i modstrid med
principperne i den anmodede parts lovgivning vedrørende
grænserne for konfiskation for så vidt angår
forholdet mellem en lovovertrædelse og:
i) en
økonomisk fordel, der kunne betegnes som udbytte af den;
eller
ii) formuegoder,
der kunne betegnes som redskaber; eller
c) konfiskation i
henhold til den anmodede parts lovgivning ikke længere kan
kræves eller gennemføres på grund af
forældelse; eller
d) anmodningen ikke
vedrører en tidligere domfældelse eller en
afgørelse af retlig karakter eller en erklæring i en
sådan afgørelse om, at en eller flere
lovovertrædelser er blevet begået, på grundlag af
hvilken der er blevet afsagt kendelse om eller fremsat anmodning om
konfiskation, jf. dog artikel 23, stk. 5; eller
e) konfiskation
enten ikke kan tvangsfuldbyrdes inden for den anmodende parts
område, eller at kendelsen om konfiskation stadig kan
kæres på almindelig vis; eller
f) anmodningen
vedrører en konfiskationskendelse, der er resultatet af en
afgørelse truffet in absentia, dvs. uden
tilstedeværelse af den person, mod hvem kendelsen blev
afsagt, og såfremt den retssag, der blev ført af den
anmodende part, og som førte til kendelsen, efter den
anmodede parts opfattelse ikke opfyldte mindstekravene til retten
til forsvar, som er anerkendt som en ret, som enhver, mod hvem der
rejses sigtelse, har.
5. For så
vidt angår denne artikels stk. 4, litra f, skal en
afgørelse ikke anses for truffet in
absentia hvis:
a)
afgørelsen er blevet stadfæstet eller afsagt efter
indsigelse fra den pågældende person; eller
b)
afgørelsen er blevet afsagt i en appelsag, fourdsat at
afgørelsen blev appelleret af den pågældende
person.
6. For så
vidt angår denne artikels stk. 4, litra f, skal den anmodede
part ved afgørelsen af, om mindstekravene til retten til
forsvar er opfyldt, tage hensyn til den kendsgerning, at den
pågældende person forsætligt har søgt at
unddrage sig retfærdigheden, eller den kendsgerning, at den
pågældende efter at have haft mulighed for at
gøre retlig indsigelse mod den afgørelse, der er
truffet in absentia, har valgt ikke at
gøre dette. Det samme gælder, såfremt den
pågældende person efter behørigt at være
indstævnet vælger ikke at give møde eller anmode
om en udsættelse.
7. En part kan ikke
påberåbe sig bankhemmeligheden som begrundelse for at
nægte samarbejde i henhold til dette kapitel. Såfremt
det kræves i henhold til national lovgivning, kan en part
kræve, at en anmodning om samarbejde, som
medfører ophævelse af bankhemmeligheden, godkendes af
en dommer eller anden retlig myndighed, herunder offentlige
anklagere, der beskæftiger sig med
lovovertrædelser.
8. Uden at det i
øvrigt påvirker den begrundelse for nægtelse,
der er omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a:
a) skal den
kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet imod,
eller som konfiskationskendelsen, afsagt af myndighederne hos den
anmodende part, gælder, er en juridisk person, ikke kunne
påberåbes af den anmodede part som en hindring for at
indgå samarbejde i henhold til dette kapitel;
b) skal den
kendsgerning, at den fysiske person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er blevet afsagt, er død, eller den
kendsgerning, at en juridisk person, mod hvem en kendelse om
konfiskation af udbytte er afsagt, senere er blevet opløst,
ikke kunne påberåbes som en hindring for at yde bistand
i henhold til artikel 23 stk. 1, litra a;
c) skal den
kendsgerning, at den person, som efterforskningen er rettet imod,
eller som konfiskationskendelsen afsagt af myndighederne hos den
anmodende part gælder, er nævnt i anmodningen som
gerningsmand til både førforbrydelsen og
hvidvaskningen, efter artikel 9, stk. 2, litra b, i denne
konvention ikke kunne påberåbes af den anmodede part
som en hindring for at indgå i samarbejde i henhold til dette
kapitel.
Artikel 29 -
Udsættelse
Den anmodede part kan udsætte
foranstaltninger i henhold til en anmodning, såfremt disse
foranstaltninger ville skabe vanskeligheder for efterforskning
eller retsforfølgning iværksat af dens
myndigheder.
Artikel 30 -
Delvis eller betinget efterkommelse af en anmodning
Før en part nægter
eller udsætter samarbejde i henhold til dette kapitel, skal
den om fornødent efter at have konsulteret den anmodende
part overveje, hvorvidt anmodningen kan efterkommes delvist eller
på sådanne betingelser, som den måtte finde
nødvendige.
Afsnit 6 -
Notifikation og beskyttelse af tredjemands rettigheder
Artikel 31 -
Notifikation vedrørende dokumenter
1. Parterne skal
yde hinanden størst mulig gensidig bistand i forbindelse med
forkyndelse af retlige dokumenter til personer der berøres
af foreløbige foranstaltninger og konfiskation.
2. Intet i denne
artikel har til hensigt at influere på:
a) muligheden for
at fremsende retlige dokumenter med post direkte til personer i
udlandet;
b) mulighederne
for, at den udstedende parts retspersonale, embedsmænd eller
andre kompetente myndigheder kan foretage forkyndelse af retlige
dokumenter direkte gennem denne parts konsulære myndigheder
eller gennem den modtagende parts retspersonale, embedsmænd
eller andre kompetente myndigheder,
medmindre den modtagende part afgiver
erklæring om det modsatte til Europarådets
generalsekretær på tidspunktet for undertegnelse eller
ved deponeringen af sit ratificerings-, accept-, godkendelses-
eller tiltrædelsesinstrument.
3. Ved forkyndelse
af retlige dokumenter over for personer i udlandet, der
berøres af foreløbige foranstaltninger eller
konfiskationskendelser, der er afsagt inden for den afsendende
parts område, skal denne part angive, hvilke retsmidler der
kan bringes til anvendelse i henhold til dens lovgivning over for
sådanne personer.
Artikel 32 -
Anerkendelse af udenlandske afgørelser
1. Ved behandlingen
af en anmodning om samarbejde i henhold til afsnit 3 og 4 skal den
anmodede part anerkende enhver retlig afgørelse truffet
inden for den anmodende parts område for så vidt
angår rettigheder, der påberåbes af en
tredjemand.
2. Anerkendelse kan
nægtes, såfremt:
a) tredjemand ikke
havde rimelig lejlighed til at gøre sine rettigheder
gældende; eller
b)
afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der
allerede er truffet inden for den anmodede parts område
vedrørende samme sag; eller
c) den er
uforenelig med den anmodede parts ordre public; eller
d)
afgørelsen blev truffet i modstrid med bestemmelser
vedrørende enekompetence fastsat i den anmodede parts
lovgivning.
Afsnit 7 -
Proceduremæssige og andre generelle regler
Artikel 33 -
Central myndighed
1. Parterne skal
udpege en central myndighed eller om nødvendigt flere
centrale myndigheder, der skal være ansvarlige for at afsende
og besvare anmodninger, der rejses i henhold til dette kapitel,
efterkommelse af sådanne anmodninger eller videregivelse af
dem til de myndigheder, der har kompetence til at efterkomme
dem.
