L 235 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse til statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn samt til statsborgere i Bulgarien og Rumænien m.v.).

Af: Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V)
Udvalg: Arbejdsmarkedsudvalget
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Lovforslag som vedtaget

Vedtaget: 02-06-2006

Lovforslag som vedtaget

20051_l235_som_vedtaget (html)

L 235 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse til statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn samt til statsborgere i Bulgarien og Rumænien m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 2. juni 2006

Forslag

til

Lov om ændring af udlændingeloven

(Ændring af reglerne om meddelelse af opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse til statsborgere i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn samt til statsborgere i Bulgarien og Rumænien m.v.)

 

§ 1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 826 af 24. august 2005, som ændret bl.a. ved § 101 i lov nr. 428 af 6. juni 2005, § 14 i lov nr. 523 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 301 af 19. april 2006 og senest ved lov nr. 429 af 10. maj 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 9 a, stk. 5, ændres »fuldtidsansættelse« tre steder til: »beskæftigelse mindst 30 timer om ugen«.

2. I § 9 a indsættes efter stk. 10 som nye stykker:

»Stk. 11. Hvis en herværende arbejdsgiver har indgået en gældende dansk overenskomst, hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende lønmodtagerorganisation, jf. stk. 5, nr. 1, kan Udlændingestyrelsen godkende, at arbejdsgiveren ansætter statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn til at udføre nærmere angivne arbejdsfunktioner inden for overenskomstens dækningsområde efter en anmeldelse af ansættelsesforholdet til Udlændingestyrelsen. Stk. 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 12. Udlændingestyrelsen kan godkende, at en herværende arbejdsgiver, der har indgået en overenskomst som nævnt i stk. 11, ansætter statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn i stillinger som omhandlet i stk. 5, nr. 2, efter en anmeldelse af ansættelsesforholdet til Udlændingestyrelsen. Det er en betingelse, at virksomheden har dokumenteret, at der er tale om arbejdsfunktioner, som falder inden for de omhandlede stillingskategorier. Stk. 6 og 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 13. En udlænding, der er statsborger i Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn, og som har indgået aftale eller fået tilbud om ansættelse under vilkår som nævnt i stk. 5, nr. 1 eller 2, hos en arbejdsgiver godkendt efter stk. 11 eller 12, opnår ved anmeldelse til Udlændingestyrelsen ret til ophold og arbejde i tiden, indtil Udlændingestyrelsen har taget stilling til, om udlændingen kan meddeles opholdstilladelse. Opholdstilladelse skal mod forevisning af legitimation afhentes af udlændingen inden 30 dage efter, at meddelelse om, at udlændingen har opnået opholdstilladelse, er sendt til udlændingen.

Stk. 14. En anmeldelse efter stk. 13 skal underskrives af arbejdsgiver og arbejdstager og indeholde oplysninger som nævnt i stk. 16, nr. 1-5.

Stk. 15. Udlændingestyrelsen kan inddrage en godkendelse meddelt efter stk. 11 eller 12, hvis godkendelsen er opnået ved svig, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er til stede, eller hvis vilkårene for godkendelsen ikke overholdes. Udlændingestyrelsen kan til brug for en afgørelse efter 1. pkt. indhente en udtalelse fra det regionale arbejdsmarkedsråd. Udtalelsen kan indhentes i elektronisk form.«

Stk. 11 bliver herefter stk. 16.

3. I § 9 a, stk. 11, der bliver stk. 16, indsættes efter »stk. 5«: »og 13«.

4. I § 9 a indsættes som stk. 17-19 :

»Stk. 17. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, at de i stk. 11-16 nævnte regler tillige gælder for arbejdsgivere, der ikke har indgået en gældende dansk overenskomst, hvor der som aftalepart på lønmodtagersiden mindst er tale om en lokal fagforening, som er medlem af en landsdækkende løn­mod­tager­or­ga­ni­sa­tion, jf. stk. 5, nr. 1.

Stk. 18. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan fastsætte regler om, at statsborgere fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn på særlige områder er fritaget for krav om opholds- og arbejdstilladelse som nævnt i stk. 5.

Stk. 19. Stk. 5-18 finder tilsvarende anvendelse for statsborgere fra Bulgarien og Rumænien.«

5. I § 59 indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8. Med bøde straffes den udlænding, som ikke inden for den i § 9 a, stk. 13, fastsatte frist på 30 dage afhenter sin opholdstilladelse.«

Stk. 8 og 9 bliver herefter stk. 9 og 10.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Tidspunktet for ikrafttræden af udlændingelovens § 9 a, stk. 19, som indsat ved denne lovs § 1, nr. 4, fastsættes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration. Ministeren for flygtninge, indvandrere og integration kan i den forbindelse bestemme, at alene dele af § 9 a, stk. 5-18, skal finde anvendelse for statsborgere i Bulgarien og Rumænien.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.