Mange tak for spørgsmålet, som jeg til fulde kan følge, og som jeg skal prøve at besvare.
Som vi alle sammen er alt for bevidste om, befinder vi os jo lige nu i en situation med alt for høje smittetal og en udvikling i smittespredningen, der er stærkt bekymrende. Vi kigger derfor ind i en tid, hvor smittehåndteringen fortsat vil være en indgribende del af vores hverdag, sådan at smitten ikke løber løbsk, og vi har forlænget anbefalingerne og indført en række tiltag i 38 særlig hårdt ramte kommuner. På den måde kan man jo godt begynde også at tænke endnu længere frem, i forhold til hvordan hele den her coronakrise, covid-19-krise, vil komme til at præge vores hverdag og erhvervs- og kulturliv, herunder Folkemødet, langt ud i tiden.
Lige nu er det desværre bare for tidligt at sige helt klart, hvordan verden kommer til at se ud, både til foråret og til sommer. Det har jo så kæmpe betydning for de mange aktører som f.eks. Folkemødet, der lige nu står og ikke rigtig ved, hvad de så skal gøre med planlægning af deres aktiviteter i foråret og sommeren. Det har jeg kæmpestor forståelse for; det er en rigtig vanskelig situation. Jeg prøver på at have kontakt med dem alle sammen om, hvor hurtigt vi kan komme til den afklaring, og hvad det er for nogle ting, vi skal have på plads.
Men helt grundlæggende venter vi jo på, at situationen udfolder sig. Vil de her restriktioner virke? Hvordan kommer det til at forløbe med vaccinen? Der er ikke nogen, hverken i Danmark eller i verden, der kan sige, lige præcis hvor vi er henne til maj, juni eller juli osv. Det er der simpelt hen bare for lang tid til. Men derfor er det måske også rigtig vigtigt at komme videre til det der med, hvilken hjælp man så kan regne med. Både jeg og regeringen vil rigtig gerne hjælpe. Der lytter vi også til, hvad branchen selv kommer med, og er også fuldstændig parate til at undersøge forskellige muligheder.
Men lige her og nu er det desværre også for tidligt at sige noget om, præcis hvad vi kan, for det vil også afhænge af restriktionerne. Så min appel vil være, at man planlægger med meget stor forsigtighed. Mange tak for ordet.