Statsrevisorerne indstiller statsregnskabet for 2019 godkendt, men med forbehold for om skatter og afgifter er rigtige

18.02.2021

Statsrevisorerne indstiller til Folketinget, at statsregnskabet for 2019 kan godkendes, men med bemærkning om at Rigsrevisionen for 3. år i træk har taget forbehold for, om § 38. Skatter og afgifter er rigtig i statsregnskabet

Statsrevisorerne ser med stor alvor og bekymring på, at Skatteministeriet heller ikke for 2019 har kunnet aflægge et regnskab for statens skatter og afgifter uden væsentlige usikkerheder, ligesom der fortsat er usikkerhed om inddrivelse af de offentlige fordringer.

Statsrevisorernes bemærkninger til statsregnskabet for 2019

  • Statsrevisorerne henleder Folketingets opmærksomhed på, at Rigsrevisionen ligesom for statsregnskabet for 2017 og 2018 har taget forbehold for, om § 38. Skatter og afgifter er rigtig i statsregnskabet for 2019
  • Skatteministeriets regnskabsaflæggelse på § 38. Skatter og afgifter er ligesom i 2017 og 2018 præget af betydelig usikkerhed
  • Statsrevisorerne gør Folketinget opmærksom på, at ineffektiv forvaltning og manglende overholdelse af regler i Skatteministeriet øger statens tab af indtægter.
  • Usikkerheden kan afgrænses til § 38. Skatter og afgifter, men den er meget væsentlig, da den vedrører halvdelen af statsregnskabet.
  • Bortset fra forbeholdet på § 38. Skatter og afgifter, er statsregnskabet for 2019 i alle væsentlige henseender rigtigt, og staten har i alle væsentlige henseender overholdt bevillingerne, bortset fra virkningen af Rigsrevisionens forbehold for rigtigheden af § 38. Skatter og afgifter og en række konkrete fejl og mangler på tværs af regnskabet.
     

Sager som Statsrevisorerne gør Folketinget opmærksom på
I betænkningen ser Statsrevisorerne på tværs af de 22 beretninger, de har afgivet i folketingsåret oktober 2019 - oktober 2020 og gør Folketinget opmærksom på 6 beretningssager på grund af deres kritiske og /eller principielle karakter. 

  • Fortsat mangelfuld forvaltning og regelbrud i Skatteministeriet øger statens tab af indtægter (4 beretninger)
  • Miljøministeriets indsats for at sikre drikkevandet mod pesticider er ikke blevet bedre siden 2011 (1 beretning)
  • Meget kritisable indkøb i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (1 beretning).

 

FAKTA OM STATSREVISORERNE
De seks statsrevisorer er valgt af Folketinget:
Henrik Thorup (DF), formand
Klaus Frandsen (RV), næstformand
Frank Aaen (EL)
Britt Bager (V), MF
Mai Mercado (K), MF
Jesper Petersen (S), MF

Statsrevisorernes opgaver er fastlagt i grundlovens § 47 som revisionskontrol med den offentlige forvaltning.
Ved løsning af deres opgaver samarbejder Statsrevisorerne med Rigsrevisionen. Statsrevisorerne afgiver således de beretninger, som de modtager fra Rigsrevisionen, til Folketinget med eller uden bemærkninger. 
Statsrevisorerne er den eneste myndighed, der kan anmode rigsrevisor om at foretage undersøgelser. For yderligere information, se www.ft.dk/statsrevisorerne.
Kontakt: Sekretariatschef Gitte Korff, tlf. 33 37 59 85



FAKTA OM RIGSREVISIONEN
Lone Strøm er rigsrevisor i Rigsrevisionen. Rigsrevisionens mission er at revidere på vegne af Folketinget og styrke en ansvarlig forvaltning til gavn for borgerne. Rigsrevisors opgave er fastlagt i lov om revisionen af statens regnskaber og instruks for rigsrevisor. Rigsrevisionen udarbejder ca. 25 beretninger om året og ca. 80 notater om året til Statsrevisorerne. Rigsrevisionen reviderer statslige og statsfinansierede regnskaber. Rigsrevisionen udfører både finansiel revision og forvaltningsrevision. For yderligere information om Rigsrevisionen, se www.rigsrevisionen.dk.
Kontakt: Afdelingschef Nanna Henning, tlf. 33 92 85 75