Beretningen handler om Transport- og Boligministeriets budgettering af vejprojekter. Med budgettering menes Transportministeriets, herunder Vejdirektoratets, arbejde med at lægge præcise budgetter og løbende følge op på budgetterne.
Vejdirektoratet har siden 2007 implementeret Ny Anlægsbudgettering for store vejprojekter. Vejdirektoratet har afsluttet 32 vejprojekter, som er budgetteret under eller omlagt til Ny Anlægsbudgettering.
Siden Ny Anlægsbudgettering blev indført, har vejprojekterne haft et væsentligt mindreforbrug. En opgørelse udarbejdet af Vejdirektoratet viser, at projekterne i gennemsnit kun har brugt ca. 67% af den samlede bevilling inkl. de reserver, som de har fået af Folketinget.
Statsrevisorerne bemærkede ved deres behandling af beretningen om brug af ny anlægsbudgettering i projektet ”Den nye bane København-Ringsted” fra September 2015, at Ny Anlægsbudgettering ikke bør opmuntre til systematisk overbudgettering.
Formålet med undersøgelsen er derfor at vurdere, om Transportministeriet, herunder Vejdirektoratet, har budgetteret vejprojekterne tilfredsstillende.
Emneord:
vejinfrastruktur