2. Enhver part skal
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument give Europarådets
generalsekretær meddelelse om navn og adresse på de
myndigheder, der er udpeget i medfør af denne artikels stk.
1.
Artikel 34 -
Direkte kommunikation
1. De centrale
myndigheder skal kommunikere direkte med hinanden.
2. I hastende
tilfælde kan anmodninger eller henvendelser i henhold til
dette kapitel sendes direkte af den anmodende parts retlige
myndigheder, herunder offentlige anklagere, til den anmodede parts
tilsvarende myndigheder. I sådanne tilfælde skal der
samtidig sendes en kopi til den anmodede parts centrale myndighed
gennem den anmodende parts centrale myndighed.
3. Enhver anmodning
eller meddelelse i henhold til denne artikels stk. 1 og 2 kan se
gennem International Criminal Police Organisation (Interpol).
4. Såfremt en
anmodning afgives i medfør af denne artikels stk. 2, og
myndigheden ikke har kompetence til at behandle anmodningen, skal
den henvise anmodningen til den kompetente nationale myndighed og
straks informere den anmodende part om, at den har gjort dette.
5. Anmodninger
eller henvendelser i henhold til dette kapitels afsnit 2, som ikke
medfører tvangsforanstaltninger, kan fremsendes direkte af
den anmodende parts kompetente myndigheder til den anmodede parts
kompetente myndigheder.
6. Udkast til
anmodninger eller henvendelser i henhold til dette kapitel kan
fremsendes direkte af den anmodende parts retlige myndigheder til
den anmodede parts tilsvarende myndigheder forud for en formel
anmodning for at sikre, at den kan behandles effektivt ved
modtagelsen, og at den indeholder tilstrækkelige oplysninger
og underbyggende dokumentation til, at den opfylder kravene i den
anmodede parts lovgivning.
Artikel 35 -
Anmodningernes form og sprog
1. Alle anmodninger
i henhold til dette kapitel skal være skriftlige. De kan
fremsendes elektronisk eller med enhver anden form for
telekommunikation, forudsat at den anmodende part er indstillet
på til enhver tid efter anmodning at fremsende en skriftlig
version af den pågældende henvendelse samt originalen
dertil. Enhver part kan til enhver tid ved en erklæring
stilet til Europarådets generalsekretær meddele de
betingelser, som den vil stille for at acceptere og efterkomme
anmodninger, der modtages elektronisk eller med ethvert andet
kommunikationsmiddel.
2. Med forbehold af
bestemmelserne i denne artikels stk. 3 kan der ikke kræves
oversættelser af anmodninger eller
støttedokumenter.
3. Enhver part
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations- accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument over for Europarådets
generalsekretær afgive en erklæring om, at den
forbeholder sig ret til at kræve, at anmodninger rettet til
den og dokumenter til støtte for en sådan anmodning
ledsages af en oversættelse til dens eget sprog eller til et
af Europarådets officielle sprog eller til et af disse sprog,
som parten måtte angive. Den kan ved denne lejlighed
erklære sig rede til at acceptere oversættelse til
ethvert andet sprog, som den måtte angive. De øvrige
parter kan anvende gensidighedsreglen.
Artikel 36 -
Legalisering
Dokumenter, der fremsendes i
forbindelse med gennemførelsen af dette kapitel, skal
være fritaget fra alle legaliseringsformaliteter.
Artikel 37 -
Anmodningens indhold
1. Enhver anmodning
om samarbejde i henhold til dette kapitel skal specificere:
a) den myndighed,
der retter forespørgslen, og den myndighed, der står
for efterforskningen eller retsforfølgningen;
b) formålet
med og begrundelsen for anmodningen;
c) de forhold,
herunder relevante kendsgerninger (som. f.eks. dato og sted for
samt nærmere omstændigheder i forbindelse med
lovovertrædelsen), som efterforskningen eller
retsforfølgningen har relation til, undtagen i
tilfælde af en anmodning om notifikation;
d) for så
vidt samarbejdet omfatter tvangsindgreb:
i) teksten til
lovbestemmelserne eller, såfremt dette ikke er muligt, en
redegørelse vedrørende de retsregler, der finder
anvendelse, og
ii) en angivelse
af, at den foranstaltning, der anmodes om, eller eventuelle andre
foranstaltninger, der har samme følgevirkninger, kan
træffes inden for den anmodende parts område i henhold
til dens egen lovgivning,
e) hvor det er
nødvendigt og i det omfang, at det er muligt:
i) oplysninger
vedrørende den eller de berørte personer, herunder
navn, fødselsdato og -sted, nationalitet og opholdssted og,
såfremt det drejer sig om en juridisk person, hjemstedet,
og
ii) de formuegoder,
i relation til hvilke der anmodes om samarbejde, hvor de befinder
sig, deres tilknytning til den eller de berørte personer,
eventuel tilknytning til lovovertrædelsen samt eventuelle
andre til rådighed værende oplysninger om andre
personers rettigheder over formuegoderne, og
f) en eventuel
særlig procedure, som den anmodende part ønsker
fulgt.
2. En anmodning om
foreløbige foranstaltninger i henhold til afsnit 3 i
relation til beslaglæggelse af formuegoder, der kan
gøres til genstand for realisering i medfør af en
konfiskationskendelse, der består i et krav om at betale et
pengebeløb, skal også angive det maksimumbeløb,
som søges inddrevet på grundlag af de
pågældende formuegoder.
3. Udover de i stk.
1 anførte oplysninger skal enhver anmodning i henhold til
afsnit 4 indeholde:
a) i tilfælde
af artikel 23 stk. 1, litra a:
i) en
bekræftet genpart af konfiskationskendelsen afsagt af en
domstol inden for den anmodende parts område og en
erklæring vedrørende grundlaget for afsigelsen af
kendelsen, såfremt disse grunde ikke er angivet i selve
kendelsen,
ii) en attestation
fra den anmodende parts kompetente myndighed om, at
konfiskationskendelsen kan tvangsfuldbyrdes, og at den ikke
på sædvanlig måde kan appelleres,
iii) oplysning om,
i hvilket omfang der anmodes om tvangsfuldbyrdelse af kendelsen,
og
iv) oplysninger om
nødvendigheden af at træffe foreløbige
foranstaltninger.
b) i tilfælde
af artikel 13, stk. 1.b, en redegørelse for de
kendsgerninger, som den anmodende part påberåber sig,
og som er tilstrækkelige til at sætte den anmodede part
i stand til at anmode om en sådan kendelse i henhold til dens
nationale lovgivning,
c) såfremt
tredjemand har haft lejlighed til at gøre krav
gældende, dokumentation for, at dette har været
tilfældet.
Artikel 38 -
Mangelfulde anmodninger
1. Såfremt en
anmodning ikke er i overensstemmelse med bestemmelserne i dette
kapitel, eller de afgivne oplysninger ikke er tilstrækkelige
til at gøre det muligt for den anmodede part at behandle
anmodningen, kan denne part bede den anmodende part om at
ændre anmodningen eller at supplere den med yderligere
oplysninger.
