Tak for spørgsmålet. Med regeringsgrundlaget fra december 2022 er Venstre en del af den regering, som tager et ansvar for, at vi får sat et værdigt punktum for minkavlerne i en i øvrigt enormt trist sag. Som jeg også tilkendegav som svar på det forrige spørgsmål, fremgår det af regeringsgrundlaget – og jeg citerer igen: »Minkavlerne og deres familier har en helt rimelig og berettiget forventning om at kunne komme videre med deres liv, og vi har som samfund behov for, at der med afslutningen af erstatningssagerne sættes et ordentligt og værdigt punktum«. Jeg citerer videre: »Regeringen vil i starten af 2023 præsentere en model, der giver minkavlerne deres erstatninger og acontoudbetalinger hurtigere«.
Regeringen indgik, som jeg nævnte tidligere, i foråret 2023 en bred politisk aftale med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Liberal Alliance om en hurtig udbetaling af erstatningerne, og en central del af den aftale er, som jeg også tidligere omtalte, en fasttrackordning, som giver avlerne mulighed for at kunne få deres erstatninger hurtigere, end de ellers havde udsigt til. Og det er forventningen, og det er også det, vi kan se nu, at ansøgerne modtager et forslag til afgørelse inden for 2-4 måneder, efter at de nødvendige dokumenter er indsendt.
Et andet centralt element i aftalen er også at give minkavlerne mulighed for at få en forhøjet acontoudbetaling, hvilket også langt de fleste har modtaget. Og vi skylder som sagt minkavlerne og deres familier et ordentligt, værdigt punktum, og det ved jeg de også forventer, og derfor skal de selvfølgelig have den fuldstændige erstatning og kompensation, som de har ret til, så hurtigt som muligt. Og det er grunden til, at vi også er gået med i regering, altså for at sikre det og dermed tage et ansvar for, at en enormt trist sag bliver håndteret bedst muligt i den situation, som vi er i.