L 162 Forslag til lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 18-04-2012

Fremsat den 18. april 2012 af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

20111_l162_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 18. april 2012 af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)

Forslag

til

Lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed m.v.

Kapitel 1

Betingelser for og opgørelse af jobpræmie

§ 1. I en 2-årig forsøgsperiode fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 udbetales jobpræmie efter reglerne i denne lov til personer, der den 29. februar 2012 var berettiget til og modtog kontanthjælp, og som i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012 i 329 ud af 365 dage helt eller delvis har modtaget en eller flere af følgende ydelser m.v.:

1) Kontant- eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

2) Introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark.

3) Løn til personer, der umiddelbart efter at have modtaget en af de i nr. 1 og 2 nævnte ydelser, er blevet ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven, dog ikke personer, som samtidig modtager førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 2. Personer, der modtager jobpræmie efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, kan ikke samtidig modtage jobpræmie efter denne lov.

§ 2. Kommunen udbetaler jobpræmie uden ansøgning til personer, der har indtægter som nævnt i § 3.

Stk. 2. Kommunen udbetaler jobpræmie til personer omfattet af § 1, der er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, og som ikke samtidig får udbetalt dagpenge eller feriedagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., kontanthjælp, revalideringsydelse, ledighedsydelse eller særlig ydelse efter lov om aktiv socialpolitik, sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, barseldagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller SU efter lov om statens uddannelsesstøtte. Jobpræmie til disse personer udbetales efter ansøgning for perioden efter, at kommunen har modtaget ansøgningen.

Stk. 3. Jobpræmien udbetales for de perioder fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014, hvor betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt.

§ 3. Jobpræmien for personer, som nævnt i § 2, stk. 1, udgør 4 pct. af den månedlige indkomst opgjort efter stk. 2. Præmien kan dog højst udgøre 600 kr. pr. måned.

Stk. 2. Indkomsten efter stk. 1 opgøres ud fra oplysninger om

1) arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven, som er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister, og

2) lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, som er indberettet til indkomstregisteret.

§ 4. Jobpræmien udgør 600 kr. pr. måned for personer som nævnt i § 2, stk. 2.

Stk. 2. Personen har pligt til at give kommunen oplysning om ophør af virksomheden og andre oplysninger, der har betydning for udbetaling af jobpræmien.

§ 5. Jobpræmie efter § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1, kan sammenlagt ikke overstige 600 kr. pr. måned.

§ 6. Kommunen beregner jobpræmien efter § 3. Ved udbetalingen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Beløb under 5 kr. udbetales ikke.

Stk. 2. Jobpræmie efter §§ 3 og 4 udbetales kvartalsvis bagud senest 45 dage efter kvartalets udløb på baggrund af en månedlig opgørelse af personens indkomst.

Stk. 3. Er der fejl i udbetalingen af jobpræmien på grund af uoverensstemmelser mellem personens indkomst og de indberettede oplysninger til indkomstregisteret, jf. § 3, stk. 2, skal der ske regulering i den følgende udbetalingsperiode.

§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik, hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark samt af tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.

§ 8. Kommunen træffer afgørelse om tilbagebetaling af jobpræmie, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget jobpræmie efter denne lov.

Kapitel 2

Administration

§ 9. Kommunen skal orientere de personer, der er omfattet af § 1, stk. 1, om, at de kan være berettiget til at få udbetalt jobpræmie. Orienteringen skal ske ved jobsamtalen som led i det individuelle kontaktforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller som led i opfølgningen i forbindelse med integrationsprogrammet. I andre tilfælde skal orienteringen ske skriftligt.

Stk. 2. Kommunen har adgang til de nødvendige oplysninger i indkomstregisteret til brug for forvaltningen af jobpræmieordningen, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, herunder oplysninger om, hvem der har foretaget indberetningen, og identiteten af den, oplysningerne vedrører. Kommunerne kan sammenholde oplysningerne i indkomstregisteret med kommunens øvrige registre i deres administration af indeværende jobpræmieordning.

§ 10. Flytter en person, som er omfattet af forsøgsordningen, til en anden kommune, skal fraflytningskommunen orientere tilflytningskommunen om, at den overtager forpligtelsen til at udbetale jobpræmie for personen.

Kapitel 3

Indberetning og udveksling af data

§ 11. Til brug for fastlæggelse af den personkreds, som kan være berettiget til en jobpræmie, jf. § 1, stk. 1, identificerer Arbejdsmarkedsstyrelsen ved hjælp af data i det fælles datagrundlag, jf. kapitel 11 og 12 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, personer som i 329 ud af 365 af dagene i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012 helt eller delvis har modtaget ydelser m.v., som nævnt i § 1, stk. 1. Arbejdsmarkedsstyrelsen kan videregive personnumre for identificerede personer uden samtykke fra borgeren til kommunen og dennes databehandler.

Stk. 2. Til forvaltning af jobpræmieordningen, herunder til fastlæggelse af den berettigede personkreds, jf. § 1 og § 2, og jobpræmiens størrelse, jf. § 3, sammenstiller kommunen og dennes databehandler uden samtykke fra borgeren individdata om offentlig forsørgelse, jf. stk. 1, og indkomstdata i indkomstregisteret.

Stk. 3. For personer, som er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, anvender kommunen indkomstregisteret til at kontrollere, at ansøgeren om jobpræmie ikke i udbetalingsperioden har modtaget offentlige forsørgelsesydelser som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1-2, barseldagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel og SU efter lov om statens uddannelsesstøtte.

Kapitel 4

Finansiering

§ 12. Staten refunderer 100 pct. af kommunens udgifter til jobpræmie og yder forskudsrefusion til kommunen.

Stk. 2. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. for den i stk. 1 omhandlede refusion og kan herunder bestemme, at administrationen og udbetalingen til kommunerne kan varetages af en anden offentlig myndighed.

Kapitel 5

Klageadgang

§ 13. Kommunens afgørelser efter denne lov kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet, jf. kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Kapitel 6

Ikrafttræden

§ 14. Loven træder i kraft den 1. juni 2012.

Stk. 2. Lovens § 15 og § 33, stk. 1, nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik, som affattet ved denne lovs § 16, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 2011.

Stk. 3. Lovens § 16, nr. 1, har virkning fra den 1. april 2012.

Stk. 4. Første udbetaling af jobpræmie sker efter udløbet af første hele kvartal, der ligger efter den 1. juni 2012.

Kapitel 7

Ændringer i anden lovgivning

§ 15. I lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, jf. lov nr. 1593 af 22. december 2010, foretages følgende ændring:

1. § 7 affattes således:

»§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, starthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik, introduktionsydelse, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35 - 37 og § 39 i lov om integration af udlændige i Danmark samt tilskud efter lov om individuel boligstøtte, lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.«

§ 16. I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 153 af 28. februar 2012, § 3 i lov nr. 267 af 27. marts 2012 og § 12 i lov nr. 326 af 11. april 2012, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 4, indsættes efter »§ 13, stk. 8 og 9,«: »§ 54 a,«.

2. I § 33, stk. 1, indsættes som nr. 8 og 9:

»8) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. januar 2011 til og med den 31. december 2012 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere.

9) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed.«

Kapitel 8

Territoriel gyldighed

§ 17. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

    
Almindelige bemærkninger
    
Indholdsfortegnelse
 
1.
Lovforslagets baggrund og indhold
2.
Forslag til lov om en 2- årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed
 
2.1.
Personkreds
 
2.2.
Jobpræmien
 
2.3.
Jobpræmie til lønmodtagere m.v.
 
2.4.
Jobpræmie til selvstændig erhvervsdrivende
 
2.5.
Administration
 
2.6.
Klagemuligheder
 
2.7.
Ikrafttræden
3.
Ændring af reglerne i lov om en 2- årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere
 
3.1.
Gældende ret
 
3.2.
Lovforslagets indhold
  
3.2.1.
Ikrafttræden
4.
Ændring af reglerne i lov om aktiv socialpolitik
 
4.1.
Gældende ret
 
4.2.
Lovforslagets indhold
  
4.2.1.
Ikrafttræden
5.
Konsekvensændring som følge af indførelse af ferie i op til fem uger for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse, særlig ydelse og visse revalidender
 
5.1.
Gældende ret
 
5.2.
Lovforslagets indhold
  
5.2.1.
Ikrafttræden
6.
Ligestillingsmæssige overvejelser
7.
Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
8.
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.
9.
Administrative konsekvenser for borgerne
10.
Miljømæssige konsekvenser
11.
Forholdet til EU-retten
12.
Hørte myndigheder og organisationer
13.
Sammenfattende skema
    


1. Lovforslagets baggrund og indhold

Det er afgørende for regeringen at styrke erhvervsdeltagelsen og reducere risikoen for langvarig ledighed blandt kontanthjælpsmodtagere.

Som led i aftalen om finansloven for 2012 er regeringen (S, RV og SF) og Enhedslisten derfor blevet enige om at indføre en jobpræmie som en 2-årig forsøgsordning for at reducere risikoen for langvarig ledighed blandt kontanthjælpsmodtagere. Forsøgsordningen skal gælde i perioden fra 1. juni 2012 til og med 31. maj 2014. Den foreslåede forsøgsordning bygger på de samme principper, som gælder for den 2-årige forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, jf. lov nr. 1593 af 22. december 2010.

Forsøget omfatter personer, som på en bestemt dato, den 29. februar 2012 er berettiget til og modtager kontanthjælp og har fået udbetalt kontant- eller starthjælp eller introduktionsydelse eller har været ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven i 329 ud af 365 dage, (kalenderdage) i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012. Målgruppen er således objektivt beskrevet og afgrænset på en sådan måde, at ingen langvarige kontanthjælpsmodtagere har kunnet indrette sig på forsøgsordningen.

Jobpræmien kan højst udgøre 600 kr. (ikke-skattepligtigt beløb) pr. måned.

Regeringen lægger - ligesom ved forsøgsordningen med jobpræmie til de enlige forsørgere - op til, at ordningen skal kunne administreres med mindst muligt bureaukrati for kommuner og borgere, bl.a. ved at bruge eksisterende oplysninger om personer, der har fået udbetalt forsørgelsesydelser m.v. i 329 ud af 365 dage inden for det sidste år, dvs. fra 1. marts 2011 til 29. februar 2012 og ved at bruge oplysninger i indkomstregisteret.

I lovforslaget forslås det samtidig, at den gældende lov nr. 1593 af 22. december 2010 om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere ændres, således at det sikres, at udbetalt jobpræmie ikke medregnes ved beregning af kontanthjælp m.v. Som konsekvens heraf foreslås det samtidig, at det i lov om aktiv socialpolitik præciseres, at indtægter i form af udbetalt jobpræmie til enlige forsørgere, ikke medfører fradrag i kontanthjælp m.v. Begge ændringer foreslås at have virkning med tilbagevirkende kraft, jf. lovforslagets § 14, stk. 2.

For at sikre at udbetalt jobpræmie heller ikke medfører fradrag i kontanthjælp m.v. efter den foreslåede forsøgsordning for langvarige kontanthjælpsmodtagere, præciseres det ligeledes i lov om aktiv socialpolitik, at udbetalt jobpræmie ikke medfører fradrag i kontanthjælp m.v.

Lovforslaget indeholder således følgende elementer:

- Forslag til lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed.

- Forslag om ændring af gældende lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere -jobpræmie medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp m.v.

- Forslag om ændring af lov om aktiv socialpolitik - udbetalt jobpræmie, dels efter lov om jobpræmie til enlige forsørgere, dels efter forslaget til lov om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, medfører ikke fradrag i kontanthjælp m.v.



2. Forslag til lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed

2.1. Personkreds

Forsøget foreslås at omfatte kontanthjælpsmodtagere, som den 29. februar 2012 havde ret til og modtog kontanthjælp, og som denne dag havde modtaget kontant- eller starthjælp, introduktionsydelse, eller havde været ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven i 329 ud af 365 dage, dvs. kalenderdage i løbet af det forudgående år.

For at få ret til jobpræmie skal kontanthjælpsmodtageren have fået udbetalt offentlige forsørgelsesydelser i en længere periode. Kravet til denne periode er foreslået til at udgøre 329 ud af 365 dage inden for det seneste år. Tages der hensyn til, at lønmodtagere ifølge ferieloven har ret til 5 ugers ferie om året, er kravet, at kontanthjælpsmodtageren - bortset fra normal ferie - skal have været ledig i et helt år.

Det foreslås, at perioden på 329 ud af 365 dage skal ligge inden for perioden den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012. Ved opgørelsen medregnes de dage, hvor personen har modtaget hjælp helt eller delvist til sin forsørgelse i form af kontant- eller starthjælp, introduktionsydelse eller har været ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven. Der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 1.

Det foreslås, at personer, der er omfattet af lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, ikke samtidig kan blive omfattet af forslaget om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed. Det indebærer, at personer, der er omfattet af lov om jobpræmie til enlige forsørgere i perioden fra 1. juni 2012 til og med 31. december 2012, først kan blive omfattet af forslaget til lov om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed fra 1. januar 2013, hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt. På den måde sikres det, at ingen personer modtager jobpræmie efter begge love for samme periode.

2.2. Jobpræmien

Det foreslås, at der kan ydes en jobpræmie på op til 600 kr. pr. måned til kontanthjælpsmodtagere, der får indtægter som lønmodtager m.v., i ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven, ved ansættelse i fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller ved selvstændig virksomhed.

Jobpræmien foreslås udbetalt som et ikke-skattepligtigt beløb i perioden 1. juni 2012 til og med 31. maj 2014. Det foreslås endvidere, at jobpræmien ikke skal medregnes ved beregning af kontanthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik, hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark samt tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge. Hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn ydet efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er ikke medtaget, da hjælp efter denne bestemmelse ydes uafhængigt af indtægter og formue hos den/dem, som har forældremyndigheden.

2.3. Jobpræmie til lønmodtagere m.fl.

Det foreslås, at hvis kontanthjælpsmodtageren får indtægter i form af løn eller lignende, udgør jobpræmien et beløb på 4 pct. af arbejdsindkomsten, dog højst 600 kr. pr. måned.

Det foreslås, at jobpræmien beregnes ud fra de oplysninger om personens arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst efter lov om arbejdsmarkedsbidrag, der er indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister. Herudover foreslås, at jobpræmien beregnes af lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på dansk skib registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), som ikke er arbejdsmarkedsbidragspligtig, men er indberettet til indkomstregisteret.

Jobpræmien vil således blive beregnet af indtægter i form af løn, herunder løn ved ansættelse med løntilskud og i fleksjob, samt alle former for tillæg og personalegoder, honorarer, vederlag og tantiemer.

Jobpræmien, der fastlægges ud fra oplysninger, der er indberettet til indkomstregistreret, udbetales af kommunen, og det er ikke nødvendigt, at personen har søgt om jobpræmie.