2. Den anmodede
part kan fastsætte en tidsfrist for modtagelse af
sådanne ændringer eller oplysninger.
3. Den anmodede
part kan, mens den afventer modtagelsen af de krævede
ændringer eller oplysninger vedrørende en anmodning
fremsendt i henhold til dette kapitels afsnit 4, træffe
enhver af de foranstaltninger, der er anført i dette
kapitels afsnit 2 eller 3.
Artikel 39 -
Flere anmodninger
1. Såfremt
den anmodede part modtager mere end en anmodning i henhold til
dette kapitels afsnit 3 eller 4 vedrørende den samme person
eller de samme formuegoder, skal eksistensen af flere anmodninger
ikke forhindre, at den anmodede part behandler disse anmodninger og
herunder træffer foreløbige foranstaltninger.
2. I tilfælde
af flere anmodninger i henhold til dette kapitels afsnit 4 skal den
anmodede part overveje at konsultere de anmodende parter.
Artikel 40 -
Pligt til at give begrundelse
Den anmodede part skal begrunde
enhver beslutning om at nægte, udsætte eller
fastsætte betingelser for samarbejde i henhold til dette
kapitel.
Artikel 41 -
Oplysning
1. Den anmodede
part skal straks oplyse den anmodende part om:
a)
foranstaltninger, der iværksættes i medfør af en
anmodning i henhold til dette kapitel;
b) slutresultatet
af foranstaltninger, der gennemføres på grundlag af
anmodningen;
c) en
afgørelse om at nægte eller udsætte samarbejde i
henhold til dette kapitel eller om helt eller delvis at
fastsætte betingelser for et sådant samarbejde,
d) enhver
omstændighed, som gør det umuligt at gennemføre
den foranstaltning, der anmodes om, eller som vil kunne forsinke
den i væsentligt; og
e) i tilfælde
af foreløbige foranstaltninger, der træffes i
medfør af en anmodning i henhold til dette kapitels afsnit 2
eller 3, sådanne bestemmelser i henhold til dens nationale
lovgivning, som automatisk ville medføre ophævelse af
den foreløbige foranstaltning.
2. Den anmodende
part skal straks oplyse den anmodede part om:
a) en ny kendelse,
afgørelse eller anden omstændighed der
medfører, at konfiskationskendelsen helt eller delvist
ophører med at kunne fuldbyrdes; og
b) enhver udvikling
af faktisk eller juridisk art, der medfører, at en
foranstaltning truffet i henhold til dette kapitel ikke
længere er berettiget.
3. Såfremt en
part på grundlag af samme konfiskationskendelse anmoder om
konfiskation inden for mere end én parts område, skal
den oplyse alle parter, der er berørt af en
tvangsfuldbyrdelse af kendelsen, om anmodningen.
Artikel 42 -
Begrænsninger vedrørende anvendelsen
1. Den anmodede
part kan gøre efterkommelse af en anmodning betinget af, at
de indhentede oplysninger eller beviser ikke uden dens
forudgående samtykke anvendes eller overdrages af den
anmodende parts kompetente myndigheder til brug for anden
efterforskning eller retsforfølgning end den, der er
anført i anmodningen.
2. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær erklære, at
oplysninger eller beviser, som den fremskaffer i henhold til dette
kapitel, ikke uden dens forudgående samtykke må
anvendes eller videregives af den anmodende parts myndigheder til
brug for anden efterforskning eller retsforfølgning end den,
der er anført i anmodningen.
Artikel 43 -
Fortrolighed
1. Den anmodende
part kan kræve, at den anmodede part skal behandle
kendsgerninger i forbindelse med og indholdet af en anmodning
fortroligt bortset fra i det omfang, det er nødvendigt for
at efterkomme anmodningen. Såfremt den anmodede part ikke kan
opfylde kravet om fortrolighed, skal den straks oplyse den
anmodende part herom.
2. Den anmodende
part skal, såfremt det ikke er i strid med principperne i
dens nationale lovgivning, og såfremt den bliver anmodet
herom, behandle beviser og oplysninger, som tilvejebringes af den
anmodede part, fortroligt bortset fra i det omfang, det er
nødvendigt at videregive oplysninger af hensyn til den
efterforskning eller retsforfølgning, der er beskrevet i
anmodningen.
3. En part der har
modtaget oplysninger afgivet spontant i henhold til artikel 20
skal, med forbehold for bestemmelserne i dens egen lovgivning,
overholde ethvert krav om fortrolighed, som måtte rejses af
den part, der afgiver disse oplysninger. Såfremt den anden
part ikke kan efterkomme et sådant krav, skal den straks
oplyse den part, der fremsender oplysningerne, herom.
Artikel 44 -
Omkostninger
De almindelige omkostninger
forbundet med at efterkomme en anmodning skal afholdes af den
anmodede part. Såfremt det kræver omkostninger af
betydeligt omfang eller ekstraordinær karakter at efterkomme
en anmodning, skal parterne konsultere hinanden med henblik
på at aftale vilkårene for efterkommelse af
anmodningen, og hvorledes omkostningerne skal afholdes.
Artikel 45 -
Erstatning
1. Når der af
en person er rejst sag om erstatningspligt som følge af en
handling eller undladelse i forbindelse med samarbejde i henhold
til dette kapitel, skal de berørte parter overveje at
konsultere hinanden med henblik på, hvor det er
hensigtsmæssigt, at afgøre fordelingen af den
erstatning, der eventuelt skal betales.
2. En part, der er
blevet sagsøgt i en erstatningssag, skal bestræbe sig
på at informere den anden part om en sådan retssag,
såfremt denne part kunne have en interesse i sagen.
Kapitel V -
Samarbejde mellem FIU'er
Artikel 46 -
Samarbejde mellem FIU'er
1. Parterne skal
sikre, at FIU'er, som defineret i denne konvention, skal samarbejde
med henblik på bekæmpelse af hvidvask ved indsamling og
analyse eller, hvor det er hensigtsmæssigt, inden for den
enkelte FIU og inden for deres nationale beføjelser,
efterforskning af relevante oplysninger om ethvert forhold, der
måtte være et tegn på hvidvask.
2. Med henblik
på stk. 1 skal hver part sikre, at FIU'er spontant eller
efter anmodning og enten i overensstemmelse med denne konvention
eller ifølge eksisterende eller fremtidige overenskomster,
der er forenelige med denne konvention, udveksler alle
tilgængelige oplysninger, der måtte være
relevante for behandling eller analyse af informationer, eller,
hvor det er relevant, undersøgelse fra den
pågældende FIU af finansielle transaktioner relateret
til hvidvask og de involverede fysiske eller juridiske
personer.
3. Enhver part skal
sikre, at FIU'ers udøvelse af deres funktioner i henhold til
denne artikel ikke påvirkes af, hvilken intern status de har,
uanset om de har status af administrative,
retshåndhævende eller retlige myndigheder.
4. Enhver
anmodning, der fremsættes efter denne artikel, skal ledsages
af en kort redegørelse for de relevante oplysninger, som den
anmodende FIU er bekendt med. Den pågældende FIU skal i
sin anmodning nærmere anføre, hvorledes de
ønskede oplysninger vil blive anvendt.
