Beretningen handler om hjemmeværnets uddannelsesvirksomhed og vedrører perioden 2000-2003. Indledningsvis har Rigsrevisionen redegjort for hjemmeværnets lovgrundlag vedrørende uddannelsesvirksomhed. Rigsrevisionen har desuden undersøgt og vurderet hjemmeværnets bevillinger, udgifter til uddannelse og medlemstal, herunder udviklingen i hjemmeværnets produktion, driftsudgifter og produktivitet. Beretningen indeholder videre en redegørelse for hjemmeværnets nuværende og fremtidige opgaver i tilknytning til uddannelse set i forhold til forsvarsaftalen 2000-2004 og direktiver fra Forsvarskommandoen og de operative kommandoer. Endelig har Rigsrevisionen undersøgt, om hjemmeværnet og Forsvarsministeriet sikrer, at lovkravene til medlemmernes uddannelse og tjenestetid mv. er overholdt.
Statsrevisorerne afgav beretningen og deres bemærkning til Folketinget 18. februar 2004.