2.4. Jobpræmie til selvstændige erhvervsdrivende

Regeringen lægger vægt på, at også personer, der har selvstændig virksomhed, bliver omfattet af forsøgsordningen.

Da det ikke er muligt ved hjælp af indkomstregisteret løbende at opgøre indtægterne ved selvstændig virksomhed, foreslås det, at selvstændige efter ansøgning får en jobpræmie på 600 kr. pr. måned. Det har ingen betydning for udbetaling af jobpræmie som følge af selvstændig virksomhed, om den selvstændige virksomhed drives i selskabsform eller som personligt ejet virksomhed.

Det foreslås at for at kunne modtage en jobpræmie som selvstændig erhvervsdrivende, må man ikke samtidig modtage offentlige forsørgelsesydelser, dvs. ydelser i form af arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge, kontanthjælp, revalideringsydelse, ledighedsydelse, særlig ydelse, sygedagpenge, barseldagpenge samt SU.

Det foreslås, at den samlede jobpræmie til en person ikke kan overstige 600 kr. pr. måned. Det betyder, at hvis en person fx har indtægt, der indgår i indkomstregisteret og berettiger til udbetaling af jobpræmie, og samtidig opfylder betingelserne for at kunne få jobpræmie som følge af selvstændig virksomhed, kan personen højst få 600 kr. pr. måned i jobpræmie.

2.5. Administration

Det foreslås, at jobpræmieordningen administreres af kommunerne, der får pligt til at informere de kontanthjælpsmodtagere, der er i målgruppen for forsøget, om deres mulighed for at få jobpræmie. Orienteringen skal ske i forbindelse med de jobsamtaler, som afholdes som led i det individuelle kontaktforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, og regler fastsat i medfør heraf.

Hvis en person, der er omfattet af ordningen, flytter til en ny kommune, skal fraflytningskommunen orientere tilflytningskommunen, om at vedkommende er omfattet af jobpræmieordningen, således at tilflytningskommunen kan udbetale jobpræmien.

Det foreslås, at kommunen og kommunens databehandler til brug for administrationen modtager oplysninger om personer, der har fået udbetalt offentlige forsørgelsesydelser i perioden 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012, jf. bemærkningerne til § 11. Målgruppen udsøges af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

For at sikre en enkel administration foreslås det, at kommunen beregner og udbetaler jobpræmien løbende kvartalsvis og baseret på månedlige opgørelser af borgerens indkomst, dog således at første udbetaling i 2012 sker efter første hele kvartal. Det foreslås endvidere, at jobpræmien ved udbetaling afrundes til nærmeste hele kronebeløb, at beløb under 5 kr. ikke udbetales, og at udbetaling sker bagud og senest 45 dage efter kvartalets udløb.

Det foreslås, at staten yder 100 pct. refusion af kommunernes udgifter til udbetaling af jobpræmier efter forsøgsordningen.

Det foreslås, at retssikkerhedsloven kommer til at gælde for jobpræmie efter denne lov, således at opholdskommunen bliver ansvarlig for udbetaling af jobpræmie. Der vil derfor blive foretaget en ændring af bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område i lighed med den ændring, der er foretaget som følge af den eksisterende jobpræmieordning for enlige forsørgere.

2.6. Klagemuligheder

Det foreslås, at kommunens afgørelser efter denne lov kan indbringes for beskæftigelsesankenævnet, jf. reglerne i kapitel 8 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Klagen behandles efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

2.7. Ikrafttræden

Det foreslås, at den 2-årige forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed træder i kraft den 1. juni 2012. Der henvises i øvrigt til kapitel 6 om lovforslagets ikrafttræden.

3. Ændring af reglerne i lov en 2- årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsøgere

3.1. Gældende ret

Efter § 7 i lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, lov nr. 1593 af 22. december 2010, medregnes jobpræmien ikke ved beregning af tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik og enkeltydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.

3.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at indholdet af § 7 ændres således, at det præciseres, at jobpræmien ikke medregnes ved beregning af kontanthjælp, starthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik samt introduktionsydelse, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35 - 37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark. Hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn ydet efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er ikke medtaget, da hjælp efter denne bestemmelse ydes uafhængigt af indtægter og formue hos den/dem, som har forældremyndigheden.

Dermed sikres det, at udbetalt jobpræmie op til 600 kr. pr. måned, jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 1593 af 22. december 2010 ikke medfører en reduktion af kontanthjælp m.v.

3.2.1. Ikrafttræden

Det foreslås, at ændringen i § 7 tillægges tilbagevirkende kraft med virkning fra den 1. januar 2011, jf. lovforslagets § 14 om ikrafttræden.

Dermed sikres intentionerne bag lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, jf. lov nr. 1593 af 22. december 2010 om, at alle skal have et incitament til at vælge et liv på arbejdsmarkedet. Forsøget indebærer, at målgruppen for forsøget får en ekstra økonomisk gevinst ved at skaffe sig arbejde, så de i større grad vil være motiverede til at komme ud af ledigheden.

Det forudsættes, at kommunerne finder frem til de personer, som vil være berettiget til at få efterbetalt hjælp, fordi de fx har fået reduceret deres supplerende kontanthjælp som følge af udbetalt jobpræmie. På landsplan er der tale om ca. 2.000 personer om måneden i perioden fra januar 2011 til juli 2011, som har modtaget jobpræmien. Det skønnes dog, at der kun vil være tale om en lille andel af denne persongruppe, som eventuelt skal have efterbetalt hjælp.

4. Ændring af reglerne i lov om aktiv socialpolitik

4.1. Gældende ret

I lov om aktiv socialpolitik § 33, stk. 1, nr. 1-7, opregnes indtægter, der ikke foretages fradrag for i hjælp efter loven. Fx medfører udbetaling af invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension ikke fradrag i hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Der er tale om en udtømmende opregning i lovens § 33, stk. 1, nr. 1-7.

4.2. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at § 33, stk. 1, udvides med et nr. 8, hvorefter jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. januar 2011 til og med den 31. december 2012 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, lov nr. 1593 af 22. december 2010, ikke medfører fradrag i hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Dermed sikres det, at udbetalt jobpræmie på op til 600 kr. pr. måned, jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 1593 af 22. december 2010 ikke medfører en reduktion af kontanthjælp m.v.

Det foreslås endvidere, at § 33, stk. 1, udvides med et nr. 9, hvorefter jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, jf. lovforslagets § 1, ikke medfører fradrag i hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

4.2.1. Ikrafttræden

Forslaget om udvidelsen af § 33, stk. 1, med et nyt nr. 8, foreslås at have virkning med tilbagevirkende kraft den 1. januar 2011, jf. lovforslagets § 14 om ikrafttræden.

Dermed sikres intentionerne bag lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, jf. lov nr. 1593 af 22. december 2010 om, at alle har en gevinst ved at vælge et liv på arbejdsmarkedet. Forsøget indebærer, at målgruppen for forsøget får en ekstra økonomisk gevinst ved at skaffe sig arbejde, så de i større grad vil være økonomisk motiverede til at komme ud af ledigheden.

Det forudsættes, at kommunerne finder frem til de personer, som vil være berettiget til at få efterbetalt hjælp, fordi de fx har fået reduceret deres supplerende kontanthjælp som følge af udbetalt jobpræmie. På landsplan er der tale om ca. 2.000 personer om måneden i perioden fra januar 2011 til juli 2011, som har været berettiget til at modtage jobpræmien. Det skønnes dog, at der kun vil være tale om en lille andel af denne persongruppe, som eventuelt skal have efterbetalt hjælp.