5. Når der
fremsættes en anmodning i henhold til denne artikel, skal den
anmodede FIU fremsende alle relevante oplysninger, herunder
tilgængelige økonomiske oplysninger og de
ønskede politimæssige data, der er anmodet om, uden at
det er nødvendigt at fremsende en formel retsanmodning i
henhold til gældende konventioner eller aftaler mellem
parterne.
6. En FIU kan
nægte at videregive oplysninger, der vil kunne føre
til en hindring af en efterforskning, der foregår hos den
anmodede part, eller under særlige omstændigheder, hvor
videregivelsen af oplysningerne vil stå i åbenbart
misforhold til en fysisk eller juridisk persons eller partens egne
berettigede interesser eller på anden måde ville
være i strid med grundlæggende principper i den
anmodede parts nationale lovgivning. En sådan nægtelse
skal begrundes tilstrækkeligt over for den FIU, der har
anmodet om oplysningerne.
7. Oplysninger
eller dokumenter, der indhentes i henhold til denne artikel,
må kun anvendes til de formål, der er fastlagt i stk.
1. Oplysninger, der fremsendes af en FIU hos en anden part,
må ikke uden forudgående samtykke fra den afgivende FIU
videregives til tredjemand eller anvendes af den modtagende FIU til
andet end analyseformål.
8. Ved
fremsendelsen af oplysninger eller dokumenter i henhold til denne
artikel kan den fremsendende FIU fastlægge
begrænsninger og betingelser for anvendelsen af oplysningerne
til andre formål end de i stk. 7 anførte formål.
Den modtagende FIU skal overholde alle sådanne
begrænsninger og betingelser.
9. Hvor en part
ønsker at bruge modtagne oplysninger eller dokumenter i en
efterforskning eller retsforfølgning med henblik på de
i stk. 7 anførte formål, må den fremsendende FIU
ikke nægte at give samtykke til en sådan anvendelse,
medmindre dette sker på grundlag af begrænsninger
ifølge den pågældende FIU's nationale lovgivning
eller de betingelser, der er anført i stk. 6. Enhver
nægtelse af at meddele samtykke skal begrundes.
10. FIU'er skal
træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder
sikkerhedsforanstaltninger, for at sikre, at oplysninger, der
fremsendes i henhold til denne artikel, ikke kan tilgås af
andre myndigheder, organisationer eller afdelinger.
11. De oplysninger,
der fremsendes, skal beskyttes i overensstemmelse med
Europarådets konvention af 28. januar 1981 om beskyttelse af
personer med hensyn til elektronisk behandling af persondata (ETS
nr. 108) og under hensyntagen til rekommandation nr. R(87)15 af 15.
september 1987 fra Europarådets Ministerkomité om
anvendelsen af personoplysninger i politisektoren med mindst samme
regler om fortrolighed og beskyttelse af persondata som de
bestemmelser, der finder anvendelse ifølge den nationale
lovgivning, der er gældende for den anmodende FIU.
12. Den
fremsendende FIU kan fremsætte rimeligt begrundede
forespørgsler om anvendelsen af de leverede oplysninger, og
den modtagende FIU skal, i den udstrækning det kan lade sig
gøre, give en sådan tilbagemelding.
13. Parterne skal
angive, hvilken enhed der fungerer som FIU som beskrevet i denne
artikel.
Artikel 47 -
Internationalt samarbejde om udsættelse af mistænkelige
transaktioner
1. Enhver part skal
vedtage de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger,
der måtte være nødvendige for at sikre, at en
FIU kan foretage skridt af hastende karakter efter anmodning fra en
udenlandsk FIU om at afbryde eller tilbageholde sit samtykke til
gennemførelsen af en transaktion i en periode under de samme
betingelser, som er foreskrevet i den pågældende FIU's
nationale lovgivning om udsættelse af transaktioner.
2. De skridt, der
er anført i stk. 1, skal gennemføres, hvor den
anmodede FIU finder det tilstrækkeligt godtgjort, på
baggrund af dokumentation af deres berettigelse fra den anmodende
FIU, at:
a) transaktionen
har forbindelse med hvidvask; og
b) transaktionen
ville være blevet suspenderet, eller samtykke til
gennemførelsen af transaktionen ville være blevet
tilbageholdt, hvis den pågældende transaktion havde
været genstand for en national indberetning om en
mistænkelig transaktion.
Kapitel VI -
Overvågningsmekanisme og løsning af
konflikter
Artikel 48 -
Overvågningsmekanisme og løsning af
konflikter
1. Parternes
konference (COP) skal være ansvarlig for at følge
konventionens gennemførelse. COP:
a) skal
overvåge, at parterne implementerer konventionen korrekt;
b) skal efter
anmodning fra en part afgive en udtalelse om ethvert
spørgsmål vedrørende konventionens fortolkning
og anvendelse.
2. COP skal
varetage de funktioner, der er nævnt i stk. 1, litra a,
ovenfor, ved anvendelse af alle offentlige resuméer fra
'Select Committee of Experts on the Evaluation of Anti-Money
Laundering Measures' (Moneyval) (for Moneyval lande) og alle
offentlige resuméer fra FATF (for FATF lande), suppleret med
periodiske spørgeskemaer til selvevaluering, hvor det
måtte være relevant. Overvågningsproceduren skal
kun vedrøre de dele af konventionen, der ikke er
dækket af andre relevante internationale standarder, der
danner grundlag for gensidige evalueringer gennemført af
FATF og Moneyval.
3. Hvis COP
konkluderer, at den har behov for yderligere oplysninger for at
kunne udføre sine funktioner, skal den tage kontakt til den
pågældende part og, hvis COP finder det
nødvendigt, under anvendelse af Moneyval proceduren og
mekanismen. Den pågældende part skal dernæst
rapportere tilbage til COP. På dette grundlag skal COP
afgøre, om der skal foretages en mere dybtgående
vurdering af forholdene hos den pågældende part. Dette
kan, men behøver ikke nødvendigvis, indebære et
landebesøg af et evalueringshold.
4. Hvis der
opstår en tvist mellem parterne med hensyn til fortolkningen
eller anvendelsen af konventionen, skal de søge tvisten
bilagt ved forhandling eller ved en anden fredelig
fremgangsmåde, de måtte foretrække, herunder
forelæggelse af tvisten for COP eller for en voldgiftsret,
hvis afgørelse skal være bindende for parterne, eller
for Den Internationale Domstol som aftalt mellem de
pågældende parter.
5. COP skal
fastlægge sin egen forretningsorden.
6.
Europarådets generalsekretær skal indkalde COP til
møde senest et år efter at denne konvention er
trådt i kraft. Derefter skal der afholdes møder i COP
regelmæssigt i overensstemmelse med den forretningsorden, der
er vedtaget af COP.
Kapitel VII -
Afsluttende bestemmelser
Artikel 49 -
Undertegnelse og ikrafttræden
1. Konventionen
skal være åben for undertegnelse af stater, der er
medlemmer af Europarådet, Det Europæiske
Fællesskab, samt ikke-medlemsstater, der har deltaget i dens
udarbejdelse. Disse stater eller Det Europæiske
Fællesskab kan udtrykke deres samtykke til at være
bundet ved:
a) undertegnelse
uden forbehold for så vidt angår ratifikation, accept
eller godkendelse; eller
b) undertegnelse
med forbehold for ratifikation, accept eller godkendelse efterfulgt
af ratifikation, accept eller godkendelse.
