B 35 Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 21-02-2023

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

20222_b35_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 21. februar 2023 af Pia Kjærsgaard (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne

Folketinget pålægger regeringen at fjerne ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeris mulighed for at dispensere fra dyrevelfærdsloven. Ministerens mulighed for at dispensere blev indsat som § 20 a i dyrevelfærdsloven med lov nr. 1177 af 8. juni 2021 om adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 14, folketingsåret 2022-23, 1. samling. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2022-23, 1. samling, tillæg A, B 14 som fremsat.

Siden lov nr. 1177 af 8. juni 2021 om adgang til at etablere naturnationalparker og obligatorisk digital kommunikation m.v. i juni 2021 blev vedtaget, har der været store bekymringer særlig om den indlagte dispensationsmulighed i forhold til dyrevelfærdsloven som ligger i loven.

I dyrevelfærdsloven står der:

»§ 3. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.« og

»§ 9. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på fritgående dyr på græs el.lign. Sådanne dyr skal dog tilses jævnligt.«

Med dispensationsmuligheden kan ministeren give tilladelse til, at der i de allerede besluttede 15 naturnationalparker og efter regeringens udspil i regeringsgrundlaget yderligere 5 naturnationalparker vil kunne dispenseres fra, at dyrene bliver tilset og passet efter samme regler, som alle andre, der holder dyr, skal efterleve. I naturnationalparkerne behøver tilsynet dermed ikke at være dagligt, men blot jævnligt, hvilket ikke er nærmere defineret, hvad det betyder i tid.

Bekymrede dyreorganisationer

Dispensationsmuligheden er blevet kritiseret af flere organisationer, herunder Dyrenes Beskyttelse (»Naturnationalparker: Det mener Dyrenes Beskyttelse«, www.dyrenesbeskyttelse.dk, den 13. december 2021), Det Dyreetiske Råd (»Høringssvar om rewilding i naturnationalparker (2021)«, www.detdyreetiskeraad.dk, 2021), Den Danske Dyrlægeforening (»Giv ikke køb på dyrevelfærden i naturnationalparker«, www.ddd.dk, den 15. februar 2021) og Landbrug & Fødevarer (»Tre foreninger siger fra: Afviser forskellige regler i og udenfor naturnationalparker«, www.landbrugsavisen.dk, den 20. april 2021). Og folkeligt er der rejst en voldsom kritik grundet lovens vedtagelse.

Bekymringerne omhandler bl.a. manglende tilskudsfodring af dyrene, når der er knaphed på føde, og afvigelsen fra kravet om dagligt tilsyn, hvilket i værste fald kan føre til uforsvarlige forhold i form af unødig smerte, lidelse, angst og varige men - noget, som strider imod dyrevelfærdsloven.

Disse bekymringer deler forslagsstillerne til fulde, hvorfor vi fremsætter nærværende beslutningsforslag om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven.

Har man dyr i sin varetægt, ligegyldigt om det er kæledyr, produktionsdyr eller tamdyr, man udsætter bag hegn i naturnationalparkerne, har man en forpligtelse til at passe ordentligt på dem. Derfor mener forslagsstillerne ikke, at det bør være muligt at dispensere fra dyrevelfærdsloven, som netop er indrettet til at passe på dyrene. Ifølge forslagsstillernes klare opfattelse strider det imod formålet med dyrevelfærdsloven at kunne dispensere derfra.

Skriftlig fremsættelse

Pia Kjærsgaard (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i naturnationalparkerne.

(Beslutningsforslag nr. B 35)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.