5. Konsekvensændring som følge af indførelse af ferie i op til fem uger for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse, særlig ydelse og visse revalidender

5.1. Gældende ret

Efter de gældende regler i § 5, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik kan personer, der modtager kontanthjælp, ledighedsydelse eller særlig ydelse opholde sig i udlandet, hvis de har ret til ferie efter § 13, stk. 8 og 9, § 74, stk. 1, nr. 4, § 74, stk. 2, nr. 3, og § 74 i, stk. 4.

5.2. Lovforslagets indhold

I § 5, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, om ophold i udlandet ved ret til ferie er der ved en fejl ikke medtaget de revalidender, der har været i revalidering i 12 sammenhængende måneder i form af særligt tilrettelagte projekter efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud efter kapitel 11 i samme lov. Det foreslås derfor, at § 5, stk. 4, ændres således, at de revalidender, der har ret til ferie efter § 54 a i lov om aktiv socialpolitik, kan opholde sig i udlandet under ferien. Det svarer til det, der gælder for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse.

5.2.1. Ikrafttræden

Det foreslås, at ændringen af § 5, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik får virkning fra den 1. april 2012, således at de revalidender, der er omfattet af § 54 a i loven ligestilles med modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse i forhold til at opholde sig i udlandet under ferie.

6. Ligestillingsmæssige overvejelser

Der er foretaget en vurdering af de ligestillingsmæssige konsekvenser af elementerne i forslaget.

For så vidt angår forslag til lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed, vurderes målgruppen for forsøget skønsmæssigt at udgøre 51 pct. kvinder. Forslaget vurderes derfor ikke umiddelbart at have ligestillingsmæssige konsekvenser.

For så vidt angår de foreslåede ændringer i lov om 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere og ændring i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovforslagets §§ 15 og 16, henvises til LF 52, Folketingsåret 2010-11, 1. samling, lov nr. 1593 af 22. december 2010. Her skønnedes det, at 93 pct. af målgruppen for jobpræmieordningen til enlige er kvinder. Denne del af forslaget vurderes derfor særligt at tilgodese kvinder.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Finanslovsaftalen om »Jobpræmieordning for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere« vedrører en 2-årig forsøgsordning om udbetaling af en jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere m.v. i målgruppen, som kommer i arbejde. Loven træder i kraft d. 1. juni 2012.

Aftalen vil omfatte en samlet målgruppe på ca. 81.200 personer, og det forventes, at der gennemsnitligt vil blive udbetalt jobpræmie på 500 kr. pr. person til 7.600 personer på månedsbasis. Personer i målgruppen, der lever op til kriterierne om beskæftigelse, kan modtage jobpræmie for beskæftigelse i perioden 1. juni 2012 til 31. maj 2014.

Aftalen forventes at omfatte udgifter til udbetaling af jobpræmier for 23,1 mio. kr. i 2012, 47,9 mio. kr. i 2013 samt 19,9 mio. kr. i 2014. Kommunerne refunderes 100 pct. for udgifter til udbetaling af jobpræmier.

Der vurderes at være kommunale administrative udgifter forbundet med ordningen for i alt 1,9 mio. kr. Udgifterne fordeler sig med 0,4 mio. kr. i 2012, 0,8 mio. kr. i 2013 og 0,7 mio. kr. i 2014.

I forbindelse med ordningen er endvidere afsat statslige bevillinger på 1,0 mio. kr. til it-understøttelse i 2012 samt 1,0 mio. kr. til evaluering af ordningen i 2014.

     
Tabel 1. Økonomiske konsekvenser ved »Jobpræmieordning for langtidsledige kontanthjælpsmodtagere«
 
Mio. kr. 2012-priser
2012
2013
2014
2015
Stat
24,1
47,9
20,9
0,0
Kommuner
0,4
0,8
0,7
0,0
Stat og kommune i alt
24,5
48,7
21,6
0,0
     


8. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget har ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

9. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

10. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

11. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

12. Hørte myndigheder

Lovforslaget har været i høring hos følgende:

Ankestyrelsen, Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Center for Ligebehandling af Handicappede, Dansk Socialrådgiverforening, Danske Regioner, Datatilsynet, Det Centrale Handicapråd, Foreningen af Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Frivilligrådet, Jobrådgivernes Brancheforening, KL, KMD, Kommunernes Revision, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagbevægelse, Rigsrevisionen, Rådet for Socialt Udsatte og Statsforvaltningerne.

   
13. Sammenfattende skema
   
Vurdering af konsekvenser af lovforslaget
   
2012-priser
Positive konsekvenser/
mindreudgifter
Negative konsekvenser/
merudgifter
Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Stat:
Ingen
Stat:
2012: 23,1 mio. kr.
2013: 47,9 mio. kr.
2014: 19,9 mio. kr.
2015: 0,0 mio. kr.
   
 
Kommuner:
Ingen
Kommuner:
Ingen
Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner
Stat:
Ingen
Stat:
2012: 1,0 mio. kr.
2013: 0,0 mio. kr.
2014: 1,0 mio. kr.
2015: 0,0 mio. kr.
   
 
Kommuner:
Ingen
Kommuner:
2012: 0,4 mio. kr.
2013: 0,8 mio. kr.
2014: 0,7 mio. kr.
2015: 0,0 mio. kr.
Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for erhvervslivet
Ingen
Ingen
Miljømæssige konsekvenser
Ingen
Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne
Ingen
Ingen
Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter
  


Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til stk. 1

Det foreslås, at det skal være en betingelse for at modtage jobpræmie, at man inden for det seneste år - dvs. i perioden fra 1. marts 2011 til og med 29. februar 2012 - har fået udbetalt ydelser m.v. som nævnt i bestemmelsens stk. 1, nr. 1-3, i 329 ud af 365 dage (kalenderdage).

For at opfylde kravet om forudgående ledighed skal personen helt eller delvist have modtaget en eller flere af følgende ydelser m.v. i 329 ud af 365 dage i perioden fra 1. marts 2011 til 29. februar 2012:

- Kontant- eller starthjælp efter lov om aktiv socialpolitik (herunder kontanthjælp under forrevalidering).

- Introduktionsydelse efter lov om integration af udlændinge i Danmark.

- Løn til personer ansat med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven, dog ikke personer, som samtidig modtager førtidspension efter lov om social pension eller efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Perioder, hvor man har været ansat med løntilskud, indgår i opgørelsen af ledighed, fordi ansættelse med løntilskud træder i stedet for forsørgelse som ledig. Da dette ikke er tilfældet for førtidspensionister i løntilskud, tæller sådanne perioder ikke som ledighed. Det forudsættes, at man overgår direkte fra kontanthjælp, starthjælp eller introduktionsydelse til ansættelse med løntilskud. Dette indebærer, at perioder med ansættelse med løntilskud, hvor personen modtog fx revalideringsydelse eller sygedagpenge umiddelbart forud for løntilskudsansættelsen, ikke indgår i opgørelsen af ledighed.

Det foreslås, at jobpræmien kommer til at omfatte personer, der den 29. februar 2012 var berettiget til og modtog kontanthjælp, dvs. personer, der opfylder betingelserne pr. 29. februar 2012. For disse personer kan der modtages jobpræmie i op til 24 måneder ved beskæftigelse i perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014.

