L 216 Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme.

(Ændrede regler om bopælspligt).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 01-06-2007

Lovforslag som vedtaget

20061_l216_som_vedtaget (html)

L 216 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme. (Ændrede regler om bopælspligt).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 1. juni 2007

Forslag

til

Lov om ændring af lov om landbrugsejendomme

(Ændrede regler om bopælspligt)

 

§ 1

I lov om landbrugsejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 60 af 19. januar 2007, foretages følgende ændringer:

1. § 8 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 8. Pligten til fast bopæl ved erhvervelse af en landbrugsejendom, jf. §§ 12-16, skal opfyldes af en erhverver i 8 år. Pligten skal opfyldes ved, at erhververen tager fast bopæl enten på den pågældende landbrugsejendom eller på en anden landbrugsejendom, som den pågældende eller den pågældendes ægtefælle eller samlever er ejer eller medejer af. Boligen skal være hovedbopæl i skattemæssig forstand.

Stk. 2. Hvis det samlede areal af de efter erhvervelsen ejede eller medejede landbrugsejendomme er under 30 ha, kan erhververen endvidere opfylde bopælspligten efter stk. 1 ved, at en anden person end erhververen tager fast bopæl på ejendommen eller en anden landbrugsejendom, som erhververen er ejer eller medejer af. Erhververen kan i så fald kun opholde sig på ejendommen, når dette sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift.

Stk. 3. Ved opgørelse af arealet efter stk. 2 medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om kravet om fast bopæl og om, hvornår en person kan betragtes som samlever.

Stk. 5. Ministeren kan dispensere fra stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det. Medmindre særlige grunde taler imod det, skal det ved dispensationen stilles som betingelse, at erhververen kun opholder sig på ejendommen, når dette sker i naturlig tilknytning til ejendommens drift.

§ 8 a. Den, der som ejer eller forpagter driver en landbrugsbedrift, hvor det samlede areal er 30 ha eller derover, skal tage fast bopæl inden for sin eller sin ægtefælles eller samlevers landbrugsbedrift, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 2. Den, der som bestyrer forestår driften af en landbrugsbedrift, hvor det samlede areal er 30 ha eller derover, skal tage fast bopæl inden for ejerens landbrugsbedrift, jf. § 2, stk. 3.

Stk. 3. Ved opgørelse af arealet efter stk. 1 og 2 medregnes ikke de i § 12, stk. 5, anførte fradragsarealer.

Stk. 4. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan dispensere fra stk. 1 og 2, når særlige forhold taler for det.«

2. I § 12, stk. 3, nr. 5 , ændres »hvor ejeren bor eller tager fast bopæl« til: »hvor ejeren har eller tager fast bopæl eller på anden måde opfylder bopælspligten, jf. § 8«.

3. I § 17, stk. 1 , ændres »2-7« til: »2-6«, og stk. 2 ophæves.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

4. I § 27, stk. 1, nr. 2, ændres »§ 8« til: »§ 8 a«.

5. I § 28, stk. 3, ophæves.

6. I § 50, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 8, stk. 1-3« til: »§ 8, stk. 1 og stk. 2, 2. pkt., § 8 a, stk. 1 og 2«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2007.

Stk. 2. Hvis en landbrugsejendom er erhvervet før lovens ikrafttræden, medregnes det tidsrum, hvor bopælspligten har været opfyldt efter de hidtil gældende regler, i opfyldelsen af bopælspligten efter § 8, stk. 1, i lov om landbrugsejendomme, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.