2. Ratifikations-,
accept- eller godkendelsesinstrumenter skal deponeres hos
Europarådets generalsekretær.
3. Denne konvention
træder i kraft den første dag i den måned, der
følger efter udløbet af en periode på tre
måneder efter den dato, hvor seks signatare, hvoraf mindst
fire er medlemmer af Europarådet, har udtrykt deres samtykke
til at være bundet af konventionen i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1.
4. For så
vidt angår en enhver signatar, der efterfølgende
udtrykker sit samtykke til at være bundet af den,
træder konventionen i kraft den første dag i den
måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter datoen for dens tilkendegivelse af
at ville være bundet af konventionen i overensstemmelse med
bestemmelserne i stk. 1.
5. Ingen part til
1990-konventionen kan ratificere, acceptere eller godkende denne
konvention uden at betragte sig som værende bundet af mindst
de bestemmelser, der svarer til bestemmelserne i 1990-konventionen,
som er bindende for denne stat.
6. Med virkning fra
dens ikrafttræden skal parter til denne konvention, der
på samme tid er parter til 1990-konventionen:
a) anvende
bestemmelserne i denne konvention på deres indbyrdes
forhold;
b) fortsætte
med at anvende bestemmelserne i 1990-konventionen i deres forhold
til andre, der er parter til den nævnte konvention, men ikke
i nærværende konvention.
Artikel 50 -
Tiltrædelse af konventionen
1. Efter denne
konventions ikrafttræden kan Europarådets
Ministerkomite efter at have konsulteret de kontraherende parter
opfordre enhver stat, der ikke er medlem af Europarådet, og
som ikke har deltaget i dens udarbejdelse, til at tiltræde
konventionen ved beslutning truffet med det flertal, der er fastsat
i artikel 20.d i Europarådets statut, og med enstemmighed
blandt repræsentanterne for de kontraherende parter, der er
berettiget til at sidde i komiteen.
2. For så
vidt angår tiltrædende stater træder konventionen
i kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder efter
deponeringen af tiltrædelsesinstrumentet hos
Europarådets generalsekretær.
Artikel 51 -
Territorialt anvendelsesområde
1. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan, på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område
eller hvilke områder denne konvention skal finde
anvendelse.
2. Enhver part kan
på et senere tidspunkt ved erklæring til
Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af
konventionen til ethvert andet område, der er angivet i
erklæringen. For så vidt angår et sådant
område træder konventionen i kraft den første
dag i den måned, der følger efter udløbet af en
periode på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af en sådan
erklæring.
3. Enhver
erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to
stykker, kan for så vidt angår ethvert område,
der er anført i en sådan erklæring,
tilbagetrækkes ved notifikation stilet til
generalsekretæren. Tilbagetrækningen træder i
kraft den første dag i den måned, der følger
efter udløbet af en periode på tre måneder fra
datoen for generalsekretærens modtagelse af en sådan
notifikation.
Artikel 52 -
Forholdet til andre konventioner og aftaler
1. Denne konvention
berører ikke rettigheder og forpligtelser for parterne, der
følger af internationale, multilaterale retsakter
vedrørende særlige forhold.
2. Parterne til
denne konvention kan indgå bilaterale eller multilaterale
aftaler med hinanden vedrørende de forhold, der er omhandlet
af denne konvention, med henblik på at supplere eller styrke
dens bestemmelser eller fremme gennemførelsen af de
principper, som den indeholder.
3. Såfremt to
eller flere parter allerede har indgået en aftale eller
traktat for så vidt angår et spørgsmål,
der er omhandlet i denne konvention, eller på anden
måde har etableret indbyrdes relationer for så vidt
angår dette spørgsmål, er de berettiget til at
lade denne aftale eller traktat finde anvendelse eller lade
regulere på samme måde i stedet for denne konvention,
såfremt det fremmer internationalt samarbejde.
4. Parter, der er
medlemmer af Den Europæiske Union, skal i deres indbyrdes
forhold anvende Fællesskabets og Den Europæiske Unions
regler, for så vidt der findes regler inden for
Fællesskabet og Den Europæiske Union, der regulerer det
pågældende område, og som finder anvendelse
på den konkrete sag, uden at det skal have negative
virkninger for formålet og hensigten med
nærværende konvention og dens gyldighed i sin helhed i
forhold til andre parter.
Artikel 53 -
Erklæringer og forbehold
1. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument fremsætte en eller flere af de
erklæringer, der er anført i artikel 3, stk. 2,
artikel 9, stk. 4, artikel 17, stk. 5, artikel 24, stk. 3, artikel
31, stk. 2, artikel 35, stk. 1 og 3, samt artikel 42, stk. 2.
2. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan endvidere på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument ved en erklæring stilet til
generalsekretæren forbeholde sig ret til helt eller delvist
ikke at anvende bestemmelserne i artikel 7, stk. 2, litra c,
artikel 9, stk. 6, artikel 46, stk. 5, og artikel 47.
3. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære, hvordan man har til
hensigt at anvende artikel 17 og 19 i denne konvention, navnlig
under hensyntagen til anvendelige internationale aftaler inden for
det internationale samarbejde på det strafferetlige
område. Den pågældende skal underrette
generalsekretæren for Europarådet om ændringer i
disse oplysninger.
4. Enhver stat
eller Det Europæiske Fællesskab kan på
tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af sit
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære:
a) at man ikke vil
anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention; eller
b) at man kun
delvist vil anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention;
eller
c) hvordan man har
til hensigt at anvende artikel 3, stk. 4, i denne konvention.
Den pågældende skal sende
underretning om ændringer i disse oplysninger til
generalsekretæren for Europarådet.
5. Der kan ikke
tages andre forbehold.
6. Enhver part, der
har taget et forbehold i henhold til denne artikel, kan helt eller
delvis trække dette tilbage ved notifikation stilet til
generalsekretæren for Europarådet.
Tilbagetrækkelsen skal træde i kraft på datoen
for generalsekretærens modtagelse af en sådan
notifikation.
7. En part, der har
taget et forbehold for så vidt angår en bestemmelse i
konventionen, kan ikke kræve, at en anden part bringer denne
bestemmelse i anvendelse; Den kan dog, såfremt dens forbehold
er delvis eller betinget, kræve, at bestemmelsen bringes i
anvendelse i det omfang, den selv har accepteret den.
Artikel 54 -
Ændringer
1. Ændringer
til konventionen kan foreslås af enhver part, og
generalsekretæren for Europarådet skal give
underretning herom til Europarådets medlemsstater, Det
Europæiske Fællesskab og enhver ikke-medlemsstat, som
har tiltrådt eller er blevet opfordret til at tiltræde
denne konvention i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel
50.
2. Der skal gives
underretning til European Committee on Crime Problems (CDPC) om
enhver ændring, der foreslås af en part, og denne
komité skal forelægge Ministerkomiteen en udtalelse om
den foreslåede ændring.
3.