De personer, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 1, udsøges på følgende måde:

Arbejdsmarkedsstyrelsen opgør, hvilke personer som har fået udbetalt ydelser m.v. som nævnt i stk. 1, nr. 1 - 3, i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til og med 29. februar 2012, dvs. minimum 329 dage ud af 365 dage. Dette svarer til 47 uger ud af 52 uger, og lønmodtagere har ifølge ferieloven således ret til 5 ugers ferie om året. Der vil være en del personer med ret til at holde ferie med optjente feriepenge fra tidligere arbejde, og disse personer ville ikke blive medtaget i målgruppen, hvis kravet hertil var 100 pct. af dagene med ydelser.

Oplysningerne om personer, der opfylder kravet om offentlig forsørgelse, vil af styrelsen blive opdelt på kommuner. Den enkelte kommune vil alene få adgang til oplysninger om borgere med bopæl i kommunen.

Det foreslås, at der ved opgørelsen af ledigheden medregnes de dage, hvor personen har modtaget de i stk. 1 nævnte ydelser m.v., uanset om ydelserne er udbetalt for hele dage eller enkelte timer i de pågældende dage.

Kontanthjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik samt introduktionsydelse og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark udbetales månedsvis. Det foreslås, at ydelserne medregnes med de dage, hvor ydelserne er udbetalt.

Til stk. 2

Det foreslås, at personer, der modtager jobpræmie efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, ikke samtidig kan modtage jobpræmie efter denne lov.

Personer, der opfylder betingelserne pr. 29. februar 2012, og er omfattet af målgruppen for jobpræmieordningen for enlige forsørgere, kan modtage jobpræmie i op til 17 måneder efter forslaget til ny jobpræmieordning ved beskæftigelse i perioden fra den 1. januar 2013 til og med den 31. maj 2014. Disse personer kan således først få udbetalt jobpræmie efter forslaget til ny jobpræmieordning for langvarige kontanthjælpsmodtagere, når den tidligere jobpræmieordning for enlige forsørgere ophører den 31. december 2012.

Til § 2

Til stk. 1

Det foreslås, at kommunen uden ansøgning udbetaler en jobpræmie til personer, der opfylder betingelserne i forslaget til § 1, stk. 1, og som i perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 har haft indtægter, der indberettes til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

Til stk. 2

Det foreslås, at kommunen udbetaler jobpræmie til personer, der i perioden 1. juni 2012 til og med 31. maj 2014 er registrerede til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark, og som ikke samtidig får udbetalt offentlige forsørgelsesydelser som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 1 - 3, arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge, revalideringsydelse, særlig ydelse, ledighedsydelse, barseldagpenge samt SU. Da kommunen ikke automatisk har oplysninger om indtægter ved selvstændig virksomhed, foreslås det, at selvstændige erhvervsdrivende skal ansøge om jobpræmie.

Det foreslås, at jobpræmie til disse personer udbetales efter ansøgning for perioden efter, at kommunen har modtaget ansøgningen. Når den selvstændige erhvervsdrivende søger om jobpræmien, skal personen dokumentere, at pågældende har en selvstændig virksomhed i udbetalingsperioden, dvs. at pågældende har et CVR-nummer og er momsregistreret eller registreret for betaling af lønsumsafgift m.v.

Til stk. 3

Det foreslås, at jobpræmien udbetales for de perioder fra 1. juni 2012 til og med 31. maj 2014, hvor en person opfylder betingelserne for at få udbetalt jobpræmie.

Til § 3

Til stk. 1

Det foreslås, at jobpræmien for lønmodtagere og andre, der modtager løn, vederlag og lignende, jf. bemærkningerne til stk. 2, skal udgøre 4 pct. af den månedlige indkomst opgjort efter stk. 2, dog højst 600 kr. pr. måned.

Til stk. 2

Indkomstregisteret indeholder oplysninger om borgernes indkomstforhold.

Ved at benytte oplysninger i indkomstregisteret opnås en enkel og ubureaukratisk administration.

Det foreslås, at indkomsten opgøres ud fra arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, jf. arbejdsmarkedsbidragsloven, som indberettet til indkomstregisteret, jf. lov om et indkomstregister.

Ved at beregne jobpræmien ud fra arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst, der er indberettet til indkomstregisteret, er det alene løn, ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller kapitel 4 i integrationsloven, ansættelse i fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og honorarer m.v., som vil give en jobpræmie. Der udbetales således ikke jobpræmie for fx arbejdsløshedsdagpenge, kontanthjælp, SU, pensionsudbetalinger og erstatninger m.v.

Herudover foreslås, at jobpræmien beregnes af lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på danske skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister. Denne lønindkomst er ikke arbejdsmarkedsbidragspligtig, men er indberettet til indkomstregisteret.

Jobpræmien opgøres ved at samkøre oplysningerne fra indkomstregisteret med antallet af personer omfattet af § 1, stk. 1, dvs. personer der den 29. februar 2012 var berettiget til og modtog kontanthjælp, og som på denne dag havde fået udbetalt ydelser m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, i 329 ud af 365 dage i året forinden. Kommunen kan dermed opgøre personernes indtægtsgrundlag (arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst samt lønindkomst erhvervet om bord på skibe, herunder om bord på danske skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister) og beregne den konkrete jobpræmie.

Til § 4

Til stk. 1

Det foreslås, at selvstændige erhvervsdrivende får en jobpræmie som et fast beløb på 600 kr. pr. måned, hvis de ikke samtidig modtager offentlige forsørgelsesydelser. Det er en betingelse, at man ikke i udbetalingsperioden modtager følgende forsørgelsesydelser:

- Dagpenge eller feriedagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

- Kontanthjælp, revalideringsydelse, ledighedsydelse eller særlig ydelse efter lov om aktiv socialpolitik.

- Sygedagpenge efter lov om sygedagpenge.

- Barseldagpenge efter lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel.

- SU efter lov om statens uddannelsesstøtte.



Det er et krav, at man er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed i Det Centrale Virksomhedsregister, dvs. at pågældende har et CVR-nummer og er momsregistreret eller registreret for betaling af lønsumsafgift m.v.

Det er uden betydning, i hvilken form virksomheden drives, fx som en selvstændig juridisk enhed eller som personligt drevet virksomhed.

Til stk. 2

Det foreslås, at personen skal give kommunen besked, hvis virksomheden ophører i løbet af udbetalingsperioden og andre oplysninger, der har betydning for udbetaling af jobpræmien.

Til § 5

Det foreslås, at den samlede præmie pr. måned ikke kan overstige 600 kr.

Dette kan have betydning for en person, der driver selvstændig virksomhed, og som samtidig har lønarbejde i en anden virksomhed og får løn derfra, der indberettes til indkomstregisteret. Denne person er berettiget til jobpræmie både som lønmodtager og som selvstændig. Til denne person vil der for en måned samlet højst kunne udbetales 600 kr.

Det samme gælder en person, der driver selvstændig virksomhed og samtidig udbetaler løn til sig selv. Lønnen vil blive indberettet til indkomstregisteret og danne grundlag for beregning af jobpræmie. Denne person er berettiget til jobpræmie både som lønmodtager og som selvstændig, men vil for en måned samlet højst kunne få udbetalt 600 kr.

Til § 6

For hvert kvartal udsøger kommunen, hvilke personer, der er indberettet arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst for, i indkomstregisteret, hvorefter præmien kan beregnes og udbetales.

Det foreslås, at kommunen beregner jobpræmien efter § 3. Ved udbetalingen afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Det foreslås, at beløb under 5 kr. ikke udbetales.

