L 125 Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ejendomsavancebeskatningsloven og tonnageskatteloven.

(Beskatning ved afståelse af kontrakter om levering af skibe og andre driftsmidler samt entreprisekontrakter. Beskatning ved afståelse af skibe og andre driftsmidler, der endnu ikke er færdige til at indgå i driften af en virksomhed).

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 12-05-2005

Lovforslag efter 2. behandling

20042_l125_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 12. maj 2005

Forslag

til

Lov om ændring af afskrivningsloven,
ejendomsavancebeskatningsloven og tonnageskatteloven

(Beskatning ved afståelse af kontrakter om levering af skibe og andre driftsmidler samt entreprisekontrakter. Beskatning ved afståelse af skibe og andre driftsmidler, der endnu ikke er færdige til at indgå i driften af en virksomhed)

 

§ 1

I lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 976 af 21. september 2004, som ændret ved § 1 i lov nr. 1376 af 20. december 2004, § 1 i lov nr. 1386 af 20. december 2004 og § 1 i lov nr. 1389 af 20. december 2004, foretages følgende ændring:

1. Før kapitel 6 indsættes:

»Kapitel 5 a

Salg af kontrakter m.v.

§ 44 C. Sælges eller opgives retten i henhold til en kontrakt om levering af et skib eller et andet driftsmiddel, der udelukkende eller delvis skal benyttes erhvervsmæssigt, og hvorpå der, når betingelserne for afskrivning er opfyldt, kan afskrives efter kapitel 2, medregnes fortjeneste eller tab herved ved opgørelsen af sælgerens skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget sker. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen for retten i henhold til kontrakten og anskaffelsessummen for denne. Fortjeneste eller tab opgøres uden hensyn til eventuel forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet.

Stk. 2. Sælges et skib eller et andet driftsmiddel, der udelukkende eller delvis skal benyttes erhvervsmæssigt, og hvorpå der, når betingelserne for afskrivning er opfyldt, kan afskrives efter kapitel 2, men som endnu ikke er færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i driften af sælgerens virksomhed, medregnes fortjeneste eller tab ved opgørelsen af sælgerens skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget sker. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen tillagt udgifter til forbedringer. Fortjeneste eller tab opgøres uden hensyn til eventuel forskudsafskrivning på skibet eller driftsmidlet.«

§ 2

I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom (ejendomsavancebeskatningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 975 af 21. september 2004, som ændret ved § 2 i lov nr. 1386 af 20. december 2004, foretages følgende ændring:

1. Efter § 1 indsættes:

»§ 1 A. Afståelse eller opgivelse af retten i henhold til kontrakt om opførelse af en bygning m.v. eller en kontrakt om ombygning af eller tilbygning til en bygning m.v. (entreprisekontrakt) sidestilles ved anvendelse af reglerne i denne lov med afståelse af fast ejendom. Fortjeneste eller tab ved afståelse eller opgivelse af en entreprisekontrakt opgøres som forskellen mellem afståelsessummen for retten i henhold til kontrakten og anskaffelsessummen for denne.«

§ 3

I lov om beskatning af rederivirksomhed (tonnageskatteloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 2. august 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 16, stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 4« til: »stk. 2 og 4«.

2. I § 16, stk. 5, indsættes som 3. pkt.:

»Ved anvendelsen af stk. 3 sidestilles afhændelse eller opgivelse af retten i henhold til en kontrakt om levering af nybygget tonnage, jf. 1. og 2. pkt., med afhændelse af skib.«

3. I § 18 ændres »Avancer« til: »Fortjenester«, »Avancen« til: »Fortjenesten« og »avance« til: »fortjeneste«.

4. I § 18 indsættes som stk. 2 og 3:

»Stk. 2. Afhændes eller opgives retten i henhold til en kontrakt om levering af et skib eller et driftsmiddel, der helt eller delvis skal omfattes af tonnageskatteordningen, medregnes fortjeneste eller tab herved ved opgørelsen af rederiets skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget sker. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen for retten i henhold til kontrakten og anskaffelsessummen for denne.

Stk. 3. Afhændes et skib eller et driftsmiddel, der helt eller delvis skal omfattes af tonnageskatteordningen, men som endnu ikke er færdiggjort i et sådant omfang, at det kan indgå i rederiets drift, medregnes fortjeneste eller tab ved opgørelsen af rederiets skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget sker. Fortjeneste eller tab opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen tillagt udgifter til forbedringer.«

§ 4

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Loven har virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 4. marts 2005 eller senere. § 2 har dog, for så vidt angår kontrakter om ombygning af eller tilbygning til en bygning m.v., virkning for afståelse eller opgivelse, der foretages den 12. maj 2005 eller senere.