Ministerkomitéen skal behandle den foreslåede
ændring og den udtalelse, der er afgivet af CDPC, og kan
vedtage ændringen med det flertal, der er anført i
artikel 20.d i Europarådets statut.
4. Teksten til
enhver ændring, der vedtages af Ministerkomitéen i
overensstemmelse med denne artikels stk. 3, skal fremsendes til
parterne til godkendelse.
5. Enhver
ændring, der vedtages i overensstemmelse med denne artikels
stk. 3, træder i kraft den tredivte dag efter, at alle parter
har underrettet generalsekretæren om deres godkendelse
deraf.
6. Ændringer
med henblik på ajourføring af de kategorier af
strafbare forhold, der er omfattet af bilaget, samt ændring
af artikel 13, kan foreslås af enhver part eller
Ministerkomiteen. Disse skal af Europarådets
generalsekretær viderebringes til parterne.
7. Efter
samråd med de parter, der ikke er medlemmer af
Europarådet, og om nødvendigt CDPC, kan
Ministerkomiteen vedtage en ændring foreslået i
overensstemmelse med stk. 6 med det stemmeflertal der er
anført i artikel 20, litra d i Europarådets statut.
Ændringen skal træde i kraft efter udløbet af en
periode på ét år efter den dag, hvor den er
fremsendt til parterne. Inden for denne periode kan enhver part
give besked til generalsekretæren om enhver indsigelse mod,
at ændringen træder i kraft for dens vedkommende.
8. Hvis en
tredjedel af parterne meddeler generalsekretæren, at de
gør indsigelse mod, at ændringen træder i kraft,
skal ændringen ikke træde i kraft.
9. Hvis mindre end
en tredjedel af parterne meddeler, at de gør indsigelse,
skal ændringen træde i kraft for de parter, der ikke
har gjort indsigelse.
10. Når en
ændring er trådt i kraft i overensstemmelse med denne
artikels stk. 6 til 9, og en part oprindeligt har gjort indsigelse
over for denne, skal ændringen træde i kraft i forhold
til denne part den første dag i måneden efter den dag,
hvor den har fremsendt sin accept til Europarådets
generalsekretær. En part, der har gjort indsigelse, kan
trække denne tilbage til enhver tid ved meddelelse herom til
Europarådets generalsekretær.
11. Hvis en
ændring er vedtaget af Ministerkomitéen, kan en stat
eller Det Europæiske Fællesskab ikke afgive samtykke
til at være bundet af konventionen uden samtidig at acceptere
ændringen.
Artikel 55 -
Opsigelse
1. Enhver part kan
på ethvert tidspunkt opsige konventionen ved notifikation
stilet til Europarådets generalsekretær.
2. En sådan
opsigelse træder i kraft den første dag i den
måned, der følger efter udløbet af en periode
på tre måneder efter datoen for
generalsekretærens modtagelse af notifikationen.
3. Denne konvention
skal imidlertid fortsat finde anvendelse på
tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 23 af konfiskation, som
der er anmodet om i overensstemmelse med bestemmelserne i
konventionen før datoen for opsigelsens
ikrafttræden.
Artikel 56 -
Notifikationer
Europarådets
generalsekretær skal notificere Europarådets
medlemsstater, Det Europæiske Fællesskab, de
ikke-medlemsstater, som har taget del i udarbejdelsen af
konventionen, enhver stat, der er blevet opfordret til at
tiltræde den, samt enhver anden part, der har tiltrådt
konventionen, om:
a)
undertegning;
b) deponering af et
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrumenter;
c) datoen for
konventionens ikrafttræden i overensstemmelse med
artikel 49 og 50;
d)
erklæringer eller forbehold der fremsættes efter
artikel 53; og
e) enhver anden
handling, notifikation eller meddelelse vedrørende
konventionen.
Til bekræftelse heraf har
undertegnede, der er behørigt bemyndiget hertil, undertegnet
denne konvention.
Udfærdiget i Warszawa, den
16. maj 2005 på engelsk og fransk, idet begge tekster skal
have samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, der deponeres i
Europarådets arkiver. Europarådets
generalsekretær fremsender bekræftede genparter heraf
til Europarådets medlemsstater, til Det Europæiske
Fællesskab, til de ikke-medlemsstater, der har deltaget i
udarbejdelsen af konventionen, samt til enhver stat, der er blevet
opfordret til at tiltræde den.
Bilag
a) deltagelse i en
organiseret kriminel sammenslutning og organiseret
pengeafpresning;
b) terrorisme,
herunder finansiering af terrorisme;
c) menneskehandel
og menneskesmugling;
d) seksuel
udnyttelse, herunder seksuel udnyttelse af børn;
e) ulovlig handel
med narkotiske stoffer og psykofarmaka;
f) ulovlig
våbenhandel;
g) ulovlig handel
med stjålne og andre værdier;
h) korruption og
bestikkelse;
i) bedrageri;
j)
falskmøntneri;
k)
produktplagiering og -pirateri;
l)
miljøforbrydelser;
m) mord og alvorlig
legemsbeskadigelse;
n)
bortførelse, ulovlig frihedsberøvelse og
gidseltagning;
o) røveri
eller tyveri;
p) smugling;
q) afpresning;
r)
dokumentfalsk;
s) pirateri; og
t) insiderhandel og
markedsmanipulation.«
Bilag 2
»Bilag
3
Tredje tillægsprotokol til den
europæiske konvention om udlevering
Strasbourg, den 10. november 2010
Præambel
Europarådets medlemsstater, der undertegner denne
protokol,
der finder, at Europarådets mål er at opnå
større enhed mellem dets medlemmer;
der ønsker at styrke deres muligheder for hver især
og sammen at reagere over for kriminalitet;
der henviser til bestemmelserne i den europæiske
konvention om udlevering (ETS Nr. 24), der blev
åbnet for undertegnelse i Paris den 13. december 1957 (i det
følgende betegnet »konventionen«) samt de to
tillægsprotokoller dertil (ETS Nr. 86 og 98),
udfærdiget i Strasbourg henholdsvis den 15. oktober 1975 og
den 17. marts 1978;
der finder det ønskværdigt at supplere konventionen
på en række områder for at forenkle og fremme
udleveringsproceduren, hvor personen, der søges udleveret,
har givet samtykke dertil;
er blevet enige om følgende:
Artikel 1 - Pligt til at udlevere efter den
forenklede procedure
De kontraherende parter forpligter sig til at udlevere personer
til hinanden i henhold til den forenklede procedure som bestemt ved
nærværende protokol, hvor personerne søges
udleveret i henhold til konventionens artikel 1, forudsat at de
pågældende har givet samtykke dertil, og at det
tiltrædes af den anmodede part.
Artikel 2 - Indledning af
proceduren
1. Når
personen, der søges udleveret, er genstand for en anmodning
om foreløbig anholdelse og fængsling i henhold til
konventionens artikel 16, skal der ved udlevering, som
anført i artikel 1 i nærværende protokol, ikke
fremsendes en anmodning om udlevering med tilhørende
dokumentation i henhold til artikel 12 i konventionen.