Til stk. 2

Det foreslås, at præmien udbetales kvartalsvist bagud og senest 45 dage efter udbetalingskvartalets udløb. Baggrunden for dette er, at oplysningerne for den sidste måned i kvartalet skal være indberettet til indkomstregisteret, og at der altid vil være en vis forsinkelse. Fx vil en person, der har lønindkomst i januar og februar måned men ikke i marts måned, senest få udbetalt jobpræmien 45 dage efter udbetalingskvartalets udløb, dvs. cirka 15. maj.

Til stk. 3

Det foreslås, at hvis det konstateres, at en oplysning om en indkomst i indkomstregisteret har medført fejl i udbetaling af jobpræmien, har kommunen pligt til at træffe afgørelse om, at der skal foretages regulering ved den følgende udbetaling. Hvis det viser sig, at indtægterne har været højere, skal der ske efterbetaling af jobpræmie. Har der været indberettet for høje indtægter, skal det for meget udbetalte fradrages i jobpræmien for en ny periode.

Fejl kan skyldes, at der er et vist tidsmæssigt efterslæb i beregningen for et kvartal, da en række virksomheder ikke indberetter rettidigt til indkomstregisteret. Der vil for den næste udbetalingsperiode blive taget hensyn til et sådant efterslæb.

Til § 7

Det foreslås, at jobpræmien skal være skattefri og ikke skal medregnes ved beregning af kontanthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik, hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark samt tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge. Hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn ydet efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er ikke medtaget, da hjælp efter denne bestemmelse ydes uafhængigt af indtægter og formue hos den/dem, som har forældremyndigheden.

Baggrunden for dette er, at jobpræmien skal være enkel at forstå for modtagerne. De skal således kunne regne med, at de pr. måned får op til 600 kr., som de ikke skal betale skat af, og som ikke reducerer deres boligsikring eller friplads i daginstitution eller deres kontanthjælp m.v.

Med hensyn til særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, modregnes jobpræmien ikke i særlig ydelse, jf. bekendtgørelse nr. 748 af 3. september 2002 om særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, § 1, stk. 2, som henviser til principperne for fradrag i kontanthjælpen efter § 33 i loven.

Til § 8

Det foreslås, at kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling af jobpræmie, når en person mod bedre vidende uberettiget har modtaget jobpræmie efter denne lov.

Kravet om bedre vidende er det samme som ond tro. Det vil sige, at personen vidste eller burde vide, at vedkommende modtog jobpræmien med urette. Det er en betingelse, at personen modtog hjælpen uberettiget, hvilket vil sige, at personen ikke opfyldte betingelserne for jobpræmien.

Et eksempel herpå kan være, at en person ikke opfylder betingelsen om at have modtaget kontanthjælp m.v. i 329 ud af 365 dage inden for et år, jf. forslaget til § 1, fordi personen havde "sort" arbejde i perioden, der har bevirket, at kommunen efterfølgende har truffet afgørelse om tilbagebetaling af hjælpen. I denne situation opfylder personen ikke betingelserne for at få jobpræmie, og kommunen kan i medfør af forslaget til § 8 træffe afgørelse om tilbagebetaling af jobpræmien. Afgørelsen vil kunne påklages til beskæftigelsesankenævnet, jf. forslaget til § 13.

Til § 9

Til stk. 1

For at motivere de berettigede personer til at intensivere jobsøgningen, så de kan få så meget ud af jobpræmieordningen som muligt, foreslås, at orienteringen sker så hurtigt som muligt efter, at lovforslaget er vedtaget. Det foreslås, at orienteringen skal ske ved jobsamtalen som led i det individuelle kontaktforløb efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og regler fastsat i medfør heraf eller som led i opfølgningen i forbindelse med integrationsprogrammet. Orienteringen skal ske skriftligt - ved brev eller mail - i alle andre situationer, når en person ikke er omfattet af det individuelle kontaktforløb, fx fordi den pågældende har fundet ordinær beskæftigelse på fuld tid i perioden mellem målgruppens opgørelse pr. 29. februar 2012 og ordningens ikrafttræden den 1. juni 2012. Det skønnes, at der kun vil være tale om meget få personer, som skal orienteres skriftligt.

Kommunernes orientering skal bl.a. indeholde oplysninger om, at personen i perioden fra den 1. marts 2011 til og med 29. februar 2012 i 329 ud af 365 dage helt eller delvist har modtaget en eller flere af de ydelser m.v., der fremgår i § 1, stk. 1, og at personen kan optjene en jobpræmie under de betingelser, der fremgår i §§ 1 og 2.

Til stk. 2

Det foreslås, at kommunerne bruger deres allerede eksisterende terminaladgang til indkomstregisteret d.v.s. adgang til opslag i registeret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister i forbindelse med administrationen af jobpræmieordningen. Med samme formål skal kommunerne kunne sammenholde oplysningerne fra indkomstregisteret med deres øvrige registre.

Kommunerne kan alene få adgang til forud definerede data i indkomstregisteret, jf. § 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1256 af 9. november 2010 om et indkomstregister. Der skal indgås en aftale med SKAT om hvilke oplysninger og felter i indkomstregisteret, der skal være adgang til. Herved er persondatalovens bestemmelser om, at der alene må behandles relevante og tilstrækkelige oplysninger til udtrykkeligt angivne og klare formål, opfyldt.

Ved at benytte oplysninger i indkomstregisteret opnås en enkel administration, jf. bemærkningerne til § 3, stk. 2, hvor borgerne - som hovedregel - uden at skulle ansøge om jobpræmien, får denne udbetalt, efterhånden som præmien optjenes. Det er derfor nødvendigt og sagligt, at kommunerne for de personer, der kan være berettigede til jobpræmie, får adgang til de relevante oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 3, stk. 2.

Til § 10

Det foreslås, at hvis borgeren flytter til en anden kommune efter lovens ikrafttræden, skal fraflytningskommunen orientere tilflytningskommunen, om at vedkommende er omfattet af jobpræmieordningen, således at den nye kommune kan overtage opgaven med jobpræmien. Fraflytningskommunen får en besked fra KMD-Aktiv om personer, der flytter fra kommunen, så fraflytningskommunen har mulighed for at varsle tilflytningskommunen.

Det forudsættes, at lov om retssikkerhed og administration på det sociale område kommer til at gælde for jobpræmie efter denne lov. Dette sker ved en ændring af bekendtgørelsen om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det er opholdskommunen, som har forpligtelsen til at udbetale jobpræmien, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Til § 11

For at minimere de administrative byrder for borgerne og kommunerne foreslås det, at administrationen af jobpræmien og den efterfølgende opfølgning og evaluering i videst mulige omfang sker ved genanvendelse af 1) data i det fælles it-baserede datagrundlag på beskæftigelsesområdet, jf. kapitel 11 og 12 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, suppleret med 2) data om personer omfattet af § 1, samt 3) brug af indkomstregisteret.

Anvendelsen af oplysninger om personer omfattet af § 1 sker inden for rammerne af persondatalovens § 5, stk. 2, hvorefter indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål. Det er således ikke uforeneligt med de formål, hvortil data oprindeligt er indsamlet at (gen)anvende de pågældende oplysninger i forbindelse med forvaltningen af jobpræmieordningen.

Det følger af persondatalovens § 5, stk. 3, at oplysninger, som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål hvortil oplysningerne senere behandles. Til brug for gennemførelsen af jobpræmieordningen er det imidlertid nødvendigt, at Arbejdsmarkedsstyrelsen til kommunen og dennes databehandler kan videregive oplysninger om alle personer, der har modtaget de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til den 29. februar 2012.

Denne videregivelse af bruttomålgruppen er en fravigelse af videregivelsesbestemmelserne i persondatalovens § 8, stk. 3. Persondataloven gennemfører direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Bestemmelsen i § 8, stk. 3, udspringer imidlertid ikke af direktivet, og en fravigelse af denne bestemmelse er derfor ikke i strid med direktivet.

Stk. 1 giver hjemmel til, at Arbejdsmarkedsstyrelsen kan identificere personer, der har modtaget de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til og med den 29. februar 2012. Det sker ved genanvendelse af data i det fælles datagrundlag i Arbejdsmarkedsstyrelsen, jf. kapitel 11 og 12 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats. Bestemmelsen giver endvidere hjemmel til, at Arbejdsmarkedsstyrelsen uden samtykke fra borgeren kan videregive data om personkredsen til kommunen og dennes databehandler. Den enkelte kommune vil alene få adgang til oplysninger om borgere med bopæl i kommunen.

Via kommunernes databehandler KMD fordeles målgruppen på kommuner og lægges ind i KMD-Aktiv på et givet KLE-nummer. Fra KMD-Aktiv er det muligt for kommunerne hver især at udtrække en samlet liste over alle personer (egne borgere), der er berettiget til optjening af en jobpræmie (bruttomålgruppen). Disse lister kan kommunerne hver især anvende i forbindelse med samtalerne med de ledige, der er omfattet af ordningen. Herning Kommune har ikke adgang til KMD-Aktiv og vil derfor fra Arbejdsmarkedsstyrelsen få oplysninger over egne borgere i målgruppen. Kommunerne kan endvidere fra og med uge 20, 2012 henvende sig til Arbejdsmarkedsstyrelsen og rekvirere en elektronisk liste over egne borgere i målgruppen. Dette skal ske på kommunernes eget initiativ.

Kommunen må ikke anvende oplysningerne om personer, der har modtaget de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til den 29. februar 2012 til andre formål end forvaltning af jobpræmieordningen.

Denne lov om en jobpræmieordning er en arbejdsmarkedspolitisk foranstaltning og er derfor omfattet af bestemmelserne i det fælles datagrundlag i kapitel 11 og 12 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.

Det indebærer blandt andet at:

- Oplysninger i det fælles datagrundlag kan bruges til fastlæggelse af borgernes rettigheder og pligter efter lovgivningen, jf. styringslovens § 58, stk. 2.

- Oplysninger om resultater og effekter af jobpræmieordningen kan indgå i Jobindsats.dk, jf. styringslovens § 59, stk. 1.

- Kommunerne har pligt til at tilvejebringe og indsende statistiske oplysninger m.v., som beskæftigelsesministeren anmoder om, jf. styringslovens § 67, stk. 1, nr. 1, og stk. 2.



Arbejdsmarkedsstyrelsen videregiver alene lister med personnumre til kommunerne og kommunernes databehandlere om personkredsen og ikke andre oplysninger. Listen indeholder data om langvarigt ledige og er derfor omfattet af persondatalovens § 8, stk. 1, om behandling af persondata, som indikerer sociale problemer.

Da videregivelsen af data sker som led i forvaltning af lovgivningen, herunder fastlæggelse af retskrav, kan videregivelsen ske uden samtykke fra borgeren, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3. Videregivelsen kan tillige ske uden orientering af borgeren, jf. persondatalovens § 29, stk. 2. Dette gælder også i forhold til personer, der har modtaget de i § 1, stk. 1, nævnte ydelser i 329 ud af 365 dage i perioden fra den 1. marts 2011 til den 29. februar 2012 men ikke opfylder betingelserne for jobpræmie.

Bestemmelsen i stk. 2 giver hjemmel til, at kommunen til forvaltning af jobpræmieordningen, herunder fastlæggelse af jobpræmiens størrelse, uden samtykke fra borgeren sammenstiller individdata om offentlig forsørgelse, jf. stk. 1, med indkomstdata indhentet i indkomstregisteret.

Bestemmelsen i stk. 3 vedrører kommunens forvaltning af jobpræmieordningen for personer, som er registreret til at udøve selvstændig erhvervsvirksomhed, og hvor der ikke findes indkomstoplysninger i indkomstregistreret. Her skal borgeren ansøge om jobpræmien, men må ikke samtidig modtage ydelser fra det offentlige som nævnt i § 2, stk. 2. Kommunen anvender på dette område indkomstregistreret til at kontrollere, at ansøgeren om jobpræmie ikke samtidig har modtaget forsørgelsesydelser fra det offentlige. Der er tale om en forudgående kontrol og på ansøgningsskemaet skal kommunen orientere ansøgeren om, at kommunen vil foretage den anførte kontrol.

Til § 12

Til stk. 1

Det foreslås, at staten refunderer 100 pct. af kommunens udgifter til jobpræmie og yder forskudsrefusion til kommunen.

Der oprettes en lovbunden finanslovskonto til udbetaling af refusion for kommunale udgifter til jobpræmieordningen. Der oprettes endvidere en funktion i den kommunale kontoplan til kontering af kommunale udgifter til ordningen. Udbetalinger og tilbagebetalinger konteres på samme funktion i den kommunale kontoplan. Refusionsudbetalingerne administreres via de sædvanlige refusionsmekanismer.

Til stk. 2

De nærmere regler om udbetaling, administration, regnskab, revision, tilsyn m.v. fastsættes i bekendtgørelse om statsrefusion og tilskud samt regnskabsaflæggelse og revision på Social- og Integrationsministeriets, Beskæftigelsesministeriets, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikters og Ministeriet for Børn og Undervisnings ressortområder.

I henhold til en driftsaftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Social- og Integrationsministeriet varetager Social- og Integrationsministeriet udbetalingen til kommunerne på vegne af Beskæftigelsesministeriet. Driftsaftalen omfatter alle Beskæftigelsesministeriets refusionsudbetalinger til kommunerne. Aftalen sikrer, at kommunerne kun skal søge om refusion et sted.

Til § 13

Det foreslås, at der kan klages til beskæftigelsesankenævnet over kommunens afgørelser om jobpræmie. Klagerne til beskæftigelsesankenævnet skal behandles efter kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Dette indebærer bl.a., at klagen skal ske inden 4 uger fra det tidspunkt, hvor personen har modtaget afgørelsen, og at klagen kan indbringes af den, som afgørelsen vedrører.

Til § 14

Til stk. 1

Det foreslås, at lovforslagets § 1 om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed træder i kraft den 1. juni 2012.

Til stk. 2

Det foreslås, at lovforslagets § 15 om ændring af § 7 i lov om jobpræmie til enlige forsørgere og lovforslagets § 16, nr. 2, om ændring af § 33, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter der indsættes et nyt nr. 8, får virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011.

Dermed sikres de oprindelige intentioner, som ligger bag lov om jobpræmie til enlige forsørgere, lov nr. 1593 af 22. december 2010 om, at udbetaling af jobpræmie ikke medfører en reduktion af supplerende kontanthjælp m.v., hvilket er til gunst for de personer, der har fået reduceret kontanthjælpen mv. i medfør af lov nr. 1593 af 22. december 2010.

Til stk. 3

Det foreslås, at de revalidender, der har ret til ferie efter § 54 a i lov om aktiv socialpolitik, får ret til at opholde sig i udlandet under ferien med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2012, svarende til det, der allerede er gældende for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse, jf. § 3 i lov nr. 267 af 27. marts 2012. Derved sikres de pågældende personer samme retsstilling, som modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse allerede har, hvilket er til gunst for de pågældende.