Følgende oplysninger afgivet af den anmodende part skal af
den anmodede part anses for at være tilstrækkelige med
henblik på anvendelse af artikel 3 til 5 i
nærværende protokol og denne parts endelige beslutning
om udlevering efter den forenklede procedure:
a) den
ønskede persons identitet, herunder den
pågældendes nationalitet eller nationaliteter, hvor
dette er kendt;
b) den myndighed,
der anmoder om anholdelse;
c) om der findes en
arrestordre eller et andet dokument med samme juridiske virkning
eller en eksigibel dom samt en bekræftelse af, at personen
søges udleveret i henhold til konventionens artikel 1;
d) karakteren samt
en juridisk beskrivelse af det strafbare forhold, herunder
straframmen eller den idømte straf ved den endelige dom,
herunder hvorvidt en del af dommen allerede er fuldbyrdet;
e) oplysning om
forældelse og afbrydelse heraf;
f) en beskrivelse
af de omstændigheder hvorunder det strafbare forhold er
begået, herunder tidspunktet, stedet og graden af den
udleveringsbegærede persons deltagelse deri;
g) for så
vidt det er muligt, følgerne af det strafbare forhold;
h) i tilfælde
hvor der begæres udlevering med henblik på fuldbyrdelse
af en endelig dom, hvorvidt dommen er afsagt in absentia.
2. Uanset
bestemmelserne i stk. 1, kan der anmodes om supplerende
oplysninger, hvis de i det nævnte stk. 1 anførte
oplysninger ikke er tilstrækkelige til at gøre det
muligt for den anmodede part at træffe afgørelse om
udlevering.
3. I tilfælde
hvor den anmodede part har modtaget en anmodning om udlevering i
henhold til konventionens artikel 12, skal nærværende
protokol finde tilsvarende anvendelse.
Artikel 3 - Pligt til at informere
personen
Hvor en person, der begæres udleveret, anholdes i
overensstemmelse med konventionens artikel 16, skal den kompetente
myndighed hos den anmodede part, i henhold til dens egen lovgivning
og uden ugrundet ophold, informere personen om den anmodning, der
er fremsat vedrørende ham eller hende, samt om muligheden
for anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure i henhold til
nærværende protokol.
Artikel 4 - Samtykke til
udlevering
1. Samtykke fra den
person der søges udleveret, og eventuelt dennes udtrykkelige
afkald på retten til anvendelse af specialitetsreglen, skal
afgives over for den anmodede parts kompetente judicielle myndighed
i henhold til den pågældende parts lovgivning.
2. Hver af parterne
skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for
at sikre, at et samtykke og eventuelt afkald, som anført i
stk. 1, er tilvejebragt på en sådan måde, at det
kan fastslås, at den pågældende har givet
samtykke og afkald frivilligt og med fuld bevidsthed om de retlige
konsekvenser. Med henblik herpå skal personen, der
søges udleveret, have ret til advokatbistand. Om
nødvendigt skal den anmodede part sikre, at personen, der
søges udleveret, får bistand fra en tolk.
3. Samtykke og
eventuelt afkald, som anført i stk. 1, skal protokolleres i
henhold til den anmodede parts lovgivning.
4. Med forbehold
for stk. 5 kan et samtykke og eventuelt afkald som anført i
stk. 1 ikke tilbagekaldes.
5. Enhver stat kan
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på ethvert senere
tidspunkt erklære, at et samtykke og et eventuelt afkald
på retten til anvendelse af specialitetsreglen kan
tilbagekaldes. Et samtykke kan tilbagekaldes, indtil den anmodede
part træffer sin endelige afgørelse om udlevering
efter den forenklede procedure. I så fald skal der ikke tages
hensyn til perioden mellem meddelelsen om samtykke og om
tilbagekaldelsen deraf ved beregningen af de i konventionens
artikel 16, stk. 4, anførte tidsrum. Et afkald på
retten til anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes,
indtil den pågældende person udleveres. Enhver
tilbagekaldelse af et samtykke til udlevering eller afkald på
anvendelse af specialitetsreglen skal protokolleres i henhold til
den anmodede parts lovgivning og straks meddeles til den anmodende
part.
Artikel 5 - Afkald på anvendelse af
specialitetsreglen
Hver stat kan på tidspunktet for undertegnelse eller ved
deponeringen af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument eller på et senere tidspunkt
erklære, at reglerne i konventionens artikel 14 ikke skal
finde anvendelse, hvor den person, der udleveres af den
pågældende stat, i henhold til artikel 4 i
nærværende protokol:
a) giver samtykke
til udlevering; eller
b) giver samtykke
til udlevering og udtrykkeligt giver afkald på sin ret til
anvendelse af specialitetsreglen.
Artikel 6 - Underretninger i tilfælde
af foreløbig anholdelse
1. For at den
anmodende part, hvor det er nødvendigt, kan fremsende en
anmodning om udlevering i henhold til konventionens artikel 12,
skal den anmodede part sende underretning til den så hurtigt
som muligt og senest ti dage efter den dag, hvor den
foreløbige anholdelse er sket, om hvorvidt den person, der
ønskes udleveret, har givet sit samtykke til udlevering.
2. I særlige
tilfælde, hvor den anmodede part beslutter ikke at anvende
den forenklede procedure på trods af samtykke fra personen,
der søges udleveret, skal den underrette den anmodende part
herom i så tilstrækkelig god tid, at det er muligt for
sidstnævnte at fremsætte en begæring om
udlevering før udløbet af den frist på 40 dage,
der er fastsat i konventionens artikel 16.
Artikel 7 - Meddelelse om
afgørelsen
Hvor personen, der søges udleveret, har givet sit
samtykke til udlevering, skal den anmodede part underrette den
anmodende part om sin afgørelse med hensyn til udlevering
efter den forenklede procedure inden tyve dage fra den dag, hvor
personen gav samtykke.
Artikel 8 - Kommunikationsmidler
I forbindelse med nærværende protokol kan
henvendelser fremsendes elektronisk eller på andre
måder, der indebærer skriftlig dokumentation, under
forhold der gør det muligt for parterne at fastslå
deres ægthed, samt via International Criminal Police
Organisation (Interpol). I ethvert tilfælde skal den
pågældende part, efter anmodning, til enhver tid
fremsende originaler eller bekræftede genparter af
dokumenterne.
Artikel 9 - Overgivelse af personen der skal
udleveres
Overgivelse skal finde sted så hurtigt som muligt, og
helst inden for ti dage efter meddelelsen af afgørelsen om
udlevering.
Artikel 10 - Samtykke afgivet efter
udløbet af tidsfristen efter artikel 6
Hvor personen, der søges udleveret, først har
givet sit samtykke efter udløbet af tidsfristen på ti
dage, der er fastsat i nærværende protokols artikel 6,
stk. 1, skal den anmodede part anvende den forenklede procedure som
bestemt i nærværende protokol, hvis den
pågældende part endnu ikke har modtaget en anmodning om
udlevering i henhold til konventionens artikel 12.
Artikel 11 - Gennemtransport
I tilfælde af gennemtransport i henhold til betingelserne
i konventionens artikel 21, hvor en person skal udleveres til den
anmodende part efter den forenklede procedure, skal følgende
bestemmelser finde anvendelse:
a) begæringen
om overførsel skal indeholde de oplysninger, der er
nødvendige efter artikel 2, stk. 1, i nærværende
protokol;
b) den part, der
anmodes om at tillade overførsel, kan anmode om supplerende
oplysninger, hvis de oplysninger, der er anført i litra a,
ikke er tilstrækkelige til, at den pågældende
part kan træffe afgørelse om overførsel.