Til stk. 4

Første udbetaling af jobpræmie kan tidligst ske efter udløbet af det kvartal, der ligger efter ikrafttræden den 1. juni 2012 af lov om en 2 årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed.

Til § 15

Efter den gældende § 7 i lov om en 2-årig jobpræmie til enlige forsørgere, lov nr. 1593 af 22. december 2010, medregnes jobpræmien ikke ved beregning af tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik og enkeltydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.

Med den foreslåede formulering af § 7, præciseres det, at bestemmelsen herudover omfatter kontanthjælp, starthjælp, engangshjælp, hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik samt introduktionsydelse, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35-37 og § 39 i lov om integration af udlændinge i Danmark. Hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn ydet efter § 84 i lov om aktiv socialpolitik er ikke medtaget, da hjælp efter denne bestemmelse ydes uafhængigt af indtægter og formue hos den/dem, som har forældremyndigheden.

Dermed sikres det, at udbetalt jobpræmie op til 600 kr. pr. måned, jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 1593 af 22. december 2010 ikke medfører en reduktion af supplerende kontanthjælp m.v.

Med hensyn til særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, modregnes jobpræmien ikke i særlig ydelse, jf. bekendtgørelse nr. 748 af 3. september 2002 om særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, § 1, stk. 2, som henviser til principperne for fradrag i kontanthjælpen efter § 33 i loven.

Det foreslås, at den ændrede formulering af § 7 tillægges tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011, jf. lovforslagets § 14 om ikrafttræden.

Til § 16

Til nr. 1 (§ 5, stk. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indførelse af ferie i op til fem uger for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse, særlig ydelse og visse revalidender.

Ved indførelse af ret til ferie har modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse fået ret til at holde ferie i udlandet. De revalidender, der har ret til ferie efter § 54 a, i lov om aktiv socialpolitik, er ikke nævnt i reglen i § 5, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, om ophold i udlandet under ferie.

Det foreslås derfor, at § 54 a om visse revalidenders ret til ferie indsættes i § 5, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, om ret for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse til at holde ferie i udlandet. De revalidender, der har været i revalidering i 12 sammenhængende måneder i form af særligt tilrettelagte projekter efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud efter kapitel 11 i samme lov, og som derved har ret til ferie, kan med forslaget således opholde sig i udlandet under ferien, svarende til det, der gælder for modtagere af kontanthjælp, ledighedsydelse og særlig ydelse.

Til nr. 2 (§ 33, stk. 1)

Efter den gældende § 33, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik er der ikke mulighed for at se bort fra udbetalt jobpræmie ved beregning af hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Med indsættelsen af § 33, stk. 1, nr. 8 og 9, sikres det, at udbetalt jobpræmie på op til 600 kr., jf. § 3, stk. 1, i lov nr. 1593 af 22. december 2010 om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere og dette lovforslags § 1 om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed ikke medfører fradrag i hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Ændringen i § 33, stk. 1, nr. 8 og 9, betyder, at jobpræmien ikke indgår i opgørelsen af nettoindtægterne i forbindelse med beregning af særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik. Det følger af § 8 i bekendtgørelse nr. 147 af 27. februar 2012 om særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik, at de indtægter, der ikke foretages fradrag for efter § 33 i lov om aktiv socialpolitik, heller ikke indgår i opgørelsen af nettoindtægterne, der ligger til grund for beregning af særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.

Med hensyn til særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, modregnes jobpræmien ikke i særlig ydelse, jf. bekendtgørelse nr. 748 af 3. september 2002 om særlig ydelse efter § 74 i i lov om aktiv socialpolitik, § 1, stk. 2, som henviser til principperne for fradrag i kontanthjælpen efter § 33 i loven.

Forslaget om udvidelsen af § 33, stk. 1, med et nyt nr. 8, foreslås at have virkning med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2011, jf. lovforslagets § 14, stk. 2.

Til § 17

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.


Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

   
Gældende formulering
 
Lovforslaget
   
  
§ 14
   
  
Loven træder i kraft den 1. juni 2012.
  
Stk. 2. Lovens § 15 og § 33, stk. 1, nr. 8, i lov om aktiv socialpolitik, som affattet ved denne lovs § 16, nr. 2, har virkning fra den 1. januar 2011.
  
Stk. 3. Lovens § 16, nr. 1, har virkning fra den 1. april 2012.
  
Stk. 4. Første udbetaling af jobpræmie sker efter udløbet af første hele kvartal, der ligger efter den 1. juni 2012.
   
  
§ 15
   
  
I lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere, jf. lov nr. 1593 af 22. december 2010, foretages følgende ændring:
   
  
1. § 7 affattes således:
§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af tilskud efter lov om individuel boligstøtte og lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, enkeltydelser efter lov om aktiv socialpolitik og enkeltydelser efter lov om integration af udlændinge i Danmark.
 
»§ 7. Jobpræmien er skattefri. Præmien medregnes ikke ved beregning af kontanthjælp, starthjælp, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 81-83 og § 85 i lov om aktiv socialpolitik, introduktionsydelse, engangshjælp og hjælp i særlige tilfælde efter §§ 35 - 37 og § 39 i lov om integration af udlændige i Danmark samt tilskud efter lov om individuel boligstøtte, lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge.«
   
  
§ 16
   
  
I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012, som ændret ved § 2 i lov nr. 153 af 28. februar 2012, § 3 i lov nr. 267 af 27. marts 2012 og § 12 i lov nr. 326 af 11. april 2012, foretages følgende ændringer:
   
§ 5. […]
Stk. 4. Modtageren kan dog opholde sig i udlandet, mens pågældende har ret til ferie efter § 13, stk. 8 og 9, § 74, stk. 1, nr. 4, § 74, stk. 2, nr. 3, og § 74 i, stk. 4.
 
1. I § 5, stk. 4, indsættes efter »§ 13, stk. 8 og 9,«: »§ 54 a,«.
   
  
2. I § 33, stk. 1, indsættes som nr. 8 og 9:
§ 33. Der foretages ikke fradrag i hjælpen for:
1) Invaliditetsydelse, invaliditetsbeløb samt bistands- og plejetillæg efter lov om social pension.
2) Godtgørelse efter §§ 82 og 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og hjælp efter integrationslovens § 23 f.
3) Vederlag som tilforordnet ved valg.
4) Legater, der er fritaget for beskatning efter ligningslovens § 7, nr. 6, og ydelser fra godkendte sociale fonde, stiftelser m.v., der er fritaget for beskatning hos modtageren, jf. ligningslovens § 7, nr. 22.
5) Børns indtægter og indtægter, der vedrører børn, bortset fra tilskud til pasning af egne børn efter § 38 i lov om social service.
6) Værdien af kost m.v. under indlæggelse på sygehus eller lignende behandlingsinstitutioner. Hvis sygehusopholdet har varet i mere end 3 måneder, kan der dog foretages fradrag svarende til den besparelse, der er en følge af indlæggelsen.
7) Transportgodtgørelse for dokumenterede udgifter til nødvendig transport ved udførelse af lønnet arbejde og ulønnet, frivilligt arbejde.
Stk. 2….
 
»8) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. januar 2011 til og med den 31. december 2012 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til enlige forsørgere.
9) Jobpræmie udbetalt for perioden fra den 1. juni 2012 til og med den 31. maj 2014 efter lov om en 2-årig forsøgsordning om jobpræmie til kontanthjælpsmodtagere med langvarig ledighed.«
   
  
§ 17
   
  
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.