Artikel 12 - Forholdet til konventionen og
andre internationale retsakter
1. De ord og
udtryk, der er anvendt i denne protokol, skal fortolkes i
overensstemmelse med den betydning, de er tillagt i konventionen.
Med hensyn til de parter, der deltager i protokollen, skal
konventionens bestemmelser finde tilsvarende anvendelse, for
så vidt de er forenelige med bestemmelserne i denne
protokol.
2. Bestemmelserne i
denne protokol berører ikke anvendelsen af konventionens
artikel 28, stk. 2 og 3, vedrørende forholdet mellem
konventionen og bilaterale eller multilaterale overenskomster.
Artikel 13 - Mindelige
løsninger
Europarådets European Committee on Crime Problems skal
holdes løbende informeret om anvendelsen af denne protokol
og skal gøre det fornødne for at fremme en mindelig
løsning, hvis der måtte opstå vanskeligheder
på grund af fortolkningen og anvendelsen af protokollen.
Artikel 14 - Undertegnelse og
ikrafttræden
1. Denne protokol
skal være åben for undertegnelse for de af
Europarådets medlemsstater, der er parter i eller har
undertegnet konventionen. Den skal ratificeres, accepteres eller
godkendes. En signatar kan ikke ratificere, acceptere eller
godkende protokollen, medmindre den tidligere har ratificeret,
accepteret eller godkendt konventionen, eller gør dette
samtidigt. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenter
skal deponeres hos Europarådets generalsekretær.
2. Denne protokol
træder i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på tre måneder efter
deponeringen af det tredje ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrument.
3. For så
vidt angår enhver undertegnende stat, der
efterfølgende deponerer sit ratifikations-, accept- eller
godkendelsesinstrument, skal denne protokol træde i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på tre måneder efter den dag, hvor deponeringen
er sket.
Artikel 15 - Tiltrædelse
1. Enhver
ikke-medlemsstat, som har tiltrådt konventionen, kan
tiltræde denne protokol, efter at den er trådt i
kraft.
2. En sådan
tiltrædelse skal ske ved deponering af et
tiltrædelsesinstrument hos Europarådets
generalsekretær.
3. For så
vidt angår enhver tiltrædende stat skal protokollen
træde i kraft den første dag i måneden efter
udløbet af en periode på tre måneder efter den
dag, hvor tiltrædelsesinstrumentet er deponeret.
Artikel 16 - Territorial gyldighed
1. Enhver stat kan
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument angive, inden for hvilket område
eller hvilke områder denne protokol skal finde
anvendelse.
2. Enhver stat kan
på et senere tidspunkt ved en erklæring stilet til
Europarådets generalsekretær udvide anvendelsen af
denne protokol til ethvert andet område, der er angivet i
erklæringen. For så vidt angår et sådant
område træder protokollen i kraft den første dag
i måneden efter udløbet af en periode på tre
måneder efter den dag, hvor generalsekretæren har
modtaget den pågældende erklæring.
3. Enhver
erklæring, der afgives i henhold til ovenstående to
stykker, kan for så vidt angår ethvert område,
der er anført i en sådan erklæring,
tilbagekaldes ved notifikation stilet til Europarådets
generalsekretær. Tilbagekaldelsen træder i kraft den
første dag i måneden efter udløbet af en
periode på seks måneder efter den dag, hvor
generalsekretæren har modtaget den pågældende
meddelelse.
Artikel 17 - Erklæringer og
forbehold
1. Forbehold, som
en stat har taget over for enhver bestemmelse i konventionen eller
de to tillægsprotokoller dertil, skal også være
gældende for denne protokol, medmindre den
pågældende stat på tidspunktet for undertegnelse,
eller ved deponeringen af sit ratifikations-, accept-,
godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, erklærer
andet. Det samme skal være gældende for enhver
erklæring, der fremsættes vedrørende eller i
medfør af bestemmelser i konventionen eller de to
tillægsprotokoller dertil.
2. Enhver stat kan,
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument erklære, at den forbeholder sig
ret til helt eller delvist ikke at anvende denne protokols artikel
2, stk. 1. Der kan ikke tages andre forbehold.
3. Enhver stat kan,
på tidspunktet for undertegnelse eller ved deponeringen af
sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument, eller på ethvert senere
tidspunkt, fremsætte de erklæringer, der er
anført i denne protokols artikel 4, stk. 5, og artikel
5.
4. Enhver stat kan
helt eller delvist tilbagekalde et forbehold eller en
erklæring, den har taget eller fremsat i overensstemmelse med
denne protokol ved en erklæring fremsendt til
Europarådets generalsekretær, idet denne
erklæring skal have virkning fra den dag, hvor den
modtages.
5. Enhver part, der
har taget et forbehold til denne protokols artikel 2, stk. 1, i
overensstemmelse med denne artikels stk. 2, kan ikke forlange, at
en anden part anvender den pågældende bestemmelse. Den
kan dog, såfremt dens forbehold er delvis eller betinget,
kræve at bestemmelsen anvendes i det omfang, den selv har
accepteret den.
Artikel 18 - Opsigelse
1. Enhver part kan
for så vidt angår parten selv opsige denne protokol ved
notifikation stilet til Europarådets
generalsekretær.
2. En sådan
opsigelse træder i kraft den første dag i
måneden, der følger efter udløbet af en periode
på seks måneder efter den dag, hvor Europarådets
generalsekretær har modtaget meddelelsen.
3. Opsigelse af
konventionen medfører automatisk opsigelse af denne
protokol.
Artikel 19 - Notifikationer
Europarådets generalsekretær skal notificere
Europarådets medlemsstater og enhver stat, der har
tiltrådt denne protokol, om:
a)
undertegning;
b) deponering af
ratifikations-, accept-, godkendelses- eller
tiltrædelsesinstrument;
c) datoen for denne
protokols ikrafttræden i overensstemmelse med artikel 14 og
15;
d) enhver
erklæring, der fremsættes efter artikel 4, stk. 5,
artikel 5, artikel 16 og artikel 17, stk. 1, samt enhver
tilbagekaldelse af en sådan erklæring;
e) ethvert
forbehold, der tages i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, og
enhver tilbagekaldelse af et sådant forbehold;
f) enhver
notifikation, der er modtaget i henhold til bestemmelserne i
artikel 18, samt datoen for opsigelsens ikrafttræden;
g) enhver anden
handling, erklæring, notifikation eller meddelelse
vedrørende denne protokol.
Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er
behørigt bemyndiget hertil, undertegnet denne protokol.
Udfærdiget i Strasbourg den 10. november 2010 på
engelsk og fransk, idet begge tekster skal have samme gyldighed, i
et enkelt eksemplar, der skal være deponeret i
Europarådets arkiver. Europarådets
generalsekretær skal fremsende bekræftede genparter
heraf til hver enkelt af Europarådets medlemsstater samt til
de ikke-medlemsstater, der har tiltrådt
konventionen.«